Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 15. marts 1989. Régie des télégraphes et des téléphones mod GB - EUR-Lex Document 61988CC0018

Vigtig juridisk meddelelse

|61988C0018

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 15. marts 1989. - REGIE DES TELEGRAPHES ET DES TELEPHONES MOD GB-INNO-BM SA. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL DE COMMERCE DE BRUXELLES - BELGIEN. - FRIE VAREBEVAEGELSER - KONKURRENCE - GODKENDELSE AF TELEFONER. - SAG 18/88.

Samling af Afgørelser 1991 side I-05941
svensk specialudgave side I-00519
finsk specialudgave side I-00551

Generaladvokatens forslag til afgørelse

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Man siger, at man ikke baade kan doemme og vaere part i en sag. Dette mundheld er en god illustration af de spoergsmaal, som er forelagt i denne sag af den stedfortraedende retsformand ved Tribunal de commerce de Bruxelles. Med disse spoergsmaal oenskes det nemlig afgjort, om faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat overdrager befoejelsen til at foere teknisk kontrol med visse produkter - hvilken kontrol i praksis er afgoerende for, om produkterne kan bringes paa markedet - til en virksomhed, som i forvejen er i konkurrence paa markedet for de paagaeldende produkter. Problemet her er med andre ord, om en stat kan overlade det til en handelsvirksomhed at foretage den tekniske godkendelse af produkter, som oenskes bragt paa markedet af andre handlende, og dermed overlade det til denne virksomhed at afgoere om produkterne skal kunne konkurrere med dens egne produkter.

2. Den konkrete sag vedroerer den befoejelse, som er tillagt Telegraf- og Telefonvaesenet i Belgien (Régie des télégraphes et des téléphones; herefter benaevnt "RTT"), til at godkende ethvert apparat, som RTT ikke selv leverer, foer dette kan tilsluttes telekommunikationsnettet, som RTT forestaar driften af. Ifoelge lov af 19. juli 1930 (1), om oprettelse af RTT, som er en juridisk person, har RTT til opgave "i almenhedens interesse at forestaa driften af telegraf- og telefonnet med og uden traad" (2). Forvaltningen af RTT henhoerer under den minister, "som har telegraf- og telefonnettet under sit ressortomraade" (3). Ved lov af 13. oktober 1930 (4) er RTT tillagt monopol paa drift af telekommunikationsnettet. Loven bestemmer, at RTT "har eneret paa at oprette og forestaa driften af telegraf- og telefonlinjer og -kontorer til brug for offentligheden" (5). Artikel 13 i ministeriel bekendtgoerelse af 20. september 1978 (6) bestemmer: "Abonnenten maa ikke uden skriftlig tilladelse fra RTT tilslutte ... apparater ... til det anlaeg, som er stillet til raadighed". Artikel 91 bestemmer: "RTT fastsaetter de naermere bestemmelser om abonnementsnettets oprettelse og tekniske udformning", og det apparatur, som tilsluttes nettet, "skal vaere leveret eller godkendt af RTT". I praksis giver RTT kun tilladelse til tilslutning af apparater, som denne ikke selv har leveret, saafremt de er af en godkendt type.

3. Tvisten i hovedsagen er opstaaet, fordi der i firmaet GB-Inno-BM' s forretninger (herefter benaevnt "Inno") er solgt nogle telefonapparater fra tredjelande, som ikke er godkendt, til meget konkurrencedygtige priser. RTT bestrider ikke, at det principielt er lovligt at saelge apparaterne, men at saelgeren ikke har oplyst kunderne i de paagaeldende butikker om, at apparaterne ikke var godkendt, hvilket indebar, at det var forbudt at tilslutte dem til nettet. RTT har derfor anlagt sag ved Tribunal de commerce de Bruxelles for, med hjemmel i medfoer af markedsfoeringsloven af 14. juli 1971 at faa tilpligtet Inno til at ophoere med denne handelspraksis, som RTT fandt var til skade for dens erhvervsinteresser. Det er paa foranledning af de anbringender, som Inno har fremfoert, at der i sagen er opstaaet et problem om, hvorvidt RTT' s stilling er forenelig med faellesskabsretten. Disse anbringender gaar ud paa, at firmaet ikke kan kritiseres for at saelge apparater uden at oplyse koeberne om, at apparaterne ikke er af en godkendt type, naar RTT' s godkendelsesbetingelser objektivt strider mod EOEF-Traktaten, navnlig artikel 86, fordi RTT paa én gang har godkendelsesbefoejelsen og samtidig konkurrerer paa markedet for salget af de apparater, den skal godkende. Den nationale ret har derfor forelagt Domstolen tre praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 30 og 86.

4. Sagen er blevet forelagt paa et tidspunkt, hvor man i stadig stigende grad erkender noedvendigheden af at udvikle det faelles marked for telekommunikation i Faellesskabet, saaledes som det fremgaar af flere af de retsakter, Raadet og Kommissionen har udstedt. Blandt retsakterne fra de senere aar boer naevnes Raadets resolution af 30. juni 1988 (7), hvori Raadet betegnede det som en af de "politiske hovedmaalsaetninger" paa telekommunikationsomraadet at udvikle et faelles marked, hvor teleadministrationer og andre televirksomheder "kan konkurrere paa lige fod", og hvori Raadet understregede, at det var noedvendigt bl.a. at sikre en

"- klar adskillelse mellem regelfastsaettelsesopgaver og driftsopgaver under skyldig hensyntagen til forholdene i de enkelte medlemsstater

- anvendelse af de relevante bestemmelser i Traktaten, isaer konkurrencebestemmelserne, paa teleadministrationer og private televirksomheder" (8).

Forud for Raadets resolution havde Kommissionen udstedt et direktiv af 16. maj 1988 om konkurrence paa teleterminalmarkederne (9). Ifoelge dette direktiv skulle "de eksisterende specifikationer og godkendelsesprocedurer for terminaludstyr" vaere fastsat inden den 1. juli 1989, og fra dette tidspunkt skulle der vaere sikret kontrol med deres anvendelse og godkendelse, ligesom kontrollen skulle "foretages af et organ, der er uafhaengigt af offentlige eller private virksomheder, der udbyder varer og/eller tjenesteydelser paa telekommunikationsomraadet" (10).

5. Hermed har EF-institutionerne altsaa taget spoergsmaalet om saadanne organers dobbeltfunktion op til behandling, dvs. dels deres funktion ved administrationen af det nationale telekommunikationsnet og som godkendelsesmyndighed for terminaludstyr, dels som saelger af saadant terminaludstyr. Den loesning, som det omhandlede direktiv af 16. maj 1988 udgoer paa dette punkt, er dog ikke blevet taget i betragtning under naervaerende sag. Under alle omstaendigheder finder direktivet - som i oevrigt er blevet indbragt til proevelse ved Domstolen under et annullationssoegsmaal (11) - foerst anvendelse fra den 1. juli 1989, hvad angaar det her i sagen omhandlede spoergsmaal. Uanset om der for tiden er et lovforslag under udfaerdigelse i Belgien med henblik paa oprettelse af en uafhaengig godkendelsesinstans i lighed med, hvad den nederlandske lovgiver for nylig har truffet beslutning om (12), skal Domstolen saaledes udelukkende foretage sin behandling af sagen paa grundlag af RTT' s nuvaerende regler og under hensyn til faellesskabsrettens udviklingstrin paa tidspunktet for de faktiske omstaendigheder i sagen.

