FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
WALTER VAN GERVEN
fremsat den 2. maj 1990 ( *1 )
Høje Domstol.
1.
De præjudicielle spørgsmål, som Verwaltungsgericht Frankfurt am Main (herefter benævnt »den nationale ret«) har forelagt i nærværende sag, drejer sig om, hvilke beføjelser der tilkommer medlemsstaterne ved udfyldning af EF-rettens lakuner, i denne sag navnlig for så vidt angår reglerne om støtte til destillation af bordvin.
Faktiske omstændigheder
2.
Tvisten mellem parterne i hovedsagen drejer sig om tildeling af støtte til destillation af bordvin, som fandt sted i vinproduktionsåret 1983/1984. Jeg skal i det følgende kort beskrive de EF-regler, som er relevante for sagen, og hvorledes Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft (herefter benævnt »Bundesamt«) har afhjulpet lakunerne i disse regler.
Den i produktionsåret 1983/1984 gældende grundforordning var Rådets forordning (EØF) nr. 337/79 om den fælles markedsordning for vin ( 1 ). Markedsordningen havde blandt andet som erklæret formål at stabilisere markedet inden for vinsektoren gennem en tilpasning af produktionen til efterspørgslen. I dette øjemed blev der ved forordningen blandt andet skabt mulighed for at yde støtte til forebyggende destillation af visse bordvine (jf. forordningens artikel 11). De generelle forskrifter om forebyggende destillation (såvel frivillig som obligatorisk destillation) er indeholdt i Rådets forordning (EØF) nr. 2179/83 ( 2 ). Ifølge denne forordning findes der to muligheder for at opnå støtte til frivillig destillation. Den ene er, at producenten indgår en leveringskontrakt med et destilleri og indsender kontrakten til det kompetente interventionsorgan med henblik på dettes godkendelse (jf forordningens artikel 4). Den anden er, at en producent, som selv råder over et destilleri eller agter at lade destillationen foregå på et fremmed, godkendt destilleri, indsender en erklæring om levering til interventionsorganet med henblik på dettes godkendelse (jf. artikel 5). Interventionsorganet udbetaler herefter producenten den for destillationen fastsatte støtte, når der er fremlagt »bevis... for, at den samlede mængde vin, der er anført i kontrakten eller angivelsen ... er destilleret« (jf artikel 7, stk. 3).
3.
Gennemførelsesbestemmelserne for ydelse af støtte til destillation af vin i vinproduktionsåret 1983/1984 blev udstedt ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2373/83 ( 3 ). Ifølge forordningen skal støttebeløbet beregnes på grundlag af den procentdel, som det faktiske alkoholindhold udgør pr. hektoliter af det ved destillationen frembragte produkt, ligesom støttebeløbet differentieres efter den vintype, som det destillerede produkt er fremstillet af (jf. artikel 5). Hvad angår destillationen af hvid bordvin (hvilket er det produkt, hovedsagen vedrører), udbetales der i henhold til forordningen støtte efter tre forskellige satser afhængig af, om bordvinen er en type A I, A II eller A III. Satsen er højest for bordvin af type A III og lavest for bordvin af type A I. De nævnte typer hvide bordvine er nærmere defineret i Rådets forordning (EØF) nr. 340/79 ( 4 ). Forordningens artikel 2 lyder således:
»Hvide bordvinstyper er:
a)
hvid bordvin, undtagen den under litra b) og c) nævnte, med et virkeligt alkoholindhold på mindst 10% vol. og højst 12% vol.; den benævnes ’type A I’;
b)
hvid bordvin fra vinstoksorter af arterne Sylvaner eller Müller-Thurgau; den benævnes ’type A II’;
c)
hvid bordvin fra vinstoksorter af arten Riesling; den benævnes ’type A III’«.
Forordningens artikel 3 bestemmer som følger:
»Fortegnelserne over de i ... artikel 2, litra b) og litra c), nævnte vinstoksorter opstilles efter fremgangsmåden i artikel 67 i forordning (EØF) nr. 337/79« ( 5 ).
