Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 6. marts 1990. - STRAFFESAG MOD MARC GASTON BOUCHOUCHA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: COUR D'APPEL D'AIX-EN-PROVENCE - FRANKRIG. - FRI ETABLERINGSRET: UDOEVELSE AF PARAMEDICINSK VIRKSOMHED (OSTEOPATI). - SAG C-61/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-03551
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Det praejudicielle spoergsmaal, som cour d' appel d' Aix-en-Provence har forelagt Domstolen ved dom af 23 . januar 1989, er opstaaet i forbindelse med en straffesag, der for de franske domstole er rejst mod en fransk statsborger, Marc Bouchoucha . Denne er tiltalt for overtraedelse af intern fransk lovgivning, hvorefter ulovlig udoevelse af laegegerning er strafbar, idet han haevdes at have udoevet osteopati i Nice fra april 1981 uden at vaere i besiddelse af et eksamensbevis som laege . Bouchoucha har saavel et statsligt eksamensbevis som fysioterapeut, udstedt i Frankrig, som et eksamensbevis som osteopat, der er udstedt den 1 . oktober 1979 af Den Europaeiske Osteopatiskole i Maidstone i Storbritannien . Under paaberaabelse af dette sidstnaevnte eksamensbevis, der er udstedt i en anden medlemsstat, har Bouchoucha erhvervsmaessigt praktiseret osteopati i Frankrig, og han har paa denne baggrund gjort gaeldende, at EOEF-Traktatens bestemmelser om den frie etableringsret indebaerer, at man ikke kan forbyde ham at praktisere osteopati i sidstnaevnte stat . Dette synspunkt har foert den nationale domstol til at forelaegge spoergsmaalet .
2 . Jeg skal allerfoerst bemaerke, at den faktiske situation, som er grundlaget for forelaeggelsen for Domstolen, efter min opfattelse ikke kan betragtes som vaerende "rent intern" paa samme maade, som jeg netop i dag har anvendt dette udtryk i mit forslag til afgoerelse af sagerne Nino, Prandina og Goti samt Pierini ( 1 ). Det forhold, at den omstridte virksomhed som osteopat blev udoevet paa grundlag af et eksamensbevis, der er udstedt i en anden medlemsstat, kan nemlig paa visse betingelser udgoere et tilknytningsmoment til faellesskabsretten, jf . Domstolens retspraksis og navnlig dommen af 7 . februar 1979, Knoors ( 2 ). Jeg vil derfor ikke, som jeg netop har gjort i de ovenfor naevnte sager - under henvisning til "rent interne" forhold, som ikke ses at foreligge her - foreslaa Domstolen at svare den forelaeggende ret, at faellesskabsretten ikke finder anvendelse i en situation, som den Bouchoucha befinder sig i .
3 . Betyder dette nu, at faellesskabsretten - naermere bestemt Traktatens bestemmelser om fri etableringsret - giver en person i Bouchouchas situation hjemmel til erhvervsmaessigt at praktisere osteopati, og derfor udgoer en hindring for at anvende en national lovgivning, som forbyder ham at udoeve denne virksomhed? Det mener jeg ikke . Efter min opfattelse fremgaar det temmelig klart af Domstolens praksis, navnlig dommen af 12 . februar 1987, Kommissionen mod Belgien ( 3 ), at dette ikke er tilfaeldet .
4 . Jeg skal foerst ganske kort skitsere de retsregler, der har betydning i Bouchouchas situation . Paa faellesskabsplan findes der ikke nogen regulering af virksomhed som osteopat . I fransk lovgivning er denne virksomhed blevet reguleret, idet den kun kan praktiseres af laeger, jf . artikel L 372 i code de la santé publique ( lov om offentlig sundhed ) og artikel 2 i ministeriel bekendtgoerelse af 6 . januar 1962 . I Frankrig kan man saaledes ikke vaere osteopat uden at vaere laege .
5 . Den naevnte sag, Kommissionen mod Belgien, drejede sig om, hvorledes man af kravene om fri etableringsret skulle opfatte en national retsregel, som har stor lighed med den regel, som jeg netop har beskrevet . I sagen skulle Domstolen tage stilling til, om Kongeriget Belgien havde undladt at overholde de forpligtelser, der paahviler det i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52, og baggrunden var, at man i Belgien i en kongelig anordning havde indfoert en regel om, at der gennem den sociale sikring ikke kunne ydes godtgoerelse af udgifter til klinisk-biologiske undersoegelser foretaget i laboratorier, som drives af en privatretlig juridisk person, medmindre alle medlemmerne, deltagerne og bestyrelsesmedlemmerne er fysiske personer, som er befoejet til at foretage medicinske undersoegelser .
