Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 24. januar 1991. - STRAFFESAG MOD ALFRED STOECKEL. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL DE POLICE D'ILLKIRCH - FRANKRIG. - LIGEBEHANDLING AF MAEND OG KVINDER - FORBUD VED LOV MOD, AT KVINDER ARBEJDER OM NATTEN. - SAG C-345/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-04047
svensk specialudgave side I-00345
finsk specialudgave side I-00359
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
1. A. Stoeckel, som er tiltalt for overtraedelse af artikel L 213-1 i den franske Code du travail (lov om arbejdsforhold), som med visse undtagelser forbyder, at kvinder arbejder om natten, gjorde for Tribunal de police d' Illkirch gaeldende, at den paagaeldende bestemmelse var i strid med artikel 5 i Raadets direktiv 76/207/EOEF af 9. februar 1976 om gennemfoerelse af princippet om ligebehandling af maend og kvinder for saa vidt angaar adgang til beskaeftigelse, erhvervsuddannelse, forfremmelse samt arbejdsvilkaar (1) (herefter benaevnt "direktivet").
Ved dom af 4. oktober 1989 udsatte den forelaeggende retsinstans sagen og anmodede Domstolen om at tage stilling til, om direktivets artikel 5 er tilstraekkelig praecis til, at en medlemsstat efter bestemmelsen ikke ved lov kan fastsaette et principielt forbud mod, at kvinder arbejder om natten, saaledes som det er sket ved artikel L 213-1 i den franske Code du travail.
2. Som bekendt og som det i oevrigt fremgaar af selve titlen tilsigter direktivet gennemfoerelse i medlemsstaterne af princippet om ligebehandling af maend og kvinder med hensyn til adgang til beskaeftigelse, herunder forfremmelse, og til erhvervsuddannelse samt arbejdsvilkaar (artikel 1). I henhold til artikel 2, stk. 1, indebaerer princippet, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted paa grundlag af koen, hverken direkte eller indirekte under henvisning saerlig til aegteskabelig eller familiemaessig stilling. Blandt undtagelserne i de foelgende stykker i sidstnaevnte bestemmelse er der grund til her at naevne stk. 3, som bestemmer, at direktivet ikke er til hinder for bestemmelser vedroerende beskyttelse af kvinder og saerlig i forbindelse med graviditet og moderskab.
I medfoer af artikel 5, stk. 1, indebaerer anvendelsen af princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar, at maend og kvinder sikres samme vilkaar uden forskelsbehandling paa grundlag af koen. Med henblik herpaa skal medlemsstaterne traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at bestemmelser, som er i strid med princippet om ligebehandling, ophaeves [litra a)], og revidere de bestemmelser, der er i strid med princippet, naar det beskyttelseshensyn, som oprindelig laa til grund for disse, ikke laengere er begrundet [litra c)].
I artikel 9, stk. 1, var den frist, medlemsstaterne havde til at traeffe de noedvendige foranstaltninger, fastsat til 30 maaneder efter meddelelsen af direktivet. For saa vidt naermere angaar artikel 5, stk. 2, litra c), skulle de nationale myndigheder dog inden fire aar foretage en foerste gennemgang og eventuelt en foerste revision af de deri omhandlede bestemmelser.
3. Med hensyn til fransk lovgivning indeholder ovennaevnte artikel L 213-1 i Code du travail et principielt forbud mod, at kvinder arbejder om natten, idet det navnlig er bestemt, at "kvinder maa ikke beskaeftiges med nogen form for arbejde om natten i fabrikker, vaerker, miner og brud, byggepladser, vaerksteder eller dertil hoerende funktioner, uanset om der er tale om offentlige, private, verdslige eller kirkelige virksomheder, og uanset om der er tale om faglig uddannelse eller velgoerenhedsarbejde, og heller ikke i ministerielle eller andre offentlige kontorer, inden for liberalt erhverv, ikke-erhvervsdrivende selskaber, fagforeninger eller sammenslutninger af en hvilken som helst art." Bestemmelsens stk. 2 indeholder visse undtagelser for saa vidt angaar kvinder, som beklaeder ledende stillinger eller udfoerer teknisk arbejde, som indebaerer et vist ansvar, samt kvinder, som er beskaeftiget med sundheds- eller velfaerdstjeneste, og som saaledes ikke normalt udfoerer manuelt arbejde. I henhold til stk. 3 gaelder forbuddet heller ikke, saafremt der foreligger et hensyn til almenvellet i forbindelse med saerlig tungtvejende hensyn, eller for kvindelige arbejdstagere, der arbejder i skiftehold. I saa fald skal der udstedes en bekendtgoerelse om udvidelse af en kollektiv brancheoverenskomst eller -aftale, og der skal indgaas en aftale inden for den enkelte virksomhed, som skal godkendes af fabriksinspektoeren. Manglende overholdelse af de naevnte regler straffes med boede.