På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var fortegnelsen over de vinstoksorter, som er nævnt i artikel 3, endnu ikke udfærdiget. Dette er den første af sagens to lakuner. Som Kommissionen har anført i sine indlæg, kunne medlemsstaternes repræsentanter i Forvaltningskomitéen ikke nå til enighed om en række forslag, som Kommissionen havde fremsat vedrørende fastlæggelsen af ensartede kriterier for klassifikation af vine samt udfærdigelse af lister på grundlag af disse kriterier. I mangel heraf foretog Bundesamt selv en klassifikation af de tyske bordvine, hvilket skete ved udstedelse af en »Bekanntmachung« (bekendtgørelse), som var offentliggjort i Bundesanzeiger af 21. marts 1979. Ifølge bekendtgørelsen henhører bordvine fra vinstoksorterne Auxerrois, Weißer Burg-under, Weißer Riesling og Rtlländer under type A III. Alle andre hvide bordvine er klassificeret i gruppe A II. Der findes dermed ikke efter bekendtgørelsen nogen tyske vine af type A I.
4.
Den anden lakune i sagen vedrører EF's regler om de oplysninger, som skal være angivet i de førnævnte destillerationskontrakter eller -erklæringer. Det bestemmes således i artikel 4, stk. 2, jf. artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning nr. 2179/83, at kontrakten eller erklæringen »mindst [skal] indeholde oplysning om mængden af vin, dens farve og virkelige alkoholindhold udtrykt i volumen«. Artikel 2, stk. 2, i Kommissionens forordning nr. 2373/83 indeholder mere detaljerede forskrifter om de oplysninger, som skal angives. Efter denne bestemmelse skal de omhandlede kontrakter og erklæringer således navnlig indeholde »mindst« følgende oplysninger:
»a)
Mængde, farve og virkeligt alkoholindhold for den vin, der skal destilleres, med angivelse af, om der er tale om bordvin eller vin egnet til fremstilling af bordvin;
b)
producentens navn og adresse;
c)
vinens oplagringssted;
d)
destillatørens navn eller destilleriets firmabetegnelse ;
e)
destilleriets adresse«.
Det er ikke noget udtrykkeligt krav efter bestemmelsen, at kontrakten eller erklæringen indeholder oplysning om den type bordvin, for hvilken der ansøges om støtte. Dette er en væsentlig forsømmelse, eftersom støttebeløbet i henhold til artikel 5 i Kommissionens forordning nr. 2373/83 fastsættes ikke blot på grundlag af det faktiske alkoholindhold i det ved destillationen frembragte produkt, men også afhænger af, hvilken type vin (A I, A II eller A III), der destilleres (jf. pkt. 3). Da bordvin af typerne A II og A III (i modsætning til type A I) ikke defineres på grundlag af vinens faktiske alkoholindhold, kan støtten til den destillerede vin ikke beregnes, såfremt kontrakten eller erklæringen ikke angiver den vintype, der destilleres. For at afhjælpe dette har Bundesamt, som det fremgår af forelæggelseskendelsen og er oplyst af Bundesamts repræsentant under retsmødet, på eget initiativ fastsat den betingelse, at den støtteandragende virksomhed skal afgive visse oplysninger om vintypen.
5.
De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten i hovedsagen, kan sammenfattes som anført i det følgende. Sagsøgeren i hovedsagen, Weingut Dietz-Matti (herefter benævnt »vinproducenten«), indsendte den 14. januar 1984 en erklæring om levering af bordvin, som skulle destilleres i et godkendt destilleri. Som jeg tidligere har nævnt, skulle der også ved denne lejlighed i henhold til den erklæring, som Bundesamt foreskriver anvendt, afgives oplysninger om den vintype, som blev frembudt til destillation. Ifølge vinproducentens egne angivelser vedrørte ansøgningen destillation af 178 hl bordvin af typen »A III Riesling«. Ifølge erklæringen skulle der altså ydes støtte efter den højeste sats (jfr. pkt. 3). Ved afgørelse af 15. august 1984 blev der tilkendt vinproducenten en støtte på 24379,65 DM. Under en kontrol hos vinproducenten viste det sig imidlertid, at den destillerede mængde også indeholdt i alt 18,35% Kerner og 1,76% Gewürtztraminer. Ved sin afgørelse af 3. oktober 1985 trak Bundesamt herefter den tidligere afgørelse om tilkendelse af støtte tilbage med den begrundelse, at de to nævnte vine henhørte under gruppe A II og at de vine, som var anvendt ved sammenstikningen, ikke var angivet i erklæringen. Bundesamt krævede endvidere hele støttebeløbet tilbage under henvisning til, at der ikke var overensstemmelse mellem den faktisk destillerede og den i erklæringen angivne vin.
