Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 10. oktober 1989. - STRAFFESAG MOD GUY BLANGUERNON. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL DE POLICE D'AIX-LES-BAINS - FRANKRIG. - SELSKABSRET - GENNEMFOERELSE AF DIREKTIVER - GENSIDIGHED. - SAG C-38/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-00083
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
I - Formaliteten
1 . Under den mundtlige forhandling i dag har tiltaltes repraesentant oplyst, at straffesagen mod hans klient er frafaldet som foelge af en benaadning . Imidlertid er han ikke klar over, om anmodningen om en praejudiciel afgoerelse er blevet trukket tilbage . Ifoelge Domstolens praksis behandler Domstolen en anmodning om praejudiciel afgoerelse, indtil den udtrykkeligt er trukket tilbage . Medmindre Domstolen traeffer anden afgoerelse, skal spoergsmaalene derfor stadig besvares .
II - Realiteten
2 . Den forelaeggende ret oensker med sit spoergsmaal oplyst, om nationale retsregler, som medlemsstaterne skal vedtage i henhold til et direktiv udstedt paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 54, stk . 3, litra g ), kan traede i kraft individuelt, selv om ikke alle medlemsstater har vedtaget tilsvarende retsregler .
3 . Indledningsvis vil jeg henvise til, at ifoelge Domstolens faste praksis kan en medlemsstat ikke betinge sin opfyldelse af sine faellesskabsretlige forpligtelser af, at de oevrige medlemsstater ogsaa opfylder deres tilsvarende forpligtelser ( 1 ). Med andre ord gaelder der ikke i EF-retten en grundsaetning om gensidighed i forbindelse med opfyldelsen af traktatmaessige forpligtelser . Det er derfor ikke muligt at reagere ensidigt paa visse medlemsstaters tilsidesaettelse af saadanne forpligtelser, men dette maa derimod ske ved, at Kommissionen eller Det Europaeiske Faellesskabs medlemsstater anlaegger et soegsmaal efter den i EOEF-Traktatens artikler 169 og 170 fastsatte procedure .
4 . Naar en medlemsstat derfor ikke blot efter EOEF-Traktatens artikel 189 har ret til at gennemfoere et direktiv inden for de fastsatte frister, men endog har pligt til det, ogsaa naar andre medlemsstater ikke har opfyldt forpligtelsen, ligger det fast, at de retsundergivne skal overholde de nationale retsforskrifter, som gennemfoerer direktivet . Disse kan derfor ikke paaberaabe sig, at direktivet ikke er gennemfoert i andre medlemsstater .
5 . Dette gaelder ogsaa med hensyn til Raadets fjerde direktiv af 25 . juli 1978 om aarsregnskaberne for visse selskabsformer ( 2 ). Dette direktiv er udstedt paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 54, stk . 3, litra g ). Artiklen foreskriver udstedelsen af direktiver, som - med det formaal at goere dem lige byrdefulde - samordner de garantier, som kraeves i medlemsstaterne til beskyttelse af saavel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser .
6 . Det fremhaeves i artikel 54, stk . 3, litra g ), at garantierne skal goeres lige byrdefulde, og i direktivets betragtninger understreges ogsaa noedvendigheden af at foretage en samtidig samordning paa disse omraader, idet disse selskabers aktivitet ofte overskrider de nationale graenser . Efter tiltaltes opfattelse er der netop tale om en tilsidesaettelse af forpligtelsen til gensidighed og samtidig samordning, hvis de nationale gennemfoerelsesbestemmelser traeder i kraft paa forskellige tidspunkter .
7 . Jeg skal hertil bemaerke, at kravet om lige byrdefulde garantier er et udtryk for den materielle harmonisering, som skal overholdes af direktiverne udstedt paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 54, stk . 3, litra g ). Bestemmelsen kraever altsaa ikke, at der opnaas en fuldstaendig ensartethed, men det er tilstraekkeligt, at de nationale garantier til sidst er lige byrdefulde . Derimod kan man ikke udlede af artikel 54, stk . 3, litra g ), at EF-lovgiveren og medlemsstaterne er retligt forpligtet til at knytte den nationale anvendelse af gennemfoerelsesbestemmelser sammen med, at der vedtages tilsvarende bestemmelser i alle medlemsstater . Faellesskabet bygger paa respekt for medlemsstaternes nationale ret, hvorfor det formodes, at medlemsstaterne har tilpasset deres nationale ret til den i direktivet fastsatte retstilstand inden for den deri fastsatte frist .
