Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 7. marts 1990. - SOCIETE RUSH PORTUGUESA LDA MOD OFFICE NATIONAL D'IMMIGRATION. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: TRIBUNAL ADMINISTRATIF DE VERSAILLES - FRANKRIG. - TILTRAEDELSESAKT - OVERGANGSPERIODE - ARBEJDSKRAFTENS FRIE BEVAEGELIGHED - FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER. - SAG C-113/89.
Samling af Afgørelser 1990 side I-01417
svensk specialudgave side 00389
finsk specialudgave side 00407
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . Hvad angaar spoergsmaalet om arbejdskraftens frie bevaegelighed mellem paa den ene side Spanien og Portugal og paa den anden side de oevrige medlemsstater, indeholder akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse ( herefter benaevnt "tiltraedelsesakten ") bestemmelse om, at EOEF-Traktatens artikel 48 kun finder anvendelse med visse forbehold . Hvad angaar anvendelsen af bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser i EOEF-Traktatens artikler 59 ff ., opstiller tiltraedelsesakten imidlertid ingen begraensninger . Ved de praejudicielle spoergsmaal fra Tribunal administratif de Versailles ( herefter benaevnt "den forelaeggende retsinstans ") er Domstolen blevet anmodet om at klargoere, hvilke retsvirkninger de naevnte bestemmelser i tiltraedelsesakten har for tjenesteydere i Faellesskabet ( i sagen for den forelaeggende retsinstans en virksomhed etableret i Portugal ), der anvender portugisisk eller spansk arbejdskraft .
Sagens baggrund
2 . Det portugisiske selskab Rush Portuguesa Lda ( herefter benaevnt "Rush ") er en virksomhed, som udfoerer byggearbejder og offentlige bygge - og anlaegsarbejder . Selskabet indgik med en fransk virksomhed en raekke kontrakter om underentrepriser vedroerende arbejde i Frankrig paa forskellige byggepladser i forbindelse med anlaegget af jernbanelinjen TGV Atlantique . Med henblik paa at udfoere disse arbejder medbragte Rush til Frankrig fra Portugal en raekke portugisiske arbejdstagere . Den forelaeggende retsinstans har angivet, at Domstolen ved besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal boer gaa ud fra den forudsaetning, at disse arbejdstagere vil vende tilbage til Portugal straks efter udfoerelsen af arbejderne .
Den franske "inspection du travail" gennemfoerte i september og december 1986 to kontrolundersoegelser, hvoraf det fremgik, at Rush beskaeftigede i alt 58 portugisiske arbejdstagere, der ikke var i besiddelse af nogen arbejdstilladelse, saaledes som det kraeves i henhold til artikel L 341.6 i den franske code du travail . Hvad naermere angaar det arbejde, som disse arbejdstagere udfoerte, henviser jeg til retsmoederapporten, afsnit I, punkt 2 . Den naevnte bestemmelse i code du travail er indeholdt i kapitel I i fjerde afsnit af lovens tredje "bog", som vedroerer "Udenlandsk arbejdskraft og beskyttelse af indenlandsk arbejdskraft ". I henhold hertil er det forbudt i Frankrig at beskaeftige udlaendinge, der ikke er i besiddelse af en arbejdstilladelse, naar en saadan tilladelse kraeves efter fransk ret eller ifoelge internationale aftaler . Rush skal ogsaa have gjort sig skyldig i en overtraedelse af artikel L 341.9, hvorefter det kun er Office national d' immigration ( i dag "Office de migration internationale", herefter benaevnt "ONI "), der maa ansaette og lade udenlandske arbejdstagere indrejse i Frankrig .
Paa grundlag af rapporter udfaerdiget efter de omtalte kontrolbesoeg paalagde ONI i medfoer af artikel L 341.7 i code du travail Rush at betale et "saerligt bidrag ". Som den franske regerings repraesentant har forklaret under den mundtlige forhandling, har dette bidrag karakter af en administrativ boede . Bidraget er paa mindst 500 gange den garanterede mindsteloen som fastlagt i artikel L 141.8 i code du travail . Det fremgaar endvidere af sagen, at den samlede boede, som Rush blev paalagt at betale, androg 1,5 mio . FF Det er beslutningen om denne boede, som Rush ved den forelaeggende retsinstans har nedlagt paastand om annullation af .
3 . I forbindelse med den videre droeftelse boer man vaere opmaerksom paa, at genstanden for tvisten i hovedsagen udelukkende er, om afgoerelsen, hvorved det blev paalagt Rush at betale det saerlige bidrag, er lovlig . Den forelaeggende retsinstans oensker naermere bestemt afklaret, om et selskab, der praesterer tjenesteydelser, kan paalaegges en saadan sanktion i anledning af, at det har beskaeftiget portugisiske arbejdstagere uden arbejdstilladelse . Sagen for Domstolen drejer sig saaledes ikke om, hvorvidt Rushs virksomhed er lovlig og/eller kan goeres betinget af, at der foreligger en forudgaaende tilladelse fra de franske myndigheder . Spoergsmaalet om kvalifikationen og lovligheden efter fransk ret af Rushs virksomhed som "selskab, der formidler midlertidigt arbejde", eller endog "selskab, der leverer arbejdskraft" ( uanset de paagaeldende personers nationalitet ), og spoergsmaalet om, hvorvidt den franske lovgivning paa omraadet er forenelig med faellesskabsretten, er ikke relevante med henblik paa besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal .
Der synes heller ikke i hovedsagen at vaere rejst spoergsmaal om, hvorvidt en medlemsstat kan goere en udstedelse af en tilladelse betinget af, at der betales en afgift . Laeser man slutningen af det andet praejudicielle spoergsmaal paa en bestemt maade, kan man dog faa det indtryk, at den forelaeggende retsinstans oensker oplyst, om en medlemsstat kan goere retten til at praestere en tjenesteydelse betinget af, at der til indvandringsmyndighederne betales en bestemt afgift for udstedelse af arbejdstilladelser for det paagaeldende selskabs ansatte . Ser man paa de for Domstolen afgivne indlaeg, er dette spoergsmaal blevet rejst i forbindelse med den naevnte eneret for ONI med hensyn til udenlandske arbejdstageres ansaettelse og indrejse i Frankrig, idet det i oevrigt drejer sig om den ( ubetydelige ) afgift, der i henhold til artikel L 341.8 i code du travail skal betales ved fornyelse af en arbejdstilladelse . Jeg vender kort tilbage til dette spoergsmaal i slutningen af min redegoerelse ( jfr . punkt 22 nedenfor ).
