Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 5. juli 1989. - M. L. RUZIUS-WILBRINK MOD BESTUUR VAN DE BEDRIJFSVERENIGING VOOR OVERHEIDSDIENSTEN. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: RAAD VAN BEROEP GRONINGEN - NEDERLANDENE. - SOCIALPOLITIK - LIGEBEHANDLING AF MAEND OG KVINDER - SOCIAL SIKRING - DIREKLIV 79/7/EOEF - DELTIDSARBEJDE. - SAG 102/88.
Samling af Afgørelser 1989 side 04311
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I denne sag har Raad van Beroep, Groningen, forelagt et praejudicielt spoergsmaal, der i det vaesentlige drejer sig om, hvilken indvirkning princippet om forbud mod forskelsbehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere har paa en lovbestemmelse, der specielt vedroerer deltidsarbejde .
2 . De faktiske omstaendigheder er foelgende . Fru Ruzius-Wilbrink havde deltidsbeskaeftigelse 18 timer om ugen som administrativ medarbejder ved det offentlige skolevaesen i Groningen . Den 9 . marts 1981 blev hun uarbejdsdygtig .
3 . I henhold til Algemene Arbeidsongeschiktheidswet ( den almindelige lov om uarbejdsdygtighed ) af 11 . december 1975 ( 1 ) ( herefter benaevnt "AAW ") har enhver forsikret ret til en uarbejdsdygtighedsydelse, paa betingelse af at vedkommende er 17 aar eller derover og har haft indtaegt ved erhvervsmaessig beskaeftigelse i aaret umiddelbart forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden ( 2 ). Indtil den 1 . januar 1987 blev ydelsesbeloebet fastsat ud fra et beregningsgrundlag paa mellem 43,22 og 87,79 HFL ( 3 ), afhaengigt af den forsikredes alder og familieforhold . Derimod var det uden betydning, hvilken indtaegt den forsikrede havde haft forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden . Forsikrede, der i aaret forud for den dag, paa hvilken uarbejdsdygtigheden indtraadte, havde haft en indtaegt, der var mindre end 15% af et beloeb paa 260 gange beregningsgrundlaget paa 87,79 HFL, antoges ikke at have haft denne indtaegt ( 4 ). Endelig var det bestemt - og det er denne bestemmelse, den foreliggende sag drejer sig om - at den forsikrede i nogle tilfaelde modtog en ydelse, der var afhaengig af vedkommendes gennemsnitlige daglige indtaegt i aaret forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden . Dette var tilfaeldet, hvis den forsikrede "i aaret umiddelbart forud for den dag, paa hvilken uarbejdsdygtigheden er indtraadt, ikke har udfoert arbejde i erhvervslivet eller som erhvervsmaessigt beskaeftiget af en varighed, der maa anses for saedvanlig for det paagaeldende erhverv", og som foelge heraf havde "haft en lavere indtaegt end et beloeb paa 260 gange det beregningsgrundlag", der normalt ville gaelde for ham ( 5 ).
4 . Ved lov af 6 . november 1986 ( 6 ) blev reglerne aendret med virkning fra den 1 . januar 1987, saaledes at ydelsen beregnes paa grundlag af den mindsteloen, der er fastsat ved Wet minimumloon en minimumvakantiebijslag ( 7 ) ( lov om mindsteloen og mindste ferietillaeg ). Den forsikredes tidligere loen tages fortsat ikke i betragtning, og meget lave indtaegter - hvorved der nu forstaas indtaegter paa under 48 gange mindsteloennen ( 8 ) - medfoerer fortsat, at AAW' s regler ikke finder anvendelse . Bestemmelsen om deltidsbeskaeftigelse findes nu i artikel 10, stk . 3 og 4, i den aendrede AAW . Den gaelder nu for "ydelsesberettigede, som i aaret umiddelbart forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden ikke har udfoert arbejde i erhvervslivet eller som erhvervsmaessigt beskaeftiget af en varighed, der maa anses for saedvanlig for det paagaeldende erhverv, og som foelge heraf har haft en lavere indtaegt end et beloeb paa 260 gange" mindsteloennen pr . dag . I dette tilfaelde skal ydelsen i henhold til AAW' s artikel 10, stk . 4, beregnes paa grundlag af, hvad den ydelsesberettigede "maa antages at have haft i gennemsnitlig daglig indtaegt" i aaret umiddelbart forud for uarbejdsdygtighedens indtraeden .
