Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Lenz fremsat den 27. oktober 1992. - CODORNIU SA MOD RAADET FOR DEN EUROPAEISKE UNION. - ANNULLATIONSSOEGSMAAL - FORORDNING - FYSISKE OG JURIDISKE PERSONER - BETINGELSER FOR ANTAGELSE TIL REALITETSBEHANDLING - BETEGNELSE AF MOUSSERENDE VINE - BETINGELSER FOR ANVENDELSE AF BENAEVNELSEN "CREMANT". - SAG C-309/89.
Samling af Afgørelser 1994 side I-01853
svensk specialudgave side I-00141
finsk specialudgave side I-00177
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
A ° Indledning
1. Det direkte soegsmaal, som dette forslag til afgoerelse vedroerer, er anlagt af en spansk producent af mousserende vine til anfaegtelse af en bestemmelse i den faelles markedsordning for vin, der blev indfoert i 1989, nemlig artikel 6, stk. 5a, litra b), i forordning nr. 3309/85 (1), efter affattelsen heraf i forordning nr. 2045/89 (2). Denne bestemmelse fastlaegger betingelserne for at anvende benaevnelsen "crémant", for hvilken der ikke tidligere fandtes faellesskabsregler, og som bruges om visse mousserende kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsomraader (herefter benaevnt "mkvbd") (3). Paa grundlag af artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 3309/85 (4), hvorefter visse metoder for gaering som "klassisk" eller "traditionel" kun kan anvendes, saafremt det fremstillede produkt
"a) er gjort mousserende ved en paafoelgende gaering paa flaske
b) i mindst ni maaneder fra cuvéens fremstilling uden afbrydelse er forblevet i kontakt med baermen og har befundet sig i samme virksomheds anlaeg
c) er skilt fra baermen ved degorgering"
indeholder den anfaegtede artikel foelgende bestemmelse:
"Med hensyn til mkvbd, som opfylder de i stk. 4, andet afsnit, fastsatte betingelser, forbeholdes benaevnelserne
...
b) 'crémant' mkvbd, fremstillet i Frankrig eller i Luxembourg:
° som den medlemsstat, hvori fremstillingen har fundet sted, har tildelt denne benaevnelse, idet benaevnelsen er forbundet med navnet paa det bestemte dyrkningsomraade, og
° som er fremstillet under overholdelsen af de saerlige regler, der er fastsat af den paagaeldende medlemsstat vedroerende disse vines fremstilling.
Benaevnelsen 'crémant' paa fransk eller i oversaettelse kan dog igennem fem produktionsaar anvendes til betegnelse af en mousserende vin, der traditionelt betegnes saaledes pr. 1. september 1989."
2. Det sagsoegende selskab har anfaegtet denne bestemmelse, som angivelig skulle give det et ringere salg. Det producerer mkvbd under benaevnelsen "Cava" (en benaevnelse, der fra 1986 i Spanien har vaeret benaevnelse for et bestemt omraade, og som nu desuden udtrykkeligt i faellesskabsretten har faaet tillagt denne status) (5), og har laenge anvendt betegnelsen "Gran Crémant" for en del af sin produktion. Denne betegnelse har siden 1924 vaeret fransk varemaerke, som selskabet er indehaver af. Jeg skal senere i min gennemgang komme tilbage til forskellige enkeltheder i sagsoegerens situation.
3. Efter sagsoegerens opfattelse er der ikke grundlag for fortsat at forbeholde benaevnelsen "crémant" for mkvbd, der fremstilles i Frankrig og Luxembourg ° det har kun kunnet ske i den i den anfaegtede bestemmelses sidste afsnit angivne overgangsperiode. Sagsoegeren mener desuden, at begrundelsen for denne bestemmelse ikke er fyldestgoerende.
4. I paastandene, der er gengivet in extenso i retsmoederapporten, paastaas naevnte bestemmelse annulleret og Raadet doemt til at afholde sagens omkostninger.
5. Raadet har paastaaet sagen afvist, men efter Domstolens kendelse af 5. december 1990 er paakendelsen af Raadets formalitetsindsigelse blevet henskudt til den endelige dom.
6. Raadet saavel som Kommissionen, der har interveneret til stoette for Raadet, principalt nedlagt paastand om, at sagen afvises og subsidiaert om, at der afsiges frifindelsesdom, og at sagsoegeren tilpligtes at afholde sagens omkostninger.
7. Efter skriftvekslingens afslutning er forordning nr. 3309/85, som den anfaegtede bestemmelse er indsat i, blevet afloest af forordning (EOEF) nr. 2333/92 (6), hvori denne bestemmelse gentages uden aendringer i artikel 6, stk. 6.
B ° Stillingtagen
I ° Forord
8. Foer jeg gaar over til at behandle parternes forskellige anbringender, skal jeg kort redegoere for det forhold, at vedtagelsen af forordning nr. 2333/92 ikke boer faa betydning for afgoerelsen af naervaerende sag. Navnlig bortfalder sagsoegerens retlige interesse ikke ved denne omstaendighed, der heller ikke foerer til, at det er ufornoedent at traeffe afgoerelse vedroerende sagens realitet ° hvilket ville kunne vaere en foelge af et bortfald af den retlige interesse.
9. I den forbindelse maa det tages i betragtning, at den retlige interesse ved et annullationssoegsmaal ikke forudsaetter, at sagsoegeren opnaar visse fordele af de direkte ° med logisk noedvendighed bindende ° virkninger af annullationen. Det er tilstraekkeligt, at han opnaar en forbedret retsstilling gennem opfyldelsen af de forpligtelser, der ved traktatens artikel 176 paalaegges sagsoegte (7).
10. Efter denne traktatbestemmelse ville Raadet nemlig i tilfaelde af en annullation af den anfaegtede bestemmelse vaere forpligtet til at tilpasse den nye artikel 6, stk. 6, til de krav, der stilles i Domstolens dom. Jeg skal herom henvise til de synspunkter, der er udviklet i Asteris-dommen (8). I denne dom skulle Domstolen tage stilling til, om Kommissionen i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 176 havde efterkommet en tidligere dom, der annullerede en forordning, den havde vedtaget om koefficienter for produktionsstoette i tomatsektoren, der var gaeldende for et vist produktionsaar. Dette kunne betvivles, bl.a. fordi Kommissionen havde undladt paa grundlag af annullationsdommen af 19. september 1985 at tilpasse den parallelle forordning, der skulle finde anvendelse de foelgende produktionsaar (fra den 1.7.1984), mens denne anden forordning var blevet vedtaget under sagen og saaledes var behaeftet med den samme mangel som den anfaegtede forordning. Herom udtaltes det i dommen (praemis 27-31):
"For at efterkomme dommen og opfylde den fuldt ud, skal institutionen ikke blot tage hensyn til dommens konklusion, men ogsaa til de praemisser, som har foert til domskonklusionen, og som danner det fornoedne grundlag for denne i den forstand, at de er noedvendige, naar det skal afgoeres, hvad konklusionen helt praecis gaar ud paa. Det er nemlig disse praemisser, som dels fastslaar, noejagtigt hvilken bestemmelse der anses for lovlig, dels angiver de noejagtige grunde til den i konklusionen fastslaaede ulovlighed, og som den paagaeldende institution skal tage hensyn til, naar den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret.
Selv om den omstaendighed, at det i dommens praemisser er fastslaaet, at der foreligger en ulovlighed, foerst og fremmest bevirker, at den institution, der har udstedt retsakten, har pligt til at fjerne denne ulovlighed i den retsakt, der skal afloese den annullerede retsakt, kan den dog ogsaa have andre retsvirkninger for denne institution, for saa vidt som den vedroerer en bestemmelse med et bestemt indhold paa et givet omraadet.
I sager som den foreliggende, hvor der er tale om annullation af en forordning, som kun har virkning i en klart afgraenset periode (nemlig produktionsaaret 1983/1984), er den institution, som har udstedt forordningen, foerst og fremmest forpligtet til at soerge for, at nye retsakter, der skal udstedes efter afsigelsen af annullationsdommen, og som skal gaelde for efterfoelgende produktionsaar, ikke kommer til at indeholde en bestemmelse af samme indhold som den, der er blevet erklaeret ulovlig.
Det maa dog antages, at konstateringen af ulovligheden i kraft af den tilbagevirkende gyldighed, der knytter sig til annullationsdomme, har virkning fra det tidspunkt, hvor den annullerede retsakt traadte i kraft. Det maa heraf udledes, at den paagaeldende institution i det foreliggende tilfaelde ogsaa har pligt til i de retsakter, der allerede var blevet udstedt, da annullationsdommen blev afsagt, og som giver regler for produktionsaarene efter 1983/1984, at ophaeve bestemmelser med samme indhold som den bestemmelse, der blev anset for ulovlig.
