Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tesauro fremsat den 6. juni 1990. - PROCURATOR FISCAL MOD ANDREW MARSHALL. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: HIGH COURT OF JUSTICIARY (SCOTLAND) - FORENEDE KONGERIGE. - FORSKELSBEHANDLING - NATIONAL FORANSTALTNING TIL BEVARELSE AF FISKERESSOURCERNE. - SAG 370/88.
Samling af Afgørelser 1990 side I-04071
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Naervaerende sag vedroerer en anmodning om praejudiciel afgoerelse, som i henhold til Traktatens artikel 177 er fremsat for Domstolen af High Court of Justiciary ( Scotland ) i en for denne ret verserende sag mellem Procurator Fiscal, Stranraer, og Andrew Marshall .
2 . Den retlige sammenhaeng, hvori sagen indgaar, er forholdsvis enkel .
I henhold til artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 af 25 . januar 1983 om fastlaeggelse af tekniske foranstaltninger til bevarelse af fiskeressourcerne ( 1 ) kan medlemsstaterne inden for rammerne af den faelles fiskeripolitik fastsaette supplerende nationale foranstaltninger med henblik paa at sikre en mere afbalanceret udnyttelse af de naevnte ressourcer .
Artikel 19 lyder saaledes :
"1 . For rent lokale bestande, som kun er af betydning for fiskere fra en enkelt medlemsstat, kan den paagaeldende medlemsstat traeffe foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af disse bestande, saafremt disse foranstaltninger er forenelige med faellesskabsrettens bestemmelser og i overensstemmelse med den faelles fiskeripolitik .
2 . Medlemsstaterne kan fastsaette rent lokalt gaeldende fiskeribestemmelser indeholdende betingelser eller forskrifter, som kun gaelder for deres egne fiskere, og som begraenser fangsterne ved tekniske foranstaltninger, der supplerer de i Faellesskabets forordninger fastsatte, saafremt disse foranstaltninger er forenelige med faellesskabsretten og i overensstemmelse med den faelles fiskeripolitik .
3 . Inden de i stk . 1 og 2 omhandlede foranstaltninger vedtages, indhenter den paagaeldende medlemsstat Kommissionens godkendelse af, at disse foranstaltninger er i overensstemmelse med stk . 1 eller 2 .
Kommissionen traeffer begrundet afgoerelse senest tre maaneder efter, at der er indgivet en anmodning i henhold til foerste afsnit .
..."
3 . Paa grundlag af den naevnte bestemmelse udstedte Secretary of State for Scotland den 14 . januar 1986, efter at have opnaaet den noedvendige godkendelse fra Kommissionen, en bekendtgoerelse, som forbyder britiske fiskerfartoejer at medfoere monofil garn i farvandene ud for den skotske kyst inden for seks soemil fra basislinjerne .
Formaalet med bekendtgoerelsen var at sikre overholdelsen af forbuddet i en tidligere bekendtgoerelse mod laksefiskeri i de skotske kystfarvande .
Ifoelge Det Forenede Kongeriges skriftlige indlaeg havde de kompetente myndigheder nemlig konstateret, at der trods det eksisterende forbud i vidt omfang blev drevet ulovligt laksefiskeri i skotske farvande, isaer af britiske fiskerfartoejer, der anvendte monofil garn, og at dette var en trussel for det traditionelle laksefiskeri og til stor skade for den lokale oekonomi .
4 . De faktiske omstaendigheder, som ligger til grund for den foreliggende sag, kan sammenfattes uden vanskeligheder .
Efter at der var blevet foretaget inspektion den 20 . september 1986 i farvandene ud for den skotske kyst af et fiskerfartoej tilhoerende Andrew Marshall, som er britisk statsborger og bosat i Skotland, blev Marshall tiltalt for ulovligt at have medfoert et monofil garn om bord paa fartoejet .
Under straffesagen for Sheriff Court, Stranraer, gjorde Marshall navnlig gaeldende, at bekendtgoerelsen var retsstridig, idet den efter hans opfattelse indebar en forskelsbehandling af skotske fiskere i forhold til andre fiskere i Faellesskabet, samt af de foerstnaevnte i forhold til andre britiske fiskere, som drev fiskeri fra havne uden for de farvande, som forbuddet omfattede .
