Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 29. maj 1991. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET SPANIEN. - KONTROLFORANSTALTNINGER - FANGSTER, DER ER TAGET UDEN FOR FAELLESSKABETS FISKERIOMRAADE AF EN BESTAND, DER ER UNDERGIVET EN SAMLET TILLADT FANGSTMAENGDE (TAC) ELLER EN KVOTE. - SAG C-258/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-03977
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Med denne sag har Kommissionen nedlagt paastand om, at det fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til Traktaten, idet det ikke for de fangster, der er taget uden for Faellesskabets fiskerizone af bestande eller grupper af bestande, der er undergivet en samlet tilladt fangstmaengde (TAC) eller en kvote, har gennemfoert de kontrolforanstaltninger, der er foreskrevet i Raadets forordning (EOEF) nr. 2057/82 (1), navnlig artikel 1 og artikel 6-10, samt i Raadets forordning (EOEF) nr. 2241/87 (2), navnlig artikel 1, artikel 5-9 og artikel 11.
2. Parterne er enige om sagens faktiske omstaendigheder, der kort kan sammenfattes saaledes: I 1986 og 1987 konstaterede Kommissionens inspektoerer, at den spanske administration i loebet af disse to aar ikke havde registreret fangster, der var undergivet TAC eller kvoter og taget i ICES-underomraaderne VI, VII og VIII uden for Faellesskabets fiskerizone paa 200 soemil. De spanske myndigheder anlagde ikke straffesag og traf heller ikke administrative foranstaltninger i anledning af disse landinger.
3. De forordninger, der haevdes at vaere tilsidesat, indfoerer en kontrolordning for fiskeri udoevet af medlemsstaternes fartoejer med henblik paa at sikre den begraensning af fiskeriet, der fastsaettes ved aarlige forordninger om fastsaettelse af den samlede tilladte fangstmaengde (TAC) af bestande eller grupper af bestande, og fordelingen mellem medlemsstaterne af de fangstmaengder, der staar til raadighed for Faellesskabet. Fangstkontrolforanstaltningerne kan skematisk sammenfattes som foelger. Ifoelge artikel 1 i de to forordninger er de kompetente myndigheder i en medlemsstat forpligtet til at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger over for enhver tilsidesaettelse af gaeldende regler om bevarelses- og kontrolforanstaltninger. Yderligere skal medlemsstaterne drage omsorg for, at alle landinger fra fiskerfartoejer, som foerer en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, af bestande eller grupper af bestande, der er undergivet TAC eller kvoter, registreres, og at de modtagne oplysninger meddeles Kommissionen (3). Endvidere skal medlemsstaterne nedlaegge foreloebigt forbud mod, at fiskerfartoejer, der foerer disse staters flag, fanger fiskearter af bestemte bestande. Forbuddet skal nedlaegges med virkning fra et af medlemsstaten fastsat tidspunkt for at sikre, at kvoten for den paagaeldende fiskeart ikke overskrides (4). Herefter skal skipperen paa et fiskerfartoej give den stat, hvor fangsten landes, henholdsvis den stat, hvis flag fartoejet foerer, meddelelse om landinger og omladninger eller maengder, som beholdes om bord, af bestande, der er undergivet en TAC eller en kvote, og foere en logbog over de maengder af hver fanget fiskeart, som beholdes om bord, dato og sted for disse fangster med henvisning til det mindste omraade, for hvilket en TAC eller en kvote er fastsat og administreret (5).
4. Som det fremgaar heraf, har disse bestemmelser ganske vist til formaal at sikre overholdelsen af begraensningen af fiskeriet som foelge af de samlede tilladte fangstmaengder og kvoterne, men de fastsaettes dog ikke herved. De samlede tilladte fangstmaengder og kvoterne fastsaettes nemlig hvert aar i henhold til bestemmelserne i forordning (EOEF) nr. 170/83 (6).
5. For de to for sagen relevante aar, 1986 og 1987, blev Spaniens kvoter fastsat ved to forordninger (7).
6. For at definere de omraader, hvori TAC og kvoterne kan fiskes, anvender forordningerne en opdeling i statistiske underomraader og afsnit for fiskeri i det nordoestlige Atlanterhav, der er foretaget af Det Internationale Havundersoegelsesraad (ICES), og en opdeling i omraader, der er fastsat af Komitéen for Fiskeriet i Det OEstlige Centrale Atlanterhav (CECAF).
7. Det bemaerkes, at kvoterne for hver fiskeart fastsaettes ved disse forordninger, idet det yderligere praeciseres, i hvilke zoner de kan fiskes. Det er netop dette forhold, der er det centrale i sagen.
8. Kongeriget Spanien goer nemlig udelukkende gaeldende, at Faellesskabet ikke har selvstaendig kompetence til at fastsaette kontrolforanstaltninger for fangster taget uden for farvande henhoerende under medlemsstaternes hoejhedsomraade eller jurisdiktion.
9. Ifoelge Kommissionen fremgaar det "udtrykkeligt" af de paagaeldende forordninger, at de samlede tilladte fangstmaengder (TAC) og kvoterne gaelder for samtlige ICES-afsnit eller -underomraader, medmindre andet anfoeres.
10. Ved en gennemgang af de naevnte forordninger kan det faktisk konstateres, at angivelsen af det relevante ICES-omraade kun i visse tilfaelde kombineres med betegnelsen "EF", mens denne betegnelse i andre tilfaelde mangler (8). Det er derfor klart, at i sidstnaevnte tilfaelde gaelder TAC eller kvoten for hele ICES-zonen uden blot at vaere begraenset til den del, der henhoerer under EF-medlemsstaternes soeterritorium. I de naevnte forordninger ledsages angivelsen af visse kvoter yderligere af bemaerkningen: "Maa kun fiskes i farvande under den paagaeldende medlemsstats hoejhedsomraade eller jurisdiktion eller i internationale farvande i det paagaeldende omraade" (9). Navnlig vedroerer de omhandlede forordninger endelig ICES-omraader, saasom omraade IX, der i det vaesentlige ligger uden for Faellesskabets farvande.
11. Det er saaledes helt klart, at disse forordninger fastsatte kvoter for omraader, der ikke er begraenset til Faellesskabets farvande, men, i paakommende tilfaelde, ogsaa omfatter internationale farvande.
