16.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 312/45
Sag anlagt den 26. juli 2019 — Nord Stream mod Parlamentet og Rådet
(Sag T-530/19)
(2019/C 312/37)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Nord Stream AG (Zug, Schweiz) (ved advokaterne M. Raible, C. von Köckritz og J. von Andreae)
Sagsøgte: Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Annullation af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/692 af 17. april 2019 om ændring af direktiv 2009/73/EF om fælles regler for det indre marked for naturgas, for så vidt som dette direktivs artikel 1, stk. 9, indsatte artikel 49a, stk. 3, første punktum, i direktiv 2009/73/EF, hvorefter »[a]fgørelser i henhold til stk. 1 og 2 vedtages senest den 24. maj 2020«.
—
Europa-Parlamentet og/eller Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Første anbringende om, at fristen for at opnå potentielle undtagelsesafgørelser i henhold til den nyligt indsatte artikel 49a i direktiv 2009/73 er urimelig kort og dermed tilsidesætter det almindelige retsprincip om proportionalitet som fastsat i artikel 5, stk. 4, TEU.
2.
Andet anbringende om, at ændringsdirektivet delvist skal annulleres på grund af tilsidesættelse af artikel 296 TEUF, eftersom det er behæftet med manglende begrundelse for indførelsen af en urimelig kort frist i den anfægtede bestemmelse.
3.
Tredje anbringende om, at den anfægtede bestemmelse tilsidesætter princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da den med urette begrænser muligheden for at opnå undtagelser i henhold til den nyligt indsatte artikel 49a i direktiv 2009/73. Muligheden for at opnå sådanne undtagelser kræves i henhold til loven for at beskytte de berettigede forventninger hos andre operatører af offshore rørledninger fra tredjelande, som var færdiggjorte og i drift, da ændringsdirektivet trådte i kraft.
Full & Egal Universal Law Academy