Vigtig juridisk meddelelse
FORENEDE FORSLAGER TIL AFGOERELSE FRA GENERALADVOKAT JACOBS FREMSAT DER 13. DECEMBER 1989. - STRAFFESAG MOD GIOVANNI VESSOSO ET GIORGIO ZANETTI. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: PRETURA DI ASTI - ITALIEN. - FORENEDE SAGER 206/88 OG 207/88. - STRAFFESAG MOD ENRICO ZANETTI M. FL.. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: PRETURA DI SAN VITO AL TAGLIAMENTO - ITALIEN. - SAG 359/88. - TILNAERMELSE AF LOVGIVNINGERNE - AFFALD - BEGREB - TILLADELSE TIL OG OVERVAAGNING AF BORTSKAFFELSE AF AFFALD.
Samling af Afgørelser 1990 side I-01461
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I de foreliggende sager har Domstolen faaet forelagt anmodninger om praejudiciel afgoerelse fra henholdsvis pretura di Asti i de forenede sager C-206/88 og C-207/88 og pretura di San Vito al Tagliamento i sag C-359/88 . I dem alle drejer det sig om fortolkningen af direktiv 75/442/EOEF om affald ( EFT L 194, s . 39 ) og direktiv 78/319/EOEF om giftigt og farligt affald ( EFT 1978 L 84, s . 43 ) og disse direktivers virkninger i en raekke straffesager ved nationale retter . Da de praejudicielle spoergsmaal ligner hinanden meget, kan jeg behandle de tre sager under ét i ét forslag til afgoerelse .
Faktiske omstaendigheder
2 . I sagerne C-206/88 og C-207/88 er der rejst tiltale for overtraedelse af artikel 25 i italiensk praesidentdekret nr . 915 af 10 . september 1982 ( herefter benaevnt "dekretet "), idet de tiltalte har bortskaffet byaffald og specialaffald, som de har indsamlet, transporteret og oplagret uden at indhente tilladelse hertil . De tiltalte har til deres forsvar anfoert, at de ikke indsamlede og oplagrede affald, men derimod forskelligt genindvindingsmateriale, der kunne genbruges oekonomisk .
3 . Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen har den forelaeggende ret paadoemt flere lignende tilfaelde tidligere og er hver gang naaet til det resultat, at de tiltalte var skyldige efter tiltalen . Andre er imidlertid naaet til det resultat, at genindvindingsmaterialer, der kan genbruges oekonomisk ikke udgoer affald i praesidentdekretets forstand . Den forelaeggende ret udtaler i den forbindelse, at Italiens Corte di cassazione i 1987 afsagde en dom ( dom af 14 . april 1987, Perino ), der stadfaestede den forelaeggende rets afgoerelse . Den har dog fundet det hensigtsmaessigt at anmode Domstolen om en afgoerelse, idet praesidentdekretet blev vedtaget med henblik paa gennemfoerelsen af tre faellesskabsdirektiver, herunder de to ovenfor naevnte direktiver . Den har stillet samme spoergsmaal i de to sager, og spoergsmaalet lyder som foelger :
"Skal artikel 1 i Raadets direktiv 75/442/EOEF af 15 . juli 1975 om affald og artikel 1 i Raadets direktiv 78/319/EOEF af 20 . marts 1978 om giftigt og farligt affald fortolkes saaledes, at begrebet 'affald' ogsaa omfatter ting, som indehaveren har skilt sig af med, men som kan genbruges oekonomisk, og er det en betingelse for at anse en ting for 'affald' , at indehaveren af stoffet eller genstanden fastslaas at have haft til hensigt at efterlade stoffet eller genstanden (' animus dereliquendi' )"?
4 . Sag C-359/88 har sin baggrund i en virksomhed, der gaar ud paa at rense metaloverflader ved galvanisering . Denne proces bestaar i at bearbejde iltede overflader med et kemisk produkt, saaledes at overfladerne kan zinkbelaegges, og foregaar ved, at metallet nedsaenkes i koncentreret saltsyre . Efter en vis tid kan syren ikke laengere anvendes paa denne maade og galvaniseringsvirksomheden skiller sig saa af med den . Dette er en mere bekostelig sag end indkoebet af syren . Den brugte syre kan imidlertid genanvendes af virksomheder, der fremstiller jernklorid . Syren er meget farlig og leveres til de paagaeldende virksomheder i hermetisk lukkede beholdere .