6. Foer jeg paabegynder selve min retlige gennemgang, er der et forhold, jeg skal praecisere. De telefonapparater, som er omtvistet i hovedsagen, er af en helt almindelig type, som indeholder baade en modtager- og afsenderenhed, saaledes som det normalt er tilfaeldet med de apparater, alle telefonabonnenter raader over. De saelges som "andet apparat" paa markedet i Belgien. Naar man faar telefon i Belgien, leverer RTT abonnenten det "foerste apparat". Foersteapparaterne fremstilles af andre virksomheder i henhold til de med dem af RTT indgaaede aftaler og i overensstemmelse med de fastsatte licitationsbetingelser, hvori de tekniske krav er naermere beskrevet. Disse apparater leveres altsaa til RTT, der som eneforhandler forsyner de enkelte abonnenter dermed. For foersteapparaternes vedkommende er der saaledes ingen konkurrence, idet RTT har monopol paa markedet. For de oevrige apparaters vedkommende er markedet derimod principielt frit, og der gaelder ikke noget handelsmonopol. Ud over RTT kan altsaa ethvert firma saelge saadanne apparater paa markedet. Det under hovedsagen opstaaede spoergsmaal om, hvorvidt det er noedvendigt at indhente godkendelse, vedroerer saaledes kun ekstraapparaterne.

7. Ifoelge forelaeggelseskendelsen er det foerste spoergsmaal, Domstolen anmodes om at afgoere, om de forhold, som gaelder i Belgien, og som er genstand for tvisten i hovedsagen, er forenelige med Traktatens artikel 30.

8. Kommissionen har under sagen gjort den opfattelse gaeldende, at befoejelser af den art, som tilkommer RTT, som foelge af princippet om frie varebevaegelser i foerste raekke boer vurderes ud fra Traktatens artikel 37, som vedroerer statslige handelsmonopoler, og som, i modsaetning til den generelle bestemmelse i Traktatens artikel 30, saerlig tager sigte paa en situation af den art, RTT befinder sig i.

9. Man maa her foerst se naermere paa, hvorledes et monopol som det, RTT besidder, og som bestaar i eneretten til at "oprette og forestaa driften af telegraf- og telefonlinjer og -kontorer til brug for offentligheden" (13), kan vaere omfattet af artikel 37. I dommen af 20. marts 1985, Italien mod Kommissionen (14), fastslog Domstolen udtrykkeligt, at aktiviteter, hvorved en virksomhed driver offentlige telekommunikationssystemer og stiller dem til brugernes raadighed mod erlaeggelse af afgifter, skal betragtes som en tjenesteydelse. Som bekendt fremgaar det videre af dommene af 30. april 1974 i Sacchi-sagen (15) og af 28. juni 1983 i sagen Amélioration de l' élevage (16), at artikel 37 finder anvendelse paa varebevaegelser og ikke paa et tjenesteydelsesmonopol. Efter de samme domme kan en virksomhed, som har monopol paa udfoerelse af visse tjenesteydelser, dog komme i strid med princippet om frie varebevaegelser, hvis monopolet udnyttes paa en saadan maade, at det foerer til en forskelsbehandling til gunst for indenlandske varer. I saa fald rammes virksomheden af artikel 37.

10. Spoergsmaalet er herefter, om et tjenesteydelsesmonopol som det, RTT besidder, maa anses for at vaere udformet paa en saadan maade, at det foerer til en forskelsbehandling til skade for importerede telefonapparater. Eller sagt mere praecist, om den omstaendighed, at monopolet er forbundet saavel med en eneret til at efterproeve, om telefonapparaterne kan tilsluttes nettet, som en eneret paa selve driften af nettet medfoerer en forskelsbehandling. Det er ikke min opfattelse. Den forpligtelse til at lade apparaterne godkende, og som er direkte afgoerende for, om de kan saelges, er nemlig ikke en forpligtelse, som gaelder saerskilt for de importerede produkter, men gaelder ogsaa for de indenlandsk fremstillede produkter. Endvidere boer det tilfoejes, at betingelserne i forbindelse med denne forpligtelse er de samme for indenlandske produkter og for de fra en anden medlemsstat importerede produkter. Det er saaledes de samme tekniske specifikationer, der laegges til grund ved afgoerelsen af, om godkendelsen kan gives, uanset hvorfra apparaterne hidroerer. Det er endvidere den samme godkendelsesprocedure, der anvendes og de udgifter, der skal betales for et apparat i forbindelse med godkendelsesproceduren, veksler heller ikke, afhaengig af, om apparatet er fremstillet i Belgien eller ej. Jeg finder derfor ikke, at de retsforskrifter, der gaelder for godkendelsen, som udgangspunkt kan siges at vaere diskriminerende. De indeholder nemlig ingen retlige hindringer for at meddele den tilladelse til importerede apparater, som kraeves for ethvert apparat, foer det kan tilsluttes nettet, uanset hvorfra apparatet hidroerer.

11. Kommissionen har foreslaaet, at man ved bedoemmelsen af, hvorledes den foreliggende situation boer vurderes efter Traktatens artikel 37, som er karakteriseret ved, at indehaveren af et telekommunikationsmonopol samtidig har enebefoejelse til at meddele godkendelse, boer skelne mellem de tre forskellige eneretsbefoejelser, som tilkommer monopolet. Disse tre befoejelser er, ud over enebefoejelsen til at godkende, dels befoejelsen til at meddele tilladelse til apparatets tilslutning dels til at kontrollere, at de gaeldende forskrifter for saavel tilladelsen som godkendelsen er overholdt. Selv om godkendelsesbefoejelsen opsplittes paa denne maade, kan jeg ikke se, at den i retlig henseende indeholder nogen diskriminerende elementer.

12. Hvis man foelger samme fremgangsmaade, som Domstolen gjorde i dommen i sagen Amélioration de l' élevage (17), maa man formentlig antage, at der ikke, saa laenge de nationale forskrifter vedroerende monopolets organisation ikke er objektivt diskriminerende, er grundlag for at fastslaa, at et nationalt monopol strider mod artikel 37. For at kunne afgoere, om en teknisk procedure for godkendelse af telefonapparater i sig selv strider mod princippet om frie varebevaegelser, maa der dog efter min opfattelse tillige foretages en undersoegelse af, om en saadan procedure ifoelge artikel 30 har tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion. Efter at vaere gaaet en omvej ad artikel 37, skal jeg derfor vende tilbage til selve den grundlaeggende traktatbestemmelse, hvis jeg maa kalde den saadan.

