22.12.2012
DA
Den Europæiske Unions Tidende
C 399/11
Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Gerechtshof te ’s-Hertogenbosch (Nederlandene) den 1. oktober 2012 — X mod Voorzitter van het managementteam van het onderdeel Belastingdienst/Z van de rijksbelastingdienst
(Sag C-437/12)
2012/C 399/19
Processprog: nederlandsk
Den forelæggende ret
Gerechtshof te ’s-Hertogenbosch
Parter i hovedsagen
Sagsøger: X
Den anden part: Voorzitter van het managementteam van het onderdeel Belastingdienst/Z van de rijksbelastingdienst
Præjudicielle spørgsmål
1)
Ved afgørelsen af det spørgsmål inden for rammerne af artikel 110 TEUF, om afgiften i 2010 for registrering af den (her) omhandlede personbil (ikke) er højere end det residuelle afgiftsbeløb, der indeholdes i værdien af lignende brugte personbiler, der allerede var registreret på det nationale område, skal følgende personbiler da betragtes som lignende ved beregningen af dette residuelle beløb:
—
en tilsvarende personbil, der i året for den første ibrugtagning af den (her) omhandlede personbil (2006) blev registreret som ubrugt (2006), eller
—
ligeledes også de (andre) personbiler, der i 2010 fandtes på markedet for brugte biler, og som den (her) omhandlede personbil blev taget i brug første gang den 30. maj 2006, og som i øvrigt svarer til denne, men som blev (indført og) registreret som brugte efter 30. maj 2006 (efter 30. maj 2006 til udgangen af 2009), og/eller
—
ligeledes også de (andre) personbiler, der i 2010 fandtes på markedet for brugte biler, og som i modsætning til den (her) omhandlede personbil blev taget i brug første gang efter den 30. maj 2006, og som i øvrigt svarer til denne, og som blev (indført og) og registreret som ubrugte og brugte efter 30. maj 2006 (efter 30. maj 2006 til udgangen af 2009)?
2)
Ved afgørelsen af spørgsmålet, om artikel 110 TEUF er til hinder for BPM (1)-afgiften for registrering af personbiler i 2010 i det omfang, denne afgift afhænger af CO2-udstødningen (i henhold til tabellerne i artikel 9, stk. 1, i BPM-loven), skal denne del af afgiften da betragtes som en ny afgift, der må holdes adskilt fra den BPM, der gjaldt indtil 1. februar 2008, og som kun afhang af katalogprisen, således at en sammenligning med (lignende) brugte personbiler, der blev registreret før den 1. januar 2010, ikke er relevant i det omfang, afgiften afhænger af CO2-udstødningen?
3)
Såfremt der ikke er tale om en ny afgift som omhandlet i spørgsmål II: Følger det af artikel 110 TEUF, at der ikke måtte opkræves BPM ved registrering af personbiler i 2010, for så vidt som denne afgift afhænger af CO2-udstødningen (i henhold til tabellerne i artikel 9, stk. 1, i BPM loven), idet tilsvarende personbiler som den (her) omhandlede, der blev taget i brug første gang før den 1. februar 2008, og som mellem 1. februar 2008 og 31. december 2009 blev indført og registreret som brugte personbiler, ikke var pålagt nogen afgift, der var afhængig af CO2-udstødningen (i henhold til den i denne perioden gældende artikel 9ba i BPM-loven), mens den af CO2-udstødningen afhængige afgift imidlertid blev opkrævet i den nævnte periode ved registrering af personbiler, som blev taget i brug første gang efter den 1. februar 2008, og som i øvrigt svarer til den (her) omhandlede personbil?
(1) Belasting personenauto’s en motorrijwielen (afgift på personbiler og motorcykler).
Full & Egal Universal Law Academy