Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 14. november 1990. - SAFA SRL MOD AMMINISTRAZIONE DELLE FINANZE DELLO STATO. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNALE CIVILE E PENALE DI GENOVA - ITALIEN. - FAELLES MARKEDSORDNING FOR FEDTSTOFFER - IMPORTAFGIFT. - SAG C-359/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-01677
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Tribunale civile di Genova har forelagt to praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen og gyldigheden af artikel 16 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1562/78 (1), eller rettere sagt i forordning nr. 136/66/EOEF (2), som aendret ved foerstnaevnte forordning. Den paagaeldende artikel drejer sig om, at importafgiften for olivenolie fra Graekenland i aarene 1979 og 1980 blev fastlagt ved licitation.
2. De faktiske omstaendigheder er ganske enkle. Den 18. december 1981 anlagde S.A.F.A. (Società agricola fattoria alimentare, herefter benaevnt "SAFA") sag ved den forelaeggende retsinstans mod det italienske Finansministerium med paastand om tilbagebetaling af de importafgifter, selskabet havde erlagt i forbindelse med indfoersler af jomfruolie fra Graekenland i 1979 og 1980. For den nationale retsinstans gjorde SAFA bl.a. gaeldende, at importafgiften kun i specifikke tilfaelde kunne fastlaegges paa grundlag af licitation, idet der i modsat fald ville ske en tilsidesaettelse af de grundlaeggende rettigheder, der anerkendes i Faellesskabets retsorden. Tribunale civile di Genova forelagde derefter to praejudicielle spoergsmaal.
3. Det foerste spoergsmaal vedroerer fortolkningen af artikel 16 i forordning nr. 136/66 som aendret. Som Kommissionen imidlertid med rette har bemaerket i det skriftlige indlaeg, vedroerer den paagaeldende forordning indfoersler af olivenolie fra tredjelande i almindelighed og ikke specielt fra Graekenland, som er naermere reguleret i Raadets forordning (EOEF) nr. 2749/78 af 23. november 1978 om samhandelen med fedtstoffer mellem Faellesskabet og Graekenland (3). Bestemmelserne i artikel 5 i sidstnaevnte forordning er dog helt identiske med bestemmelserne i ovennaevnte artikel 16, bortset fra, at der i sidstnaevnte artikel henvises til "verdensmarkedet" og i foerstnaevnte til "det graeske marked". Kriteriet for, hvilken af de to bestemmelser der finder anvendelse, findes i artikel 10 i forordning nr. 2749/78, som bestemmer, at "naar de til Faellesskabet indfoerte produkter ikke i deres helhed er fremstillet i Graekenland eller ikke er transporteret direkte fra dette land til Faellesskabet, finder grundforordningens artikel 14, 15, 16, 17 og 20b anvendelse" (4).
4. Afgoerelsen af, hvilken forordning der skal anvendes under de faktiske omstaendigheder, der foreligger for den nationale retsinstans, kan Domstolen ikke traeffe. Jeg skal her blot minde om Domstolens saedvanlige praksis med hensyn til praejudicielle forelaeggelser, hvorefter
"spoergsmaalet, om de faellesskabsretlige bestemmelser eller begreber, der oenskes fortolket, faktisk er anvendelige paa det konkrete tilfaelde, er unddraget Domstolen og henhoerer under den nationale rets kompetence" (5).
Jeg vil dog ikke undlade at naevne, at den fortolkning, der anlaegges af artikel 16 i forordning nr. 136/66, som aendret, ogsaa maa finde anvendelse i relation til artikel 5 i forordning nr. 2749/78, eftersom bestemmelserne stort set er identiske.
5. Jeg vil herefter gaa over til selve spoergsmaalet. Som led i ordningen om importafgifter for olivenolie fastsaetter Raadet hvert aar foer den 1. oktober en repraesentativ markedspris og en taerskelpris for olivenolie for det foelgende produktionsaar (6). Ved indfoersel fra tredjelande af ikke behandlet olivenolie opkraeves der, hvis taerskelprisen ligger over cif-prisen ("cost, insurance, freight"), en afgift, hvis stoerrelse er lig med forskellen mellem disse to priser (7). Cif-prisen fastsaettes paa grundlag af de gunstigste opkoebsmuligheder paa verdensmarkedet. Imidlertid - og det er det, artikel 16, stk. 1, drejer sig om - er forholdet det, at "saafremt udbuddet paa verdensmarkedet for ikke behandlet olivenolie ikke aabner mulighed for at fastslaa markedets faktiske tendens, fastlaegges importafgiften ... ved hjaelp af licitation". I den forbindelse "[fastsaetter Kommissionen] med regelmaessige mellemrum minimumsafgiftens stoerrelse, blandt andet under hensyntagen til den afgift, som anfoeres af tilbudsgiverne. Den tilbudsgiver, som har anfoert en afgift, der er lig med eller stoerre end minimumsafgiftssatsen, erklaeres som tilslagsmodtager og er forpligtet til at indfoere den maengde af produktet, der er anfoert i ansoegningen med den afgift, han selv har angivet" (8). For fuldstaendighedens skyld skal jeg endelig naevne, at "indfoersler af maengder, der ikke har indflydelse paa markedssituationen, er dog ikke undergivet ovennaevnte licitationsordning. I saa fald skal der opkraeves en afgift af samme stoerrelse som den sidste minimumsafgift fastsat foer indfoerslen" (9).