6.
Den 15. oktober 1985 indgav vinproducenten en administrativ klage over denne afgørelse, hvori han gjorde gældende, at vin af vinstoksorten Kerner overvejende består af Riesling og kan betragtes som en vintype i gruppe A III. Ved klageafgørelse af 5. juni 1986 blev klagen imidlertid afvist med den begrundelse, at der ikke var overensstemmelse mellem den destillerede vin og den i erklæringen angivne vin. Vinproducenten indbragte herefter klageafgørelsen til prøvelse ved den nationale ret, som har udsat sagen og forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1)
Er det en betingelse for at opnå støtte, at vintypen er korrekt angivet i destillationserklæringen i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2373/83?
2)
Kan også andre vinstoksorter end de i artikel 2 i forordning (EØF) nr. 340/79 nævnte klassificeres under vintype A II, henholdsvis vintype A III? Efter hvilke kriterier skal denne klassifikation foretages?
3)
a)
Kan en sammenstikning, som efter de tyske betegnelsesforskrifter alene må bringes i handelen under angivelse af én vinstoksort, henføres under den gruppe af vintyper, som denne vinstoksort omfatter?
b)
Kan der i benægtende fald ved anden blanding af vintyperne A II og A III forud for destillationen ydes støtte i forhold til vintypernes andele?
c)
Kan der i benægtende fald ydes støtte efter opsamlingsbestemmelsen vedrørende vintype A I?«
7.
Inden jeg gennemgår selve de præjudicielle spørgsmål skal jeg behandle problemet, om en myndighed i medlemsstaterne lovligt kan træffe foranstaltninger til afhjælpning af lakuner i en fælles markedsordning.
Retlig bedømmelse af Bundesamts foranstaltninger
8.
Domstolen har flere gange fastslået i sin praksis, at i tilfælde, hvor EF har udnyttet sin kompetence til at foretage en udtømmende regulering af en fælles markedsordning inden for en bestemt sektor, tilkommer der ikke medlemsstaterne nogen resterende kompetence til at udstede generelle retsforskrifter for den pågældende sektor. Den omstændighed, at retsforskrifterne indeholder visse kaluner ( 6 ) og uklarheder ( 7 ), indebærer imidlertid ikke, at medlemsstaterne derved erhverver en selvstændig kompetence til at udstede bestemmelser på området. Medlemsstaterne må som hovedregel udfylde sådanne lakuner under hensyntagen til formålene med den pågældende fælles markedsordning.
På den anden side vil det kunne fremgå af en bestemt markedsordnings faktiske udformning og formål, at der ikke desto mindre tilkommer medlemsstaterne en vis resterende kompetence til at udstede generelle retsforskrifter. Domstolen fastslog således i sagen Pluimveeslachterijen Midden-Nederland og Van Miert fra 1984 ( 8 ), at medlemsstaterne i tilfælde, hvor Rådet har undladt at vedtage de nødvendige gennemførelsesbestemmelser til en fælles markedsordning, midlertidigt kan opretholde eller indføre en national ordning, såfremt denne er forenelig med principperne for den fælles markedsordning og tjener til opfyldelse af markedsordningens formål ( 9 ). Allerede i den ældre dom i Scheer-sagen havde Domstolen fastslået, at medlemsstaterne er berettiget, og efter EØF-Traktatens artikel 5 forpligtet til at gøre alt, hvad der står i deres magt til at sikre, at alle forordningsbestemmelser får de tilsigtede retsvirkninger ( 10 ).