Som foelge heraf gaelder konstateringen af, at fastsaettelsen af de koefficienter, hvormed stoetten til de graeske producenter skal multipliceres, var retsstridig, ikke blot for produktionsaaret 1983/1984, som den annullerede forordning omhandlede, men ogsaa for alle de senere produktionsaar. Konstateringen kan derimod ikke gaelde for de produktionsaar, der er underlagt reglerne i forordningerne foer produktionsaaret 1983/1984."
11. Disse resultater maa a fortiori anvendes i den foreliggende sag, idet artikel 6, stk. 6, i forordning nr. 2333/92 blot er resultatet af en kodifikation af forordning nr. 3309/85, som faellesskabslovgiver har anset for hensigtsmaessig af praktiske grunde (9). Man kan her sige, at den nye bestemmelse, der blev vedtaget ° til forskel fra, hvad der var tilfaeldet i Asteris-sagen, hvor vedtagelsen af nye bestemmelser var noedvendige, fordi de for det foregaaende produktionsaar gaeldende bestemmelser ganske normalt havde udtoemt deres retsvirkninger ° er et udtryk for den oprindelige plan om at indfoere de i sagen omtvistede regler paa ubestemt tid. Denne nye bestemmelse lader altsaa med andre ord den gamle bestemmelse bestaa, og er i forhold til denne sidste bestemmelse noget andet end en blot og bar "bestemmelse med samme indhold", jf. Asteris-dommen.
12. Af det anfoerte foelger i det hele, at vedtagelsen af forordning nr. 2333/92 hverken har foert til, at den retlige interesse er bortfaldet eller til, at det nu er ufornoedent at traeffe afgoerelse, da tvisten ikke laengere bestaar.
II ° Formaliteten
13. 1. a) Raadets formalitetsindsigelser vedroerer i foerste raekke kravet ifoelge artikel 173, stk. 2, om, at den anfaegtede retsakt skal indeholde en "beslutning". I den argumentation, Raadet har fremfoert paa dette punkt, indgaar imidlertid ogsaa et argument om, at sagsoeger kun har vaeret beroert af den omtvistede foranstaltning i sin egenskab af producent, som benytter betegnelsen "crémant", ligesom enhver anden producent, der befinder sig i samme situation. Ved en sammenholdelse af dette argument og den praksis, Raadet har paaberaabt sig (10), fremgaar det, at der ikke blot er tale om en udtalelse om den anfaegtede akts retlige beskaffenhed; der taenkes ogsaa paa spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren er individuelt beroert af denne akt. I oevrigt haenger de to spoergsmaal snaevert sammen ° det kommer jeg straks kort tilbage til i det foelgende ° og Domstolen maa derfor (hvis den da ikke mener, at sagen skal afvises af andre grunde) under alle omstaendigheder ex officio tage stilling til denne anden betingelse for soegsmaalskompetence (jf. procesreglementets artikel 92, stk. 2).
14. I den foelgende redegoerelse maa der derfor tages stilling til de to naevnte spoergsmaal samt til spoergsmaalet, om sagsoegeren er direkte beroert, hvilket kun Kommissionen har bestridt.
15. b) Under behandlingen heraf maa den anfaegtede akts retlige beskaffenhed og virkninger undersoeges, hvorved det forudsaettes, at der hersker klarhed med hensyn til, hvad den noejagtigt indeholder.
16. I den forbindelse maa det fastslaas, at sagsoegeren med den fremfoerte paastand har anfaegtet artikel 6, stk. 5a, litra b), i forordning nr. 3309/85 i dens helhed. Af sagsoegerens anbringender foelger imidlertid, at anfaegtelsen ikke gaelder denne bestemmelse i alle dens enkeltdele, men alene en ganske bestemt side af den. Som sagsoegeren senest har gjort gaeldende under den mundtlige forhandling, gaelder kritikken jo begraensningen i den omtvistede bestemmelses indledning, hvorefter benaevnelsen "crémant" ° selv om de oevrige betingelser for dennes anvendelse, der vedroerer produktets kvalitet og iagttagelsen af visse fremstillingsmetoder, er opfyldt ° kun kan anvendes om mousserende vine, der er fremstillet i Frankrig eller i Luxembourg. Sagsoegeren har hvad angaar anbringenderne om overtraedelse af EOEF-traktaten og magtfordrejning gjort gaeldende, at Raadet, naar henses til aktens formaal og de oevrige betingelser for anvendelse af benaevnelsen "crémant", jf. ovenfor, ikke retmaessigt kunne gennemfoere en saadan geografisk begraensning. Sagsoegerens argumentation vedroerende vaesentlige formelle mangler raekker heller ikke videre, idet sagsoegeren kritiserer Raadet for ikke fyldestgoerende at have begrundet den naevnte geografiske begraensning.
17. Da den saaledes kritiserede del af bestemmelsen kan loesrives fra resten af den anfaegtede bestemmelse, uden at denne i oevrigt bliver helt uanvendelig (11), kan Domstolen, hvis den tilslutter sig sagsoegerens opfattelse, begraense en annullation af bestemmelsen, saaledes at denne kun kommer til at gaelde den anfaegtede del (12). I den foreliggende sag boer den i oevrigt gaa frem paa denne maade for at undgaa at komme uden for den ramme, der ved de fremfoerte anbringender er afstukket for tvisten (13).
18. Paa baggrund heraf vil det vaere den geografiske begraensning, altsaa det forbud, der specielt gaelder producenter uden for Frankrig og Luxembourg, der bliver genstand for behandlingen her.
19. 2. a) Hvad for det foerste den anfaegtede akts retlige beskaffenhed angaar ° hvorved der i foerste omgang ses bort fra sagsoegerens situation ° kan der efter min mening ikke herske tvivl om, at denne akt ikke er en beslutning, men en akt af almengyldig art. Kriteriet for sondringen mellem disse to slags retsakter beror paa det forhold, at en beslutning kun er bindende for dem, "den er rettet til", mens almengyldige akter (i denne sag kan der inden for denne akttype kun vaere tale om en akt med forordningskarakter) gaelder generelt (14).
20. Ved denne afgraensning er det noedvendigt at undersoege den anfaegtede bestemmelses retlige beskaffenhed og navnlig de retsvirkninger, den er taenkt at skulle affoede, eller som den faktisk affoeder (15). Det maa herved afgoeres, om det forbud, den indeholder for producenter uden for Frankrig og Luxembourg, finder anvendelse paa "objektivt bestemte situationer" og skaber "retsvirkninger for en kreds af personer, som er bestemt paa almen og abstrakt maade" (16). Jeg finder det ikke i sammenhaeng hermed afgoerende, at den omhandlede bestemmelse er udformet som en abstrakt generel regel (17). Derimod fremgaar det af den hermed af Domstolen fastlagte definition, at en akt i alt fald har normativ karakter, naar den personkreds, den er anvendelig paa, ikke er fastlagt paa tidspunktet for dens vedtagelse (18). I den foreliggende sag eksisterer der ikke en saadan "sluttet kreds" af beroerte personer. Faktisk er det omtvistede forbud ikke blot til hinder for, at benaevnelsen "crémant" fortsat anvendes af personer, der anvendte den ("traditionelt") foer vedtagelsen af den omhandlede bestemmelse, den rammer ogsaa potentielle brugere af denne benaevnelse, dvs. erhvervsdrivende, der efterfoelgende kunne have truffet beslutning om en saadan kommerciel foranstaltning, hvis denne regel ikke var blevet indfoert.
21. Selv om Deutz og Geldermann-sagen, der under den mundtlige forhandling er blevet naevnt som reference, muligvis udviser en forskel paa dette punkt (19), kan der ikke herske tvivl om, at den i den foreliggende sag anfaegtede akt har forordningskarakter.
22. b) Hvad bliver saa foelgen af denne almindelige karakterisering af den omtvistede akt?
23. Der er tre mulige loesninger, der kommer i betragtning:
° Sagen afvises uden videre.
° Der kan dernaest blive tale om at tage stilling til, om den omhandlede akt, som altsaa efter en samlet bedoemmelse har forordningskarakter, alligevel skulle vise sig at vaere en beslutning i forhold til sagsoegeren.
° Man maa derefter ° uden at dvaele ved aktens "beslutnings"-karakter ° undersoege, om sagsoegeren er individuelt beroert af denne akt.
24. Efter udviklingen hidtil i retspraksis er det efter min mening den tredje loesning, der boer vaelges.
25. I denne sammenhaeng maa der foerst henvises til den fundamentale forskel mellem den foerste loesning paa den ene side og de to andre paa den anden side. Ved den foerste loesning kan der ske det, at sagsoegeren ikke opnaar retsbeskyttelse, selv om han retligt i forhold til den anfaegtede ordning indtager samme retsstilling som den, en beslutning er rettet til (sagsoegeren er jo "individualiseret paa samme maade som en adressat" (20)). Saafremt man vaelger denne loesning, bliver den begraensning, der goeres i retsbeskyttelsen, alene en foelge af, at andre af ordningen omfattede personer ikke indtager en saadan saerlig stilling (og altsaa kun er beroert i deres "objektive egenskab" af erhvervsdrivende i den paagaeldende sektor "paa samme maade som enhver erhvervsdrivende, der befinder sig i en tilsvarende situation" (21)).