12. Kongeriget Spanien har imidlertid anfaegtet Faellesskabets kompetence til at fastsaette foranstaltninger til begraensning af fiskeriet i internationale farvande - og endnu engang er det det eneste anbringende, Kongeriget Spanien har fremsat til sit forsvar.
13. Hvorom alting er, maa dette anbringende anses for en ulovlighedsindsigelse mod de omhandlede forordninger, idet bestemmelserne ikke - i modsaetning til det af Spanien anfoerte - giver mulighed for fortolkning i denne henseende. Faellesskabet har klart udoevet den kompetence, som Kongeriget Spanien anfaegter. Uanset hvilken form den sagsoegte stat iklaeder sit argument, bestaar dette netop i at saette spoergsmaalstegn ved denne kompetence.
14. Spanien paaberaaber sig imidlertid ikke ulovligheden af de forordninger, som Kommissionen ved sagsanlaegget har haevdet, at Spanien har tilsidesat. Derimod har Spanien herved uundgaaeligt anfaegtet lovligheden af bestemmelserne om fastsaettelsen af TAC-omraaderne, hvis gennemfoerelse netop skal sikres ved de kontrolforanstaltninger, der er genstand for sagen. Det er klart, at hvis det spanske anbringende kan tiltraedes, for saa vidt angaar Faellesskabets manglende kompetence til at fastsaette TAC for internationale farvande, vil Kommissionen ikke faa medhold i sin paastand om, at kontrolforanstaltningerne for fangster i de naevnte farvande ikke er gennemfoert. Det er lige saa sikkert, at hvis Domstolen tager det spanske anbringende til foelge, vil forordningerne om fastsaettelse af kvoter blive uvirksomme, for saa vidt som de vedroerer det omraade, der ligger uden for Faellesskabets farvande. Kongeriget Spanien har forsoegt at undgaa, at dets anbringende betegnes som ulovlighedsindsigelse, idet det goer gaeldende, at der er tale om en fortolkning af bestemmelserne. Domstolen boer imidlertid fastslaa, at anbringendet med hensyn til dets indhold og formaal i realiteten udgoer en ulovlighedsindsigelse, og derfor behandle det som saadant. Det skal understreges, at naar det er den kompetence, Faellesskabet faktisk har udoevet ved de omhandlede forordninger, der anfaegtes, kan den "etiket", hvorunder den sagsoegte stat tager til genmaele, naturligvis ikke vaere til hinder for, at Domstolen anvender den rette betegnelse og derved fastslaar, at der helt konkret er tale om en ulovlighedsindsigelse.
15. Selv om Kommissionen tilsyneladende under retsmoedet har fornemmet, at det spanske anbringende i virkeligheden var en ulovlighedsindsigelse mod de omhandlede forordninger, udtalte den sig imidlertid ikke om, hvorvidt en stat under en traktatbrudssag kan rejse en saadan indsigelse mod en forordning.
16. Det ville i oevrigt have vaeret oenskeligt, om parterne klart havde taget stilling hertil, idet Domstolen endnu ikke i tidligere domme har afgjort dette vaesentlige principielle spoergsmaal.
17. Efter min opfattelse kan Domstolen ikke undgaa at behandle spoergsmaalet i den foreliggende sag. En behandling af Kongeriget Spaniens anbringende vil nemlig noedvendigvis indebaere, at det anerkendes, at en stat kan paaberaabe sig ulovligheden af en forordning, som ligger til grund for en traktatbrudssag. Det er imidlertid ikke muligt stiltiende at tilslutte sig et saadant synspunkt, og efter min mening er det absolut noedvendigt at tage stilling til spoergsmaalet. Som allerede naevnt har Domstolen ikke klart loest dette problem. Domstolens praksis indeholder imidlertid interessante retningslinjer.
18. I sagen Italien mod Kommissionen og Raadet (10) havde den sagsoegende stat til stoette for et annullationssoegsmaal til proevelse af en forordning rejst ulovlighedsindsigelse mod en anden forordning. Ganske vist tog Domstolen ikke ulovlighedsindsigelsen til foelge, da der kun var en meget ringe forbindelse mellem de to forordninger. Det maa imidlertid konstateres, at Domstolen ikke valgte den loesning generelt at udelukke en stat fra muligheden for at rejse ulovlighedsindsigelse mod en forordning, og at en gennemgang af dommen tvaertimod klart giver det indtryk, at Domstolen i princippet anerkendte, at en saadan mulighed bestaar. Det er rigtigt, at den juridiske teori undertiden har antaget, at en saadan loesning hoejst kan omfatte den af en stat rejste ulovlighedsindsigelse under en af staten anlagt annullationssag, men derimod ikke en saadan indsigelse, saafremt den rejses som forsvar under en traktatbrudssag (11). Efter min opfattelse er det vanskeligt at begrunde sidstnaevnte sondring, naar henses til den generelle formulering af dommen, hvori det fastslaas, at
"ifoelge denne artikel [184] kan hver part i en retstvist, der angaar gyldigheden af en forordning, goere gaeldende, at forordningen af de i artikel 173, stk. 1, naevnte grunde ikke kan finde anvendelse".
19. Jeg skal herefter henvise til Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Tyskland (12). Domstolen behandlede her blot den sagsoegte stats klagepunkter vedroerende ulovligheden af de bestemmelser, som Kommissionen paastod tilsidesat. En gennemgang af dommen og af retsmoederapporten viser imidlertid, at det her foreliggende processuelle problem ikke havde vaeret genstand for saerlig behandling.
20. Yderligere mener jeg, at Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Belgien (13) absolut ikke udelukker, at en medlemsstat under en sag kan nedlaegge paastand om, at en forordning er ulovlig. Inden Domstolen fastslog, at ulovligheden af en individuel beslutning ikke kan paaberaabes af den medlemsstat, som en konkret beslutning retter sig til, udtalte Domstolen nemlig, at
"indsigelsen i Traktatens artikel 184 ifoelge bestemmelsens ordlyd [er] begraenset til retstvister, der angaar en af Raadets eller Kommissionens forordninger" (14).
