Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Darmon fremsat den 12. juli 1989. - THEO DAMMER MOD VZW SECUREX KINDERBIJSLAGFONDS OG RIJKSDIENST VOOR KINDERBIJSLAG DER WERKNEMERS. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: ARBEIDSRECHTBANK ANTWERPEN - BELGIEN. - VANDREDE ARBEJDSTAGERES SOCIALE SIKRING - FAMILIEYDELSER. - SAG 168/88.
Samling af Afgørelser 1989 side 04553
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Arbeitsrechtbank, Antwerpen, har anmodet Domstolen om en fortolkning af en raekke bestemmelser i forordning ( EOEF ) nr . 1408/71 af 14 . juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet ( 1 ), i forbindelse med et spoergsmaal om kumulation af familieydelser, som et foraeldrepar goer krav paa for deres faelles barn, der bor sammen hos dem i Nederlandene . Faderen paaberaaber sig lovgivningen i Kongeriget Belgien, hvor han har arbejde som loenmodtager, mens moderen henviser til lovgivningen i Forbundsrepublikken Tyskland, hvor hun ligeledes har arbejde som loenmodtager .
2 . Ifoelge artikel 13, stk . 2, litra a ), i forordning nr . 1408/71 "er en person, der har loennet beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han er bosat paa en anden medlemsstats omraade ." Forordningens artikel 73, stk . 1, bestemmer : "En arbejdstager, der er omfattet af lovgivningen i en ... medlemsstat ... har for de af sine familiemedlemmer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade, ret til familieydelser efter lovgivningen i den foerstnaevnte stat, som om de paagaeldende var bosat paa dennes omraade ." Under henvisning til disse bestemmelser mener aegtefaellerne Dammer, der begge er nederlandske statsborgere, at de hver for sig for deres faelles barn har ret til de familieydelser, der er fastsat i henhold til lovgivningen i den stat, hvor de arbejder . De har derfor fremsat krav om udbetaling af disse ydelser .
3 . Rent umiddelbart har bestemmelserne i forordning nr . 1408/71 og i Raadets gennemfoerelsesforordning nr . 574/72 af 21 . marts 1972 ( 1 ) ikke klart taget en kumulation som den her beskrevne i betragtning . Artikel 76 i forordning nr . 1408/71, der udtrykkeligt vedroerer familieydelser, bestemmer nemlig, at "retten til familieydelser eller boernetilskud i medfoer af bestemmelserne i artikel 73 eller 74 stilles i bero, saafremt der i kraft af erhvervsudoevelse ogsaa kan kraeves udbetalt familieydelser eller boernetilskud efter lovgivningen i den medlemsstat, paa hvis omraade familiemedlemmerne er bosat ." I virkeligheden vedroerer denne bestemmelse det tilfaelde, hvor en af foraeldrene arbejder i den medlemsstat, hvor barnet rent faktisk er bosat, hvilket i oevrigt foelger af gennemfoerelsesbestemmelsen i artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72 . Det fremgaar heraf, at i tilfaelde af, at begge foraeldre har ret til ydelser, og at den ene er beskaeftiget i én medlemsstat, mens den anden har arbejde paa den stats omraade, hvor barnet er bosat, skal der alene udbetales familieydelser og boernetilskud i sidstnaevnte stat . Det kan saaledes konstateres, at der ikke i denne bestemmelse tages hensyn til den situation, hvor begge foraeldre, som arbejder i hver sin medlemsstat, har ret til ydelser for deres faelles barn, som er bosat i en tredje stat .
4 . Da prioritetsreglerne i artikel 76 i forordning nr . 1408/71 og artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72 ikke kan anvendes, har den nationale ret spurgt Domstolen, om man kan anlaegge en saadan fortolkning af artikel 73, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, at det er muligt i en situation som den, aegteparret Dammer befinder sig i, at vaelge den medlemsstat, i hvilken barnet maa anses for at vaere bosat, og hermed den lovgivning, hvorefter familieydelserne fastsaettes og udbetales . Som den forelaeggende ret i oevrigt udtrykkeligt har anfoert i det foerste praejudicielle spoergsmaal, ville en saadan mulighed faktisk give de paagaeldende foraeldre mulighed for at vaelge den medlemsstat, hvis lovgivning foreskriver de hoejeste familieydelser .