26. Ifoelge de to sidste loesninger hviler retsbeskyttelsen derimod alene paa sagsoegerens individuelle situation ° og det goer den efter min mening med rette. Man kan nemlig straks fremdrage to led, der bringer denne fremgangsmaade i overensstemmelse med formaalet med artikel 173, stk. 2. Dels udgoer den i det omfang, denne bestemmelse er det grundlag, som privates soegsmaalsadgang hviler paa, en garanti for en individuel retsbeskyttelse. Artikel 173, stk. 2, skaber helt i overensstemmelse hermed en adgang for annullationssoegsmaal til anfaegtelse af beslutninger, der individuelt (og umiddelbart) beroerer sagsoegeren, uden at det over for ham er muligt at goere gaeldende, at han ikke er adressat for beslutningen. Det er ikke let at se, hvorfor man i forbindelse med et soegsmaal til anfaegtelse af en foranstaltning, der har virkninger som en almengyldig akt over for andre beroerte personer, maa anvende et andet kriterium og goere dette gaeldende over for sagsoegeren. Konstateringen heraf tillaegger jeg saa meget stoerre vaegt, som mange faellesskabsbestemmelser ved et naermere eftersyn viser sig at vaere yderst sammensatte og har meget forskellige retsvirkninger for de forskellige grupper af beroerte personer.
27. Paa den anden side maa der, da soegsmaalsadgangen for private ved artikel 173, stk. 2, er begraenset ved kravet om, at der skal vaere tale om en beslutning, henses til, at dette er et materielretligt kriterium. Allerede af denne bestemmelses ordlyd fremgaar, at faellesskabslovgiver ikke kan laegge hindringer i vejen for privates soegsmaalsadgang blot ved at vaelge forordningsformen (22). Men dersom en akt er vedtaget i forordningsform, for at samtlige omhandlede personkredse kan tages i betragtning (altsaa ogsaa andre personer) og i forhold til sagsoegeren fremtraeder som en beslutning for en adressat, er da det spoergsmaal, der melder sig for sagsoegeren, virkelig noget andet end et formelt spoergsmaal?
28. Udviklingen i nyere praksis svarer til det anfoerte.
29. Domstolen har ganske vist tidligt fastslaaet, at:
"Hvis en retsakt ... af forfatteren er betegnet som en forordning og indeholder bestemmelser, som efter deres karakter ikke blot umiddelbart, men ogsaa individuelt beroerer bestemte fysiske eller juridiske personer, maa det erkendes, at i hvert fald disse bestemmelser ° uafhaengigt af spoergsmaalet, om denne retsakt som helhed betragtet med rette kan betegnes som en forordning ° ikke har forordningskarakter og derfor ikke kan anfaegtes af disse personer efter artikel 173, stk. 2 (23)."
30. Det har dog i foerste omgang kunnet spoerges, hvorledes Domstolen vil afgoere et tilfaelde, hvor en og samme bestemmelse beroerer et vist antal personer, der er omhandlet paa samme maade som adressaterne for en beslutning, mens den samtidig kun beroerer andre personer med de virkninger af almengyldig art, den har (24).
31. Paa antidumpingreglernes omraade har Domstolen klarlagt situationen ved Allied Corporation-dommene I (25) og II (26) og senest i Extramet-dommen (27). I sidstnaevnte dom sammenfattede Domstolen dette problem og udtalte herved foelgende:
"Selv om forordninger om antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 2, efter deres art og raekkevidde er almengyldige, idet de finder anvendelse paa de paagaeldende erhvervsdrivende i al almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende individuelt."
32. I fortsaettelsen i dommen hedder det:
"Det fremgaar saaledes, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold under visse omstaendigheder, uden at miste deres karakter af forordning kan beroere visse erhvervsdrivende individuelt, hvorved de paagaeldende kan anlaegge sag om annullation af disse retsakter."
33. Hvis der til en begyndelse ses bort fra spoergsmaalet om, hvorvidt disse principper ogsaa kan finde anvendelse paa den faelles landbrugspolitiks omraade, har denne klarlaeggelse en dobbelt interesse i forbindelse med valget af en af de tre ovenfor omtalte loesninger. For det foerste er det principielle udgangspunkt, at en sag ikke kan afvises alene som foelge af den normative karakter, en bestemmelse eventuelt har, saafremt sagsoegeren godtgoer, at han er individuelt beroert af denne bestemmelse. For det andet indeholder denne praksis et naermest teknisk programpunkt, idet den foretraekker idéen om en egentlig forordning, der undertiden individuelt vil kunne beroere visse af de omhandlede personer, frem for idéen om en hybrid retsakt (forordning i forhold til visse personer og beslutning i forhold til visse andre personer). Selv om denne loesning ligger relativt laengere fra ordlyden af artikel 173, stk. 2, har den den fordel at vaere begrebsmaessigt klar og logisk (28).
34. De to loesninger skulle i alt fald ikke kunne foere til forskellige resultater, eftersom en akt, der beroerer visse personer individuelt og dermed paa samme maade som adressaterne for en beslutning, i realiteten kun ° naar udgangspunktet er en hybrid retsakt ° udgoer en beslutning over for dem (29). Af Domstolens praksis fremgaar i oevrigt, at den proever begge betingelser paa grundlag af de samme kriterier (30).
35. Herefter skal vi se paa spoergsmaalet om, hvorvidt disse i praksis om dumping hentede principper kan overfoeres til den faelles landbrugspolitiks omraade. Paa baggrund af min redegoerelse tidligere i dette forslag til afgoerelse (31), der ikke specielt refererer til dumpingomraadet, kan besvarelsen af dette spoergsmaal kun blive bekraeftende. Af ordensmaessige grunde vil jeg dog tilfoeje, at de principper, Domstolen har udviklet paa dumpingomraadet, ikke haenger sammen med de ° indiskutable ° saeregenheder paa dette omraade. De haenger for det foerste ikke sammen med den saeregenhed ved antidumpingreglerne, at de kun kan vedtages i form af en forordning (32). Paa den ene side mener jeg ikke, der er forskel paa et tilfaelde, hvor det efter loven er paabudt, at der skal ske vedtagelse af en forordning, og et tilfaelde, hvor valget af denne retsaktsform er en noedvendig foelge af aktens genstand og indhold, som det ofte er tilfaeldet inden for den faelles landbrugspolitik. Paa den anden side kan en bestemmelse om, at visse regler skal vedtages i forordningsform blot vaere udtryk for faktiske krav af denne art. I generaladvokat Gulmann' s forslag til afgoerelse i Buckl-sagen (33) var det en saadan akt, der var tale om, og det fastslaas derfor med foeje deri, at der ikke efter Domstolens praksis var grundlag for afvisning af sagen (34) som foelge heraf (35).
36. Hvad dernaest angaar den saeregenhed ved antidumpingreglerne, at de for de beroerte producenters og eksportoerers vedkommende kan fremtraede med samme karakter som en individuel beslutning, vil det vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at Extramet-dommen vedroerer en importoers soegsmaal. Men netop denne gruppe erhvervsdrivende er ikke beroert af denne saeregenhed, hvorfor Domstolen da ogsaa foerst admitterer deres soegsmaal efter en noeje proevelse af det konkret foreliggende tilfaelde (36) og saedvanligvis afviser dem, navnlig naar de er anlagt af uafhaengige importoerer (37).
37. Efter min mening er det af alle disse grunde ikke tilstraekkeligt i det hele at placere den anfaegtede bestemmelse i den gruppe foranstaltninger, der er akter med forordningskarakter, og paa grundlag heraf afsige afvisningsdom. Tvaertimod maa det undersoeges, om denne bestemmelse beroerer sagsoegeren individuelt.
38. c) Afgoerelsen af dette spoergsmaal kraever foerst en analyse af det forhold, at man individuelt mellem de erhvervsdrivende, det omtvistede forbud gaelder, kan udskille en gruppe paa et bestemt antal personer, der ikke kan stige efter aktens vedtagelse. Denne gruppe er den i sidste afsnit i den omtvistede bestemmelse naevnte ° nemlig producenter af mousserende vin, der traditionelt anvendte benaevnelsen "crémant" den 1. september 1989, hvor forordning nr. 2045/89 traadte i kraft, og som sagsoegeren er én af.
