Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 28. marts 1990. - MARIA KOWALSKA MOD FREIE UND HANSESTADT HAMBURG. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: ARBEITSGERICHT HAMBURG - TYSKLAND. - POLITIQUE SOCIALE - FRATRAEDELSESGODTGOERELSE VED ANSAETTELSESFORHOLDETS OPHOER - DELTIDSANSATTE IKKE OMFATTET - EOEF-TRAKTATENS ARTIKEL 119. - SAG C-33/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-02591
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
1 . I denne sag har de saerlige vanskeligheder, deltidsbeskaeftigelse giver anledning til i forbindelse med princippet om lige loen til maend og kvinder, paa ny foert til en praejudiciel forelaeggelse, denne gang fra Arbeitsgericht Hamburg .
2 . Sagsoegeren, Maria Kowalska, var fra den 1 . oktober 1974 til den 31 . juli 1987 ansat som funktionaer ved Freie und Hansestadt Hamburg inden for politi - og retsvaesenet . Hun var deltidsbeskaeftiget, og da hun fyldte 60 aar, tog hun sin afsked . Hun har siden da modtaget en alderspension, men hun fik ikke udbetalt fratraedelsesgodtgoerelse (" UEbergangsgeld ") i henhold til §62 Bundesangestelltentarifvertrag ( en kollektiv overenskomst for offentligt ansatte funktionaerer, herefter benaevnt BAT ), og begrundelsen herfor var, at hun ikke var fuldtidsbeskaeftiget . Hun anlagde derefter sag ved Arbeitsgericht sag mod sin tidligere arbejdsgiver og gjorde herunder gaeldende, at BAT' s bestemmelser er i strid med EOEF-Traktatens artikel 119 og Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10 . februar 1975 ( 1 ).
3 . I forelaeggelseskendelsen har Arbeitsgericht Hamburg oplyst, at i 1987 var 55,5% af de fuldtidsbeskaeftigede inden for forbunds - og delstatsforvaltningen kvinder, mens 52,5% af de fuldtidsbeskaeftigede inden for kommunalforvaltningen m.v . var kvinder . Derimod udgjorde kvinderne 77,3% af de deltidsbeskaeftigede i statsforvaltningen og 97,8% i kommunalforvaltningen m.v . Endvidere var 90,2% af de deltidsbeskaeftigede, der arbejdede 20 timer pr . uge eller derover, kvinder .
4 . De to praejudicielle spoergsmaal, der herefter er forelagt, drejer sig i det vaesentlige om, hvorvidt BAT er forenelig med EOEF-Traktatens artikel 119, og om retsvirkningerne af, at BAT maatte vaere uforenelig med traktatbestemmelsen, naar henses til overenskomstparternes ret til selvregulering .
5 . Besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal forudsaetter, at der forinden tages stilling til, om "UEbergangsgeld" i henhold til BAT er omfattet af begrebet loen . Parterne i sagen for den nationale ret har fremfoert indbyrdes modstridende opfattelser paa dette punkt . Det skal dog bemaerkes, at dette kun har betydning for, efter hvilken faellesskabsbestemmelse de nationale retsforskrifter skal bedoemmes, dvs . enten Traktatens artikel 119, hvis der er tale om loen, eller artikel 5, stk . 1, i Raadets direktiv 86/378/EOEF af 24 . juli 1986 ( 2 ), hvis der er tale om en social sikringsydelse . I oevrigt har begge disse bestemmelser direkte virkning ( 3 ), og de kan derfor begge paaberaabes af Maria Kowalska over for hendes tidligere arbejdsgiver .
6 . Domstolen har allerede for laengere tid siden skullet traeffe afgoerelse om den vanskelige graensedragning mellem loen og sociale sikringsydelser ( 4 ). I dommen i Garland-sagen defineres begrebet loen som
"samtlige ydelser, aktuelle eller fremtidige, som arbejdstageren som foelge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren, eventuelt indirekte, i penge eller i naturalier" ( 5 ).