5 . Jeg mener ikke, at den paagaeldende bestemmelse kan fortolkes saaledes . Ganske vist udelukker bestemmelsen sammenholdt med artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 dobbeltydelser til foraeldre, der befinder sig i samme situation som aegteparret Dammer, men den indeholder ikke nogen prioritetsregel "à la carte", som giver de paagaeldende foraeldre mulighed for at vaelge efter eget forgodtbefindende . Jeg skal i de foelgende betragtninger uddybe dette synspunkt .
6 . Efter min opfattelse er det for det foerste udelukket, at artikel 73, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 kan danne retsgrundlag for dobbeltydelser . Bestemmelsen indeholder i virkeligheden én fiktion, for saa vidt som den fastslaar, at et barn maa anses for at vaere bosat i én medlemsstat, hvor barnet rent faktisk ikke er bosat, men hvor en af foraeldrene har arbejde . Foelgelig opstaar der to fiktioner, naar foraeldrene arbejder i hver sin medlemsstat uden at vaere bosat i disse stater . Der skal dog ogsaa tages hensyn til artikel 12, stk . 1, foerste punktum, i forordning nr . 1408/71, der lyder saaledes : "Der kan ikke med hjemmel i denne forordning tillaegges eller bevares ret til flere ydelser af samme art paa grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring ." Forordningens artikel 73, stk . 1, kan derfor ikke fortolkes saaledes, at der for samme barn og for samme periode bestaar ret til sammenlaegning af familieydelser i henhold til lovgivningen i de to medlemsstater, hvor foraeldrene arbejder, samtidig med at de med deres faelles barn er bosat paa en tredje medlemsstats omraade .
7 . Det skal her fremhaeves, at jeg ikke er helt enig med Kommissionen i, at artikel 12 i forordning nr . 1408/71 vedroerer en og samme modtagers sammenlaegning af ydelser og ikke finder anvendelse paa den situation, aegteparret Dammer befinder sig i, hvor hver af foraeldrene goer krav paa familieydelser . Ifoelge artikel 12, stk . 1, kan der ikke tillaegges eller bevares "ret til flere ydelser af samme art paa grundlag af samme forsikringsperiode tilbagelagt efter en tvungen forsikring ". Efter min mening udelukker denne formulering ikke klart kumulation af familieydelser, som hver af foraeldrene goer krav paa for samme barn og samme periode, fra bestemmelsens anvendelsesomraade . Jeg mener ikke, at Domstolens dom af 20 . april 1988 i Bakker-sagen ( 3 ), som Kommissionen har henvist til, er i strid med denne opfattelse . Det fremgaar klart af dommens praemisser 11 og 12, at det er artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, som Domstolen har fortolket saaledes, at den kun vedroerer de tilfaelde, hvor en og samme person staar som modtager af flere ydelser . Jeg skal yderligere tilfoeje, at Domstolens fortolkning, svarende til min fortolkning i forslaget til afgoerelse, af sidstnaevnte bestemmelse i det tilfaelde, hvor alders - eller efterladtepension blev udbetalt til to forskellige personer, efter min mening ikke foregriber den fortolkning, som skal anlaegges i den situation, hvor hver af foraeldrene for samme periode og for samme barn har krav paa familieydelser . Jeg er ikke sikker paa, at det er i overensstemmelse med forordning nr . 1408/71' s almindelige maalsaetning - og herved med Traktatens - at laegge afgoerende vaegt paa, at der skal vaere tale om en og samme modtager . Jeg skal vende tilbage til dette punkt, men - endnu en gang - det er forordningens artikel 12, stk . 1, der nu skal tages stilling til .
