Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 9. oktober 1990. - PALL CORP. MOD P. J. DAHLHAUSEN & CO. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: LANDGERICHT MUENCHEN I - TYSKLAND. - FRIE VAREBEVAEGELSER - VAREMAERKERET - VILDLEDENDE REKLAME. - SAG C-238/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-04827
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol.
1. Den forelaeggende rets spoergsmaal vedroerer anvendelsen i samhandelen i Faellesskabet af det velkendte tegn, der bestaar af et R i en lille cirkel - herefter benaevnt "(R)-tegnet" - og som anvendes sammen med et behoerigt registreret varemaerke. Tegnet er ikke et kendetegn, men skal blot angive, at det paagaeldende varemaerke er registreret. Det er saaledes en oplysning, eller snarere en paamindelse til tredjemand, navnlig virksomhedens konkurrenter, om, at det paagaeldende varemaerke er retligt beskyttet.
Anvendelsen af (R)-tegnet har sin oprindelse i USA, hvor den er retligt reguleret ved lov (US Trademark Law, Section 29). Medlemsstaternes retsordener og det foerste EOEF-direktiv om varemaerker (1) indeholder ikke saerlige regler herom. I handelspraksis i naesten alle Faellesskabets medlemsstater er anvendelsen af dette tegn (eller et andet tegn eller en anden angivelse) imidlertid meget udbredt som middel til at goere omverdenen bekendt med, at maerket er registreret.
Det kan ikke udelukkes, at der til anvendelsen af (R)-tegnet er knyttet retsvirkninger i visse medlemsstater, selv om der ikke findes udtrykkelige bestemmelser herom, og at tegnet derfor har en vis betydning for beskyttelsen af varemaerker (2). Men bortset fra den saerlige betydning, som (R)-tegnet har i varemaerkeretten, er det i hvert fald klart, at anvendelsen af tegnet generelt er undergivet reglerne om beskyttelse af tredjemands berettigede forventning og god markedsfoeringsskik, saaledes som det ogsaa er tilfaeldet med andre kendetegn, der anvendes i forbindelse med markedsfoeringen af en vare.
2. Det er netop i denne sammenhaeng, at den forelaeggende rets spoergsmaal hoerer hjemme. Sagen vedroerer et italiensk produkt, hvis varemaerke er behoerigt registreret i Italien, og som er bragt i omsaetning med (R)-tegnet. Produktet er herefter blevet eksporteret til Forbundsrepublikken Tyskland. Emballagen er - ud over (R)-tegnet, der ogsaa er paafoert selve produktet - forsynet med angivelser om producent, importoer, brugsanvisning, stoerrelse og fremstillings- og holdbarhedsdato.
Retten til at anvende varemaerket i Tyskland som betegnelse for den omhandlede vare bestrides overhovedet ikke i det foreliggende tilfaelde. Sagsoegeren har saaledes ikke paaberaabt sig en ret til selve maerket i henhold til tysk lovgivning, og det er heller ikke gjort gaeldende, at der foreligger forveksling med lignende maerker. Sagsoegeren anfaegter alene anvendelsen af (R)-tegnet ved varens markedsfoering i Forbundsrepublikken Tyskland, idet dette efter sagsoegerens opfattelse vil kunne vildlede tredjemand med hensyn til, hvor maerket er registreret.
Soegsmaalet stoettes paa § 3 i UWG (den tyske lov om forbud mod illoyal konkurrence), hvorefter den, der for at haevde sig over for konkurrenterne ved markedsfoeringen af sine produkter anvender urigtige angivelser, kan forbydes at anvende disse. Sagsoegeren og den forelaeggende ret er af den opfattelse, at tredjemand paa grund af (R)-tegnet bibringes den opfattelse, at det paagaeldende varemaerke er registreret i Tyskland og derfor nyder beskyttelse dér. Med andre ord tillaegger omverdenen (R)-tegnet en bestemt territorial betydning, saaledes at tegnet opfattes som en angivelse af, at varemaerket ikke blot er registreret, men at det er registreret i Forbundsrepublikken Tyskland. Omverdenen faar saaledes en forkert oplysning, naar varemaerket, der efterfoelges af (R)-tegnet, ikke er registreret i Forbundsrepublikken, men i en anden stat. Omverdenen gives herved det indtryk, at maerket er retligt beskyttet, selv om dette ikke er tilfaeldet.