21. Samtidig med at Domstolen saaledes afgraensede arten af de retsakter, der kan goeres til genstand for en ulovlighedsindsigelse, stadfaestede den ikke desto mindre ordlyden af artikel 184 og dermed, efter min opfattelse, den mulighed, bestemmelsen indebaerer ogsaa for den stat, der er genstand for en traktatbrudssag.
22. Det er korrekt, at Domstolen i Simmenthal IV-dommen (15) fastslog, at
"EOEF-Traktatens artikel 184 [er] udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik paa at opnaa annullation af en beslutning, som beroerer ham umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfaegte gyldigheden af tidligere retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for den anfaegtede beslutning, ogsaa selv om parten ikke var befoejet til i medfoer af Traktatens artikel 177 at anlaegge direkte soegsmaal mod de naevnte retsakter, hvis retsvirkninger parten saaledes er omfattet af, uden at have vaeret i stand til at anlaegge sag om ophaevelse af dem" (16).
Denne praemis paaberaabes af de forfattere (17), der ikke mener, at staterne kan rejse ulovlighedsindsigelse over for en forordning, som de kunne have anfaegtet direkte. Naar henses til muligheden for at anlaegge annullationssoegsmaal til proevelse af forordninger, kan staterne ikke ogsaa have mulighed for at rejse en ulovlighedsindsigelse, uden at det krav om retssikkerhed, der ligger til grund for den i artikel 173 fastsatte soegsmaalsfrist, tilsidesaettes. Ud fra dette synspunkt ville bestemmelsen alene have til formaal at "beskytte borgerne mod individuelle beslutninger, der traeffes paa grundlag af ulovlige forordninger, og saaledes udligne den for dem gaeldende begraensning af muligheden for at anlaegge direkte soegsmaal til proevelse af selve forordningen" (18).
23. Jeg for mit vedkommende kan tilslutte mig den overvejende opfattelse i den juridiske teori (19), hvorefter en stat under en traktatbrudssag kan rejse ulovlighedsindsigelse mod en forordning. De fleste generaladvokater synes at kunne tilslutte sig denne opfattelse (20).
24. For det foerste er ordlyden af artikel 184 fuldstaendig klar: "Uanset udloebet af den frist, der er fastsat i artikel 173, stk. 3, kan hver part i en retstvist, der angaar en af Raadets eller Kommissionens forordninger, for Domstolen paaberaabe sig de i artikel 173, stk. 1, naevnte grunde og goere gaeldende, at forordningen ikke kan finde anvendelse."
25. Det er klart, at naar "hver part" ved at rejse indsigelse kan goere gaeldende, at en forordning er ulovlig, kan denne mulighed ikke udelukkende forbeholdes private, uden at bestemmelsen herved fortolkes restriktivt (21). Selv om det fremgaar af denne bestemmelse, at der kan rejses ulovlighedsindsigelse, "uanset" om soegsmaalsfristen er udloebet, kan det imidlertid naeppe haevdes, at denne mulighed skal forbeholdes de parter, som netop ikke kunne have handlet inden for denne frist.
26. Ved at foreskrive, at der kan rejses ulovlighedsindsigelse, selv om fristen for at anlaegge annullationssoegsmaal er udloebet, giver bestemmelsen tvaertimod ubestrideligt de privilegerede sagsoegere, som principalt kunne have anlagt annullationssoegsmaal, en ekstra mulighed for domstolskontrol.
27. Selv om ovennaevnte Simmenthal IV-dom tilsyneladende goer muligheden for at rejse ulovlighedsindsigelse under en sag betinget af, at der ikke var mulighed for at anlaegge annullationssoegsmaal, mener jeg, at denne opfattelse er for restriktiv og i strid med artikel 184, hvis den indebaerer, at stater udelukkes fra muligheden for at fremsaette ulovlighedsindsigelse.
28. I oevrigt kan jeg umuligt forestille mig, at Domstolen over for en forordning, der som paapeget af den sagsoegte medlemsstat i visse henseender maa anses for ulovlig, blot - saa at sige automatisk - skulle fastslaa, at der foreligger traktatbrud, uden at behandle disse klagepunkter, men blot bemaerke, at de kunne have vaeret fremfoert under et annullationssoegsmaal (22).
29. Det er rigtigt, at for saa vidt angaar beslutninger rettet til en stat, har Domstolen udelukket, at der kan fremsaettes ulovlighedsindsigelse over for disse beslutninger (23). Jeg skal dog ikke i denne forbindelse undlade at bemaerke, at ordlyden af artikel 184 alene vedroerer forordninger, og at disse til forskel fra beslutninger ikke retter sig til staterne. Det kan ikke udelukkes, at forskellen mellem ulovlighedsindsigelsen, for saa vidt angaar, paa den ene side, forordningen, som retligt set ikke retter sig til staten, og, paa den anden side, beslutningen, som retter sig til staten, beror paa disse retsakters forskellige karakter. Med andre ord kan den retsakt, der retter sig til en stat, kun proeves paa statens initiativ ved et selvstaendigt soegsmaal, mens forordningen, som har lovskraft, under en verserende sag kan kraeves proevet paa initiativ af staterne, som er bundet af denne retsakt, selv om den ikke i retlig henseende retter sig til dem.
30. Jeg skal yderligere henlede Domstolens opmaerksomhed paa en raekke betragtninger af judiciel karakter. Ved at fratage medlemsstaterne muligheden for at rejse ulovlighedsindsigelse mod en forordning, opstaar der en ikke ubetydelig risiko for en stigning i antallet af rent "forebyggende" direkte soegsmaal. Yderligere udgoer annullationssoegsmaalet efter artikel 173 en abstrakt kontrol af generelle retsregler, mens alene proevelsen af en retsakt under en verserende sag, der oenskes foretaget som foelge af en konkret vanskelighed ved anvendelsen, kan afsloere visse mangler ved faellesskabslovgivningen (24).
31. Endelig er det undertiden fremfoerte argument, hvorefter medlemsstaternes deltagelse i udarbejdelsen af forordningerne i Raadets regi skulle goere det muligt for dem at paavirke indholdet og forebygge ulemper, langt fra overbevisende (25). For det foerste gaelder det i paakommende tilfaelde kun forordninger, der er vedtaget i Raadet efter reglen om enstemmighed. I et saadant tilfaelde udgoer disse betragtninger imidlertid navnlig ingen hindring for staternes mulighed for at anlaegge annullationssoegsmaal. Med hvilken begrundelse skulle de udgoere en hindring for at goere en indsigelse om ulovlighed gaeldende?