8 . Herefter skal jeg henvise til, at visse bestemmelser i forordning nr . 574/72, der i denne retsakt udtrykkeligt betegnes som gennemfoerelsesbestemmelser til artikel 12 i forordning nr . 1408/71, ubestrideligt vedroerer situationer, hvor der er tale om sammenlaegning af ydelser, der udbetales til flere modtagere . Artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72 under overskriften "Gennemfoerelse af forordningens artikel 12" indeholder f.eks . prioritetsregler i tilfaelde af kumulation af rettigheder til familieydelser, der dels tilkommer en af foraeldrene i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor han er beskaeftiget, dels den anden af foraeldrene i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den paagaeldende er bosat med barnet ( eller boernene ). Kan det ikke udledes af det forhold, at anvendelsen af artikel 12 i forordning nr . 1408/71 i henhold til en bestemmelse i forordning nr . 574/72 omfatter sammenlaegning af familieydelser som foelge af, at hver af foraeldrene til det samme barn har ret til ydelser, at artikel 12 kan fortolkes saaledes, at den omfatter visse tilfaelde af sammenlaegning af ydelser, der udbetales til to forskellige modtagere? Det mener jeg . Naar det direkte fremgaar af en af bestemmelserne i forordning nr . 574/72, at det, for saa vidt angaar familieydelser, er muligt at anvende artikel 12 paa saerlige tilfaelde, hvor hver af foraeldrene til samme barn og for samme periode har ret til ydelser, mener jeg ikke, at begrebet "samme ydelsesmodtager" er tilstraekkeligt til at begrunde, at artikel 12 ikke kan anvendes i andre tilfaelde, hvor der er tale om familieydelser til hver af foraeldrene for samme barn og - naturligvis stadig - for samme periode .
9 . Jeg er derfor af den opfattelse, at en situation som aegteparret Dammers er omfattet af artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, og at man kan fortolke forordningens artikel 73, stk . 1, sammenholdt med artikel 12, stk . 1, saaledes, at den udelukker muligheden for at sammenlaegge familieydelser for et og samme barn for de samme perioder, som udbetales i henhold til lovgivningen i hver af de to medlemsstater, hvor foraeldrene arbejder uden dog at vaere bosat dér .
10 . Selv om artikel 73, stk . 1, sammenholdt med artikel 12, stk . 1, indeholder et forbud mod dobbeltydelser i aegteparret Dammers tilfaelde, indeholder den derimod ingen regel om, hvorledes familieydelserne rent faktisk skal udbetales til de paagaeldende foraeldre . Det skyldes, at artikel 12, stk . 1, indeholder en almindelig faellesskabsretlig antikumulationsregel, og at det i gennemfoerelsesbestemmelser til artiklen skal praeciseres naermere, hvorledes ydelserne i de enkelte tilfaelde rent faktisk skal udbetales . Med hensyn til familieydelser indeholder artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72 prioritetsregler for ydelser, der udbetales i henhold til lovgivningen i flere medlemsstater . I det tilfaelde, hvor en af foraeldrene ifoelge artikel 73, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 kan goere krav paa familieydelser i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor han arbejder, mens den anden af foraeldrene samtidig udoever erhvervsmaessig beskaeftigelse i bopaelsmedlemsstaten, hvor barnet er bosat, og her har ret til familieydelser, er det saaledes kun sidstnaevnte ydelser, der udbetales, mens retten til de foerstnaevnte ydelser suspenderes . Forordning nr . 1408/71 eller nr . 574/72 indeholder imidlertid ingen "prioritetsregler" for det tilfaelde, hvor begge foraeldre goer krav paa familieydelser i deres respektive beskaeftigelsesmedlemsstater, mens de med deres faelles barn er bosat i en tredje medlemsstat .
11 . Denne lakune i faellesskabsretten kan efter min opfattelse ikke udfyldes med en fortolkning, hvorefter foraeldrene kan vaelge den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne faktisk skal udbetales . Faellesskabets socialsikringsregler indeholder intet, der kan stoette en saadan fortolkning, der ville indebaere, at ydelserne systematisk udbetales af de kompetente myndigheder i medlemsstaten med de hoejeste ydelser . En saadan "omvendt social dumping" er efter min opfattelse absolut ikke i overensstemmelse med de maal, Traktaten og de til gennemfoerelse heraf udstedte forordninger forfoelger . Herefter skal jeg foreslaa, at det foerste praejudicielle spoergsmaal besvares benaegtende .
