2.12.2019
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 406/42
Sag anlagt den 15. oktober 2019 – FGSZ mod ACER
(Sag T-704/19)
(2019/C 406/52)
Processprog: engelsk
Parter
Sagsøger: Földgázszállító Zártkörűen Működő Részvénytársaság (FGSZ) (Siófok, Ungarn) (ved advokaterne M. Horányi, N. Niejahr og S. Zakka)
Sagsøgt: Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER)
Sagsøgerens påstande
—
ACER’s afgørelse nr. 5/2019 af 9. april 2019 om forslag til projekt for ny kapacitet for sammenkoblingspunktet ved Mosonmagyaróvár (»HUAT-projektet«), som stadfæstet ved afgørelse fra Klagenævnet ved Agenturet af 6. august 2019 i sag nummer A-004-2019 (»klagenævnsafgørelsen«), annulleres.
—
Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse som stadfæstet ved klagenævnsafgørelsen, og den anfægtede afgørelses artikel 1, stk. 1 og 2, erklæres ugyldig, for så vidt som sagsøgeren heri forpligtes til at gennemføre en bindende fase for markedsføring af ny kapacitet på udbudsniveau I og udbudsniveau II i HUAT-projektet, og den anfægtede afgørelses artikel 2, stk. 4, erklæres ugyldig, for så vidt som sagsøgeren heri forpligtes til at implementere HUAT-projektet i tilfælde af et positivt udfald af den økonomiske test, der skal udføres.
—
Mere subsidiært annulleres klagenævnsafgørelsen og erklæres ugyldig.
—
ACER tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger i forbindelse med denne sag.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter
Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ti anbringender.
1.
Første anbringende om, at ACER manglede kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse.
2.
Andet anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 8, stk. 1, litra a), i forordning 713/2009 (1) ved at forpligte sagsøgeren til at implementere HUAT-projektet.
3.
Tredje anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 28, stk. 1, litra d), og artikel 22, stk. 1, i forordning (EU) 2017/459 (2) ved at ændre de økonomiske testparametre, der kræves ifølge denne forordnings artikel 22, stk.1.
4.
Fjerde anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 22, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2017/459 ved ikke at inkludere den aktuelle værdi af den anslåede stigning i sagsøgerens tilladte eller tilstræbte indtjening med den nye kapacitet.
5.
Femte anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 28, stk. 2, i forordning (EU) 2017/459 ved ikke at foretage en fyldestgørende analyse af og tage hensyn til alle HUAT-projektets potentielle skadelige indvirkninger på konkurrencen og på det indre gasmarkeds effektive funktion.
6.
Sjette anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 194, stk. 1, TEUF ved ikke at tage højde for princippet om energimæssig solidaritet, som krævede, at ACER tog hensyn til andre aktørers interesse og undlod at vedtage foranstaltninger, der ville påvirke Unionens eller en medlemsstats interesser.
7.
Syvende anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 17, 18 og 51 i chartret om grundlæggende rettigheder og tilsidesatte sagsøgerens frihed til at drive virksomhed og sagsøgerens ejendomsret ved at vedtage den anfægtede afgørelse.
8.
Ottende anbringende om, at ACER tilsidesatte artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder ved at acceptere at antage sagen til behandling, før dossieret var tilstrækkeligt forberedt, og ved ikke at fastlægge eller tage hensyn til alle relevante faktiske omstændigheder.
9.
Niende anbringende om, at Klagenævnet tilsidesatte sagsøgerens ret til forsvar ved ikke at give sagsøgeren tilstrækkelig tid til at besvare svarskriftet og analysere duplikken forud for den mundtlige høring.
10.
Tiende anbringende om, at klagenævnsafgørelsen er behæftet med en åbenbar fejl ved fortolkningen af EU-retten, da der ikke heri er foretaget en fuldstændig efterprøvelse og vurdering af den anfægtede afgørelses lovlighed.
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 713/2009 af 13.7.2009 om oprettelse af et agentur for samarbejde mellem energireguleringsmyndigheder (EUT L 211 af 14.8.2009, s. 1).
(2) Kommissionens forordning (EU) 2017/459 af 16.3.2017 om fastsættelse af en netregel om kapacitetstildelingsmekanismer i gastransmissionssystemer og ophævelse af forordning (EU) nr. 984/2013 (EUT L 72 af 17.3.2017, s. 1).
Full & Egal Universal Law Academy