6 . Domstolen udtalte indledningsvis, at
"etableringsfriheden ... indebaerer adgang til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere",
og den fastslog, at det foelger af Traktatens artikel 52 og den sammenhaeng, hvori den indgaar, at
"naar der ikke findes faellesskabsregler paa omraadet, staar det hver enkelt medlemsstat frit for paa sit territorium at regulere den virksomhed, der udoeves af laboratorier, som foretager klinisk-biologiske undersoegelser, under forudsaetning af, at ligebehandlingsprincippet overholdes" ( 4 ).
Domstolen udtalte endvidere, at formaalet med artikel 52 er
"at sikre, at statsborgere fra andre medlemsstater, som ... etablerer sig i en anden medlemsstat med henblik paa at udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed dér, behandles efter samme regler som landets egne statsborgere, og den forbyder enhver form for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, for saa vidt som den begraenser etableringsfriheden" ( 5 ).
Domstolen bemaerkede, at den belgiske lovgivning ikke var til hinder for, at
"laeger eller farmaceuter, der er statsborgere i andre medlemsstater, etablerer sig i Belgien og dér driver et laboratorium, der foretager kliniske undersoegelser, saaledes at udgifterne hertil godtgoeres af den sociale sikring" ( 6 ),
og den fastslog derefter, at der var tale om en lovgivning,
"der uden forskel finder anvendelse paa belgiske statsborgere og statsborgere i andre medlemsstater, og hvis indhold og formaal ikke goer det muligt at drage den slutning, at den er vedtaget med forskelsbehandling for oeje, eller at den har saadanne virkninger" ( 6 ).
Herefter fastslog Domstolen, at der ikke forelaa et traktatbrud fra den belgiske stats side .
7 . I foerste omgang er der efter min opfattelse tale om, at enhver medlemsstat, naar der ikke findes faellesskabsregler for praktisering af osteopati, paa samme maade frit kan regulere denne virksomhed paa sit omraade og beslutte, at den skal vaere forbeholdt laeger - dog naturligvis paa betingelse af, at EF-statsborgeres sikres "national behandling" med hensyn til adgangen til denne virksomhed . Dette er faktisk tilfaeldet, for saa vidt angaar praktisering af osteopati i Frankrig ved hjaelp af artiklerne L 356 og L 356-2 i loven om offentlig sundhed . I henhold til disse bestemmelser, der er udstedt i overensstemmelse med direktiverne 75/362/EOEF ( 7 ) og 75/363/EOEF ( 8 ) af 16 . juni 1975, giver den franske lov enhver EF-statsborger, der er indehaver af et eksamensbevis som laege, udstedt i en anden medlemsstat, adgang til at etablere sig i Frankrig og eventuelt praktisere osteopati . Efter min opfattelse opfylder denne lov saaledes kravene i artikel 52 med hensyn til en virksomhed, der ikke er reguleret paa faellesskabsplan .
8 . Hvis man herefter inddrager Traktatens artikel 57 i overvejelserne, jf . artiklens tredje stykke, der specielt omhandler laegegerning eller lignende virksomhed samt farmaceutisk virksomhed, foerer dette paa ingen maade til en aendret opfattelse . For saa vidt angaar adgangen til en saadan virksomhed, bestemmer artiklen, at "den gradvise ophaevelse af restriktionerne ( forudsaetter ) en samordning af de betingelser, der er opstillet af de forskellige medlemsstater for udoevelse af saadanne erhverv ". Naar der ikke er sket en samordning af betingelserne for praktisering af osteopati, foerer artikel 57, stk . 3, til, at man maa acceptere de begraensninger, som i en medlemsstat er en foelge af, at lovgivningen forbeholder erhvervsmaessig praktisering af osteopati for laeger og foelgelig forbyder, at personer, som i andre medlemsstater er befoejet hertil, praktiserer osteopati uden at vaere laeger . Naar national behandling rent faktisk er sikret for saa vidt angaar adgangen til laegegerningen - hvilket er tilfaeldet her - og naar forbuddet mod at praktisere osteopati gaelder uden forskel for franskmaend og statsborgere fra andre medlemsstater, der ikke er laeger, sker der ikke en tilsidesaettelse af den frie etableringsret .