12 . Jeg tvivler imidlertid paa, at Domstolen efter at have afvist en fortolkning, der giver foraeldrene "frit valg", for saa vidt angaar den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne faktisk skal udbetales, vil naa til det resultat, at der ikke findes nogen faellesskabsregel for udbetaling af ydelser i aegteparret Dammers situation . Et saadant resultat ville give nationale antikumulationsregler frit spil . I aegteparret Dammers tilfaelde har Kommissionen saaledes oplyst, at det forhold, at der ikke findes faellesskabsregler, som i lighed med artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72 indeholder en loesning - i form af en prioritetsregel - af de problemer, der kan opstaa i forbindelse med forbuddet mod dobbeltydelser i artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 1408/71, kan foere til, at de faktisk udbetalte ydelser som foelge af virkningerne af sammenfaldende belgiske og tyske antikumulationsregler bliver yderst beskedne .
13 . Domstolen staar i virkeligheden her over for en paradoksal situation . Artikel 12, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 indeholder et princip om forbud mod dobbeltydelser, som omfatter tilfaelde som aegteparret Dammers . Men der findes ingen faellesskabsretlige gennemfoerelsesbestemmelser, der fastsaetter, hvem der rent faktisk skal udbetale ydelserne og med hvilket beloeb . De nationale antikumulationsregler finder derfor anvendelse, uden at virkningerne heraf, ifoelge Kommissionen, mildnes af bestemmelserne i artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72, der bestemmer, at saafremt anvendelsen af artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 medfoerer, at ydelserne samtidig nedsaettes eller stilles i bero, "kan ingen af dem nedsaettes eller stilles i bero med et stoerre beloeb end det, der fremkommer ved at dividere det beloeb, der i henhold til den lovgivning, hvorefter ydelsen udredes, skal nedsaettes eller stilles i bero, med antallet af de modtageren tilkommende ydelser, der skal nedsaettes eller stilles i bero ." Kommissionen har imidlertid anfoert, at de nationale antikumulationsregler, der finder anvendelse i en situation som aegteparret Dammers, ikke er omfattet af ovennaevnte artikel 12, stk . 2, og derfor heller ikke af artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72 . Efter Kommissionens opfattelse finder artikel 12, stk . 2, alene anvendelse paa tilfaelde af dobbeltydelser, der udbetales til en og samme modtager med tryk paa ordet "en ".
14 . Hvis man tilslutter sig Kommissionens opfattelse, giver faellesskabsretten ved sin aabenbare tavshed paa dette punkt med andre ord nationale antikumulationsregler frit spil, og samtidig bekymrer den sig tilsyneladende ikke om virkningerne af disse regler . En saadan ubillighed maa efter min opfattelse rejse spoergsmaalet, om Kommissionens fortolkning af artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71 ikke er alt for restriktiv . Som jeg allerede har antydet, mener jeg, at hverken ordlyden af denne bestemmelse eller praemisserne i den naevnte Bakker-dom er til hinder for den opfattelse, at en medlemsstats lovbestemmelser om nedsaettelse i tilfaelde af sammenlaegning af familieydelser, der udbetales til én af foraeldrene, med familieydelser, der udbetales til den anden af foraeldrene for samme barn og samme periode, er omfattet af artikel 12, stk . 2 .