13. Som det fremgaar af det foregaaende, er RTT og Kommissionen enige paa to vigtige punkter, som da heller ikke for alvor kan give anledning til tvist. Det foerste punkt er, at proceduren for godkendelse af telefonapparater, som gaelder uden forskel for indenlandske og importerede apparater, har en restriktiv virkning paa indfoerslerne, allerede i kraft af, at proceduren overhovedet findes, fordi de apparater, som saelges i én medlemsstat, i praksis ikke kan saelges i den anden medlemsstat uden den godkendelse, som kraeves dér. Det andet punkt er, at det paa grund af de nuvaerende forskelle i den tekniske udformning af de telekommunikationsnet, som stilles til raadighed for offentligheden i de forskellige medlemsstater, kan vaere noedvendigt, for at sikre funktionsdygtigheden af et nationalt telekommunikationsnet, at foretage en kontrol i hver af medlemsstaterne af, om de telefonapparater, der tilbydes offentligheden, opfylder de tekniske krav for at kunne tilsluttes nettet uden at skabe forstyrrelser i selve nettet, for dets brugere eller for dem, som vedligeholder nettet. Dette maa utvivlsomt anses for et tvingende krav i almenhedens interesse, som ikke blot er begrundet i hensynet til beskyttelsen af brugerne - som modtagere af tjenesteydelser - men ogsaa, og da navnlig, i hensynet til beskyttelsen af selve telekommunikationsnettet paa grund af de mangeartede strategiske hensyn, der spiller ind her, samt hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og sundhed, hvilke hensyn alle er afgoerende for nettets funktionsdygtighed.

14. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til de "vaesentlige krav", som er foreskrevet i Raadets direktiv 86/361/EOEF af 24. juli 1986 om foerste fase af den gensidige anerkendelse af typegodkendelser af teleterminaludstyr (18). Formaalet med dette direktiv er ifoelge artikel 1, at medlemsstaterne sikrer en "gensidig anerkendelse af resultaterne af proevning af seriefremstillet teleterminaludstyrs overensstemmelse med faelles overensstemmelsesspecifikationer". Disse bestemmelser finder dog ikke anvendelse paa den foreliggende sag, da der endnu ikke er gennemfoert faelles specifikationer inden for Faellesskabet for de her i sagen omhandlede telekommunikationsnet. Det boer dog naevnes, at disse specifikationer skal opfylde visse "vaesentlige krav", som ifoelge direktivets artikel 2, nr. 17, "for tiden" er foelgende:

- brugersikkerhed

- sikkerhed for de ansatte i de selskaber, der driver de offentlige telekommunikationsnet

- beskyttelse af offentlige telekommunikationsnet mod skade

- driftskompatibilitet mellem terminaludstyr "i begrundede tilfaelde".

Den foretagne analyse af de tvingende krav, som goer det noedvendigt at kontrollere, om de oenskede apparater er teknisk kompatible med nettet, har saaledes tillige grundlag i en af EF-lovgiver udstedt retsakt.

15. Naar der foreligger saadanne tvingende krav, maa herpaa beroende indfoerselshindringer efter Domstolens faste praksis accepteres i det omfang, de er noedvendige. Det er imidlertid netop i vurderingen af, om hindringerne skyldes noedvendige hensyn - og i denne sag skyldes den godkendelsesprocedure, som er foreskrevet af RTT - at RTT og Kommissionen er uenige. Efter RTT' s opfattelse er forskrifterne for denne procedure noeje afpasset efter de hensyn, som de skal tilgodese. Efter Kommissionens opfattelse er visse af forskrifterne for vidtgaaende og staar ikke i rimeligt forhold til, hvad der er noedvendigt for at sikre en effektiv beskyttelse af disse hensyn.

16. Til stoette for sin opfattelse har Kommissionen foretaget en utrolig detaljeret gennemgang af de tekniske specifikationer, som RTT kraever for at godkende et apparat, hvormed Kommissionen oensker at paavise, at visse af disse krav er mere restriktive, end det er noedvendigt for at tilgodese de hensyn, der maa anerkendes som lovlige. Det ligger imidlertid uden for Domstolens kompetence under en praejudiciel sag at foretage en bedoemmelse af, om saadanne tekniske specifikationer er velbegrundede, og den nationale ret har da heller ikke anmodet Domstolen om at foretage en saadan bedoemmelse. AAbenbart drejer dens praejudicielle spoergsmaal sig ikke om indholdet af de tekniske specifikationer, som anvendes af RTT, men om den retlige situation, der gaelder som foelge af, at det efter belgisk lovgivning er overladt til RTT' s skoen ikke blot at fastlaegge disse specifikationer, men ogsaa at kontrollere, at de foelges. Den omstaendighed, at det ikke tilkommer Domstolen at efterproeve relevansen af disse tekniske specifikationer, er dog ikke ensbetydende med, at de overhovedet ikke boer efterproeves, men en saadan proevelse boer ske som led i en national kontrol og inden for de rammer, som jeg naermere skal praecisere i det foelgende.

17. Umiddelbart synes retsforskrifterne for den af RTT anvendte godkendelsesprocedure ikke at vaere omfattet af forbuddet i Traktatens artikel 30. Naar det laegges til grund, at det er et tvingende krav at opretholde nettets funktionsdygtighed, synes det ikke urimeligt at overlade det til det organ, som forestaar driften af nettet og dermed er ansvarlig for dettes funktionsdygtighed, at fastsaette de tekniske specifikationer, som skal overholdes for at sikre telefonapparaternes driftskompatibilitet, og ved hjaelp af godkendelsesproceduren kontrollere, at de tekniske specifikationer faktisk overholdes. Det synes heller ikke urimeligt at forlange, at de udgifter, som er opstaaet paa grund af skade, der er paafoert nettet ved tilslutning af et apparat, som ikke er godkendt, skal betales af den abonnent, som har foretaget tilslutningen. Hvis man altsaa, som jeg, antager, at saadanne forskrifter ikke indebaerer en for vidtgaaende hindring af indfoerslerne, fordi de staar i rimeligt forhold til beskyttelsen af de almene interesser, der maa tilgodeses paa dette omraade, kan den omstaendighed, at det organ, som har godkendelsesbefoejelsen, samtidig saelger tilsvarende apparater som dem, det skal godkende, naeppe i sig selv antages umiddelbart at foroege disse hindringer. Hvis en godkendelseskompetence, hvortil er knyttet bestemte processuelle krav, ikke antages at vaere omfattet af forbuddet i Traktatens artikel 30, er det vanskeligt at se, hvorledes den omstaendighed, at denne kompetence tillaegges det naevnte organ frem for andre, uden at disse processuelle krav i oevrigt aendres, i sig selv skulle medfoere, at forholdet nu omfattes af forbuddet i artikel 30. Jeg kan saaledes ikke se, hvorledes den omstaendighed, at den paagaeldende kompetence henlaegges til det naevnte organ, i sig selv skulle foroege indfoerselshindringerne maerkbart.

