22.7.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 246/45
Sag anlagt den 3. juni 2019 — Cantieri del Mediterraneo mod Kommissionen
(Sag T-335/19)
(2019/C 246/47)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Cantieri del Mediterraneo SpA (Napoli, Italien) (ved advokaterne F. Munari og L. Calzolari)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Den anfægtede afgørelses artikel 1 annulleres i henhold til artikel 263ff. TEUF.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Dette søgsmål er anlagt til prøvelse af Kommissionens afgørelse C(2018) 6037 final af 20. september 2018 om Italiens statsstøtte SA.36112 (2016/C) (ex 2015/NN) til Autorità portuale di Napoli og Cantieri del Mediterraneo S.p.A. (herefter »afgørelsen«).
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ni anbringender.
1.
Tilsidesættelse af chartrets artikel 41, 47 og 48, af princippet om god forvaltningsskik, ligebehandlingsprincippet, princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om ret til kontradiktion samt en begrundelsesmangel og tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen blev vedtaget i en procedure, hvor CAMED’s ret til forsvar ikke blev sikret, og CAMED blev ikke hørt under en høring som modsvar til klageren.
—
Afgørelsen blev vedtaget ved afslutningen af en procedure, hvor ligebehandlingen mellem klageren og den angivelige støttemodtager ikke blev sikret (»processuel ligestilling«).
2.
Tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, retssikkerhedsprincippet og retten til domstolsbeskyttelse som følge af den ulovlige tilbagekaldelse af henlæggelsen af 2006 af en sag vedrørende samme foranstaltning, der ved afgørelsen nu er kvalificeret som støtte mere end ti år senere.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen skulle have fastslået, at tilbagekaldelsen af beslutningen om henlæggelse af 2006 vedrørende samme statslige foranstaltning var ulovlig, og at denne henlæggelse er til hinder for at konstatere, at foranstaltningen udgjorde støtte og var uforenelig.
—
Afgørelsen burde have anført, at en beslutning om henlæggelse forudsætter, at Kommissionen har fastslået, at den undersøgte foranstaltning var lovlig, og dette er dermed til hinder for, at Kommissionen kan vedtage en ny afgørelse, som kvalificerer samme foranstaltning anderledes ti år senere.
3.
Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF som følge af en urigtig fortolkning af begrebet statsstøtte, idet Autorità Portuale di Napoli (herefter »APN«) i afgørelsen kvalificeres som virksomhed.
—
Afgørelsen burde have udelukket, at APN har karakter af »virksomhed«, eftersom den rolle, der i henhold til lov nr. 84/1994 er forbeholdt alle havnemyndigheder, er offentlige enheder, der repræsenterer den italienske stat inden for de italienske havnes område, som er tillagt opgaver med forvaltning af al maritim ejendom, der er eneejet af staten i den offentlige interesse.
—
Afgørelsen skulle have udelukket, at APN udøver »økonomisk virksomhed«, efter den i henhold til lov nr. 84/1994 har forbud mod at tilbyde varer eller tjenesteydelser på et marked, også selv om de ter ikkeeksisterende.
—
Afgørelsen burde have anerkendt, at afgiften på maritim ejendom har afgiftsmæssig karakter i henhold til italiensk ret, og at den er fastsat på forhånd ved lov.
4.
Tilsidesættelse af artikel 345 TEUF, artikel 3 TEUF, 7 TEUF og 121 TEUF, af flere EU-retlige principper UE ligebehandling) samt magtfordrejning.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen burde have bemærket, at muligheden for at udføre vedligeholdelse er et prærogativ ved ejendomsretten, og at traktaten beskytter medlemsstaternes ret til at bevare offentlig ejendom over formuegoder og infrastrukturer, (også) i havne, og til at sikre alle rettighedshaverne muligheden for at anvende disse.
—
Afgørelsen kan ikke anvende de samme regler på vedligeholdelsen af havneinfrastrukturen eller på afgiften på anvendelse af havneområderne »horisontalt« og urimeligt på sager, der ikke er indbyrdes sammenlignelige: de betydelige forskelle, som kendetegner forvaltningsmodellerne for havne i EU, er til hinder for, at bygningen af nye infrastrukturer, der alene er privatejede, behandles på samme måde som vedligeholdelsen af maritim ejendom, der er uafståelig ejendom for staten, som driver den gennem de offentlige myndigheder. En sådan pålæggelse er i strid med ligebehandlingsprincippet.
—
Afgørelsen kan ikke tilsigte harmonisering af de forskellige organisationsmodeller i EU’s havne med en vilkårlig og urimelig anvendelse af artikel 107 TEUF.