De relevante faellesskabsretlige bestemmelser
4 . Som udgangspunkt kan man ikke forbyde en virksomhed i Faellesskabet, der praesterer tjenesteydelser i en anden medlemsstat (" vaertslandet ") end den, hvori virksomheden er etableret (" hjemlandet "), med henblik paa at praestere disse tjenesteydelser, at ansaette arbejdstagere fra andre medlemsstater og beskaeftige dem i vaertslandet . I henhold til artikel 6, stk . 3, i direktiv 68/360/EOEF ( 1 ) ( jfr . ogsaa punkt 5 nedenfor in fine ) er den medlemsstat, i hvilken tjenesteydelserne praesteres, forpligtet til at meddele de paagaeldende arbejdstagere opholdstilladelse ( hvis gyldighed kan begraenses til beskaeftigelsens paaregnede varighed ).
5 . For saa vidt angaar virksomheder, der vil benytte spansk og portugisisk arbejdskraft med henblik paa at praestere tjenesteydelser, maa man dog indtil 1993 inddrage de regler ( 2 ), der er indeholdt i tiltraedelsesakten . Med hensyn til ind - og udvandring mellem paa den ene side Portugal og paa den anden side de ti "gamle" medlemsstater begraenser tiltraedelsesaktens artikel 215 princippet i EOEF-Traktatens artikel 48 om arbejdskraftens frie bevaegelighed . I henhold til artikel 215 finder EOEF-Traktatens artikel 48 kun anvendelse med forbehold af de overgangsbestemmelser, der er fastsat i tiltraedelsesaktens artikler 216-219 . Artikel 216 indeholder foelgende bestemmelser :
"1 . Artikel 1-6 i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet skal ... i de oevrige medlemsstater over for portugisiske statsborgere foerst finde anvendelse fra den 1 . januar 1993 .
... de oevrige medlemsstater kan, indtil den 31 . december 1992, ... over for portugisiske statsborgere opretholde nationale bestemmelser ..., der kraever forudgaaende tilladelse, for saa vidt angaar indvandring med henblik paa at udfoere loennet arbejde og/eller adgang til loennet beskaeftigelse ."
Artiklerne 1-6 i forordning nr . 1612/68 indeholder i overensstemmelse med EOEF-Traktatens artikel 49 bestemmelse om, at enhver, der er statsborger i en medlemsstat, har ret til at tage og udoeve en loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat paa de samme vilkaar som dem, der gaelder medlemsstatens egne statsborgere . Der er med andre ord tale om en konkretisering af den i EOEF-Traktatens artikel 48, stk . 2 og 3, fastlagte ligebehandlingsgrundsaetning .
Tiltraedelsesaktens artikel 218 indeholder bestemmelse om, at for saa vidt nogle bestemmelser i direktiv 68/360 ikke kan ses loesrevet fra de bestemmelser i forordning nr . 1612/68, hvis anvendelse i henhold til tiltraedelsesaktens artikel 216 er udsat, kan de ti "gamle" medlemsstater fravige disse bestemmelser i det omfang, det er noedvendigt for anvendelsen af artikel 216 .
I henhold til artikel 1 i direktiv 68/360 skal medlemsstaterne afskaffe eksisterende restriktioner med hensyn til indrejse og ophold for statsborgere i medlemsstaterne og deres familiemedlemmer, som er omfattet af forordning nr . 1612/68 . Som allerede naevnt er direktivets artikel 6, stk . 3, udtryk for en konkretisering af den naevnte regel for saa vidt angaar arbejdstagere beskaeftiget i en virksomhed, der praesterer tjenesteydelser, eller som udfoerer arbejde paa dennes vegne .
Det foerste og det andet praejudicielle spoergsmaal
6 . Det var paa grundlag af de i foregaaende afsnit naevnte bestemmelser i tiltraedelsesakten, at ONI bragte de omhandlede bestemmelser i code du travail i anvendelse over for Rush og paalagde selskabet en boede i medfoer af artikel L 341.7 for at have overtraadt disse . Ved den forelaeggende retsinstans gjorde Rush gaeldende, at en saadan boede strider mod den i EOEF-Traktatens artikler 59-66 knaesatte ret til fri udveksling af tjenesteydelser, som tiltraedelsesakten ikke begraenser eller udsaetter . Med henblik paa at kunne traeffe afgoerelse om denne tvist har den forelaeggende retsinstans anmodet Domstolen om at besvare tre praejudicielle spoergsmaal, hvis naermere indhold er angivet i retsmoederapportens afsnit I, punkt 4 . Jeg vil nu behandle det foerste og det andet spoergsmaal . Hvad angaar det tredje, er det efter min opfattelse ikke relevant for afgoerelsen af den konkrete tvist, men jeg vil kort vende tilbage til det i punkt 23 .
Det, Domstolen egentlig er blevet anmodet om at tage stilling til, er, i hvilket omfang de begraensninger med hensyn til arbejdskraftens frie bevaegelighed, der foelger af tiltraedelsesakten, kan bringes i anvendelse over for virksomheder i Faellesskabet, der til en af de "gamle" medlemsstater oensker at medbringe portugisiske arbejdstagere med henblik paa i den paagaeldende medlemsstat at praestere nogle tjenesteydelser . Den forelaeggende retsinstans oensker navnlig oplyst, om en "gammel" medlemsstat kan i ) forbyde en virksomhed i Faellesskabet, der praesterer tjenesteydelser i medlemsstaten, i denne forbindelse at benytte sig af portugisisk arbejdskraft eller ii ) knytte bestemte betingelser til denne praestering af tjenesteydelser, herunder navnlig i form af, at virksomheden skal ansaette arbejdstagere paa stedet, opnaa arbejdstilladelser for sit portugisiske personale eller indbetale bidrag til indvandringsmyndighederne . Spoergsmaalene fra den forelaeggende retsinstans drejer sig i bogstaveligste forstand om, hvorvidt portugisiske virksomheder kan medbringe portugisiske arbejdstagere til en "gammel" medlemsstat med henblik paa at praestere tjenesteydelser dér . Lad mig med det samme fremhaeve, at det faellesskabsretlige svar paa dette spoergsmaal ikke afhaenger af, om der er tale om virksomheder etableret i Portugal eller om virksomheder etableret i en anden EF-medlemsstat . Tiltraedelsesakten opstiller ingen begraensninger med hensyn til anvendelsen af EOEF-Traktatens artikler 59-66, da de omtalte bestemmelser i den kun indeholder begraensninger med hensyn til portugisiske arbejdstageres ret til ophold, idet det herved er uden betydning, hvem arbejdsgiveren er .
