24.6.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 213/52
Sag anlagt den 9. april 2019 — Infineon Technologies Dresden mod Kommissionen
(Sag T-233/19)
(2019/C 213/51)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Infineon Technologies Dresden GmbH & Co. KG (Dresden, Tyskland) (ved advokaterne L. Assmann og M. Peiffer)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Kommissionens afgørelse med j.nr. C(2018) 3166 (EUT 2019, L 14, s. 1) af 28. maj 2018 i statsstøttesag SA.34045 (2013/C) (ex 2012/NN) gennemført af Tyskland til fordel for båndlastbrugere i henhold til elnetsbekendtgørelsens § 19 annulleres.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Søgsmålet er støttet på et enkelt anbringende, hvorefter den anfægtede afgørelse er ulovlig, da fritagelsen for netafgifter i medfør af elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, andet punktum, ikke udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107 ff. TEUF.
Sagsøgeren har i denne henseende først gjort gældende, at de fritagelser for netafgifter, der er indrømmet på grundlag af elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, ikke er indrømmet på grundlag af statsmidler som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, men finansieres af tyske netoperatører, der er privatretligt organiseret, og som ikke kan henføres til staten. Den anfægtede afgift kan i sin virkning heller ikke sidestilles med en afgift på elforbrug i Tyskland. Desuden har Forbundsrepublikken Tyskland ingen kontrol over de transmissionssystemoperatører, der er udpeget til at forvalte disse midler.
Det gøres endvidere gældende, at fritagelsen for netafgifter i medfør af elnetsbekendtgørelsens § 19, stk. 2, andet punktum, på afgørende punkter adskiller sig fra de situationer, der lå til grund for sagerne C-206/06, Essent Netwerk Noord m.fl., og C-262/a12, Vent De Colère!. Den foreliggende afgift kan imidlertid sammenlignes med den afgift, der var omhandlet i sag C-405/16 P, Tyskland mod Kommissionen, hvorfor den ikke kan kvalificeres som støtte.
Full & Egal Universal Law Academy