I henhold til denne praksis fandt Domstolen i Bilka-dommen, at en virksomhedspension, der var indfoert efter aftale mellem en arbejdsgiver og virksomhedens bedriftsraad, var omfattet af begrebet loen ( 6 ).
7 . Jeg skal endvidere naevne, at Domstolen i en verserende sag ( 7 ) ogsaa skal tage stilling til, om en afskedigelsesgodtgoerelse kan betragtes som loen .
8 . Domstolen synes at have lagt vaegt paa to forhold, dels at arbejdsgiveren - eventuelt indirekte - foretager en betaling til arbejdstageren, dels at der er naer sammenhaeng mellem beskaeftigelsen og den paagaeldende ydelse . Herefter kan vi bringe disse to kriterier i anvendelse paa fratraedelsesgodtgoerelsen i henhold til BAT . Godtgoerelsen udbetales til fuldtidsbeskaeftigede funktionaerer, som ved arbejdsforholdets ophoer er fyldt 21 aar, og som uden afbrydelse har vaeret beskaeftiget hos samme arbejdsgiver i mindst ét aar ( 8 ). Desuden gaelder der en raekke andre betingelser, specielt at arbejdsforholdets ophoer ikke maa skyldes arbejdstagerens forhold, at arbejdstageren ikke har modtaget en afskedigelsesgodtgoerelse, at arbejdstageren ikke umiddelbart indgaar i et nyt beskaeftigelsesforhold, og at arbejdstageren ikke har afslaaet en anden anvist stilling ( 9 ). Endvidere udbetales der ikke fratraedelsesgodtgoerelse, naar arbejdsforholdet ophoerer paa grund af rationalisering ( 10 ). I praksis synes fratraedelsesgodtgoerelsen naesten udelukkende at blive udbetalt i tilfaelde, hvor arbejdsforholdet ophoerer paa grund af pensionering eller i forbindelse med barnefoedsel ( 11 ). Endelig beregnes fratraedelsesgodtgoerelsen ud fra den senest modtagne loen og beskaeftigelsens varighed ( 12 ).
9 . Som begrundelse for, at fratraedelsesgodtgoerelsen ikke har karakter af loen, har sagsoegte i hovedsagen henvist til, at godtgoerelsen tidligere var lovfaestet, dvs . indtil indgaaelsen af BAT den 23 . februar 1961 .
10 . Efter min opfattelse er dette argument ikke relevant . For det foerste stoettes det paa en retstilstand, der ikke laengere gaelder, og for det andet er et saadant kriterium - som allerede naevnt - ikke blevet lagt til grund i Domstolens praksis . Fratraedelsesgodtgoerelsen er derimod direkte knyttet til arbejdsforholdet, baade med hensyn til betingelserne for, at retten til godtgoerelsen opstaar, og med hensyn til fastsaettelsen af godtgoerelsens stoerrelse . Endvidere udbetaler arbejdsgiveren godtgoerelsen direkte til arbejdstageren, og - som det blev oplyst under den mundtlige forhandling - baerer arbejdsgiveren alene den oekonomiske byrde ved godtgoerelsen . Paa denne baggrund maa ydelsen efter min opfattelse betegnes som "loen" i artikel 119' s forstand .
11 . Herefter skal jeg behandle spoergsmaalet, om udelukkelsen af deltidsbeskaeftigede fra retten til at opnaa fratraedelsesgodtgoerelse er udtryk for forskelsbehandling . Paa dette omraade foreligger der nu en fast praksis . I Bilka-dommen udtalte Domstolen saaledes :
"En varehusvirksomhed, som udelukker deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning, overtraeder EOEF-Traktatens artikel 119, naar denne foranstaltning rammer et meget stoerre antal kvinder end maend, medmindre virksomheden godtgoer, at den naevnte foranstaltning kan forklares ved andre - objektivt begrundede - faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen" ( 13 )
I denne sammenhaeng har Domstolen indfoert omvendt bevisbyrde, uafhaengigt af om der er tale om en lovbestemmelse eller en bestemmelse i en overenskomst ( 14 ). Domstolen overlader det til den nationale retsinstans at afgoere, om den begrundelse, der fremfoeres til stoette for foranstaltningen, intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen ( 15 ), og den stiller krav om, at de midler, der vaelges, er i overensstemmelse med virkelige behov, er egnede til at opnaa det maal, der forfoelges, og er noedvendige herfor ( 16 ).