5 . De tiltalte, der alle er hjemmehoerende i regionen Friuli-Venezia Giulia, udfoerer transport af brugt syre fra naevnte region til andre italienske regioner . Ogsaa de staar tiltalt for at have overtraadt praesidentdekretet ved at have gennemfoert disse transporter uden tilladelse fra den regionale forvaltning i Friuli-Venezia Giulia .
6 . Under hovedsagens behandling ved national ret er det blevet oplyst, at en af de tiltalte havde en tilladelse fra amtsforvaltningen i Lucca, og at den regionale forvaltning i Friuli-Venezia Giulia var af den opfattelse, at det derfor ikke var noedvendigt, at den meddelte tilladelse . Den forelaeggende ret har desuden rejst spoergsmaalet, om syrebadene kan anses for affald i praesidentdekretets forstand .
7 . Den har paa denne baggrund anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal :
"Er der i italiensk lovgivning med artikel 2, stk . 1, i praesidentdekret nr . 915 fra 1982 vedtaget en definition af affald, der er i overensstemmelse med direktiverne 75/442 og 78/319?
Er artikel 10 i direktiv 75/442 korrekt gennemfoert i italiensk lovgivning, hvorefter der skal indhentes tilladelse vedroerende hver enkelt fase i bortskaffelsen af giftigt og farligt affald ( artikel 16 i praesidentdekret nr . 915 fra 1982 ), men ikke saerskilte tilladelser, for saa vidt angaar de tilsvarende bortskaffelsesfaser for saerligt affald?
Er forskriften i artikel 5 i naevnte direktiv korrekt gennemfoert i italiensk ret med italiensk lovgivnings bestemmelser om, at der skal indhentes saerskilt tilladelse i hver enkelt region vedroerende transport af affald, naar det herved tilsyneladende er forudsat, at de kompetente myndigheder, der har opgaver i forbindelse hermed, kun er kompetente i et bestemt omraade?"
8 . Som det ses, er det foerste spoergsmaal i alt vaesentligt identisk med spoergsmaalet i sagerne C-206/88 og C-207/88, medens problemstillingen i det andet og det tredje spoergsmaal er en anden . Med den formulering, disse spoergsmaal har, kan de ikke besvares direkte i en sag i medfoer af Traktatens artikel 177, for de kraever en stillingtagen til, om de herhenhoerende bestemmelser i italiensk lovgivning er i overensstemmelse med de to omhandlede direktiver . Spoergsmaalet herom har alene den forelaeggende ret kompetence til at afgoere . Men det staar Domstolen frit for af de forelagte spoergsmaal at uddrage de elementer, der vedroerer en fortolkning af faellesskabsretten, og hermed give den forelaeggende ret mulighed for at loese de problemer, den er stillet overfor .
De italienske bestemmelser
9 . Ifoelge praesidentdekretets artikel 2, stk . 1, forstaas ved affald "ethvert stof eller enhver genstand, som hidroerer fra menneskelig aktivitet eller naturens cyklus, og som indehaveren har efterladt eller haft til hensigt at efterlade ". Lad det i forbifarten vaere sagt, at der i dekretets artikel 1, der omhandler "de anvendelige principper" tales om genanvendelse og genbrug af affald i den i artikel 2 forudsatte betydning, hvilket indebaerer, at et stof ikke ophoerer med at vaere affald i dekretets betydning, blot fordi det ikke kan anvendes paa denne maade .
10 . I dekretets artikel 2, stk . 2, finder man en inddeling i tre slags affald :
a ) Byaffald, det vil foerst og fremmest sige pladskraevende affald og affald henlagt paa offentligt omraade;
b ) specialaffald, dvs . affald hidroerende fra industriel forarbejdning og virksomhed inden for landbrug og handel;
c ) giftigt og farligt affald, dvs . affald med indhold af de i et bilag til dekretet naevnte stoffer .
I sag C-359/88 er der almindelig enighed om, at den brugte saltsyre, hvis den overhovedet er affald, er specialaffald i dekretets forstand .
11 . Ifoelge dekretets artikel 16 skal der indhentes tilladelse til de enkelte faser i bortskaffelsen af giftigt og farligt affald, og denne artikel naevner udtrykkeligt indsamling og transport af affald af denne art som to faser, der kraeves tilladelse til . De sagsoegtes rettergangsfuldmaegtig i sag C-359/88 har gjort gaeldende, at der til transport af specialaffald ikke kraeves tilladelse, eftersom der ikke findes nogen tilsvarende bestemmelse for specialaffald .