Det er nemlig kun britiske fiskere, der driver fiskeri fra skotske havne, som ikke kan anvende denne type garn, selv hvor det er tilladt at anvende det, fordi det noedvendigvis ville indebaere, at fartoejerne medfoerte garnene i kystfarvandene .
Sheriff Court, Stranraer, tiltraadte det af Marshall anfoerte og frifandt ham .
5 . Procurator Fiscal ( anklagemyndigheden ) appellerede afgoerelsen til High Court of Justiciary, som besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal :
1 ) Er bestemmelserne i artikel 7 eller i artikel 40, stk . 3, i EOEF-Traktaten eller andre bestemmelser i faellesskabsretten til hinder for, at en medlemsstat med Kommissionens forudgaaende gyldige samtykke kan traeffe en foranstaltning, der forbyder et fiskerfartoej, som er registreret i denne medlemsstat, at medfoere et fiskegarn af en naermere angivet type og udformning, mens fartoejet befinder sig i et omraade inden for denne medlemsstats kystfarvande, som ligger ud for en del af dennes kyst, naar det ellers ikke i henhold til faellesskabsbestemmelserne er forbudt at anvende saadanne garn? Under hvilke naermere omstaendigheder er de naevnte bestemmelser i givet fald til hinder herfor?
2 ) a)Er artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 gyldig i henhold til faellesskabsretten?
b ) Hvis det er tilfaeldet, maa en foranstaltning som den i spoergsmaal 1 beskrevne da med rette antages at vaere omfattet af artikel 19?"
6 . Jeg vil foerst undersoege spoergsmaalet om gyldigheden af artikel 19 i den paagaeldende forordning .
Jeg vil forudskikke den bemaerkning, at det ikke staar mig helt klart, hvad grundlaget er for den usikkerhed, der haevdes at bestaa med hensyn til den naevnte bestemmelses forenelighed med faellesskabsretten .
Ifoelge det, Marshall har anfoert for den forelaeggende ret, er bestemmelsen ugyldig, fordi den faktisk bemyndiger medlemsstaterne til i forbindelse med den faelles fiskeripolitik at vedtage foranstaltninger, som er uforenelige med de grundlaeggende principper i Traktaten .
Imidlertid har Marshall, som ikke har indgivet skriftligt indlaeg under sagen, under retsmoedet anfoert, at han ikke ville anfaegte gyldigheden af artikel 19 i den omhandlede forordning, men kun gyldigheden af Secretary of State' s bekendtgoerelse i forhold til faellesskabsretten .
Under alle omstaendigheder vil jeg fremsaette foelgende generelle bemaerkninger med henblik paa besvarelsen af den forelaeggende rets spoergsmaal .
7 . Som naevnt bemyndiger artikel 19 i forordning nr . 171/83 medlemsstaterne til at traeffe foranstaltninger med henblik paa bevarelse og forvaltning af rent lokale bestande eller til at fastsaette betingelser eller forskrifter - der gaelder lokalt og kun for deres egne fiskere - med det formaal at begraense fangsterne .
Det forudsaettes naturligvis, at foranstaltningerne er forenelige med faellesskabsretten og i overensstemmelse med den faelles fiskeripolitik, og at de forinden er godkendt af Kommissionen .
8 . Som Raadet med rette har anfoert i sit skriftlige indlaeg, foreligger der i denne sag en situation, hvor Faellesskabet - selv om det i princippet har lovgivningskompetencen - har besluttet inden for visse graenser og paa visse betingelser at give medlemsstaterne mulighed for paa lokalt grundlag at traeffe mere vidtgaaende foranstaltninger dikteret af saerlige forhold .
Dette synes at vaere fuldt ud i overensstemmelse med Domstolens argumentation i sag 804/79 ( 2 ), hvorefter medlemsstaterne - selv om befoejelsen til at traeffe foranstaltninger inden for den faelles fiskeripolitik med hensyn til bevarelse af havets ressourcer fuldstaendigt og endeligt tilkommer Faellesskabet - ikke fuldstaendig er afskaaret fra at aendre de gaeldende bevaringsforanstaltninger under hensyn til udviklingen i de biologiske og tekniske forhold inden for den paagaeldende sektor, saafremt disse aendringer er af begraenset raekkevidde og ikke indebaerer en ny bevarelsespolitik fra en medlemsstats side .
