Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 23. maj 1990. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD DEN HELLENSKE REPUBLIK. - IMPORT, EKSPORT OG HANDEL MED RAAOLIE OG MINERALOLIEPRODUKTER - NATIONALT MONOPOL - PRISER. - SAG 347/88.
Samling af Afgørelser 1990 side I-04747
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol.
1. Kommissionen har i denne sag gjort gaeldende, at visse dele af den hellenske ordning for indfoersel, udfoersel og forhandling af raaolie og deraf fremstillede produkter er uforenelige med faellesskabsretten. Den hellenske ordning er indgaaende beskrevet i retsmoederapporten baade i den oprindelige udformning i lov nr. 1571/85 af 21. oktober 1985 og med de senere aendringer heraf og gennemfoerelsesbestemmelserne. Jeg tillader mig derfor for saa vidt at henvise til retsmoederapporten, der ogsaa indeholder en fremstilling af de forskellige formalitets- og realitetsspoergsmaal, sagen har givet anledning til.
Formaliteten
2. Den Hellenske Republik har paastaaet visse af de af Kommissionens paastande omfattede klagepunkter vedroerende den omtvistede ordning afvist. Det er forholdsvis let straks at behandle visse af disse formalitetsindsigelser, som jeg foerst vil beskaeftige mig med; visse andre indsigelser, der drejer sig om de klagepunkter, der vedroerer priskontrollen for de naevnte produkter, kraever derimod en mere indgaaende analyse.
3. Den Hellenske Republik har i foerste raekke gjort gaeldende, at Kommissionen i den begrundede udtalelse utvetydigt har erklaeret, at den ville undlade at fortsaette traktatbrudsproceduren, for saa vidt angaar visse af de i aabningsskrivelsen fremfoerte klagepunkter, herunder navnlig klagepunktet om den adgang, den hellenske regering i medfoer af artikel 4, stk. 3, i lov nr. 1571/85 har til under ekstraordinaere forhold at ophaeve den i sektoren gennemfoerte liberalisering ved at genindfoere de ophaevede enerettigheder vedroerende handel. I strid med udtalelserne herom har Kommissionen - fremdeles ifoelge den hellenske regering - i staevningen klart givet udtryk for den opfattelse, at denne adgang til at ophaeve den skete liberalisering udgoer en selvstaendig overtraedelse af faellesskabsretten.
Det maa i den forbindelse vaere tilstraekkeligt at fastslaa, at Kommissionen i den begrundede udtalelse, hvor den tager de forsikringer, som den hellenske regering har givet, til efterretning, anfoerer, at "der ikke paa baggrund heraf er grund til at fortsaette traktatbrudsproceduren paa dette punkt". Der kan derfor ikke herske tvivl om, at dette spoergsmaal herefter maa antages for ikke at vaere omfattet af tvisten, og at Den Hellenske Republiks indsigelse saaledes er velbegrundet.
4. Den Hellenske Republik har endvidere paastaaet klagepunkterne vedroerende de i den omtvistede lovgivning og navnlig artikel 15 i lov nr. 1571/85 fastsatte betingelser for adgangen til at drive handel med olieprodukter (handelskvoter, fremlaeggelse af indkoebsprogrammer og forpligtelse til at raade over en vis transportkapacitet), afvist fra behandling i realiteten, idet disse klagepunkter ikke er blevet forskriftsmaessigt fremfoert under den administrative procedure.
I den forbindelse maa det dog bemaerkes, at disse klagepunkter i modsaetning til, hvad den sagsoegte regering har fremfoert, ses at vaere fastlagt praecist baade i aabningsskrivelsen - under c), fjerde led - og i den begrundede udtalelse - afsnit 9 - og at Den Hellenske Republik materielt har taget stilling til dem i det under den administrative procedure fremlagte svarskrift. Denne formalitetsindsigelse er derfor efter min mening grundloes.
5. Derimod synes som naevnt de oevrige formalitetsspoergsmaal, der er blevet rejst i sagen, og som vedroerer de klagepunkter, Kommissionen har fremfoert over for den hellenske ordning om regulering af priserne for olieprodukter, mere indviklede.
Jeg anser det i den forbindelse for absolut noedvendigt af hensyn til forstaaelsen af redegoerelsen i det foelgende at citere de relevante udtalelser i den begrundede udtalelse og staevningen. Kommissionen har i den begrundede udtalelse (afsnit 10) anfoert, at maksimalprisordningen er i strid med artikel 30, idet det herom udtales: "Ordningen tager ikke i tilstraekkeligt omfang hoejde for de saerlige omkostninger, der maa afholdes for indfoerte produkter (transportomkostninger), fastsaettelsen af priserne sker kun med meget lange mellemrum (kun hver tredje maaned) og dollarkursen i drachmer er uaendret i perioder, der ogsaa er meget lange (ogsaa her tre maaneder)". Desuden fastslaar Kommissionen efter at have anfoert, at det paa baggrund heraf ikke altid er muligt at forhandle indfoerte produkter til priser, der giver overskud, at den omhandlede ordning kun vil kunne antages at vaere i overensstemmelse med faellesskabsbestemmelserne, efter at den er blevet omlagt, "saaledes at de udgifter, der belaster indfoerte produkter, medregnes ved beregningen af de paabudte maksimalpriser". Andet staar der ikke i den begrundede udtalelse.
I staevningen, bekraefter Kommissionen efter at have henvist til ordlyden af artikel 11, stk. 1, i lov nr. 1571/85, der senere er blevet aendret ved lov nr. 1769/88, at denne bestemmelse i forbindelse med de administrativt vedtagne gennemfoerelsesbestemmelser strider mod Traktatens artikel 30, og den fremfoerer herved de foelgende tre klagepunkter:
"a) Der er med dem [de paabudte priser] ikke i tilstraekkelig grad taget hoejde for de saerlige omkostninger, der maa afholdes for indfoerte produkter (f.eks. transportomkostninger).
b) De rent nationale (graeske) kriterier, der laegges til grund for prisdannelsen tillaegges alt for stor betydning.
c) Det tilkommer den graeske forvaltning (artikel 11, stk. 1, i lov nr. 1571/85 som aendret) at fastlaegge de faktorer, der skal tages i betragtning ved dannelsen af basisprisen, samt reglerne for, hvorledes de kommer i betragtning og vaegtes".
I staevningen fremfoeres der ikke andre argumenter og der siges ikke en gang noget om, hvilke faktiske og retlige faktorer der laegges til grund for anbringendet om, at den omhandlede maksimalprisordning er i strid med faellesskabsretten.
