17.6.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 206/45
Sag anlagt den 22. marts 2019 — Vincenti mod EUIPO
(Sag T-174/19)
(2019/C 206/49)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Guillaume Vincenti (Alicante, Spanien) (ved advokat H. Tettenborn)
Sagsøgt: Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO)
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af EUIPO’s ansættelsesmyndigheds afgørelser, fremsendt ved skrivelse af 6. juni 2018, om ikke at forfremme sagsøgeren til den næste lønklasse (AST 8) i forfremmelsesåret 2014, i forfremmelsesåret 2015, i forfremmelsesåret 2016 og i forfremmelsesåret 2017.
—
EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført følgende anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union, anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og forkert implementering af, eller manglende overholdelse af, dom af 14. november 2017, Vincenti mod EUIPO (T-586/16, EU:T:2017:803).
I forbindelse med det første anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden tilsidesatte artikel 45 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), anlagde åbenbart urigtige skøn og undlod at implementere, eller foretog en forkert implementering af, dom af 14. november 2017, Vincenti mod EUIPO (T-586/16, EU:T:2017:803), for så vidt som ansættelsesmyndigheden ikke, som den skulle have gjort på de relevante tidspunkter, tillod sagsøgeren at deltage i de individuelle bedømmelsesprocedurer, men i stedet foretog en overordnet bedømmelse, da de anfægtede afgørelser blev vedtaget den 6. juni 2018. Afvisningen af at forfremme sagsøgeren skulle, i overensstemmelse med den nævnte dom, ikke have været baseret på omstændigheder, som på det tidspunkt, hvor ansættelsesmyndigheden skulle træffe afgørelse, endnu ikke var kendt af EUIPO.
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at den overordnede afvisning af at forfremme ham fire år i træk med henvisning til den samme adfærd er ulovlig, fordi den udgør en lignende streng straf som i artikel 9, stk. 1, litra e), og f), i bilag IX til vedtægten og derfor i sidste instans udgør en vedvarende og straffende nægtelse af at forfremme ham, som omgår den ret til forsvar, som han har ret til i disciplinære sager, såvel som »fornyet retsforfølgning af ham for samme forhold«.
Sagsøgeren har også gjort gældende, at EUIPO’s afgørelser ulovligt forskelsbehandler ham på grund af hans langvarige sygdom, eftersom sagsøgte ikke positivt medregnede hans sygdomsperiode som en periode, i hvilken han havde forbedret den adfærd, som blev foreholdt ham, hvilket udgør et åbenbart urigtigt skøn og en forkert anvendelse af vedtægtens artikel 45 og af dom af 14. november 2017, Vincenti mod EUIPO (T-586/16, EU:T:2017:803).
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive hørt i henhold til artikel 41, stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og af sagsøgerens processuelle rettigheder i henhold til artikel 5 i Kommissionens afgørelse C(2013) 8968 final af 16. december 2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, navnlig i henhold til denne afgørelses artikel 5, stk. 5 og stk. 7.
I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte tilsidesatte sagsøgerens grundlæggende ret til at blive hørt inden vedtagelsen af en afgørelse, som er bebyrdende for ham, eftersom sagsøgeren ikke fik lejlighed til at fremkomme med sine synspunkter på forhånd. Sagsøgte har ikke bestridt dette.
Sagsøgte tilsidesatte derfor også direkte sagsøgerens processuelle rettigheder i henhold til artikel 5 i Kommissionens afgørelse C(2013) 8968 final af 16. december 2013 om almindelige gennemførelsesbestemmelser til vedtægtens artikel 45, navnlig i henhold til denne afgørelses artikel 5, stk. 5 og stk. 7, som endvidere afspejler den store betydning af den tilsidesatte grundlæggende ret til at blive hørt og bekræfter, at sagsøgeren også havde ret til at blive hørt i den foreliggende sag inden vedtagelsen af de anfægtede afgørelser.
Full & Egal Universal Law Academy