18. Min opfattelse paa dette punkt er altsaa i alt vaesentligt, at naar man har anerkendt, at visse hensyn er beskyttelsesvaerdige efter Traktatens artikel 30, og at de juridiske krav, der stilles, i rimeligt omfang tilgodeser beskyttelsen af disse hensyn, kan betragtninger, som udelukkende vedroerer den juridiske eller oekonomiske stilling, der er tillagt det organ, som er ansvarlig for gennemfoerelsen af disse juridiske krav, principielt ikke indebaere, at forholdet da maa anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning. Medmindre man bygger paa formodningsteorier, kan man derfor ikke antage, at den stilling, som indehaveren af en bestemt kompetence indtager, i sig selv kan vaere afgoerende for, om der foreligger en foranstaltning med tilsvarende virkning, hvorved som udgangspunkt bortses fra selve betingelserne for udoevelsen af denne kompetence. Naar Domstolen foretager en proevelse af, om visse indfoerselshindringer maa anses for foranstaltninger med tilsvarende virkning, sker dette da heller ikke paa grundlag af formodninger, men ud fra de faktisk vedtagne foranstaltninger eller retsakter eller den handlemaade, som er udvist.

19. Det kan i den forbindelse have interesse at henlede opmaerksomheden paa Domstolens dom af 9. maj 1985 i sagen Kommissionen mod Frankrig (19), som vedroerte godkendelsen af frankeringsmaskiner, hvori Domstolen antog, at en praksis, hvorefter der gives systematisk afslag paa godkendelse af frankeringsmaskiner fra Det Forenede Kongerige, var i strid med artikel 30. I det konkrete tilfaelde var det det franske postvaesen, som havde godkendelseskompetencen. Naar Domstolen her fastslog, at der var begaaet et traktatbrud ved tilsidesaettelse af Traktatens artikel 30, skyldtes det ikke en formodning for, at det franske postvaesen ved udoevelsen af sin godkendelsesbefoejelse som udgangspunkt ville bestraebe sig paa at beskytte den indenlandske produktion, men de retsakter, som var vedtaget, og som viste, at der i praksis blev opretholdt indfoerselshindringer, idet der vedvarende blev givet uberettiget afslag paa godkendelse.

20. For mig at se er det altsaa ikke selve den omstaendighed, at RTT har faaet tillagt godkendelsesbefoejelsen paa omraadet, som rammes af Traktatens artikel 30, men hvorledes RTT i givet fald udoever denne befoejelse. Artikel 30 indeholder saaledes ikke i sig selv grundlag for at paatale, at RTT fastsaetter de tekniske specifikationer, som godkendelsen udstedes paa grundlag af. Kun hvis specifikationerne ikke reelt har til formaal at sikre, at apparaterne er teknisk kompatible med nettet, kan der ikke laengere siges at foreligge noget tvingende krav. Det samme gaelder, hvis afslaget paa godkendelsen beror paa andre motiver end tilsidesaettelsen af rimelige tekniske specifikationer.

21. Da der her er tale om indskraenkninger i et grundlaeggende princip i Traktaten, nemlig princippet om frie varebevaegelser, finder jeg, at der er grund til at naevne nogle af de betingelser, som skal vaere opfyldt, for at de nationale domstole kan kontrollere, om restriktionerne virkelig er noedvendige. Det maa vaere i overensstemmelse med, hvad Domstolen har tilkendegivet i dommen af 12. marts 1987 i sagen Kommissionen mod Tyskland (20), som vedroerte forbuddet mod at saelge oel med tilsaetningsstoffer inden for Forbundsrepublikkens omraade. Heri fastslog Domstolen, at de erhvervsdrivende, hvis de mener, at de med urette ikke har faaet meddelt godkendelse til at anvende bestemte tilsaetningsstoffer,

"skal have mulighed for domstolsproevelse" (21).

Det er nyttigt at sammenholde denne udtalelse, som vedroerer til princippet om frie varebevaegelser med Domstolens konklusion i dommen af 15. oktober 1987 i Heylens-sagen, som loed:

"Saafremt der som betingelse for at udoeve loennet virksomhed i en medlemsstat kraeves et i medlemsstaten udstedt eksamensbevis eller et udenlandsk eksamensbevis, der anerkendes som ligestillet hermed, foelger det af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed, jf. Traktatens artikel 48, at en arbejdstager med statsborgerskab i en anden medlemsstat, som faar afslag paa anerkendelse af et i vedkommende hjemstat udstedt eksamensbevis som ligestillet, dels skal kunne indbringe en saadan afgoerelse for domstolene med henblik paa proevelse af dens lovlighed efter faellesskabsretten, dels skal kunne faa kendskab til afgoerelsens begrundelse" (22).

Naar der er tale om afslag paa godkendelse, som i praksis er ensbetydende med, at man udelukker adgangen til det nationale marked for telefonapparater, der er importeret fra en anden medlemsstat, maa artikel 30 efter min opfattelse indebaere, at der boer stilles de samme krav som anfoert i den citerede dom.

22. Jeg mener derfor, at Domstolen kan besvare det forelagte spoergsmaal med, at en medlemsstats lovforskrifter ikke strider mod Traktatens bestemmelser vedroerende de frie varebevaegelser, naar der herved tillaegges en offentlig virksomhed - som dels forestaar driften af telekommunikationsnettet, dels saelger apparater - befoejelse til at meddele godkendelse til telefonapparater, som virksomheden ikke selv leverer, hvilken godkendelse er en forudsaetning for at meddele tilladelse til at tilslutte apparaterne til nettet, og naar det herved endvidere foreskrives, at de udgifter, som opstaar ved at tilslutte et ikke-godkendt apparat, skal betales af den, som lader tilslutningen foretage. Dog skal afslag paa godkendelse af apparater, der er importeret fra en anden medlemsstat, i henhold til den paagaeldende medlemsstats lovgivning kunne indbringes for domstolene, saaledes at det kan efterproeves, om de grunde for afslaget, som er meddelt den paagaeldende erhvervsdrivende, er lovlige efter faellesskabsretten.