6. Den Hellenske Republik har foerst og fremmest gjort gaeldende, at den i staevningen under c) anfoerte kritik vedroerende forvaltningens skoensbefoejelser ved fastlaeggelsen af faktorerne for prisdannelsen skal afvises, idet den ikke findes i den begrundede udtalelse. Jeg mener, efter at have sammenholdt de ovenfor citerede dokumenter, at denne indsigelse er berettiget.
I oevrigt maa det siges, at Kommissionen under sagen har givet sit klagepunkt paa dette specielle punkt en ny formulering, idet den har gjort gaeldende, at det ikke var dens agt paa forhaand at anfaegte, at medlemsstaterne kan bemyndige forvaltningen til at udfaerdige gennemfoerelsesbestemmelser for en prisordning, men derimod de konkrete bestemmelser, hvorefter en saadan ordning er blevet indfoert og bragt til gennemfoerelse. Droeftelserne gaelder med andre ord ikke befoejelsen til at regulere priserne, men derimod indholdet af de i henhold til denne befoejelse vedtagne regler. Dersom det forholder sig saaledes, bliver resultatet, at den under c) formulerede kritik ikke mere skal anses for et saerligt, selvstaendigt klagepunkt; den maa derimod antages at vaere blevet opslugt af de to andre i staevningen anfoerte klagepunkter, der er anfoert under a) og b), og som rigtignok, selv om de er meget upraecist formuleret, vedroerer indholdet af de omhandlede bestemmelser. Foelgelig maa det efter min mening heraf kunne udledes, at Domstolen ikke skal traeffe en afgoerelse specielt paa dette punkt.
7. Den Hellenske Republik har dernaest gjort gaeldende, at de i den begrundede udtalelse fremfoerte klagepunkter, der ikke er gentaget i staevningen, ikke kan anses for omfattet af tvisten. Konkret gaelder dette for to i den begrundede udtalelse fremfoerte klagepunkter vedroerende prisordningen, der ogsaa fandtes i aabningsskrivelsen, nemlig paa den ene side klagepunktet om, at fastsaettelsen af disse priser sker med meget lange mellemrum (kun hver tredje maaned) og paa den anden side klagepunktet om, at dollarkursen i drachmer forbliver uaendret i et tidsrum paa tre maaneder, der anses for alt for langt.
Kommissionen har heroverfor anfoert, at den i staevningen har henvist til fremstillingen i aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, hvis indhold foelgelig maa antages at vaere en del af sagsgenstanden ifoelge staevningen.
8. Jeg mener dog, at det af artikel 19 i statutten for Domstolen og artikel 38, stk. 1, i Domstolens procesreglement klart fremgaar, at den akt, hvormed der anlaegges sag ved Domstolen, maa indeholde en udtrykkelig angivelse af forskellige forhold, herunder navnlig soegsmaalets genstand, en kort fremstilling af soegsmaalsgrundene og sagsoegerens paastande. For saa vidt angaar et soegsmaal i medfoer af Traktatens artikel 169, maa Kommissionen derfor under alle omstaendigheder i staevningen (ligesom i oevrigt i akterne i den administrative procedure) i alt fald i al korthed oplyse indholdet af de klagepunkter, der goeres gaeldende over for den sagsoegte stat samt de retlige og faktiske grunde, hvorpaa disse klagepunkter stoettes. Kravet herom, som i oevrigt ikke kan vaere saa vanskeligt at opfylde ved affattelsen, maa have afgoerende betydning ikke blot for en behoerig fastlaeggelse af genstanden for den for Domstolen indbragte tvist, men ogsaa fordi det hermed med sikkerhed og utvetydigt kan afgoeres, om Kommissionen har frafaldet et eller flere af de klagepunkter, der blev fremfoert under den administrative procedure.
Principielt og helt i pagt med de krav, der, saa vidt jeg kan se, er alt andet end fremmede for medlemsstaternes procestraditioner, kan en angivelse af klagepunkter og de grunde, de stoettes paa, ved henvisning i staevningen til andre dokumenter derfor efter min mening ikke anerkendes. Derimod er det - dette er imidlertid et tilfaelde af en anden beskaffenhed, der klart er i overensstemmelse med de netop citerede bestemmelser - muligt ved soegsmaal, anlagt i henhold til Traktatens artikel 169 at henvise til de argumenter og forhold, der er angivet i aabningsskrivelsen og den begrundede udtalelse, naar der hermed blot skal ske en klarlaeggelse af raekkevidden af klagepunkterne og soegsmaalsgrundene, der under alle omstaendigheder klart er oplyst under sagen for Domstolen.
9. Hermed har jeg talt om det principielle, men der er andet og mere at sige. For selv om det anerkendes, at det er muligt ved et soegsmaal i henhold til artikel 169 at medtage klagepunkter og grunde blot ved en henvisning til dokumenterne fra den administrative procedure, maa det dog fremhaeves, at i det foreliggende tilfaelde kan Kommissionens henvisning i staevningen alligevel ikke paa nogen maade gaelde de klagepunkter, der omtales i den begrundede udtalelse, og som vedroerte den for fastlaeggelsen af priserne og for fastsaettelsen af dollarkursen i drachmer fastsatte frist. Som det ses, er jo den graeske ordning efter afgivelsen af den begrundede udtalelse og foer sagens anlaeg blevet aendret ved lov nr. 1769/88, hvorved der indfoertes meget kortere frister for fastsaettelsen af disse faktorer. Man kan derfor nu mene, at Kommissionen ved i staevningen at undlade enhver kritik eller bemaerkning netop i den anledning har ment, at den graeske lovgivning efter den omtalte aendring var bragt i overensstemmelse med kravene ifoelge faellesskabsretten, og at overtraedelsen paa disse punkter derfor var bragt til ophoer. Dette bekraeftes i oevrigt ogsaa af, at Kommissionen under skriftvekslingen og i retsmoedet nu ikke har gjort indsigelse om, at priserne og de dermed forbundne valutakurser blev fastsat af regeringen med indbyrdes for lange mellemrum. Jeg er foelgelig af den opfattelse, at klagepunkterne i den begrundede udtalelse om disse to punkter maa anses for ikke at hoere med til sagsgenstanden i naervaerende sag.
