30.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/62
Sag anlagt den 19. juli 2019 — Homoki mod Kommissionen
(Sag T-517/19)
(2019/C 328/71)
Processprog: ungarsk
Parter
Sagsøger: Andrea Homoki (Gyál, Ungarn) (ved advokat T. Hüttl)
Sagsøgt: Europa-Kommissionen
Sagsøgerens påstande
—
I henhold til artikel 264, stk. 1, i de konsoliderede udgaver af traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (1) annulleres afgørelse nr. OCM(2019) 7991 (olaf.c.4[2019]8720) vedtaget den 4. april 2019 af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i sag nr. OF/2015/0034/B4 og afgørelse nr. OCM(2019) 11506 (olaf.c.4[2019] 12610) vedtaget den 22. maj 2019 i samme sag, idet — på grundlag af artikel 264 TEUF — de dele af de anfægtede afgørelser, hvis formål er at beskytte informanters identitet og fortroligheden af OLAF’s interne notater og proceduremæssige arbejdsdokumenter, bekræftes.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgerens omkostninger i henhold til artikel 134 i Rettens procesreglement.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
I den første anfægtede afgørelse gav OLAF afslag på aktindsigt i OLAF’s rapport om kontrakter vedrørende gadebelysning, der var blevet tildelt Elios Innovatív Zrt. (OLAF sag nr. OF/2015/0034/B4), mens OLAF i den anden anfægtede afgørelse afviste sagsøgerens genfremsatte begæring.
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført otte anbringender.
1.
Første anbringende om manglende beskyttelse af de grundlæggende rettigheder.
—
Kendskab til det dokument, der begæres aktindsigt i, er en del af sagsøgerens ret til ytrings- og informationsfrihed i henhold til artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder. Sagsøgeren gør gældende, at ved at give afslag på aktindsigt i det pågældende dokument, har sagsøgte ikke overholdt kriteriet for de grundlæggende rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder og har heller ikke taget hensyn til de grundlæggende rettigheder. Sagsøgte har i stedet uforholdsmæssigt begrænset sagsøgerens ret til ytrings- og informationsfrihed.
2.
Andet anbringende baseret på afkræftelse af den generelle formodning om forbud mod aktindsigt.
—
Sagsøgeren er af den opfattelse, at den generelle formodning om forbud mod aktindsigt i OLAF’s dokumenter er ulovlig. Ifølge sagsøgeren kan den grundlæggende ret til aktindsigt ikke fratages sit indhold således, at den institution, der skal foretage retsanvendelsen, fra den generelle regel om offentlighed kan undtage alle dokumenter, der er udarbejdet af en af institutionerne (i den foreliggende sag OLAF), uden at vurdere indholdet af de ønskede oplysninger.
3.
Tredje anbringende, hvorved tavshedspligten anfægtes.
—
Sagsøgeren gør gældende, at OLAF afslog at give fuld aktindsigt i dokumentet under henvisning til sin tavshedspligt. Som følge heraf fratager den begrænsning, som på grundlag af denne pligt muliggør at OLAF’s rapport i sin helhed forbliver undtaget fra aktindsigt, således fuldstændigt EU-borgernes ret til aktindsigt i EU-institutionernes dokumenter sit indhold.
4.
Fjerde anbringende baseret på retten til aktindsigt.
—
Sagsøgeren gør gældende, at en situation, hvor den retsanvendende institution kun giver aktindsigt i specifikke dokumenter, hvis ansøgeren kan godtgøre en bydende nødvendig grund i offentlighedens interesse imod formodningen om forbud mod aktindsigt, er uforenelig med den generelle regel om offentlighed.
5.
Femte anbringende om manglende begrundelse for udefrakommende pres og beskyttelsen af beslutningsprocessen.
—
Sagsøgeren gør gældende, at for så vidt angår udøvelsen af retten til aktindsigt, har sagsøgte ikke foretaget en individuel vurdering eller givet en begrundelse vedrørende substansen med hensyn til, hvilken del af de ønskede oplysninger, der var nødvendig for den igangværende vedtagelse af afgørelsen.
6.
Sjette anbringende om manglende begrundelse med hensyn til beskyttelsen af forretningsmæssige interesser.
—
Sagsøgeren gør gældende, at sagsøgte ikke har begrundet sin konklusion om, at adgang til aktindsigt ville skade fysiske eller juridiske personers forretningsmæssige interesser. En ubegrundet og hypotetisk risiko må ikke fratage den grundlæggende ret til kendskab og videregivelse af oplysninger af offentlig interesse, som den person, der anmoder om oplysningerne har, sit indhold.
7.
Syvende anbringende om, at videregivelse af personoplysninger er begrundet i offentlighedens interesse.
—
Sagsøgeren gør gældende, at sagsøgtes argument om beskyttelse af personoplysninger er ulovlig, for så vidt som beskyttelsen heraf — idet der ydes en offentlig tjeneste og anvendes offentlige midler — må gælde med begrænsninger. Sagsøgte gav endvidere ikke sagsøgeren meddelelse om, at det sidstnævnte burde have begrundet muligheden for at have kendskab til personoplysninger af grunde i offentlighedens interesse.
8.
Ottende anbringende om, at der er en bydende nødvendig offentlig interesse i offentliggørelsen af de ønskede dokumenter.
—
Sagsøgeren gør gældende, at der er en bydende nødvendig offentlig interesse i offentliggørelsen af det ønskede dokument. Sagsøgeren bygger denne bydende nødvendige offentlige interesse på den omstændighed, at det ikke kan forventes, at de ungarske myndigheder vil foretage en undersøgelse af substansen i det alvorlige misbrug konstateret af OLAF. Sagsøgeren er af den opfattelse, at kun offentliggørelse vil være et effektivt redskab i denne henseende.
(1) EUT 2010, C 83, s. 1.
Full & Egal Universal Law Academy