7 . Jeg vil i min droeftelse gaa frem paa foelgende maade . Indledningsvis vil jeg gennemgaa Domstolens praksis, hvori der er sket en praecisering af raekkevidden af Traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser, hvorved jeg vil laegge saerlig vaegt paa retsstillingen for tjenesteydere, der til det sted, hvor tjenesteydelserne skal praesteres, medbringer personale, som ikke kan stoette ret paa princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed ( punkterne 8-11 nedenfor ). En saadan kortfattet gennemgang af Domstolens praksis, som ogsaa parterne i hovedsagen har paaberaabt sig, er noedvendig, idet tvisten maa ses i denne sammenhaeng . I den anden del af min redegoerelse, som er den vaesentligste, vil jeg undersoege, hvilke virkninger tiltraedelsesaktens artikler 216 ff . har for denne "almindelige rettighed" ( punkterne 12-18 nedenfor ). I den tredje del af min redegoerelse vil jeg drage konklusionerne af denne undersoegelse for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvorvidt de "gamle" medlemsstater administrativt kan paalaegge en boede ( punkterne 19-21 nedenfor ). Endelig vil jeg kort tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt en medlemsstat kan forlange af en arbejdsgiver, der praesterer tjenesteydelser, at denne betaler en afgift for at faa udstedt en arbejds - eller opholdstilladelse ( punkt 22 nedenfor ).
Gaeldende faellesskabsret for saa vidt angaar arbejdskraftens frie bevaegelighed
8 . Jeg bemaerker indledningsvis, at der ikke ved de omtvistede franske bestemmelser sker nogen ( formel ) forskelsbehandling af ikke-franske tjenesteydere . Bestemmelserne indeholder saaledes hjemmel til administrativt at paalaegge enhver arbejdsgiver, som i Frankrig beskaeftiger arbejdstagere uden opholdstilladelse, en boede . Hjemmelen til at paalaegge boeden finder saaledes anvendelse paa samme maade, uanset om der er tale om franske eller ikke-franske arbejdsgivere . Domstolen har imidlertid fastslaaet, at en bestemmelse i national lovgivning, der ikke umiddelbart forekommer diskriminatorisk, og som generelt finder anvendelse paa permanent erhvervsvirksomhed udoevet af selskaber i den paagaeldende medlemsstat, ikke altid kan bringes i anvendelse fuldt ud paa midlertidig virksomhed, som udoeves i medlemsstaten af selskaber etableret i andre medlemsstater . Domstolen udtalte saaledes i dommen i Webb-sagen ( under henvisning til dommen til Van Wesemael-sagen ( 3 ), som den tidligere havde afsagt ) foelgende :
"... Den frie udveksling af tjenesteydelser, der er et grundlaeggende princip i Traktaten, kan ... kun begraenses ved regler, der er begrundet i almenvellet, og som paahviler enhver person eller enhver virksomhed, der udoever en aktivitet paa (( den paagaeldende medlemsstats )) omraade, i det omfang disse interesser ikke varetages i kraft af bestemmelser, som tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret ." ( 4 )
I en senere dom tilfoejede Domstolen, at begraensninger fastsat i national lovgivning skal vaere objektivt noedvendige for at varetage et hensyn, der ikke strider mod Faellesskabets interesser ( 5 ).
I dommen i Webb-sagen fastslog Domstolen endvidere, at nationale regler, ogsaa selv om de er begrundet i almene hensyn og som udgangspunkt finder generelt anvendelse, ikke maa indebaere, at krav i etableringsstaten skal opfyldes paa ny . Domstolen ville dermed gribe ind over for skjulte former for forskelsbehandling af tjenesteydere fra andre medlemsstater i forhold til indenlandske tjenesteydere ( 6 ). Jeg bemaerker her, at Domstolen samme dag tillige i dommen i sagen Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten lagde et tilsvarende princip til grund for saa vidt angaar de frie varebevaegelser . Medlemsstaterne kan saaledes ikke uden rimelig begrundelse forlange af en importoer, at de paagaeldende varer paa ny skal underkastes tekniske eller kemiske analyser, som allerede er blevet gennemfoert i en anden medlemsstat ( 7 ).
9 . De principper, der fremgaar af dommen i Webb-sagen, er blevet yderligere praeciseret i dommen fra 1982 i Seco-sagen ( 8 ). Omstaendighederne i denne sag har en vis lighed med omstaendighederne i naervaerende sag .
Baggrunden for Seco-sagen var foelgende : Nogle franske virksomheder havde udfoert forskellige arbejder i Storhertugdoemmet Luxembourg og havde i denne forbindelse midlertidigt medbragt nogle arbejdstagere, der ikke var statsborgere i en medlemsstat . Under hele den periode, hvori arbejderne i Luxembourg blev udfoert, var disse arbejdstagere obligatorisk tilknyttet den franske sociale sikringsordning . Tvisten drejede sig om nogle bestemmelser i luxembourgsk lovgivning, hvorefter arbejdsgivere, der i forbindelse med midlertidigt arbejde i Luxembourg beskaeftigede udenlandske arbejdstagere, skulle betale arbejdsgiverbidraget til den luxembourgske alders - og invalidepensionsforsikringsordning, uden at dette skabte nogen rettigheder for de paagaeldende arbejdstagere ( 9 ). Sagen rejste saaledes det spoergsmaal, om en saadan ordning er forenelig med faellesskabsretten, navnlig naar henses til, at saadanne ordninger opvejer de oekonomiske fordele, som arbejdsgiveren vil kunne drage af, at han ikke er underlagt reglerne om mindsteloenninger i den medlemsstat, hvori tjenesteydelserne praesteres .
10 . I dommen gentog Domstolen det princip, der allerede var fremgaaet af dommen i Webb-sagen, nemlig at Traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser ikke alene forbyder aabenbar forskelsbehandling paa grundlag af tjenesteyderens nationalitet, men ogsaa alle skjulte former for forskelsbehandling, som, skoent de er baseret paa tilsyneladende neutrale kriterier, rent faktisk foerer til det samme resultat ( 10 ). Domstolen udtalte herefter :
"Dette gaelder ..., naar den forpligtelse til at betale arbejdsgiverens del af bidragene til den sociale sikring, som tjenesteydere med hjemsted paa statens eget omraade er underkastet, udstraekkes til arbejdsgivere, som er etableret i en anden medlemsstat, og som allerede skal betale tilsvarende bidrag for de samme arbejdstagere og for de samme beskaeftigelsesperioder i henhold til sidstnaevnte stats lovgivning . Under saadanne omstaendigheder indebaerer bestemmelserne i den stat, hvor tjenesteydelsen udfoeres, at de arbejdsgivere, der er etableret i en anden medlemsstat, oekonomisk paalaegges en yderligere byrde, idet de rent faktisk rammes haardere end de tjenesteydere, der er etableret paa statens eget omraade ." ( 11 )
Domstolen udtalte endvidere, at selv om en medlemsstat ganske kan naegte arbejdstagere fra tredjelande saavel indrejse som tilladelse til at udoeve loennet beskaeftigelse, kan den ikke paa dette grundlag paalaegge en tjenesteyder etableret i en anden medlemsstat en diskriminatorisk oekonomisk byrde ( 12 ).
