25.11.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 399/95
Sag anlagt den 1. oktober 2019 – FG mod Parlamentet
(Sag T-670/19)
(2019/C 399/114)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: FG (ved advokaterne L. Levi og M. Vandenbussche)
Sagsøgt: Europa-Parlamentet
Sagsøgerens påstande
—
Søgsmålet fremmes til realitetsbehandling og sagsøgeren gives medhold.
Følgelig:
—
Annullation af afgørelsen om afslag på sagsøgerens ansøgning og af afgørelsen om at udnævne [fortroligt] (1) til stillingen som [fortroligt].
—
Om fornødent annullation af afgørelsen af 21. juni 2019 om afslag på klagen.
—
Sagsøgte tilpligtes at erstatte det lidte økonomiske tab, således som beskrevet i stævningen.
—
Sagsøgeren tildeles et beløb på 10 000 EUR, fastsat efter ret og billighed og foreløbigt, i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.
—
Som foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse tilpligtes sagsøgte at fremlægge:
—
Det fuldstændige mødereferat og den anbefaling, der blev udarbejdet af det rådgivende udvalg.
—
Listen over temaer, som ansøgerne havde berørt under samtalerne.
—
Listen over de bedømmelseskriterier for fortjenester, som blev anvendt af det rådgivende udvalg og, i givet fald, af ansættelsesmyndigheden.
—
Referatet af kontorets drøftelser med henblik på dets afgørelse om ansættelse.
—
Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført fem anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten.
2.
Andet anbringende om, at afgørelsen af 16. maj 2000 og artikel 6 i meddelelsen om ansættelse er ulovlige, for så vidt som de tilsidesætter princippet om god forvaltning, retssikkerhedsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling og tilsidesætter artikel 27 i vedtægten om tjenestemænd i Den Europæiske Union. I alle tilfælde er den i det foreliggende tilfælde fulgte ansættelsesprocedure ulovlig af de samme grunde.
—
For det første fik ansættelsesmyndigheden ikke tilsendt en fuldstændig udtalelse fra udvalget hvad angår ansøgernes fortjenester, da den skulle træffe sin afgørelse om udnævnelse og følgelig foretage sit valg. Dette betyder dernæst, at de nævnte fortjenester ikke blev bedømt, hverken af udvalget eller af ansættelsesmyndigheden, på en objektiv og gennemsigtig måde, på grundlag af forud fastlagte (og a fortiori fremsendte) kriterier.
—
For det andet er den anbefaling, som er bilagt mødereferatet, ikke på nogen måde præciseret. Udvalget har indskrænket sig til at udarbejde et mødereferat, men afgørelsen af 16. maj 2000 fastsætter ikke, at udvalget, på tidspunktet for samtalerne, foretager en sammenligning af fortjenesterne. I afgørelsen af 16. maj 2000 præciseres heller ikke, at kontoret i dets egenskab af ansættelsesmyndighed skal fastlægge kriterier med henblik herpå, så meget desto mere som det tilsyneladende ikke har adgang til de kriterier, der er fastlagt af udvalget, for så vidt som disse eksisterer, quod non.
—
For det tredje præciseres det ikke i afgørelsen af 16. maj 2000, at ansættelsesmyndigheden råder over samtlige sagsakter vedrørende ansøgerne. Selv om sagsøgte har bekræftet, at kontorets ansatte rådede over ansøgernes personlige sagsakter, har sagsøgte ikke bekræftet, at disse ansatte rent faktisk har konsulteret disse sagsakter og navnlig sagsøgerens sagsakter.
—
For det fjerde bestemmes det ikke i afgørelsen af 16. maj 2000, at ansøgerne skal have tilsendt de kriterier, som udvalget og ansættelsesmyndigheden udarbejdede med henblik på deres arbejde med undersøgelse og sammenligning af fortjenesterne.
3.
Tredje anbringende om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af tjenestens interesse. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden ved at udnævnte [fortroligt] har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, som vedrører såvel overholdelsen af betingelserne i meddelelsen om ledig stilling og i meddelelsen om ansættelse som sammenligningen af de respektive fortjenester for [fortroligt] og for sagsøgeren. Ansættelsesmyndigheden har ligeledes åbenbart tilsidesat tjenestens interesse.
4.
Fjerde anbringende om tilsidesættelse af reglerne om objektivitet og om upartiskhed og af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og om, at de anfægtede afgørelser er behæftet med magtfordrejning.
5.
Femte anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten.
(1) Fortrolige oplysninger udeladt.
Full & Egal Universal Law Academy