Foelgelig maa det i henhold til § 3 i UWG anses for forbudt i Tyskland at bringe en vare i omsaetning, der er indfoert fra en anden medlemsstat, og hvis varemaerke efterfoelges af (R)-tegnet, naar maerket er behoerigt registreret i udfoerselslandet, men ikke i Tyskland.
Den forelaeggende rets spoergsmaal gaar ud paa, om et saadant forbud er i overensstemmelse med Traktatens artikler 30 og 36.
3. Det er maaske hensigtsmaessigt allerede paa nuvaerende tidspunkt at paapege, at henvisningen til artikel 36 ikke er relevant i det foreliggende tilfaelde. Som jeg allerede har sagt, drejer det sig i naervaerende sag ikke om at beskytte en varemaerkeret, men udelukkende om at sikre, at tredjemands berettigede forventning og god markedsfoeringsskik ikke kraenkes, fordi varerne markedsfoeres paa en vildledende maade. Det maa derfor vurderes alene paa grundlag af artikel 30 - og navnlig de "uomgaengelige hensyn", der fremgaar af Domstolens "Cassis de Dijon"-dom - om det omhandlede forbud er i overensstemmelse med faellesskabsretten.
Kommissionen har i denne forbindelse indledningsvis gjort et anbringende gaeldende. Den har anfoert, at det forbud, som retten har henvist til, ikke kan begrundes med eventuelle "uomgaengelige hensyn", idet forbuddet alene finder anvendelse paa indfoerte produkter og derfor medfoerer forskelsbehandling (3). Ifoelge Kommissionen vil den forelaeggende ret ved anvendelsen af § 3 i UWG sondre mellem, om det paagaeldende varemaerke er beskyttet i henhold til tysk ret eller alene i henhold til retten i en anden medlemsstat. Kommissionen har til stoette herfor henvist til Kohl-dommen (dom af 6.11.1984, 177/83, Sml. s. 3651).
Paa grundlag af det, jeg netop har sagt, finder jeg det vanskeligt ikke at anse det omhandlede forbud for en foranstaltning, der gaelder "uden forskel". Det er den tyske rets opfattelse, at anvendelsen af (R)-tegnet i henhold til de nationale regler om illoyal konkurrence kun er tilladt, hvis det paagaeldende varemaerke er registreret i Forbundsrepublikken, men dette krav stilles uanset varens oprindelse. Anvendelsen af (R)-tegnet er saaledes i princippet tilladt for saavel indenlandske produkter som produkter, der er indfoert fra andre medlemsstater. Modsat kan hverken indenlandske produkter eller indfoerte produkter bringes i omsaetning med (R)-tegnet, hvis varemaerket kun er registreret i en anden medlemsstat.
Jeg mener derfor, at der er en klar forskel mellem naervaerende sag og den anfoerte Kohl-sag. I sidstnaevnte sag drejede det sig om et forbud mod at anvende et kendetegn, fordi der kunne "ske en forveksling med hensyn til, om varerne er af indenlandsk eller udenlandsk oprindelse" (min fremhaevelse). I den foreliggende sag er formaalet med forbuddet derimod at undgaa, at der sker forveksling med hensyn til, hvor varemaerket er registreret og beskyttet, uden at det tillaegges betydning, om varerne er af indenlandsk eller udenlandsk oprindelse.
Det er klart, at forbuddets restriktive virkning navnlig rammer indfoerte varer. Jeg mener imidlertid, at Domstolens praksis paa dette omraade er entydig. Det forhold, at en national foranstaltning, der har "beskyttende virkninger" paa hjemmemarkedet, er til skade for indfoerte varer, er ikke tilstraekkeligt til at udelukke, at selve foranstaltningen "anvendes uden forskel" (jf. dom af 13.3.1984, Prantl, praemis 21, 16/83, Sml. s. 1299). Virkningen paa de indfoerte varer har kun betydning ved bedoemmelsen af, om de paagaeldende regler er en hindring for samhandelen og saaledes falder inden for artikel 30' s anvendelsesomraade.
Det er saaledes min opfattelse, at der i det foreliggende tilfaelde er tale om en foranstaltning, der "anvendes uden forskel", idet det drejer sig om et forbud - paa et omraade, hvor der ikke findes faellesskabsregler - mod anvendelsen af et bestemt kendetegn, og dette forbud anvendes ensartet paa indenlandske og indfoerte varer.