Som tidligere nævnt fremgår det endvidere af Domstolens praksis, at de foranstaltninger, der træffes af de nationale myndigheder, kun har en foreløbig karakter ud fra det bagved liggende princip om, at medlemsstaterne i denne relation optræder som håndhævere af Fællesskabets interesser og i denne egenskab udfylder en lakune under hensyntagen til formålene med den fælles markedsordning.
9.
Jeg skal herefter anvende de principper, Domstolen har opstillet i sin praksis, på de foranstaltninger, Bundesamt har truffet for at udfylde de førnævnte lakuner i den fælles markedsordning for vin.
Hvad her angår forpligtelsen til en korrekt angivelse af vintypen i destillationserklæringen, kan der for mig at se ikke være begrundet tvivl om lovligheden af den nationale foranstaltning. Som tidligere anført afhænger støttebeløbets størrelse efter Kommissionens forordning nr. 2373/83 nemlig af den pågældende vintype, hvortil kommer, at typerne A II og A III er defineret på grundlag af de vinstoksorter, som de fremstilles af. Såfremt der ikke findes nogen oplysninger om vintypen eller om den vinstoksort, som den til destillation frembudte vin skal fremstilles af, er det derfor hverken muligt at yde støtte eller at kontrollere rigtigheden af den afgivne erklæring. De foranstaltninger, som Bundesamt har truffet for at udfylde lakunerne i artiklerne 4 og 5 i Rådets forordning nr. 2179/83 og i artikel 2 i Kommissionens forordning nr. 2373/83 er derfor i fuld overensstemmelse med forordningens formål. I øvrigt findes den af Bundesamt foretagne udfyldning af bestemmelserne ikke at være i strid med disses ordlyd, når henses til, at der i bestemmelserne er anvendt ordet »mindst«.
10.
Jeg finder heller ikke, at der er grund til at rette kritik mod den udbedring af den anden af de nævnte lakuner, som skete ved udfærdigelsen af en fortegnelse over vinstoksorter som forudsat i artikel 3 i forordning (EØF) nr. 340/79. Bundesamts handlemåde bør her vurderes på baggrund af, at det ikke var rykkedes EF's forvaltningskomité at opnå enighed om det konkrete indhold af de gennemførelsesforanstaltninger, som skulle træffes efter artikel 3. For at kunne beregne destillationsstøtten efter Kommissionens forordning nr. 2373/83 var det imidlertid nødvendigt at udfærdige en sådan fortegnelse. Det må derfor, i overensstemmelse med det princip, som Domstolen opstillede i dommen Pluimveeslachterijen Midden-Nederland og Van Miert samt i Scheer-dommen, undersøges, om de kriterier, som Bundesamt anvendte i bekendtgørelsen, er forenelige med principperne for den fælles markedsordning, og om de tjener til opfyldelse af dennes formål.
Den klassifikation, der er foretaget ved Rådets forordning nr. 340/79, skal tjene til fastsættelse af en orienteringspris for hver enkelt af de bordvine, som er repræsentative for produktionen inden for Fællesskabet. Som anført i betragtningerne til forordningen, kan spørgsmålet, om en bordvin er repræsentativ, enten vurderes på grundlag af det faktiske alkoholindhold (hvilket er tilfældet med type A I) eller på grundlag af den pågældende bordvins »kendetegn«. For typerne A II og A III består disse objektive kendetegn i en henvisning til de(n) vinstoksort(er), som bordvinen er fremstillet af. Som anført af Kommissionen under retsmødet, har disse henvisninger imidlertid ikke nogen »biologisk« karakter, og opregningen er heller ikke udtømmende. Der er blot tale om eksempler af kvalitativ art, dvs. eksempler på vinstokke, der på grund af deres kvalitet kan komme i betragtning til en støtte i den højeste eller midterste kategori.