12 . Den foerste betingelse - dvs . at foranstaltningen skal ramme et langt stoerre antal kvinder end maend - er utvivlsomt opfyldt i den foreliggende sag, idet dette fremgaar af de statistiske oplysninger, den nationale ret har givet i forelaeggelseskendelsen .
13 . Med hensyn til begrundelsen for foranstaltningen har sagsoegte anfoert, at man paa grund af den forskellige sociale situation, deltids - og fuldtidsbeskaeftigede som udgangspunkt befinder sig i, bevidst har begraenset retten til fratraedelsesgodtgoerelse til kun at gaelde fuldtidsbeskaeftigede, da der kun for fuldtidsbeskaeftigede - der udelukkende tjener til deres eget og deres familiemedlemmers underhold ved indtaegterne fra arbejdsforholdet - bestaar et behov for en midlertidig godtgoerelse fra arbejdsgiverens side ( 17 ).
14 . Domstolen har imidlertid allerede forkastet en saadan begrundelse . I Rinner-Kuehn-sagen, hvor den tyske regering havde gjort gaeldende, at
"arbejdstagere, der har en arbejdstid paa under 10 timer om ugen eller 45 timer om maaneden, ikke i forhod til virksomheden har en integrationsgrad og et oekonomisk afhaengighedsforhold, der kan sammenlignes med andre arbejdstageres" ( 18 ),
udtalte Domstolen, at
"disse betragtninger, som kun er generaliseringer vedroerende bestemte grupper arbejdstagere, ikke giver grundlag for at udlede objektive kriterier, som intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen" ( 19 ).
15 . I den sag, der nu foreligger, er begrundelsen helt den samme, og dette maa efter min opfattelse foere til, at man naar til samme resultat . Jeg skal derfor foreslaa, at Domstolen besvarer det foerste praejudicielle spoergsmaal med, at EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for bestemmelser i en kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskaeftigede fra at faa udbetalt fratraedelsesgodtgoerelse ved uforskyldt udtraedelse af arbejdsforholdet, naar bestemmelserne rammer et langt stoerre antal kvinder end maend, medmindre arbejdsgiveren for den nationale retsinstans godtgoer, at bestemmelserne er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .
16 . Det andet praejudicielle spoergsmaal vedroerer retsvirkningerne af, at bestemmelserne findes uforenelige med faellesskabsretten, saerlig under hensyn til overenskomstparternes ret til selvregulering . Spoergsmaalet er med andre ord, om deltidsbeskaeftigede - saafremt BAT' s §62, stk . 1, findes uforenelig med EF-retten - har ret til fratraedelsesgodtgoerelse i forhold til beskaeftigelsens omfang, eller om overenskomstparternes ret til selvregulering derimod er til hinder for at anerkende en saadan ret .
17 . I Domstolens praksis har tilsvarende vanskeligheder allerede laenge fundet deres loesning, naar bestemmelsen ikke har vaeret en bestemmelse i en kollektiv overenskomst, men en lovbestemmelse . For ganske nylig stillede en national domstol - i Ruzius-Wilbrink-sagen - spoergsmaal om, hvilke konsekvenser det ville have, at en nederlandsk lovbestemmelse fandtes uforenelig med artikel 4, stk . 1, i direktiv 79/7/EOEF ( 20 ), der vedroerer ligebehandling af maend og kvinder i forbindelse med social sikring . Herom udtalte Domstolen, at
"i tilfaelde, hvor der ikke er truffet passende foranstaltninger til gennemfoerelse af artikel 4, stk . 1, i direktiv 79/7/EOEF, og hvor staten goer sig skyldig i indirekte forskelsbehandling, skal den gruppe, der stilles ugunstigt paa grund af denne forskelsbehandling, behandles paa samme maade og vaere omfattet af samme regler som de oevrige ydelsesberettigede, idet disse regler i mangel af en korrekt gennemfoerelse af direktivet herefter er de eneste, man kan henholde sig til" ( 21 ).