Fransk lovgivning blev vedtaget med henblik paa at gennemfoere Den Internationale Arbejdsorganisations (herefter benaevnt "ILO") konvention nr. 89 af 9. juli 1948, som Frankrig ratificerede ved lov nr. 53-603 af 7. juli 1953, og hvorefter kvinder principielt ikke maa arbejde om natten.
4. Lad mig, omend ganske kort, gennemgaa baggrunden for saadanne bestemmelser (2). Forbuddet mod, at kvinder arbejder om natten, var dengang en sejr for de arbejdende klasser, idet det indgik i en lovgivning, hvis formaal navnlig var at beskytte kvinder og boern, dvs. de dele af befolkningen, der ansaas for de svageste og de mest udsatte.
Et saadant forbud blev indfoert i britisk lovgivning allerede i midten af det forrige aarhundrede (1844). Schweiz vedtog tilsvarende lovbestemmelser i 1877, og andre lande fulgte efter, f.eks. OEstrig (1885), Nederlandene (1889), og mod aarhundredets slutning Frankrig (1892).
I betragtning af, at kvinder dengang navnlig var beskaeftiget paa fabrikker, omfattede bestemmelserne i foerste omgang industrien, men kom lidt efter lidt, alt efter de forskellige behov, til ogsaa at brede sig til andre omraader.
Paa den foerste internationale kongres vedroerende arbejderbeskyttelse, der blev holdt i Berlin i 1890, vedtoges en resolution, som forboed kvinder at arbejde om natten i industrien. I 1906 undertegnede tretten stater Berner-konventionen, hvori forbuddet blev stadfaestet, men kun for industrivirksomheder, der beskaeftiger mere end ti arbejdere. Disse bestemmelser var forloebere for det forbud, som ILO fastsatte i 1919; i henhold til en af de foerste konventioner, ILO vedtog, konvention nr. 4, var det forbudt at beskaeftige kvinder om natten i industrivirksomheder, bortset fra familieforetagender.
For at afboede ulemperne ved et for generelt forbud, vedtoges endnu en konvention, konvention nr. 41, igen af ILO i 1934. Fra konventionens anvendelsesomraade var undtaget kvinder, som beklaedte ledende stillinger eller udfoerte teknisk arbejde, som indebaerer et vist ansvar.
Den tredje konvention, som blev vedtaget i 1948 for at hjemle mulighed for yderligere undtagelser, er netop konvention nr. 89, der som allerede naevnt er grundlaget for gaeldende fransk lovgivning paa omraadet.
5. De vaesentligste argumenter, der fremfoertes til stoette for en saadan lovgivning paa det tidspunkt, hvor den blev indfoert, var af medicinsk, social, politisk og oekonomisk karakter. Det haevdedes, at da kvinder var beroevet borgerlige og politiske rettigheder, f.eks. stemmeretten, var de mere udsat, naar der ikke ved lov var fastsat en beskyttelse; kvindelige arbejdstagere blev endvidere betragtet som fysisk svagere og saaledes mere saarbare over for visse foelger af natarbejde, f.eks. eventuelle fysiske eller psykiske problemer; desuden var man bekymret for de risici, som kvinder kunne vaere udsat for, naar de begav sig paa arbejde om natten, og det betragtedes ogsaa som lidet passende, at kvinder arbejdede om natten sammen med maend.
Modstanden mod, at kvinder arbejder om natten, hang bl.a. ogsaa sammen med rodfaestede overbevisninger om kvindens sociale rolle som moder og den centrale person i enhver families daglige tilvaerelse: kvindens plads var helst i hjemmet, hvor hun skulle tage sig af familien. Natarbejde blev derfor betragtet som saerligt forstyrrende for familielivet og skadeligt for samfundet.