12 . Heroverfor anfoeres, at bortskaffelse ( og dermed transport ) i medfoer af dekretets artikel 6, litra d ), og artikel 25 altid kraever tilladelse, naar der er tale om affald produceret af tredjemaend . Dekretets artikel 25 indeholder bestemmelser om straf for virksomhedsledere, der bortskaffer byaffald og specialaffald, der er fremstillet af andre, uden at have indhentet tilladelse i henhold til dekretets artikel 6, litra d ). Ifoelge sidstnaevnte bestemmelse er det regionerne, der har kompetence til at meddele tilladelse til bortskaffelse af byaffald og specialaffald, der er fremstillet af tredjemand .
Faellesskabsdirektiverne
13 . Af praeamblerne til direktiverne 75/442 og 78/319 fremgaar, at direktiverne har to hovedformaal . For det foerste skal der ved direktiverne ske en indbyrdes tilnaermelse af de nationale lovgivninger om affald for at undgaa, at forskelle fordrejer konkurrencen og skaber hindringer for handelen mellem medlemsstaterne . For det andet skal der med direktiverne etableres en beskyttelse af menneskets sundhed og miljoeet mod de skadelige virkninger af indsamling, transport, behandling, oplagring og deponering af affald . Disse formaal skal realiseres ved forskellige midler, bl.a . indfoerelse af en ensartet ordning for meddelelse af tilladelse til virksomheder, der giver sig af med at bortskaffe affald, og offentligt tilsyn med virksomheder, der producerer eller bortskaffer affald .
14 . Artikel 1, litra a ), i direktiverne bestemmer, at ved "' affald' forstaas ethvert stof eller enhver genstand, som indehaveren skaffer sig af med eller er forpligtet til at skaffe sig af med i henhold til gaeldende nationale bestemmelser ". I artikel 1, litra b ), i direktiv 78/319 hedder det i fortsaettelsen, at ved "giftigt og farligt affald" forstaas affald, som indeholder eller er inficeret med de i bilaget til direktivet anfoerte stoffer eller substanser i det omfang, disse udgoer en fare for sundhed eller miljoe .
15 . I artikel 5 i direktiv 75/442 er det bestemt, at "medlemsstaterne nedsaetter eller udpeger den eller de kompetente myndigheder, som det paahviler inden for et bestemt omraade at planlaegge, organisere, tillade og foere tilsyn med bortskaffelse af affald ".
16 . I artikel 8 i direktiv 75/442 er det bestemt, at "... ethvert anlaeg eller enhver virksomhed, som for andres regning varetager behandling, oplagring eller deponering af affald, fra den i artikel 5 anfoerte kompetente myndighed (( skal )) indhente en tilladelse, som navnlig skal omhandle :
- Arten og maengden af det affald, der skal behandles,
- de almindelige tekniske forskrifter,
- de forholdsregler, der skal traeffes,
- de oplysninger, der paa begaering af den kompetente myndighed skal fremlaegges om affaldets oprindelse, bestemmelsessted og behandling samt om dets art og maengde ".
17 . Artikel 10 i direktiv 75/442 indeholder foelgende bestemmelse : "Virksomheder, der varetager transport, indsamling, oplagring, deponering eller behandling af eget affald, saavel som virksomheder, der for andres regning indsamler eller transporterer affald, er undergivet den i artikel 5 anfoerte kompetente myndigheds tilsyn ".
Domstolens praksis
18 . Det er ikke foerste gang, Domstolen skal undersoege faellesskabsreglerne om affald . I de forenede sager 372/85, 373/85 og 374/85, Anklagemyndigheden mod Traen m.fl . ( Sml . 1987, s . 2141 ), bemaerkede Domstolen, at anvendelsesomraadet for direktiv 75/442 er meget stort som foelge af definitionen i direktivets artikel 1 af begrebet "affald ". Det fastslaas imidlertid, at tilladelser og tilsyn ifoelge direktivet er to forskellige ting, idet forpligtelsen til at indhente tilladelse i henhold til direktivets artikel 8 kun paahviler de virksomheder, som bortskaffer affald for andres regning . Virksomheder, der varetager deponering af eget affald, jfr . artikel 10, er kun undergivet "den i artikel 5 anfoerte kompetente myndigheds tilsyn ".
