Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 13. november 1990. - DELTAKABEL BV MOD STAATSSECRETARIS VAN FINANCIEN. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: HOGE RAAD - NEDERLANDENE. - KAPITALTILFOERSEL - KAPITALTILFOERSELSAFGIFT - EFTERGIVELSE AF EN FORDRING IFOELGE MELLEMREGNINGSKONTO. - SAG C-15/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-00241
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Med det praejudicielle spoergsmaal, Nederlandenes Hoge Raad har forelagt i denne sag, anmodes Domstolen paa ny om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af artikel 4, stk. 2, litra b) - der vedroerer grundlaget for beregningen af kapitaltilfoerselsafgift - i Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 (1) (herefter benaevnt "direktivet").
2. Sagens faktiske omstaendigheder er foelgende. Holdingselskabet Deltavisie BV (herefter benaevnt "Deltavisie") ejede fra 1972 alle anparterne i Deltakabel BV (herefter benaevnt "Deltakabel"). Til og med 1980 blev Deltakabel' s tab overtaget af Deltavisie over en mellemregningskonto mellem de to selskaber. Den 1. januar 1981 solgte Deltavisie sine andele i Deltakabel til et andet selskab i samme koncern, BV Beleggingsmaatschappij Mastbos. I denne forbindelse havde Deltavisie eftergivet en del af sin fordring paa Deltakabel, nemlig 17 276 636 HFL. Herved fik Deltakabel en egenkapital paa 1 HFL, og til denne pris blev anparterne solgt til BV Beleggingsmaatschappij Mastbos. Ved en afgiftsansaettelse af 4. april 1984 kraevede den nederlandske afgiftsmyndighed efterbetaling af kapitaltilfoerselsafgift i anledning af eftergivelsen af fordringen. For Gerechtshof, Haag, gjorde Deltakabel gaeldende, at der ikke var tale om en reel fordring, men om en regnskabspostering, som var udtryk for de beloeb, der allerede endeligt var betalt til daekning af tabene. Dette gav Gerechtshof dog ikke Deltakabel medhold i, men fastslog, at Deltavisie, da der var tale om to saerskilte selskaber, rent faktisk havde en fordring paa Deltakabel. Hoge Raad, som afgoerelsen blev indbragt for til kassation, fandt, at denne bedoemmelse af de faktiske omstaendigheder var fyldestgoerende begrundet og derfor ikke kunne anfaegtes. Dette spoergsmaal hoerer saaledes ikke til den problematik, der her skal tages stilling til.
3. Hoge Raad har imidlertid - efter forslag fra rettens generaladvokat (procureur-generaal) - anmodet Domstolen om at traeffe afgoerelse om fortolkningen af direktivets artikel 4, stk. 2, litra b). Spoergsmaalet er i det vaesentlige, om der kan opkraeves kapitaltilfoerselsafgift i anledning af en selskabsdeltagers eftergivelse af en fordring, saerlig under hensyn til det i direktivbestemmelsen opstillede krav om, at dispositionen skal vaere egnet til at oege selskabsandelenes vaerdi.
4. I direktivets artikel 4, stk. 2, litra b), bestemmes det, at medlemsstaterne kan undergive foelgende disposition kapitaltilfoerselsafgift: "udvidelse af selskabsformuen i et kapitalselskab ved ydelser fra en deltager, der ikke medfoerer nogen udvidelse af kapitalen, men modsvares af en aendring af selskabsrettighederne eller er egnet til at oege selskabsandelenes vaerdi".
5. I denne forbindelse er det fast praksis, at
"det foelger af de principper, den harmoniserede kapitaltilfoerselsafgift beror paa, at afgiften kun skal svares af dispositioner, som retligt set er udtryk for en tilfoersel af kapital, og kun i det omfang, hvori dispositionerne bidrager til at styrke selskabets oekonomiske kapacitet" (2).
6. Nu fremgaar det imidlertid af det forslag til afgoerelse, Hoge Raad' s generaladvokat har fremsat, at der paa dette punkt hersker forskellig opfattelse i den nederlandske juridiske litteratur. Van Kalmthout haevder, at et uformelt kapitalindskud ikke altid medfoerer, at der skal opkraeves kapitaltilfoerselsafgift, saerlig ikke naar indskuddet skal udligne en negativ egenkapital, idet der for saa vidt ikke vil ske en foroegelse af selskabsandelenes vaerdi (3). Aardema antager derimod, at der dog sker en form for vaerdiforoegelse, naar en negativ egenkapital bliver "mindre negativ" (4), og endelig har Tijnagel gjort sig til talsmand for, at der kun skal svares kapitaltilfoerselsafgift i det omfang, hvori eftergivelsen medfoerer, at vaerdien af selskabsandelene i datterselskabet foroeges ud over den nominelle selskabskapital (5).
7. I henhold til Domstolens praksis er det afgoerende kriterium, om der sker en styrkelse af virksomhedens "oekonomiske kapacitet". Efter min opfattelse vil enhver eftergivelse af gaeld noedvendigvis vaere egnet til at styrke selskabets oekonomiske kapacitet - ogsaa naar selskabet har en betydelig negativ egenkapital, og egenkapitalen forbliver negativ, selv om selskabsdeltageren eftergiver sin fordring - idet virksomheden derved faar stoerre mulighed for igen at blive levedygtig. Sagt med andre ord, vil den formindskelse af et tab, der sker ved, at en fordring eftergives, uden tvivl vaere egnet til at foroege selskabsandelenes vaerdi, idet den f.eks. giver mulighed for, at en tredjemand lettere kan overtage virksomheden.
8. Dette synspunkt deles ogsaa af Kommissionen og den nederlandske regering, som har afgivet indlaeg i sagen.
9. I dommen i Siegen-sagen har Domstolen i oevrigt for nylig udtalt, at
"saafremt et selskab har tab, og en af selskabsdeltagerne accepterer at overtage tabene, erlaegger selskabsdeltageren ... en ydelse, der foroeger selskabets formue. Selskabsdeltageren bringer nemlig igen selskabsformuen op paa det niveau, den havde, foer tabet opstod" (6).
Det samme maa goere sig gaeldende, naar der blot er tale om, at en del af gaelden udlignes.
10. Herefter skal jeg foreslaa, at Domstolen besvarer spoergsmaalet saaledes:
"En delvis udligning af et kapitalselskabs gaeld ved en selskabsdeltagers eftergivelse af en fordring paa selskabet kan undergives kapitaltilfoerselsafgift i medfoer af artikel 4, stk. 2, litra b), i Raadets direktiv 69/335/EOEF af 17. juli 1969 om kapitaltilfoerselsafgifter."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Om kapitaltilfoerselsafgifter (EFT 1969 II, s. 405).
(2) Dom af 15.7.1982 (sag 270/81, Felicitas, Sml. s. 2271, praemis 16); jf. ogsaa dom af 2.2.1988 (sag 36/86, Dansk Sparinvest, Sml. s. 409, praemis 13 og 14).
(3) Fiscale aspecten van ondernemingen, "Opstellen aangeboden aan Prof. D.A.M. Meeles" (1985), s. 83, citeret i det af generaladvokaten ved Hoge Raad fremsatte forslag til afgoerelse.
(4) WFR 1986/5734, s. 830.
(5) WFR 1988/5735, s. 875.
(6) Dom af 28.3.1990 (sag C-38/88, Sml. I, s. 1447, praemis 13).
Top