22. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 328/27
Udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 79/112/EØF om
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for
levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for sådanne levneds-
midler (*)
(86/C 328/11)
Rådet for De europæiske Fællesskaber besluttede den 29. april 1986 under henvisning til
EØF-traktatens artikel 100 at anmode om Det økonomiske og sociale Udvalgs udtalelse om
ovennævnte emne.
Det forberedende arbejde henvistes til Udvalgets sektion for miljøbeskyttelse, sundhedsvæsen
og forbrug, som udpegede Christiane Dore til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den
1. og 2. september 1986.
Det økonomiske og sociale Udvalg vedtog på sin 239. plenarforsamling, den 17. september
1986, enstemmigt følgende udtalelse:
1. Generelle bemærkninger
1.1. Formålet med dette direktivforslag er både at
bidrage til gennemførelsen af det interne marked og at
opnå en bedre og mere ensartet forbrugeroplysning i
hele Fællesskabet ved at fjerne de i direktiv 79/112/EØF
indeholdte muligheder for nationale undtagelser på
mærkningsområdet og ved at indføre nye horisontale
mærkningsregler, som den tekniske, økonomiske og
sociale udvikling har gjort nødvendige.
1.2. Gennemførelsen af et internt marked forudsæt-
ter nemlig et meget højt informationsniveau for at sikre
et bevidst forbrugervalg samt en retfærdig konkurrence
mellem producenterne.
1.3. I direktivforslaget øges det antal tilfælde, hvor
mærkningsforanstaltninger kan vedtages efter en for-
enklet procedure. Til de i direktiv 79/112/EØF nævnte
tilfælde (artikel 6, stk. 4, litra d; artikel 6, stk. 5, litra
b, 2. led; artikel 7, stk. 1, 3. afsnit; artikel 8, stk. 4,
sidste afsnit; artikel 9, stk. 4, sidste afsnit; artikel 16,
stk. 2, sidste afsnit og artikel 19) føjes de i foreliggende
direktivforslags artikel 1, stk. 3, 6, 8, 9, 11, 15 og 17,
nævnte tilfælde.
1.4. Udvalget mener, at udvidelsen af antallet af de
foranstaltninger på mærkningsområdet, der kan vedta-
ges efter en forenklet procedure, kan begrundes med
deres karakter af teknisk gennemførelsesbestemmelse
til de pågældende foranstaltninger samt med nødven-
digheden af at fremskynde harmoniseringen. Det kan
dog ikke gå ind for den i det foreliggende direktivfor-
slags artikel 1, stk. 20, indførte forenklede procedure
og henviser i den forbindelse til bemærkningerne i pkt.
3-6 i beretningen, der er udarbejdet af Sektionen for
miljøbeskyttelse, sundhedsvæsen og forbrug om »Med-
(!) EFT nr. C 194 af 23. 5. 1986, s. 5.
delelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parla-
mentet om gennemførelsen af det interne marked: EF-
levnedsmiddellovgivningen« (ordfører: G.H.E. Hil-
kens).
2. Særlige bemærkninger
2.1. Artikel 1, stk. 1 (udvidelse af anvendelsesområ-
det til også at gælde etablissementer)
2.1.1. Udvalget er positivt indstillet over for denne
bestemmelse, hvorved anvendelsesområdet for de fælles
mærknings- og præsentationsregler udvides til også at
omfatte levnedsmidler, der anvendes i etablissementer.
Denne bestemmelse bidrager nemlig til at sikre gennem-
skuelige informationer om levnedsmidler i en stadigt
voksende sektor.
2.1.2. Det håber, at man i nærmeste fremtid kan
fastsætte principper og fælles forbrugeroplysningsregler
vedrørende måltider, der serveres i etablissementer,
eftersom der er en stigning i antallet af måltider, der
indtages uden for hjemmet.
2.2. Artikel 1, stk. 4 og 5 (obligatorisk angivelse af
behandling af første generations levnedsmidler, som
udsættes for ioniserende stråling)
Udvalget er enig i, at der ligger en fordel i den af
Kommissionen foreslåede bestemmelse, som gør det
muligt for forbrugerne at identificere levnedsmidler, der
er blevet behandlet med ioniserende stråling (gamma-
stråling, røntgenstråling eller stråler af accelererede
elektroner).
2.2.2. Da der for tiden ikke findes nogen fælles regel,
der tillader den form for behandling, og for at tage
højde for de nationale lovgivninger, mener Udvalget, at
man bør ændre formuleringen af den 7. betragtning i
direktivet, der vedrører indførelsen af den obligatoriske
angivelse af den form for behandling således:
Nr. C 328/28 De Europæiske Fællesskabers Tidende 22. 12. 86
»det er tilladt at underkaste visse levnedsmidler
ioniserende stråling i flere EF-medlemsstater, og
forbrugerne bør informeres om den type behand-
ling«.