19 . Vedroerende artikel 5 bemaerkede Domstolen, at denne bestemmelse ikke indeholder noget restriktivt kriterium vedroerende de kompetete myndigheder, som medlemsstaterne skal nedsaette eller udpege . Medlemsstaterne kan altsaa ifoelge Domstolen frit vaelge disse myndigheder . Endvidere er ifoelge Domstolen de skoensbefoejelser, medlemsstaterne raader over ved tilrettelaeggelsen af tilsynet i henhold til direktivets artikel 10, kun begraenset af kravet om, at de tilgodeser direktivets maal, nemlig beskyttelse af menneskets sundhed og miljoeet .
20 . De forenede sager 227/85 og 235/85, Kommissionen mod Belgien ( Sml . 1988, s . 1 ) drejer sig ogsaa om direktiv 75/442 og tre andre direktiver . Her havde Kommissionen anlagt sag mod Belgien i medfoer af Traktatens artikel 171 for undladelse af at efterkomme tidligere domme afsagt af Domstolen, hvori det var fastslaaet, at Belgien havde undladt at opfylde sine forpligtelser i henhold til Traktaten, idet det ikke inden for de fastsatte frister havde vedtaget de bestemmelser, der var noedvendige for at efterkomme et vist antal direktiver . En af de grunde, Belgien paaberaabte sig til sit forsvar, gik ud paa, at forsinkelsen med at opfylde de naevnte domme skyldtes vanskeligheder, som overdragelsen af vaesentlige befoejelser til de nye regionale institutioner i Belgien havde givet anledning til . Domstolen bemaerkede hertil :
"Det bemaerkes, at Domstolen i domme af 25 . maj 1982 ( Kommissionen mod Nederlandene, 96/81 og 97/81, Sml . s . 1791 og s . 1819 ) har fastslaaet, at hver medlemsstat ganske vist frit kan fordele kompetencen paa nationalt plan, som den finder det hensigtsmaessigt, og kan gennemfoere et direktiv ved foranstaltninger, der traeffes af de regionale eller lokale myndigheder, men at medlemsstaten ikke herved fritages for forpligtelsen til at omsaette direktivets bestemmelser til bindende internretlige bestemmelser" ( praemis 9 ).
De forelagte spoergsmaal
21 . I hver af de sager, jeg her beskaeftiger mig med, har den italienske regering og Kommissionen indgivet indlaeg, der i vidt omfang er sammenfaldende . Med hensyn til fortolkningen af begrebet "affald" i direktivernes forstand maa besvarelsen af de to spoergsmaal, Domstolen har faaet forelagt i sagerne C-206/88 og C-207/88 og af det foerste spoergsmaal, den har faaet forelagt i sag C-359/88, efter min mening gaa ud paa, at begrebet "affald" omfatter alt materiale, der kan genanvendes, og at besidderens hensigter er irrelevante for fortolkningen .
22 . Som fremhaevet af Domstolen i Traen-sagen har begrebet affald i direktiv 75/442 pr . definition et vidt anvendelsesomraade, og det samme maa noedvendigvis ogsaa gaelde for definitionen af samme begreb i direktiv 78/319 . Der er ikke grundlag for den opfattelse, at besidderens hensigter er relevante for begrebsbestemmelsen i de to tilfaelde . Og det ville ogsaa efter min mening vaere i strid med direktivernes formaal, idet spoergsmaalet om, hvorvidt et stof eller en genstand udgoer en trussel for menneskets sundhed eller miljoeet, er et objektivt, ikke et subjektivt spoergsmaal . Hensigterne hos den person, der skiller sig af med materialet, er dette spoergsmaal udvedkommende . Og muligheden for, at der foreligger en trussel som naevnt, kan heller ikke paavirkes af, om materialet eventuelt kan genindvindes eller genanvendes . Det brugte syrebad, der er omhandlet i sag C-359/88, er absolut farligt, selv om det kan bruges af visse virksomheder . Raadet havde i realiteten med de med direktiverne tilsigtede maal gode grunde til at stille krav om, at et stof af denne art henfoeres under de kontrolprocedurer, direktiverne indeholder bestemmelse om . Under alle omstaendigheder fremgaar det klart af artikel 1, litra a ), og artikel 3, stk . 1 og stk . 2 i direktiv 75/442, samt artikel 1, litra c ), og artikel 4 i direktiv 78/319, hvori der i forskellige vendinger hele tiden er tale om genanvendelse eller genindvinding af "affald", at det forhold, at et stof eller en genstand kan behandles som naevnt, er uden betydning for afgoerelsen af, om stoffet eller genstanden i det hele taget er affald i betydningen i direktiverne .