32. For saa vidt som Kongeriget Spaniens anbringende efter min opfattelse maa anses for en ulovlighedsindsigelse mod de omhandlede forordninger om fastsaettelse af kvoter, og af Domstolen boer behandles som saadant, skal jeg derfor foreslaa, at Domstolen anerkender, at en medlemsstat til sit forsvar kan fremsaette dette anbringende under en traktatbrudssag. Jeg skal yderligere bemaerke, at der i det mindste for en af de to omhandlede forordninger, der blev vedtaget, inden Kongeriget Spaniens tiltraedelse af Faellesskabet traadte i kraft, kan rejses alvorlig tvivl om selve princippet og om muligheden for, at denne medlemsstat kan anlaegge annullationssoegsmaal, for saa vidt som det netop er en saadan mulighed, der ifoelge den retsopfattelse, der gaar imod en stats mulighed for at rejse ulovlighedsindsigelse mod en forordning under en traktatbrudssag mod staten, begrunder denne udelukkelse.
33. Denne sag vedroerer saaledes spoergsmaalet om, i hvilket omfang Faellesskabets interne kompetence paa den faelles fiskeripolitiks omraade omfatter selvstaendige regler for fangster taget uden for Faellesskabets farvande. Kan TAC' er og kvoter med andre ord omfatte fangster taget i internationale farvande?
34. Kongeriget Spanien har her i det vaesentlige gjort gaeldende, at de eneste foranstaltninger, som Faellesskabet kan traeffe, for saa vidt angaar fangster uden for de farvande, der henhoerer under EOEF-medlemsstaternes hoejhedsomraade eller jurisdiktion, bestaar i at forhandle internationale aftaler og traeffe foranstaltninger til gennemfoerelse af saadanne aftaler.
35. Heroverfor har Kommissionen fremfoert en saerdeles gennemarbejdet argumentation, som imidlertid synes at have svingende vaerdi. Jeg skal foerst behandle de aspekter, som naeppe kan anses for relevante.
36. Det gaelder for det foerste henvisningen til Faellesskabets egen lovgivningspraksis. Naar den sagsoegte stat anfaegter omfanget af Faellesskabets kompetence, kan Kommissionen ud fra dette synspunkt naturligvis ikke tilbagevise et saadant argument ved at henvise til faellesskabsregler, der er vedtaget under udoevelse af den kompetence, der netop nu anfaegtes.
37. Jeg skal derfor ikke i denne sag tillaegge den af Faellesskabet paa dette omraade fastsatte afledte ret principiel betydning. Jeg skal begraense mig til at goere opmaerksomhed paa de ikke ubetydelige noedvendige aendringer af Raadets hidtil fulgte praksis, saafremt Domstolens tilslutter sig den spanske regerings opfattelse.
38. Henvisningen til Faellesskabets indgaaelse af internationale aftaler vedroerende det aabne hav kan heller ikke bidrage positivt til debatten. Spanien har nemlig paa ingen maade anfaegtet Faellesskabets eksterne kompetence paa dette omraade, men omfanget af den interne kompetence.
39. Derimod synes Kommissionen med rette at have paaberaabt sig de principper, der kan udledes af Domstolens praksis. Det er ikke lykkedes den spanske regering at rejse tvivl om den helt utvetydige betydning af den vigtige Kramer-dom (26).
40. I denne dom fastslog Domstolen, at
"herefter foelger det af selve de forpligtelser og befoejelser, som i henhold til faellesskabsretten internt er tillagt Faellesskabets institutioner, at Faellesskabet har kompetence til at paatage sig internationale forpligtelser til bevaring af havets ressourcer" (27).
Domstolen havde foerst udtalt, at
"Faellesskabet paa det interne plan har kompetence til at traeffe enhver foranstaltning til bevaring af havets biologiske ressourcer, og saadanne foranstaltninger kan omfatte fastsaettelse af fangstkvoter og disses fordeling mellem de forskellige medlemsstater" (28),
idet Domstolen fremhaevede, at det
"foelger ... af tiltraedelsestraktatens artikel 102, af artikel 1 i den naevnte forordning og i oevrigt af forholdets natur, at Faellesskabets saglige lovgivningskompetence - for saa vidt som staterne ifoelge international offentlig ret har en tilsvarende kompetence - ogsaa omfatter fiskeri paa det aabne hav" (29).
41. Over for saa klare praemisser har Kongeriget Spanien gjort gaeldende, at de skal ses i relation til dommen, der vedroerer spoergsmaalet om Faellesskabets eksterne kompetence og derfor ikke med rette kan paaberaabes, for saa vidt angaar Faellesskabets interne kompetence.
42. Denne opfattelse er i strid med den klare logiske tankegang, der karakteriserer Domstolens praksis vedroerende Faellesskabets eksterne kompetence.
43. Uden i detaljer at gengive Domstolens behandling af dette spoergsmaal skal jeg blot erindre om, at parallelismen mellem den interne og den eksterne kompetence naturligvis forudsaetter, at foerstnaevnte kompetence bestaar, for at den - om jeg saa maa sige - kan overfoeres paa det eksterne plan. Det er netop saaledes Kramer-dommen er opbygget.
44. Det er blevet udtrykt saaledes: "Parallelismen er resultatet af og ikke grunden til den stiltiende tildeling af ekstern kompetence; det virkelige grundlag for den eksterne kompetence er den automatiske forlaengelse af den interne kompetence. Heraf foelger, at den interne kompetence skal vaere af retsanordnende karakter, da man vanskeligt kan forestille sig, hvorledes den Faellesskabet tillagte kompetence kan danne grundlag for at afslutte en international aftale, der selv skaber rettigheder og forpligtelser, hvis kompetencen ikke paa det interne plan havde retsanordnende karakter." (30) Forfatteren fortsaetter: "I Kramer-sagen antog Domstolen, at da fiskeri inden for - og endog uden for - 200-soemilegraensen er omfattet af Faellesskabets fiskeripolitik, der igen er omfattet af den faelles landbrugspolitik, kan Faellesskabet afslutte fiskeriaftaler under henvisning til artikel 43." (31)
45. Ikke alene giver Kramer-dommen saaledes et fuldstaendig klart svar paa den spanske regerings opfattelse, omend i stik modsat retning, men denne opfattelse styrkes heller ikke ved en gennemgang af Domstolens senere praksis.
