Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 28. november 1990. - IRENE VLASSOPOULOU MOD MINISTERIUM FUER JUSTIZ, BUNDES- UND EUROPAANGELEGENHEITEN BADEN-WUERTTEMBERG. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: BUNDESGERICHTSHOF - TYSKLAND. - ETABLERINGSFRIHED - ANERKENDELSE AF EKSAMENSBEVISER - ADVOKATER. - SAG C-340/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-02357
svensk specialudgave side I-00189
finsk specialudgave side I-00201
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. praesident,
De herrer dommere,
Sagens baggrund
1. Irene Vlassopoulou, der er graesk statsborger, bestod i 1977 juridisk kandidateksamen ved universitetet i Athen. Hun blev i 1982 beskikket som advokat efter at have bestaaet adgangsproeven. Ligeledes i 1982 erhvervede hun graden "Doktor der Rechte" ved universitetet i Tuebingen med udmaerkelsen "magna cum laude" efter at have forsvaret en afhandling med titlen Der eheliche Hausrat im Familien- und Erbrecht (formueforholdet mellem aegtefaeller i familie- og arveretten). Afhandlingen vedroerte tysk ret, og Irene Vlassopoulou deltog fra 1978 til 1981 i en raekke kurser ved det retsvidenskabelige fakultet i Tuebingen, mens hun forberedte denne.
Den 9. november 1984 fik Irene Vlassopoulou i henhold til § 1, stk. 1, andet led, nr. 5, i Rechtsberatungsgesetz (1) (lov om juridisk raadgivningsvirksomhed) tilladelse til at varetage juridiske anliggender, herunder at vaere juridisk raadgiver, for tredjemand vedroerende graesk ret og faellesskabsret. Hun har siden juli 1983 vaeret beskaeftiget med tysk ret i samarbejde med to advokater i Mannheim, som hun ogsaa har kontor hos. Selv om hun stadig er beskikket som advokat i Athen og praktiserer dér, er hun primaert beskaeftiget i Mannheim. Irene Vlassopoulou har over for den forelaeggende ret anfoert, at hun arbejder selvstaendigt med tysk ret og raadgiver klienter, selv om en af de to tyske advokater i advokatfirmaet er ansvarlig for og foerer tilsyn med det arbejde, hun udfoerer. Endelig vil jeg gerne naevne, at hun ud over doktorafhandlingen har offentliggjort to artikler om graesk ret i det tyske tidsskrift IPRax.
2. Irene Vlassopoulou ansoegte den 13. maj 1988 om beskikkelse som advokat ("Rechtsanwalt" eller i hendes tilfaelde "Rechtsanwaeltin") ved Amtsgericht Mannheim samt Landgericht Mannheim og Landgericht Heidelberg. Ministerium fuer Justiz, Bundes- und Europaangelegenheiten Baden-Wuerttemberg (herefter benaevnt "ministeriet") afslog hendes ansoegning med den begrundelse, at hun ikke opfyldte betingelserne for at blive beskikket som dommer, hvilket i henhold til § 4 i Bundesrechtsanwaltsordnung (2) (forbundslov om advokatvirksomhed, herefter benaevnt "BRAO") er en betingelse for beskikkelse som Rechtsanwalt. Betingelserne for at blive beskikket som dommer er i henhold til Richtergesetz (3) (lov om dommeres virksomhed), at vedkommende skal have gennemfoert et juridisk studium ved et tysk universitet, bestaaet den foerste statsproeve ("erste Staatspruefung"), vaeret i praktisk juridisk virksomhed ("Vorbereitungsdienst") og derefter bestaaet den anden statsproeve ("zweite Staatspruefung").
Irene Vlassopoulou anmodede Ehrengerichtshof (det tyske advokatnaevn) om en judiciel afgoerelse, men dette blev afslaaet. Hun anlagde herefter sag til proevelse af denne afgoerelse ved Bundesgerichtshof, der besluttede at forelaegge Domstolen foelgende spoergsmaal til praejudiciel afgoerelse:
"Er det i strid med etableringsfriheden i henhold til EOEF-Traktatens artikel 52, at en statsborger i Faellesskabet, der allerede er beskikket som advokat og driver virksomhed som saadan i sit hjemland, og som i fem aar har haft tilladelse til at drive juridisk raadgivningsvirksomhed i vaertslandet og ligeledes er beskaeftiget i et advokatfirma med hjemsted dér, kun kan beskikkes som advokat i vaertslandet efter reglerne i dettes lovgivning?"