11 . Der er en vis lighed mellem omstaendighederne i Seco-sagen og omstaendighederne i den foreliggende sag . Ogsaa i denne er problemet, hvilken kompetence medlemsstaterne ( her de "gamle" medlemsstater ) har bevaret for saa vidt angaar spoergsmaalet om regler vedroerende udoevelse af loennet beskaeftigelse, som stiller hindringer for, at en virksomhed, der anvender personale, som ikke kan stoette ret paa princippet om arbejdskraftens fri bevaegelighed, kan praestere tjenesteydelser . Det kriterium, der paa dette punkt fremgaar af dommen i Seco-sagen, er, at en national ordning, der som udgangspunkt finder generel anvendelse, ikke maa medfoere en skjult forskelsbehandling af tjenesteydere etableret i en anden medlemsstat . I Seco-sagen forelaa der en saadan forskelsbehandling, fordi de i andre medlemsstater etablerede arbejdsgivere skulle betale et arbejdsgiverbidrag for arbejdstagere, som der allerede i etableringsstaten var blevet betalt bidrag for, hvilket for disse arbejdsgivere medfoerte en stoerre oekonomisk byrde end den, der paahvilede konkurrenter etableret i den paagaeldende medlemsstat, som saaledes kun skulle indbetale bidrag i en enkelt medlemsstat . Situationen i naervaerende sag er imidlertid en anden . Bestemmelser som de i sagen omhandlede franske bestemmelser er ikke udtryk for en "gentagelse" med hensyn til bidrag, der allerede er betalt i etableringsstaten, eller med hensyn til betingelser, der allerede er blevet opfyldt dér . Bestemmelserne stiller derfor for saa vidt ikke udenlandske tjenesteydere konkurrencemaessigt ringere end franske tjenesteydere .
Denne forskel har dog ingen betydning i henseende til det ovennaevnte princip, der fremgaar af Domstolens praksis vedroerende den frie udveksling af tjenesteydelser . Enhver begraensning af retten til fri udveksling af tjenesteydelser skal vaere begrundet i almene hensyn og vaere noedvendig for at beskytte de interesser, der er tale om . Endvidere kan medlemsstaterne ikke paa grundlag af deres kompetence med hensyn til indvandring og adgang til loennet beskaeftigelse paalaegge tjenesteydere etableret i en anden medlemsstat en diskriminatorisk byrde . Det maa ogsaa fremhaeves, at hvad angaar de andre i Traktaten knaesatte rettigheder, antages det, at medlemsstaterne har bevaret en vis kompetence med hensyn til en naermere regulering, herunder i form af paalaeggelse af sanktioner, men at anvendelsen af nationale bestemmelser, der er hjemlet i denne kompetence, ikke maa undergrave en i Traktaten knaesat rettighed eller uden begrundelse opstille hindringer for udoevelsen af den ( 13 ).
Det er ud fra det naevnte udgangspunkt, nemlig at der i saa vidt omfang som muligt skal ske en sikring af en traktatmaessig rettighed, at jeg nu vil undersoege, hvilke forholdsregler de "gamle" medlemsstater uden at tilsidesaette tiltraedelsesakten kan traeffe over for tjenesteydere etableret i en anden medlemsstat .
Tiltraedelsesaktens retsvirkninger for saa vidt angaar spoergsmaalet om fri udveksling af tjenesteydelser
12 . Som jeg allerede har naevnt ( punkt 5 ovenfor ), indeholder tiltraedelsesakten hjemmel for de "gamle" medlemsstater til indtil 1993 at opretholde nationale bestemmelser, der for portugisiske statsborgere kraever forudgaaende tilladelse for saa vidt angaar indvandring og adgang til loennet beskaeftigelse . De "gamle" medlemsstater har saaledes bevaret deres ret til at naegte portugisiske arbejdstagere opholdstilladelse som omhandlet i direktiv 68/360 . Det maa vaere aabenbart, at en ordning med forudgaaende opholdstilladelse kun kan fungere i praksis, saafremt ordningen ogsaa skal overholdes af arbejdsgivere, der beskaeftiger portugisiske statsborgere, uanset om der er tale om "indenlandske" arbejdsgivere eller arbejdsgivere fra en anden medlemsstat . I de fleste tilfaelde er det saaledes arbejdsgiveren, der ansoeger om en opholdstilladelse . Det er endvidere aabenbart, at det er paa arbejdsgiverens foranledning, at stoerstedelen af arbejdstagerne i en virksomhed, der praesterer tjenesteydelser i en anden medlemsstat, indrejser i denne for at udfoere et arbejde .
Hvad er formaalet med tiltraedelsesaktens artikler 216 ff .? I henhold til Domstolens praksis er disse bestemmelser udtryk for en fravigelse ( der skal fortolkes indskraenkende ) af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed ( for saa vidt angaar portugisiske arbejdstagere ), og baggrunden er et oenske om at undgaa forstyrrelser paa arbejdsmarkederne i de "gamle" medlemsstater som foelge af en massiv indvandring af arbejdssoegende portugisiske statsborgere ( 14 ). Det er ud fra dette hensyn, at der ved tiltraedelsesakten blev indfoert en overgangsperiode, i hvilken arbejdstagernes bevaegelsesfrihed mellem medlemsstaterne er begraenset .
Opgaven er nu at fastlaegge retsstillingen, saaledes som denne foelger af forholdet mellem paa den ene side princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser, der ifoelge den tidligere naevnte domstolspraksis kun kan begraenses i det omfang, det er strengt noedvendigt, og paa den anden side de forholdsregler, som de "gamle" medlemsstater kan indfoere paa grundlag af bestemmelserne i tiltraedelsesakten, som Domstolen har fastslaaet maa fortolkes indskraenkende . Inden jeg redegoer for min egen stillingtagen hertil, vil jeg indledningsvis henlede opmaerksomheden paa de opfattelser, der er blevet gjort gaeldende for Domstolen . Der er enighed paa ét punkt : Fortolker man tiltraedelsesakten saaledes, at medlemsstaterne har bevaret en diskretionaer befoejelse til at afslaa at udstede opholdstilladelse til enhver portugisisk arbejdstager, som er ansat i en virksomhed, der praesterer tjenesteydelser, saaledes at virksomheden ville vaere noedsaget til kun at benytte sig af arbejdskraft fra de "gamle" medlemsstater, ville dette vaere ensbetydende med en ophaevelse af princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser for saa vidt angaar praestering af tjenesteydelser, der er forbundet med en flytning af arbejdstagere . De begraensninger, der er indeholdt i tiltraedelsesakten, kan herefter kun goeres gaeldende over for en bestemt kategori af portugisiske arbejdstagere . Det er med hensyn til spoergsmaalet om afgraensningen af denne kategori, at opfattelserne er meget forskellige .