6. Det fremgaar heraf, at der i den foreliggende sag er tale om bestemmelser, der af lovgiver er taenkt som beskyttelse af kvinden som arbejdstager. Paa den baggrund maa det derfor foerst undersoeges, om saadanne bestemmelser ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 2, stk. 3, som vedroerer bestemmelser om beskyttelse af kvinder.
I den forbindelse maa det imidlertid foerst understreges, at en undtagelse fra et saa grundlaeggende princip for mennesker som ligebehandlingsprincippet skal fortolkes snaevert (3).
Domstolen understregede foerst, at ovennaevnte bestemmelse skal fortolkes snaevert, og tilfoejede, at det fremgaar af den udtrykkelige henvisning til graviditet og moderskab, at formaalet med direktivet dels er at beskytte kvindens fysiske tilstand, dels det saerlige forhold mellem moderen og barnet, og at den omhandlede bestemmelse herefter ikke giver hjemmel for at udelukke kvinder fra en beskaeftigelse under henvisning til, at der efter den almindelige opfattelse skal gives kvinder en videre beskyttelse end maend mod de risici, som beroerer maend og kvinder paa samme maade, og som ikke har sammenhaeng med de saerlige beskyttelsesbehov for kvinder, saasom de udtrykkeligt naevnte behov (4).
Det maa ogsaa understreges, at som det navnlig fremgaar af dommen af 12. juli 1984 (sag 184/83, Hoffmann, Sml. s. 3047), tilsigtes der med bestemmelsen ikke en beskyttelse af det saerlige forhold mellem moder og barn generelt og abstrakt derved, at der soeges sikret eller beskyttet en bestemt, traditionel rolle for kvinden i familien, men, i mere begraenset omfang, det saerlige forhold mellem moderen og barnet i perioden under graviditeten og umiddelbart efter foedslen (5).
7. Hvis det heraf foelger, at for at bestemmelser om beskyttelse af kvinder er begrundet i henhold til artikel 2, stk. 3, skal de beskytte kvindelige arbejdstagere ud fra hensynet til egenskaber, der er saerlige for kvinder (6), maa det undersoeges, om natarbejde faktisk medfoerer yderligere risici for kvinder.
Det fremgaar af ovennaevnte rapport om natarbejde, som blev offentliggjort i 1989 af Den Internationale Arbejdskonference, at ud fra et medicinsk synspunkt kan natarbejde navnlig medfoere soevn- og fordoejelsesproblemer, som ofte bliver mere udtalt paa grund af tendensen til et stort forbrug af stimulerende midler som f.eks. kaffe og tobak om natten og af sovemidler, som indtages med henblik paa at kunne hvile om dagen. Virkningerne af natarbejde paa helbredet kan endvidere ogsaa svinge meget, alt efter arbejdstagernes alder og familiemaessige og oekonomiske forhold.
Selv om der ikke er foretaget saerligt detaljerede undersoegelser vedroerende de helbredsmaessige foelger for kvindelige arbejdstagere, synes de foreliggende undersoegelser at vise, at bortset fra, at der skal vaere en saerlig beskyttelse under graviditeten paa grund af de risici, barnet kan blive udsat for, er der faktisk ikke andre konkrete indikationer, der taler imod, at kvinder arbejder om natten.
Forholdet er med andre ord det, at selv om natarbejde kan medfoere psykofysiske skader for arbejdstagerne, og natarbejde derfor boer begraenses til det strengt noedvendige og under alle omstaendigheder vaere reguleret, er forholdet ogsaa det, at der ikke er afgoerende omstaendigheder, der giver grundlag for at antage, at natarbejde medfoerer en stoerre risiko for kvinder end for maend.
8. Efter min opfattelse kan argumentet om, at kvinder er udsat for stoerre risici for overfald om natten, naeppe begrunde en begraensning af en grundlaeggende rettighed, som f.eks. princippet om ligebehandling for saa vidt angaar arbejdsvilkaar.