10. Den Hellenske Republik har dernaest anfoert, at Kommissionens klagepunkter om den maade, hvorpaa de hellenske myndigheder havde ansat faktorerne "lagerfoeringsomkostning" og "markedstendens" med henblik paa fastsaettelsen af maksimalpriser for olieprodukter, skal afvises. Den Hellenske Republik har herved anfoert, at disse klagepunkter kun findes og er udviklet i replikken. De gaelder desuden ifoelge den bestemmelser (artikel 2, stk. 5 i praesidentdekret nr. 27 af 17.1.1989), der blev vedtaget lang tid efter, at proceduren var indledt.
I den forbindelse maa det foerst fastslaas, at det i artikel 11 i lov nr. 1571/85 (ligesom i aendringen heraf ved lov nr. 1769/88) var bestemt, at der ved fastlaeggelsen af priserne skulle tages hensyn til bl.a. faktorerne "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostning". Naevnte bestemmelse har imidlertid indtil fremlaeggelsen af replik ikke givet anledning til nogen kritik overhovedet fra Kommissionens side, og har lige saa lidt givet anledning til den mindste usikkerhed hos den. Det er desuden korrekt, at praesidentdekret nr. 27/89, der blev vedtaget efter den administrative procedure og endog efter sagens anlaeg, og som omhandler reglerne for beregning af de faktorer, der kommer i betragtning ved dannelsen af basisprisen for olieprodukter, samt forskellige andre faktorer (de internationale priser paa produkterne, omkostningerne ved transport fra havne i Italien til graeske havne, tab i forbindelse med denne transport, forsikringsomkostninger under transporten) ogsaa har fastlagt og reguleret fastlaeggelsen af de variable stoerrelser "markedstendens" og "lagerfoeringsomkostning".
Imidlertid har Kommissionen som anfoert lagt dette dekrets bestemmelser til grund ved bestridelsen i replikken af indfoerelsen af eller i alt fald reglerne for beregning af disse to stoerrelser og det til trods for, at der ikke under de forudgaaende faser er blevet fremfoert noget netop herom, saaledes at Den Hellenske Republik ikke foer fremlaeggelsen af duplik har haft nogen som helst mulighed for at tage stilling til disse punkter.
11. Kommissionen har imidlertid gjort gaeldende, at den under den administrative procedure og under retssagen generelt har villet anfaegte lovligheden af den omhandlede maksimalprisordning, idet denne vil kunne vaere til hinder for indfoerslerne. De i replikken fremfoerte klagepunkter skal altsaa forstaas som en ren og skaer specificering af denne mere generelle kritik, og ikke som selvstaendige, nye klagepunkter.
I den forbindelse maa det imidlertid bemaerkes, at Domstolen ganske vist har anerkendt, at det er muligt under soegsmaal at anfaegte forhold fra tiden efter fremsaettelse af den begrundede udtalelse, "naar disse er af samme beskaffenhed som de i udtalelsen omhandlede forhold og udgoer dele af én og samme adfaerd" (jf. Domstolens dom af 22.3.1983, Kommissionen mod Frankrig, 42/82, Sml. s. 1013, og Domstolens dom af 2.2.1988, Kommissionen mod Italien, 113/86, Sml. s. 607); den har dog ogsaa gentagne gange fastslaaet, at det af hensyn til hensigten med traktatbrudsprocedurens administrative fase er af afgoerende betydning, at tvistens genstand afgraenses i aabningsskrivelsen (jf. bl.a. Domstolens dom af 15.12.1982, Kommissionen mod Danmark, 211/81, Sml. s. 4547). Resultatet bliver herefter, at det er umuligt i den begrundede udtalelse at udvide raekkevidden af de i aabningsskrivelsen fremfoerte klagepunkter (Domstolens dom af 11.7.1984, Kommissionen mod Italien, 51/83, Sml. s. 2793); at navnlig soegsmaalets genstand fastlaegges endeligt under den administrative procedure og foelgelig, at "Kommissionens begrundede udtalelse og staevningen skal stoettes paa samme synspunkter og anbringender" (jf. Domstolens dom af 7.2.1984, Kommissionen mod Italien, 166/82, Sml. s. 459), og endelig at dokumenterne i den administrative procedure i overensstemmelse med disse principper om end i forskelligt omfang skal opfylde ufravigelige krav om noejagtige angivelser, krav der ikke gaelder helt saa strengt for aabningsskrivelsen, der blot er "en foerste kortfattet sammenfatning af klagepunkterne", der kan uddybes (men som omtalt ikke udvides) i den begrundede udtalelse, og noget strengere for den begrundede udtalelse, der som det er blevet fastslaaet gentagne gange "skal indeholde en sammenhaengende og detaljeret redegoerelse for grundene til, at den paagaeldende stat efter Kommissionens opfattelse ..." (jf. Domstolens dom af 28.3.1985, Kommissionen mod Italien, 274/83, Sml. s. 1077).
12. Paa denne baggrund maa jeg - idet jeg vender tilbage til det foreliggende tilfaelde - fastslaa, at Kommissionen i replikken ikke har indskraenket sig til naermere at angive klagepunkter og grunde, der i forvejen i tilstraekkelig grad var individualiseret ved fastlaeggelsen af tvistens genstand, men tvaertimod i en sag, der allerede var anlagt, har villet inddrage nye klagepunkter, der maatte foelge af, at der var vedtaget nye nationale bestemmelser.
Efter min mening vedroerer disse nye klagepunkter heller ikke faktiske forhold af samme beskaffenhed som de allerede i den begrundede udtalelse kritiserede forhold, der er dele af én og samme adfaerd. Som dommene i de ovenfor naevnte sager 42/82 og 113/86 viser, kan der antages at foreligge en saadan overensstemmelse i henseende til beskaffenhed og adfaerd, naar en og samme adfaerd, der allerede er blevet anfaegtet i den begrundede udtalelse (eksempelvis en raekke forsinkelser med opfyldelsen af forpligtelser af administrativ art) ogsaa foreligger efterfoelgende; det er faktisk kun i et saadant tilfaelde, at man kan mene, at sagens genstand i alt vaesentligt ikke har undergaaet aendringer, og navnlig, at der ikke har vaeret tale om en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion. I naervaerende sag gaelder den egentlige kritik i replikken derimod forekomsten af nye forhold, der udgoer selvstaendige i og for sig individualiserbare overtraedelser, forhold som - det maa gentages - den sagsoegte stat ikke har haft mulighed for at tage stilling til i de foreskrevne former og inden for de fastlagte frister. Det maa tilfoejes, at Domstolen i overensstemmelse med de ovenfor beskrevne processuelle principper har lagt en vis forsigtighed for dagen i sager, hvor der har vaeret tale om at anerkende sagsgenstanden til ogsaa at omfatte forhold fra tiden efter den begrundede udtalelse. Domstolen har saaledes i sager vedroerende forsinkelser med udbetalingen af bestemte praemier paa landbrugsomraadet, der ogsaa forekom i de foelgende produktionsaar, fastslaaet, at et paastaaet traktatbrud ikke vedroerte "en enkelt handling, hvis virkninger straekker sig over en laengere periode, men forsinkede udbetalinger af forfaldne praemier for hvert enkelt vinproduktionsaar, [og Den Italienske Republik saaledes hvert vinproduktionsaar tilsidesaetter sine forpligtelser]" (jf. Domstolens dom af 22.2.1986, Kommissionen mod Italien, 309/84, Sml. s. 599). Denne forsigtighed er endnu mere paakraevet i sager, der ikke drejer sig om gentagelse af én og samme adfaerd, men om den sagsoegte stats vedtagelse af retsakter, der efter indholdet adskiller sig fra de i den begrundede udtalelse og endog i staevningen kritiserede akter (jf. Domstolens dom af 10.3.1970, Kommissionen mod Italien, 7/69, Sml. s. 21).