23. Denne besvarelse af spoergsmaalet vil tilsyneladende ikke skabe omvaeltninger i medlemsstaternes retssystemer. Ganske vist kan forholdene i de fleste af medlemsstaterne mht. godkendelsen af telefonapparater nemlig sammenlignes med den situation, der foreligger i Belgien, eftersom godkendelsesbefoejelsen ikke virkelig er holdt adskilt fra det organ, som har monopol paa driften af telekommunikationsnettet, men paa den anden side er det dog anerkendt i de fleste medlemsstater, at der kan udoeves legalitetskontrol med afgoerelser, hvorved der gives afslag paa godkendelse, herunder foretages en proevelse, eventuelt med bistand fra sagkyndige, af begrundelsen for, at et apparat ikke opfylder de tekniske specifikationer. Der vil derfor kun blive tale om at indfoere nye regler i de medlemsstater, hvor legalitetskontrollen ikke omfatter begrundelser, som er baseret paa en teknisk vurdering, saaledes som det tilsyneladende er tilfaeldet i Italien, Irland og Luxembourg. I disse lande maa de nationale domstole dog ved udmeldelse af sagkyndige kunne udstraekke deres proevelse til ogsaa at omfatte den tekniske begrundelse for afslag paa godkendelser, saaledes at dette ikke umiddelbart synes at burde skabe stoerre vanskeligheder.

24. Kommissionen har i sit skriftlige indlaeg foreslaaet Domstolen, at den i sin besvarelse af den nationale rets spoergsmaal, naar den vejleder denne om faellesskabsrettens fortolkning, tillige henviser til nogle af bestemmelserne i Raadets direktiv 83/189/EOEF af 28. marts 1983 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter (23). Kommissionen har i den forbindelse anfoert, at den ikke, som det kraeves efter direktivets artikel 8, stk. 1, modtog forudgaaende underretning om de nuvaerende tekniske specifikationer, som anvendes af RTT ved godkendelse af telefonapparater, og som blev udstedt den 21. april 1987. Ifoelge artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne nemlig give Kommissionen meddelelse om "ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der blot er tale om gengivelse af en international eller europaeisk standard i dens helhed" og herved kort angive "grundene til, at det er noedvendigt at indfoere en saadan teknisk forskrift". Kommissionen skal herefter straks underrette de oevrige medlemsstater om udkastet. Ifoelge artikel 8, stk. 2, skal den medlemsstat, som paataenker at vedtage en saadan forskrift, "tage videst muligt hensyn" til de bemaerkninger, som maatte blive fremsat af Kommissionen og de oevrige medlemsstater. Endvidere er den paagaeldende medlemsstat efter artikel 9, stk. 1, forpligtet til at udsaette vedtagelsen af den paataenkte tekniske forskrift seks maaneder, saafremt Kommissionen eller en anden medlemsstat afgiver "en udfoerlig udtalelse om, at den paataenkte foranstaltning boer aendres for at fjerne eller mindske eventuelle hindringer for den frie vareudveksling, som kunne resultere af foranstaltningen". Perioden for forpligtelsen til at udsaette vedtagelsen forlaenges ifoelge artikel 9, stk. 2, til tolv maaneder, saafremt Kommissionen "giver udtryk for, at den agter at foreslaa eller vedtage et direktiv paa omraadet".

25. Under henvisning til Domstolens praksis dels om direktivers direkte virkning, dels om underretning vedroerende paataenkte statsstoetteforanstaltninger har Kommissionen anfoert, at de tekniske forskrifter, som en medlemsstat udsteder efter udloebet af fristen i direktivets artikel 12, uden at den procedure om forudgaaende underretning, som er foreskrevet i direktivet, er blevet overholdt, ikke finder anvendelse i en tvist mellem medlemsstaten og en privat.

26. RTT bestrider ikke, at den undlod at give Kommissionen forudgaaende underretning om de paataenkte tekniske specifikationer, men har under den mundtlige forhandling erklaeret, at den manglende underretning herom ikke kan medfoere, at disse specifikationer bliver uanvendelige, saa laenge direktivet ikke overhovedet indeholder nogen materielle regler, men udelukkende en raekke processuelle forskrifter, og saa laenge en tilsidesaettelse af disse forskrifter ikke indebaerer nogen kraenkelse af en vaesentlig EF-regel. Der kan i givet fald kun antages at vaere sket en overtraedelse som foelge af selve specifikationernes indhold.

27. Jeg skal i den forbindelse bemaerke, at direktivet ikke er blevet paaberaabt ved den nationale domstol og heller ikke er naevnt i spoergsmaalene, hvori kun Traktatens artikel 30 og 86 er omtalt. Jeg naerer derfor nogen betaenkelighed ved at antage, at Domstolen under naervaerende sag er noedsaget til at tage stilling til, om tekniske forskrifter, hvorom der ikke er givet underretning efter reglerne i direktivet, er uanvendelige. I oevrigt mener jeg nok, man kan diskutere Kommissionens argumentation om, at tekniske forskrifter, hvorom der ikke er givet forhaandsunderretning, er uanvendelige. Dette er ikke udtrykkeligt bestemt i direktivet, som kun indeholder et krav om, at de paataenkte forskrifter ikke maa bringes i anvendelse, foer der er gaaet en vis tid. Der maa siges at vaere en ejendommelig modsaetning mellem disse regler og bestemmelserne i Traktatens artikel 93, stk. 3, hvorefter der skal gives forhaandsunderretning om paataenkte stoetteforanstaltninger, som ifoelge samme traktatbestemmelse udtrykkeligt ikke maa gennemfoeres, foer Kommissionen, eller i givet fald Raadet, har truffet beslutning i henhold til artikel 93, stk. 2. Det kan endvidere bemaerkes, at en statsstoetteforanstaltning efter Traktatens artikel 92 principielt er uforenelig med faellesmarkedet, medmindre den falder ind under en af Traktatens egne undtagelsesbestemmelser. Hvad angaar de tekniske forskrifter, som er omfattet af direktivet, gaelder der derimod ikke noget princip om, at de tekniske forskrifter er uforenelige med faellesskabsretten. Dette vil afhaenge af deres naermere indhold.

28. Der kan derfor opstaa strid om fortolkningen af direktiv 83/189. Dette spoergsmaal har dog kun vaeret droeftet under sagen som et underordnet spoergsmaal og er paa ingen maade blevet udtoemmende behandlet, ligesom den nationale ret, som tidligere anfoert, ikke har stillet Domstolen noget spoergsmaal paa dette punkt. Under disse forhold finder jeg det hverken noedvendigt eller oenskeligt at tage direktivet i betragtning.

29. Jeg kommer herefter til spoergsmaalet om, hvorvidt RTT' s stilling er forenelig med Traktatens artikel 86 i betragtning af den godkendelsesbefoejelse, som er tillagt RTT. Spoergsmaalet her er, om den omstaendighed, at en medlemsstat tillaegger en virksomhed, som har monopol paa driften af telekommunikationsnettet, dels eneret til at godkende telefonapparater, som den ikke selv leverer - hvilken godkendelse er noedvendig for, at der kan opnaas tilladelse til at tilslutte apparaterne til nettet - dels befoejelse til at fastsaette de tekniske specifikationer, som skal overholdes for at opnaa godkendelsen, er i strid med artikel 86, naar indehaveren af monopolet selv saelger apparater paa markedet for den samme type apparater, som den skal godkende.