Det er ogsaa vaerd at erindre, at Domstolen i samme dom har anfoert, at samarbejdsprocessen mellem medlemsstaterne og Kommissionen inden for den paagaeldende sektor er blevet bekraeftet ved en praksis, der er blevet almindeligt fulgt, idet Kommissionen har taget stilling til nationale bevaringsforanstaltninger, der er blevet meddelt den af forskellige medlemsstater, ligesom den, hvor det har vaeret noedvendigt, har fremsat forbehold eller betingelser ( praemis 32 ).
9 . En delegation af lovgivningsbefoejelser som den, der har fundet sted i dette tilfaelde, er i oevrigt lettere at forstaa, hvis det tages i betragtning, at reproduktionen af de forskellige arter kan have vidt forskellige karakteristika fra det ene biologiske omraade til det andet, og at fiskeressourcerne heller ikke er uudtoemmelige .
Som Domstolen selv har haft lejlighed til at erindre om, har foranstaltningerne til bevarelse af fiskeressourcerne, selv om de begraenser "produktionen" paa kort sigt, til formaal at undgaa, at produktionen gaar ned i fremtiden, og desuden ville visse af havets ressourcer hurtigt blive udtoemt, hvis der ikke blev truffet foranstaltninger til at sikre den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne ( 3 ).
10 . Hvad dernaest angaar formodningen om, at de trufne nationale foranstaltninger kan bevirke, at fiskere, som driver fiskeri fra fartoejer, der henhoerer under denne stats jurisdiktion, bliver undergivet strengere bestemmelser end dem, der gaelder for fiskere, som driver fiskeri fra fartoejer, der henhoerer under andre medlemsstaters jurisdiktion, skal det blot anfoeres, at den omstaendighed, at en medlemsstat anvender strengere bestemmelser end dem, andre medlemsstater anvender paa samme omraade - som Domstolen flere gange har udtalt - ikke udgoer en tilsidesaettelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling i Traktatens artikel 7, naar de bestemmelser, der er tale om, og som i oevrigt er i overensstemmelse med faellesskabsretten, gaelder paa samme maade for alle personer, der henhoerer under den naevnte stats jurisdiktion ( 4 ).
11 . Ud fra disse betragtninger er det min opfattelse, at gennemgangen af det spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 19 i forordning nr . 171/83 .
12 . Med spoergsmaal 1 ) oensker High Court of Justiciary oplyst, om bestemmelserne i artikel 7 eller i artikel 40, stk . 3, i Traktaten, eller andre bestemmelser i faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat med Kommissionens forudgaaende gyldige samtykke traeffer en foranstaltning som den ovenfor beskrevne, og i bekraeftende fald under hvilke omstaendigheder .
13 . Foer realiteten i dette spoergsmaal undersoeges, er det efter min opfattelse noedvendigt at saette nogle ting paa plads, der vedroerer selve den paagaeldende retsakts natur .
I den forbindelse boer det understreges, at der i den foreliggende sag i virkeligheden er tale om en kompliceret proces, der paa den ene side omfatter de nationale foranstaltninger og paa den anden side den noedvendige afgoerelse fra Kommissionen om "godkendelse ".
Der er altsaa tale om nationale foranstaltninger, som - hvis man vil tillade mig dette udtryk - paa en eller anden maade er blevet "EF-iseret ".
Dette bekraeftes af, at medlemsstaterne - hvis der ikke foreligger en godkendelse fra Kommissionen - ikke selvstaendigt kan traeffe de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 19, stk . 1 og 2, men maa benytte sig af forvaltningskomitéproceduren i artikel 14 i forordning ( EOEF ) nr . 170/83 ( jf . artikel 19, stk . 4, i forordning nr . 171/83 ).
Heraf foelger i oevrigt, at en eventuel konstatering af, at de nationale foranstaltninger ikke er i overensstemmelse med faellesskabsretten, indirekte, men noedvendigvis, indebaerer en stillingtagen til lovligheden af den afgoerelse, hvormed Kommissionen har godkendt vedtagelsen af foranstaltningerne .
14 . Efter disse bemaerkninger vil jeg gaa over til realiteten i det spoergsmaal, der er forelagt for Domstolen .