9 . Man kan ganske vist rent teoretisk ikke udelukke, at der kunne forekomme misbrug i en medlemsstat derved, at man kunstigt knyttede en virksomhed til laegegerningen, som er uden forbindelse hermed . Men det er klart, at der paa et omraade som beskyttelse af den menneskelige sundhed maa udvises stor forsigtighed ved fastlaeggelsen af, hvad der hoerer til laegelig virksomhed, og hvad der falder udenfor . Naar der ikke er foretaget en samordning paa faellesskabsplan, er det efter min opfattelse medlemsstaterne, der i forbindelse med den virksomhed, der hoerer til en laeges gerning i vid forstand, skal fastslaa, hvad der henhoerer alene under laegegerningen som saadan, og hvad der kan betegnes som en virksomhed, der maa holdes ude fra en laeges gerning . I denne sammenhaeng maa - mener jeg - Domstolens formulering i dommen af 18 . maj 1989, Pharmaceutical Society ( 9 ), vedroerende frie varebevaegelser ligeledes kunne anvendes . Naar der ikke findes en faellesskabsregulering, kan medlemsstaterne
"selv bestemme, paa hvilket niveau de vil beskytte menneskers liv og sundhed, og paa hvilken maade de vil opnaa dette niveau" ( 10 ).
En medlemsstats beslutning om, at praktisering af osteopati henhoerer under virksomhed som laege, maa efter min opfattelse falde ind under dens fastlaeggelse af det niveau, paa hvilket den vil beskytte sundheden, og raekker derfor ikke faellesskabsretligt ud over statens befoejelser .
10 . Der er ikke grundlag for at stille spoergsmaal om et eventuelt misbrug, medmindre der sker en aabenbar kunstig tilknytning til det laegelige omraade af en virksomhed, som helt aabenbart er fremmed i sammenhaengen . De faktiske omstaendigheder i denne sag, der vedroerer en virksomhed, osteopati, der ikke kan anses som fremmed i forbindelse med laegegerningen, udelukker efter min opfattelse, at Domstolen overhovedet skal behandle spoergsmaalet om misbrug .
11 . Jeg er derfor af den opfattelse, at Traktatens bestemmelser vedroerende etableringsretten ikke er til hinder for, at en medlemsstat - naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser om erhvervsmaessig praktisering af osteopati - forbeholder praktiseringen heraf alene for laeger, naar medlemsstaten sikrer alle EF-statsborgere national behandling vedroerende adgangen til laegegerningen, og naar forbuddet mod, at personer, der ikke er laeger, praktiserer osteopati, gaelder uden forskel for egne og andre medlemsstaters statsborgere .
12 . Jeg skal skal derfor foreslaa Domstolen at udtale foelgende :
"EOEF-Traktatens bestemmelser, navnlig vedroerende fri etableringsret, er ikke til hinder for, at en medlemsstats lovgivning - naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser om udoevelse af virksomhed som osteopat - udelukkende forbeholder udoevelsen af dette erhverv for laeger, naar den paagaeldende medlemsstat med hensyn til adgangen til at praktisere som laege sikrer enhver statsborger i Faellesskabet national behandling, og forbuddet mod, at personer, der ikke er laeger, praktiserer osteopati, i medlemsstaten gaelder uden forskel for egne og andre medlemsstaters statsborgere ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Henholdsvis 54/88, 91/88 og 14/89 .
( 2 ) 115/78, Sml . 1979, s . 399 .
( 3 ) 221/85, Sml . 1987, s . 719 .
( 4 ) 221/85, praemis 9 .
( 5 ) 221/85, praemis 10 .
( 6 ) 221/85, praemis 11 .
( 6 ) 221/85, praemis 11 .
( 7 ) Raadets direktiv om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre kvalifikationsbeviser for laeger omfattende foranstaltninger, som skal lette den faktiske udoevelse af retten til etablering og fri udveksling af tjenesteydelser ( EFT L 167 af 30.6.1975, s . 1 ).
( 8 ) Direktiv om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om virksomhed som laege ( EFT L 167 af 30.6.1975, s . 14 ).
( 9 ) 266/87, Sml . s . 1295 .
( 10 ) Praemis 21 .
Top