16.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 312/33
Sag anlagt den 5. juli 2019 — GlaxoSmithKline Finance og Setfirst mod Kommissionen
(Sag T-492/19)
(2019/C 312/28)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøgere: GlaxoSmithKline Finance plc (Brentford, Det Forenede Kongerige) og Setfirst Ltd (Brentford) (ved K. Bacon QC og advokat A. Lyle-Smythe)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgernes påstande
—
Europa-Kommissionens afgørelse C(2019) 2526 af 2. april 2019 om statsstøtte SA.44896, der er gennemført af Det Forenede Kongerige vedrørende CFC Group Financing Exemption, annulleres i sit hele.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, i det omfang den vedrører eller kan vedrøre kontrollerede udenlandske selskaber, som reelt har hjemsted i en anden medlemsstat, og som dér udøver ægte økonomisk virksomhed.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse, for så vidt som den ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at adressaten uden overdrevne vanskeligheder kan beregne det nøjagtige støttebeløb, som skal tilbagesøges.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse delvist, som Retten måtte finde det passende.
—
Under alle omstændigheder tilpligtes Europa-Kommissionen at betale sagsøgernes sagsomkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne fremsat fire anbringender.
1.
Første anbringende, hvorefter Kommissionen begik en retlig fejl og gav en utilstrækkelig begrundelse, da den fastslog, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering udgør en fordel, eftersom Cadbury Schweppes-dommen (1) for kontrollerede udenlandske selskaber, som reelt har hjemsted i en anden medlemsstat, bevirker, at deres moderselskaber ikke skulle have betalt nogen skat som kontrolleret udenlandsk selskab (selv til en nedsat sats opkrævet som følge af den delvise skattefritagelse for koncernintern finansiering).
2.
Andet anbringende, hvorefter Kommissionen begik en retlig fejl, anlagde et åbenbart urigtigt skøn og undlod at give en tilstrækkelig begrundelse, da den fastslog, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering ikke kunne begrundes i hensynet til at sikre en overholdelse af bestemmelserne om etableringsfriheden.
3.
Tredje anbringende, hvorefter Kommissionen begik en retlig fejl og anlagde et åbenbart urigtigt skøn, da den konkluderede, at skattefritagelsen for koncernintern finansiering ikke blot var en begrundet undtagelse baseret på nødvendigheden af at undgå en kompleks og uforholdsmæssigt byrdefuld fordeling af overskud til funktioner, som varetager ledelsesopgaver, baseret på OECD’s tilgang til fordeling af overskud til faste driftssteder
4.
Fjerde anbringende, hvorefter Kommissionen begik en retlig fejl, idet den undlod at give tilstrækkelige oplysninger vedrørende parametrene for tilbagesøgning.
(1) Dom af 12.9.2006, Cadbury Schweppes og Cadbury Schweppes Overseas mod Commissioner of Inland Revenue (C-196/04, EU:C:2006:544).
Full & Egal Universal Law Academy