Den af Bundesamt i bekendtgørelsen foretagne klassifikation af de vinstoksorter, som ikke udtrykkeligt er nævnt blandt typerne A II og A III i artikel 2 i Rådets forordning nr. 340/79, er foretaget på grundlag af de kvalitative kendetegn for den vin, der fremstilles af disse vinstoksorter, og som bestemmer vinens pris. Kommissionen har godkendt denne klassifikationsmetode som værende baseret på et objektivt kriterium, nemlig henholdsvis kvalitet og pris, der er i overensstemmelse med det i forordningen indeholdte formål om fastsættelse af en orienteringspris for bordvin (og beregning af støtten til destillation). Når det endvidere tages i betragtning, som anført af Kommissionen under retsmødet, at det er vanskeligt at fastsætte generelt anvendelige klassifikationskriterier, fordi der er stor forskel i medlemsstaterne på, hvorledes enkelte vinstoksorter vurderes, må det, så længe der ikke er fastsat ensartede kriterier på EF-plan, antages, at de af Bundesamt i bekendtgørelsen anvendte kriterier ikke er uforenelige med formålene med den fælles markedsordning.
På grundlag af den konklusion, jeg hermed er nået til vedrørende spørgsmålet, om Bundesamts klassifikationskriterier er forenelige med fællesskabsretten, kan jeg forholdsvis hurtigt gøre op med de tre præjudicielle spørgsmål.
Første spørgsmål
11.
Af det allerede anførte kan altså konkluderes, at Bundesamt lovligt kan bestemme, at det er en betingelse for tilkendelse af støtte, at vintypen er korrekt angivet i erklæringen. Selv om de nationale retsforskrifter ikke indeholder noget udtrykkeligt krav herom, er en sådan angivelse nødvendig, hvis støtteordningen for destillation af hvid bordvin skal kunne fungere hensigtsmæssigt. Under hensyn til, at det i øvrigt er af væsentlig betydning, at vintypen er korrekt angivet i erklæringen, må oplysningen herom endvidere antages at udgøre en egentlig betingelse for tilkendelse af støtte og ikke blot et element ved beregningen af støttebeløbets størrelse ( 11 ).
Dette betyder konkret, at det er en betingelse for at opnå støtte til destillation af hvid bordvin af typerne A II og A III, at kontrakten eller erklæringen indeholder oplysning om den vintype, der skal destilleres, eller om den vinstoksort, som vinen fremstilles af. For hvid bordvin af type A I, som i henhold til artikel 2 i forordning nr. 340/79 er defineret udelukkende på grundlag af det faktiske alkoholindhold, gælder der efter de nuværende EF-regler lempeligere krav, idet det her er tilstrækkeligt, at erklæringen, hvis den ikke angiver vintypen, angiver det faktiske alkoholindhold, således at det fremgår, at der foreligger en vin af type A I, dvs. en vin med et alkoholindhold på mellem 10 og 12%.
Jeg skal derfor foreslå Domstolen, at det første spørgsmål besvares på den måde, at det er en betingelse for at opnå støtte til vine af typerne A II og A III, at vintypen er korrekt angivet i destillationserklæringen i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 2373/83. For vine af type A I er det tilstrækkeligt, at det faktiske alkoholindhold er oplyst.
Andet spørgsmål
12.
Begrundelsen for det andet af de forelagte spørgsmål, som drejer sig om, hvorvidt vin af typerne A II og A III kan fremstilles af andre vinstoksorter end dem, der er nævnt i artikel 2 i Rådets forordning nr. 340/79, var, at vinproducenten i destillationsformularen havde angivet, at vinen var en type »A III Riesling«, hvorimod den destillerede mængde også indeholdt en vis andel Kerner og Gewiirtztraminer. Efter Bundesamts opfattelse henhører begge de to sidstnævnte vine under gruppe A II (som i-følge den tyske bekendtgørelse har karakter af en opsamlingskategori for tyske bordvine). Under hovedsagen gjorde vinproducenten imidlertid gældende, at den vin, der hidrørte fra vinstoksorten Kerner, hovedsagelig bestod af Riesling, hvorfor den destillerede mængde kunne betragtes som værende af type A III også i betragtning af den tolerancemængde, der gjaldt inden for det pågældende vinproduktionsår (jf. i det følgende under pkt. 13).