13. For saa vidt angaar indsigelsen om, at de i replikken fremfoerte klagepunkter er omfattet af den kritik, der under ét rettes mod prisordningen i den begrundede udtalelse og i staevningen, saa maa den efter min mening forkastes. For anlaegger man en saadan argumentation, bliver det herved muligt med lethed at undgaa at overholde procesprincipperne, idet Kommissionen under den administrative procedure saa blot kunne fremfoere klagepunkter, der efter indholdet var overordentlig ubestemte og generelle, for foerst efterfoelgende at angive, hvad der var klagepunkternes egentlige genstand. I dette tilfaelde vil reglen om, at sagsgenstanden i god tid skal fastlaegges og ikke senere maa udvides, blive indholdsloes - saaledes at den administrative fase ikke som tilsigtet vil kunne virke som et middel til en ordning af sagen i mindelighed - og den sagsoegte stat ville blive beroevet enhver effektiv mulighed for at forsvare sig.
Naar alt kommer til alt, maa resultatet efter min mening blive, at de klagepunkter, der findes i replikken vedroerende "lagerfoeringsomkostningen" og "markedstendensen" er blevet fremfoert for sent under sagen, hvorfor de skal afvises.
14. Dernaest maa jeg paa baggrund af det just anfoerte goere endnu en bemaerkning. Det maa spoerges, om de i staevningen vedroerende prisordningen anfoerte klagepunkter, der er angivet under a) og b), ikke i og for sig skal afvises, for saa vidt som de er formuleret i alt for ubestemte og generelle vendinger. Det maa i den forbindelse bemaerkes, at Kommissionen har begraenset sig til at udtale, hvad der skulle bevises (nemlig at der med maksimalpriserne ikke i tilstraekkeligt omfang er taget hoejde for de omkostninger, der belaster de indfoerte produkter, og at disse priser i alt for hoej grad laegger vaegt paa interne omkostningsfaktorer), mens sagen ikke angiver de grunde, som disse resultater stoettes paa eller de faktorer eller forhold, der er taget i betragtning for at fastslaa dette.
Jeg skal desuden fremhaeve, at et krav om punktlighed i saa henseende har vaeret saa meget mere noedvendigt, som den omtvistede lovgivning, der ikke i og for sig kan anses for stridende mod faellesskabsretten, har et leddelt og indviklet indhold derved, at den med henblik paa fastsaettelse af de omhandlede priser analytisk angiver et stort antal faktorer, hvoraf visse har karakter af interne faktorer og andre af internationale faktorer.
15. Jeg er paa baggrund heraf tilboejelig til at mene, at Kommissionen ikke forskriftsmaessigt har angivet disse klagepunkters indhold, ligesom den heller ikke har givet en "sammenhaengende og detaljeret" redegoerelse for grundlaget for den. Er dette rigtigt, staar vi over for et spoergsmaal, der ikke vedroerer realiteten, men proceduren, idet en ubestemt og uklar fastlaeggelse af sagens genstand ikke blot antaster de processuelle principper, jeg har omtalt, men ogsaa goer det umuligt for Domstolen at gennemfoere den retslige efterproevelse. Herom kan der efter min mening saerdeles passende henvises til en dom af nyere dato (Domstolens dom af 5.4.1990, Kommissionen mod Den Hellenske Republik, C-132/88, Sml. 1990 I, s. 1567). Domstolen fastslog heri, at et klagepunkt, som Kommissionen blot havde fremfoert i staevningen, men uden samtidig at fremfoere argumenter til stoette for det (argumenter, der i oevrigt - i modsaetning til, hvad der er tilfaeldet i naervaerende sag - i alt fald var udviklet i den begrundede udtalelse) ikke skulle paadoemmes som en del af sagsgenstanden. Domstolen erklaerede herefter, at det var ufornoedent at tage stilling til dette klagepunkt, og denne loesning kan jeg saa meget mere foreslaa som loesning i naervaerende sag.
Domstolen boer derfor efter min mening afstaa fra at tage stilling ogsaa til de to klagepunkter vedroerende maksimalprisordningen, der er anfoert under a) og b) i staevningen.
Realiteten
16. Efter gennemgangen af formaliteten, en gennemgang, der maaske i alt fald delvis havde kunnet vaere undgaaet, hvis blot den sagsoegende institution havde udvist stoerre punktlighed med procedurens afvikling og inddeling, kan jeg herefter gaa over til gennemgangen af sagens realitet, og jeg foelger herved den raekkefoelge, som sagens realitetsspoergsmaal er blevet fremstillet i i retsmoederapporten.
a) Enerettigheder til indfoersel
17. Kommissionen har gjort gaeldende, at Den Hellenske Republik ved lov nr. 1571/85 har forbeholdt sig enerettigheder til indfoersel af raaolie og olieprodukter. Det er dens opfattelse, at disse enerettigheder maa anses for stridende saavel mod Traktatens artikel 30 som dens artikel 37, idet de efter deres beskaffenhed vil kunne skabe hindringer for handelen og foere til ulovlig forskelsbehandling af Faellesskabets erhvervsdrivende.
For at kunne tage stilling til dette klagepunkt maa der goeres en sondring mellem rettigheder, der vedroerer indfoerslen af faerdige produkter og halvfabrikata paa den ene side og rettigheder vedroerende indfoersel af mineralolie paa den anden side.
