30.9.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 328/65
Sag anlagt den 30. juli 2019 — DK mod GSA
(Sag T-537/19)
(2019/C 328/73)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: DK (ved advokaterne T. Bontinck og A. Guillerme)
Sagsøgt: Det Europæiske GNSS-Agentur
Sagsøgerens påstande
—
GNSS-agenturets afgørelse af 20. maj 2019 om afslag på fuldstændig aktindsigt i dokumentet »summary of 26 June 2017 by Mr [X]« annulleres.
—
Det Europæiske GNSS-Agentur (GSA) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.
1.
Det første anbringende vedrører retlige fejl ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43). Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at afgørelsen af 20. maj 2019 fra det europæiske GNSS-agentur (GSA) om afslag på fuldstændig aktindsigt i dokumentet »summary of 26 June 2017 by Mr [X]« er ulovligt, idet dette afslag er støttet på undtagelsen om beskyttelse af den offentlige sikkerhed omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i forordning nr. 1049/2001, eftersom det pågældende dokument:
—
ikke kan knyttes til forhold vedrørende den offentlige sikkerhed, da det angår en sag om agenturets personale, og
—
ikke kan klassificeres [RESTREINT UE/EU RESTRICTED]
2.
Det andet anbringende vedrører en retlig fejl ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, idet afslaget er støttet på den undtagelse om beskyttelse af de fysiske personers personoplysninger, der er nævnt i dokumentet, jf. artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 1049/2001, idet påberåbelsen af denne undtagelse i det foreliggende tilfælde er ubegrundet og uforholdsmæssig.
Full & Egal Universal Law Academy