15 . Forordning nr . 1408/71 skal bl.a . sikre, at Faellesskabets koordinationsregler paa socialsikringsomraadet ikke foerer til "uberettigede dobbeltydelser" ( 4 ). De bestemmelser om dobbeltydelser, som forordningen indeholder, skal principielt opfylde dette formaal . For ydelser ved alderdom og invaliditet er det fuldt ud forstaaeligt, at kravet om samme modtager strengt skal overholdes . Umiddelbart er det nemlig ikke klart, hvorledes der kan opstaa en ubillig situation, naar saadanne ydelser skal udbetales til forskellige personer . Imidlertid vil en restriktiv fortolkning af kravet om samme modtager, naar der er tale om familieydelser, foere til, at visse former for sammenlaegning uden klar begrundelse falder uden for de naevnte bestemmelsers anvendelsesomraade . Det gaelder f.eks ., naar hver af foraeldrene for samme periode og samme barn har ret til familieydelser . En fortolkning, der foerer til et saadant resultat, opfylder efter min opfattelse ikke kravet om, at "uberettigede dobbeltydelser" skal undgaas . Tilsyneladende er en saadan fortolkning ogsaa i et vist omfang i strid med artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72, der, som allerede naevnt, indeholder en antikumulationsregel for det tilfaelde, hvor begge foraeldre hver for sig kan goere krav paa familieydelser for samme barn .
16 . Jeg mener derfor, at begrebet "samme ydelsesmodtager" snarere skal fortolkes i overensstemmelse med det formaal at undgaa uberettigede dobbeltydelser, for saa vidt angaar alle de former for ydelser, der er omfattet af faellesskabsreglerne . Det ligger i sagens natur, at visse af disse ydelser, som f.eks . familieydelser, kan give anledning til "uberettigede dobbeltydelser", jfr . betragtningerne til forordning nr . 1408/71, til fordel for to forskellige ydelsesmodtagere . Som foelge heraf boer kravet om samme modtager ikke fortolkes strengt .
17 . Det skal tilfoejes, at hvis man opretholder en streng fortolkning, vil det ikke, som man maaske kunne tro, foere til, at foraeldre, ved en begraensning af anvendelsesomraadet for forbuddet mod dobbeltydelser, kan sammenlaegge ydelser . En for streng overholdelse af kravet om samme ydelsesmodtager kan derimod faa uheldige virkninger, hvilket fremgaar af aegteparret Dammers situation . Saafremt en saadan situation falder uden for anvendelsesomraadet for artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, kan det foere til, at ydelsesmodtagerne ikke beskyttes mod virkningerne af nationale antikumulationsregler, hvorimod disse regler unddrages "lempelsesreglen" i artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72 . Det kan foere til, at foraeldrene langt fra at sammenlaegge ydelser modtager meget beskedne beloeb som foelge af en "sammenlaegning af nationale antikumulationsregler ".
18 . Jeg mener derfor, at kravet om samme ydelsesmodtager, som kan udledes af artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, maa fortolkes saaledes, at situationer, hvor hver af foraeldrene i den medlemsstat, hvor den paagaeldende er beskaeftiget uden samtidig at vaere bosat, kan goere krav paa familieydelser for samme barn og samme periode, ikke falder uden for bestemmelsens anvendelsesomraade . Foelgelig er gennemfoerelsen af nationale antikumulationsregler i en saadan situation omfattet af "lempelsesreglen" i artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72 . Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare det andet praejudicielle spoergsmaal i overensstemmelse hermed .
19 . Kommissionen, som for sit vedkommende har foreslaaet Domstolen at statuere, at artikel 7, stk . 1, litra a ), ved analogi finder anvendelse paa en situation som aegteparret Dammers, har tilfoejet, at det i forbindelse med en saadan anvendelse - i overensstemmelse med Domstolens afgoerelse i Kromhout-sagen ( 5 ) - boer sikres, at saafremt det samlede beloeb af de to nationale ydelser, der er nedsat i henhold til nationale antikumulationsregler, er lavere end det hoejeste beloeb i henhold til national lovgivning, skal der af institutionen i den medlemsstat, hvis lovgivning foreskriver det hoejeste beloeb, udbetales en tillaegsydelse svarende til forskellen mellem det hoejeste nationale beloeb og det samlede beloeb . Denne henvisning til Kromhout-dommen kan overraske, for saa vidt som en simpel anvendelse af artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72 ifoelge Kommissionens forklaringer under retsmoedet kan foere til, at foraeldrene i alt modtager et beloeb, der svarer til den hoejeste ydelse . Maaske er det dog ikke overfloedigt at henvise til Kromhout-dommen i besvarelsen af den nationale rets spoergsmaal, da der fortsat kan vaere tvivl om de faktiske virkninger af artikel 7, stk . 1, litra a ).
