Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 14. november 1990. - HEINRICH BALLMANN MOD HAUPTZOLLAMT OSNABRUECK OG BERTHOLD MENKHAUS. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: BUNDESFINANZHOF - TYSKLAND. - TILLAEGSAFGIFT PAA MAELK. - SAG C-341/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-00025
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. Ved den anmodning om praejudiciel afgoerelse, som er genstand for denne sag, er Domstolen blevet anmodet om at fortolke begreberne "producent" og "bedrift" i artikel 12, litra c) og d), i Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (1).
Som bekendt blev der ved artikel 5c i forordning nr. 804/68 (2), som aendret ved forordning (EOEF) nr. 856/84 (3), med henblik paa at begraense den strukturelt betingede overproduktion i denne sektor for en periode paa 5 aar indfoert en tillaegsafgift, som skulle erlaegges for de leverede maengder maelk, der oversteg en (for afgiften fritaget) referencemaengde, som skulle fastlaegges paa de i forordning nr. 857/84 naermere fastlagte vilkaar.
Med hensyn til enkelthederne i den paagaeldende ordning skal jeg henvise retsmoederapporten og alene kort redegoere for de faktiske omstaendigheder, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen.
2. I medfoer af den omhandlede faellesskabsretlige ordning fik Heinrich Ballmann tildelt en referencemaengde svarende til maelkeproduktionen fra ca. 40 koeer. Berthold Menkhaus raadede over en referencemaengde svarende til maelkeproduktionen fra ca. 20 koeer, idet han var blevet tildelt denne maengde paa grundlag af maelkeproduktionen i 1983 paa hans egen bedrift, hvis produktionsudstyr var foraeldet.
Ved en aftale af 15. juni 1987 bortforpagtede Ballmann, der er indehaver af en landbrugsbedrift med 60 staldpladser til koeer, hvoraf 20 i en nyopfoert stald, til Menkhaus, der ligeledes er landmand og maelkeproducent, de 20 staldpladser i den nyopfoerte stald.
Efter indgaaelsen af forpagtningsaftalen meddelte vedkommende Oberfinanzdirektion, at Menkhaus ikke kunne anses for maelkeproducent i henhold til den faellesskabsretlige ordning, og at hans maelkeproduktion derfor ville blive henfoert under Ballmann' s referencemaengde.
Jeg bemaerker her, at forpagtningsaftalen bl.a. indeholder bestemmelse om, at parterne hver for sig skal soerge for fodring, malkning, inseminering og dyrlaegebehandling af deres koeer. Bortset fra det almindelige staldudstyr er det kun malkeanlaegget, som parterne efter aftalen benytter i faellesskab. Den herved producerede maelk opbevares imidlertid i adskilte maelkelagertanke, og den maelkemaengde, som hver af parterne producerer, maales ved hjaelp af et elektronisk maaleapparat.
Ballmann anlagde sag ved Finanzgericht til proevelse af den naevnte afgoerelse fra Oberfinanzdirektion, idet han paaberaabte sig indholdet af forpagtningsaftalen. Finanzgericht gav ham ikke medhold og begrundede dette med, at en forpagter ikke i et driftsfaellesskab med bortforpagteren kan goere brug af sin referencemaengde.
Bundesfinanzhof, som Ballmann ankede Finanzgericht' s afgoerelse til i form af en "revisionsanke", har forelagt denne sag for Domstolen. Bundesfinanzhof spoerger i det vaesentlige, om begreberne producent og bedrift i artikel 12, jf. hhv. litra c) og litra d), i forordning nr. 857/84, skal fortolkes saaledes, at en landmand, der er maelkeproducent, og som har forpagtet nogle staldpladser til brug for opdraet af sine egne koeer, er noedsaget til at lade den saaledes producerede maelk henfoere under den referencemaengde, som bortforpagteren - der ogsaa er maelkeproducent - raader over, eller om denne maelk kan henfoeres under forpagterens egen referencemaengde, som han har faaet tildelt paa grundlag af maelkeproduktionen paa den bedrift, som han er ejer af. Bundesfinanzhof spoerger endvidere, om svaret afhaenger af vilkaarene i forpagtningsaftalen og/eller de faktiske forhold.
3. Ved besvarelsen af disse spoergsmaal maa det i foerste raekke afgoeres, hvem der skal anses som producent af de maelkemaengder, som hidroerer fra koeer, der er placeret i forpagtede stalde.
Indholdet af begrebet producent er fastlagt i artikel 12, litra c), i forordning nr. 857/84 og omfatter enhver landmand (forstaaet som omfattende fysiske eller juridiske personer eller sammenslutninger af fysiske eller juridiske personer), "som saelger maelk eller andre mejeriprodukter direkte til forbrugeren, og/eller som leverer til opkoeberen", og under forudsaetning af, at vedkommendes bedrift er beliggende paa Faellesskabets geografiske omraade. Begrebet producent maa saaledes fortolkes i snaever sammenhaeng med begrebet bedrift, der i henhold til artikel 12, litra d), er defineret saaledes: "samling af produktionsenheder, hvis drift ledes af producenten, og som ligger paa Faellesskabets geografiske omraade."
Det fremgaar af disse definitioner, at status som producent tilkommer enhver, der selvstaendigt driver en bedrift, dvs. en samling af produktionsenheder, uden at det er en forudsaetning, at vedkommende ejer disse produktionsenheder.
