12.8.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 270/52
Sag anlagt den 28. juni 2019 — Iccrea Banca mod SRB
(Sag T-400/19)
(2019/C 270/54)
Processprog: italiensk
Parter
Sagsøger: Iccrea Banca SpA Istituto Centrale del Credito Cooperativo (Rom, Italien) (ved advokaterne P. Messina, F. Isgrò og A. Dentoni Litta)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans
Sagsøgerens påstande
A)
Principalt:
—
Afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans nr. SRB/ES/SRF/2019/10 af 16. april 2019 og i givet fald bilagene til denne afgørelse, samt alle eventuelle efterfølgende afgørelser fra denne instans, selv hvis de måtte være ubekendte, på grundlag af hvilke Banca d’Italia har vedtaget afgørelse nr. 0543938/19 af 24. april 2019 og nr. 0733800/19 af 7. juni 2019, annulleres.
—
Der betales erstatning til Iccrea Banca for skade forvoldt af Den Fælles Afviklingsinstans ved fastlæggelsen af de bidrag, som sagsøgeren skyldte, i form af højere rater betalt af Iccrea Banca.
B)
Subsidiært, såfremt der ikke gives medhold i de principale påstande:
—
Artikel 5, stk. 1, litra a) og f), i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (1) erklæres ugyldig som følge af tilsidesættelse af grundlæggende EU-retlige principper, navnlig princippet om ligebehandling, princippet om forbud mod forskelsbehandling og proportionalitetsprincippet som fastsat i artikel 2 TEU og som fortolket af Den Europæiske Unions Domstol.
C)
Under alle omstændigheder tilpligtes Den Fælles Afviklingsinstans at betale sagsomkostningerne
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Søgsmålet er anlagt til prøvelse af afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans nr. SRB/ES/SRF/2019/10 af 15. april 2016 og bilagene hertil, samt alle efterfølgende afgørelser fra denne instans, selv hvis de måtte være ubekendte, som lå til grund for fastlæggelsen af de bidrag, som sagsøgeren skulle betale i medfør af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante-bidrag til afviklingsfinansieringsordninger.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fire anbringender.
1.
Første anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltning.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans har foretaget en fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 ved at foretage beregninger af de bidrag, som sagsøgeren skyldte, uden at tage koncerninterne passiver i betragtning.
2.
Andet anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling og princippet om god forvaltning.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans har foretaget en fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 ved at skabe en situation med dobbelt regnskabsføring.
3.
Tredje anbringende vedrørende et EU-retligt organs ulovlige adfærd og vedrørende erstatning uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 TEUF.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Den Fælles Afviklingsinstans adfærd er udtryk for alle de forhold, der altid har været gældende i henhold til EU-retlig retspraksis for at ifalde et sådant ansvar, nemlig en EU-institutions ulovlige adfærd, en reel skade og årsagssammenhæng mellem adfærden og skaden
4.
Fjerde anbringende vedrørende, som gøres gældende subsidiært og underordnet, vedrørende tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, ækvivalensprincippet og ligebehandlingsprincippet, som medfører, at forordning 2015/63 ikke skal finde anvendelse.
—
Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at en mulig modsætning mellem forordning 2015/63 og sagsøgerens situation ville være i strid med de ovennævnte principper, for så vidt som de personer, der befinder sig i samme faktiske situation som Iccrea, ville kunne drage fordel af nedsættelser i bidragene, hvilket ville føre til en ulovlig forværring af sagsøgerens situation, og have den konsekvens, at tilsvarende situationer ville blive behandlet forskelligt.
(1) EUT 2015, L 11, s. 44.
Full & Egal Universal Law Academy