23 . Paa baggrund heraf finder jeg, at et stof eller en genstand kan vaere affald i den i direktiverne forudsatte betydning, selv om stoffet eller genstanden kan genanvendes, og uanset hensigterne hos den besidder, der skiller sig af med det eller hans formaal hermed . Men jeg anser det for noedvendigt i det foreliggende tilfaelde at foretage en vis afgraensning af den besvarelse, jeg har givet fortolkningsspoergsmaalet .
24 . Tilsyneladende er det i den nationale rets anmodning om en praejudiciel afgoerelse og i de indlaeg, der er blevet indgivet til Domstolen, principielt blevet lagt til grund, at det italienske dekret skulle fortolkes i overensstemmelse med direktiverne og det saa meget mere, som der i dekretet udtrykkeligt henvises til dem . Antagelsen herom ville ogsaa under andre forhold bestemt vaere korrekt . Domstolen har statueret, at nationale domstole ved anvendelsen af national ret, isaer bestemmelserne i en national lov, der saerlig er vedtaget for at gennemfoere et direktiv, er forpligtet til at fortolke intern ret i lyset af direktivets ordlyd og formaal; jfr . Domstolens dom i sag 14/83, Von Colson og Kamann mod Land Nordrhein-Westfalen ( Sml . 1984, s . 1891 ). Denne fortolkningsregel kan saaledes foere til, at der opstaar forpligtelser, og at disse forpligtelser skal opfyldes i civile sager mellem private, forpligtelser der ikke fremkommer ved en fortolkning af national ret taget for sig .
25 . Den omhandlede regel maa efter min mening imidlertid tages med visse forbehold, naar der er tale om straffesager, hvor denne maade at fortolke national ret paa vil kunne foere til, at der statueres strafansvar under forhold, hvor et saadant ansvar ikke foelger af en paadoemmelse paa grundlag af national lov i og for sig . Denne indsnaevring skyldes, at en udvidende fortolkning af straffelovgivningen er i strid med det grundlaeggende legalitetsprincip ( nullum crimen, nulla poena sine lege ).
26 . Det staar fast i praksis, at et direktiv ikke i sig selv og uafhaengigt af en medlemsstats vedtagelse af en lov til gennemfoerelse af direktivet kan danne grundlag for at afgraense eller skaerpe strafansvaret for overtraedelse af direktivets bestemmelser; jfr . Domstolens dom i sag 14/86, Pretore di Salò mod X ( Sml . 1987, s . 2545 ), og Domstolens dom i sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen ( Sml . 1987, s . 3969 ). Efter min mening maa tilsvarende principper finde anvendelse, naar en medlemsstat har vedtaget en lov for at gennemfoere et direktiv, og denne lov samtidig med at indeholde straffebestemmelser ikke klart og utvetydigt angiver de elementer, der skal foreligge for at straffe efter loven . Jeg mener ikke, at de nationale domstole paa faellesskabsretligt plan er forpligtede til at fortolke intern ret i lyset af ordlyden og formaalet med direktiverne, naar denne forpligtelse vil foere til statuering af et strafansvar, der ellers ikke ville blive tale om . Det er de forelaeggende retters opgave at afgoere, om den i det foreliggende tilfaelde omtvistede nationale lovgivning kan fortolkes i overensstemmelse med de herhenhoerende direktiver, uden at der herved ved fortolkningen sker en udvidelse, der strider mod legalitetsprincippet .
27 . For saa vidt angaar det andet spoergsmaal i sag C-359/88 bemaerkes, at Domstolen i Traen-dommen har fastslaaet, at der ved direktiv 75/442 etableres en sondring mellem de former for virksomhed, der kraever forudgaaende tilladelse, og de virksomhedsformer, der blot er undergivet tilsyn . Domstolen anerkendte imidlertid, at medlemsstaterne ved ivaerksaettelsen af direktivet frit kunne stille krav om indhentning af tilladelse i visse tilfaelde, for hvilke der ifoelge direktivet kun kraevedes tilsyn .