5 . I oevrigt gaelder der saerlige regler for bestemte persongrupper ( 9 ). I henhold til en bekendtgoerelse af 28 . april 1980 gaelder der saaledes en undtagelsesbestemmelse for selvstaendige erhvervsdrivende, studerende og personer, der plejer familiemedlemer, idet disse persongrupper har krav paa ydelser, der beregnes paa grundlag af mindsteloennen .
6 . Fru Ruzius-Wilbrink fik saaledes med virkning fra den 1 . januar 1985 tilkendt en uarbejdsdygtighedsydelse, der var fastsat paa grundlag den indtaegt, hun havde haft ved sit deltidsarbejde . Hun indbragte afgoerelsen herom for Raad van Beroep, Groningen, idet hun gjorde gaeldende, at den paagaeldende bestemmelse i AAW var i strid med Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19 . december 1978 ( 10 ) - hvori det i artikel 4 bestemmes, at der ikke maa finde "nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte, under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling" - da antallet af kvinder med deltidsbeskaeftigelse er langt stoerre end antallet af maend, der arbejder paa deltid .
7 . Raad van Beroep har herefter forelagt Domstolen to praejudicielle spoergsmaal, hvoraf det foerste gaar ud paa, om bestemmelser som dem, der er indeholdt i AAW er forenelige med direktivets artikel 4, stk . 1, mens det andet drejer sig om, hvilke foelger det har for stoerrelsen af den uarbejdsdygtighedsydelse, deltidsbeskaeftigede har ret til, at AAW' s bestemmelser eventuelt er uforenelige med direktivbestemmelsen .
8 . Domstolen har allerede behandlet spoergsmaalet om deltidsansattes retsstilling i forbindelse med de krav, der foelger af det faellesskabsretlige princip om ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere . Jeg har haft lejlighed til at give udtryk for min opfattelse vedroerende dette spoergsmaal i mit forslag til afgoerelse i sag 171/88, Rinner-Kuehn ( 11 ).
9 . Som bekendt har Domstolen allerede statueret, at direktivets artikel 4, stk . 1, har direkte virkning, og jeg skal ikke komme naermere ind paa dette spoergsmaal . I FNV-dommen udtales det saaledes, at
"artikel 4, stk . 1, er tilstraekkelig noejagtig og ubetinget til efter den 23 . december 1984, i mangel af gennemfoerelsesbestemmelser, at kunne paaberaabes af private ved en medlemsstats domstole ..." ( 12 ).
10 . Den nu foreliggende sag er saa vidt ses den foerste, hvori Domstolen - med hensyn til social sikring og paa baggrund af direktivets bestemmelser - skal tage stilling til en lovbestemmelse, som hovedsagelig vedroerer deltidsarbejde . Der foreligger derimod allerede afgoerelser om de tilsvarende problemer, der opstaar paa et beslaegtet omraade, nemlig Traktatens artikel 119 om princippet om lige loen til maend og kvinder .
11 . I Jenkins-dommen ( 13 ) udtales det saaledes, at
"den omstaendighed, at deltidsbeskaeftigelse afloennes med en lavere timeloen end fuldtidsbeskaeftigelse, ... ikke i sig selv (( er )) en efter artikel 119 forbudt forskelsbehandling, saafremt timeloenningerne anvendes uden sondring efter koen for de to loenmodtagergrupper" ( 14 ).