13 . Den mest vidtgaaende opfattelse med hensyn til omfanget af retten til fri udveksling af tjenesteydelser er blevet gjort gaeldende af Rush . Naermere bestemt har Rush saaledes gjort gaeldende, at de paagaeldende bestemmelser i tiltraedelsesakten ikke opstiller nogen begraensninger overhovedet med hensyn til en tjenesteyders ansaettelse og beskaeftigelse af portugisiske statsborgere . Selskabets raesonnement er foelgende . Den omstaendighed, at selskabets portugisiske arbejdstagere befinder sig i Frankrig, er ganske uden sammenhaeng med spoergsmaalet om gennemfoerelsen af EOEF-Traktatens artikel 48 . De portugisiske arbejdstagere har ikke soegt arbejde i Frankrig og har ikke faaet adgang til det franske arbejdsmarked . De har haft et arbejde i Portugal og er indrejst i Frankrig som led heri med henblik paa - for Rush - at udfoere nogle arbejder, hvorved der ikke er tale om, at de vil goere krav paa at kunne tage permanent ophold i Frankrig som arbejdstagere . Deres arbejdsforhold er reguleret af portugisisk ret . De oppebaerer deres loen i Portugal, hvor de betaler skat, og de er fortsat underlagt den portugisiske sociale sikringsordning . Rush anfoerer paa denne baggrund, at disse arbejdstagere ikke kan anses som "arbejdstagere" i den i forordning nr . 1612/68 forudsatte betydning, saaledes at tiltraedelsesaktens bestemmelser om portugisiske arbejdstagere ikke finder anvendelse paa dem .
14 . Jeg kan ikke vaere enig heri . Domstolen har altid i sin praksis understreget, at begrebet "arbejdstager" efter faellesskabsretten er vidt og omfatter enhver statsborger i en medlemsstat, som faktisk og reelt udoever en loennet beskaeftigelse i en anden medlemsstat ( 15 ). Om beskaeftigelsen udoeves for en virksomhed etableret i en anden medlemsstat eller for en virksomhed etableret i den medlemsstat, hvori arbejdet udfoeres, er uden betydning for spoergsmaalet . Det er i overensstemmelse hermed, at det i betragtningerne til forordning nr . 1612/68 hedder, at "alle medlemsstaternes arbejdstagere skal have bekraeftet retten til at have beskaeftigelse efter eget valg inden for Faellesskabet; denne ret skal anerkendes uden forskel for 'permanente' arbejdstagere, saesonarbejdere, graensearbejdere og arbejdstagere, der udfoerer arbejde som led i en tjenesteydelse ". Der kan derfor ikke vaere nogen tvivl om, at bestemmelserne i forordning nr . 1612/68 ogsaa har til formaal at beskytte arbejdstagere ansat hos en tjenesteyder som Rush . Som naevnt er anvendelsen af reglerne om portugisiske arbejdstageres ret til at tage eller udoeve en loennet beskaeftigelse i en af den "gamle" medlemsstater dog i henhold til tiltraedelsesaktens artikel 216 udsat indtil 1993 ( jfr . punkt 5 ovenfor ). Artikel 216 er saaledes baseret paa den samme, vide, opfattelse af begrebet "arbejdstager" som den, der gaelder efter EOEF-Traktatens artikel 48 .
15 . Den mest restriktive fortolkning for saa vidt angaar princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser er blevet gjort gaeldende af den franske regering . Efter dennes opfattelse er de eneste, der ikke rammes af tiltraedelsesakten, ansatte hos en tjenesteyder, der har et "arbejde af betroet karakter" i virksomheden, hvorved menes personer, der saa at sige maa sidestilles med tjenesteyderen selv . Saadanne personer maa herefter - saaledes maa jeg forstaa den franske regerings indlaeg - have en ret til ophold i kraft af en status som tjenesteyder, jfr . direktiv 73/148/EOEF ( 16 ). Ifoelge den franske regering er der kun tale om en meget begraenset kategori af personer, nemlig personer, der er medlemmer af det paagaeldende selskabs ansvarlige ledelse, og som kan forpligte selskabet udadtil . Jeg kan lige saa lidt tilslutte mig denne begraensede fortolkning, saaledes som det snart vil fremgaa af redegoerelsen for min opfattelse . Jeg mener ikke, at den franske regerings opfattelse tager tilstraekkeligt hensyn til princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser, som Rush kan stoette ret paa .
16 . Kommissionen har gjort sig til talsmand for en "mellemloesning", idet den fra tiltraedelsesaktens bestemmelser vil undtage "specialiseret" personale og personale "med arbejde af betroet karakter" i den virksomhed, som praesterer tjenesteydelserne . Kommissionen har navnlig henvist til Raadets "almindelige program om ophaevelse af begraensninger i den frie udveksling af tjenesteydelser" fra 1962 ( 17 ). I programmets afsnit II hedder det :
"Inden udloebet af andet aar af overgangsperiodens anden etape skal der ... gennemfoeres aendringer af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser ..., for saa vidt de hindrer (( medlemsstaternes )) statsborgere eller det betroede eller fagligt kvalificerede personale, som ledsager tjenesteyderen, eller som udfoerer ydelsen for dennes regning, i at udfoere tjenesteydelserne ."
Denne udtalelse giver et interessant sammenligningsgrundlag med henblik paa den foreliggende sag, fordi udtalelsen tager det udgangspunkt, at det boer vaere muligt for en tjenesteyder - saafremt han i praksis skal kunne goere brug af sin ret til fri udveksling af tjenesteydelser - at benytte sig af bestemte kategorier af personale, ogsaa selv om de paagaeldende ikke kan stoette ret paa princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed ( det almindelige program er fra 1962, dvs . foer gennemfoerelsen af arbejdskraftens frie bevaegelighed i medfoer af EOEF-Traktatens artikler 48 og 49 ). Den naevnte sammenligning kan naturligvis ikke drages ud i sin yderste konsekvens, da udtalelsen stammer fra et tidspunkt, hvor heller ikke princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser var blevet foert ud i livet . I naervaerende sag befinder vi os paa en maade paa et senere stadium . Princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser er allerede fuldt ud blevet ivaerksat, men stoeder paa begraensninger, der udspringer af en ( midlertidig ) ufuldstaendig gennemfoerelse af princippet om arbejdskraftens frie bevaegelighed ( for saa vidt angaar portugisiske arbejdstagere ).
