Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Mischo fremsat den 14. juni 1990. - HCM DAALMEIJER MOD BESTUUR VAN DE SOCIALE VERZEKERINGSBANK. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: CENTRALE RAAD VAN BEROEP - NEDERLANDENE. - SOCIAL SIKRING - BESTEMMELSE AF, HVILKEN LOVGIVNING DER SKAL ANVENDES. - SAG C-245/88.
Samling af Afgørelser 1991 side I-00555
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. Daalmeijer, der er nederlandsk statsborger, har i hele sit erhvervsaktive liv vaeret tilsluttet den almindelige nederlandske alderdomsforsikringsordning, ogsaa i de perioder, hvor han som tjenestemand i Forsvarsministeriet arbejdede i udlandet.
2. Artikel 3, stk. 4, i Algemene Ouderdomswet (nederlandsk lov om almindelig alderdomspension, herefter benaevnt "AOW") indeholdt paa det for sagen relevante tidspunkt foelgende bestemmelse:
"Nederlandske statsborgere, der har bopael uden for riget, og som er ansat af en offentligretlig juridisk person, samt dennes aegtefaelle og boern, for hvilke han har ret til boernetilskud i henhold til Algemene Kinderbijslagwet (nederlandsk lov om almindelige boernetilskud), anses for at have bopael i riget."
3. Det er saaledes i henhold til denne lov - og ikke en bestemmelse i faellesskabsretten - at Daalmeijer er tilsluttet den ordning, der er fastlagt ved AOW. Daalmeijer' s sidste ophold i udlandet som tjenestmand i det nederlandske Forsvarsministerium var i oevrigt i et land, der ikke er medlem af Faellesskabet, nemlig Jugoslavien.
4. Daalmeijer gik den 1. maj 1974 paa foertidspension, og han og hans hustru tog da bopael i Frankrig, hvor ingen af dem har vaeret beskaeftiget, hverken som "arbejdstager" eller "selvstaendig erhvervsdrivende". Indtil han fyldte 65 aar, modtog Daalmeijer ydelser i henhold til den nederlandske lov om ydelser til tidligere ansatte ved militaeret.
5. Da Daalmeijer den 5. oktober 1982 fyldte 65 aar, kunne han konstatere, at de nederlandske myndigheder ved beregningen af alderdomspensionen i henhold til AOW naegtede at tage hensyn til de aar, hvor han og hustruen havde haft bopael i Frankrig.
6. I henhold til AOW gaelder, at bortset fra tjenestemaend, der er tjenestegoerende i udlandet, er alene personer, der har bopael i Kongeriget Nederlandene, eller som uden at have bopael i Nederlandene har loennet beskaeftigelse dér, og som foelge heraf er paalignet skat, forsikrede i henhold til denne lov.
7. Det er af denne grund, at Daalmeijer' s pension blev beregnet med fradrag af et beloeb svarende til denne periode. Daalmeijer har under hovedsagen anfaegtet denne beregning.
8. I. Det foerste spoergsmaal, som Centrale Raad van Beroep, Utrecht, har stillet, lyder saaledes:
"Er en (forhenvaerende) tjenestemand ifoelge artikel 13, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1408/71 omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, i hvis tjeneste han senest har vaeret beskaeftiget, selv om han og hans hustru har taget bopael paa en anden medlemsstats omraade, hvor ingen af dem - reelt og effektivt - har udoevet beskaeftigelse i den i artikel 13, stk. 2, forudsatte betydning, og hvor de heller ikke paa anden maade ifoelge denne bestemmelse har vaeret omfattet af denne medlemsstats lovgivning?"
9. Den forelaeggende ret oensker saaledes i det vaesentlige oplyst, om Daalmeijer og hans hustru som en fravigelse af bestemmelserne i AOW i medfoer af de faellesskabsretlige regler om, hvilken lovgivning der finder anvendelse, fortsat skal anses for tvunget forsikrede i henhold til AOW, efter at de har taget bopael i Frankrig. Den tankegang, der ligger til grund for spoergsmaalet, er, at hvis nederlandsk lovgivning fortsat finder anvendelse paa aegtefaellerne Daalmeijer under deres ophold i Frankrig, kan den naevnte bopaelsbestemmelse ikke goeres gaeldende over for dem.