39. Naar henses til den fortolkning af artikel 173, stk. 2, som jeg har gjort mig til talsmand for (38), kan et af sagsoegerens hovedargumenter forstaas og sammenfattes saaledes, at sagsoegeren maa anses for individuelt beroert, eftersom han tilhoerer denne klart afgraensede gruppe. Af Deutz og Geldermann-dommen fremgaar dog, at dette ° ud fra sammenhaengen mellem "beslutnings"-betingelsen og "individuelt beroert"-betingelsen ° ikke i og for sig er tilstraekkeligt til at begrunde retlig interesse i et konkret tilfaelde (39). Der maa vaere en saerlig sammenhaeng mellem sagsoegerens situation (i videste forstand) og den anfaegtede akt.
40. Som fremhaevet af generaladvokat Tesauro (40) kraevedes der saedvanligvis i retspraksis aarsagssammenhaeng mellem disse to elementer. I den forbindelse maa det foerst naevnes, at naervaerende sag kun drejer sig om den af sagsoegeren kritiserede geografiske begraensning. Det maa derfor godtgoeres, at situationen for personer, som denne side af akten vedroerer, og som anvendte benaevnelsen "crémant" paa deres mousserende vine foer den 1. september 1989, netop har vaeret afgoerende for faellesskabslovgiver, da den anfaegtede bestemmelse blev vedtaget. Den eneste faktor, der vil kunne foere til, at en saadan sammenhaeng kommer i betragtning, kan eventuelt findes i sidste afsnit, der imidlertid ikke alene omhandler denne situation, men ogsaa den situation, som de producenter befinder sig i, der ved andre elementer i den anfaegtede bestemmelse ° nemlig betingelserne om produktets kvalitet og fremstillingsmetoden ° paalaegges et forbud mod anvendelse af benaevnelsen "crémant".
41. Betingelserne for at kunne anse sagsoegeren for individuelt beroert er derfor, som de er blevet udformet i Domstolens saedvanlige praksis, ikke opfyldt.
42. Dog maa vi herefter undersoege den retlige udvikling i tiden efter afsigelsen af Deutz og Geldermann-dommen for at kunne afgoere, om sagsoegeren efter en anden betragtningsmaade kan anses for individuelt beroert.
43. I den forbindelse ses et nyt element at foreligge med Sofrimport-dommen (41), hvori Domstolen fastslog, at det for saa vidt angik den saerlige noedvendige sammenhaeng mellem den anfaegtede akt og sagsoegerens situation var tilstraekkeligt, at sidstnaevnte, som omfattet af denne situation, beskyttes ved visse saerlige elementer i det retsgrundlag, som ligger til grund for den anfaegtede bestemmelse (42). Men heller ikke denne betingelse er opfyldt i det foreliggende tilfaelde.
44. Muligvis er der dog med Extramet-dommen (43) aabnet op for endnu en gruppe tilfaelde, hvor sagsoegeren vil kunne anses for individuelt beroert. I Extramet-sagen havde en af producenten uafhaengig importoer anfaegtet en antidumpingforordning, der vedroerte et bestemt raastof (calciummetal). Domstolen udtalte i den forbindelse (i praemis 17):
"Sagsoegeren har godtgjort, at der foreligger en raekke omstaendigheder, der tilsammen skaber en saadan saerlig situation, at sagsoegeren i forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller sig fra alle andre erhvervsdrivende. Virksomheden er nemlig den vigtigste importoer af det produkt, som er genstand for antidumpingforanstaltningen, og samtidig endelig bruger af produktet. Dernaest afhaenger virksomhedens erhvervsmaessige aktiviteter i meget vidt omfang af denne import, og de er i vaesentlig grad paavirket af den anfaegtede forordning paa grund af det begraensede antal producenter af det paagaeldende produkt og det forhold, at virksomheden har vanskeligheder ved at opnaa forsyninger hos den eneste faellesskabsproducent, som ydermere er dens hovedkonkurrent, for saa vidt angaar det forarbejdede produkt."
45. Det er klart, at denne praksis ikke foerst og fremmest vedroerer spoergsmaalet, om visse bestemte personer, der fra begyndelsen ° navnlig efter bestemmelsens indhold ° udgoer en afsluttet kreds af beroerte, for saa vidt angaar deres situation har en saerlig sammenhaeng med den anfaegtede akt. Disse kriterier kan ogsaa laegges til grund for en afgraensning af den paagaeldende "kreds", der som regel kun kan bestaa af en enkelt eller i hvert fald ganske faa personer.
46. Det foerste spoergsmaal, der melder sig i denne sammenhaeng, er spoergsmaalet om, hvorvidt de hermed opstillede principper kan overfoeres til ogsaa at gaelde tilfaelde som det i denne sag foreliggende. Ogsaa her maa det, som ved det tidligere behandlede spoergsmaal om fortolkningen af artikel 173, stk. 2 (44), foerst undersoeges, om disse principper haenger sammen med dumpingomraadets saeregenheder. Svaret paa dette spoergsmaal ligger ikke lige for. Ganske vist tales der i dommens praemis 16 om "et annullationssoegsmaal til anfaegtelse af en antidumpingforordning", men de foelgende udtalelser i dommen begraenser sig ikke udtrykkeligt til et saadant tilfaelde.
47. Et andet holdepunkt ved fastlaeggelsen af dommens raekkevidde kan hentes i de udviklede kriteriers karakter. I den forbindelse bemaerkes, at disse foerst og fremmest er knyttet til sagsoegerens situation paa faellesskabsmarkedet og alvoren af de foelger, den anfaegtede akt har for hans virksomhed. En saeregenhed i forhold til saedvanlig praksis er det, at Extramet-dommen er karakteristisk ved, at der deri, for saa vidt angaar den saerlige betingelse om forbindelsen mellem sagsoegerens situation og den anfaegtede akt, for foerste gang alene gaas ud fra den anfaegtede akts oekonomiske virkninger.
48. Beskaffenheden af dette kriterium, saaledes som det her er defineret, tvinger ikke til en slutning om, at det kun kan finde anvendelse paa antidumpingbestemmelsernes omraade. Der skulle vel ogsaa paa andre omraader kunne forekomme tilfaelde, hvor en akt for en erhvervsdrivende giver foelger, der adskiller sig fra de foelger, den faar for de oevrige omfattede personer, paa en saadan maade, at denne erhvervsdrivende fremtraeder som en adressat for akten.
49. Selv om tilfaeldets rent formelle henfoersel til antidumpingrettens omraade ikke var afgoerende for hovedsynspunktet bag dommen, kan der som foelge af en anden saeregenhed vaere grund til at forholde sig skeptisk til dens anvendelse i andre tilfaelde. De i Extramet-dommen analyserede oekonomiske virkninger bestod nemlig i, at den sagsoegende virksomheds stilling i konkurrencen direkte (i forhold til selskabet Péchiney) blev skadet; de svarede til de virkninger, som statsstoette faar for en konkurrerende virksomhed i forhold til stoettemodtagervirksomheden. Dette synspunkt kan i alt fald foere til, at der kan tales om en virkelig udvidelse af Extramet-principperne, saafremt de anvendes i et tilfaelde, der klart ligger langt fra dette moenster.
50. I det foreliggende tilfaelde bliver der imidlertid ikke tale om en saadan udvidelse, eftersom der her er tale om forhold, der strukturelt ligger meget taet op af Extramet-tilfaeldet paa det anfoerte punkt. I den forbindelse maa det fastslaas, at benaevnelsen "crémant" i konkurrencen mellem producenter af mousserende vine som bekendt skal give det paagaeldende produkt visse egenskaber, som giver det en mere praecis placering i gruppen af mousserende vine i almindelighed. Dette har imidlertid kunnet forekomme faellesskabslovgiver problematisk. Paa den ene side kan det ikke alene gennem denne benaevnelse noejagtigt afgoeres, hvilke saerlige traek den tager sigte paa, og den kan saaledes anvendes om mousserende vine, der kvalitetsmaessigt er meget forskellige, hvilket i oevrigt synes at have vaeret tilfaeldet tidligere. Paa den anden side findes der kun forskrifter om anvendelsen af den i en enkelt medlemsstat, nemlig Den Franske Republik, hvor mousserende vine fra Loire, Bourgogne og Alsace paa visse betingelser kunne benaevnes "crémant de ..." (efterfulgt af omraadets navn).
51. Paa baggrund heraf indvirker faellesskabslovgivers beslutning om at give regler for den omtvistede benaevnelse, navnlig saaledes at den knyttes til visse kvalitetstraek ved produktet, paa to maader paa konkurrencen: Den forbedrer stillingen paa markedet for de produkter, der lovligt kan forsynes med denne benaevnelse, og forringer markedsstillingen for varer, der mister retten hertil. Da sagsoegeren tilhoerer den gruppe af producenter, hvis produkter tilhoerer sidstnaevnte kategori, beroerer den anfaegtede foranstaltning umiddelbart hans situation i forhold til situationen for hans konkurrenter i Frankrig og Luxembourg, der lovligt kan anvende benaevnelsen "crémant". Under disse omstaendigheder maa det "aabent rum"-kriterium, der er anvendt i praemis 17 i Extramet-dommen, ogsaa kunne finde anvendelse i den foreliggende sag.
