20.5.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 172/41
Sag anlagt den 25. marts 2019 — 3V Sigma mod ECHA
(Sag T-176/19)
(2019/C 172/55)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: 3V Sigma SpA (Milano, Italien) (ved solicitors C. Bryant og S. Hainsworth samt advokat C. Krampitz)
Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
Sagsøgerens påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling.
—
ECHA’s klageudvalgs afgørelse af 15. januar 2019 vedrørende stofvurderingen af bis(2-ethylhexyl) 4,4’-{6-[4-tert-butylcarbamoyl) anilino]-1,3,5-triazin-2,4- diyldiimino}dibenzoat annulleres, for så vidt som der ved afgørelsen (i) blev givet afslag på sagsøgerens administrative klage over den oprindelige afgørelse og det (ii) blev bestemt, at sagsøgeren skal indgive oplysninger om OECD TG 308-undersøgelsen senest den 22. oktober 2020.
—
ECHA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført to anbringender.
1.
Første anbringende om, at der blev begået en retlig fejl og anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet OECD TG 308-undersøgelsen blev anset for at være nødvendig.
Sagsøgeren har gjort gældende, at ECHA’s klageudvalg begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet det undlod at sondre mellem på den ene side de betingelser, hvorunder test skal gennemføres for at godtgøre tilstedeværelsen af et stof eller i modsat fald et stofs omdannelses- og/eller nedbrydningsprodukter, og på den anden side de betingelser, hvorunder en vurdering af sådanne omdannelses- og/eller nedbrydningsprodukters persistente, bioakkumulerende og toksiske eller meget persistente og meget bioakkumulerende egenskaber skal foretages. Som følge deraf har sagsøgeren gjort gældende, at ECHA’s klageudvalg med urette konkluderede, at den OECD 308-undersøgelse, som sagsøgeren blev anmodet om, var nødvendig.
2.
Andet anbringende om, at ECHA’s klageudvalg begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet det fastslog, at de udpegede testtemperaturer var egnede.
Sagsøgeren har gjort gældende, at ECHA’s klageudvalg begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet det fastslog, at den fastsatte testtemperatur for OECD TG 308-undersøgelsen, nemlig 20 oC, var egnet. ECHA’s klageudvalg undlod at tage hensyn til den omstændighed, at det vil have en væsentlig betydning for koncentrationen af ethvert af de dannede omdannelses- og/eller nedbrydningsprodukter og dermed for hvilke — hvis nogen af disse — der derefter skal omfattes af en vurdering af persistente, bioakkumulerende og toksiske eller meget persistente og meget bioakkumulerende egenskaber, hvis undersøgelsen foretages ved en højere temperatur, hvilket på afgørende vis undergraver undersøgelsens egnethed.
Full & Egal Universal Law Academy