20 . Det bemaerkes endelig, at en besvarelse af det andet praejudicielle spoergsmaal, for saa vidt angaar artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, ikke noedvendigvis kraever nogen naermere fastlaeggelse af den dato, fra hvilken antikumulationsreglen gaelder . Denne opfattelse hviler paa to saet betragtninger .
21 . For det foerste kan det fastslaas, at en saadan naermere fastlaeggelse af datoen inden for rammerne af den omhandlede bestemmelse vedroerer datoerne for gennemfoerelsen af de nationale antikumulationsregler . Efter al sandsynlighed er disse datoer imidlertid fastsat i de naevnte lovgivninger . Som foelge heraf vil en stillingtagen til dette spoergsmaal indebaere, at Domstolen fortolker national ret, hvilket ligger uden for dens kompetence .
22 . For det andet mener jeg, at de argumenter, der danner grundlaget for den besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal, som jeg har foreslaaet Domstolen, goer det unoedvendigt at bede den forelaeggende ret meddele tidspunktet for anvendelsen af antikumulationsreglen . Saafremt artikel 12, stk . 1, indeholder et forbud mod sammenlaegning af familieydelser af samme art og for samme periode i en situation som aegteparret Dammers, og saafremt den manglende konkretisering af dette forbud, fordi der ikke findes en gennemfoerelsesbestemmelse svarende til artikel 10, stk . 1, litra b ), i ), i forordning nr . 574/72, indebaerer, at de nationale antikumulationsregler, der er naevnt i artikel 12, stk . 2, finder anvendelse under hensyntagen til bestemmelserne i artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72, kan man kun forestille sig to muligheder . Den foerste er den, hvor lovgivningen i to medlemsstater giver ret til ydelser for samme barn og samme periode . Kumulation, der i materiel henseende er mulig, er imidlertid umulig i retlig henseende af de netop anfoerte grunde . Den anden situation er den, hvor der ikke ifoelge to forskellige lovgivninger bestaar ret til ydelser for samme barn og samme periode . I saa fald er der ikke en gang rent materielt mulighed for dobbeltydelser . Under disse omstaendigheder kan jeg ikke se, at der er noget formaal med at fastlaegge datoen for anvendelsen af antikumulationsreglen . I saa fald maa det nemlig antages, at "forbuddet mod kumulation" foelger efter en situation med "lovlig" kumulation . I den situation, der er beskrevet i den foreliggende sag, foreligger der imidlertid ikke en saadan situation .
23 . Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen besvarer de forelagte spoergsmaal saaledes :
"1 ) Foraeldre, der er beskaeftiget i hver sin medlemsstat, mens de med deres faelles barn er bosat i en tredje medlemsstat, kan ikke under paaberaabelse af artikel 73, stk . 1, i forordning nr . 1408/71 frit vaelge, at barnet skal anses for at vaere bosat i én af beskaeftigelsesstaterne, saaledes at der faktisk alene skal udbetales familieydelser i henhold til denne stats lovgivning .
2 ) Anvendelsen af bestemmelser om nedsaettelse, suspension eller ophaevelse i de to beskaeftigelsesstaters lovgivning som foelge af sammenlaegning af familieydelser, der i hver af de to stater skal udbetales til én af foraeldrene, jfr . ovennaevnte artikel 73, stk . 1, er omfattet af artikel 12, stk . 2, i forordning nr . 1408/71, hvorfor virkningerne af disse bestemmelser begraenses af artikel 7, stk . 1, litra a ), i forordning nr . 574/72, uden at det samlede beloeb af de udbetalte ydelser kan vaere mindre end den hoejeste ydelse ."
(*) Originalsprog : fransk .
( 1 ) EFT 1971 II, s . 366 .
( 1 ) EFT 1972 I, s . 149 .
( 3 ) 151/87, Sml . s . 2009 .
( 4 ) Syvende betragtning til forordning nr . 1408/71 .
( 5 ) 104/84, dom af 4 . juli 1985, Sml . s . 2205 .
Top