Hvad angaar de omhandlede foranstaltningers forenelighed med Traktatens artikel 7, mener jeg allerede at have besvaret dette spoergsmaal ( jf . afsnit 10 ).
15 . Det er derimod vanskeligere at bedoemme bekendtgoerelsen i lyset af Traktatens artikel 40, stk . 3, hvorefter den faelles ordning af markederne for landbrugsvarer boer udelukke enhver form for forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere .
For saa vidt angaar bestemmelsens anvendelsesomraade, skal jeg minde om, at Traktatens artikel 40, stk . 3, efter Domstolens praksis er bindende ikke blot for faellesskabsinstitutionerne, naar de traeffer foranstaltninger vedroerende de faelles markedsordninger, men ogsaa for medlemsstaterne, naar de traeffer foranstaltninger vedroerende de faelles markedsordninger i henhold til en faellesskabsforordning; bestemmelsen er derfor ogsaa relevant, for saa vidt angaar en national foranstaltning som den britiske bekendtgoerelse ( 5 ).
Hvad dernaest angaar indholdet af artikel 40, stk . 3, fremgaar det af Domstolens faste praksis, at forbuddet mod forskelsbehandling i denne bestemmelse blot er et saerligt udtryk for det generelle lighedsprincip, som er et af faellesskabsrettens grundlaeggende principper . Efter dette princip maa sammenlignelige situationer som bekendt ikke behandles forskelligt, medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet . ( 6 ).
16 . Domstolen har desuden haft lejlighed til at praecisere, at en ulige behandling ikke kan betragtes som en ifoelge Traktatens artikel 40, stk . 3, forbudt forskelsbehandling, medmindre den fremstaar som vilkaarlig, dvs . at den er utilstraekkelig begrundet og ikke hviler paa objektive kriterier ( 7 ).
Lad mig sige med det samme, at jeg i lyset af disse afgoerelser ikke mener, at det omtvistede forbud virkelig kan betegnes som diskriminerende, selv om det faktisk isaer rammer fiskere, der fra britiske fartoejer driver fiskeri fra skotske havne .
Det maa nemlig erindres, at den omhandlede bekendtgoerelse er en typisk supplerende foranstaltning, som er truffet med det formaal at sikre, at forbuddet mod laksefiskeri langs med de skotske kyster overholdes .
Der synes ikke under sagen at vaere blevet rejst tvivl om lovligheden af fiskeriforbuddet, hverken for saa vidt angaar selve indholdet af foranstaltningen eller for saa vidt angaar det omraade, den vedroerer .
Heraf foelger, at en supplerende foranstaltning som den ovenfor beskrevne ifoelge sin natur - eftersom den vedroerer kystfarvandene - rammer fiskere, der driver fiskeri fra havne, der er beroert af forbuddet, haardere og i et vist omfang udelukkende rammer dem .
I oevrigt rammer et hvilket som helst forbud, der kun vedroerer et bestemt omraade, de erhvervsdrivende i forskelligt omfang, alt efter hvor de driver deres erhverv, men foranstaltningen kan ikke af den grund betegnes som diskriminerende, hvis dens territoriale anvendelsesomraade da ellers er objektivt begrundet .
17 . Det spoergsmaal, en foranstaltning af denne type rejser, er derfor ikke saa meget et spoergsmaal om forskelsbehandling som et proportionalitetsspoergsmaal .
Ifoelge proportionalitetsprincippet, som medlemsstaterne efter min opfattelse lige saa vel skal overholde, som de skal overholde forbuddet mod forskelsbehandling, naar de "forvalter" de faelles interesser inden for rammerne af en faelles markedsordning, skal de restriktive foranstaltninger, der traeffes, som bekendt vaere egnede til at naa det tilsigtede maal og maa ikke gaa ud over, hvad der er noedvendigt for at naa dette maal .
Naar dette princip anvendes, synes det klart, at et forbud som det, der er fastsat i den britiske bekendtgoerelse, ville vaere fuldt ud legitimt, hvis bestemte fiskeressourcer var staerkt truet, hvis der ikke var en rimelig mulighed for at traeffe andre foranstaltninger, der var lige saa effektive, og hvis fiskerne ikke kom til at lide for store afsavn ( dvs ., hvis de ikke havde en virkelig interesse i at anvende denne bestemte type garn ).