3. Med disse bemaerkninger er det retlige spoergsmaal i denne sag klart afgraenset: Kan en medlemsstat (vaertslandet) i henhold til Traktatens bestemmelser om etableringsfrihed naegte statsborgere fra en anden medlemsstat adgang til et erhverv (i dette tilfaelde som advokat), alene fordi vedkommende formelt ikke opfylder de betingelser, der stilles til medlemsstatens egne statsborgere? Eller gaelder der en forpligtelse til at tage hensyn til kvalifikationer og erfaring, der er erhvervet i en anden medlemsstat end vaertslandet, og undersoege, om disse svarer til de kvalifikationer og den erfaring, der kraeves i vaertslandet?
Foer jeg gaar over til de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, skal jeg for tydelighedens skyld praecisere, at det foreliggende spoergsmaal vedroerer etableringsfriheden og ikke retten til fri udveksling af tjenesteydelser. Med andre ord drejer det sig for Irene Vlassopoulou ikke om at tilbyde tjenesteydelser som graesk advokat til klienter i Forbundsrepublikken Tyskland (hvilket hun i oevrigt er berettiget til i henhold til direktiv 77/249/EOEF (4)). Hun vil tvaertimod etablere sig i Forbundsrepublikken Tyskland som advokat i henhold til denne stats lovgivning, dvs. erhverve ret til at anvende betegnelsen og udoeve virksomhed som "Rechtsanwalt" (advokat).
Det praejudicielle spoergsmaal kan (paa nuvaerende tidspunkt) heller ikke besvares paa grundlag af reglerne i direktiv 89/48/EOEF om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregaaende uddannelser af mindst tre aars varighed (5), idet fristen for gennemfoerelse af dette direktiv foerst udloeber den 4. januar 1991 (6).
De skriftlige indlaeg, der er indgivet til Domstolen
4. Den tyske og den italienske regering samt ministeriet har med henvisning til ordlyden af Traktatens artikel 52, stk. 2, og Domstolens praksis vedroerende etableringsretten foreslaaet, at det praejudicielle spoergsmaal besvares benaegtende.
Lad os foerst se paa ordlyden af artikel 52, stk. 2. Det hedder i bestemmelsen:
"... etableringsfriheden [indebaerer] adgang til at optage og udoeve selvstaendig erhvervsvirksomhed ... paa de vilkaar, som i etableringslandets lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere".
Den tyske og den italienske regering samt ministeriet har anfoert, at bestemmelserne om etableringsfriheden i modsaetning til bestemmelserne om fri udveksling af tjenesteydelser bygger paa det princip, at den, der vil etablere sig, i vaertslandet skal opfylde alle de betingelser, dette stiller til sine egne statsborgere. Naar der (som i det forelaeggende tilfaelde) ikke findes saerlige faellesskabsretlige bestemmelser for det paagaeldende omraade, kan enhver medlemsstat frit fastsaette regler for adgangen til at optage og udoeve et bestemt erhverv paa dens omraade, naar blot disse bestemmelser ikke indebaerer forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater. Dette synspunkt stoettes ifoelge de to regeringer og ministeriet af Klopp-dommen (7) og Gullung-dommen (8). Hvis Irene Vlassopoulou vil beskikkes som advokat i Forbundsrepublikken Tyskland, maa hun derfor opfylde de betingelser, der stilles til tyske statsborgere, dvs. de i Richtergesetz fastsatte betingelser om proever og praktisk juridisk virksomhed. Ministeriet har endvidere anfoert, at der i oevrigt ikke findes en fremgangsmaade, hvorefter kvalifikationer og erfaring, der er erhvervet i udlandet, kan anerkendes, eller hvorefter det kan undersoeges, om disse svarer til kravene i Richtergesetz.