30. For at kunne vurdere, om statslige foranstaltninger er forenelige med artikel 86 er det, som Kommissionen ganske rigtigt har bemaerket, noedvendigt at udvide de juridiske rammer for bedoemmelsen. Denne traktatbestemmelse finder nemlig anvendelse paa virksomheder og gaelder derfor for de her i sagen omhandlede foranstaltninger. Grundlaget for besvarelsen af spoergsmaalet maa herefter soeges i Domstolens praksis vedroerende fortolkningen af Traktatens artikel 90, sammenholdt med artikel 86. Jeg skal i den forbindelse henlede opmaerksomheden paa dommen af 16. november 1977 i sagen Inno mod ATAB, hvori Domstolen fastslog,

"at skoent artikel 86 ... retter sig til virksomheder, foelger det dog af Traktaten, at medlemsstaterne ikke maa indfoere eller opretholde foranstaltninger, der kan ophaeve den tilsigtede virkning af denne bestemmelse" (24).

I samme dom bemaerkede Domstolen, at medlemsstaterne ifoelge Traktatens artikel 90,

"for saa vidt angaar offentlige virksomheder og virksomheder, som de indroemmer saerlige eller eksklusive rettigheder, [afstaar] fra at traeffe eller opretholde foranstaltninger, som er i strid med Traktaten, navnlig med artikel 85-94" (25).

31. Disse praemisser har relevans for den foreliggende sag, da RTT uomtvisteligt er en offentlig virksomhed, som ved en raekke statslige foranstaltninger har faaet tillagt visse enerettigheder. Disse enerettigheder bestaar navnlig i, at RTT har monopol paa driften af telekommunikationsnettet. Til de enerettigheder, som tilkommer RTT, hoerer netop den her omhandlede befoejelse til at godkende telefonapparater, som den ikke selv leverer.

32. Ved vurderingen af hvilke forhold, der boer tages hensyn til ved bedoemmelsen af, om det er i strid med medlemsstaternes forpligtelser efter Traktatens artikel 90, stk. 1, at udstyre en offentlig virksomhed med en eneret, saasom en befoejelse til at godkende telefonapparater, som saelges af den paagaeldende virksomheds konkurrenter, naar virksomheden i forvejen forestaar driften af telekommunikationsnettet og selv saelger telefonapparater, kan der hentes stoette i en klar udtalelse fra Domstolen. Den findes i Sacchi-dommen, hvori Domstolen fastslog foelgende:

"... tilstedevaerelsen af et monopol for en virksomhed, som en medlemsstat har indroemmet eksklusive rettigheder, ikke som saadan er uforenelig med artikel 86" (26).

Heraf foelger, at det principielt ikke er nogen foranstaltning i strid med artikel 86, som dette begreb forstaas i Inno-dommen, at tillaegge en offentlig virksomhed en eneret. Det gaelder kun, saafremt tildelingen af den paagaeldende befoejelse, direkte indebaerer misbrug af en dominerende stilling. Videre fremgaar det af dommen af 30. april 1986 i sagen Nouvelles frontières (27), at saafremt en medlemsstat fremtvinger eller begunstiger indgaaelsen af karteller i strid med artikel 85 eller forstaerker disse kartellers virkning, tilsidesaetter medlemsstaten sin forpligtelse til at afholde sig fra at indfoere eller opretholde foranstaltninger, som kan forhindre, at denne traktatbestemmelse faar den tilsigtede virkning. Dette maa for mig at se ogsaa have gyldighed for artikel 86, saaledes at forstaa, at medlemsstaterne ikke gennem tildelingen af en saadan eneret maa fremtvinge eller begunstige misbrug af en dominerende stilling eller forstaerke virkningerne heraf.

33. Under den foreliggende praejudicielle sag tilkommer det ikke Domstolen at bedoemme, om omstaendighederne i hovedsagen er af en saadan art, at der maa antages at foreligge misbrug af en dominerende stilling. Domstolens opgave er at fortolke de i sagen omhandlede traktatbestemmelser paa baggrund af de retlige omstaendigheder, som den nationale domstol har angivet i de forelagte spoergsmaal. Det tilkommer herefter den nationale domstol at anvende de saaledes fortolkede bestemmelser paa den individuelle situation, RTT befinder sig i.

34. Det maa herefter undersoeges, om tildelingen af en eneret som den her i sagen omhandlede vil kunne fremtvinge eller begunstige misbrug af en dominerende stilling eller forstaerke virkningerne heraf. Dette mener Kommissionen og firmaet Inno er tilfaeldet. Denne opfattelse kan jeg dog ikke tilslutte mig.

35. Jeg skal fremfoere en foerste bemaerkning om det synspunkt, som Kommissionen har gjort gaeldende. Bemaerkningen kan umiddelbart synes begrundet i retlige betragtninger af en noget formelt logisk karakter, men har reelt til formaal at skabe klarhed i den noget forvirrende anvendelse af begrebet "misbrug af dominerende stilling". Spoergsmaalet er nemlig, om ikke Kommissionen reelt forfaegter det synspunkt, at tildelingen af en eneret som den her i sagen omhandlede ikke blot udgoer et af de elementer, som skaber en dominerende stilling, men ogsaa i sig selv medfoerer et misbrug af en saadan dominerende stilling. Ganske vist har Kommissionen ikke udtrykkeligt anfoert, at RTT har en dominerende stilling paa grund af den godkendelsesbefoejelse, den er tillagt, men har henvist til andre forhold, saasom at RTT besidder et monopol paa driften af det offentlige, nationale telefonnet og dermed har automatisk adgang til samtlige brugere af det offentlige net. Herved undgaar Kommissionen i sin argumentation at henvise til godkendelsesbefoejelsen to gange. Efter Domstolens praksis kommer man imidlertid, saa vidt jeg kan se, ikke uden om at betragte en saadan befoejelse som et element, der er med til at skabe en dominerende stilling. I dommen af 13. november 1975 i General Motors-sagen (28) antog Domstolen saaledes, at der foreligger en dominerende stilling, saafremt en medlemsstat ved en lovbestemt eneret overdrager den offentligretlige funktion - som bestaar i at foere teknisk kontrol med koeretoejer, for at sikre disses overensstemmelse med den godkendte type, foer de tillades benyttet i faerdslen - til en fabrikant eller dennes enebefuldmaegtigede, naar denne samtidig frit kan fastsaette prisen for sin ydelse. Paa samme maade har Domstolen i dommen af 11. november 1986 i British Leyland-sagen (29) antaget, at en bilfabrikant, der som foelge af den gaeldende lovgivning i en medlemsstat besidder et monopol paa udstedelse af de typeattester, som er noedvendige for at kunne indregistrere koeretoejer af det paagaeldende maerke, paa grund af det oekonomiske afhaengighedsforhold, som dette medfoerer for forhandlerne, har en dominerende stilling paa markedet for tjenesteydelser, der er uundvaerlige for forhandlerne.

