24.6.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 213/48
Sag anlagt den 5. april 2019 — Società Agricola Tenuta di Rimale m.fl. mod Kommissionen
(Sag T-210/19)
(2019/C 213/48)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøgere: Società Agricola Tenuta di Rimale Ss (Fidenza, Italien) og 9 andre sagsøgere (ved advokaterne M. Libertini, A. Scognamiglio og M. Spolidoro)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
Det anfægtede notat fra Europa-Kommissionen annulleres, og der foretages en prøvelse af de grunde, som er angivet i denne stævning. Denne prøvelse foretages på grundlag af en anden og mere korrekt fortolkning af artikel 150 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter (1) og på grundlag af en grundigere sagsoplysning, hvoraf det vil fremgå, at de grunde, som Consorzio har angivet med henblik på på ubestemt tid at opretholde en regulering af udbuddet af mælk til fremstilling af osten med en beskyttet oprindelsesbetegnelse Parmigiano Reggiano, som er udtryk for forskelsbehandling og som er uretmæssig, savner konsekvens og sammenhæng.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Dette søgsmål vedrører notat fra Europa-Kommissionen — Generaldirektoratet for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter — af 6. februar 2019 om henlæggelse af den klage, som sagsøgerne havde indgivet den 5. februar 2018, og hvorved de havde gjort gældende, at Decreto del Ministero delle Politiche Agricole, Alimentari e Forestali, del 15 dicembre 2016, n. 6762, di approvazione del Piano di Regolazione dell’offerta del formaggio Parmigiano-Reggiano per il triennio 2017-2019 (dekret nr. 6762 fra ministeriet for landbrug, fødevarer og skovbrug af 15.12.2016 om godkendelse af planen for regulering af udbuddet af Parmigiano-Reggiano-ost for den treårige periode 2017-2019) og dekret nr. 5320 af 19. september 2017 fra samme ministerium om godkendelse af ændringerne til planen for regulering af udbuddet af Parmigiano-Reggiano-ost for den treårige periode 2017-2019, er retsstridige.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013 med hensyn til fastlæggelsen af det kvalificerede flertal af producenter, som er berørt af forslaget til regulering af udbuddet.
2.
Andet anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013 med hensyn til nødvendigheden af at undersøge de materielle betingelser for markedsbalance med henblik på vedtagelse af midlertidige foranstaltninger til regulering af udbuddet og nødvendigheden af en tilstrækkelig begrundelse i denne henseende.
3.
Tredje anbringende om en ukorrekt fortolkning af artikel 150 i forordning (EU) nr. 1308/2013, idet planer for regulering af udbuddet, hvis indhold er udtryk for forskelsbehandling, er forbudte.
(1) EUT 2013, L 347, s. 608.
Full & Egal Universal Law Academy