52. Det maa derfor nu efterproeves, om sagsoegeren i forhold til den anfaegtede akt er individualiseret paa samme maade som en adressat i kraft af den saerlige stilling, han har paa markedet, og de virkninger, denne akt har for hans erhvervsvirksomhed.
53. I foerstnaevnte henseende skal det bemaerkes, at man maa gaa ud fra markedet for mkvbd, der foerer benaevnelsen "crémant". Sagsoegeren har jo ikke bestridt faellesskabslovgivers ret til at betinge anvendelse af denne benaevnelse af, at der er tale om mousserende vin, der svarer til dette kvalitetsniveau. Desuden er det alene de producenter, der anvendte benaevnelsen paa tidspunktet for vedtagelsen af den anfaegtede akt, der skal tages i betragtning, for de er de eneste, der ° som sagsoegeren ° vil kunne miste eller omvendt bevare retten til at anvende benaevnelsen.
54. Inden for den saaledes afgraensede gruppe af producenter i Faellesskabet er det afgjort sagsoegeren, der har den stoerste produktion. Over for de elleve millioner flasker (paa 0,75 l) "Gran Crémant", som sagsoegeren aarligt producerer, og som foerst og fremmest saelges paa det spanske marked (45), stod i 1988, det vil sige aaret foer vedtagelsen af den anfaegtede akt, en samlet produktion paa tolv millioner flasker for samtlige producenter af "crémant" i Bourgogne, Alsace og Loire. Af parternes indlaeg under den mundtlige forhandling fremgaar, at der dermed alene var tale om de franske mousserende vine, der kunne forhandles i Frankrig forsynet med benaevnelsen "crémant". Faktisk indeholdt lov nr. 75/577 af 4. juli 1975 (46) kun et forbud mod anvendelse af benaevnelsen "crémant" om vine, mousserende vine og perlevin, der ikke kan goere krav paa en oprindelsesbetegnelse. Af lovens tilblivelseshistorie fremgaar imidlertid, at det var hensigten at forbeholde denne benaevnelse for mousserende vine, der var fremstillet paa grundlag af den traditionelle metode ("méthode champenoise"). Denne fremstillingsmetode var paa sin side omhandlet i tre gennemfoerelsesdekreter, der indeholdt definitionen af benaevnelserne "crémant d' Alsace", "crémant de Bourgogne" eller "crémant de Loire", som kontrolleret oprindelsesbetegnelse.
55. Tilsyneladende findes der ikke i andre medlemsstater (end Spanien og Frankrig) en produktion af betydning, der i denne forbindelse skulle kunne komme i betragtning.
56. Endelig skal det fastslaas, at mere end to tredjedele af Cava-mkvbd med benaevnelsen "Gran Crémant" i aarene 1986-1989 blev forhandlet af det sagsoegende selskab (47).
57. Paa baggrund heraf maa det efter min mening kunne anerkendes, at det sagsoegende selskabs stilling paa markedet for mkvbd med den omtvistede benaevnelse er klart individualiseret.
58. Hvad angaar de virkninger, foranstaltningen har for sagsoegerens virksomhed, synes det vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at fastslaa, at der er tale om foelger af samme slags som dem, der blev konstateret i Extramet-sagen, nemlig at
° sagsoegerens oekonomiske virksomhed i vidt omfang afhang af handelstransaktioner, der beroertes af den anfaegtede foranstaltning
° denne virksomhed blev "alvorligt beroert" af naevnte foranstaltning.
Det synes navnlig vanskeligt at godtgoere, at det sidstnaevnte var tilfaeldet. Mens de virkninger for en importoers virksomhed, der indtraeder i tilfaelde af antidumpingtold, meget noejagtigt kan opgoeres ° denne told afhaenger af importprisen og skal bringe denne op paa et bestemt niveau ° er der ingen mulighed for at gennemfoere en tilsvarende beregning, naar der er tale om et forbud mod at anvende en bestemt benaevnelse. I det foreliggende tilfaelde bliver en saadan beregning saa meget vanskeligere, som der i reglerne fastsaettes en overgangsperiode, hvori producenten kan forberede sine kunder paa kommende aendringer gennem en passende reklame. Efter min mening skiller sagsoegeren, for saa vidt angaar virkningerne af den anfaegtede foranstaltning, sig tilstraekkeligt ud fra de oevrige omhandlede producenter til at kunne anses for individuelt beroert.
59. Her maa det vaere paa sin plads foerst at undersoege de betingelser, der ifoelge artikel 6, stk. 5a, litra b), skal vaere opfyldt, for at benaevnelsen "crémant" kan anvendes, samt at analysere den betydning, disse betingelser maa kunne tillaegges for saa vidt angaar sagsoegerens produkt.
60. Denne bestemmelse indeholder foelgende krav:
1) Vedroerende varens kvalitet: Der skal vaere tale om en mkvbd.
2) Vedroerende fremstillingsmetoden: Denne skal opfylde betingelserne ifoelge artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 3309/85.
3) Vedroerende varens anerkendelse i den medlemsstat, hvor den er fremstillet:
° Medlemsstaten skal have tildelt varen benaevnelsen "crémant", idet denne er forbundet med navnet paa det bestemte dyrkningsomraade (foerste led).
° Produktet skal vaere fremstillet under overholdelse af de saerlige regler, der er fastsat af den paagaeldende medlemsstat vedroerende denne vins fremstilling (andet led).
4) Vedroerende oprindelsen: Der skal vaere tale om varer, der er fremstillet i Frankrig eller Luxembourg.
61. Det er ubestridt, at den af det sagsoegende selskab fremstillede vare opfylder kravene under 1) og 2). Det staar desuden fast, at de nationale regler, som der stilles krav om, jf. punkt 3, ikke obligatorisk skulle foreligge paa det tidspunkt, hvor den anfaegtede foranstaltning blev vedtaget, men kunne vedtages senere, som det f.eks. er tilfaeldet for Luxembourgs vedkommende, hvor reglerne foerst blev vedtaget i 1991.
62. Hvis der ses bort fra det under punkt 4) anfoerte krav, opfylder sagsoegerens produkt samtlige de krav, der gaelder for de af selve faellesskabsreglerne begunstigede produkter. I konkurrencen med de producenter, som ogsaa opfylder kvalitetskravene, men som desuden opfylder denne omtvistede geografiske betingelse, har sagsoegeren haft saerligt favorable vilkaar, idet selskabet i lang tid har anvendt den omhandlede benaevnelse paa sin vare (i alt fald i over 65 aar). Dette forhold har navnlig betydning for det spanske marked, hvor selskabet saelger det meste af sin produktion. Hvad angaar dette marked maa der ogsaa henses til, at det sagsoegende selskab ved anvendelsen af denne benaevnelse har udnyttet et maerke fra 1924 og herved omhyggeligt har soegt at faa forbrugeren til at opleve sammenhaengen mellem denne benaevnelse og dets produkt.
63. Det sagsoegende selskab oplever tabet af dette markedsfoeringsmiddel saa meget staerkere, som de franske producenter, der opfylder den geografiske betingelse, er blandt dets stoerste konkurrenter paa markedet for de mkvbd, der er fremstillet paa grundlag af den i artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 3309/85 naevnte metode.
64. Paa baggrund af alle de anfoerte forhold maa jeg naa til det resultat, at det sagsoegende selskab ogsaa inden for kredsen af de beroerte erhvervsdrivende er beroert af de virkninger, som den anfaegtede akt har for dets virksomhed, og dermed maa anses for individuelt beroert.
65. Jeg anser det paa denne baggrund ikke for paakraevet at undersoege det sagsoegende selskabs anbringende om, at der foreligger en retsnaegtelse, eller at analysere den betydning, det har, at selskabet ikke kan gaa til de nationale domstole for at opnaa en retsbeskyttelse mod den anfaegtede akt, idet gennemfoerelsen af det forbud, der foelger af den geografiske begraensning, ikke kraever udstedelse af en akt paa nationalt plan.
66. d) Spoergsmaalet om, hvorvidt det sagsoegende selskab er umiddelbart beroert, hvilket Kommissionen har bestridt, kan knyttes direkte sammen med det netop anfoerte. Kommissionen har stoettet sit synspunkt paa, at det ikke er godtgjort, at Spanien ville have tildelt sagsoegeren den omtvistede benaevnelse paa de i foerste afsnit i den omtvistede bestemmelse fastsatte betingelser, saafremt faellesskabslovgiver ikke havde besluttet at indfoere den omtvistede geografiske begraensning. Kommissionen vender med dette argument tingenes naturlige raekkefoelge om. Det sagsoegende selskabs soegsmaal er rettet mod den skade, forbuddet paafoerer det, dvs. tabet af retten til at anvende benaevnelsen "crémant" paa dets varer. Denne skade paafoeres det uden den paagaeldende medlemsstats mellemkomst, og den beror navnlig ikke paa en vedtagelse, der henhoerer under denne medlemsstats skoensmaessige befoejelser.