- Rettigheder vedroerende indfoersel af faerdige produkter og halvfabrikata
18. Foerst og fremmest maa det fremhaeves, at artikel 40 i tiltraedelsesakten indeholder en bestemmelse om, at "... [Den Hellenske Republik] med forbehold af bestemmelserne i stk. 2 i denne artikel ... fra den 1. januar 1981 gradvis [tilpasser] de statslige handelsmonopoler, som omfattes af EOEF-Traktatens artikel 37, stk. 1, saaledes at enhver forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere med hensyn til forsynings- og afsaetningsvilkaar er udelukket senest den 31. december 1985". Artikel 40 indeholder strengere bestemmelser for saa vidt angaar enerettigheder til import af visse andre produkter end olie og heraf fremstillede produkter, enerettigheder der skal afskaffes fra den 1. januar 1981.
Det maa dernaest bemaerkes, at lov nr. 1571/85 indeholder regler om eneret for det offentlige til at raffinere mineralolie, hvilken eneret Kommissionen ikke anser for at vaere i strid med faellesskabsreglerne. Lov nr. 1571/85 havde desuden regler om en eneret for det offentlige til import af faerdige olieprodukter og halvfabrikata paa basis af olie (artikel 7). Men det var desuden med henvisning til en anden bestemmelse (artikel 4) bestemt, at denne eneret skulle tilpasses med virkning fra den 1. januar 1986.
Det staar fast, at Den Hellenske Republik, dengang naervaerende sag blev anlagt, kun delvis havde tilpasset enerettighederne til indfoersel af produkter udvundet af olie, saaledes at forstaa, at 40% af indfoerslerne endnu var omfattet af statens monopol.
Paa baggrund heraf og med hjemmel i tiltraedelsesaktens artikel 40 fandt Kommissionen, at opretholdelsen selv for en del af en eneret udgjorde en overtraedelse af Traktatens artikler 30 og 37.
19. Lad det straks vaere sagt, at den situation, der behandles her, fremtraeder paa samme maade som den situation, Manghera-dommen af 13. februar 1976 (59/75, Sml. s. 91) drejede sig om. Ogsaa den drejede sig om et offentligt monopol, der baade omfattede produktion og indfoersel af bestemte produkter. Paa baggrund heraf kan man som fremhaevet af Kommissionen retmaessigt gaa ud fra, at monopolets indehaver logisk vil vaere tilboejelig til at give handel med de af monopolet omfattede produkter en fortrinsstilling for indfoerte produkter, der saaledes objektivt bliver udsat for forskelsbehandling. Det er paa grundlag heraf, at Domstolen i Manghera-sagen fastslog, at maalsaetningen med artikel 37 ikke vil kunne gennemfoeres "hvis der i en medlemsstat med et handelsmonopol ikke var sikret fri bevaegelighed for andre medlemsstaters tilsvarende varer som for varer, der falder ind under statsmonopolet". Denne praksis maa fuldt ud kunne finde anvendelse i det foreliggende tilfaelde, eftersom staten takket vaere raffineringsmonopolet producerer de samme varer som dem, hvis indfoersel delvis er omfattet af den eneret, der er forbeholdt naevnte stat.
Hvad angaar den omstaendighed, at denne eneret ved sagens anlaeg var blevet begraenset til at omfatte 40% af indfoerslerne, kan den efter min mening ikke faa afgoerende betydning, naar en procentandel som naevnt dog er tilstraekkelig til at goere det muligt for vedkommende offentlige organ maerkbart at oeve indflydelse paa de omhandlede indfoersler, jf. artikel 37, stk. 1.
Der er altsaa efter min mening grundlag for at fastslaa, at de omhandlede rettigheder udgoer en overtraedelse af artikel 37, og det er herved ufornoedent at spoerge, om disse rettigheder ogsaa udgoer en overtraedelse af artikel 30.
- Eneret til indfoersel af mineralolie
20. Helt anderledes forholder det sig med mineralolie. Det maa i den forbindelse bemaerkes, at artikel 1, stk. 2, i lov nr. 1571/85 indeholdt en bestemmelse om eneret for staten "til at raffinere og dermed indfoere mineralolie". Bestemmelsen blev aendret ved lov nr. 1769/88, der samtidig med at opretholde eneretten til raffinering ophaevede eneretten for saa vidt angaar indfoerslen. Til trods for denne aendring har Kommissionen fremhaevet, at indfoerslerne af mineralolie i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, i lov nr. 1571/85, der ikke er blevet aendret, samt indfoerslerne af faerdige produkter trods alt fortsat er omfattet af statens monopol. Den Hellenske Republik har dog i den forbindelse anfoert, at disse indfoersler i henhold til artikel 7, stk. 2, skal ske "i henhold til artikel 1" i selve loven. Da artikel 1, som det er blevet fremhaevet, er blevet aendret for at afskaffe eneretten til import af mineralolie, maa ifoelge Den Hellenske Republik resultatet blive, at artikel 7 med henvisningen til statens enerettigheder for saa vidt angaar indfoersler, nu kun vedroerer faerdige produkter og ikke laengere mineralolie.
21. Domstolen maa paa grundlag af disse modstaaende synspunkter tage stilling til, om staten efter aendringerne ved lov nr. 1769/88 stadig har en eneret til indfoersel for saa vidt angaar mineralolie. Det forekommer mig noedvendigt at oplyse, at der efter min mening ikke processuelt er noget til hinder for, at Domstolen tager stilling til dette spoergsmaal. For selv om der bliver tale om en hensyntagen til lovaendringer, der er tilkommet efter den i den begrundede udtalelse paabudte dato, bliver der ikke derfor tale om en aendring af beskaffenheden af eller genstanden for Domstolens efterproevelse. For Domstolen har jo til enhver tid til opgave at efterproeve, om staten virkelig har efterkommet den begrundede udtalelse ved at bringe det forskriftsmaessigt forinden over for den kritiserede traktatbrud ud af verden, og ikke om der i kraft af aendringer af lovgivningen er begaaet nye overtraedelser, der noedvendigvis maa behandles under en selvstaendig forudgaaende administrativ procedure. Dersom og i det omfang, Domstolen derfor konfronteres med en paastand om, at der ikke traeffes en afgoerelse med hensyn til klagepunkter og grunde, der adskiller sig fra de klagepunkter og grunde, der har vaeret omfattet af den administrative procedure, maa det antages, at der hverken er tale om en udvidelse af sagsgenstanden eller foelgelig om en kraenkelse af retten til kontradiktion. I oevrigt forekommer det mig at en herimod stridende loesning vil kunne faa foelger, der vanskeligt lader sig retfaerdiggoere, for saafremt den sagsoegte stat har vedtaget bestemmelser inden for den i den begrundede udtalelse fastsatte frist, maa resultatet bestemt blive, at Kommissionen kan nedlaegge paastand om, at det statueres, at disse bestemmelser ikke er egnede til at bringe overtraedelsen til ophoer, hvorimod Kommissionen i den mere alvorlige situation, hvor staten handler for sent, ikke mere vil kunne opnaa, at Domstolen statuerer, at de for sent vedtagne regler ikke er egnede til at bringe retsstridigheden fuldstaendigt ud af verden, og at retsstillingen fortsat gaar ud paa, at der til trods for disse regler foreligger en overtraedelse. Efter min mening synes i oevrigt Domstolen i naevnte dom i sag 7/69 at vaere naaet til det resultat, at den retmaessigt kunne efterproeve, om der ved sagens anlaeg endnu forelaa en overtraedelsessituation, idet den herved ogsaa lagde vaegt paa de foranstaltninger, vedkommende stat havde truffet efter udloebet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist.