36. Naar man tager i betragtning, at kravet om en godkendelse af de paagaeldende telefonapparater er en uundvaerlig tjenesteydelse for de erhvervsdrivende, som oensker at saelge telefonapparater, og dermed er bestemmende for dette marked, maa det for mig at se vaere ret klart, at saafremt en offentlig virksomhed, som i forvejen har monopol paa drift af telekommunikationsnettet, tillaegges eneret til at meddele godkendelse, kan det give virksomheden en dominerende stilling paa det omhandlede marked. Naar det endvidere tages i betragtning, at den offentlige virksomhed samtidig er saelger af telefonapparater, kan eneretten til at meddele godkendelser dog for mig at se ogsaa bidrage til at give virksomheden en dominerende stilling paa et andet marked, som er direkte beroert i sagen, nemlig markedet for salg af telefonapparater.

37. Paa denne baggrund ses det, at saafremt man anerkender Kommissionens synspunkt om at tildelingen af godkendelsesbefoejelsen i en situation, som den RTT befinder sig i, er ensbetydende med at fremtvinge eller begunstige et misbrug af en dominerende stilling, vil dette forudsaette, at man saa at sige betragter tildelingen af befoejelsen paa den maade, at den baade skaber en dominerende stilling og indebaerer et misbrug heraf. Kommissionens argumentation maa paa dette punkt siges at udvise en brist, idet den bygger paa en samtidig anvendelse af to begreber, som ellers er holdt ude fra hinanden i Domstolens praksis.

38. Ifoelge dommen af 13. februar 1979 i Hoffmann-La Roche-sagen foreligger der en dominerende stilling, naar en virksomhed har en saadan oekonomisk magtposition, at den er

"i stand til at hindre, at der opretholdes en effektiv konkurrence paa det relevante marked, idet den kan udvise en i betydeligt omfang uafhaengig adfaerd over for sine konkurrenter og kunder og i sidste instans over for forbrugerne" (30).

I samme dom betegner Domstolen begrebet "misbrug af en dominerende stilling" som et objektivt begreb og definerer det som

"en af en markedsdominerende virksomhed udvist adfaerd, som efter sin art kan paavirke strukturen paa et marked, hvor konkurrencen netop som foelge af den paagaeldende virksomheds tilstedevaerelse allerede er afsvaekket, og som bevirker, at der laegges hindringer i vejen for at opretholde den endnu bestaaende konkurrence paa markedet eller udviklingen af denne konkurrence ..." (31).

De anfoerte definitioner maa saaledes siges at bygge paa en sondring mellem begrebet "dominerende stilling", hvorved forstaas det forhold, at nogen har mulighed for at forhindre konkurrencens opretholdelse, og begrebet "misbrug af dominerende stilling", hvorved forstaas den adfaerd, i kraft af hvilken, den paagaeldende rent faktisk forhindrer konkurrencens opretholdelse.

39. Ogsaa i teorien fremstilles retsreglerne om misbrug af dominerende stilling paa den maade, at det ikke er den dominerende stilling som saadan, der er forbudt, men misbruget heraf. Som anfoert af Stoufflet og Chaput "er det ikke i sig selv ulovligt, at en virksomhed indtager en dominerende stilling. Artikel 86 forbyder kun den retsstridige udnyttelse heraf" (32). Domstolens praksis bygger paa denne sondring mellem dominerende stilling og den retsstridige udnyttelse af en saadan stilling, idet det er en betingelse for at fastslaa et saadant misbrug, at den paagaeldende virksomhed ved sin handlemaade eller ved bestemte aktioner beviseligt har gjort sig skyldig i et saadant misbrug, eller at dette i oevrigt fremgaar af de faktiske kendsgerninger eller de indgaaede retshandler. Selve risikoen for, at der udvises en handlemaade eller begaas visse handlinger, som kan medfoere misbrug, udgoer ikke et saadant misbrug.

40. I General Motors- og British Leyland-sagerne antog Domstolen saaledes ikke, at der forelaa et misbrug, alene fordi de paagaeldende bilfabrikanter havde faaet tillagt eneret af staten til at kontrollere, at koeretoejer af deres eget maerke var i overensstemmelse med den godkendte type, men at den maade, hvorpaa denne befoejelse blev udnyttet, kunne medfoere et saadant misbrug, navnlig saafremt der for den paagaeldende tjenesteydelse blev afkraevet gebyrer, som ikke stod i rimeligt forhold til den praesterede ydelse (33). Hermed gav Domstolen klart udtryk for, at en eneret i form af en administrativ kontrolbefoejelse, ikke efter de konkrete omstaendigheder i sagen udgjorde et misbrug af en dominerende stilling, men at befoejelsen kunne udnyttes paa en saadan maade, at den kom til det.

41. Ogsaa dommen i Nouvelles frontières-sagen, mener jeg, indeholder en raekke nyttige angivelser, selv om den ikke drejede sig om artikel 86, men om, hvorvidt en procedure i henhold til den nationale lovgivning var forenelig med Traktatens artikel 85. I denne dom antog Domstolen nemlig, at en beslutning, hvorved en stat godkender luftfartstakster, kunne vaere i strid med Traktaten, saafremt de godkendte takster var

"resultatet af en aftale, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, der strider mod artikel 85" (34),

hvilket igen viser, at problemet ikke var, om godkendelsesproceduren som saadan var traktatstridig, men om de konkrete omstaendigheder, hvorunder godkendelsesbefoejelsen blev udoevet i det paagaeldende tilfaelde, var det.

42. Ud fra disse, med stoette i Domstolens praksis, anfoerte betragtninger kan selve den omstaendighed, at der tildeles en offentlig virksomhed som RTT eneret til at godkende telefonapparater for at sikre, at de er teknisk kompatible med nettet, for mig at se ikke vaere i strid med Traktatens artikel 90 og 86, selv om man ikke kan udelukke, at befoejelsen kan anvendes paa en saadan maade, at det medfoerer misbrug af en dominerende stilling. Det er altsaa ikke noget misbrug i sig selv, at en stat delegerer en godkendelsesbefoejelse, men kun saafremt denne befoejelse udnyttes uretmaessigt, vil det kunne medfoere et misbrug af en dominerende stilling.

43. Det maa dog erkendes, at risikoen for en uretmaessig udnyttelse af en godkendelsesbefoejelse nok er stoerre i en situation, hvor befoejelsen tillaegges en offentlig virksomhed, som selv konkurrerer paa markedet for de paagaeldende telefonapparater. Spoergsmaalet er imidlertid, om den omstaendighed alene, at risikoen herfor foroeges, indebaerer, at selve tildelingen af denne godkendelsesbefoejelse maa anses for et misbrug af en dominerende stilling. Det er ikke min opfattelse, da jeg anser det for vaesentligt, at sondringen mellem dominerende stilling og misbrug af dominerende stilling opretholdes, og at det sidstnaevnte begreb kun daekker de tilfaelde, hvor der er konstateret visse konkrete handlinger, som udgoer et saadant misbrug, men ikke den blotte risiko for saadanne handlinger.