10. Artikel 13 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (1), indeholder foelgende bestemmelse:
"1) Med forbehold af artikel 14c er de personer, der er omfattet af denne forordning, alene undergivet lovgivningen i én medlemsstat. Spoergsmaalet om hvilken lovgivning, der skal anvendes, afgoeres efter bestemmelserne i dette afsnit.
2) Med forbehold af artikel 14-17:
...
d) er tjenestmaend og dermed ligestillede personer omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, i hvis administration de er beskaeftiget."
11. Det er ikke umiddelbart klart, hvorfor denne artikel har betydning for hovedsagen, idet det drejer sig om en bestemmelse, der har som formaal, at lovvalgskonflikter undgaas, og det fremgaar af ordlyden af Centrale Raad van Beroep' s foerste spoergsmaal, at der ikke er en saadan lovvalgskonflikt i denne sag.
12. Det stillede spoergsmaal bliver kun forstaaeligt, hvis det ses paa baggrund af Domstolen dom af 12. juni 1986 i Ten Holder-sagen (302/84, Sml. s. 1821), der vedroerte artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71. Domstolen fastslog i domskonklusionen, at
"en arbejdstager, der ophoerer med den virksomhed, han har udoevet paa en medlemsstats omraade, og som ikke har taget beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade, fortsat er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvor han senest var beskaeftiget, uanset hvor lang tid der er forloebet siden beskaeftigelsens og arbejdsforholdets ophoer".
13. Spoergsmaalet er derfor, om denne passus i Ten Holder-dommen skal forstaas saaledes, at en arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende (i dette tilfaelde en tjenestemand), der er tilknyttet en medlemsstats alderdomsforsikringsordning, og som forlader det paagaeldende lands omraade uden at blive omfattet af en anden medlemsstats lovgivning, fortsat er undergivet denne ordning og kan optjene nye forsikringsperioder - og dermed erhverve nye pensionsrettigheder - selv om vedkommende ikke laengere opfylder betingelserne for at vaere tilknyttet denne ordning.
14. Jeg skal bemaerke, at hvis der kan udledes et saadant princip af Ten Holder-dommen, finder det anvendelse med hensyn til saavel lande, hvor det er en betingelse for at vaere omfattet af en social sikringsordning, at vedkommende udoever en erhvervsmaessig virksomhed (som det i oevrigt var tilfaeldet i Ten Holder-sagen), som lande, hvor den eneste betingelse er bopael.
15. Heraf foelger, at en statsborger fra en anden medlemsstat, der f.eks. har arbejdet i Tyskland, og som forlader landet uden at paatage sig anden beskaeftigelse, fortsat vil vaere omfattet af dette lands sociale sikring og fortsat vil optjene nye forsikringsperioder, mens en tysk arbejdstager eller selvstaendig erhvervsdrivende, der bliver i landet efter den erhvervsaktive periode, ophoerer med at vaere tvunget forsikret. Det er klart, at dette resultat er urimeligt.
16. Men dette er ikke den eneste grund til, at det stillede spoergsmaal boer besvares benaegtende, og at Domstolen i Ten Holder-dommen kun har villet udtale sig om personer, der "ophoerer" midlertidigt med deres beskaeftigelse, f.eks. paa grund af sygdom, moderskab eller arbejdsloeshed, og ikke dem, der endeligt ophoerer med enhver erhvervsmaessig virksomhed.
17. Artikel 13 fastslaar princippet om, at "lex loci laboris" har forrang frem for enhver anden lovgivning, der kan komme i betragtning. Dette forudsaetter, at der foreligger en erhvervsmaessig beskaeftigelse. Den omhandlede bestemmelse vedroerer overhovedet ikke den situation, at der ikke laengere er en lovvalgskonflikt, fordi vedkommende endeligt er ophoert med erhvervsmaessig virksomhed.