5. Kernen i Irene Vlassopoulous anbringender kan sammenfattes saaledes: Som advokat med beskikkelse i Athen vil hun nu - samtidig med, at hun bibeholder denne beskikkelse - ogsaa etablere sig som advokat i Forbundsrepublikken Tyskland. Selv om betingelserne i Richtergesetz om proever og praktisk juridisk virksomhed gaelder uden forskel for tyske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater, er det Irene Vlassopoulous opfattelse, at disse betingelser ikke kan anvendes paa advokater fra en anden medlemsstat, uden at der samtidig tages hensyn til de erhvervsmaessige og akademiske kvalifikationer, vedkommende advokat allerede har erhvervet, navnlig kvalifikationer vedroerende vaertslandets ret. Irene Vlassopoulou anfaegter saaledes ikke, at en medlemsstat som forudsaetning for beskikkelse som advokat kan fastsaette krav om visse akademiske og erhvervsmaessige kvalifikationer, men hun goer indsigelse imod, at statsborgere fra andre medlemsstater kun kan opfylde disse betingelser paa én maade. Dette er efter hendes opfattelse en uberettiget indskraenkning i etableringsfriheden, som kun kan afhjaelpes ved, at der foretages en undersoegelse af, om udenlandske advokaters akademiske og erhvervsmaessige kvalifikationer kan ligestilles med de nationale krav, og ved i givet fald at give udenlandske advokater lejlighed til ved en egnethedsproeve at dokumentere, at vedkommende opfylder de fastsatte kvalifikationskrav. Irene Vlassopoulou har i oevrigt erklaeret sig villig til at aflaegge en saadan proeve.
Retspraksis vedroerende etableringsfriheden
6. Indledningsvis vil jeg gerne minde om, at forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 52 er en praecisering af lighedsprincippet i EOEF-Traktatens artikel 7, hvorpaa samtlige Faellesskabets grundlag bygger, nemlig den frie bevaegelighed for personer, tjenesteydelser, varer og kapital. Domstolen har i sin praksis vedroerende arbejdskraftens frie bevaegelighed, etableringsfriheden, den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser gennem lang tid anerkendt, at ligebehandlingsprincippet ikke blot indebaerer et forbud mod aabenlyse former for forskelsbehandling, begrundet i nationalitet, men ogsaa mod alle skjulte former for forskelsbehandling, hvorved det samme faktisk bliver resultatet, selv om forskelsbehandlingen udoeves paa grundlag af andre kriterier (9). Denne fortolkning er efter Domstolens opfattelse noedvendig for at garantere effektiviteten af et af Faellesskabets grundlaeggende principper (10). Det er netop for at sikre den tilsigtede virkning af Faellesskabets grundlag, at Domstolen endvidere har fastslaaet, at nationale regler, der vanskeliggoer etablering i flere medlemsstater i Faellesskabet, og som ikke er objektivt berettigede, er uforenelige med faellesskabsretten, ogsaa selv om de ikke indeholder en umiddelbart paaviselig forskelsbehandling begrundet i nationalitet. For saa vidt angaar etableringsretten, fremgaar dette navnlig af Klopp-dommen og Wolf og Dorchain-dommen, samt til en vis grad ogsaa af Gullung-dommen.
