30.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/59
Sag anlagt den 8. juli 2019 — Landesbank Baden-Württemberg mod SRB
(Sag T-480/19)
(2019/C 328/69)
Processprog: tysk
Parter
Sagsøger: Landesbank Baden-Württemberg (Stuttgart, Tyskland) (ved advokaterne H. Berger og K. Rübsamen)
Sagsøgt: Den Fælles Afviklingsinstans (SRB)
Sagsøgerens påstande
—
Afgørelse truffet af Den Fælles Afviklingsinstans den 16. april 2019 om fastsættelse af ex ante-bidrag til Den Fælles Afviklingsfond for 2019 (SRB/ES/SRF/2019/10), herunder bilaget hertil, annulleres, for så vidt som den anfægtede afgørelse, herunder bilaget hertil, vedrører sagsøgerens bidrag.
—
Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført seks anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) som følge af, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat begrundelsespligten, idet den anfægtede afgørelse ikke er tilstrækkeligt begrundet, og idet bilaget alene består af tal, på grundlag af hvilke det ikke tilnærmelsesvis kan udledes, på hvilken måde og i betragtning af hvilke grunde sagsøgte har beregnet sagsøgerens bidrag. De øgede begrundelseskrav opfyldes på ingen måde i den anfægtede afgørelse. Tilsidesættelsen af begrundelsespligten er endvidere væsentlig, eftersom den har indflydelse på indholdet af den anfægtede afgørelse.
2.
Andet anbringende om en tilsidesættelse af retten til at blive hørt i henhold til chartrets artikel 41, stk. 1, og artikel 41, stk. 2, litra a), som følge af, at sagsøgeren ikke blev hørt.
—
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende processuelle ret til at blive hørt, eftersom sagsøgte, uden forud herfor at høre sagsøgeren, har vedtaget den for sagsøgeren med ugunstige retsvirkninger forbundne retsakt. Tilsidesættelsen af retten til at blive hørt er væsentlig, eftersom sagsøgerens stillingtagen forud for den anfægtede afgørelse ville have kunnet føre til et andet indhold af beregningsafgørelsen.
3.
Tredje anbringende om en tilsidesættelse af den grundlæggende ret til effektiv retsbeskyttelse i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1, som følge af, at den anfægtede afgørelsen ikke kan prøves.
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte har tilsidesat sagsøgerens grundlæggende ret til adgang til en effektiv retsbeskyttelse, eftersom en domstolsprøvelse af den anfægtede afgørelse er praktisk umulig. Sagsøgte har i øvrigt undladt i videst muligt omfang at sikre iagttagelsen af kontradiktionsprincippet med henblik på at gøre det muligt for sagsøgeren at bestride de grunde, hvorpå den anfægtede afgørelse hviler, og dermed på hensigtsmæssig vis gøre sine anbringender gældende.
4.
Fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59/EU (1), af artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013 (2), af artikel 6, stk. 5, første punktum, i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63 (3), af chartrets artikel 16 og 20 og af proportionalitetsprincippet som følge af en anvendelse af multiplikatoren for IPS (Institutional Protection Scheme)-indikatoren
—
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte i strid med artikel 103, stk. 7, litra h), i direktiv 2014/59/EU, artikel 113, stk. 7, i forordning (EU) nr. 575/2013, artikel 6, stk. 5, første punktum, i delegeret forordning (EU) nr. 2015/63, chartrets artikel 16 og 20 og proportionalitetsprincippet ikke fuldt ud anvendte IPS-indikatoren for sagsøgerens vedkommende. Beskyttelsesvirkningen af en institutsikringsordning gælder fuldt ud og på samme måde for alle medlemsinstitutter. En differentiering mellem institutterne for så vidt angår IPS-indikatoren er i strid med ordningen og vilkårlig. Også den omstændighed, at sagsøgeren er blevet kategoriseret i den gruppe af institutter, som har den højeste risikoprofil, er åbenbart ubegrundet og vilkårlig.
5.
Femte anbringende om en tilsidesættelse af chartrets artikel 16 og proportionalitetsprincippet som følge af anvendelsen af risikojusteringsmultiplikatoren.
—
Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte har gjort indgreb i sagsøgerens frihed til at oprette og drive egen virksomhed og har tilsidesat proportionalitetsprincippet, idet sagsøgte har beregnet en risikojusteringsmultiplikator, der ikke er i overensstemmelse med sagsøgerens risikoprofil, som i forhold til andre bidragspligtige institutter er bedre end gennemsnittet. Risikoen for at komme under afvikling og for at anvende Single Resolution Funds (SRF) midler er for så vidt angår sagsøgeren meget ringe. Denne sandsynlighed bør netop tages i betragtning i forbindelse med risikojusteringsmultiplikatoren, som skal afspejle den individuelle risiko på passende vis.
6.
Sjette anbringende om ulovligheden af artikel 4-7 og artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2015/63 og af bilag I til denne delegerede forordning.
—
Endelig skal den anfægtede afgørelse også annulleres, idet artikel 4-7 og artikel 9 i delegeret forordning (EU) 2015/63 og bilag I hertil tilsidesætter princippet om effektiv retsbeskyttelse og retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren kan i medfør af artikel 277 TEUF underordnet gøre gældende, at retsgrundlaget for den anfægtede afgørelse strider mod trinhøjere EU-ret. Artikel 277 TEUF er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter ulovligheden af et retsgrundlag har virkning for den enkelte afgørelse, der er truffet i medfør heraf.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15.5.2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af Rådets direktiv 82/891/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF, 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2005/56/EF, 2007/36/EF, 2011/35/EU, 2012/30/EU og 2013/36/EU samt forordning (EU) nr. 1093/2010 og (EU) nr. 648/2012 (EUT 2014, L 173, s. 190).
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26.6.2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT 2013, L 176, s. 1).
(3) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/63 af 21.10.2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU for så vidt angår ex ante -bidrag til afviklingsfinansieringsordninger (EUT 2015, L 11, s. 44).
Full & Egal Universal Law Academy