18. For at udfylde et retligt tomrum i forordningen har Domstolen - med rette - i Ten Holder-dommen udvidet artikel 13' s anvendelsesomraade til personer, der midlertidigt er ophoert med beskaeftigelse. Som Sociale Verzekeringsbank har anfoert, drejer det sig nemlig om at undgaa, at en vandrende arbejdstager, der etablerer sig i en anden medlemsstat under midlertidig afbrydelse af beskaeftigelsen, ikke undergives lovgivningen i denne anden stat, eller at en graensearbejder ikke i princippet ophoerer med at vaere forsikret i den medlemsstat, hvor han er beskaeftiget, hver gang beskaeftigelsen afbrydes paa grund af sygdom eller moderskab.
19. Domstolen har paa ingen maade villet opstille et "princip om ubegraenset tilknytning". Det fremgaar saaledes af fast praksis, at
"det henhoerer under lovgivningen i den enkelte medlemsstat at fastsaette vilkaarene for retten eller forpligtelsen til at blive tilknyttet en social sikringsordning eller en bestemt gren af en saadan, idet der dog ikke herved maa ske en forskelsbehandling mellem indenlandske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater" (2).
20. I dommene i Perenboom-sagen (3) og Luijten-sagen (4) har Domstolen fremhaevet, at formaalet med artikel 13 er at udelukke "enhver mulighed for samtidig anvendelse af flere nationale lovgivninger for en og samme periode". Problemet i denne sag er imidlertid et helt andet. Det drejer sig nemlig om anvendelse af en og samme medlemsstats lovgivning paa to paa hinanden foelgende perioder i en persons liv.
21. I en nylig dom af 3. maj 1990 (sag C-2/89, G. J. Kits van Heijningen Sml. I, s. 1755), har Domstolen udtalt:
"Det bemaerkes herved, at artikel 13, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1408/71 alene har til formaal at udpege den lovgivning, der skal anvendes paa personer, der udoever loennet beskaeftigelse paa en medlemsstats omraade (5). Den har derfor ikke til formaal at fastsaette betingelserne for eksistensen af en ret eller pligt til at tilslutte sig en social sikringsordning eller en bestemt social sikringsgren. Som Domstolen flere gange har fastslaaet, tilkommer det de enkelte medlemsstaters lovgiver at fastsaette disse betingeler (jf. bl.a. dom af 23.9.1982, sag 257/81, Koks, Sml. s. 3013)."
22. For fuldstaendighedens skyld skal jeg henvise til to andre bestemmelser i forordning nr. 1408/71, der bekraefter min opfattelse, i hvert fald for saa vidt angaar sociale sikringsordninger, der er baseret paa bopaelskriteriet.
23. Det drejer sig for det foerste om artikel 9, stk. 1, der indeholder foelgende bestemmelse:
"Bestemmelser i en medlemsstats lovgivning, der goer adgang til frivillig forsikring eller frivillig fortsat forsikring betinget af bopael paa den paagaeldende stats omraade, finder ikke anvendelse paa personer, der er bosat paa en anden medlemsstats omraade..."
24. Jeg mener, at det modsaetningsvis fremgaar af denne bestemmelse, at saafremt en person flytter til en anden medlemsstats omraade, kan det have betydning for hans tilknytning til en tvungen forsikringsordning, der alene er baseret paa bopaelskriteriet, og medfoere, at medlemskabet ophoerer.
25. Endvidere indeholder forordningens artikel 10, stk. 1, foelgende bestemmelse:
"Kontantydelser ved invaliditet eller alderdom eller til efterladte, erstatning i anledning af arbejdsulykker eller erhvervssygdomme samt ydelser ved doedsfald, hvortil der er erhvervet ret efter lovgivningen i en eller flere medlemsstater, kan, medmindre andet er bestemt i denne forordning, ikke nedsaettes, aendres, stilles i bero, inddrages eller beslaglaegges som foelge af, at den berettigede er bosat i en anden medlemsstat end den, hvori den institution, som det paahviler at udrede ydelsen, er beliggende."