18 . Selv om forelaeggelseskendelsen ikke er saerlig oplysende med hensyn til spoergsmaalet om, hvorvidt det faktisk forholder sig saaledes, mener jeg i lyset af de forhold, der er kommet frem under sagen, at der maa anstilles foelgende betragtninger .
Foerst og fremmest synes det at vaere ubestridt, at monofil garn pga . deres udformning er et saerlig effektivt redskab til laksefiskeri, hvilket i oevrigt fremgaar af, at ogsaa Irland, som staar over for lignende problemer, forbyder anvendelsen af denne type garn til laksefiskeri i sine farvande .
For det andet er det velkendt, at det er karakteristisk for laks, at de vandrer op i floderne for at gyde, og at det derfor er noedvendigt for artens overlevelse, at dette lykkes for et vist antal laks, og at de derfor ikke bliver fanget i kystfarvandene .
19 . For saa vidt angaar muligheden for at sikre, at fiskeriforbuddet overholdes, blot ved en intensivering af kontrollen, uden at det altsaa forbydes fartoejerne at medfoere saadanne garn, maa det tages i betragtning, at selve udstraekningen af de skotske kyster, som i oevrigt er tyndt befolkede, objektivt set goer det vanskeligt at undersoege, om et fartoej, som medfoerer en bestemt type garn, derefter anvender det til ulovlige formaal .
I oevrigt har det allerede i flere aartier vaeret forbudt at fiske laks med monofil garn i skotske kystfarvande, men efter hvad den britiske regering har oplyst, blev dette forbud kun i ringe grad overholdt, foer det omtvistede forbud mod at medfoere disse garn blev vedtaget i 1986 .
20 . Hvad endelig angaar den faktiske interesse i at anvende denne type garn til lovlige formaal, har den britiske regering anfoert, at det af en undersoegelse, der blev foretaget i 1985 af de skotske myndigheder, fremgik, at vaerdien af de fangster, der blev landet i skotske havne af britiske fartoejer i dette aar, udgjorde 215 mio . UKL, mens vaerdien af de fisk, der lovligt blev fanget i samme periode med de paagaeldende garn, og som blev landet i de samme havne, kun udgjorde 25 000 UKL .
Selv om Marshall bestred disse tal i retsmoedet, var han dog ikke i stand til at fremlaegge andre tal eller til naermere at forklare, hvorfor han var uenig heri .
21 . I lyset heraf mener jeg at kunne konkludere, at gennemgangen af spoergsmaalet ikke har bragt noget for dagen, som giver anledning til at anse den foranstaltning, der er tale om i denne sag, for at vaere i strid med proportionalitetsprincippet .
22 . Det er i oevrigt klart, at hvis den forelaeggende ret konstaterer, at der foreligger andre omstaendigheder eller nye omstaendigheder i forhold til dem, der er anfoert ovenfor, kan den paa ny forelaegge spoergsmaalet for Domstolen til bedoemmelse; i betragtning af, at de foranstaltninger, der vedtages i henhold til artikel 19 i forordning ( EOEF ) nr . 171/83, stoettes af en afgoerelse fra Kommissionen, hvori det fastslaas, at de er i overensstemmelse med faellesskabsretten, kan retten efter min opfattelse i hvert fald ikke undlade at anvende dem, uden at Domstolen forinden har grebet ind .
23 . Hvad dernaest angaar en eventuel tilsidesaettelse af de grundlaeggende rettigheder, skal jeg blot anfoere, at det efter Domstolens praksis er lovligt at fastsaette begraensninger i den frie udoevelse af handel, arbejde og andre former for erhvervsmaessig virksomhed, naar disse begraensninger er berettigede i kraft af de maal af almen interesse, som Faellesskabet forfoelger, saa laenge selve retten ikke beroeres ( 8 ).
I den foreliggende sag synes den trufne foranstaltning, set i sammenhaeng med den faelles markedsordning for fiskerivarer, fuldt ud berettiget i kraft af maal af almen interesse, og den er med sikkerhed ikke af en saadan karakter, at der goeres indgreb i selve de paagaeldende erhvervsdrivendes rettigheder .
24 . Med det sidste spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om en saadan foranstaltning er omfattet af artikel 19 i forordning nr . 171/83 .
