2.12.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 406/39
Sag anlagt den 11. oktober 2019 – FJ m.fl. mod EU-Udenrigstjenesten
(Sag T-698/19)
(2019/C 406/49)
Processprog: fransk
Parter
Sagsøger: FJ og otte andre sagsøgere (ved advokat J.-N. Louis)
Sagsøgt: Tjenesten for EU’s optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten)
Sagsøgernes påstande
—
Annullation af afgørelsen om udfærdigelse af sagsøgernes lønsedler for december 2018, for så vidt som der heri for første gang sker anvendelse af de nye justeringskoefficienter, som finder anvendelse på deres løn, med tilbagevirkende kraft fra den 1. februar 2018.
—
EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført tre anbringender.
1.
Første anbringende om tilsidesættelse af artikel 64 og artikel 65 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og af ligebehandlingsprincippet og om anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgerne har gjort gældende, at de justeringskoefficienter, som finder anvendelse på deres løn, og som i øvrigt er i strid med de justeringskoefficienter, der er fastsat af De Forenede Nationer, ikke har sikret ækvivalensen af deres købekraft.
2.
Andet anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 85, af retssikkerhedsprincippet og af omsorgspligten. Sagsøgerne er i denne forbindelse af den opfattelse, at de ikke kunne have kendskab til, at den løn, som de fik udbetalt i henhold til de gældende justeringskoefficienter, var forkert.
3.
Tredje anbringende om tilsidesættelse af artikel 13 i bilag X til vedtægten, som pålægger en foreløbig ajourføring af lønningerne, når ændringen i leveomkostningerne for et bestemt land beregnet på grundlag af justeringskoefficienten og den tilsvarende vekselkurs har været over 5 % siden sidste ajourføring.
Full & Egal Universal Law Academy