26. Det er min opfattelse, at - bortset fra de helt saerlige situationer som dem, der forelaa i dommene af 7. november 1973 (sag 51/73, Smieja, Sml. s. 1213), af 10. juni 1982 (sag 92/81, Camera, Sml. s. 2213) og af 2. maj 1990 (sag C-293/88, Winter-Lutzins, Sml. I, s. 1623) - skal ophaevelsen af bopaelsbestemmelser i henhold til denne bestemmelse fortolkes som i dom af 20. oktober 1977 (sag 32/77, Giuliani, Sml. s. 1857), nemlig saaledes at "en saadan ophaevelse ikke har indflydelse paa erhvervelse af ret til ydelse".
27. Saafremt man anerkender en fortolkning, hvorefter en person, der er fraflyttet Nederlandene, i medfoer af artikel 13 fortsat optjener nye forsikringsperioder dér, vil dette ikke blot foere til, at det forbydes denne medlemsstat at basere dens almindelige forsikringssystem paa et bopaelskriterium, men ogsaa ved hjaelp af en udvidende fortolkning af artikel 13 at indfoere et princip, som forfatterne til forordning nr. 1408/71 netop ikke har villet medtage i artikel 10.
28. Endelig vil jeg gerne henlede Domstolens opmaerksomhed paa de uheldige virkninger, som en anerkendelse af princippet om den "ubegraensede tilknytning" vil have for de medlemsstater, hvor der gaelder en almindelig social sikringsordning. Disse virkninger er sammenfattet i retsmoederapporten i slutningen af den del, der vedroerer Sociale Verzekeringsbank' s bemaerkninger til foerste spoergsmaal.
29. Jeg mener herefter, at spoergsmaalet, om hvorvidt aegtefaellerne Daalmeijer fortsat er forsikret i henhold til den nederlandske AOW, efter at de har taget bopael i Frankrig, alene skal afgoeres paa grundlag af den nederlandske lovgivning.
30. Jeg foreslaar derfor, at Centrale Raad van Beroep' s foerste spoergsmaal besvares saaledes:
"Naar en forhenvaerende tjenestemand og hans hustru har taget bopael paa en anden medlemsstats omraade end den, i hvis tjeneste han senest har vaeret beskaeftiget, og naar hverken tjenestemanden eller hans hustru - reelt eller effektivt - paa dette omraade har udoevet beskaeftigelse i den i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning, og de heller ikke paa anden maade ifoelge denne bestemmelse har vaeret omfattet af denne medlemsstats lovgivning, maa spoergsmaalet om, hvorvidt oprindelseslandets lovgivning fortsat finder anvendelse paa aegteparret, afgoeres paa grundlag af bestemmelserne i denne lovgivning og ikke paa grundlag af artikel 13, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1408/71."
31. II. Det andet spoergsmaal, der er gengivet i retsmoederapporten, er kun stillet, saafremt det foerste spoergsmaal besvares bekraeftende.
32. Da jeg har foreslaaet, at det foerste spoergsmaal i det vaesentlige besvares benaegtende, er det ufornoedent at besvare det andet spoergsmaal.
33. III. Det tredje spoergsmaal lyder saaledes:
"Saafremt det foerste spoergsmaal besvares benaegtende, og/eller det andet spoergsmaal besvares bekraeftende, hvorledes skal spoergsmaalene da besvares, saafremt den i foerste spoergsmaal naevnte tjenestemand i den periode, hvor han havde bopael i en anden medlemsstat end Nederlandene, fra Nederlandene modtog ydelser i anledning af, at hans seneste beskaeftigelse her i landet var ophoert (hvilke ydelser i oevrigt ifoelge national ret ikke indebar forsikring i henhold til AOW)?"