22. Naar det er sagt, maa jeg foerst, idet jeg kommer til sagens kerne, bemaerke, at Den Hellenske Republik ved lov nr. 1769/88 bestemt har ophaevet den grundlaeggende bestemmelse (artikel 1 i lov nr. 1571/85), der indfoerte et statsmonopol for indfoersel af raaolie. Hvad angaar naevnte lovs artikel 7, saa fastslaar den generelt i stk. 1, at indfoersel baade af mineralolie og faerdige produkter "er et nationaloekonomisk forhold af almen interesse, idet der navnlig er tale om at sikre en regelmaessig og stabil forsyning af det graeske marked". Det er altsaa korrekt, at mineralolie ogsaa er naevnt i artikel 7, stk. 1, men dette sker dog inden for rammerne af en bestemmelse, der gaar ud paa at fastslaa, at generelt udgoer forretninger om olie med udlandet en virksomhed af offentlig interesse. Artikel 7, stk. 2, har derimod en mere speciel raekkevidde. Heri siges det rigtigt nok, at de i stk. 1 omhandlede indfoersler udelukkende gennemfoeres af staten, dog med tilfoejelsen "i henhold til artikel 1" i selve loven. Men i det omfang, lovgiver har aendret artikel 1 ved at ophaeve den oprindeligt deri indeholdte bestemmelse om indfoerselsmonopol for mineralolie, kan der efter min mening ikke paa grundlag af saedvanlige fortolkningsprincipper i ordlyden af artikel 7, stk. 2, hentes argumenter til stoette for det synspunkt, at der ved denne bestemmelse fortsat er tillagt staten en eneret til indfoersel af raaolie i strid med indholdet af artikel 1, som bestemmelsen udtrykkeligt er underordnet. I oevrigt maa det ogsaa bemaerkes, at Kommissionen intet forhold har anfoert, der viser, at artikel 7, stk. 2, er blevet anvendt paa en saadan maade, at staten derved tillaegges en eneret som naevnt.
Jeg mener derfor, at Kommissionens opfattelse, hvorefter Den Hellenske Republik uanset aendringen af artikel 1 i lov nr. 1571/85 har opretholdt det offentlige monopol for saa vidt angaar indfoersel af mineralolie, savner grundlag.
23. Og selv om det anerkendes, at der paa grundlag af disse bestemmelser kan fastslaas at vaere tale om en eneret til at indfoere raaolie, mener jeg under alle omstaendigheder ikke, at denne ret i og for sig, uden at der foreligger andre forhold, kan antages at vaere i strid med faellesskabsbestemmelserne. Den Hellenske Republik har faktisk og ogsaa her uden indsigelser fra Kommissionen specielt paa dette punkt gjort gaeldende, at den indenlandske produktion af mineralolie er absolut ubetydelig og i alt fald bestemt til at ophoere i loebet af 1990. Landets forsyninger afhaenger altsaa helt af indfoerslerne. Disse faktiske omstaendigheder skaber en helt anden ramme end den, der - som anfoert i det foregaaende - dannede udgangspunktet i Manghera-dommen, idet der i det foreliggende tilfaelde ikke er tale om nogen egentlig indenlandsk produktion af mineralolie, som indehaveren af enerettigheder til indfoersel er interesseret i at begunstige, noevendigvis paa bekostning af indfoerslerne. Paa baggrund af disse faktiske forhold kan det efter min mening ikke fornuftigvis antages, at den saakaldte eneret er egnet til at skabe hindringer for indfoerslerne, der under alle omstaendigheder er noedvendige for at holde raffineringsvirksomheden i gang, og endnu mindre en ulovlig forskelsbehandling, der under alle omstaendigheder konkret maa bevises.
24. Det er imidlertid ikke det hele. For om der i det foreliggende tilfaelde foreligger et lovbestemt monopol, for saa vidt angaar indfoersel af mineralolie, synes at vaere ganske uden betydning for afviklingen af handelen i Faellesskabet, naar staten under alle omstaendigheder retmaessigt har eneret til raffinering og dermed fuldstaendig kontrollerer efterspoergslen efter mineralolie. Efter retsmoedet ved vi, at tredjemands adgang eller manglende adgang in abstracto til at indfoere olie efter den konkrete beskrivelse af forholdene, Domstolen har faaet forelagt og i mangel af modstaaende oplysninger, er et forhold, der ikke virkelig har oekonomisk betydning. For under alle omstaendigheder soerger de offentlige raffinaderier (og de private raffinaderier, der driver virksomhed i henhold til en koncessionsaftale med staten) direkte for at sikre deres raavareforsyninger, og eventuelle selvstaendige graeske importoerer synes derfor afskaaret fra effektivt at kunne finde afsaetning paa det indenlandske raffineringsmarked. Denne de facto kontrol med indfoerslerne af olie, der bestaar uafhaengigt af den kritiserede lovbestemmelse, eftersom den er en foelge af den offentlige eneret til raffinering, har Kommissionen overhovedet ikke indladt sig paa at diskutere, og den synes da heller ikke at kunne diskuteres, eftersom den netop er en direkte foelge for ikke at sige en bestanddel af eneretten til raffinering, hvis lovlighed Kommissionen selv gentagne gange har anerkendt. Selv om det anerkendes, at der findes en eneret for staten til at indfoere mineralolie har Kommissionen derfor efter min mening ikke fastholdt opmaerksomheden paa den omstaendighed, at en saadan eneret kun - medmindre andet bevistes - bevirkede en formalisering af en allerede foreliggende situation i kraft af de faktiske forhold og tilmed en situation, der, for saa vidt som den er uadskilleligt knyttet til eneretten til raffinering, naeppe vil kunne kritiseres, medmindre kritikken samtidig rettes mod selve denne eneret.
