16.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 312/29
Sag anlagt den 5. juli 2019 — Spectris og Spectris Group mod Kommissionen
(Sag T-486/19)
(2019/C 312/25)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: Spectris plc (Egham, Det Forenede Kongerige) og Spectris Group Holdings Ltd (Egham) (ved barrister C. McDonnell, solicitors B. Goren og K. Desai og advokat M. Peristeraki)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Det fastslås, at der ikke er blevet givet ulovlig statsstøtte, og i) artikel 1 i Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 final af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres, for så vidt som det heri fastslås, at der foreligger ulovlig statsstøtte, og ii) der ses bort fra kravet om, at Det Forenede Kongerige skal tilbagesøge den angiveligt ulovlige statsstøtte, som sagsøgeren er blevet tildelt i denne forbindelse (artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse).
—
Subsidiært: Artikel 2 og 3 i den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som de pålægger Det forenede Kongerige at tilbagesøge den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne.
—
Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat syv anbringender.
1.
Første anbringende om, at den anfægtede afgørelse er behæftet med åbenbart urigtige skøn med hensyn til de relevante faktiske og retlige omstændigheder.
—
Det gøres navnlig gældende, at Kommissionen har misforstået måden, hvorpå de omhandlede britiske regler om kontrollerede udenlandske selskaber fungerer med hensyn til behandlingen af ikkehandelsmæssige økonomiske gevinster. Endvidere anså den anfægtede afgørelse fejlagtigt koncernfinansieringsfritagelsen for at være en skattefritagelse.
2.
Andet anbringende om, at Kommissionen med urette fandt, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber udgjorde en støtteforanstaltning som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, og at reglerne således gav visse virksomheder en selektiv fordel.
—
Nærmere bestemt gøres det gældende, at Kommissionen fejlagtigt anvendte referencesystemet ved vurdering af virkningen af reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber, og fejlagtigt antog, at to givne forskellige situationer var sammenlignelige med en situation, hvor koncernfinansieringsfritagelse finder anvendelse. Som følge af enten en af eller begge disse fejl konstaterede Kommissionen med urette, at disse regler gav visse markedsoperatører en selektiv fordel. Endvidere fastslog Kommissionen med urette, at reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber var forskellige fra Det Forenede Kongeriges overordnede selskabsskatteordning, idet den så bort fra øvrige egenskaber ved Det Forenede Kongeriges selskabsskatteordning, der skulle anvendes sammen med reglerne om kontrollerede udenlandske selskaber. Kommissionens sammenlignende analyse og analyse vedrørende selektivitet er derfor behæftet med åbenbart urigtige skøn med hensyn til de relevante faktiske omstændigheder og med retlige fejl.
3.
Tredje anbringende om, at selv såfremt det antages, at de omhandlede regler om kontrollerede udenlandske selskaber udgør statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, konkluderede Kommissionen fejlagtigt i den anfægtede afgørelse, at det ikke var muligt at begrunde, at de omhandlede foranstaltninger var forenelige med EU-reglerne om statsstøtte. Den anfægtede afgørelse er endvidere irrationel og inkonsekvent, for så vidt som Kommissionen med rette anerkendte, at Chapter 9 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 er berettiget i tilfælde, hvor alene det såkaldte kriterium om kapital med tilknytning til Det Forenede Kongerige kan begrunde anvendelsen af afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab, idet dette kriterium kan være meget vanskeligt at administrere i praksis, men samtidig mener Kommissionen uden at give en begrundelse herfor, at det nævnte Chapter 9 aldrig er berettiget i tilfælde, hvor kriteriet om nøglepersonfunktioner indebærer, at der skal pålægges en afgift for et kontrolleret udenlandsk selskab. Kriteriet om nøglepersonfunktioner er meget vanskeligt at anvende i praksis, således at Kommissionen skulle have konstateret, at det nævnte Chapter 9 var berettiget også ved anvendelsen af dette kriterium, og den skulle derved have konkluderet, at der ikke foreligger statsstøtte.
4.
Fjerde anbringende om, at såfremt den anfægtede afgørelse opretholdes, vil gennemførelsen heraf ved tilbagesøgning af den angivelige statsstøtte fra sagsøgerne være i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen, herunder etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser, idet det bemærkes, at de omhandlede kontrollerede udenlandske selskab i sagsøgerens tilfælde er beliggende i andre medlemsstater.
5.
Femte anbringende om, at anmodningen om tilbagebetaling i den anfægtede afgørelse er ubegrundet og i strid med grundlæggende principper i EU-lovgivningen.
6.
Sjette anbringende om, at Kommissionen gav en utilstrækkelig begrundelse for kritiske forhold i den anfægtede afgørelse, såsom konklusionen om, at afgiften for et kontrolleret udenlandsk selskab i henhold til Chapter 5 i Part 9A i Det Forenede Kongeriges Taxation (International and Other Provisions) Act 2010 kunne anvendes uden vanskeligheder eller uforholdsmæssige byrder ved hjælp af kriteriet om nøglepersonfunktioner.
7.
Syvende anbringende om, at den anfægtede afgørelse ligeledes tilsidesætter princippet om god forvaltningsskik, som indebærer, at Kommissionen skal sørge for, at der er gennemsigtighed og forudsigelighed i dens administrative procedurer, og at den skal træffe afgørelse inden for en rimelig tidsfrist. Det er ikke rimeligt, at Kommissionen har været mere end fire år om at træffe afgørelse om at indlede undersøgelsen i nærværende sag, eller at den har truffet afgørelse mere end seks år efter, at den anfægtede foranstaltning trådte i kraft.
Full & Egal Universal Law Academy