5.8.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 263/61
Sag anlagt den 16. juni 2019 — CF mod Parlamentet
(Sag T-361/19)
(2019/C 263/67)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: CF (ved advokat A. Daoût)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af de anfægtede afgørelser.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der er forvoldt ved de anfægtede afgørelser, dvs. tildele sagsøgeren et foreløbigt beløb på 50 000 EUR.
—
Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet om annullation af de to afgørelser truffet af Europa-Parlamentets formand den 16. april 2019, hvori det anføres, at sagsøgeren er skyldig i psykisk chikane over for hans tidligere akkrediterede parlamentariske assistent og hvorefter sagsøgeren pålægges sanktionen irettesættelse, har sagsøgeren anført fire anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af den retlige definition af chikane således som indeholdt i artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd i Den europæiske Union, med den begrundelse, at Parlamentets formand ikke har taget hensyn til de elementer, som udgør begrebet psykisk chikane, og som er fastsat i loven og i retspraksis.
2.
Andet anbringende om manglende begrundelse af den anfægtede retsakt. Sagsøgeren har gjort gældende, at Parlamentets formand har begrundet sin første afgørelse ved at basere sig på den mangelfulde rapport fra det rådgivende udvalg og at hans anden afgørelse ikke opfylder de kriterier, der er fastsat i artikel 166 i Europa-Parlamentets forretningsorden.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af retten til en god forvaltning og af retten til forsvar. Ifølge sagsøgeren har administrationen tilsidesat sin omsorgspligt, princippet om en rimelig frist, reglerne om, at undersøgelsen er fortrolig, retten til forsvar, uskyldsformodningen og retten til aktindsigt i disciplinærsagen.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og af princippet om, at regler vedrørende tvangsmidler ikke må have tilbagevirkende kraft, for så vidt som Parlamentets formand og det rådgivende udvalg anvendte en lovgivning vedrørende tvangsmidler på forhold, der lå forud for vedtagelsen heraf.
Sagsøgeren har desuden nedlagt påstand om erstatning af hans økonomiske og ikke-økonomiske tab. Han har gjort gældende, at den måde, hvorpå undersøgelsen er blevet gennemført, har haft den konsekvens, at hans omdømme har lidt skade og at han har mistet muligheden for at stille op til valget til Europa-Parlamentet.
Full & Egal Universal Law Academy