5.
Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF som følge af en urigtig fortolkning af begrebet fordel.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen skulle have bemærket, at foranstaltningen hverken fjernede byrder fra APN eller CAMED, eftersom ingen virksomhed normalt (og så meget desto mindre fuldstændigt) bærer de udgifter til omstrukturering af ejendomme, som den ikke ejer (og ikke kan komme til at eje), idet maritim ejendom i Italien (i alle italienske havne) alene ejes af staten.
—
Afgørelsen skulle have bemærket, at den maritime infrastruktur var tillagt CAMED efter et udbud, der var gennemsigtigt og konkurrencemæssigt, efter at APN fik til opgave at omstrukturere den pågældende maritime ejendom. I den procedure, der blev anvendt med henblik på tildelingen af disse ejendomme til CAMED, blev muligheden for at få tildelt disse ejendomme tilbudt alle de potentielt interesserede personer. Gennemførelsen af et udbud sikrer, at kriteriet om markedsaktøren overholdes, hvorved enhver fordel udelukkes for den tilslagsmodtagende virksomhed.
6.
Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, af princippet om god forvaltningsskik, af CAMED’s ret til forsvar for samt en begrundelsesmangel som følge af en urigtig fortolkning af selektiviteten.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen ikke kan kvalificere foranstaltningen som en »ad hoc«-støtte og ikke kan undlade at foretage den såkaldte »selektivitetstest« for foranstaltninger af almen rækkevidde.
—
Afgørelsen burde have udelukket, at foranstaltningen var selektiv i forhold til APN, idet de øvrige havnemyndigheder var begunstiget af identisk offentlig finansiering til vedligeholdelse af de maritime infrastrukturer på deres territoriale kompetenceområde.
—
Afgørelsen burde have udelukket, at foranstaltningen var selektiv i forhold til CAMED, eftersom alle de virksomheder, der virker i italienske havne (ikke kun i Napoli og ikke kun inden for skibsbygningssektoren) er underlagt de samme regler og derfor betaler den samme afgift som CAMED for infrastrukturer, der er opført eller omstruktureret for offentlige midler.
7.
Tilsidesættelse af artikel 3 TEU og artikel 7 TEUF. Tilsidesættelse af artikel 116 TEUF og 117 TEUF. Magtfordrejning. Manglende grundlag for Kommissionens bestridelse af størrelsen på afgiften på maritim ejendom og dens afgiftsmæssige karakter.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen ikke på grundlag af artikel 107 TEUF kan bestride størrelsen af den afgift på maritim ejendom, som den italienske stat har anvendt i forhold til koncessionshavende virksomheder, og at beløbet angiveligt ikke står i forhold til markedsværdien, eftersom afgiften på maritim ejendom i henhold til italiensk ret fastsættes ved lov og ikke forhandles med koncessionshavere på maritim ejendom, og idet skatte- og afgiftsordninger henhører under medlemsstaternes enekompetence.
8.
Tilsidesættelse af artikel 107 TEUF, idet konkurrencen ikke er fordrejet, og samhandelen ikke er påvirket. Begrundelsesmangel.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen ikke kan antage, at de to krav, der er forskellige og kumulative, er opfyldt.
—
Afgørelsen skulle have udelukket, at kravene var opfyldt, eftersom APN ikke virker på et marked og ikke har konkurrenter, og da CAMED ikke har udledt fordele af foranstaltningen, der blot er en af mange foranstaltninger til at gennemføre en plan med almen rækkevidde, som har berørt alle de virksomheder, der virker i alle italienske havne (herunder Napoli), og ikke kun i sektoren for skibsbygning.
9.
Tilsidesættelse af artikel 107, stk. 2 og 3, TEUF.
—
Det gøres i denne forbindelse gældende, at afgørelsen skulle have anvendt artikel 107, stk. 2, TEUF, eftersom vedligeholdelsen har afhjulpet de skader, der blev forårsaget af bombardementerne under anden verdenskrig og af jordskælvet i 1980.
—
Afgørelsen burde have anvendt artikel 107, stk. 3, litra a), og c), TEUF, eftersom (i) Napoli havn ligger i en ugunstigt stillet region, og (ii) den offentlige finansiering af havneinfrastruktur forfølger et formål af almen interesse, ligesom den burde have fundet, at finansieringens størrelse er lavere end tærsklerne for anmeldelse omhandlet i den generelle gruppefritagelsesforordning.
Full & Egal Universal Law Academy