67. Sagen skal derfor admitteres.
III ° Realiteten
68. Ved den anfaegtede akt udelukkes, som omtalt i min redegoerelse vedroerende sagens formalitetsspoergsmaal, anvendelsen af benaevnelsen "crémant" om et stort antal produkter (heriblandt det sagsoegende selskabs) alene med den begrundelse, at det sted, hvor disse produkter er fremstillet, ikke ligger i Frankrig eller i Luxembourg. Denne forskellige behandling er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling ifoelge EOEF-traktatens artikel 40, stk. 3, medmindre den kan begrundes objektivt (48).
69. En saadan objektiv begrundelse vil jo for det foerste kunne foelge af systemet i forordning nr. 3309/85, som den omtvistede bestemmelse er et led i. Efter forordningens anden, tredje, fjerde og sjette betragtning omfatter dette system en sondring mellem de obligatoriske angivelser og de valgfrie angivelser. Af artikel 15, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 823/87, som affattet ved forordning nr. 2043/89, og af ordlyden af og begrundelsen til den omtvistede bestemmelse selv fremgaar, at benaevnelsen "crémant" er en valgfri angivelse, og denne angivelse skal derfor vaere i overensstemmelse med den principielle regel, der i sjette betragtning til forordning nr. 3309/85 er sammenfattet paa foelgende maade:
"Dette valg skal dog begraenses til angivelser, der ikke er forkerte, og som ikke vil kunne vildlede den endelige forbruger".
70. I tredje betragtning til forordning nr. 2045/89 fremstaar den anfaegtede geografiske begraensning som en konkretisering af den principielle regel:
"Endvidere er det i disse regler [for anvendelse af navnet paa et bestemt dyrkningsomraade] fastsat, at navnet paa et bestemt dyrkningsomraade kan kombineres med en naermere angivelse vedroerende fremstillingsmaade eller produkttype; for at beskytte saadanne traditionelle angivelser, der anvendes for andre produkttyper af bestemt herkomst, boer angivelsen 'crémant' forbeholdes visse mkvbd, der fremstilles i Frankrig og Luxembourg."
71. Det maa derfor foerst og fremmest undersoeges, om angivelsen "crémant" angiver et helt bestemt dyrkningsomraade, saaledes at anvendelsen af den paa produkter, der er fremstillet uden for Frankrig og Luxembourg, ville vaere en vildledning af forbrugeren.
72. I denne sammenhaeng maa der henses til de principper, Domstolen har udviklet i dommen om de tyske mousserende vine (49) vedroerende spoergsmaalene om oprindelsesbetegnelser inden for vinsektoren (50). Naevnte dom vedroerer ganske vist de frie varebevaegelser og ikke den faelles landbrugspolitik. Men de synspunkter, Domstolen har formuleret i den, kan dog, selv om Raadets opfattelse gaar ud paa det modsatte, overfoeres paa denne sag, for af dommens praemis 7 foelger, at beskyttelsen af oprindelsesbetegnelserne, som Domstolen i sin tid belyste ud fra forskellige synspunkter i relation til EOEF-traktatens artikel 36, navnlig skal sikre, at forbrugernes interesse i at vaegre sig mod vildledende betegnelser varetages.
73. I dommen hedder det:
"Hvad saerlig angaar herkomstbetegnelser boer den geografiske stedfaestelse af et produkts oprindelse indebaere en kvalitet og nogle saerlige egenskaber, som kan tjene til at individualisere produktet." (51)
74. I dommens praemis 8 udtales, at vedkommende herkomstomraade skal frembyde naturlige, homogene faktorer, som afgraenser det i forhold til naboomraaderne. Det staar i naervaerende sag fast, at forbindelsen af de to medlemsstater Frankrig og Luxembourg ikke udgoer en saadan homogen sektor, og det goer heller ikke det franske territorium i dets helhed. Vedroerende samme punkt udtalte Domstolen dernaest, at en fabrikationsmetode
"... ikke i sig selv, uafhaengigt af den benyttede drues kvalitet, [er] afgoerende for bestemmelsen af [et bestemt produkts] herkomst".
75. I fortsaettelsen i dommen hedder det:
"Yderligere udgoer fabrikationsmetoden for et vinprodukt et tilknytningskriterium, som er saa meget mindre egnet til alene at karakterisere vinens herkomst, som den, da den ikke er knyttet til benyttelsen af en bestemt drue, kan taenkes anvendt i andre geografiske omraader."
76. Med denne baggrund maa det fastslaas, at allerede selve ordlyden af den anfaegtede bestemmelse afkraefter faellesskabsinstitutionernes argumentation om, at ordet "crémant" angiver en helt bestemt oprindelse. Der er tvaertimod med det taenkt paa den fremstillingsmetode, der er naevnt i artikel 6, stk. 4, i forordning nr. 3309/85, hvilken metode parterne i overensstemmelse med denne bestemmelse har kaldt "den traditionelle metode". Ifoelge det foerste led kan benaevnelsen "crémant" faktisk kun anvendes, saafremt den medlemsstat, hvori fremstillingen har fundet sted, har tildelt denne benaevnelse, idet benaevnelsen er forbundet med navnet paa det bestemte dyrkningsomraade.
77. Det kan derfor ikke forbavse, at de argumenter, Raadet og Kommissionen har fremfoert til stoette for det modsatte synspunkt, ikke holder for en naermere efterproevelse.
78. Det er ufornoedent her at goere meget ud af Kommissionens udtalelse om, at ordet "crémant" tilhoerer det franske sprog. Domstolen fastslog nemlig i naevnte dom foelgende:
"Et herkomstomraade, der er defineret paa grundlag af ... et sprogligt kriterium, er ikke tilstraekkeligt til at udgoere et saadant geografisk miljoe ..."
79. I den forbindelse maa det desuden fastslaas, at hverken dette ords etymologi eller betydning i det franske sprog peger paa en bestemt oprindelse for varen. Hvad etymologien angaar har dette ord tilsyneladende sine roedder i dialekten i Champagne-omraadet. Der kan imidlertid ikke herske tvivl om, at det altid desuden er blevet anvendt uden for dette omraade. Desuden staar det fast, at der ved den omtvistede bestemmelse netop skal ske en regulering af anvendelsen af benaevnelsen "crémant" med henblik paa at understrege vaerdien af produkter, der stammer fra producenter, der ikke fremstiller deres vin i Champagne, og som derfor maa overholde forbuddet ifoelge artikel 6, stk. 5, andet afsnit, i forordning nr. 3309/85 vedroerende benaevnelsen "méthode champenoise". Hvad betydningen angaar angiver ordet "crémant", at en vin mousserer paa en bestemt maade som foelge af et lavt kulsyretryk. Heller ikke dette har reelt noget at goere med vinens oprindelse.
80. Dernaest maa jeg se paa et argument, som saerlig Kommissionen har gjort en del ud af. Den har anfoert, at benaevnelsen "crémant" gradvis i forbrugernes bevidsthed er blevet en betegnelse, hvorved der henvises til en bestemt geografisk oprindelse. Efter dens opfattelse maa der for saa vidt tages hensyn til visse saedvanlige fremgangsmaader, der har en gammel tradition for sig, og som derfor fortjener beskyttelse.
81. Kommissionen, men ogsaa Raadet, har herved stoettet sig paa svaghederne ved det system, der blev indfoert i Frankrig i 1975, og hvorefter tildeling af betegnelsen "crémant" bygger paa bestemmelser, der er blevet vedtaget for visse saerlige omraader. Paa den ene side sker der i disse bestemmelser en afgraensning af det paagaeldende omraade, og der gives en definition af fremstillingsmetoden (hvilket svarer til betingelserne ifoelge artikel 6, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 3309/85); paa den anden side tildeles ved dem den kontrollerede betegnelse "crémant de ..." (efterfulgt af omraadets navn) de produkter, der opfylder de angivne betingelser.
82. Mod denne argumentation maa det anfoeres, at de omhandlede franske bestemmelser ikke havde til formaal at aendre en benaevnelse vedroerende fremstillingsmetoden, saa den blev en oprindelsesbetegnelse. Af lov 75/577' s tilblivelseshistorie fremgaar, at systemet ganske vist i foerste omgang skulle indfoeres i Bourgogne, Alsace og Loire; det blev imidlertid senere ikke fastholdt som gaeldende blot for disse omraader. Det kunne i oevrigt ikke have en virkning som den naevnte, eftersom producenter fra andre medlemsstater, bl.a. sagsoegeren, fortsat lovligt anvendte benaevnelsen "crémant" om deres varer. Raadet kan endelig ikke retmaessigt laegge det forhold til grund, at de franske bestemmelser, der blev vedtaget foer den omtvistede bestemmelse, knyttede benaevnelsen "crémant" til de tre naevnte omraader. For efter den omtvistede bestemmelse har ogsaa producenter i andre franske omraader samt i Luxembourg adgang til at anvende benaevnelsen "crémant" (under iagttagelse af de i bestemmelsen opstillede betingelser).