Paa baggrund heraf maa klagepunktet vedroerende enerettighederne til indfoersel af mineralolie efter min mening forkastes.
b) Enerettighederne for saa vidt angaar handel med olieprodukter
25. Ifoelge artikel 4 i lov nr. 1571/85 har Den Hellenske Republik tilpasset det statslige monopol, for saa vidt angaar handel med olieprodukter, i et saadant omfang, at de private forhandlerselskaber paa tidspunktet for sagsanlaegget var forpligtet til at indkoebe 40% af deres varer hos offentlige raffinaderier. De resterende 60% kunne de derimod frit indkoebe hos en af dem valgt leverandoer.
Den Hellenske Republik har i den forbindelse anfoert, at den maatte udsaette den fuldstaendige liberalisering af handelen med produkter fremstillet af raaolie (hvilken liberalisering foerst blev endelig gennemfoert med virkning fra den 1. januar 1990) for at sikre de offentlige raffinaderier et mindstemaal af afsaetningsmuligheder. Paa denne maade er de offentlige raffinaderier midlertidigt blevet beskyttet mod konkurrence fra de private raffinaderier og indfoerslerne.
Det kan derfor anses for sikkert, at de omhandlede rettigheder har paavirket handelen negativt, idet forhandlerselskaberne, hvis disse rettigheder ikke havde eksisteret, i alt fald delvis ville have indkoebt hos andre leverandoerer end de offentlige raffinaderier og navnlig hos leverandoerer i andre medlemsstater. Som foelge heraf har der i det foreliggende tilfaelde vaeret tale om forskelsbehandling af indfoerte produkter, og denne forskelsbehandling er utvivlsomt omfattet baade af Traktatens artikel 30 og artikel 37.
26. Den Hellenske Republik har dog heroverfor indvendt, at denne hindring for handelen var begrundet i de samme hensyn til den offentlige sikkerhed som dem, der blev anerkendt af Domstolen i den velkendte dom af 10. juli 1984, Campus Oil (72/83, Sml. s. 2727), hvor der ogsaa skulle tages stilling til, om en ordning, hvorefter forhandlerne af olieprodukter skulle indkoebe en vis andel hos et offentligt raffinaderi, var forenelig med Traktaten. Ifoelge den hellenske regering har navnlig den saerret, de offentlige raffinaderier har nydt godt af, vaeret paakraevet ogsaa i det foreliggende tilfaelde af hensyn til raffinaderiernes fortsatte bestaaen og dermed for i tilfaelde af energikrise at sikre landet raadighed over tilstraekkelig raffineringskapacitet til daekning af det vigtigste olieforbrug.
27. Selv om problemerne i forbindelse med en sikker energiforsyning som udfoerligt fremhaevet af Domstolen i Campus Oil-sagen er yderst vanskelige at tage stilling til, mener jeg ikke, at det i naervaerende sag er muligt uden videre at anvende den loesning, Domstolen naaede frem til i Campus Oil-sagen. I den foreliggende sag er det nemlig, ogsaa selv om det anerkendes, at de offentlige raffinaderier uden saerlige rettigheder som de her omtvistede burde have standset deres virksomhed (hvilket den omstaendighed, at saadanne rettigheder allerede definitivt blev ophaevet med virkning fra den 1. januar 1990, tilsyneladende afkraefter) under alle omstaendigheder ubestridt, at de i Graekenland eksisterende private raffinaderier under alle omstaendigheder var i stand til at sikre en produktion, der oversteg landets vigtigste energibehov (ogsaa selv om man herved tager hoejde for noedvendigheden af at forsyne de vaebnede styrker under en eventuel international krise).
Med disse forhold og i betragtning af at det er noedvendigt at fortolke undtagelserne i artikel 36 indskraenkende - kravet herom blev ogsaa tilboerligt gentaget i Campus Oil-sagen - foreligger der efter min mening ikke i naervaerende sag sikkerhedshensyn af offentlig karakter, der kan begrunde, at forhandlerselskaberne paa tidspunktet for sagsanlaegget var forpligtet til at indkoebe 40% af deres forbrug hos de offentlige raffinaderier. Klagepunktet maa saaledes anerkendes, uden at der er grund til generelt at undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt undtagelserne ifoelge artikel 36 ogsaa finder anvendelse paa de nationale foranstaltninger og fremgangsmaader, der henhoerer under artikel 37.
c) Procedurerne for import og eksport
28. Kommissionen har gjort gaeldende, at forskellige procedurer, der er indfoert ved den omtvistede lovgivning, af hvilken det ifoelge Kommissionen fremgaar, at der for indfoersel og udfoersel af olieprodukter gaelder en ordning om tilladelse fra regeringen, er i strid med Traktatens artikler 30, 34 og 37.
Den Hellenske Republik har heroverfor indvendt, at Kommissionen ikke har forstaaet de omhandlede formelle reglers egentlige beskaffenhed, da der ikke er tale om tilladelser, men blot om anmeldelser, hvorved der skal tilvejebringes en sikker statistisk kontrol med olietransaktioner med udlandet.
De her omhandlede lovbestemmelser maa efter ordlyden forstaas paa den af den sagsoegte regering anfoerte maade, og dette imoedegaas ikke af andre oplysninger, som Kommissionen har fremlagt.
29. Naar det er sagt, maa det dog ogsaa bemaerkes, at efter Domstolens praksis (Domstolens dom af 16.3.1977, Kommissionen mod Frankrig, 68/76, Sml. s. 515) udgoer selv en simpel formalitet, der ikke indebaerer en kompetent myndigheds meddelse efter et skoen af en tilladelse, en foranstaltning med tilsvarende virkning, idet den virker forsinkende og skaber tilbageholdenhed i handelen.