7. I Klopp-sagen havde en tysk advokat soegt om beskikkelse som advokat i Paris. Ansoegningen blev afslaaet alene med den begrundelse, at han allerede havde kontor i en anden medlemsstat (Forbundsrepublikken Tyskland). De franske bestemmelser og vedtaegterne for Advokatsamfundet i Paris indeholdt en bestemmelse om, at en advokat kun maa have ét forretningssted, der skal ligge i retskredsen for den tribunal de grande instance, ved hvilken han har nedsat sig. Advokatsamfundet og den franske republik gjorde for Domstolen gaeldende, at Traktatens artikel 52 med hensyn til adgangen til og udoevelsen af etableringsfriheden henviser til de af etableringsstaten fastsatte vilkaar. Da den omhandlede begraensning anvendtes uden forskel paa franske statsborgere og statsborgere fra andre medlemsstater, var der ikke tale om forskelsbehandling. Domstolen udtalte (dommens praemis 17), at det fremgaar af EOEF-Traktatens artikel 52 og bestemmelsens kontekst, at saa laenge der ikke foreligger detaljerede faellesskabsregler paa omraadet, kan hver medlemsstat frit fastsaette regler for udoevelsen af advokaterhvervet paa sit omraade. Domstolen tilfoejede imidlertid:
"Denne regel indebaerer imidlertid ikke, at lovgivningen i en medlemsstat kan paalaegge en advokat kun at have ét forretningssted paa hele Faellesskabets omraade. En saadan indskraenkende fortolkning ville bevirke, at naar en advokat én gang havde nedsat sig i en bestemt medlemsstat, kunne han ikke laengere paaberaabe sig Traktatens friheder med henblik paa at etablere sig i en anden medlemsstat, medmindre han opgav sit allerede eksisterende forretningssted" (praemis 18).
Dette synspunktet blev ifoelge Domstolen bekraeftet af selve ordlyden af artikel 52, hvorefter etableringsretten ogsaa omfatter retten til under iagttagelse af de faglige regler at indrette og opretholde mere end ét centrum for erhvervsudoevelse paa Faellesskabets omraade (praemis 19). Hvad saerligt angaar advokater, fastslog Domstolen, at det maa anerkendes, at vaertslandet har ret til at stille krav til advokater, der er beskikket paa dens omraade, om, at de udoever deres erhverv paa en maade, hvorved de kan opretholde tilstraekkelig kontakt med deres klienter og justitsmyndighederne samt iagttage de kollegiale regler. Men Domstolen udtalte videre:
"Disse krav kan imidlertid ikke medfoere, at statsborgere fra andre medlemsstater hindres i faktisk at udoeve den etableringsret, som er garanteret dem i Traktaten.
Det bemaerkes herved, at vore dages transport- og kommunikationsmidler giver mulighed for at sikre en hensigtsmaessig kontakt med justitsmyndighederne og klienterne. Desuden bemaerkes, at eksistensen af et andet forretningssted i en anden medlemsstat ikke hindrer anvendelsen af de faglige regler i modtagelsesstaten" (praemis 20 og 21).
Det bekraeftes saaledes i Klopp-dommen, at en regel kan vaere i strid med Traktatens artikel 52, selv om den anvendes uden forskel, navnlig naar reglen hindrer statsborgere fra andre medlemsstater i at etablere sig i flere medlemsstater, saaledes at de ikke faktisk kan udoeve den etableringsfrihed, der er garanteret i Traktaten, uden at dette er objektivt begrundet.
8. Domstolen har i Gullung-dommen bekraeftet praksis fra Klopp-dommen. Gullung-sagen vedroerte spoergsmaalet, om en advokat, der er etableret i Tyskland, kan etablere sig i Frankrig uden at overholde de dér gaeldende regler, hvorefter udoevelse af advokatvirksomhed forudsaetter en beskikkelse (11). Domstolen henviste til, at saa laengde der ikke foreligger detaljerede faellesskabsregler paa omraadet, kan medlemsstaterne i henhold til Traktatens artikel 52 frit fastsaette regler for adgangen til at optage og udoeve et erhverv (herunder som advokat), naar disse ogsaa gaelder for statens egne statsborgere (12). Domstolen fandt, at den omhandlede bestemmelse gjaldt uden forskelsbehandling, men undersoegte, om den var objektivt begrundet:
"... det krav om beskikkelse, som er fastsat af visse medlemsstater, maa betragtes som lovligt i forhold til faellesskabsretten, men dog paa betingelse af, at statsborgere i alle medlemsstater kan opnaa en saadan beskikkelse uden forskelsbehandling. Kravet om beskikkelse skal nemlig sikre en god vandel og overholdelse af de faglige principper samt den disciplinaere kontrol med advokaters virksomhed; det forfoelger derfor et formaal, som fortjener beskyttelse" (praemis 29).