Ved denne dom bekraeftede Domstolen i oevrigt kun sin faste praksis for, at kvinder, i tilfaelde, hvor artikel 4, stk . 1, i direktiv 79/7 ikke er gennemfoert,
"har ret til at blive behandlet paa samme maade og til at vaere omfattet af samme ordning som maend i samme situation" ( 22 ).
18 . Det eneste saerlige forhold i den foreliggende sag er, at der ikke er tale om en regulering ved lov, men ved aftale, idet bestemmelserne findes i en kollektiv overenskomst .
19 . Efter min opfattelse boer denne forskel dog ikke foere til, at den netop naevnte praksis ikke skal anvendes . I artikel 4 i direktiv 75/117 bestemmes det nemlig, at "Medlemsstaterne traeffer de noedvendige foranstaltninger til, at de bestemmelser i kollektive overenskomster, loenskalaer eller loenaftaler eller i individuelle arbejdskontrakter, der er i strid med ligeloensprincippet, anses som ugyldige, kan erklaeres ugyldige eller aendres ". Samme bestemmelse er ofte optaget i senere udstedte direktiver ( 23 ). I oevrigt opfatter Domstolen denne forpligtelse meget strengt, idet den kraever, at overenskomstbestemmelser kan goeres uvirksomme, ogsaa selv om de ikke er retligt bindende ( 24 ).
20 . Endvidere forekommer det mig, at Domstolen - i og med at den i Defrenne II-sagen har fastslaaet, at Traktatens artikel 119 finder anvendelse saavel paa lovbestemmelser som paa kollektive arbejdsoverenskomster ( 25 ), og den har begraenset det tidsrum, hvori artiklen antages at have direkte virkning ( 26 ) - noedvendigvis har fastslaaet, at de nationale domstole skal bringe de overenskomstbestemmelser i anvendelse paa den ugunstigt stillede gruppe, som man hidtil har afslaaet at anvende paa denne gruppe, og at den samtidig har fastslaaet, at kun Domstolen i sin dom kan begraense denne retsvirkning til arbejdstagere, som har anlagt retssag eller rejst en tilsvarende administrativ klage .
21 . I henhold til direktiv 76/207 skal medlemsstaterne kun opfordre arbejdsmarkedets parter til at aendre kollektive overenskomstbestemmelser, "naar det beskyttelseshensyn, som oprindelig laa til grund for disse, ikke laengere er begrundet" ( 27 ). Med hensyn til arbejdsvilkaar og adgang til beskaeftigelse sondres der herefter mellem, om de paagaeldende overenskomstbestemmelser var begrundet i beskyttelseshensyn, som ikke laengere bestaar, eller om de ikke var begrundet i saadanne hensyn . Som eksempel paa disse hensyn kan naevnes beskyttelse af kvinder i kraft af, at de er aeldre arbejdstagere eller foraeldre, dvs . forhold som kan goere sig gaeldende for saavel mandlige som kvindelige arbejdstagere ( 28 ). Alligevel opstilles der i Domstolens praksis graenser for at henvise spoergsmaalet til forhandlinger mellem overenskomstparterne, jfr . saaledes at Domstolen i en traktatbrudssag mod Frankrig har underkendt
"en national lovgivning, som flere aar efter udloebet af fristen for gennemfoerelsen af direktivet overlader arbejdsmarkedets parter at ophaeve visse former for forskelsbehandling, uden at der er fastsat en frist for gennemfoerelsen af denne forpligtelse" ( 29 ).