46. I dommen i sagen Kommissionen mod Irland (32) udtalte Domstolen under henvisning til Kramer-dommen, at
"Faellesskabet [har] kompetence til at traeffe bevarelsesforanstaltninger baade selvstaendigt og i form af forpligtelser i henhold til konventioner med tredjelande eller inden for rammerne af internationale organisationer" (33),
hvorved Domstolen klart bekraefter parallelismen mellem den interne og den eksterne kompetence, men i alt fald ikke stoetter den opfattelse, hvorefter der ikke bestaar en selvstaendig EF-kompetence til at begraense fiskeriet i det aabne hav.
47. Jeg mener i oevrigt, at Kommissionen med rette har henvist til Van Dam-dommen (34). Det drejede sig om selvstaendige foranstaltninger, som en medlemsstat, Nederlandene, havde truffet uafhaengigt af gennemfoerelsen af enhver international forpligtelse, og hvorved medlemsstaten forboed fiskeri af visse fiskearter i farvande henhoerende under EOEF-medlemsstaternes jurisdiktion samt i andre farvande, herunder Norges. Disse foranstaltninger var blevet truffet, inden Raadet fastsatte bevaringsforanstaltninger i henhold til artikel 102 i tiltraedelsesakten af 1972. Domstolen fastslog, at de omhandlede nationale foranstaltninger "paa det paagaeldende tidspunkt" - under hensyntagen til Raadets passivitet paa omraadet - henhoerte under medlemsstaternes kompetence, hvilket er i overensstemmelse med Domstolens afgoerelse i sagen Kommissionen mod Irland for den paagaeldende periode. Anerkendte Domstolen saaledes ikke stiltiende, at hvis medlemsstaterne ved nationale bestemmelser kunne traeffe foranstaltninger, saa laenge Faellesskabet ikke havde udoevet sin kompetence paa omraadet, omfattede denne en selvstaendig kompetence til at fastsaette regler, hvis raekkevidde, i paakommende tilfaelde, gik ud over de farvande, der henhoerte under medlemsstaternes jurisdiktion?
48. Endelig mener jeg ikke, at Domstolens nyere dom i sagen Spanien og Frankrig mod Kommissionen (35) er i strid med Kommissionens opfattelse. Domstolen udtalte, at:
"Reglerne om kontrol af fiskeriet, som er snaevert forbundet med faellesskabsordningen for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, ikke finder anvendelse paa omraader, hvor der ikke gaelder nogen fangstbegraensning i medfoer af en faellesskabsforordning eller en aftale mellem Faellesskabet og tredjelande" (36).
49. Maaske kan man i denne praemis finde en udtrykkelig bekraeftelse af Faellesskabets selvstaendige kompetence med henblik paa at begraense fiskeriet i et hvilket som helst omraade? Det er under alle omstaendigheder klart, at den spanske opfattelse, hvorefter Faellesskabets retsanordnende kompetence er begraenset til Faellesskabets soeterritorium, ikke finder stoette i denne afgoerelse.
50. Jeg skal i oevrigt bemaerke, at det centrale problem i den paagaeldende sag ikke vedroerte den geografiske raekkevidde af Faellesskabets kompetence paa omraadet, men spoergsmaalet om, hvorvidt reglerne om kontrol af fiskeriet kunne anvendes paa forvaltningen af fiskeriaftaler med udviklingslandene uden for rammerne af faellesskabsordningen for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne.
51. Det skal endelig tilfoejes, at selv om generaladvokat Tesauro, hvis forslag til afgoerelse i vidt omfang er blevet paaberaabt af den spanske regering, anfoerte, at faellesskabsordningen paa dette omraade var udformet som et saet foranstaltninger, der i det vaesentlige skulle finde anvendelse i Faellesskabets farvande, haevdede han dog paa ingen maade, at Faellesskabets selvstaendige kompetence skulle vaere begraenset til disse farvande.
52. Efter min mening fremgaar det klart af Domstolens praksis, at Faellesskabets selvstaendige kompetence til at traeffe foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne, om noedvendigt, omfatter det aabne hav. Kongeriget Spaniens standpunkt forekommer saaledes selvmodsigende, idet det accepterer foelgerne, dvs. eksistensen af en ekstern faellesskabskompetence, men ikke praemisserne, dvs. eksistensen af en intern faellesskabskompetence.
53. I besvarelse af visse spoergsmaal til den spanske regering under retsmoedet, hvorved det uholdbare i en saadan opfattelse blev fremhaevet, fastholdt regeringen, at Faellesskabet ikke kan have en selvstaendig kompetence til at begraense fiskeriet i det aabne hav, da medlemsstaterne, i alt fald Spanien, ikke tidligere havde en saadan kompetence. Med andre ord har Faellesskabet ikke nogen intern kompetence paa dette omraade, da medlemsstaterne ikke havde nogen kompetence, de kunne have "overfoert".
54. Denne udtalelse er overraskende. Spoergsmaalet er ikke, om medlemsstaterne faktisk har begraenset fiskeriet fra deres fartoejer i internationale farvande. Spoergsmaalet er, om denne kompetence "tilkommer staterne i henhold til international offentlig ret" (37).