4. En foranstaltning af denne karakter er ikke i sig selv uforenelig med faellesmarkedet. Faellesskabsretten hindrer saaledes principielt ikke (dom af 22.1.1981, Dansk Supermarked mod Imerco, 58/80, Sml. s. 181), "at man i en medlemsstat anvender de i denne stat gaeldende markedsfoeringsregler for varer, der indfoeres fra andre medlemsstater. Heraf foelger, at forhandlingen af importerede varer kan forbydes, naar de forhold, hvorunder salget sker, er i strid med, hvad man i importstaten anser for god og loyal handelsbrug".
Det forekommer mig imidlertid lige saa klart, at de faellesskabsretlige forpligtelser - og navnlig det grundlaeggende princip om frie varebevaegelser - saetter materielle graenser for medlemsstaternes kompetence paa dette omraade. Iagttagelsen af dette princip medfoerer, at nationale foranstaltninger, der begraenser samhandelen, kun kan anvendes til skade for indfoerslen af varer, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i oprindelseslandet, hvis foranstaltningerne virkelig er "noedvendige" af hensyn til formaal som forbrugerbeskyttelse og god markedsfoeringsskik.
Dette gaelder navnlig for nationale bestemmelser om varers udformning og markedsfoering (hvortil efter min opfattelse hoerer reglerne om bestemte kendetegn). Hvis disse regler udstraekkes til ogsaa at gaelde indfoerte varer, kan de goere afsaetningen vanskeligere eller mere bekostelig, idet varernes udformning som foelge heraf maa aendres for at opfylde visse krav, der gaelder i bestemmelseslandet (4).
Domstolen har senere naermere fastlagt disse principper, der foelger af en omfattende praksis, og Domstolen har understreget, at "under en faelles markedsordning skal hensynet til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik ... sikres under gensidig respekt af traditionelle saedvaner, der loyalt anvendes i forskellige medlemsstater" (jf. dom af 4.12.1986, Kommissionen mod Tyskland, 179/85, Sml. s. 3879, og Prantl-dommen, anfoert ovenfor).
5. Med hensyn til det foreliggende tilfaelde bemaerker jeg for det foerste, at det af forelaeggelseskendelsen klart fremgaar, hvorledes anvendelsen af det omhandlede forbud vil begraense samhandelen. Saafremt det er forbudt at bringe produkter, hvis varemaerke ikke er registreret i Tyskland, i omsaetning med (R)-tegnet, fordi det er vildledende, maa virksomheder, hvis varemaerkeret er registreret i en anden medlemsstat, for at kunne eksportere til Forbundsrepublikken enten helt fjerne (R)-tegnet, lade maerket registrere i Forbundsrepublikken eller paafoere produktet en utvetydig angivelse af, i hvilken medlemsstat maerket er registreret, f.eks. "(R) in Italy" el. lign.
Varen kan i ingen af de tre tilfaelde indfoeres i den samme udformning, som lovligt anvendes for varen i oprindelseslandet. De hindringer for de frie varebevaegelser, der foelger heraf, er navnlig vigtige paa grund af foelgende omstaendigheder:
- Det omhandlede forbud vedroerer ikke en bestemt type varer, men alle mulige varetyper. Da (R)-tegnet er meget udbredt internationalt, er det klart, at det omhandlede forbud kan ramme samhandelen med et hvilket som helst land.
- Virksomhederne maa paaregne yderligere omkostninger for at tilpasse sig de tyske regler (registrering i Tyskland eller aendring af varens udformning), saaledes at de indfoerte varer stilles daarligere.
- AEndring af varens udformning er saerlig vanskelig - eller umulig - naar (R)-tegnet ikke kun fremgaar af emballagen, men ogsaa er paatrykt selve varen (som det er tilfaeldet i den foreliggende sag).
- Producenten forestaar ofte ikke selv udfoerslen, der sker gennem uafhaengige mellemhandlere, og disse har normalt ikke ret til ensidigt at aendre varen for at tilpasse den de tyske regler.
Jeg maa endvidere tilfoeje, at saafremt tilsvarende forbud blev nedlagt i de andre medlemsstater, ville dette medfoere en alvorlig hindring for samhandelen i Faellesskabet med varer, der retmaessigt og traditionelt bringes i omsaetning i oprindelseslandet med det omhandlede kendetegn. Hvis f.eks. en italiensk domstol fandt, at den maatte anvende reglerne om beskyttelse mod illoyal konkurrence paa samme maade som den tyske ret i det foreliggende tilfaelde, kunne varer, der lovligt bringes i omsaetning i Tyskland med (R)-tegnet, ikke indfoeres til Italien. Saafremt det omhandlede forbud bliver almindeligt, vil det med andre ord medfoere en opdeling af de nationale markeder.