Domstolen tilfoejede, at en saadan loenforskel ikke er i strid med ligeloensprincippet, saafremt den skyldes
"faktorer, som er objektivt begrundede, og som ikke beror paa nogen form for koensdiskrimination" ( 15 ),
men at loenforskellen derimod, hvis det godtgoeres,
"at en betydelig mindre procentdel af kvinder end maend udfoerer det minimumsantal arbejdstimer pr . uge, som er noedvendigt for at goere krav paa timeloensatsen for fuldtidsbeskaeftigelse, er ... i strid med Traktatens artikel 119, naar den paagaeldende virksomheds loenpolitik ... ikke kan forklares ved andre faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen" ( 16 ).
Det sidstnaevnte spoergsmaal overlod Domstolen til den nationale ret at afgoere .
12 . I Bilka-dommen fastholdt Domstolen denne praksis, idet den udtalte :
"hvis det skulle vise sig, at en betydelig mindre procentdel af kvinder end af maend arbejder paa fuld tid, vil udelukkelsen af deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning vaere i strid med Traktatens artikel 119, naar denne foranstaltning - under hensyntagen til de vanskeligheder, som kvindelige arbejdstagere har ved at arbejde paa fuld tid - ikke kan forklares ved faktorer, der udelukker en forskelsbehandling paa grundlag af koen" ( 17 ).
13 . Denne praksis er blevet overfoert paa det omraade, vi her beskaeftiger os med, idet Domstolen i Teuling-dommen har udtalt,
"at en ordning, hvor tillaeggene ... er fastsat, ikke direkte paa grundlag af de ydelsesberettigedes koen, men under hensyntagen til deres aegteskabelige eller familiemaessige stilling, og hvor det viser sig, at den procentdel, der har fordel af disse tillaeg, klart er mindre for kvindernes vedkommende end for maendenes, er i strid med direktivets artikel 4, stk . 1, hvis denne ordning ikke kan begrundes i hensyn, der er forskelsbehandling paa grundlag af koen uvedkommende" ( 18 ).
14 . I Bilka-dommen indfoerte Domstolen imidlertid omvendt bevisbyrde, idet den i dommens konklusion fastslog foelgende :
"en varehusvirksomhed, som udelukker deltidsansatte fra virksomhedens pensionsordning, overtraeder EOEF-Traktatens artikel 119, naar denne foranstaltning rammer et meget stoerre antal kvinder end maend, medmindre virksomheden godtgoer, at den naevnte foranstaltning kan forklares ved andre - objektivt begrundede - faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen" ( 19 ).
Ogsaa i dette tilfaelde overlod Domstolen det til den nationale ret at afgoere, om begrundelsen for den paagaeldende foranstaltning ikke var at finde i nogen form for diskrimination .
15 . Som det ogsaa er blevet fremfoert under den mundtlige forhandling, er deltidsansatte i det foreliggende tilfaelde de eneste, der faar tilkendt en invaliditetsydelse, som beregnes paa grundlag af den tidligere indtaegt, mens alle andre persongrupper, der er omfattet af AAW, modtager ydelser, der er beregnet paa grundlag af mindsteloennen . I oevrigt ser det ud til, at nogle heltidsbeskaeftigede kan have modtaget en loen, der har vaeret lavere end mindsteloennen, uden at dette i henhold til AAW har haft indvirkning paa deres ret til at modtage en "fuldstaendig" ydelse . De deltidsansatte maa dermed siges at vaere ringere stillet end arbejdstagere med fuldtidsbeskaeftigelse . Det bestrides da heller ikke, at 79,6% af de deltidsansatte i Nederlandene i 1974 - som er det eneste aar, der er fremlagt statistikker for - var kvinder ( 20 ).
16 . I Bilka-sagen opstillede Kommissionen en sondring mellem diskriminationshensigt og diskriminerende virkninger . Formaalet hermed var, at Domstolen ikke alene skulle underkende foranstaltninger, som var truffet i diskriminationshensigt, men ogsaa foranstaltninger, som havde diskriminerende virkninger, selv om dette ikke var tilsigtet . Domstolen tog ikke udtrykkeligt stilling hertil, men Kommissionens vide fortolkning synes stiltiende at vaere blevet forkastet i dommens praemis 30, hvori det hedder, at der ikke kan paavises nogen overtraedelse af artikel 119,
"hvis virksomheden kan godtgoere, at dens loenpolitik kan forklares ved andre - objektivt begrundede - faktorer end forskelsbehandling paa grundlag af koen ".
