Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 25. september 1990. - STRAFFESAG MOD BONFAIT BV. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: ARRONDISSEMENTSRECHTBANK ALMELO - NEDERLANDENE. - FORANSTALTNINGER MED TILSVARENDE VIRKNING - KOED OG KOEDPRODUKTER - PAALAEG. - SAG C-269/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-04169
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Economische politierechter ved Arrondissementsrechtbank Almelo ( Nederlandene ) har ved dom af 29 . juni 1989 i straffesagen Officier van Justitie i Almelo mod selskabet Bonfait BV forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal .
2 . Forelaeggelsesdommen er noget summarisk affattet . Ifoelge de skriftlige indlaeg samt forklaringerne under retsmoedet fremgaar det imidlertid, at Bonfait er tiltalt for i Almelo kommune under betegnelsen "Vleeswaren" at have solgt produkter, der var indfoert fra Forbundsrepublikken Tyskland, og som var karakteriseret ved et forhold mellem vandindholdet og indholdet af ikke-fedtholdige organiske stoffer, der oversteg den saakaldte "Feder"-kvotient, som var foreskrevet i nederlandsk lovgivning for forhandling under denne betegnelse . Det bemaerkes, at de omhandlede varer opfyldte kravene efter ordningen i oprindelsesstaten med hensyn til samme forhold, og derfor var omfattet af den tyske generiske betegnelse "Fleischwaren", svarende til den nederlandske betegnelse "Vleeswaren", eller det franske udtryk "charcuterie ".
3 . Det er noget vanskeligt at forstaa de grunde, der har foert til tiltalen, idet emballagen paa de omhandlede produkter - som det blev forklaret under retsmoedet - ikke var forsynet med angivelsen "Vleeswaren ". Men Domstolen skal ikke over for den nationale ret udtale sig om anvendelsen af national lovgivning; Domstolen skal derfor laegge til grund, at den situation, som vedroerer de praejudicielle spoergsmaal, angaar tiltale for anvendelse af en bestemt betegnelse, idet de omhandlede produkter ikke overholder en betingelse for lovlig anvendelse af denne betegnelse .
4 . Der skal derfor ikke laegges vaegt paa de praecise udtryk, som den forelaeggende ret har anvendt i spoergsmaalene . Det foerste og det tredje spoergsmaal opfordrer umiddelbart Domstolen til at foretage en fortolkning af national lovgivning, hvilket Domstolen ikke har kompetence til . I lighed med Kommissionen mener jeg, at Domstolen i det vaesentlige anmodes om at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en national lovgivning, der forbeholder en betegnelse som "Vleeswaren" for produkter, der med hensyn til forholdet mellem vandindhold og indhold af ikke-fedtholdige organiske stoffer overholder en bestemt graense, kan finde anvendelse paa disse produkter, der lovligt forhandles under en tilsvarende betegnelse i en anden medlemsstat, men som ikke opfylder det foernaevnte krav .
5 . Det forelagte problem skal saaledes gennemgaas under hensyn til forbuddet i EOEF-Traktatens artikel 30, som den forelaeggende ret udtrykkeligt har henvist til . Jeg mener, at Raadets direktiv 77/99/EOEF af 21 . december 1976 ( 1 ), som forelaeggelsesdommen i oevrigt ikke henviser til, ikke indeholder relevante momenter . Direktivet omhandler en harmonisering af bestemmelser, der skal sikre kvaliteten af koedprodukter, for saa vidt angaar det sundhedsmaessige, mens den nederlandske regering - saaledes som det fremgaar af dens indlaeg - ikke til stoette for den omhandlede ordning paaberaaber sig en beskyttelse af den offentlige sundhed, men forbrugerbeskyttelsen og hensynet til redelig handelsskik . Direktivet indeholder kun forskrifter om sammensaetningen af de produkter, som det omhandler, for saa vidt angaar beskyttelsen af den egentlige offentlige sundhed . Der er derfor ikke grund til at henvise hertil ved gennemgangen af en forskrift om betegnelse, for saa vidt angaar sammensaetningen af koedprodukter, naar der ikke foreligger problemer med hensyn til beskyttelse af sundheden .
