25.11.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 399/70
Sag anlagt den 31. juli 2019 – Sarantos m.fl. mod Parlamentet og Kommissionen
(Sag T-547/19)
(2019/C 399/88)
Processprog: græsk
Parter
Sagsøgere: Archimandritis Sarantis Sarantos (Marousi, Grækenland) og seks andre sagsøgere (ved advokat C. Papasotiriou)
Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet
Sagsøgernes påstande
—
Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 20. juni 2019 (ref. 2018/0104/COD, Lex 1939/PE-CONS 70/19) om styrkelse af sikkerheden af unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed (1), annulleres.
—
Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne anført fire anbringender.
1.
Første anbringende om, at den anfægtede forordning krænker den menneskelige værdighed, privatlivet og den personlige frihed samt retten til beskyttelse af personoplysninger og retten til at skulle give udtrykkeligt samtykke til enhver behandling heraf.
2.
Andet anbringende om, at den anfægtede forordning krænker sagsøgernes religiøse overbevisning, hvilket udgør en tilsidesættelse af bl.a. artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
3.
Tredje anbringende om, at den anfægtede forordning ved uden forudgående samtykke at gøre det obligatorisk for borgerne at få udstedt elektroniske identitetskort krænker sagsøgernes ret til at nægte dette af de ovennævnte grunde vedrørende religiøs overbevisning, hvilket udgør en tilsidesættelse af artikel 10, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
4.
Fjerde anbringende om, at den anfægtede forordning, idet den krænker sagsøgernes religiøse overbevisning, ligeledes krænker deres menneskelige værdighed, eftersom religiøs overbevisning udgør et grundlæggende udtryk herfor, hvorved forordningen således udgør en tilsidesættelse af artikel 1 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1157 af 20.6.2019 om styrkelse af sikkerheden af unionsborgeres identitetskort og af opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed (EUT 2019, L 188, s. 67).
Full & Egal Universal Law Academy