83. Af det anfoerte fremgaar i det hele, at benaevnelsen "crémant" ikke, som faellesskabsinstitutionerne har argumenteret for og uanset indholdet af tredje betragtning til forordning nr. 2045/89, udgoer en oprindelsesbetegnelse. Beskyttelse af forbrugeren mod faren for vildledning med hensyn til produktets oprindelse kan altsaa ikke afgive en gyldig begrundelse for den omtvistede geografiske begraensning.
84. Noedvendigheden af at beskytte forbrugeren mod angivelser, der af sproglige grunde er uforstaaelige, kan ikke, som Kommissionen mener, antages at afgive en begrundelse for den anfaegtede akt. Som det sagsoegende selskabs eksempel viser, er benaevnelsen "crémant" ogsaa i lang tid blevet anvendt af spanske producenter med henblik paa det spanske marked for at goere det muligt at angive en forskel i forhold til andre mousserende vine. Hvad benaevnelsen "crémant" nu paa grundlag af den omtvistede bestemmelse tjener til at betegne, kan angives ved de benaevnelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 4, foerste afsnit, i forordning nr. 3309/85, og disse kan benyttes, ogsaa selv om benaevnelsen "crémant" samtidig benyttes. Desuden er det ikke ogsaa formaalet med den anfaegtede akt at begraense anvendelsen af denne benaevnelse i de medlemsstater, hvor den eventuelt ikke kan forstaas (de franske og luxembourgske produkter kan eksporteres til alle medlemsstater uden hindringer af nogen art i kraft af denne akt), men at goere dens anvendelse afhaengig af betingelser, der vedroerer produktets kvalitet ° og oprindelse.
85. Foer jeg fremsaetter forslag til afgoerelse, har jeg tilbage at undersoege faellesskabsinstitutionernes argumentation vedroerende den maade, hvorpaa benaevnelserne "cava" og "Gran Crémant" hidtil er blevet anvendt i Spanien. Denne argumentation vil kunne forstaas paa den maade, at faellesskabslovgiver retmaessigt ganske saerligt kunne afskaere de spanske producenter fra anvendelsen af benaevnelsen "crémant". Faellesskabsinstitutionerne har helt specielt anfoert, at benaevnelsen "crémant" traditionelt blev anvendt i Frankrig for at angive forskellen mellem de mousserende vine, der fremstilles paa grundlag af den traditionelle metode, og andre mousserende vine, mens benaevnelsen "cava" opfylder denne funktion i Spanien. Raadet har i den forbindelse navnlig henvist til de spanske regler fra 1972 (52) og 1986 (53), hvorefter benaevnelsen "cava" kun kan anvendes, saafremt de paagaeldende produkter er blevet fremstillet paa grundlag af den traditionelle metode. Ifoelge Raadet var i Spanien betegnelsen "crémant" ikke traditionelt sammenknyttet med de anfoerte krav vedroerende fremstillingsmetoden. De spanske producenter, og navnlig sagsoegeren, anvendte benaevnelsen "Gran Crémant" (ikke blot ordet "crémant") alene som en handelsbetegnelse, hvorved visse produkter inden for samtlige deres produktudvalg kunne identificeres.
86. I den forbindelse skal jeg foerst bemaerke, at beskyttelsen af visse traditioner ikke i og for sig er et klart angivet maal for den anfaegtede akt eller et synspunkt, der kan begrunde, at erhvervsdrivende behandles forskelligt.
87. Dog maa det dernaest medgives faellesskabsinstitutionerne, at den ordning, Raadet har valgt for en anerkendelse af retten til benaevnelsen "crémant", kan give anledning til visse vanskeligheder i betragtning af de faktiske og retlige omstaendigheder, de har peget paa.
88. Benaevnelsen "cava" peger nemlig, saaledes som den er fastlagt i de naevnte ordninger fra 1972 og 1986, tilbage paa saavel den fremstillingsmetode, der er omhandlet i den foreliggende sag, som paa et bestemt omraade, hvilket sidste dog har en betydelig udstraekning. Sidstnaevnte forhold haenger tilsyneladende sammen med, at benaevnelsen "cava" oprindelig kun skulle vaere en generel betegnelse for mousserende vine.
89. De naevnte forhold kan imidlertid ikke give en gyldig begrundelse for den anfaegtede akt. Den maalsaetning, der gaar ud paa en passende forbrugeroplysning, hvilket i denne sag er den eneste begrundelse, der kan komme i betragtning, kan faktisk naas uden at udelukke de spanske producenter paa den maade, der er anfaegtet i denne sag.
90. Det foerste problem, som de tidligere naevnte omstaendigheder giver anledning til, og som haenger sammen med den meget generelle beskaffenhed, som benaevnelsen "cava" oprindelig havde, nemlig det problem, at denne benaevnelse ikke kan knyttes til benaevnelsen "crémant" paa samme maade som navnene paa de franske omraader, kan loeses ved en meget enkel specialregel. Det ville bl.a. vaere muligt om betegnelsen af "cava"-mousserende vine at bestemme, at kun navnene paa visse smaa zoner inden for "cava"-omraadet kan knyttes sammen med ordet "crémant" (f.eks. "Crémant de Rioja").
91. Det andet problem, der kunne melde sig for faellesskabslovgiver, er problemet om, hvorvidt en spansk producent desuden ved siden af den saaledes anvendte benaevnelse "crémant" paa samme etikette kan tilfoeje den mere generelle betegnelse "cava" og/eller handelsbetegnelsen "Gran Crémant", uden at der opstaar risiko for vildledning af forbrugerne. I den forbindelse vil det vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at Raadet i det hoejeste, selv om det med foeje havde frygtet faren for paa denne maade at vildlede forbrugeren, retmaessigt kunne indfoere visse begraensninger for anvendelsen af de to benaevnelser. Hvad benaevnelsen "cava" angaar er jeg i oevrigt af den opfattelse, at dens anvendelse ved siden af benaevnelsen "crémant de ..." ingenlunde vildleder forbrugerne.
92. Af samtlige de anfoerte grunde er den anfaegtede akt efter min opfattelse i strid med forbuddet mod forskelsbehandling i EOEF-traktatens artikel 40, stk. 3, og den skal derfor annulleres, idet det herved er ufornoedent at tage stilling til de oevrige anbringender, der er fremsat i sagen.
C ° Forslag til afgoerelse
93. Da sagen efter min mening ° jf. fremstillingen ovenfor ° skal admitteres, og sagsoegerens paastande tages til foelge, foreslaar jeg Domstolen
° at fastslaa, at artikel 6, stk. 5a, litra b), i forordning nr. 3309/85, som affattet ved forordning nr. 2045/89, er ugyldig, for saa vidt som det deri er bestemt, at benaevnelsen "crémant" kun kan anvendes om mousserende vine, der er fremstillet i Frankrig eller i Luxembourg
° at paalaegge Raadet at betale sagens omkostninger i medfoer af procesreglementets artikel 69, stk. 2, bortset fra Kommissionens omkostninger, som denne selv skal betale, jf. stk. 4 i naevnte bestemmelse.
(*) Originalsprog: tysk.
(1) - Raadets forordning af 18.11.1985 om fastsaettelse af almindelige regler for betegnelse og praesentation af mousserende vine og vine tilsat kulsyre, EFT L 320, s. 9.
(2) - Raadets forordning af 19.6.1989 om aendring af forordning (EOEF) nr. 3309/85 om fastsaettelse af almindelige regler for betegnelse og praesentation af mousserende vine og vine tilsat kulsyre (EFT L 202, s. 12).
(3) - Jf. definitionen af dette begreb i artikel 1, stk. 4, i forordning nr. 823/87 (EFT L 84 af 27.3.1987, s. 59).
(4) - Ogsaa det foerste afsnit i denne bestemmelse blev aendret ved forordning nr. 2045/89.
(5) - Jf. artikel 15, stk. 3, andet afsnit, fjerde led, i forordning nr. 823/87 (EFT L 84 af 27.3.1987, s. 59) i affattelsen i forordning nr. 2043/89 (EFT L 202 af 14.7.1989, s. 1).
(6) - Raadets forordning af 13.7.1992 om fastsaettelse af almindelige regler for betegnelse og praesentation af mousserende vine og mousserende vine tilsat kulsyre, EFT L 231, s. 9.
(7) - Jf. Domstolens dom af 5.3.1980, sag 76/79, Koenecke mod Kommissionen, Sml. s. 665, praemis 8 og 9; generaladvokat Reischl' s forslag til afgoerelse i denne sag indeholder en saerlig klar redegoerelse herfor, Sml. 1980, s. 680 og s. 687-689.