17 . De i det almindelige program opstillede kriterier kan dog vaere retningsgivende, og det er paa dem, jeg vil basere min opfattelse . Kriterierne tager udgangspunkt i den efter min mening rigtige ide, at den virksomhed, et selskab driver, ikke kan ses fuldstaendigt loesrevet fra de personer, der udgoer grundlaget for denne virksomhed . Dette gaelder saa meget mere et selskab, der praesterer tjenesteydelser, og hvis tilstedevaerelse i den medlemsstat, hvori de paagaeldende tjenesteydelser skal praesteres, principielt ikke er permanent ( 18 ). Den af et saadant selskab udoevede virksomhed er saaledes i vidt omfang afhaengig af selskabets mobilitet og dets muligheder for at arbejde hen over de nationale graenser . Taenker man herpaa, naar man vil give et selskabs ret til fri udveksling af tjenesteydelser et "praktisk" indhold, maa man efter min opfattelse tage udgangspunkt i den forudsaetning, at selskabet frit skal have mulighed for at benytte sig af det personale, der udgoer "kernen" i dets virksomhed, da dette er afgoerende noedvendigt for den praktiske udoevelse af selskabets virksomhed .
Jeg mener, at den naevnte betragtning maa gaelde personale, der indtager ledende stillinger i selskabet, eller som er ansat i betroede stillinger . I modsaetning til, hvad den franske regering anfoerer, er der her ikke blot tale om personer, der kan forpligte selskabet udadtil . Betegnelsen "ledende personale" omfatter efter min opfattelse ogsaa ansatte, der af selskabet har faaet til opgave at foere praesteringen af tjenesteydelser ud i livet, og som er i en lederposition og/eller kontrollerer selskabets virksomhed, for saa vidt angaar det oevrige relevante personale . Jeg mener ligeledes, at betegnelsen "personale med arbejde af betroet karakter" maa omfatte ansatte i stillinger, der forudsaetter et saerligt tillidsforhold mellem den ansatte og selskabet og/eller arbejdsgiveren ( 19 ). I det omfang, saadanne personers tilstedevaerelse i vaertslandet er en praktisk forudsaetning for, at tjenesteydelserne kan praesteres, kan vaertslandet ikke naegte at udstede en opholdstilladelse ( hvis gyldighedsperiode eventuelt kan begraenses til arbejdets paaregnede varighed ).
Efter min opfattelse kan vaertslandet heller ikke afvise at udstede opholdstilladelse til arbejdstagere, der er specialiserede eller i besiddelse af saerlige kvalifikationer, som er afgoerende for arbejdets udfoerelse, og som ikke uden store vanskeligheder og betydelige udgifter kan findes paa arbejdsmarkedet i de "gamle" medlemsstater . Med udtrykket ansatte med "saerlige kvalifikationer" sigtes der til personer med hoeje eller sjaeldne kvalifikationer, som udoever en beskaeftigelse eller et fag, der forudsaetter saerlige kundskaber ( 20 ). Et saadant tilfaelde kan blandt andet foreligge, naar selskabet har investeret betydelige midler i forbindelse med ansaettelsen eller uddannelsen af den paagaeldende . Forholdet maa selvsagt vurderes under hensyntagen til den virksomhed, selskabet udoever, og arten af den tjenesteydelse, der skal praesteres .
18 . Grundtanken bag den naevnte fortolkning er, at retten til fri udveksling af tjenesteydelser ( som tiltraedelsesakten ikke opstiller nogen begraensninger for ) i overensstemmelse med den domstolspraksis, som jeg tidligere har gennemgaaet, ikke maa undergraves i et saadant omfang, at den mister sin betydning, fordi der sker en uforholdsmaessig indskraenkning af det tjenesteydende selskabs dynamik . Jeg er endvidere klart af den opfattelse, at begraensningen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser ikke kan gaa ud over, hvad der er noedvendigt for at varetage hensynene bag tiltraedelsesakten . Naar henses hertil, maa det antages, at en ordning, der giver virksomhederne i Faellesskabet mulighed for med henblik paa at praestere tjenesteydelser i en anden medlemsstat at benytte sig af ledende personale eller ansatte med arbejde af betroet karakter samt arbejdstagere, der har saerlige kvalifikationer, som er afgoerende for praesteringen af tjenesteydelserne, og som ikke uden videre er til raadighed paa det lokale arbejdsmarked, ikke har en saa liberal karakter, at det maa befrygtes, at der vil ske en betydelig, for slet ikke at tale om massiv, indvandring af arbejdssoegende portugisiske statsborgere, som vil kunne medfoere forstyrrelser paa arbejdsmarkederne i de "gamle" medlemsstater . I de naevnte kriterier ligger der foerst og fremmest en fordel for de ( i det foreliggende tilfaelde ) portugisiske selskaber, der praesterer tjenesteydelser, og den skitserede ordning bevirker ikke, at ogsaa tjenesteydende selskaber i de "gamle" medlemsstater vil kunne rekruttere arbejdskraft paa det portugisiske arbejdsmarked, for saa vidt der er et potentiale for dette dér .
Det maa erkendes, at den undtagelse fra det i tiltraedelsesakten fastsatte principielle forbud, som de naevnte kriterier er udtryk for, er noget "selektiv", for saa vidt som loesningen foerst og fremmest vil aabne nogle muligheder for portugisiske selskaber, der praesterer tjenesteydelser, som ikke forudsaetter en medbringelse af et stort antal arbejdstagere . Dette er dog den uundgaaelige konsekvens af, hvad der har vaeret oensket med tiltraedelsesakten, nemlig i en overgangsperiode at bremse op for indvandringen af portugisisk arbejdskraft for at undgaa forstyrrelser paa arbejdsmarkederne i de "gamle" medlemsstater .
Hvilke sanktioner kan der gribes ind med?
19 . Min hidtidige undersoegelse giver et svar paa spoergsmaalet om, for hvilke kategorier af arbejdstagere de "gamle" medlemsstater er forpligtet til at meddele opholdstilladelse . Det fremgaar imidlertid af sagen, at Rush ikke ansoegte om opholdstilladelse for nogen af de ansatte, som selskabet medbragte til Frankrig, og at disse arbejdstagere heller ikke selv indgav saadanne ansoegninger . Under disse omstaendigheder maa spoergsmaalet om lovligheden af en administrativt paalagt boede i form af et "saerligt bidrag" som det, ONI paalagde Rush at betale, undersoeges saerskilt for henholdsvis de ansatte, for hvilke opholdstilladelse ikke kunne naegtes, og de ansatte, for hvem opholdstilladelse kunne naegtes .