6. Det er heller ikke min opfattelse, at forbuddet kan anses for "noedvendigt" paa grund af de uomgaengelige hensyn, der er anerkendt af faellesskabsretten. Da forbuddet er baseret paa § 3 i UWG kan dets formaal ganske vist teoretisk set baade vaere forbrugerbeskyttelse (i vid forstand som omfattende beskyttelsen af tredjemands berettigede forventning generelt mod vildledende angivelser eller udformning) og beskyttelse af god markedsfoeringsskik (saafremt en vares vildledende udformning kan begunstige en konkurrent utilboerligt paa en andens bekostning).
Det er imidlertid ogsaa rigtigt, at den frie bevaegelighed for varer som den omhandlede - ved en naermere gennemgang - ikke reelt synes at kunne vildlede omverdenen og dermed fordreje konkurrencen.
I denne forbindelse bemaerker jeg indledningsvis, at det er aabenbart, at det omhandlede produkt er blevet forsynet med (R)-tegnet i overensstemmelse med en international handelspraksis, der ikke har givet anledning til problemer, selv om den er meget udbredt. (R)-tegnet anvendes saaledes normalt i den internationale samhandel for generelt at angive, at det dertil knyttede varemaerke er registreret, uden at det har nogen geografisk betydning. Det er i overensstemmelse hermed, at det omhandlede maerke - i modsaetning til andre kendetegn, der er udtrykt paa et bestemt sprog - netop er karakteriseret ved, at det er et internationalt anvendt tegn, og at det derfor anvendes paa produkter, hvis varemaerke er registreret i mange forskellige lande.
Paa grundlag af det anfoerte er det for det foerste min opfattelse, at der i den foreliggende sag ikke er nogen risiko for vildledning af forbrugerne i snaever forstand, dvs. for koeberne af de varer, der er forsynet med (R)-tegnet. Som Kommissionen har anfoert, er (R)-tegnet efter sin funktion en tilkendegivelse, der ikke er rettet til forbrugerne, men i det vaesentlige til andre virksomheder og navnlig til konkurrenter til den virksomhed, der anvender tegnet. Denne opfattelse bestyrkes af den erfaring, at (R)-tegnet og andre tilsvarende angivelser ofte indtager en ganske underordnet plads i varens udformning, idet saadanne angivelser naesten ikke er synlige for koeberne.
I virkeligheden er det ikke saerligt vigtigt for forbrugeren at vide, at et bestemt varemaerke er registreret. Det, der i givet fald interesserer ham, er sikkerheden for, at et varemaerke (uanset om det er forsynet med et registreringstegn) ikke er forfalsket, og at det ikke forveksles med lignende maerker. Selv om forbrugeren tillaegger det en vis betydning, at varemaerket er registreret, er det i hvert fald uden betydning for ham, hvor det er registreret. Registrering sker ganske vist ikke overalt efter samme fremgangsmaade (der er reguleret af de nationale lovgivninger, som endnu ikke er harmoniseret paa faellesskabsplan), men disse forskelle vedroerer imidlertid registreringsproceduren, og har, som det er fremgaaet under retsmoedet, i hvert fald ikke nogen betydning - heller ikke indirekte - for garantierne for varens kvalitet.
Selv i det - efter min opfattelse rent teoretiske - tilfaelde, at forbrugeren tillaegger det en vis betydning, at varemaerket er registreret i et bestemt land, er der intet, der hindrer producenten i paa eget initiativ at give kunden den oenskede oplysning. Selv i dette teoretiske tilfaelde er det saaledes klart, at det omhandlede forbud er uforholdsmaessigt indgribende.
For det andet er der heller ikke en reel risiko for vildledning af dem, som oplysningen om, at varemaerket er registreret, er rettet til, nemlig virksomhederne. Den forelaeggende ret har vedroerende dette punkt anfoert, at en anvendelse af (R)-tegnet, der afviger fra den traditionelle nationale brug, undergraver disses berettigede forventning. Virksomhederne gaar ud fra, at varemaerker, der efterfoelges af (R)-tegnet, er registreret i Forbundsrepublikken Tyskland, og at der derfor er knyttet en saerlig retsvirkning hertil. Hvis varer med (R)-tegnet, hvis varemaerke ikke er registreret i Forbundsrepublikken Tyskland, bringes i omsaetning, vildledes omverdenen, saafremt de med maerket forbinder en retlig beskyttelse, som i virkeligheden ikke bestaar.