(8) - Domstolens dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 99/86 og 215/86, Asteris mod Kommissionen, Sml. s. 2181.
(9) - Jf. foerste betragtning til forordning nr. 2333/92.
(10) - Jf. dom af 29.6.1989, forenede sager 250/86 og 11/87, RAR mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 2045 (jf. navnlig sammendraget og praemis 11 i den uforkortede dom).
(11) - Kun overgangsbestemmelsen i sidste punktum ville derved ° delvis ° blive uden betydning.
(12) - Jf. dom af 28.6.1972, sag 37/71, Jamet mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 129, org. ref.: Rec. s. 483, praemis 9, 10 og 11.
(13) - Jf. den i den foregaaende note naevnte dom, praemis 12, samt som eksempler paa Domstolens praksis dom af 19.9.1985 i sag 192/83, Graekenland mod Kommissionen, Sml. s. 2791, og af 13.7.1966, forenede sager 56/64 og 58/64, Consten og Grundig mod Kommissionen, Sml. 1965-1968, s. 211, org. ref.: Rec. s. 322.
(14) - Jf. fra fast praksis om sondringen mellem forordninger og beslutninger, f.eks. dom af 24.2.1987, sag 26/86, Deutz og Geldermann mod Kommissionen, Sml. s. 941, praemis 7; dom af 26.4.1988, forenede sager 97/86, 193/86, 199/86 og 215/86, Sml. s. 2181, praemis 13; den formulering, hvormed man generelt omtaler retsakter som normative , stammer fra Domstolens kendelse af 13.7.1988 i sag 160/88 R, Fedesa mod Kommissionen, Sml. s. 4121, praemis 27.
(15) - Jf. eksempelvis praemis 7 i den i foregaaende note naevnte Deutz og Geldermann-dom.
(16) - Jf. eksempelvis praemis 15 i Asteris-dommen (note 8).
(17) - Jf. dom af 14.12.1962, forenede sager 16/62 og 17/62, Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes mod Raadet, Sml. 1954-1964, s. 359, org. ref.: Rec. s. 901, paa s. 919.
(18) - Dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70 og 44/70, International Fruit Company mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, praemis 16-22.
(19) - Jf. den meget relevante analyse af staevningens indhold, som generaladvokat Mischo giver i sit forslag til afgoerelse (Sml. 1987, s. 945 og 946). Det havde herved betydning ved undersoegelsen af kriteriet om en bestemt personkreds at faa afgjort, om den anfaegtede regel kun gjaldt de producenter, der traditionelt havde benyttet benaevnelsen méthode champenoise . Jf. herom den af von Winterfeld i Moeglichkeiten der Verbesserung des individuellen Rechtsschutzes im europaeischen Gemeinschaftsrecht fremfoerte kritik, Neue Juristische Wochenschrift, 1989, s. 1409. Det er imidlertid alt andet end sikkert, at dette kriterium er tilstraekkeligt til at anse en akt for en beslutning; en indgaaende redegoerelse for dette problem findes i generaladvokat Tesauro' s forslag til afgoerelse af 26.9.1989, Usines Coopératives de déshydratation du Vexin mod Kommissionen, Sml. s. 3819, jf. navnlig s. 3821 ff. Jf. endvidere mine bemaerkninger vedroerende spoergsmaalet om, hvorvidt sagsoegeren er individuelt beroert (nedenfor i punkt 40 ff.).
(20) - Jf. Domstolens faste praksis vedroerende betingelsen om, at sagsoegeren er individuelt beroert (i foerste raekke dom af 15.7.1963, sag 25/62, Plaumann mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 411, jf. navnlig s. 414, org. ref.: Rec. s. 211, paa s. 238).
(21) - Jf. Deutz og Geldermann-dommen, praemis 12.
(22) - Dette er fast retspraksis; jf. eksempelvis dom af 5.5.1977, sag 101/76, Koninklijke Scholten Honig NV mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 797, praemis 6.
(23) - Se dommen af 14.12.1962 (fodnote 17), specielt s. 362.
(24) - Jf. generaladvokat Jacobs' fremstilling i hans forslag til afgoerelse af 21.3.1991 i sag C-358/89, Extramet Industries mod Raadet, Sml. I, s. 2507, punkt 40-48.
(25) - Dom af 21.2.1984, forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 11.
(26) - Dom af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4.
(27) - Dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industries mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 13 ff.
(28) - Jf. generaladvokat Jacobs' fremstilling i forslaget til afgoerelse i Extramet-sagen (naevnt ovenfor i note 24), punkt 42.
(29) - Dommen i Producteurs de fruits et légumes-sagen er saerlig klar i saa henseende (jf. ovenfor notet 23), s. 363-364.
(30) - Jf. praemisfoelgen i Deutz og Geldermann-dommen (naevnt ovenfor i note 14) samt lignende formuleringer vedroerende dels sondringen mellem forordning og beslutning (dom af 11.7.1968, sag 6/68, Zuckerfabrik Watenstedt mod Raadet, Sml. 1965-1968, s. 531, jf. s. 533, foerste afsnit) og paa den anden side individuelt beroert -betingelsen (jf. praemis 14 i RAR-dommen (jf. ovenfor i note 10) samt grund 11 i kendelse af 14.11.1991 i de forenede sager C-232/91 og C-233/91, Sml. I, s. 5351).
(31) - Jf. ovenfor, punkt 25, 26 og 27.
(32) - Jf. artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 2423/88, EFT L 209 af 2.8.1988, s. 1.
(33) - Forslag til afgoerelse af 8.7.1992 i de forenede sager C-15/91 og C-108/91, Buckl m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser.
(34) - Der var tale om et passivitetssoegsmaal, men generaladvokat Gulmann behandlede det i sin fremstilling med udgangspunkt i, at aktikel 175, stk. 3, i traktaten principielt skulle fortolkes i overensstemmelse med artikel 173, stk. 2 (forslagets punkt 19 in fine).
(35) - Altsaa med den begrundelse, at den anfaegtede akt skulle vedtages i forordningsform.
(36) - Jf. fremstillingen i generaladvokat Jacobs' foernaevnte forslag til afgoerelse, punkt 22-29, samt dommene af 14.3.1990, forenede sager C-133/87 og C-150/87, Nasha mod Kommissionen, Sml. I, s. 719, og sag C-156/87, Gestetner med Kommissionen, Sml. I, s. 781.
(37) - Jf. dom af 6.10.1982, sag 307/81, Alusuisse mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 3463, af 21.2.1984, forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation mod Kommissionen, Sml. s. 1005, kendelser af 8.7.1987, sag 279/86, Sermes mod Kommissionen, Sml. s. 3109, og sag 301/86, Frimodt Petersen mod Kommissionen, Sml. s. 3123, og endelig kendelse af 11.11.1987, sag 205/87, Nuova Ceam mod Kommissionen, Sml. s. 4427.
(38) - Jf. ovenfor i punkt 22 ff., specielt punkt 34.
(39) - Jf. generaladvokat Mischo' s forslag til afgoerelse i samme sag (fodnote 19), Sml. s. 947 ff.
(40) - Jf. dennes forslag til afgoerelse af 26.9.1989 i sag 244/88, Usines coopératives de déshydratation du Vexin mod Kommissionen, Sml. s. 3819, jf. navnlig s. 3821 ff.
(41) - Dom af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477.
(42) - Ved siden af denne overvejelse vedroerende aarsagssammenhaengen har en anden lignende overvejelse faaet betydning ved behandlingen af soegsmaal anlagt af tredjemand i konkurrenceretlige sammenhaenge: jf. mit forslag til afgoerelse af 17.9.1992 i sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, punkt 83-86 samt 88, 89 og 90.
(43) - Jf. ovenfor i fodnote 27.
(44) - Jf. ovenfor i punkt 35 ff.
(45) - Jf. oplysningerne om det spanske marked for mousserende kvalitetsvine fra bestemte produktionsomraader og sagsoegerens markedsandel (bilag 5 i sagsoegerens svar paa formalitetsindsigelsen, s. 4).
(46) - JORF af 5.7.1975, s. 6813.
(47) - Jf. bilag 4 og 6 til sagsoegerens besvarelse af Raadets afvisningspaastand.
(48) - Jf. eksempelvis Domstolens dom af 9.7.1992, sag C-236/90, Maier mod Freistaat Bayern, Sml. s. 4483, praemis 25.
(49) - Dom af 20.2.1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181.
(50) - Som anfoert i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i forordning nr. 2081 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og levnedsmidler (Raadets forordning af 14.7.1992, EFT L 208 af 24.7.1992, s. 1) gaelder bestemmelserne i denne forordning ikke for produkter, der henhoerer under vinsektoren, eller for spiritus.
(51) - Praemis 7.
(52) - Jf. bilag 4 til svarskriftet.
(53) - Jf. bilag 6 til svarskriftet.
Top