34. Som naevnt modtog Daalmeijer fra det tidspunkt, hvor han ophoerte med sin beskaeftigelse, og indtil han fyldte 65 aar, ydelser i henhold til den nederlandske lov om ydelser til tidligere ansatte ved militaeret. Hvis det havde drejet sig om en invalidepension, ville han automatisk fortsat have vaeret forsikret i henhold til AOW (6), men som det fremgaar af den nationale lovgivning, er der ikke knyttet denne virkning til den ydelse, som sagsoegeren i hovedsagen modtog.
35. Selv om denne regel kan synes overraskende, kan jeg imidlertid ikke se, efter hvilken faellesskabsbestemmelse Sociale Verzekeringsbank skulle vaere forpligtet til at anse aegtefaellerne Daalmeijer for tvunget forsikret i henhold til AOW, efter at de har taget bopael i Frankrig.
36. Som jeg har anfoert vedroerende foerste spoergsmaal, tilkommer det lovgiver i den enkelte medlemsstat at fastsaette betingelserne for, at en person ophoerer med at vaere tilknyttet en social sikringsordning.
37. Jeg foreslaar derfor, at tredje spoergsmaal besvares saaledes:
"Det maa afgoeres paa grundlag af oprindelseslandets lovgivning, om en forsikret - efter at han har taget bopael i en anden medlemsstat - fortsat er tilknyttet en alderdomsforsikringsordning i oprindelseslandet som foelge af, at han i den periode, hvor han har haft bopael paa en anden medlemsstats omraade, har oppebaaret ydelser fra oprindelseslandet."
Sammenfatning
38. Sammenfattende foreslaar jeg herefter, at de af Centrale Raad van Beroep, Utrecht, stillede spoergsmaal besvares saaledes:
"1) Naar en forhenvaerende tjenestemand og hans hustru har taget bopael paa en anden medlemsstats omraade end den, i hvis tjeneste han senest har vaeret beskaeftiget, og naar hverken tjenestemanden eller hans hustru - reelt eller effektivt - paa dette omraade har udoevet beskaeftigelse i den i artikel 13, stk. 2, i forordning nr. 1408/71 forudsatte betydning, og de heller ikke paa anden maade ifoelge denne bestemmelse har vaeret omfattet af denne medlemsstats lovgivning, maa spoergsmaalet, om hvorvidt oprindelseslandets lovgivning fortsat finder anvendelse paa aegteparret, afgoeres paa grundlag af bestemmelserne i denne lovgivning og ikke paa grundlag af artikel 13, stk. 2, litra d), i forordning nr. 1408/71.
2) Det maa afgoeres paa grundlag af oprindelseslandets lovgivning, om en forsikret - efter at han har taget bopael i en anden medlemsstat - fortsat er tilknyttet en alderdomsforsikringsordning i oprindelseslandet som foelge af, at han i den periode, hvor han har haft bopael paa en anden medlemsstats omraade, har oppebaaret ydelser fra oprindelseslandet."
(*) Originalsprog: fransk.
(1) Forordningen er ajourfoert ved forordning (EOEF) nr. 2001/83 (EFT L 230, s. 6) og er senere aendret flere gange, senest ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30.10.1989 (EFT L 331, s. 1).
(2) Dom af 12.7.1979 (sag 266/78, Brunori, Sml. s. 2705, paa s. 2711 f.), dom af 24.4.1980 (sag 110/79, Coonan, Sml. s. 1445) og dom af 24.9.1987 (sag 43/86, de Rijke, Sml. s. 3611, paa s. 3629).
(3) Dom af 5.5.1977 (sag 102/76, Sml. s. 815, paa s. 822, praemis 11).
(4) Dom af 10.7.1986 (sag 60/85, Sml. s. 2365, paa s. 2372, praemis 13).
(5) Mine fremhaevelser.
(6) Jf. retsmoederapporten vedroerende dom af 24.9.1987 (sag 43/86, de Rijke, Sml. s. 3611, paa s. 3614).
Top