Erfaringen viser imidlertid, at en kyndig og omhyggelig erhvervsdrivende, der vil markedsfoere et produkt og derfor er interesseret i at vide, om et bestemt varemaerke er registreret og saaledes har den hertil knyttede retlige beskyttelse, foerst undersoeger i de offentlige registre, hvorledes maerkets retsstilling er, uanset om en saadan vare er forsynet med (R)-tegnet. Den retlige beskyttelse af saadanne, normalt omhyggelige virksomheder, er saaledes reelt ikke betinget af - og kan endnu mindre undergraves af - at varer med (R)-tegnet, hvis varemaerke ikke er registreret i det land, hvor varen markedsfoeres, omsaettes frit. Selv uden det omhandlede forbud loeber disse virksomheder saaledes ikke en risiko for at blive vildledt med hensyn til, om et bestemt varemaerke er registreret, og derfor heller ikke med hensyn til omfanget af deres egne markedsfoeringsrettigheder. Af samme grund mener jeg, at der ikke er fare for konkurrencefordrejning, selv om det anfaegtede forbud ikke nedlaegges.
Selv om tredjemand i en medlemsstat antager, at (R)-tegnet kun kan angive, at der er sket registrering i dette land og automatisk derudfra drager slutninger med hensyn til egne markedsfoeringsrettigheder (det er vaerd at bemaerke, at den tyske regering betvivler dette), maa det understreges, at denne opfattelse ikke kan nyde en saa vidtgaaende beskyttelse, at de frie varebevaegelser herved saettes paa spil.
I et enhedsmarked, hvor der naturligt er en stor grad af liberalisering af samhandelen, kan der ikke skabes en beskyttelse af tredjemand alene af nationale grunde. Det er endog normalt, at tredjemands meninger og forestillinger - og deres beskyttelse - aendres gradvis i takt med markedernes stigende integration.
Det er i overensstemmelse hermed, at Domstolen har udtalt, at
"forbrugernes forestillinger, som kan veksle fra medlemsstat til medlemsstat, i tidens loeb ogsaa [vil] gennemgaa en vis udvikling inden for samme medlemsstat. Et faelles marked er en af de vaesentligste faktorer til fremme af en saadan udvikling" (5).
Jeg mener, at disse principper fuldt ud kan anvendes i det foreliggende tilfaelde.
7. Jeg foreslaar herefter, at Domstolen besvarer de stillede spoergsmaal saaledes:
"Traktatens artikel 30 er til hinder for, at der i medfoer af en national bestemmelse om illoyal konkurrence, som f.eks. § 3 i UWG, nedlaegges forbud mod, at en vare, der er forsynet med (R)-tegnet, bringes i omsaetning i en medlemsstat, naar varens betegnelse ikke er registreret som varemaerke i denne medlemsstat."
(*) Originalsprog: italiensk.
(1) Raadets foerste direktiv af 21.12.1988 om indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om varemaerker (EFT 1989, L 40, s. 1).
(2) Det fremgaar af en undersoegelse, som Domstolen har foretaget, at i hvert fald i Benelux-landene og Forbundsrepublikken Tyskland kan (R)-tegnet anvendes for at undgaa, at varemaerket "udvandes".
(3) Som bekendt medfoerer en bestemmelses diskriminerende karakter, at de kriterier, der er opstillet i "Cassis de Dijon"-dommen, ikke kan anvendes (jf. f.eks. dom af 20.4.1983, Schutzverband gegen Unwesen in der Wirtschaft, 59/82, Sml. s. 1217).
(4) Artikel 30 er i denne forbindelse anset for anvendelig paa nationale foranstaltninger, der anvendes uden forskel, men som for indfoerte varers vedkommende stiller krav om, at etiketten aendres, saaledes at en bestemt betegnelse anvendes (dom af 16.12.1980, Fietjie, 27/80, Sml. s. 3839), at forsyne varerne med bestemte stempler (dom af 22.6.1982, Robertson, 220/81, Sml. s. 2349), at aendre emballagen for at bringe denne i overensstemmelse med en foreskrevet, saerlig emballageform (dom af 10.11.1982, Rau, 261/81, Sml. s. 3961), eller at aendre den flasketype, som traditionelt anvendes i oprindelseslandet, i henhold til nationale bestemmelser i indfoerselslandet, hvor flaskeformen (Bocksbeutel) er forbeholdt vin fra et bestemt omraade (dom af 13.3.1984, Prantl, Sml. s. 1299).
(5) Dom af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, praemis 32 (178/84, Sml. s. 1227).
Top