17 . Jeg mener saaledes ikke, at en foranstaltning er uforenelig med direktivet, blot fordi den har diskriminerende virkninger, naar den er objektivt begrundet og ikke er udslag af diskriminationshensigt .
18 . I oevrigt kan man rejse det spoergsmaal - som jeg allerede har gjort det i Rinner-Kuehn-sagen - om det er oenskeligt, at Domstolen opstiller en formodning for, at national ret er uforenelig med direktivet, alene fordi en national bestemmelse rammer et langt stoerre antal kvinder end maend . En saadan formodning er fuldt ud berettiget, naar der er tale om en praksis, der foelges af en virksomhed, eller om en aftale mellem arbejdsgivere, dvs . retsregler af beskeden rang i normhierarkiet og navnlig af beskeden raekkevidde . Jeg mener derimod ikke, at det er tilfaeldet, naar der er tale om en lovbestemmelse . Der er nemlig en vaesensforskel mellem en arbejdsgiver, for hvem loenpolitikken er et af de vigtigste omraader i virksomheden, og en lovgivningsmyndighed, som skal varetage almene hensyn, og som skal tage en lang raekke sociale, oekonomiske og politiske forhold i betragtning, herunder bl.a . fordelingen mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere . Mens man saaledes med rette kan formode, at en virksomhed har haft kendskab til den ulige fordeling af mandlige og kvindelige arbejdstagere i nogle stillinger i virksomheden, og man derfor kan opstille en formodning for, at en foranstaltning, virksomheden har truffet paa loenomraadet, er i strid med direktivet, kan dette ikke gaelde en national lovgivningsmyndighed, som skal tage et langt stoerre antal faktorer i betragtning, og som ikke kan formodes at optraede diskriminatorisk ( 21 ).
19 . Paa baggrund af de statistikker, der er fremlagt, maa den foerste betingelse, der opstilles i Domstolens praksis - nemlig at der skal vaere en vaesentlig forskel mellem antallet af kvindelige og mandlige arbejdstagere - antages at vaere opfyldt i den foreliggende sag .
20 . For saa vidt angaar den anden betingelse, maa det ifoelge Domstolens praksis tilkomme den nationale retsinstans at afgoere, om bestemmelsen er udstedt til varetagelse af hensyn, der ikke er uden sammenhaeng med enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen .
21 . Jeg foreslaar, at det foerste spoergsmaal besvares efter disse retningslinjer . Som foelge af den direkte virkning, Domstolen som naevnt har tillagt direktivets artikel 4, stk . 1, kan den nationale retsinstans bringe den nationale lovgivning i anvendelse paa en maade, der er i overensstemmelse med faellesskabsrettens krav, og kan i givet fald undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med faellesskabsretten .
22 . Dette foerer mig ogsaa umiddelbart frem til det andet spoergsmaal, der er forelagt af den nationale ret . Hvis den finder, at den nationale lovbestemmelse er uforenelig med direktivet, skal den da fastslaa, at deltidsbeskaeftigede har ret til en ydelse, der beregnes paa samme maade som den ydelse, fuldtidsbeskaeftigede har ret til?
23 . Paa dette punkt foreligger der en righoldig praksis . Domstolen har nemlig gentagne gange fastslaaet, at kvinder, naar der ikke er udstedt gennemfoerelsesbestemmelser til direktivets artikel 4, stk . 1,
"har krav paa at blive behandlet paa samme maade og efter samme regler som maend i samme situation, og at disse regler er det eneste gyldige retsgrundlag, saa laenge direktivet ikke er ... gennemfoert" ( 22 ).