2.2.2.1. Derfor bør basisdirektivets art. 6, stk. 5, litra
b), modsat Kommissionens forslag i artikel 1, stk. 5,
vedrørende artikel 6, stk. 5, litra b), første punktum,
ikke ændres.
2.2.3. Udvalget håber, at man i forbrugernes og pro-
ducenternes interesse kan fastsætte en fælles formule-
ring eller definition af den type behandling.
2.3. Artikel 1, stk. 7 og 23 (ophævelse af muligheden
for at anføre aromaerne i overenstemmelse med de
nationale bestemmelser og oprettelse af en kategori
»Aromaer« i bilag I)
2.3.1. Udvalget tilslutter sig, at man indfører en fæl-
les regel for angivelse af aromaer.
2.3.2. Udvalget ønsker, at artikel 1, stk. 23, formule-
res mere præcist. Den anvendte formulering, hvorefter
betegnelsen »aroma« kan suppleres ved angivelse af
de anvendte aromastoffers animalske eller vegetabilske
oprindelse, forekommer ikke fuldstændigt tilfredsstil-
lende. Der bør bl.a. tages højde for det igangværende
arbejde vedrørende definitionen af aromakategorierne
for at afgøre, hvilke supplerende angivelser der kan
gøre betegnelsen »aroma« mere præcis.
2.4. Artikel 1, stk. 10 (ophævelse af forpligtelsen til
at angive nettoindhold af krydderier og krydderurter
på under 5 g)
2.4.1. Udvalget opfatter denne foranstaltning som
berettiget, fordi der er vanskeligheder med den prakti-
ske anvendelse.
2.4.2. Det ønsker, at der snarest muligt foretages en
undersøgelse af muligheden for at hæve grænsen til
over 5 g for disse produkter.
2.5. Artikel 1, stk. 12 (ophævelse af muligheden for
at anvende benævnelsen »sidste forbrugsdag« for lev-
nedsmidler, der fra et mikrobiologisk synspunkt er let
fordærvelige
2.5.1. Benævnelsen »sidste forbrugsdag« som udtryk
for mindste holdbarhed for levnedsmidler, som fra et
mikrobiologisk synspunkt er letfordærvelige, anvendes
i langt de fleste medlemsstater.
2.5.2. Anvendelsen af denne formulering synes at
indebære visse fordele for forbrugere, producenter og
kontrolorganer. For forbrugeren har den den fordel, at
den er strammere end benævnelsen »sidste anbefalede
forbrugsdag« samt skaber større bevidsthed om visse
levnedsmidlers ubestandige beskaffenhed. For produ-
centerne har den ikke medført særlige anvendelsespro-
blemer, og formuleringen har lettet den nøjagtige over-
vågning af produkter, der fra et sundhedsmæssigt syns-
punkt er følsomme. Hvad levnedsmiddelkontrollen
angår, gør denne utvetydige metode til angivelse af
mindsteholdbarheden det muligt at forbyde salg af pro-
duktet efter denne dato.
2.5.3. Det kan bemærkes, at når de to måder at
angive den mindste holdbarhed på, nemlig »sidste for-
brugsdag« og »sidste anbefalede forbrugsdag« i forvejen
betyder det samme for forbrugerne (således som det
fremgår af begrundelsen), vil en mulig løsning være
kun at bruge »sidste forbrugsdag« som eneste mulige
datoangivelse. Denne løsning kan imidlertid have util-
sigtede virkninger:
— tilskyndelse til at forlænge mindsteholdbarheden for
visse produkter,
— øgede vanskeligheder ved at afsætte produkter, som
har overskredet datoen for den mindste holdbarhed,
men som stadigvæk er egnede til forbrug, hvilket
vil skabe et stort spild.
2.5.4. Konklusionen er, at Kommissionen i sit forslag
nok fastsætter en fælles regel for angivelse af den mind-
ste holdbarhed, men at den ikke er helt tilfredsstillende.
2.5.5. Udvalget foreslår derfor, at man fastholder
muligheden for at anvende »sidste forbrugsdag« for
produkter, som fra et mikrobiologisk synspunkt er let-
fordærvelige. Parallelt hermed kunne man ved hjælp af
fælles bestemmelser, som hurtigt skulle vedtages, skabe
ensartede betingelser for anvendelse af denne benævnel-
se (liste over de berørte levnedsmidler - fastsættelse af
fristen) med henblik på for det første en bedre forbru-
geroplysning om en angivelse på etiketten, som kan
have sundhedsmæssige følger, for det andet en bedre
juridisk sikkerhed for producenterne og for det tredje
en lettelse af samhandelen.
2.6. Artikel 1, stk. 13 (ophævelse af muligheden for
at udtrykke et levnedsmiddels mindste holdbarhedspe-
riode på anden måde end ved at angive datoen for den
mindste holdbarhed)
2.6.1. Dette forslag synes berettiget i lyset af det
foregående forslag om at fastholde angivelsen af »sidste
forbrugsdag« for levnedsmidler, som fra et mikrobiolo-
gisk synspunkt er let fordærvelige.