22 . Med hensyn til ligeloen maa det konstateres, at direktiv 75/117 ikke indeholder bestemmelser om, at spoergsmaalet henvises til forhandlinger mellem overenskomstparterne . I oevrigt er det maaske overfloedigt at naevne, at en bestemmelse om, at deltidsbeskaeftigede ikke har ret til fratraedelsesgodtgoerelse, ikke kan anses for at vaere en bestemmelse, der beror paa et beskyttelseshensyn . Resultatet maa derfor vaere, at deltidsbeskaeftigede - allerede fordi BAT' s §62 er uforenelig med Traktatens artikel 119 - maa indroemmes den samme ret til fratraedelsesgodtgoerelse, som tilkommer fuldtidsbeskaeftigede arbejdstagere, dog naturligvis i forhold til den loen de har faaet .
23 . I oevrigt goeres der ikke indgreb i overenskomstparternes ret til selvregulering, idet det staar dem frit for at aendre de paagaeldende bestemmelser i BAT, herunder at afskaffe retten til fratraedelsesgodtgoerelse for alle arbejdstagere, i det omfang der ikke herved indfoeres en diskrimination mellem fuldtidsbeskaeftigede og deltidsbeskaeftigede .
24 . Endelig kan Domstolen - som den gjorde i Defrenne II-dommen - begraense retsvirkningerne af den afgoerelse, der skal traeffes, til et bestemt tidsrum . Jeg vil dog foreslaa, at Domstolen ikke benytter denne mulighed . Som Kommissionen har paapeget under den mundtlige forhandling, har artikel 119' s umiddelbare anvendelighed vaeret anerkendt i EF-retten siden 1976 . Arbejdsmarkedets parter kan saaledes ikke se bort fra kravene i artiklen, naar de forhandler kollektive overenskomster . Situationen er ikke laengere den samme, som da Domstolen afsagde dom i Defrenne II-sagen, hvorved bestemmelsens umiddelbare anvendelighed blev anerkendt . Jeg mener derfor ikke, at Domstolen af retssikkerhedshensyn boer begraense retsvirkningerne af den afgoerelse, der skal traeffes, rent tidsmaessigt .
25 . Sammenfattende foreslaar jeg, at Domstolen besvarer spoergsmaalene som foelger :
"1 ) EOEF-Traktatens artikel 119 skal fortolkes saaledes, at den er til hinder for bestemmelser i en kollektiv overenskomst, hvorefter arbejdsgiverne er berettiget til at udelukke deltidsbeskaeftigede fra at faa udbetalt fratraedelsesgodtgoerelse ved uforskyldt udtraedelse af arbejdsforholdet, naar bestemmelserne rammer et langt stoerre antal kvinder end maend, medmindre arbejdsgiveren godtgoer, at bestemmelserne er begrundet i objektive faktorer, der intet har at goere med forskelsbehandling paa grundlag af koen .
2 ) Saafremt en arbejdsgiver i henhold til en kollektiv overenskomst foretager en indirekte forskelsbehandling med hensyn til afloenningen, skal den gruppe, der stilles ugunstigt som foelge af forskelsbehandlingen, behandles paa samme maade og i forhold til beskaeftigelsens omfang vaere omfattet af de samme regler som de arbejdstagere, der er fordelagtigere stillet, idet disse regler - naar EOEF-Traktatens artikel 119 samt artikel 4 i Raadets direktiv 75/117/EOEF af 10 . februar 1975 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af principper om lige loen til maend og kvinder ikke er korrekt gennemfoert - er de eneste, man kan henholde sig til ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemfoerelse af princippet om lige loen til maend og kvinder ( EFT L 45 af 19.2.1975, s . 19 ).
( 2 ) Om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger ( EFT L 225 af 12.8.1986, s . 40 ).
( 3 ) Jfr . med hensyn til Traktatens artikel 119, dom af 8 . april 1976, Defrenne II, praemis 10 ( 43/75, Sml . s . 455 ).