6 . Domstolens faste praksis med hensyn til artikel 30 goer det muligt uden stoerre vanskeligheder at traeffe afgoerelse om, hvorvidt en ordning som den omhandlede er omfattet af forbuddet i artikel 30 . Domstolen har den 12 . marts 1987 afsagt dom i en traktatbrudssag vedroerende Biersteuergesetz, som Kommissionen havde anlagt mod Forbundsrepublikken Tyskland; Domstolen har herved - med hensyn til forbuddet i Biersteuergesetz mod at anvende betegnelsen "Bier" for drikkevarer, der ikke opfylder bestemte fremstillingsforskrifter, og som derfor i praksis begraenser indfoerslen af saadanne drikkevarer, der lovligt forhandles i andre medlemsstater under denne betegnelse - fastslaaet, at det lovlige oenske om
"at give de forbrugere, for hvem oel, fremstillet paa grundlag af bestemte raavarer, besidder saerlige egenskaber, mulighed for at traeffe deres valg under hensyn hertil"
kunne tilgodeses
"ved hjaelp af andre midler, som ikke hindrer importen af produkter, der er lovligt fremstillet og bragt i omsaetning i andre medlemsstater, f.eks . 'ved krav om en passende etikettering, der angiver arten af det solgte produkt' " ( 2 ).
7 . Domstolen har saaledes gentaget et raesonnement, som allerede kom til udtryk i dommen af 9 . december 1981, Kommissionen mod Italien ( 3 ), vedroerende betegnelsen "eddike ". Jeg mener, at der skal ske det samme i denne sag vedroerende anvendelsen af en betegnelse som "Vleeswaren ". Forbrugerens mulighed for eventuelt at udoeve sit valg til fordel for produkter, der overholder et bestemt forhold mellem vandindholdet og indholdet af ikke-fedtholdige organiske stoffer, saaledes som det er fastsat ved den nederlandske ordning for koedprodukter, dvs . "Vleeswaren", goer det ikke noedvendigt i denne medlemsstat at forbyde markedsfoering under en for disse produkter selvstaendig betegnelse af levnedsmidler, der lovligt forhandles under en tilsvarende betegnelse i en anden medlemsstat . En etiket, der angiver hensigtsmaessige oplysninger med hensyn til produkternes sammensaetning, og som i givet fald angiver forholdet mellem de forskellige bestanddele, goer det muligt for forbrugeren at traeffe sit valg under kendskab til produktet, uden at det er noedvendigt at anvende en foranstaltning, der - idet den forhindrer, at der i en medlemsstat saelges produkter under en betegnelse, der er lovligt godkendt i oprindelsesmedlemsstaten - ubestrideligt i praksis hindrer mulighederne for markedsfoering i foerstnaevnte stat . Jeg mener derfor, at forbrugerbeskyttelsen ikke med hensyn til forbuddet i artikel 30 kan begrunde den restriktion for indfoerslerne, som er en foelge af anvendelsen af den nederlandske ordning om betegnelse af koedprodukter paa produkter, der forhandles under en saadan betegnelse i en anden medlemsstat .
8 . Dommen i Fietje-sagen af 16 . december 1980, som den nederlandske regering har paaberaabt sig under retsmoedet, kan ikke afkraefte denne vurdering . Domstolen har i naevnte dom fastslaaet :
"det forhold, at en medlemsstat ogsaa anvender en bestemmelse, som forbyder salg af naermere bestemte alkoholholdige drikkevarer under en anden betegnelse end den, som er paabudt i den nationale lovgivning, paa drikkevarer importeret fra andre medlemsstater, saaledes at det er noedvendigt at aendre den etiket, med hvilken den importerede drikkevare lovligt forhandles i udfoerselsmedlemsstaten, maa anses for at vaere en ... foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ restriktion ... i det omfang angivelserne paa den originale etiket med hensyn til produktets art har et informationsindhold af samme vaerdi for forbrugerne som den i lovgivningen paabudte betegnelse" ( 4 ).
Denne dom falder saaledes fuldt ud inden for rammerne af Domstolens faste praksis paa omraadet, som jeg tidligere har henvist til . Foreskreven anvendelse af eller et forbud mod anvendelse af en betegnelse er paa ingen maade noedvendig for forbrugerbeskyttelsen, naar oplysninger om produktets kvaliteter eller sammensaetning kan sikres ved egnede oplysninger, og forbuddet i artikel 30 skal derfor fuldt ud finde anvendelse .