20 . Lad mig foerst behandle spoergsmaalet om de ansatte, for hvilke en opholdstilladelse ikke kunne naegtes . Med henblik paa udfoerelsen af de paagaeldende arbejder kunne der ikke gribes ind over for retten til at udoeve en loennet beskaeftigelse paa det sted, hvor tjenesteydelserne skulle praesteres, og de paagaeldende ansatte har derfor krav paa at faa udstedt en opholdstilladelse efter artikel 6, stk . 3, i direktiv 68/360 . Domstolen har flere gange fastslaaet, at udstedelsen af denne form for opholdstilladelse kun har en konstaterende virkning, saaledes at forholdet ikke kan sidestilles med opholdstilladelser for udlaendinge i almindelighed ( 21 ). Domstolen har paa dette grundlag antaget, at der ikke til en manglende iagttagelse af formaliteter, som en af faellesskabsretten beskyttet arbejdstager skal opfylde som bevis for sin ret til ophold, kan vaere knyttet strengere sanktioner end dem, der er forbundet med mindre betydningsfulde lovovertraedelser begaaet af medlemsstatens egne statsborgere ( sammenlignelighedskriterium ) ( 22 ). Domstolen har endvidere udtalt, at der ikke kan anvendes en sanktion, der staar i et saadant misforhold til lovovertraedelsens grovhed, at den kommer til at udgoere en hindring for arbejdskraftens frie bevaegelighed . Allerede dette udelukker faengselsstraf eller udvisning ( 23 ).
De principper, der fremgaar af de naevnte domme, boer efter min opfattelse ogsaa gaelde sanktioner over for en arbejdsgiver, der undlader at ansoege om ( konstaterende ) tilladelser for sine ansatte . Jeg mener derfor, at en sanktion som den, der er tale om i hovedsagen, savner retligt grundlag . Formaalet er i realiteten at opretholde de nationale myndigheders diskretionaere befoejelser med hensyn til at meddele eller at afslaa opholdstilladelser . Hvad der derimod ville vaere lovligt, er en mindre sanktion som den, vaertslandet bringer i anvendelse over for sine egne statsborgere, naar de undlader at forny et identitetsbevis .
21 . Forholdet er et helt andet for saa vidt angaar arbejdstagere, over for hvilke medlemsstaten har bevaret sine diskretionaere befoejelser med hensyn til at afslaa en arbejds - eller opholdstilladelse . De anfoerte proportionalitetsbetragtninger goer sig ikke gaeldende, for saa vidt saadanne arbejdstagere ikke kan stoette ret paa det i Traktaten knaesatte princip om arbejdskraftens frie bevaegelighed . Der skal derimod handles i overensstemmelse med princippet om, at sanktionen ikke maa staa i et saadant misforhold til overtraedelsens grovhed, at den undergraver princippet om den frie udveksling af tjenesteydelser .
Kan der opkraeves et gebyr for udstedelse af en tilladelse?
22 . Som allerede naevnt vil jeg endelig undersoege spoergsmaalet om, hvorvidt medlemsstaterne kan goere udstedelsen af en arbejds - eller opholdstilladelse for portugisiske statsborgere betinget af, at deres arbejdsgiver betaler bestemte gebyrer .
Ogsaa svaret herpaa afhaenger af, om der er tale om arbejdstagere, for hvem en tilladelse kan naegtes . Hvad angaar de ansatte, som havde krav paa en opholdstilladelse, kan man basere sig paa artikel 9 i direktiv 68/360, hvorefter medlemsstaterne er forpligtet til at udstede de paagaeldende dokumenter gratis eller mod betaling af et beloeb, der ikke overstiger det gebyr, som skal betales af indenlandske statsborgere for udstedelse af identitetskort .
Hvad angaar arbejdstagere, som medlemsstaterne kan naegte opholdstilladelse, kan udstedelsen af en tilladelse efter min opfattelse goeres betinget af, at arbejdsgiveren betaler en afgift, forudsat at en saadan opkraeves uden forskel af saavel indenlandske arbejdsgivere som arbejdsgivere fra andre medlemsstater, og beloebet ikke staar i et misforhold til formaalet . Det er aabenbart, at det henhoerer under den nationale retsinstans at foretage den konkrete vurdering paa grundlag af disse kriterier .
Det tredje spoergsmaal
23 . Ved dette spoergsmaal oensker den nationale retsinstans oplyst, om de ansatte hos Rush, hvis beskaeftigelse gav anledning til ONI' s afgoerelse om, at selskabet skulle indbetale et saerligt bidrag, kan anses som specialiseret personale eller personale med et arbejde af betroet karakter, jfr . bilaget til forordning nr . 1612/68 .
Det er ikke nogen tilfaeldighed, at saavel Rush som den portugisiske og den franske regering har gjort gaeldende, at dette bilag ( ligesom artikel 16, stk . 3, i den forordning, som bilaget vedroerer ) kun angaar udligningsordningen inden for Faellesskabet med hensyn til tilbud og ansoegninger om beskaeftigelse ( jfr . forordningens artikler 15 og 16 ). "Udligningsordningen" er en ordning inden for Faellesskabet vedroerende formidling af arbejde, hvorefter der skal ske en udveksling af oplysninger mellem arbejdsformidlingsmyndighederne i de forskellige medlemsstater . De naermere regler i forbindelse hermed er uden betydning for afgoerelsen af hovedsagen . Derimod kan de i bilaget angivne definitioner af begreberne "specialisering" og "det tilbudte arbejdes betroede karakter" vaere en inspirationskilde med henblik paa at afgraense de kategorier af arbejdstagere, som en tjenesteydende virksomhed kan ansaette paa det portugisiske arbejdsmarked allerede foer 1993 ( jfr . punkt 17 ovenfor ).
Sammenfatning
24 . Jeg skal herefter foreslaa, at Domstolen besvarer de praejudicielle spoergsmaal fra tribunal administratif de Versailles saaledes :
"EOEF-Traktatens artikler 59 og 60 og artiklerne 215-218 i akten vedroerende vilkaarene for Kongeriget Spaniens og Republikken Portugals tiltraedelse, undertegnet den 12 . juni 1985, skal fortolkes saaledes, at et selskab i en af Faellesskabets medlemsstater, der praesterer tjenesteydelser, med henblik paa at praestere tjenesteydelser i en anden medlemsstat ( vaertslandet ) kan medbringe portugisiske arbejdstagere, der er en del af selskabets ledelse, og ansatte, hvis arbejde forudsaetter et saerligt tillidsforhold, eller som har saerlige kvalifikationer, der er afgoerende for praesteringen af tjenesteydelserne, og som ikke uden betydelige vanskeligheder kan ansaettes paa arbejdsmarkederne i de gamle medlemsstater, forudsat at de naevnte arbejdstageres tilstedevaerelse i vaertslandet er en forudsaetning for, at det tjenesteydende selskab effektivt kan udoeve sin virksomhed . Hvad angaar saadanne arbejdstagere, kan vaertslandet ikke knytte nogen betingelser til udstedelsen af en opholdstilladelse, jfr . artikel 6, stk . 3, i direktiv 68/360 . Undlader arbejdstageren eller arbejdsgiveren at ansoege om et saadant dokument, kan der kun hertil knyttes sanktioner, der ikke gaar ud over de sanktioner, der bringes i anvendelse over for indenlandske statsborgere i anledning af mindre alvorlige lovovertraedelser, der maa sidestilles hermed . I henhold til artikel 9 i direktiv 68/360 skal dokumentet udstedes gratis eller mod betaling af et beloeb, der ikke overstiger det gebyr, der betales af indenlandske statsborgere for udstedelse af identitetskort .