30. I oevrigt og selv om det principielt ikke kan udelukkes, at det specielt for olietransaktioner viser sig noedvendigt at have mere avancerede former for kontrol til raadighed end den kontrol, der er noedvendig for andre produkters vedkommende, og at det derfor - uden at spoergsmaalet om retmaessigheden heraf efter Traktatens artikler 30 og 34 faar betydning - kan vise sig noedvendigt at anmode de erhvervsdrivende om mere indgaaende oplysninger end de oplysninger, toldanmeldelser normalt indeholder, maa det fremhaeves, at Den Hellenske Republik i det foreliggende tilfaelde ikke har godtgjort, at der bliver tale om en saadan noedvendighed. Heraf foelger, at ogsaa dette klagepunkt maa anses for velbegrundet, ogsaa selv om det eventuelt blot skulle vaere i medfoer af artiklerne 30-34, idet de omhandlede procedurer ikke, efter at de i det foregaaende behandlede enerettigheder, for saa vidt angaar handel, er blevet kendt retsstridige, i og for sig henhoerer under artikel 37.
d) Krav for handel
31. Kommissionen har gjort gaeldende, at de nedenfor naevnte krav, der ifoelge den omtvistede lovgivning skal opfyldes af forhandlerselskaberne i handelen med olieprodukter, er i strid med artikel 30: fremlaeggelse af aarsprogrammer for salget af olieprodukter, indfoerelse af en ordning om aarlige handelskvoter og indfoerelse af en forpligtelse til at raade over en mindste transportkapacitet for de omhandlede produkter.
32. Den Hellenske Republik har bestridt, at de omtvistede foranstaltninger udgoer en tilsidesaettelse af artikel 30, men har dog ikke herved paaberaabt sig bestemmelserne i artikel 36.
33. Det staar med hensyn til handelskvoterne og indkoebsprogrammerne fast, at der er tale om forskrifter med henblik paa fordeling mellem forhandlerselskaberne af den andel af indkoeb, der svarer til den ikke-tilpassede del af det statslige handelsmonopol. Naar dette monopols retsstridighed er fastslaaet - det blev i oevrigt ophaevet med virkning fra den 1. januar 1990 - maa de naevnte krav, hvis opfyldelse er en forudsaetning for forhandlerselskabernes adgang til at drive handel i indlandet, desuden have mistet deres oekonomiske og retlige betydning. Dette er imidlertid ikke i og for sig afgoerende, for saa vidt som det yderligere maa spoerges, om de omhandlede forskrifter udgoer selvstaendige overtraedelser uafhaengigt af deres funktionelle sammenhaeng med det offentlige handelsmonopol.
34. Jeg finder i den forbindelse, at den omhandlede ordning, selv om virksomhederne paa visse betingelser har mulighed for at fravige de over for regeringen oplyste maengder for salg og levering, trods alt skaber et element af stivhed i det omfang, den hindrer interesserede erhvervsdrivende i frit at bestemme omfanget af deres kommercielle virksomhed. Der er dermed tale om forpligtelser, som rimeligvis kan antages at have restriktive virkninger for indfoerslerne, og som desuden tjener et faellesskabsretligt ubegrundet formaal, idet de som Den Hellenske Republik har erkendt, alene er blevet indfoert for at sikre, at statens enerettigheder, for saa vidt angaar handel, respekteres. Da der er tale om saadanne faktorer, maa de omhandlede handelskvoter og indkoebsprogrammer efter min mening vaere i strid med artikel 30.
35. Derimod mener jeg ikke, at forpligtelsen til at raade over en bestemt transportkapacitet udgoer en overtraedelse af naevnte artikel. Denne forpligtelse vedroerer paa identiske vilkaar handelen med indenlandske og indfoerte produkter. Desuden er der intet fremkommet, hvorefter det kan antages, at der bestaar en paaregnelig og fornuftig sammenhaeng mellem denne foranstaltning og udviklingen af handelen inden for Faellesskabet. Endelig er der tale om en bestemmelse, der er vedtaget som en del af en ordning for forhandling, og som opfylder et virkeligt behov, som bestemt ikke er uforeneligt med de generelle af faellesskabsordningen omfattede formaal, nemlig sikringen af kontinuitet i forsyningerne overalt paa det nationale omraade.
36. Efter min mening bliver resultatet derfor, at den omtvistede foranstaltning er retmaessig ifoelge artikel 30 i det omfang, den ikke kan paaregnes at have restriktive virkninger for handelen (i lyset af det af Domstolen i den for nylig afsagte dom af 7.3.1990 knaesatte princip, Krantz, C-69/88, Sml. I, s. 583) og under alle omstaendigheder, fordi der, selv om det antages, at virkninger af denne art foreligger - hvilket dog efter min mening bestemt maa udelukkes - dog er tale om hindringer, der (i overensstemmelse med Domstolens praksis, sidst i dom af 23.11.1989, Torfaen Borough Council, C-145/88, Sml. s. 3851) "ikke gaar ud over, hvad der er karakteristisk for bestemmelser af denne art (bestemmelser, der regulerer aabningstider for detailhandelen)".
e) Prisordningen
37. Som tidligere omtalt under behandlingen af formaliteten maa de klagepunkter, Kommissionen foerst har fremfoert i replikken, efter min mening, anses for sagsgenstanden helt uvedkommende. De boer altsaa efter min mening ikke realitetsbehandles. Hvad angaar den under c) i staevningen i forbindelse med prisordningen fremfoerte kritik, kan det under ingen omstaendigheder anses for et selvstaendigt klagepunkt. Hvad endelig angaar de under a) og b) i staevningen fremfoerte klagepunkter, der er de eneste som kan give anledning til en lille smule tvivl, naar det gaelder formalitetsspoergsmaalet, maa det statueres, at de klart ikke er blevet godtgjort, netop i kraft af deres helt igennem ubestemte og generelle karakter.
38. Af alle de anfoerte grunde foreslaar jeg herefter Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse:
1) Foelgende klagepunkter afvises fra behandling i realiteten:
- klagepunktet vedroerende regeringens mulighed for at tilbagekalde ophaevelsen af handelsenerettighederne med hensyn til mineralolieprodukter
- klagepunkterne vedroerende ordningen med fastsaettelse af maksimalpriser for mineralolieprodukter, jf. punkterne a), b) og c) i staevningen.
2) Der gives Kommissionen medhold i foelgende klagepunkter:
- klagepunkterne vedroerende enerettighederne med hensyn til import af og handel med forarbejdede og delvis forarbejdede mineralolieprodukter
- klagepunkterne vedroerende procedurereglerne ved import og eksport af disse produkter
- klagepunktet vedroerende forhandlerselskabernes pligt til at overholde ordningen med aarlige handelskvoter og til at fremlaegge aarlige indkoebsprogrammer.
3) Sagsoegte frifindes for saa vidt angaar de oevrige klagepunkter.
4) Sagens omkostninger ophaeves, da begge parter delvis har tabt sagen.
(*) Originalsprog: italiensk.
Top