8 . Naar der alligevel ved gennemfoerelsen af direktivet kan ske forskelsbehandling af de forskellige medlemsstaters retsundergivne med hensyn til tidspunktet for gennemfoerelsen, haenger det sammen med den lovgivningsteknik, der anvendes i direktivet . Direktivet er bindende med hensyn til det maal, som skal naas . Men dets retsvirkninger er, i det mindste naar det paalaegger de retsundergivne pligter, afhaengig af, at lovgiverne i medlemsstaterne gennemfoerer det . Derved kan der ikke blot opstaa forskelle med hensyn til valget af formen og maaden herfor, men ogsaa forskelle i valget af tidspunket . Da direktiver i almindelig fastsaetter frister for, hvornaar de skal traede i kraft, og da de med hensyn til deres indhold kan gennemfoeres og saettes i kraft saavel i begyndelsen som i slutningen af fristen, er der ikke blot mulighed for forskellige ikrafttraedelsesdatoer, men disse er, om jeg saa maa sige, forbundet med den procedure, hvorpaa direktiver gennemfoeres . Herved adskiller direktiver sig klart fra forordninger, som gaelder umiddelbart i hver medlemsstat fra deres ikrafttraedelsestidspunkt .
9 . Hertil kommer, at medlemsstaterne netop ved gennemfoerelsen af direktiver om selskabsret skal indarbejde faellesskabsretlige bestemmelser i deres forskellige selskabsretlige ordninger, hvilket kan volde store problemer ( 3 ). For at imoedegaa disse vanskeligheder er fristen til at gennemfoere enkelte af direktivets bestemmelser laengere end saedvanligt . Derfor er gennemfoerelsesfristen i den foreliggende sag to aar ( 4 ).
10 . Det er vanskeligt at goere retsundergivne i en medlemsstat forstaaeligt, at de ved en tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning maa tage de ulemper med i koebet, som er opstaaet ved, at en anden medlemsstat ikke som foreskrevet har opfyldt sin faellesskabsretlige forpligtelse til at tilnaerme sin lovgivning . Det henhoerer foerst og fremmest under medlemsstaternes og Faellesskabets politiske organer at drage de noedvendige konklusioner heraf . Det er vanskeligt at komme til en loesning i den foreliggende sag inden for rammerne af en domstolsprocedure .
11 . Jeg foreslaar derfor Domstolen at besvare det forelagte spoergsmaal saaledes :
"National lovgivning, der er vedtaget i henhold til direktiver (( f.eks . paa grundlag af EOEF-Traktatens artikel 54, stk . 3, litra g ) )) skal traede i kraft senest paa det i direktivet fastsatte tidspunkt . Dette gaelder ogsaa, selv om ikke alle medlemsstaterne har opfyldt gennemfoerelsesforpligtelsen i henhold til direktivet ."
(*) Originalsprog : tysk .
( 1 ) Jfr . dom af 22 . marts 1977, Steinike og Weinlig mod Forbundsrepublikken Tyskland ( sag 78/76, Sml . s . 595 paa s . 613 ); dom af 25 . september 1977, Kommissionen mod Frankrig ( sag 232/78, Sml . s . 2729 ); dom af 14 . februar 1984, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland ( sag 325/82, Sml . s . 777 paa s . 793 ). Jfr . ogsaa artikel 55 i den franske forfatning af 4 . oktober 1958 .
( 2 ) EFT 1978, L 222, s . 11 .
( 3 ) Jfr . hertil Kommissionens femte aarsberetning til Europa-Parlamentet om kontrollen med gennemfoerelsen af faellesskabsretten, s . 2 ff . i det duplikerede aftryk, og fjerde rapport fra Kommissionen til Raadet og Europa-Parlamentet om gennemfoerelsen af Kommissionenes hvidbog om virkeliggoerelsen af det indre marked, s . 4, pkt . 14 f .
( 4 ) Jfr . direktivets sidste betragtning og direktivets artikel 55, stk . 1 .
Top