( 4 ) Dom af 25 . maj 1971, Defrenne I ( 80/70, Sml . s . 109 ), dom af 15 . juni 1978, Defrenne III, praemisserne 19 og 20 ( 149/77, Sml . s . 1365 ), dom af 13 . maj 1986, Bilka ( 170/84, Sml . s . 1607 ), dom af 11 . marts 1981, Worringham og Humphreys ( 69/80, Sml . s . 767 ), dom af 18 . september 1984, Liefting ( 23/83, Sml . s . 3225 ) og dom af 3 . december 1987, Newstead ( 192/85, Sml . s . 4753 ).
( 5 ) Dom af 9 . februar 1982, praemis 5 ( 12/81, Sml . s . 359 ).
( 6 ) Sag 170/84, jfr . ovenfor, praemisserne 20, 21 og 22 .
( 7 ) C-262/88, Barber; jfr . herom punkterne 13-16 i generaladvokat Van Gervens forslag til afgoerelse .
( 8 ) BAT' s §62, stk . 1 .
( 9 ) BAT' s §62, stk . 2,
( 10 ) §7, stk . 4, i den kollektive overenskomst vedroerende beskyttelse af funktionaerer i forbindelse med rationaliseringer ( Tarifvertrag ueber den Rationalisierungsschutz fuer Angestellte ) som citeret af Stadt Hamburg i det skriftlige indlaeg, s . 21 .
( 11 ) Jfr . herom Stadt Hamburgs indlaeg, s . 16 .
( 12 ) Sammesteds s . 15 .
( 13 ) Sag 170/84, jfr . ovenfor, i domskonklusionen, min fremhaevelse .
( 14 ) Jfr . dom af 13 . juli 1989, Rinner-Kuehn ( 171/88, Sml . s . 2743 ) og dom af 13 . december 1989, Ruzius-Wilbrink ( C-102/88, Sml . s . 4311 ).
( 15 ) Sammesteds .
( 16 ) Sag 170/84, jfr . ovenfor, praemis 36 .
( 17 ) Jfr . s . 18 i det skriftlige indlaeg .
( 18 ) Sag 171/88, jfr . ovenfor, praemis 13 .
( 19 ) Sag 171/88, jfr . ovenfor, praemis 14 .
( 20 ) Raadets direktiv af 19 . december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ( EFT L 6 af 10.1.1979, s . 24 ).
( 21 ) Sag C-102/88, praemis 21 .
( 22 ) Dom af 4 . december 1986, Federatie Nederlandse Vakbeweging, praemis 22 ( 71/85, Sml . s . 3855 ), dom af 24 . juni 1987, Borrie Clarke, praemis 13 ( 384/85, Sml . s . 2865 ), jfr . ogsaa dom af 24 . marts 1987, Norah McDermott og Ann Cotter, praemis 17 ( 286/85, Sml . s . 1453 ) og dom af 8 . marts 1988, A . Dick, A . Menkutos-Demirci og H.G.W . Laar-Vreeman, praemis 10 ( 80/87, Sml . s . 1601 ).
( 23 ) Artikel 3, stk . 2, litra b ), og artikel 5, stk . 2, litra b ), i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9 . februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar ( EFT L 39 af 14.2 . 1976 . s . 40 ). Jfr . ogsaa artikel 7 i det allerede naevnte direktiv 86/378/EOEF .
( 24 ) Dom af 8 . november 1983, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige ( 165/82, Sml . s . 3431 ).
( 25 ) Sag 43/75, jfr . ovenfor, domskonklusionens punkt 1 .
( 26 ) Sag 43/75, jfr . nedenfor, domskonklusionens punkt 5 .
( 27 ) Artikel 3, stk . 2, litra c ), og artikel 5, stk . 2, litra c ).
( 28 ) Jfr . herom dom af 25 . oktober 1988, Kommissionen mod Frankrig ( 312/86, Sml . s . 6315 ).
( 29 ) Praemis 22 i den naevnte sag 312/86 . Dommen er kommenteret af M.T . Lanquetin og H . Masse-Dessen i "Les droits particuliers pour les femmes dans les conventions collectives ". Droit social, n° 718, s . 551 .
Top