Den nationale ret har i denne forbindelse rejst det spørgsmål, om »Riesling« anvendes som en artsbetegnelse i forordning nr. 340/79, og om Bundesamt med den udstedte bekendtgørelse derfor må antages med rette at have klassificeret også andre vinstoksorter, såsom Auxerrois, Weißer Burgunder og Ruländer, under overbegrebet »Riesling«, og dermed med rette har besluttet ikke at henføre Kerner og Gewiirztraminer til gruppe A III, men til gruppe A II. Såfremt den første del af dette spørgsmål må besvares bekræftende og den anden del benægtende, kan det nemlig tænkes, at vinproducentens erklæring ikke indeholder ukorrekte oplysninger.
Vedrørende spørgsmålets første del skal jeg bemærke, at det vil fremgå af min redegørelse i det foregående, at de vinstoksorter, som er nævnt i artikel 2, litra b) og c), i forordning nr. 340/79, udelukkende er eksempler, og at der lige så godt kunne være nævnt andre vinstoksorter i forbindelse med udfærdigelsen af sådanne fortegnelser, som er foreskrevet i forordningens artikel 3. Af det tidligere anførte fremgår endvidere, at Bundesamt var berettiget til at anvende den klassifikation, der var fastlagt i den tyske bekendtgørelse, så længe der endnu ikke forelå nogen fortegnelse.
Hvad angår spørgsmålets anden del, er det min opfattelse, at de problemer, som opstår, når den i bekendtgørelsen indeholdte klassifikation skal anvendes på bestemte vinstoksorter, må løses af de nationale retter på grundlag af formålene med den gældende markedsordning. Følgelig må de nationale retter afgøre, om vin hidrørende fra vinstoksorterne Kerner og Gewiirtztraminer i-følge bekendtgørelsen bør henføres til gruppe A II eller gruppe A III.
Tredje spørgsmål
13.
Med det tredje spørgsmål ønsker den nationale ret klarlagt, efter hvilke kriterier der kan ydes støtte til destillation af en sammenstukken vin (dvs. en vin, som fremstilles af en blanding af bordvine af typerne A I, A II og /eller A III).
Med spørgsmål 3, litra a), ønsker den nationale ret således oplyst, om de tyske betegnelsesforskrifter kan lægges til grund ved afgørelsen af, hvilken vingruppe en sammenstukken vin skal henføres under. Dette spørgsmål må besvares benægtende. Som Kommissionen og Bundesamt med rette har bemærket, er de formål, som tilstræbes med betegnelsesforskrifterne, og som i det væsentlige er at beskytte forbrugernes interesser, uden betydning for den ved Rådets forordning nr. 340/79 foretagne klassifikation af bordvine.
Dette resultat ændres ikke af, at Kommissionen for vinproduktionsåret 1983/1984 erklærede sig indforstået med, at støtten efter forordning nr. 2373/83 ikke skulle kræves tilbage fra de vinproducenter, som udelukkende havde angivet én vintype (eller vinstoksort) i erklæringen, selv om der var tale om destillation af en sammenstukken vin ( 12 ), dog forudsat, at den pågældende sammenstikning ifølge de nationale betegnelsesforskrifter ( 13 ) kunne bringes i omsætning under navnet på den vintype, der var angivet i kontrakten eller i erklæringen ( 14 ).
Denne indrømmelse fra Kommissionens side vedrørte kravet om tilbagebetalingen af den tidligere udbetalte støtte og var formentlig begrundet i hensynet til de pågældende vinproducenters berettigede forventninger. Den ændrer dog intet ved selve betingelserne for tilkendelse af støtten. I øvrigt er indrømmelsen irrelevant for vinproducenten i denne sag, da den nationale ret har anført, at den her omhandlede sammenstikning under ingen omstændigheder kunne være bragt i omsætning under betegnelsen »Riesling«, fordi den indeholdt mere end 15% Kerner, nemlig 18,35%.
14.
Da de tyske betegnelsesforskrifter altså ikke kan anvendes som gyldigt kriterium, er det følgelig nødvendigt, at der fastsættes regler for beregning af støtten til destillation af sammenstikninger.