9. I Wolf og Dorchain-sagen fra 1988 (13) var der forelagt Domstolen et spoergsmaal vedroerende belgiske regler, hvorefter personer, der som hovedbeskaeftigelse var beskaeftiget som loenmodtager i Belgien, var fritaget for at betale bidrag til den sociale sikringsordning for selvstaendige erhvervsdrivende, mens denne fritagelse ikke gjaldt for personer, der som hovedbeskaeftigelse var loenmodtager i udlandet. Domstolen fastslog udtrykkeligt, at de omhandlede regler ikke indebar en direkte eller indirekte forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, saaledes at der ikke forelaa en overtraedelse af Traktatens artikel 7 (14). Domstolen fandt imidlertid, at reglerne var i strid med Traktatens artikel 52 (og 48). Domstolen henviste i denne forbindelse til Klopp-dommen, hvori den havde udtalt, at etableringsfriheden omfatter retten til at oprette og opretholde mere end ét centrum for erhvervsudoevelsen paa Faellesskabets omraade (15). Den tilfoejede:
"Alle Traktatens bestemmelser vedroerende den frie bevaegelighed for personer skal saaledes goere det lettere for EF-borgerne at udoeve erhvervsmaessig virksomhed af enhver art paa hele Faellesskabets omraade; yderligere indeholder de et forbud mod en national ordning, som kan skade disse borgere, saafremt de oensker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats omraade.
(De omhandlede belgiske regler) ... begraenser muligheden for at udoeve erhvervsmaessig beskaeftigelse uden for denne medlemsstats omraade. Saadanne regler er derfor i strid med Traktatens artikler 48 og 52" (dommens praemis 13 og 14).
Endelig bemaerkede Domstolen, at da de paagaeldende ikke i kraft af de omtvistede nationale regler opnaaede yderligere social sikring (dvs. ret til tillaegsydelser i henhold til ordningen for selvstaendige erhvervsdrivende), kunne begraensningen af udoevelsen af erhvervsmaessig virksomhed uden for en enkelt medlemsstats omraade under ingen omstaendigheder begrundes (16).
10. Det fremgaar af disse domme, at Domstolen fortolker Traktatens artikel 52 saaledes, at den ikke kun indeholder et forbud mod forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet, men at bestemmelsen ogsaa er til hinder for nationale regler, der uden objektiv begrundelse goer det vanskeligt for EF-borgere at udoeve en hvilken som helst form for virksomhed uden for deres egen medlemsstats omraade. Artikel 52 er navnlig til hinder for en national ordning, som kan skade EF-borgerne, "saafremt de (som Irene Vlassopoulou) oensker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats omraade."
Pligten til at tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer
11. Irene Vlassopoulou har anfoert, at det kan udledes af EOEF-Traktatens artikel 52, at der ved undersoegelsen af, om en statsborger fra en anden medlemsstat opfylder betingelserne for at kunne faa adgang til et bestemt erhverv, skal tages hensyn til kvalifikationer, som vedkommende allerede besidder. Dette indebaerer, at det skal undersoeges, om disse kvalifikationer svarer til de kvalifikationskrav, der er fastsat i national lovgivning, og der skal tages hensyn til, i hvilket omfang kvalifikationerne svarer til hinanden, naar det skal afgoeres, om de i national ret fastsatte betingelser helt eller delvis er opfyldt.
Jeg er i det vaesentlige enig i dette. Forpligtelsen til at tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer fremgaar efter min opfattelse af Domstolens praksis, hvorefter det er forbudt at goere det vanskeligere end noedvendigt for EF-borgerne at udoeve deres erhverv paa hele Faelleskabets omraade, navnlig naar de oensker at udvide deres aktiviteter uden for en enkelt medlemsstats omraade. Det skal gennem denne forpligtelse forhindres, at statsborgere i Faellesskabet, der oensker at etablere sig i en anden medlemsstat, stilles ringere ved, at der fastsaettes unoedigt mange og belastende betingelser.