I den forbindelse skal jeg for det foerste bemaerke, at den omhandlede foranstaltning - set i den stoerre faellesskabssammenhaeng - utvivlsomt antager lokal karakter til trods for de paagaeldende farvandes udstraekning .
Desuden mener jeg ikke, at retsaktens anvendelsesomraade, hvad de britiske fartoejer angaar, er i strid med henvisningen i artikel 19 til indenlandske fiskere, eftersom dette udtryk maa forstaas saaledes, at det henviser til de erhvervsdrivende, som i hvert fald henhoerer under den paagaeldende stats jurisdiktion .
For saa vidt angaar paastanden om, at den afgoerelse, hvormed Kommissionen har godkendt vedtagelsen af disse foranstaltninger, er utilstraekkeligt begrundet, skal jeg endelig blot anfoere, at ogsaa en kortfattet begrundelse som den, der er tale om i denne sag, kan anses for tilstraekkelig i betragtning af afgoerelsens karakter; der er i praksis nemlig blot tale om en kontrol af, at betingelserne i artikel 19 er overholdt .
25 . I lyset af disse betragtninger skal jeg derfor foreslaa Domstolen at besvare High Court of Justiciary' s spoergsmaal saaledes :
"1 ) Gennemgangen af det spoergsmaal, der er forelagt Domstolen, har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 .
2 ) Faellesskabsretten, navnlig artikel 7 og artikel 40, stk . 3, i EOEF-Traktaten, er ikke til hinder for, at en medlemsstat med Kommissionens forudgaaende og gyldige godkendelse vedtager en foranstaltning, hvorefter det paa et fiskerfartoej registreret i medlemsstaten er forbudt at medfoere et garn af en bestemt type og udformning, hvis anvendelse i oevrigt ikke er forbudt i henhold til faellesskabsbestemmelserne, naar fartoejet befinder sig i et omraade inden for medlemsstatens kystfarvande, som ligger ud for en del af dennes kyst, saafremt en saadan foranstaltning - som det synes at vaere tilfaeldet i denne sag efter de oplysninger, der foreligger for Domstolen - er egnet til at naa det formaal, der forfoelges, og ikke gaar videre end noedvendigt for at naa dette maal .
3 ) En foranstaltning som den ovenfor beskrevne maa med rette antages at vaere omfattet af de foranstaltninger, som er omhandlet i artikel 19 i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 171/83 ."
(*) Originalsprog : italiensk .
( 1 ) EFT L 24, s . 14 .
( 2 ) Dom af 5.5.1981, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, praemisserne 17 og 22 ( Sml . s . 1045 ).
( 3 ) Dom af 14.7.1976, Kramer, praemis 58 ( forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76, Sml . s . 1279 ), og dom af 16.6.1987, Romkes, praemis 22 ( sag 46/86, Sml . s . 2681 ).
( 4 ) Dom af 19.1.1988, Pesca Valentia, praemis 18 ( sag 223/86, Sml . s . 83 ), og dom af 3.7.1979, Van Dam, praemis 10 ( forenede sager 185/78-204/78, Sml . s . 2345 ).
( 5 ) Dom af 26.4.1988, Apesco, praemis 23 ( sag 207/86, Sml . s . 2151 ), og dom af 25.11.1986, Klensch, praemis 8 ( forenede sager 201/85 og 202/85, Sml . s . 3477 ).
( 6 ) Dom af 17.5.1988, Erpelding, praemis 29 ( sag 84/87, Sml . s . 2647 ); Klensch-dommen, jf . ovenfor, praemis 9; dom af 19.10.1977, Ruckdeschel, praemis 7 ( sag 117/76, Sml . s . 1753 ); dom af 19.10.1977, Moulins Pont-à-Mousson, praemis 16 ( forenede sager 124/76 og 20/77, Sml . s . 1795 ).
( 7 ) Dom af 15.9.1982, Kind, praemis 22 ( sag 106/81, Sml . s . 2885 ), og dom af 13.6.1978, Denkavit, praemis 15 ( sag 139/77, Sml . s . 1317 ).
( 8 ) Dom af 8.10.1986, Keller, praemis 8 ( sag 234/85, Sml . s . 2897 ), og dom af 14.5.1974, Nold, praemis 14 ( sag 4/73, Sml . s . 491 ).
Top