22. 12. 86 De Europæiske Fællesskabers Tidende Nr. C 328/29
2.7. Artikel 1, stk. 14 og 22 (udarbejdelse af en enkelt
liste over levnedsmidler, som er fritaget for datomærk-
ning)
2.7'.1. Udvalget ser med stor tilfredshed på dette for-
slag, fordi der hermed oprettes en enkelt liste over
levnedsmidler, som er fritaget for datoangivelse. Denne
løsning, som fjerner mulighederne for nationale undta-
gelsesbestemmelser, synes også at være mere fordelagtig
både for forbrugerne, som er særlig opmærksomme på
datomærkningen, og for fabrikanterne, som vil råde
over et sæt af juridiske bestemmelser, som letter sam-
handelen.
2.7.2. Der kan imidlertid opstå gennemførelsespro-
blemer for industrien i de medlemsstater, som tidligere
anvendte nationale undtagelsesbestemmelser i forbin-
delse med datoangivelsen for konsumis generelt, for
levnedsmidler hvis minimale holdbarhed er over 18
måneder, og for dybfrosne levnedsmidler. Herefter vil
disse levnedsmidler ikke længere være fritaget for da-
toangivelse ifølge Kommissionens forslag, dog med
undtagelse af konsumis, som udbydes i portions-
pakninger og normalt indtages med det samme.
2.7.3. Udvalget mener derfor, at der bør være særlige
frister for gennemførelsen af denne bestemmelse med
hensyn til is, levnedsmidler med en holdbarhed på over
18 måneder og dybfrosne levnedsmidler. Disse til-
pasningsfrister kan fastsættes på grundlag af nøjagtige
undersøgelser, som tager højde især for den praktiske
erfaring i de medlemsstater, som har indført datomærk-
ning for disse tre typer produkter.
2.8. Artikel 1, stk. 16 (mulighed for kun at angive
etikettens oplysninger i handelsdokumenterne, når det
drejer sig om færdigpakkede levnedsmidler, som bringes
i handelen i et tidligere handelsled end detailledet)
2.8.1. Udvalget rejser det spørgsmål, hvad de prakti-
ske konsekvenser bliver af Kommissionens forslag i
artikel 1, stk. 16, som tillader kun at angive etikettens
oplysninger i handelsdokumenterne for levnedsmidlet.
Denne nye mulighed vil f.eks. kunne lette overgangen
af det fysiske ansvar for mærkningen fra produktions-
til distributionsledet.
Bruxelles, den 17. september 1986.
2.8.2. Med hensyn til denne bestemmelses anvendel-
sesområde ser det ud til, at den skal gælde færdigpakke-
de levnedsmidler, der er beregnet til den endelige forbru-
ger, men som befinder sig på et tidligere handelsled end
detailledet, hvilket rejser to problemer:
— begrebet den endelige forbruger er ikke defineret,
— hvilke mærkningsregler skal der gælde for færdig-
pakkede levnedsmidler beregnet til etablissementer?
2.8.3. Denne bestemmelse kunne i teorien åbne for
en EF-handel med færdigpakkede levnedsmidler f.eks.
i form af dåsekonserves, dybfrost osv., som ikke bærer
nogen af de oplysninger på etiketten, som foreskrives i
direktiv 79/112/EØF på færdigpakningen. Dette kan
indebære visse risici. Kontrolorganerne kan være ude
af stand til at identificere et levnedsmiddel uden etiket,
når der advares mod en sundhedsmæssig fare ved et
bestemt levnedsmiddel, som kan kendes på mærk-
ningen. Ligeledes kan der opstå risiko for, at handelsdo-
kumenterne, som indeholder etikettens oplysninger, går
tabt, og især kan der være vanskeligheder med at afgøre,
hvilket parti ikke-mærkede levnedsmidler oplysninger-
ne og datoen i handelsdokumenterne vedrører.
2.8.4. Udvalget mener, at Kommissionens forslag til
artikel 1, stk. 16, ikke er vidtrækkende nok, men bør
suppleres på tre områder:
— nærmere bestemmelser gældende for etablisse-
menter,
— krav om, at handelsdokumenterne med samtlige
oplysninger for etiketten ledsager de levnedsmidler,
de vedrører,
— indførelse af en præcis ordning, således at man
sikkert og let kan sammenholde de rette færdigpak-
kede levnedsmidler med de dokumenter, der inde-
holder etikettens oplysninger, således at der kan ske
en kontrol af disse levnedsmidler på et trin forud
for den endelige forbruger, og således at de handels-
mæssige transaktioner kan foregå i sikkerhed.
For Det økonomiske og sociale Udvalg
GerdMUHR
Formand
Full & Egal Universal Law Academy