Lad mig her behandle anden del af det tredje spørgsmål først. De EF-forskrifter, jeg har gennemgået i det foregående, og hvorefter støtten til destillation af vin fastsættes på grundlag af det faktiske alkoholindhold og varierer i størrelse, afhængig af den pågældende vintype (se under pkt. 3), er baseret på, at støttebeløbet til en sammenstukken vin skal beregnes på grundlag af den andel af hver enkelt vintype, som denne består af, naturligvis med undtagelse af det tilfælde, hvor samtlige bestanddele af sammenstikningen kan betragtes som henhørende under én og samme vintype. Det er imidlertid ikke muligt at foretage en forholdsmæssig beregning, medmindre der i kontrakten eller erklæringen for samtlige bestanddeles vedkommende er foretaget en særskilt angivelse af mængden, det faktiske alkoholindhold og vintypen ( 15 ). Såfremt disse mere detaljerede oplysninger ikke foreligger, er det nemlig udelukket at kontrollere oplysningernes rigtighed.
Der kan følgelig ikke ydes støtte til destillation af vin, når det ved en kontrol har vist sig, at der foreligger en sammenstukken vin, og dette ikke er blevet angivet i kontrakten eller erklæringen. På samme måde som mængden og det faktiske alkoholindhold skal være angivet, er det en betingelse for at opnå støtte, at hver enkelt af de vintyper, der er anvendt i sammenstikningen, er angivet i erklæringen. Mangler denne angivelse, kan der heller ikke ydes støtte udelukkende på grundlag af den andel af den pågældende vintype, som indgår i sammenstikningen, og som er angivet i erklæringen. Dette ville nemlig anspore til at begå bedrageri, da det, som anført med rette af Kommissionen og Bundesamt, kunne tilskynde vinproducenter til at indgive ansøgninger om støtte til sammenstikninger og alene angive én vintype i kontrakten eller erklæringen (nemlig den vintype, hvortil der udbetales den højeste støtte), hvorved vinproducenterne ved en eventuel efterfølgende kontrol også kunne rejse krav om støtte til den i erklæringen angivne andel af den pågældende vintype.
15.
Hermed har jeg også givet en besvarelse af det tredje spørgsmåls sidste del [litra c)]. Når kontrakten eller erklæringen ikke indeholder de nævnte oplysninger, er betingelserne for at yde støtte klart ikke opfyldt. I så fald er det udelukket at yde støtte efter den procentsats, der gælder for type A I. I øvrigt bør det her nævnes, at type A I ikke er en opsamlingskategori for hvide bordvine, men den type hvid bordvin, hvortil ydes den laveste støtte, og som skal have et faktisk alkoholindhold på mindst 10 og højst 12%.
Sammenfatning
16.
På grundlag af det anførte skal jeg foreslå Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål, som er forelagt af Verwaltungsgericht Frankfurt am Main, på følgende måde:
»1)
Det er en betingelse for at opnå støtte til vine af typerne A II og A III, at vintypen er korrekt angivet i destillationserklæringen i henhold til artikel 2, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2373/83. For vine af type A I er det tilstrækkeligt, at det faktiske alkoholindhold er oplyst.
2)
Det tyske interventionsorgan var i produktionsåret 1983/84 berettiget til at klassificere hvide bordvine i grupperne A I, A II eller A III i henhold til artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 340/79 på grundlag af de kriterier, som er indeholdt i den af Bundesamt für Ernährung und Forstwirtschaft udstedte bekendtgørelse, offentliggjort i Bundesanzeiger den 21. marts 1979.
3)
a)
En sammenstikning kan ikke henføres under en af de vintypegrupper, som er nævnt i artikel 2 i Rådets forordning (EØF) nr. 340/79 på grundlag af nationale betegnelsesforskrifter.
b)
Såfremt der foreligger en blanding af vintyperne A II og A III, kan der udbetales støtte til destillation i forhold til hver enkelt vintypes andel af sammenstikningen, såfremt kontrakten eller erklæringen for samtlige de bestanddele, som indgår i sammenstikningen, indeholder oplysning om mængde, alkoholindhold og vintype, og der er overensstemmelse mellem disse oplysninger og den faktisk destillerede mængde. I modsat fald kan der ikke tilkendes støtte, hverken af den andel af den vintype, som sammenstikningen ifølge erklæringen består af, eller ved at henføre vinen til type A I.«
( *1 ) – Originalsprog: nederlandsk.