Denne fortolkning er ogsaa i overensstemmelse med Domstolens praksis, jf. dommen af 13. juli 1989, Wachauf (4), hvori Domstolen lagde til grund, at en overdragelse af en bedrift eller en del af denne til en forpagter ikke udelukker, at der i den i artikel 12 i forordning nr. 857/84 forudsatte betydning foreligger en virksomhed, som producerer eller markedsfoerer maelk, idet Domstolen saaledes ikke fortolkede de omhandlede begreber snaevert.
Som Kommissionen har anfoert under retsforhandlingerne, er den fortolkning, hvorefter en forpagter af produktionsenheder kan vaere "producent" efter maelkeafgiftsordningen, i overensstemmelse med de faktiske forhold og med de hensyn, der ligger til grund for ordningen. Maalsaetningen med maelkekvoteordningen er da heller ikke at fjerne enhver produktion, men at skabe grundlag for, at produktionen, hvor begraenset den end maatte vaere, gennemfoeres paa de teknisk og strukturelt set bedst mulige vilkaar.
4. Efter at jeg saaledes har fastslaaet, at en forpagter kan anses for producent efter den omhandlede ordning, staar det tilbage at undersoege, om der principielt er hjemmel til at henfoere maelk produceret ved hjaelp af produktionsenheder tilhoerende en landmand, der ligeledes er maelkeproducent, under den referencemaengde, der er blevet tildelt forpagteren paa grundlag af en produktion paa en bedrift, som denne er ejer af.
Det er ubestridt, at den omhandlede ordning opstiller et princip om en sammenhaeng mellem referencemaengden og jorden. Artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 857/84 bestemmer f.eks., at i tilfaelde af bortforpagtning af en bedrift overfoeres den tilsvarende referencemaengde til forpagteren.
Som Kommissionen imidlertid har fremhaevet, tilsigter det naevnte princip at forhindre en eventuel "handel" med referencemaengder og eventuelle spekulationsagtige transaktioner.
Derimod indebaerer princippet om sammenhaengen mellem referencemaengden og jorden ikke, at den afgiftsfritagede maengde skal produceres ved hjaelp af de produktionsenheder, som tidligere blev benyttet til den maelkeproduktion, der ligger til grund for fastsaettelsen af referencemaengden. Referencemaengderne tildeles saaledes ikke en bedrift, men en person, nemlig producenten, og der er derfor intet til hinder for, at der kan vaere tale om en forpagter, som har faaet tildelt den paagaeldende referencemaengde paa grundlag af sin produktion i det paagaeldende referenceaar, og dermed eventuelt en produktion paa en anden bedrift.
Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at maelk produceret af en landmand ved hjaelp af forpagtede produktionsenheder principielt kan henfoeres under den referencemaengde, som forpagteren er blevet tildelt paa grundlag af en maelkeproduktion, som han har gennemfoert paa jordarealer, som han er ejer af, og at dette ogsaa gaelder, selv om bortforpagteren ligeledes er maelkeproducent.
5. Hvad angaar det andet spoergsmaal, hvorved det oenskes oplyst, hvilke konkrete betingelser der skal vaere opfyldt for, at den af forpagteren producerede maelk kan henfoeres under hans referencemaengde, maa der foerst og fremmest laegges vaegt paa det princip om sammenhaengen mellem maelkeproduktionen og producentens bedrift, som fremgaar af artikel 12.
Som jeg har naevnt, forudsaetter status som producent, at den paagaeldende selvstaendigt driver bedriften, hvilket principielt igen med henblik paa ordningens anvendelse forudsaetter en klar fordeling mellem de eventuelle forskellige producenter af de maelkemaengder, som produceres paa en bedrift.
Det er utvivlsomt, at en saadan adskillelse i tilfaelde af en forpagtningsaftale kan vaere vanskelig at gennemfoere, naar saavel forpagteren som bortforpagteren som her er maelkeproducent. I saa fald maa der for at sikre, at der rent faktisk sker en klar adskillelse mellem de maelkemaengder, som de paagaeldende producerer, laegges vaegt paa vilkaarene i forpagtningsaftalen og paa produktionsvilkaarene.
Det er aabenbart, at denne vurdering henhoerer under den nationale retsinstans, som herved skal basere sig paa en raekke objektive kriterier. Naermere bestemt maa det vaere en betingelse, at forpagteren rent faktisk selvstaendigt og paa eget ansvar driver de forpagtede produktionsenheder, og frem for alt, at den producerede maelkemaengde er klart adskilt fra bortforpagterens og saaledes opbevares og leveres saerskilt.
6. Jeg skal herefter sammenfattende foreslaa, at Domstolen giver foelgende besvarelse af spoergsmaalene fra Bundesfinanzhof:
"Artikel 12, litra c) og d), i forordning (EOEF) nr. 857/84 skal fortolkes saaledes, at den maelkemaengde, som en landmand producerer ved malkning af ham tilhoerende koeer i produktionsenheder, der er omfattet af en forpagtningsaftale, skal henfoeres under hans referencemaengde, saafremt han leder driften af de paagaeldende produktionsenheder paa eget ansvar, og der er en sikkerhed for, at der sker en klar adskillelse mellem de maelkemaengder, som henholdsvis bortforpagteren og forpagteren producerer."
(*) Originalsprog: italiensk.
(1) EFT L 20, s. 13.
(2) Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27. juni 1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT 1968 I, s. 169).
(3) EFT L 90, s. 10.
(4) Sag 5/88, Sml. s. 2609.
Top