55. Som Det Forende Kongerige har anfoert under den mundtlige forhandling, indebaerer den spanske regerings udtalelser, at der netop saettes spoergsmaalstegn ved et grundlaeggende princip i den internationale havret, nemlig princippet om flagstatens lovgivning. For saa vidt angaar navnlig fiskeri i det aabne hav, gaelder foelgende principper i den internationale offentlige ret: "Ud over at give alle stater ret til at fiske og til at give deres borgere tilladelse til at udnytte denne ret, er den ordning, der bygger paa 'friheden paa det aabne hav' , i overensstemmelse med kompetencefordelingen mellem staterne. Inden for territorialgraensen deles kompetencen til at udstede love og administrative bestemmelser normalt af staterne efter territorialitetsprincippet. I det aabne hav tilhoerer kompetencen til at fastsaette forskrifter for fartoejerne og til at haandhaeve disse i det vaesentlige flagstaten. Generelt har en stat i det aabne hav fuld kompetence over for alle fartoejer, der sejler under denne stats flag, mens forskrifter og gennemfoerelsen heraf, der ogsaa skal anvendes over for fartoejer, der sejler under en anden stats flag, skal vedtages, eller i det mindste godkendes, af de forskellige andre flagstater, der kan komme i betragtning." (38) I retlig henseende kan der saaledes ikke saettes spoergsmaalstegn ved staternes kompetence.
56. I praksis er det ganske vist saaledes, at staterne giver "brugerne fuld individuel frihed" (39) ved ikke at regulere bevarelsen af fiskebestandene i det aabne hav. Men dette forhold, som sandsynligvis belyser baggrunden for den spanske regerings standpunkt (40), er ikke i strid med det grundlaeggende princip om staternes kompetence, for saa vidt angaar den internationale offentlige ret, til at fastsaette eventuelle begraensninger for fangster i det aabne hav. Det er efter min mening det resultat, Domstolen boer naa frem til.
57. Jeg skal bemaerke, at Spanien yderligere har anfoert, at Faellesskabets ensidige begraensning af fiskeriet i det aabne hav vil skade de spanske fiskere uden at vaere effektiv, idet lande uden for Faellesskabet fortsat vil give deres fiskerflaader fuld frihed. Efter min mening er dette argument alene fremfoert, fordi det nu engang er belejligt, men det er ikke relevant i en debat vedroerende spoergsmaalet, om Faellesskabet har kompetence paa dette omraade eller ikke.
58. Man maa imidlertid ikke se bort fra, at det vil faa saerdeles skadelige praktiske foelger for selve effektiviteten af Faellesskabets fiskeripolitik, saafremt Kongeriget Spaniens synspunkt laegges til grund. Kommissionen og Det Forenede Kongerige, der er indtraadt i sagen som intervenient, har her fremfoert en raekke globalt set meget overbevisende argumenter. Navnlig to punkter er af interesse.
59. Dels kan fiskeressourcerne, dvs. fiskebestandene, bevaege sig naturligt inden for eller uden for graenserne for Faellesskabets fiskeriomraade. Det kan naeppe bestrides, at begraensningen af fiskeriet til de tilfaelde, hvor fiskebestanden befinder sig i Faellesskabets soeterritorium, ikke er saerligt realistisk og fuldstaendig undergraver formaalet med bevarelsen af den paagaeldende bestand, da den ikke vil vaere undergivet nogen kvote, saafremt den bevaeger sig uden for 200-soemilezonen.
60. Dels bestaar der betydelig risiko for svig, saafremt kvoteordningen kun skulle anvendes paa fangster i soeterritoriet. Fangster i Faellesskabets zone vil saaledes kunne anmeldes som vaerende taget i det aabne hav, mens indlysende vanskeligheder ved at kontrollere, hvor fiskeriet rent faktisk har fundet sted, goer det umuligt at afsloere disse falske anmeldelser, i det mindste paa grundlag af de for tiden anvendte tekniske hjaelpemidler. Den spanske regering har i oevrigt i denne forbindelse ikke bestridt Kommissionens udtalelse om, at der bestaar en fare for, at hele ordningen til begraensning af fiskeriet, som danner grundlaget for den faelles politik for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, vil kunne bryde sammen.
61. Uden at jeg her skal undersoege, i hvilket omfang begraensning af fiskeriet uden for Faellesskabets omraade bidrager til bevarelsen af fiskeressourcerne i de internationale farvande som saadanne, er de af Faellesskabet trufne foranstaltninger med dette formaal for oeje under alle omstaendigheder absolut noedvendige, naar henses til selve formaalet med den faelles fiskeripolitik.
62. Jeg skal herefter behandle Kongeriget Spaniens sidste argument, hvorefter tiltraedelsesakten udelukker, at Faellesskabet har kompetence til at regulere fiskeriet uden for Faellesskabets soeterritorium. Ifoelge den sagsoegte stat fremgaar det af tiltraedelsesaktens artikel 156, der lyder saaledes: "Med henblik paa integrationen i den faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne, der blev indfoert ved forordning (EOEF) nr. 170/83, er adgangen for fartoejer, der foerer spansk flag, og som er registreret og/eller indskrevet i en havn beliggende i det omraade, hvor den faelles fiskeripolitik finder anvendelse, til farvande, som henhoerer under de nuvaerende medlemsstaters hoejhedsomraade eller jurisdiktion, og som er omfattet af Det Internationale Havundersoegelsesraad (ICES), undergivet den ordning, der fastlaegges i denne afdeling."
63. Kongeriget Spanien udleder heraf, at de andele af TAC, der tildeles Spanien i henhold til tiltraedelsesaktens artikel 161, der findes i samme afdeling som artikel 156, ikke kan anvendes uden for 200-soemilegraensen, hvor de ICES-zoner, for hvilke en bestemt kvote reserveres Spanien, ligger.
64. Med andre ord kan den andel af kvoterne, der tildeles Spanien i henhold til artikel 161, ikke anvendes uden for Faellesskabets soeterritorium, for saa vidt som artikel 156 bestemmer, at adgangen til de farvande, som henhoerer under medlemsstaternes jurisdiktion og ICES-zonerne, reguleres af bestemmelserne i den paagaeldende afdeling i tiltraedelsesakten. Omvendt kan disse bestemmelser ifoelge Kongeriget Spanien saaledes ikke anvendes paa zoner, som ikke henhoerer under medlemsstaternes jurisdiktion, selv om de maatte ligge i ICES-zonerne.
65. En naerlaesning af afdelingen viser, at denne fortolkning er uholdbar.
66. Der skal nemlig sondres mellem, paa den ene side, artikel 156-160, som regulerer adgangen til farvande henhoerende under de ti "gamle" medlemsstaters jurisdiktion, og, paa den anden side, artikel 161, der fastsaetter de andele af TAC for arter, der er undergivet TAC og kvoter, som skal tildeles Spanien; disse andele kan efter min mening ikke antages at vaere begraenset til de naevnte medlemsstaters omraader.