( 1 ) – Forordning af 5. februar 1979 (EFT L 54, s. 1). Forordningen er i mellemtiden afløst af Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 (EFT L 84, s. 1).
( 2 ) – Forordning af 25. juli 1983 om fastsættelse af generelle regler for destillation af vin og biprodukter fra vinfremstiling (EFT L 212, s. 1).
( 3 ) – Forordning af 22. august 1983 om gennemførelsesbestemmelserne for destillation som omhandlet i artikel 11 i forordning (EØF) nr. 337/79 for produktionsåret 1983/84 (EFT L 232, s. 5).
( 4 ) – Forordning af 5. februar 1979 om bestemmelse af bordvinstyper (EFT L 54, s. 60). Forordningen afløser Rådets forordning (EØF) nr. 945/70 af 26. maj 1970 (EFT 1970 I, s. 239).
( 5 ) – Hermed menes den såkaldte »forvaltningskomitéprocedure«. Dette skal jeg senere komme tilbage til.
( 6 ) – Jf. dom af 30. januar 1974, Hannoversche Zucker (159/73, Sml. 1974, s. 121), hvori Domstolen fastslog, at medlemsstaterne var ubefojet til at udstede overgangsbestemmelser for ikrafttrædelse af en forordning, hvorved der oprettedes en fælles markedsordning inden for sukkersektoren, selv om forordningen ikke selv indeholdt sadanne overgangsbestemmelser.
( 7 ) – Jf. dom af 18. juli 1970, Krohn (74/69, Sml. 1970, s. 69). Denne sag vedrorte en uklar bestemmelse i reglerne for import af stivelse i Den Fælles Toldtarif.
( 8 ) – Jf. dom af 28. marts 1984 i de forenede sager 47/83 og 48/83, Sml. s. 1721.
( 9 ) – Jf. dommens præmisser 19-28.
( 10 ) – Jf. dom af 17. december 1970 i sag 30/70, Sml. s. 275. I denne dom anerkendte Domstolen, at der i en vis overgangsperiode fortsat tilkom medlemsstaterne en sådan beføjelse, så længe Kommissionen endnu ikke havde udstedt gennemførelsesbestemmelser vedrørende den fælles markedsordning for korn.
( 11 ) – Som Bundesamts repræsentant med rette har anført, bekræftes dette i øvrigt af artikel 7, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 2179/83, hvorefter det er en betingelse for at få tilkendt statte, at der fremlægges bevis for, at den samlede mængde vin, der er anført i Kontrakten eller erklæringen, er destilleret, med andre ord at der er overensstemmelse mellem den mængde vin, der er nævnt i kontrakten eller erklæringen, og den vinmængde, der faktisk er destilleret. Også dette viser, at en korrekt angivelse, som er nødvendig for udbetaling af støtten, er en egentlig betingelse for tilkendelse af støtte.
( 12 ) – Ifolge det af Bundesamt oplyste antog disse producenter med urette, at de tyske betegnelsesforskrifter også skulle lægges til grund for bestemmelsen af den vintype, som stotten skulle beregnes på grundlag af.
( 13 ) – Dvs. ifolge Bundesamt den version af den tyske Weinverordnung, som er indeholdt i Bekanntmachung af 4. august 1983, Bundesgeselzblalll, s. 1078.
( 14 ) – Dette betod konkret, at mindst 85% af den sammenstukne vin skulle hidrore fra den vinstoksort, der var angivet i kontrakten eller erklæringen.
( 15 ) – Det folger af min besvarelse af det forste sporgsmal (se under pkt. 11), at det ikke for sammenstikninger af vine, som alle har et faktisk alkoholindhold pa mindst 10 og hojst 12% (og som derfor alle skal henføres til gruppe A I) er nodvendigi i erklæringen udtrykkeligt at angive vintypen på samtlige bestanddele.
Top