25.11.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 399/80
Sag anlagt den 24. september 2019 – Chemours Netherlands mod ECHA
(Sag T-636/19)
(2019/C 399/98)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Chemours Netherlands BV (Dordrecht, Nederlandene) (ved advokaterne R. Cana, E. Mullier og F. Mattioli)
Sagsøgt: Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)
Sagsøgerens påstande
—
Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.
—
Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som 2,3,3,3-tetrafluoro-2-(heptafluoropropoxy)propionsyre, dets salte og dets acylhalogenider (indbefattet en hvilken som helst af disse stoffers individuelle isomerer og kombinationer heraf) derved opføres på kandidatlisten over særligt problematiske stoffer som et stof, der er tilsvarende problematisk for menneskers sundhed, og/eller for så vidt som 2,3,3,3-tetrafluoro-2-(heptafluoropropoxy)propionsyre, dets salte og dets acylhalogenider (indbefattet en hvilken som helst af disse stoffers individuelle isomerer og kombinationer heraf) derved opføres på kandidatlisten som et stof, der er tilsvarende problematisk for miljøet.
—
Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
—
Der træffes sådanne andre eller yderligere foranstaltninger, som måtte være retligt påkrævet.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.
1.
Første anbringende om, at agenturet tilsidesatte artikel 57, litra f), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (1) og overskred sin kompetence i henhold til denne bestemmelse og anlagde et åbenbart urigtigt skøn.
2.
Andet anbringende om, at den anfægtede afgørelse tilsidesætter proportionalitetsprincippet, da den hverken er nødvendig eller hensigtsmæssig.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18.12.2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy