12.8.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 270/35
Sag anlagt den 13. juni 2019 — Groupe Canal + mod Kommissionen
(Sag T-358/19)
(2019/C 270/37)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: Groupe Canal + (Issy-les-Moulineaux, Frankrig) (ved advokaterne P. Wilhelm, P. Gassenbach og O. de Juvigny)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
—
Kommissionens afgørelse af 7. marts 2019 i sag AT.40023 annulleres, for så vidt angår det franske marked og Groupe Canal +’s gældende eller fremtidige kontrakter, på grundlag af artikel 263 TEUF.
—
Kommissionen tilpligtes at betale samtlige de omkostninger, som selskabet Groupe Canal + har afholdt.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende vedrører en af Kommissionen begået magtfordrejning, for så vidt som de tilsagn, den har gjort obligatoriske for at opnå målet om geoblokering i filmsektoren, griber ind i de lovgivningsreformer, som EU-lovgiver har vedtaget for nylig.
2.
Andet anbringende vedrører Kommissionens åbenbart urigtige skøn med hensyn til artikel 101, stk. 1, TEUF, for så vidt som den fandt, at de af NBCUniversal, Sony Pictures, Warner Bros og Sky foreslåede tilsagn ikke påvirkede den kulturelle mangfoldighed og mere generelt finansieringen og udnyttelse af film på Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.
3.
Tredje anbringende vedrører Kommissionens tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, for så vidt som de tilsagn, den gjorde bindende, står i et åbenbart urimeligt forhold til de udtrykte betænkeligheder vedrørende konkurrencen og er i strid med tredjemands interesser.
Full & Egal Universal Law Academy