67. Denne analyse hviler foerst og fremmest paa ordlyden af de omhandlede bestemmelser. Ifoelge selve overskriften vedroerer afdeling II "Adgang til farvande og ressourcer". Der sondres saaledes mellem de to situationer. Artikel 156 vedroerer imidlertid kun spanske fartoejers adgang til de ti "gamle" medlemsstaters farvande i henhold til de i artikel 157-160 naermere fastsatte regler (der er tale om overgangsbestemmelser, som fraviger princippet om lige adgang for den enkelte stats fartoejer til samtlige medlemsstaters farvande). Disse bestemmelser, herunder artikel 156, vedroerer saaledes ikke ressourcerne. Foelgelig omfatter artikel 156' s anvendelsesomraade (adgang til de ti "gamle" medlemsstaters farvande, som henhoerer under ICES-omraaderne) ikke fordelingen af ressourcerne, medmindre artikel 161 vedroerende fordelingen af ressourcerne kan fortolkes saaledes, at bestemmelsen har samme anvendelsesomraade. Det er ikke tilfaeldet.
68. Jeg skal her foerst bemaerke, at bestemmelsen vedroerer ICES-omraader uden begraensning, og at det ikke angives, at den alene omfatter de ti "gamle" medlemsstaters soeterritorium. Yderligere kan artikel 161 navnlig ikke antages at vaere undergivet samme geografiske anvendelsesomraade som artikel 156, da den udtrykkeligt fastsaetter kvoter for Spanien i ICES-afsnittene VIIIc og IX, som ligger helt uden for de ti "gamle" medlemsstaters farvande. At fordelingen af ressourcerne ubestrideligt foretages for omraader, der ligger uden for de ti "gamle" medlemsstaters farvande, beviser netop, at anvendelsesomraadet for ordningen for adgang til farvandene - de ti "gamle" medlemsstaters farvande og farvande henhoerende ICES-omraaderne - ikke kan haevdes at gaelde fordelingen af kvoterne.
69. Foelgelig maa Domstolen tilbagevise Kongeriget Spaniens ordlydsfortolkning af tiltraedelsesaktens bestemmelser.
70. Ved ikke at gennemfoere kontrolforanstaltninger for fangster, der er taget uden for Faellesskabets soeterritorium af bestande eller grupper af bestande, der er undergivet TAC eller kvoter, har Kongeriget Spanien saaledes tilsidesat bestemmelserne i artikel 6-9 og artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 2057/82 og artikel 5-9 og artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 2241/87. Jeg skal i denne forbindelse bemaerke, at selv om der tilsyneladende kun paalaegges fartoejsfoererne forpligtelser i henhold til artikel 7 og 8 i forordning nr. 2057/82 og artikel 8 i forordning nr. 2241/87, kan en stat, som ikke registrerer visse fangster, for hvilke der gaelder en kvote, ved sin adfaerd naturligvis tilskynde skipperne paa statens fiskerfartoejer til ikke at overholde deres forpligtelser, for saa vidt angaar disse fangster; jeg mener derfor, at Kommissionen med rette har gjort gaeldende, at Kongeriget Spanien har tilsidesat den omhandlede bestemmelse.
71. Ved ikke at anlaegge straffesag eller traeffe administrative foranstaltninger over for de ansvarshavende for fiskerfartoejer, som ikke har anmeldt landing eller omladning af disse fangster, eller som har fisket og landet eller omladet fangster i omraader, hvor Spanien ikke raadede over kvoter, har Kongeriget Spanien yderligere tilsidesat artikel 1, stk. 2, i de to omhandlede forordninger.
72. Endelig kan de spanske myndigheders adfaerd foere til - og har endog ifoelge Kommissionens anbringender, der ikke er bestridt af den sagsoegte stat, foert til - at Spanien overskrider sine fiskekvoter, og at de spanske fartoejer tager fangster i omraader, hvor Spanien ikke raader over nogen kvoter. En saadan adfaerd indebaerer uundgaaeligt en tilsidesaettelse af bestemmelserne i artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 2057/82 og artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 2241/87, hvilke bestemmelser - som allerede naevnt - paalaegger medlemsstaterne at nedlaegge foreloebigt forbud mod fiskeri med virkning fra den dato, hvor deres fiskerfartoejer maa antages at have opbrugt den paagaeldende kvote.
73. Sammenfattende skal jeg derfor foreslaa Domstolen foelgende:
1) Det fastslaas, at Kongeriget Spanien har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler det i henhold til Traktaten, idet det ikke for fangster, der er taget uden for Faellesskabets fiskeriomraade af bestande eller grupper af bestande, der er undergivet en TAC eller en kvote, har gennemfoert de kontrolforanstaltninger, der er foreskrevet i forordning (EOEF) nr. 2057/82, navnlig artikel 1 og artikel 6-10 samt i forordning (EOEF) nr. 2241/87, navnlig artikel 1, artikel 5-9 og artikel 11.
2) Kongeriget Spanien tilpligtes at betale sagens omkostninger.
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Raadets forordning af 29.6.1982 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol med fiskeri fra fartoejer hjemmehoerende i medlemsstaterne (EFT L 220, s. 1).
(2) Raadets forordning af 23.7.1987 om fastsaettelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeri (EFT L 207, s. 1).
(3) Artikel 9 i de to forordninger.
(4) Artikel 10 i forordning nr. 2057/82 og artikel 11 i forordning nr. 2241/87.
(5) Artikel 3, 6, 7 og 8 i forordning nr. 2057/82 og artikel 5, 6, 7 og 8 i forordning nr. 2241/87.
(6) Raadets forordning af 25.1.1983 om en faellesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne (EFT L 24, s. 1).
(7) Raadets forordning (EOEF) nr. 3777/85 af 31.12.1985 om aendring af forordning (EOEF) nr. 3721/85 om fastsaettelse for 1986 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 363, s. 1) og Raadets forordning (EOEF) nr. 4034/86 af 22.12.1986 om fastsaettelse for 1987 af de samlede tilladte fangstmaengder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmaengder (EFT L 367, s. 39).