44. Man maa i oevrigt have for oeje, at det ud fra en liberal retsopfattelse vil rejse problemer at betragte risikoen for en bestemt handling paa lige fod med selve den forbudte handling. Dette vil nemlig medfoere, at man i stedet for et repressivt system, hvorefter der kraeves bevis for, at den ulovlige handling er begaaet, indfoerer et praeventivt system, hvorefter det er tilstraekkeligt, at der er formodning herfor. Dette er en uacceptabel loesning. Jeg er derfor af den opfattelse, at de forelagte spoergsmaal boer besvares saaledes, at det ikke i sig selv er i strid med Traktatens artikel 90 og 86 at tildele en virksomhed som RTT en befoejelse til at godkende apparater, som denne ikke selv leverer eller saelger, men at det kan udgoere et misbrug af en dominerende stilling i strid med Traktatens artikel 86, saafremt virksomheden anvender godkendelsesbefoejelsen til et andet formaal end til at kontrollere, om apparaterne er teknisk kompatible med nettet, forudsat betingelserne i artikel 86 i oevrigt er opfyldt, dvs. navnlig betingelsen om, at der skal foreligge en dominerende stilling paa et bestemt marked og ske en paavirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

45. Jeg finder det ikke noedvendigt i besvarelsen af spoergsmaalene vedroerende Traktatens artikel 86 og 90 at tage udtrykkeligt forbehold mht. den domstolsproevelse, som der skal vaere adgang til, saafremt der gives afslag paa godkendelse. Hvis Domstolen nemlig antager mit forslag vedroerende besvarelsen af spoergsmaalet om de frie varebevaegelser, vil det i vidt omfang blot vaere en gentagelse at naevne disse forbehold. Hvis Domstolen ikke antager mit forslag, er det derimod lidet sandsynligt, at Domstolen vil finde disse forbehold noedvendige i relation til Traktatens artikel 86 og 90. Desuden finder jeg, at den retlige proevelse med, hvorledes godkendelsesbefoejelsen udoeves, boer foretages af den nationale ret, for hvem der paaberaabes at vaere begaaet et misbrug af en dominerende stilling, som led i dennes bedoemmelse af sagen ud fra samtlige foreliggende omstaendigheder. Maaske kan det vaere nyttigt at praecisere, at der blandt disse faktiske omstaendigheder ogsaa boer tages hensyn til eventuelle tekniske uoverensstemmelser mellem godkendelseskriterierne og eventuelle ubegrundede afslag paa godkendelse. Der kan endvidere, afhaengig af de saerlige forhold i det nationale retssystem, taenkes at vaere grund for den nationale domstol til at udmelde sagkyndige og for en forvaltningsdomstol til at stille praejudicielle spoergsmaal, saafremt den har enekompetence til at bedoemme lovligheden af de administrative beslutninger, der er truffet, og saafremt godkendelsen og de tekniske specifikationer har form af saadanne beslutninger.

46. Sammenfattende skal jeg herefter foreslaa Domstolen foelgende afgoerelse:

"1) En medlemsstats retsforskrifter strider ikke mod EOEF-Traktatens bestemmelser om de frie varebevaegelser, saafremt de dels tillaegger en offentlig virksomhed, som driver det nationale telekommunikationsnet, og som saelger apparater, en eneret i form af en befoejelse til at godkende apparater, som virksomheden ikke selv har leveret eller solgt, med henblik paa kontrol af, at apparaterne efter de af naevnte virksomhed fastsatte tekniske specifikationer kan tilsluttes nettet, dels foreskriver, at udgifterne i forbindelse med tilslutningen af et ikke-godkendt apparat skal betales af den, som har foretaget tilslutningen, dog paa den betingelse, at et afslag paa godkendelse af et apparat fra en anden medlemsstat kan indbringes for domstolene med henblik paa proevelse af, om de grunde til afslaget, som er meddelt den paagaeldende erhvervsdrivende, er lovlige efter faellesskabsretten.

2) Saadanne retsforskrifter strider heller ikke mod EOEF-Traktatens artikel 90 og 86, men den offentlige virksomheds anvendelse af godkendelsesbefoejelsen kan dog udgoere et misbrug af en dominerende stilling i strid med artikel 86, saafremt den udnyttes til et andet formaal end at sikre kontrol med, at apparaterne er teknisk kompatible med nettet, saafremt alle betingelserne efter artikel 86 i oevrigt er opfyldt. Det tilkommer den nationale ret, for hvem det er gjort gaeldende, at der foreligger et misbrug af en dominerende stilling, ud fra samtlige faktiske omstaendigheder i sagen, herunder eventuelle uoverensstemmelser mellem de tekniske specifikationer og eventuelt ubegrundede afslag paa godkendelse, at bedoemme, om der foreligger et saadant misbrug."

(*) Originalsprog: fransk.

(1) Moniteur belge af 2.8.1930.

(2) Jf. artikel 1.

(3) Jf. artikel 3.

(4) Moniteur belge af 20.10.1930 og 21.10.1930.

(5) Jf. artikel 1.

(6) Moniteur belge af 29.9.1978.

(7) Resolution om etablering af et faelles marked for teletjenester og -udstyr inden 1992 (EFT C 257, s. 1).

(8) Ibid. s. 2, 5. maalsaetning.

(9) Direktiv 88/301/EOEF (EFT L 131, s. 73).

(10) Samme direktivs artikel 5 og 6.

(11) Jf. sag 202/88, Frankrig mod Kommissionen.

(12) Se Le Monde af 3.1.1989.

(13) Jf. artikel 1 i foernaevnte lov af 13.10.1930.

(14) Sag 41/83, Sml. s. 873.

(15) Sag 155/73, Sml. s. 409.

(16) Sag 271/81, Sml. s. 2057.

(17) Jf. fodnote 16.

(18) EFT L 217, s. 21.

(19) Sag 21/84, Sml. s. 1355.

(20) Sag 178/84, Sml. s. 1227.

(21) Jf. fodnote 20, praemis 46.

(22) Sag 222/86, Sml. s. 4097, praemis 17.

(23) EFT L 109, s. 8.

(24) Sag 13/77, Sml. s. 2115, praemis 31.

(25) Jf. fodnote 24, praemis 32.

(26) Ovennaevnte sag 155/73, praemis 14.

(27) Forenede sager 209/84-213/84, Anklagemyndigheden mod Asjes m.fl., Sml. s. 1425.

(28) Sag 26/75, Sml. s. 1367.

(29) Sag 226/84, Sml. s. 3263.

(30) Sag 85/76, Sml. s. 461, praemis 38.

(31) Jf. samme doms praemis 91.

(32) Jf. "Jurisclasseur de droit international public", Communauté économique européenne, bind 164 G, nr. 198.

(33) Jf. ovennaevnte sager 26/75 og 226/84.

(34) Jf. de ovennaevnte forenede sager 209/84-213/84, praemis 77.

Top

Full & Egal Universal Law Academy