6. En naermere analyse af bestemmelserne i ovennaevnte artikel foerer saaledes til, at bortset fra det saerlige tilfaelde med indfoersler af maengder, der ikke har indflydelse paa markedssituationen, kan afgiften fastsaettes ved licitation, saafremt - det vil efter min opfattelse sige saa laenge - udbuddet paa verdensmarkedet ikke aabner mulighed for at fastslaa markedets faktiske tendens.
7. I det skriftlige indlaeg (10) har Kommissionen anfoert, at der i 1979 og 1980 ikke var en verdensmarkedsnotering for ikke behandlet olivenolie, hvilket der i oevrigt fortsat ikke er. Marokko og Tyrkiet havde efterhaanden trukket sig tilbage fra eksportmarkederne; andre lande foretrak at saelge raffineret olie; den tunesiske eksport laa i haenderne paa et statsligt organ, og endelig var forholdet i Spanien og Graekenland, som endnu ikke var medlemmer af Faellesskabet, det, at der kun var ganske faa erhvervsdrivende, og de indgik aftaler indbyrdes.
8. Naar strukturen paa det paagaeldende marked er den samme i flere aar, er intet i artikel 16 i forordning nr. 136/66, som aendret, til hinder for, at afgiften fastsaettes ved licitation i hele perioden. Efter min opfattelse maa det foerste spoergsmaal besvares paa den maade.
9. Jeg vil herefter gaa over til det andet spoergsmaal, som vedroerer gyldigheden af artikel 16. SAFA har anfoert, at bestemmelsen er i strid med de grundlaeggende rettigheder, der er anerkendt i Faellesskabets retsorden. Selskabet har ikke indgivet skriftlige indlaeg, og jeg maa derfor henholde mig til grundene i forelaeggelseskendelsen og selskabets forklaringer under den mundtlige forhandling. SAFA har i det vaesentlige fremfoert to anbringender. Med det ene goeres det gaeldende, at Kommissionens skoensbefoejelse er for vid, mens den med det andet har paaberaabt sig, at princippet om forbud mod forskelsbehandling er tilsidesat.
10. Det foerste anbringende er efter min opfattelse ikke relevant, naar henses til Domstolens praksis (11) vedroerende den kompetence, der er tillagt Kommissionen med hensyn til gennemfoerelsen af den faelles landbrugspolitik. Saaledes fastslog Domstolen i dom af 11. marts 1987, Rau mod Kommissionen, at
"da Kommissionen er den eneste, der er i stand til stadigt og opmaerksomt at foelge udviklingen paa landbrugsmarkederne og til at handle med den hurtighed, situationen kraever, kan Raadet se sig foranlediget til paa dette omraade at tildele Kommissionen vide skoens- og handlebefoejelser. Derfor maa graenserne for denne kompetence hovedsagelig bedoemmes paa grundlag af de vaesentlige, generelle maal bag markedsordningen" (12).
11. I niende betragtning til forordningen hedder det saaledes, at "for at stabilisere Faellesskabets marked paa det oenskede niveau og naermere bestemt saerlig af den grund, at man forhindrer, at svingningerne paa verdensmarkedet paavirker priserne inden for Faellesskabet, boer der ved indfoersel skabes hjemmel til at opkraeve en importafgift, der svarer til forskellen mellem en af markedsindikativprisen afledt taerskelpris og verdensmarkedsprisen".
12. Kommissionens skoensbefoejelse skal saaledes vurderes i relation til dette generelle, vaesentlige maal, nemlig stabilitet paa Faellesskabets marked. Saafremt strukturen paa verdensmarkedet for ikke behandlet olivenolie ikke aabner mulighed for at fastsaette en markedspris, maa en anvendelse af licitation med hensyn til fastsaettelse af importafgiften for mig at se at vaere den eneste metode, der kan sikre stabiliteten paa Faellesskabets marked.