(8) Jf. bl.a. bilag I til ovennaevnte forordning nr. 3777/85 (EFT L 363, s. 3) og bilag I, kolonne 2 og 3, samt bilag II til ovennaevnte forordning nr. 4034/86 (EFT L 376, s. 43 ff.).
(9) Min fremhaevelse; jf. f.eks. ovennaevnte forordning nr. 3777/85 (EFT L 363, s. 6, fodnote 1 og 2) og ovennaevnte forordning nr. 4034/86 (EFT L 376, s. 54, fodnote 1).
(10) Dom af 13.7.1966 (sag 32/65, Sml. 1965-1968, s. 293).
(11) R. Joliet: Le droit institutionnel des Communautés européennes. Le contentieux, université de Liège, 1981, s. 132-133.
(12) Dom af 18.9.1986 (sag 116/82, Sml. s. 2519).
(13) Dom af 12.10.1978 (sag 156/77, Sml. s. 1881).
(14) Praemis 22.
(15) Dom af 6.3.1979 (sag 92/78, Sml. s. 777).
(16) Praemis 39.
(17) Jf. ovennaevnte vaerk af R. Joliet.
(18) Jf. ovennaevnte vaerk af R. Joliet, s. 134.
(19) Barav, A.: "The Exception of Illegality in Community Law: A Critical Analysis", i CML Review, 1974, s. 366; Megret, J., Waelbroeck, M., Louis, J.-V., Vignes, D., Vandersanden, G.: Le droit de la CEE, bind 10, s. 359; Dubois, P.: "L' exception d' illégalité devant la Cour de justice des Communautés européennes", CDE 1978, s. 411 ff.; Louis, J.-V.: "De l' exception d' illégalité dans la jurisprudence de la Cour des Communautés européennes", Revista de derecho y jurisprudencia de Administración (Montevideo), 1965, s. 119-120; i modsat retning se bl.a. ovennaevnte vaerk af R. Joliet og G. Bebr: "Judicial Remedy of Private Parties against Normative Acts of the European Communities: The Role of the Exception of Illegality", CML Review, 1966-1967, s. 7, 11-13.
(20) Generaladvokat Roemer' s forslag til afgoerelse i ovennaevnte sag 32/65, Italien mod Kommissionen og Raadet; forslag til afgoerelse fra generaladvokat Sir Gordon Slynn i sag 181/85 (dom af 12.2.1987, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 689); forslag til afgoerelse fra generaladvokat Mancini i sag C-204/86 (dom af 27.9.1988, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 5323); disse forslag blev fremsat i sager anlagt af medlemsstaterne og ikke i traktatbrudssager, men efter min mening kan generaladvokaternes synspunkt ogsaa tages til indtaegt for en ulovlighedsindsigelse mod en forordning, der rejses af en stat som forsvar under en traktatbrudssag.
(21) Jf. dom af 15.7.1963 (sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411) og ovennaevnte forslag til afgoerelse fra generaladvokat Mancini (sag 204/86, Sml. 1988, s. 5344).
(22) Jf. ovennaevnte artikel af Barav, s. 384.
(23) En saadan loesning blev valgt i de af Kommissionen anlagte sager dels paa grundlag af artikel 93, stk. 2 (jf. Domstolens dom af 10.12.1969, forenede sager 6/69 og 11/69, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 143, og dommen i ovennaevnte sag 156/77), dels paa grundlag af artikel 169 (dom af 30.6.1988, sag 226/87, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3611); i denne forbindelse bemaerkes, at Domstolen imidlertid tog forbehold (ovennaevnte forenede sager 6/69 og 11/69) for de tilfaeldes vedkommende, hvor beslutningerne var blevet truffet paa et omraade undergivet medlemsstaternes kompetence og saaledes var uden hjemmel i Faellesskabets retsorden; der henvises her, for saa vidt angaar et direktiv, til to domme af 18.3.1980 (sag 91/79 og sag 92/79, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1099, henholdsvis s. 1115), forslag til afgoerelse fra generaladvokat Mayras; i disse sager havde den italienske regering, som ifoelge staevningen skulle have undladt at efterkomme to direktiver, anfoert, at det af direktiverne regulerede sagsomraade befandt sig "paa graensen" af faellesskabskompetencen, og at der i virkeligheden var tale om en konvention indgaaet i form af et direktiv, idet regeringen samtidig anfoerte, at det ikke ville rejse ulovlighedsindsigelse. Domstolen behandlede dette anbringende.
(24) Jf. generaladvokat Roemer' s ovennaevnte forslag til afgoerelse i sag C-32/65, Sml. 1965-1968, s. 293, hvori det fremhaeves, at "en mangel ved en generel forordning mange gange foerst opdages ved forordningens anvendelse paa enkelttilfaelde".
(25) Jf. ovennaevnte artikel af Bebr, s. 12.
(26) Dom af 14.7.1976 (forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76, Sml. s. 1279).
(27) Praemis 33.
(28) Praemis 30.
(29) Praemis 31, min fremhaevelse.
(30) G. Isaac: Droit communautaire général, Masson 1990, 3. udgave, s. 95, forfatterens fremhaevelse.
(31) Ibidem, min fremhaevelse.
(32) Dom af 16.2.1978 (sag 61/77, Sml. s. 417).
(33) Praemis 63.
(34) Dom af 3.7.1979 (forenede sager 185-204/78, Sml. s. 2345).
(35) Dom af 14.11.1989 (forenede sager 6/88 og 7/88, Sml. s. 3639); forslag til afgoerelse fra generaladvokat Tesauro.
(36) Praemis 23, min fremhaevelse.
(37) Ovennaevnte forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76.
(38) C. Fleischer: "La Pêche" i R.-J. Dupuy et D. Vignes: Traité du Nouveau Droit de la Mer, Bruylant 1985, s. 942.
(39) Ibid.
(40) Ibid. s. 942. "I praksis har det retlige kompetencefordelingssystem ofte veget pladsen for den individuelle brugers faktiske frihed. Staterne er lidet tilboejelige til at fastsaette effektive regler vedroerende bevarelsen af fiskebestandene og effektive gennemfoerelsesforanstaltninger hertil, hvis reglerne og foranstaltningerne kun retter sig til deres egne fartoejer."
Top