9 . Den nederlandske regering har endvidere - ganske vist i korthed - henvist til oensket om at sikre en redelig handelsskik . Regeringens argumentation forekommer heller ikke overbevisende paa dette punkt . Domstolens praksis paa omraadet illustreres klart af dommen i sagen Miro af 26 . november 1985 ( 5 ), vedroerende et forbud mod, at der i Nederlandene anvendes betegnelsen "genever" for drikkevarer med et alkoholindhold paa under 35%, der saaledes forboed indfoersel fra Belgien af drikkevarer med deres oprindelige betegnelse som "genever ". Domstolen fastslog, at det
"ikke kan benaegtes, at en medlemsstat har mulighed for, i mangel af faellesskabsregler, at fastsaette regler, hvorefter retten til at anvende visse traditionelle betegnelser er betinget af overholdelsen af et maksimumsalkoholindhold" ( 6 ),
og fastslog derefter,
"( under en faelles markedsordning ) skal saadanne hensyn som hensynet til redelig handelsskik ... sikres under gensidig respekt af saedvaner, der loyalt og traditionelt anvendes i de forskellige medlemsstater" ( 7 ).
Domstolen fastslog dernaest, at det ikke kan anses for
"noedvendigt af hensyn til redelig handelsskik, at nationale regler, der fastsaetter et minimumsalkoholindhold for en traditionel drikkevare, overholdes af produkter af samme type, der er indfoert fra en anden medlemsstat, naar disse produkter loyalt og traditionelt fremstilles og saelges under samme betegnelse i oprindelsesmedlemsstaten, og naar koeberne informeres paa passende maade" ( 8 ).
10 . Dette raesonnement kan ogsaa anvendes paa denne sag . Til trods for et forhoejet vandindhold i forhold til indholdet af ikke-fedtholdige organiske stoffer er det ubestrideligt, at de af Bonfait importerede produkter loyalt og traditionelt fremstilles og forhandles i Forbundsrepublikken Tyskland under betegnelsen "Fleischwaren", svarende til "charcuterie ". Da der saaledes kan sikres koeberen en passende oplysning, hvilket som paapeget er tilfaeldet, ses det ikke, at hensynet til redelig handelsskik i betragtning af artikel 30 skulle kunne begrunde, at saadanne produkter forbydes forhandlet under betegnelsen "Vleeswaren ".
11 . Det lader endvidere til, at muligheden for at begrunde den nationale ordning under paaberaabelse af den offentlige sundhed ikke er blevet overvejet . Som jeg allerede har anfoert, har Nederlandenes regering ikke paaberaabt sig dette hensyn . Det skal endvidere anfoeres, at det vil vaere vanskeligt for regeringen at foregive at basere betegnelsesreglen paa oensket om at beskytte sundheden, eftersom forhandlingen af produkter, der ikke er i overensstemmelse med forskrifterne - saasom de fra Forbundsrepublikken Tyskland i denne sag indfoerte - fortsat er tilladt i Nederlandene under en anden betegnelse end den, som anvendes for "Vleeswaren ".
12 . Sammenfattende skal jeg foreslaa Domstolen foelgende besvarelse :
"Anvendelsen paa produkter, der indfoeres fra en anden medlemsstat, af nationale forskrifter, der forbyder forhandling - under en selvstaendig betegnelse for koedvarer - af varer, der overskrider et maksimumsforhold mellem vandindholdet og indholdet af ikke-fedtholdige organiske stoffer, er forbudt i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 30, saafremt disse produkter, der opfylder betingelserne i henhold til eksportmedlemsstatens ordning for anvendelse af en selvstaendig betegnelse for koedvarer, i sidstnaevnte medlemsstat lovligt forhandles under en saadan betegnelse ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Om sundhedsmaessige problemer i forbindelse med handel med koedprodukter inden for Faellesskabet ( EFT 1977, L 26, s . 85 ).
( 2 ) Dom i sag 178/84, praemis 35 ( Sml . 1987, s . 1227 ).
( 3 ) Dom i sag 193/80 ( Sml . s . 3019 ).
( 4 ) Dom i sag 27/80, praemis 15 ( Sml . s . 3839 ).
( 5 ) Dom i sag 182/84 ( Sml . s . 3731 ).
( 6 ) Praemis 23 .
( 7 ) Praemis 24 .
( 8 ) Praemis 25 .
Top