13. Med det andet anbringende har SAFA som naevnt gjort gaeldende, at der foreligger en tilsidesaettelse af grundlaeggende rettigheder, naermere bestemt af princippet om forbud mod forskelsbehandling. Ud fra forelaeggelseskendelsen er det vanskeligt at se, i hvilken forstand en anvendelse af licitationsproceduren kan foere til, at de erhvervsdrivende ikke behandles lige. Naar forholdet paa verdensmarkedet for olivenolie er det, at der ikke findes en markedspris, har hver enkelt erhvervsdrivende kunnet erhverve partier af olivenolie til meget forskellige priser, og foelgelig foreslaa afgifter af forskellig stoerrelse, alt ud fra overvejelser med hensyn til transaktionens rentabilitet. Naar Kommissionen fastsaetter en minimumsafgift, sikrer den saaledes, at importpriserne holdes paa et vist niveau, og at Faellesskabets marked ikke forstyrres. De erhvervsdrivende, som har foreslaaet afgifter, der er hoejere end eller lig med dette beloeb, kan udmaerket opnaa samme fortjeneste paa importforretninger, der gennemfoeres med forskellige afgiftsbeloeb. Anbringendet holder derfor ikke.
14. Under den mundtlige forhandling fremfoerte SAFA bemaerkninger vedroerende Kommissionens skoensmaessige anvendelse af en befoejelse, som allerede i sig selv er skoensmaessig, idet Kommissionen kan forhindre indfoersler af jomfruolie fra Graekenland ved at fastsaette minimumsafgiften til et meget hoejt beloeb.
15. Paa det punkt kan Domstolen efter min opfattelse blot fastslaa, at den nationale retsinstans har forelagt et spoergsmaal vedroerende gyldigheden af artikel 16 i forordning nr. 136/66, som aendret, for saa vidt som bestemmelsen tillaegger Kommissionen visse befoejelser, men ikke forelagt et spoergsmaal om en beslutning, der er truffet til gennemfoerelse af bestemmelsen paa grund af den eventuelt betaenkelige maade, hvorpaa Kommissionen har anvendt bestemmelsen. Domstolen skal med andre ord ikke tage stilling til, om Kommissionens beslutning til gennemfoerelse af den paagaeldende bestemmelse - hvilket den forelaeggende retsinstans ikke har beroert - maatte vaere behaeftet med et aabenbart fejlskoen, magtfordrejning eller om Kommissionen aabenbart har overskredet graenserne for sit skoen (13).
16. Sammenfattende skal jeg foreslaa, at de forelagte spoergsmaal besvares saaledes:
"1) Artikel 16 i Raadets forordning nr. 136/66/EOEF af 22. september 1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer, som aendret ved Raadets forordning nr. 1562/78/EOEF af 29. juni 1978, skal fortolkes saaledes, at den hjemler mulighed for, at afgiften ved import af ikke behandlet olivenolie i 1979 og 1980 kunne fastlaegges ved licitation.
2) Gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, der kan paavirke gyldigheden af artikel 16 i ovennaevnte forordning."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Forordning af 29.6.1978 om aendring af forordning nr. 136/66/EOEF om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT L 185, s. 1).
(2) Forordning af 22.9.1966 om oprettelse af en faelles markedsordning for fedtstoffer (EFT 1965-1966, s. 193).
(3) EFT L 331, s. 1.
(4) Ved "grundforordningen" maa forstaas forordning nr. 136/66 som aendret.
(5) Dom af 9.7.1969 (sag 10/69, Portelange, Sml. s. 77, praemis 6); jf. ogsaa dom af 19.12.1968 (sag 13/68, Salgoil, Sml. 1965-1968, s. 553), dom af 7.5.1969 (sag 28/68, Torrekens, Sml. s. 29, praemis 7 og 8), dom af 15.12.1976 (sag 35/76, Simmenthal, Sml. s. 1871, praemis 8) og dom af 5.10.1977 (sag 5/77, Tedeschi, Sml. s. 1555, praemis 19).
(6) Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1562/78.
(7) Artikel 14, stk. 1, i forordning nr. 1562/78.
(8) Artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 136/66, som aendret.
(9) Artikel 16, stk. 3, i forordning nr. 136/66, som aendret.
(10) Paa s. 9 i den franske oversaettelse.
(11) Dom af 30.10.1975 (sag 23/75, Rey Soda, Sml. s. 1279, praemis 11), dom af 11.3.1987 (forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau mod Kommissionen, Sml. s. 1069, praemis 14), og dom af 10.2.1990, (sag C-350/88, Société française des biscuits Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, praemis 32).
(12) Forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, jf. ovenfor, praemis 14.
(13) Dom af 20.10.1977 (sag 29/77, Roquette, Sml. s. 1835, praemis 20), og dom af 25.5.1978 (sag 136/77, Racke, Sml. s. 1245, praemis 4).
Top