24 . Hvis den nationale ret finder, at undtagelsesbestemmelserne i AAW er uforenelige med direktivet, skal den undlade at anvende dem . Indtil der i den nederlandske lovgivning traeffes foranstaltning til at aendre forholdet, vil den nationale ret kun kunne anvende de oevrige bestemmelser i AAW og dermed behandle deltidsbeskaeftigede paa samme maade som fuldtidsbeskaeftigede . Jeg vil foreslaa, at det andet spoergsmaal besvares i overensstemmelse hermed .
25 . Sammenfattende foreslaar jeg, at Domstolen traeffer foelgende afgoerelse :
"1 . En lovbestemmelse, hvorefter deltidsbeskaeftigede, der bliver uarbejdsdygtige, ikke har ret til at modtage ydelser, som beregnes paa grundlag af mindsteloennen, er - naar den rammer et langt stoerre antal kvinder end maend - forenelig med artikel 4, stk . 1, i Raadets direktiv 79/7/EOEF af 19 . december 1978 om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring, medmindre det for den nationale retsinstans godtgoeres, at bestemmelsen er udstedt til varetagelse af hensyn, der ikke er uden sammenhaeng med enhver forskelsbehandling paa grundlag af koen .
2 . I saa fald paahviler det den nationale ret at undlade at anvende den nationale retsregel, der er i strid med direktivets artikel 4, stk . 1 ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) Staatsblad 674 nr . 151 .
( 2 ) AAW' s artikel 6, stk . 1, litra a ).
( 3 ) AAW' s artikel 10, stk . 1-4 .
( 4 ) AAW' s artikel 6, stk . 2 .
( 5 ) AAW' s artikel 10, stk . 5 .
( 6 ) Staatsblad 567 .
( 7 ) Den aendrede AAW' s artikel 10, stk . 1 og 2 .
( 8 ) Den aendrede AAW' s artikel 6, stk . 2 .
( 9 ) Den aendrede AAW' s artikel 6, stk . 3 .
( 10 ) Om gradvis gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til social sikring ( EFT L 6 af 10.1.1979, s . 24 ).
( 11 ) Dom af 19 . april 1989, Sml . s . 2743, 2749 .
( 12 ) Dom af 4 . december 1986, sag 71/85, Sml . s . 3855, praemis 21; jfr . ogsaa dom af 24 . marts 1987, sag 286/85, McDermott og Cotter, Sml . s . 1453; dom af 24 . juni 1987, sag 384/85, Borrie Clarke, Sml . s . 2865, praemis 9; dom af 8 . marts 1988, sag 80/87, Dik og Menkutos-Demirci, Sml . s . 1601, praemis 8 .
( 13 ) Dom af 31 . marts 1981, sag 96/80, Sml . s . 911 .
( 14 ) Praemis 10, min fremhaevelse .
( 15 ) Praemis 11 .
( 16 ) Praemis 13 .
( 17 ) Dom af 13 . maj 1986, sag 170/84, Sml . s . 1607, praemis 29 .
( 18 ) Dom af 11 . juni 1987, sag 30/85, Sml . s . 2497, praemis 13 .
( 19 ) Min fremhaevelse .
( 20 ) Jfr . sagsoegerens indlaeg . Det kan ogsaa naevnes, at det fremgaar af de statistikker for 1987, der blev fremlagt af Kommissionen i sag 171/88, at 83% af alle deltidsansatte i Nederlandene var kvinder .
( 21 ) I denne forbindelse henviste jeg i Rinner-Kuehn-sagen til, at Kommissionen i henhold til et direktivforslag ville indfoere en regel om omvendt bevisbyrde paa visse betingelser . Jeg anfoerte, at dette maatte indebaere, at en saadan omvendt bevisbyrde ikke kunne antages at vaere gaeldende faellesskabsret .
( 22 ) Sag 71/85, praemis 23, sag 384/85, praemis 13, jfr . ogsaa sag 286/85, praemis 17, og sag 80/87, praemis 10 .
Top