Hvad angaar andre kategorier af portugisiske arbejdstagere, bevarer de andre medlemsstater indtil den 1 . januar 1993 deres kompetence til at kraeve, at der skal foreligge en tilladelse, foer der kan ske indrejse med henblik paa udoevelse af en loennet beskaeftigelse, ligesom disse medlemsstater kan forlange, at tjenesteydende selskaber, der beskaeftiger saadanne arbejdstagere, overholder bestemmelser herom . Der kan til overtraedelse af saadanne bestemmelser dog ikke vaere knyttet en sanktion, der staar i et saadant misforhold til overtraedelsens grovhed, at sanktionen undergraver princippet om den frie udveksling af tjenestydelser . Udstedelse af tilladelser som omhandlet kan goeres betinget af, at de paagaeldende arbejdstageres arbejdsgiver betaler en afgift, forudsat at denne opkraeves uden forskel af saavel indenlandske arbejdsgivere som arbejdsgivere fra andre medlemsstater, og at afgiften ikke staar i et misforhold til det formaal, den tjener ."
(*) Originalsprog : nederlandsk .
( 1 ) Raadets direktiv af 15 . oktober 1968 om afskaffelse af restriktioner om rejse og ophold inden for Faellesskabet for medlemsstaternes arbejdstagere og deres familiemedlemmer ( EFT 1968 II, s . 477 ).
( 2 ) I det foelgende vil jeg udelukkende omtale portugisiske arbejdstagere, men da tiltraedelsesaktens artikler 55-58 er identiske med artiklerne 215-218, gaelder mine betragtninger lige saa vel spanske arbejdstagere .
( 3 ) Dom af 18 . januar 1979, Van Wesemael ( 110/78 og 111/78, Sml . s . 35 ).
( 4 ) Dom af 17 . december 1981, praemis 17 ( 279/80, Sml . s . 3305, se ogsaa dom af 18 . januar 1979, Van Wesemael, jfr . ovenfor, og den senere dom af 4 . december 1986, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, navnlig praemis 27 ( 205/84, Sml . s . 3755 ).
( 5 ) Dom af 4 . december 1986, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, jfr . ovenfor, praemis 27 .
( 6 ) Praemis 28 i dommen .
( 7 ) Dom af 17 . december 1981, jfr . navnlig praemisserne 13-15 ( 272/80, Sml . s . 3277 ).
( 8 ) Dom af 3 . februar 1982 ( 62/81 og 63/81, Sml . s . 223 ).
( 9 ) Praemis 3 i dommen . Det fremgaar endvidere af dommen, at de omhandlede luxembourgske bestemmelser var blevet indfoert for at forhindre, at arbejdsgivere benyttede udenlandsk arbejdskraft for at undgaa at skulle betale de paagaeldende arbejdsgiverbidrag ( praemis 4 i dommen ).
( 10 ) Praemis 8 i dommen .
( 11 ) Praemis 9 i dommen .
( 12 ) Praemisserne 11 og 12 i dommen .
( 13 ) Jeg henviser her, hvad angaar spoergsmaalet om fri bevaegelighed for personer, til dom af 7 . juli 1976, Watson og Belman, navnlig praemisserne 17 og 21 ( 118/75, Sml . s . 1185 ), dom af 3 . juli 1980, Pieck ( 157/79, Sml . s . 2176 ), og dom af 12 . december 1989, Messner ( C-265/88, Sml . s . 2409 ). Hvad angaar de frie varebevaegelser, henviser jeg til dom af 11 . november 1981, Casati, navnlig praemis 27 ( 203/80, Sml . s . 2595 ), og dom af 15 . december 1976, Donckerwolcke, navnlig praemisserne 32-38 ( 41/76, Sml . s . 1921 ).
( 14 ) Jfr . dom af 27 . september 1989, Lopes da Veiga, navnlig praemis 10 ( 9/88, Sml . s . 2989 ), og dom af 23 . marts 1983, Peskeloglou, navnlig praemis 12 ( 77/82, Sml . s . 1085 ) ( denne sag vedroerte fortolkningen af en tilsvarende bestemmelse i akten vedroerende Graekenlands tiltraedelse ).
( 15 ) Jfr . f.eks . dom af 3 . juni 1986, Kempf, navnlig praemisserne 8-14 ( 139/85, Sml . s . 1741 ), der henviser til dommen af 23 . marts 1982, Levin ( 53/81, Sml . s . 1035 ).
( 16 ) Raadets direktiv af 21 . maj 1973 om ophaevelse af rejse - og opholdsbegraensningerne inden for Faellesskabet for statsborgere i medlemsstaterne med hensyn til etablering og udveksling af tjenesteydelser . I henhold til dette direktivs artikel 4 bestaar der en ret til ophold for statsborgere i en medlemsstat, der oensker at praestere tjenesteydelser i en anden medlemsstat .
( 17 ) EFT Specialudgave, 2 . serie, IX, s . 3 .
( 18 ) Jfr . den allerede i note 4 naevnte dom af 4 . december 1986, Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland, navnlig praemisserne 19-21 .
( 19 ) Dette ligger paa linje med den definition af arbejde af betroet karakter, der er indeholdt i bilaget til forordning ( EOEF ) nr . 1612/68 . I henhold til forordningens artikel 16, stk . 3, litra a ), er tilbud om beskaeftigelse, der lyder paa navn, og som vedroerer arbejde af betroet karakter, undtaget fra udligningsordningen i artiklerne 15 og 16 .
( 20 ) Dette er ogsaa baseret paa undtagelsesreglen i artikel 16, stk . 3, i forordning ( EOEF ) nr . 1612/68, hvorefter tilbud, der lyder paa navn, og som vedroerer en "specialiseret" stilling, er undtaget fra udligningsordningen .
( 21 ) Jfr . dom af 3 . juli 1980, Pieck, navnlig praemisserne 11-13 ( 157/79, Sml . s . 2171 ), der henviser til dom af 14 . juli 1977, Sagulo ( 8/77, Sml . s . 1495 ).
( 22 ) Den i foregaaende note naevnte dom i Pieck-sagen, praemisserne 15-19 .
( 23 ) Dommen i Pieck-sagen, jfr . ovenfor, a.st ., og dommen i Messner-sagen, jfr . note 13, praemis 14 .
Top