Man kan eventuelt afboede den risiko ved at traeffe passende foranstaltninger, som f.eks. at stille saerlige transportmidler til raadighed; desuden indeholder det i fransk lovgivning fastsatte princip om, at kvinder ikke maa arbejde om natten, saadanne og saa mange undtagelser, at man vanskeligt kan forestille sig, at det er baseret paa objektive begrundelser, og at det ikke snarere er et historisk levn af, hvad man tidligere betragtede som en foranstaltning til beskyttelse af den part, der paa det tidspunkt betragtedes som den mest saarbare inden for arbejderklassen.
Saaledes fremgaar det af en undersoegelse, som forskningsafdelingen i det franske Arbejds- og Socialministerium foretog i 1984, at der allerede i perioden 1978-1984 var en betydelig stigning i antallet af kvinder, der arbejder om natten; i 1984 var forholdet saaledes det, at ud af mere end en million loenmodtagere, som regelmaessigt arbejdede om natten, var der ca. 170 000 kvinder (7).
Hvis man desuden tager i betragtning, at det i henhold til et cirkulaere af 30. juni 1987 fra det franske Arbejds- og Socialministerium hedder, at loven ikke forbyder beskaeftigelse af kvinder om natten i industrivirksomheder, naar der er tale om arbejdsopgaver, som ikke er industrielle, som f.eks. dataoperatoerer eller kontrolloerer, og til, at der i henhold til visse kollektive overenskomster er mulighed for at lade kvinder arbejde om natten paa skiftehold, er det endnu vanskeligere at acceptere en saadan begrundelse, idet en kvinde, der arbejder med EDB eller en kvinde, der arbejder i en jern- og staalvirksomhed, naeppe er mindre udsat for overfald end f.eks. en person, der arbejder i en kemisk virksomhed.
Endelig maa man noedvendigvis naevne, at det i fransk lovgivning gaeldende generelle forbud mod, at kvinder arbejder om natten, hvorfra der gaelder saa mange undtagelser, at der er mulighed for at anvende forskellige ordninger endog over for kvinder, som udfoerer det samme arbejde, maa medfoere en yderligere ubegrundet forskelsbehandling mellem de kvindelige arbejdstagere indbyrdes.
9. Saadanne bestemmelser kan efter min opfattelse heller ikke begrundes i direktivets artikel 5, stk. 2, litra c), der som allerede naevnt bestemmer, at medlemsstaterne skal traeffe de noedvendige foranstaltninger til, at de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, der er i modstrid med princippet om ligebehandling, revideres, naar det beskyttelseshensyn, som oprindelig laa til grund for disse, ikke laengere er begrundet.
Saaledes har Domstolen udtalt, at raekkevidden af artikel 3, stk. 2, litra c), som vedroerer betingelserne for adgang til beskaeftigelse, men som er formuleret paa samme maade som ovennaevnte artikel 5, stk. 2, litra c), er fastlagt ved artikel 2, stk. 3 (8).
Selv om de omtvistede bestemmelser tidligere var begrundet i f.eks. hensynet til kvindens faktiske rolle i familien, er de efter min opfattelse derfor i dag forbudt i henhold til direktivet, idet de som naevnt ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i artikel 2, stk. 3. Som Kommissionen har understreget, skyldes det i fransk lovgivning gaeldende forbud saaledes tilsyneladende ikke et hensyn til en saerlig beskyttelse af kvinders fysiske tilstand, men synes snarere at vaere baseret paa foraeldede sociale hensyn, og maa desuden antages at have negative foelger for kvinders beskaeftigelse.
10. For saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt direktivets artikel 5 har direkte virkning, er det efter min opfattelse allerede besvaret bekraeftende i Domstolens praksis, idet Domstolen har fastslaaet, at artikel 5 ikke hjemler nogen som helst mulighed for, at medlemsstaterne kan begraense anvendelsen af princippet om ligebehandling inden for dens egentlige anvendelsesomraade eller goere den betinget, ligesom bestemmelsen maa antages at vaere tilstraekkelig praecis og ubetinget til, at private ved de nationale domstole kan paaberaabe sig den til stoette for, at enhver national bestemmelse, der ikke er i overensstemmelse med den naevnte artikel 5, stk. 1, ikke kan finde anvendelse (9).
Den forpligtelse til ikke at forskelsbehandle maend og kvinder, der er indfoert ved artiklens stk. 1, er saaledes ikke betinget af den anden konkrete forpligtelse til at traeffe foranstaltninger, som er paalagt medlemsstaterne ved artiklens stk. 2.
