7.10.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 337/11
Sag anlagt den 5. august 2019 – FV mod Rådet
(Sag T-542/19)
(2019/C 337/12)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: FV (ved advokat É. Boigelot)
Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union
Sagsøgerens påstande
—
Søgsmålet antages til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold, og følgelig:
—
Annulleres afgørelse af 3. maj 2019, meddelt sagsøgeren den 6. maj 2019 af [X], »Senior Legal Counsellor« ved Rådet og truffet af [Y] i sin egenskab af ansættelsesmyndighed, ifølge hvilken afgørelse »1. sagsøgeren, født den 25. marts 1956 [fortroligt] (1), tjenestemand i lønklasse AST 7, sendes på orlov i tjenestens interesse, jf. tjenestemandsvedtægtens artikel 42c, og har ret til de økonomiske fordele, der er fastsat i nævnte artikel. Nærværende afgørelse har virkning fra den 31. december 2015«.
—
Pålægges Rådet at betale erstatning for økonomisk skade og skade på sagsøgerens karriere med et beløb på 151 101,72 EUR, med forbehold for forøgelse eller nedsættelse af dette beløb under sagen.
—
Rådet pålægges at betale erstatning for ikke-økonomisk skade og skade på sagsøgerens omdømme med et beløb på 70 000 EUR, med forbehold for forøgelse eller nedsættelse af dette beløb under sagen.
—
Sagsøgte pålægges under alle omstændigheder at betale alle sagsomkostningerne som omhandlet i artikel 134, stk. 1, i Den Europæiske Unions rets procesreglement.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.
1.
Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og grundlæggende og almindelige EU-retlige principper, herunder navnlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, princippet om god forvaltning, princippet om god tro, retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet.
Sagsøgeren har i denne henseende anført, at ansættelsesmyndigheden åbenbart ikke foretog en korrekt anvendelse og fortolkning af de ovennævnte bestemmelser og principper, idet den ikke traf de foranstaltninger, som krævedes til gennemførelsen af den dom om annullation, som Den Europæiske Unions Ret afsagde den 14. december 2018, FV mod Rådet, (T-750/16, EU:T:2018:972). Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at Rådet tilsidesatte det princip, som pålægger forvaltningen at træffe en afgørelse, som ikke er uforholdsmæssig, dvs. som er nødvendig for gennemførelsen af målene, hvilket pålægger et krav om, at afgørelsens indhold og form er i overensstemmelse med det forfulgte mål. Endelig har sagsøgeren påberåbt en tilsidesættelse af hans berettigede forventning om, at ansættelsesmyndigheden ville gennemføre den ovennævnte dom T-750/16 korrekt og omhyggeligt, ikke blot ved en korrekt anvendelse af artikel 266, men også uden tilbagevirkende kraft.
2.
Andet anbringende om dels at den anfægtede afgørelse tilsidesatte betingelserne i vedtægtens artikel 42c og meddelelse til personalet nr. 71/15 af 23. oktober 2015, hvilket indebar en tilsidesættelse af det princip, som pålægger forvaltningen kun at træffe afgørelse på basis af lovlige grunde, dvs. grunde, der er relevante og ikke behæftede med et åbenbart urigtigt faktisk eller retligt skøn, dels procesfordrejning.
I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at ansættelsesmyndigheden ved at træffe den anfægtede afgørelse under disse omstændigheder åbenbart ikke anvendte og fortolkede de lovgivningsmæssige bestemmelser og den ovennævnte meddelelse til personalet korrekt, idet den baserede sin afgørelse på ukorrekte begrundelser såvel vedrørende de faktiske som retlige omstændigheder. Sagsøgeren har anført, at Rådet ikke begrundede tjenestens interesse, som lå til grund for anvendelsen af artikel 42c i forhold til sagsøgeren, og heller ikke identificerede reelle organisatoriske behov, som nødvendiggjorde den angivelige erhvervelse af nye kompetencer, som sidstnævnte ikke var i stand til at erhverve, og derudover anvendte ansættelsesmyndigheden åbenbart artikel 42c i stedet for en disciplinær procedure.
3.
Tredje anbringende om en tilsidesættelse af omsorgspligten. I denne henseende har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at træffe den anfægtede afgørelse under disse omstændigheder ikke overholdt den balance, som pålægger institutionen at tage hensyn til alle de forhold, som kan være afgørende for afgørelsen, og at tage såvel tjenestens som den berørte tjenestemands interesse i betragtning.
(1) Fortrolige oplysninger er udeladt.
Full & Egal Universal Law Academy