28 . Transport af affald, jfr . direktivets artikel 1, er ikke ifoelge direktivets artikel 8 en af de foranstaltninger, virksomhederne skal indhente tilladelse til . I direktivets artikel 10 stilles der krav om, at transport af affald for andres regning skal underkastes tilsyn, men der kraeves ikke forudgaaende tilladelse . Der er efter min mening ingen grund til i disse bestemmelser at soege efter noget andet end det, ordene udsiger . Men jeg mener ikke, at medlemsstaterne efter direktivet er afskaaret fra at stille krav om, at der skal indhentes tilladelse til transport af visse typer affald, dersom de mener, at dette er oenskeligt .
29 . Med det tredje spoergsmaal fra pretura di San Vito al Tagliamento i sag C-359/88 oenskes der oplysninger om, hvorledes man skal fortolke de forpligtelser, der er paalagt medlemsstaterne ved artikel 5 i direktiv 75/442 . Den forelaeggende ret mener af ordlyden af denne bestemmelse at kunne drage den slutning, at gyldigheden af tilladelser udstedt af den kompetente myndighed skal begraenses til det omraade, inden for hvilket vedkommende myndighed er lokalt kompetent . Naar der derfor skal ske transport af affald fra et omraade til et andet, kraeves der saerskilt tilladelse for hvert passeret omraade . Da en saadan ordning vil give anledning til praktiske vanskeligheder, maa direktivet derfor efter pretura di san Vitos mening fortolkes saaledes, at der stilles krav om, at udstedelse af de omhandlede tilladelser sker ved en myndighed, hvis lokale kompetence omfatter hele det nationale omraade .
30 . Naar henses til fremstillingen i det foregaaende vil det maaske vaere ufornoedent at besvare det tredje spoergsmaal, som pretura har forelagt i sag C-359/88 . Men hvis det skal besvares, boer Domstolen efter min opfattelse tage stilling til problemet paa samme maade, som den gjorde i dommene Kommissionen mod Belgien og Traen . Dog vil jeg gerne her i overensstemmelse med Kommissionens forslag tilfoeje, at en alt for vidtgaaende kompetenceudstykning i forbindelse med udfoerelsen af de i direktivets artikel 5 naevnte opgaver vil kunne bringe gennemfoerelsen af de med direktivet tilsigtede maal i fare og derfor kunne vaere uacceptabel .
31 . Jeg skal derfor foreslaa Domstolen at besvare spoergsmaalene i de forenede sager C-206/88 og C-207/88 og det foerste spoergsmaal i sag C-359/88 paa foelgende maade :
"Artikel 1, litra a ), i Raadets direktiv 75/442 af 15 . juli 1975 og artikel 1, litra a ), i Raadets direktiv 78/319 af 20 . marts 1978 skal fortolkes saaledes, at et stof eller en genstand kan udgoere 'affald' i betydningen i disse bestemmelser, ogsaa selv om de kan genbruges, og uden hensyn til, hvad der maatte vaere hensigten hos den, der er indehaver af tingen, og som skiller sig af dermed .
En national ret i en medlemsstat er ikke forpligtet til at fortolke national lovgivning paa baggrund af et direktivs ordlyd og formaal, saafremt forpligtelsen hertil ville indebaere paalaeggelse af strafansvar under omstaendigheder, som ellers ikke ville give anledning hertil ."
32 . Jeg foreslaar Domstolen at besvare det andet spoergsmaal i sag C-359/88 paa foelgende maade :
"Artikel 10 i direktiv 75/442 skal fortolkes saaledes, at medlemsstaterne ikke er forpligtet til at goere den transport af affald i artikel 1, litra a )' s forstand, som sker for tredjemands regning, betinget af en forudgaaende tilladelse udstedt af de kompetente myndigheder, som er omhandlet i direktivets artikel 5 . Direktivet afskaerer dog ikke medlemsstaterne fra at forlange en saadan forudgaaende tilladelse i de omhandlede tilfaelde ".
33 . Jeg foreslaar endelig, at Domstolen om noedvendigt besvarer det tredje spoergsmaal i sag C-359/88 paa foelgende maade :
"Ved oprettelsen eller udpegelsen af den eller de kompetente myndigheder, som er omhandlet i artikel 5 i direktiv 75/442, er medlemsstaterne alene bundet af forpligtelsen til at sikre opfyldelsen af direktivets maal, som er at beskytte menneskers sundhed samt miljoeet . Foelgelig maa medlemsstaterne med henblik paa udfoerelsen af de opgaver, som er naevnt i artikel 5, ikke opdele befoejelserne paa en saadan maade, at det kan bringe opfyldelsen af direktivets maal i fare ".
(*) Originalsprog : engelsk .
Top