11. Endelig mener jeg ikke, at den omstaendighed, at Frankrig er kontraherende part i ILO-konvention nr. 89, kan aendre det resultat, jeg er naaet frem til.
Selv om det i Traktatens artikel 234 er fastsat, at de rettigheder, der foelger af konventioner, som foer Traktatens ikrafttraeden var indgaaet mellem paa den ene side en eller flere medlemsstater og paa den anden side et eller flere tredjelande, ikke beroeres af Traktatens bestemmelser, er forholdet ogsaa det, at indholdet af et direktiv ikke i sig selv kan bevirke, at overholdelsen af direktivet kan vaere uforenelig med forpligtelser i henhold til konventionen. Faellesskabsretten paalaegger nemlig ikke noedvendigvis medlemsstaterne at tillade, at kvinder arbejder om natten, hvilket ville vaere uforeneligt med konventionen, men indeholder kun en forpligtelse til ikke at forskelsbehandle maend og kvinder for saa vidt angaar arbejdsvilkaar.
I en situation som den foreliggende vil en medlemsstat med andre ord ikke kunne paaberaabe sig artikel 234 og saaledes unddrage sig den forpligtelse til ikke at udoeve forskelsbehandling, der er fastsat i direktiv 76/207, idet medlemsstaten under alle omstaendigheder vil kunne opfylde sine forpligtelser i henhold til faellesskabsretten uden at overtraede konventionen, f.eks. ved at udvide forbuddet mod natarbejde til at omfatte baade kvinder og maend.
Saafremt en saadan loesning i praksis ville stoede paa store problemer, er det klart, at den paagaeldende stat maatte opsige konventionen og paa den maade frigoere sig fra de deri fastsatte forpligtelser.
Det er i den forbindelse tankevaekkende, at visse medlemsstater, der har underskrevet konventionen, nemlig f.eks. Nederlandene, Irland og Luxembourg, allerede har opsagt den (10), og at den italienske forfatningsdomstol har fastslaaet, at den lov, hvorved konventionen gennemfoertes i Italien (11), delvis er forfatningsstridig.
12. Jeg skal herefter foreslaa, at det spoergsmaal, Tribunal de police d' Illkirch har forelagt, besvares som foelger:
"Artikel 5 i direktiv 76/207/EOEF er til hinder for, at der i national ret ved lov fastsaettes et principielt forbud mod natarbejde, som alene omfatter kvinder."
(*) Originalsprog: italiensk.
(1) EFT L 39, s. 40.
(2) Jf. rapport V, 1, om natarbejde, offentliggjort af Den Internationale Arbejdskonference, 76. samling, 1989, BIT ("Bureau International de Travail"), Genève, og Pettiti, "Le travail de nuit des femmes. Aspects nationaux et internationaux", Droit social, 1988, s. 302.
(3) Jf. dom af 20.3.1984 (forenede sager 75/82 og 117/82, Razzouk, Sml. s. 1509, praemis 16), og dom af 15.6.1978 (sag 149/77, Defrenne, Sml. s. 1365, praemis 26 og 27).
(4) Jf. dom af 15.5.1986 (sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 44).
(5) Jf. dom af 12.7.1984 (sag 184/83, Sml. s. 3047, praemis 25), og dom af 26.10.1983 (sag 163/82, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3273, praemis 16).
(6) Jf. dom af 25.10.1988 (sag 312/86, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 6315, praemis 14).
(7) Jf. Pettiti, a.st., s. 303.
(8) Jf. ovennaevnte dom af 15.5.1986, praemis 44.
(9) Jf. dom af 26.2.1986 (sag 152/84, Marshall, Sml. s. 723, praemis 55) og dom af 12.7.1990 (sag 188/89, Foster, Sml. I, s. 3313, praemis 21).
(10) Jf. Kommissionens indlaeg, bilag 1. I henhold til artikel 15 i konvention nr. 89 kan den med et aars varsel opsiges hvert tiende aar fra den 27.2.1961, i de tolv derpaa foelgende maaneder.
(11) Dom nr. 210 af 9.7.1986, Gazzetta Ufficiale della Repubblica italiana, af 1.8.1986, nr. 38, s. 17.
Top