Jeg skal understrege, at jeg ikke paa nogen maade drager den tyske og den italienske regerings opfattelse i tvivl, naar de goer gaeldende, at personer, der etablerer sig paa en anden medlemsstats omraade, principielt er omfattet af vaertslandets bestemmelser om adgang til at optage og udoeve et erhverv, naar disse bestemmelser ikke indebaerer en forskelsbehandling, men bestemmelserne maa heller ikke - og dette maa tilfoejes paa grundlag af Domstolens praksis - unoedigt vanskeliggoere udoevelsen af et erhverv i mere end én medlemsstat. Denne tilfoejelse er vigtig, for det er netop i henhold til denne betingelse - der bestrides af de to regeringer - at vaertslandet skal tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer.
12. Jeg vil gerne her indskyde, at Domstolen har anerkendt en tilsvarende forpligtelse vedroerende den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser i tilfaelde, der minder om den foreliggende sag. For saa vidt angaar den frie udveksling af tjenesteydelser, skal jeg henvise til Webb-dommen (17). Denne sag vedroerte spoergsmaalet om, hvorvidt en medlemsstat kunne betinge udlejning af arbejdskraft paa sit omraade af en bevilling. Domstolen besvarede spoergsmaalet bekraeftende paa grund af den saerlige karakter af forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere ved denne virksomhedsform og beskyttelsen af de paagaeldende arbejdstageres berettigede interesser (18). Domstolen bemaerkede dog samtidig, at et krav om bevilling gaar ud over det tilsigtede maal, saafremt de betingelser, der stilles for udstedelse af bevilling, blot er en gentagelse af den dokumentation og den sikkerhed, der kraeves i etableringsstaten. Der skal derfor ved behandlingen af ansoegninger om og udstedelse af bevillinger tages hensyn til de krav om dokumentation og sikkerhed, som tjenesteyderen allerede maa opfylde i den medlemsstat, hvor han er etableret (19).
For saa vidt angaar de frie varebevaegelser, skal jeg henvise til dommen i sagen Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten (20) (der er afsagt samme dag som Webb-dommen). Sagen drejede sig om indfoersel til en medlemsstat af et produkt, der lovligt var bragt i omsaetning i en anden medlemsstat. Anvendelsen af det paagaeldende produkt var i indfoerselsmedlemsstaten betinget af en forudgaaende godkendelse, der blev udstedt paa grundlag af en laboratorieundersoegelse. Domstolen fastslog, at denne ordning faldt ind under undtagelsen i artikel 36, men udtalte samtidig, at medlemsstaterne er forpligtet til at bidrage til en lempelse af kontrolforanstaltningerne i samhandelen inden for Faellesskabet. Medlemsstaterne kan derfor ikke stille krav om tekniske og kemiske analyser og forsoeg, naar disse allerede er udfoert i en anden medlemsstat (21).
Ligheden med Domstolens praksis vedroerende fri udveksling af tjenesteydelser og frie varebevaegelser slutter imidlertid her. Denne praksis gaar langt videre end at stille krav om, at der skal tages hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer. Mens medlemsstaterne med hensyn til etableringsretten (i mangel af saerlige faellesskabsregler) principielt er berettiget til at fastsaette nationale regler, gaelder dette ikke, for saa vidt angaar frie varebevaegelser, og for saa vidt angaar den frie udveksling af tjenesteydelser kun i begraenset omfang. Med hensyn til frie varebevaegelser har det siden "Cassis de Dijon"-dommen vaeret anerkendt, at et produkt, der lovligt er fremstillet eller bragt i omsaetning i en medlemsstat, ogsaa maa indfoeres til andre medlemsstater. Her er udgangspunktet med andre ord en gensidig anerkendelse af lovgivningerne. Hindringer for de frie varebevaegelser, der beror paa forskelle i de nationale lovgivninger, kan kun accepteres i det omfang, disse bestemmelser er noedvendige af tvingende hensyn, og disse hensyn ikke allerede er tilgodeset ved de i oprindelseslandet gennemfoerte kontrolforanstaltninger (22).
For saa vidt angaar den frie udveksling af tjenesteydelser, kan denne kun begraenses ved regler, der paahviler enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed paa vaertslandets omraade, og som er begrundet i almene hensyn i det omfang, disse hensyn ikke tilgodeses i kraft af de bestemmelser, som tjenesteyderen er undergivet i den medlemsstat, hvor han er etableret (23). I overensstemmelse med denne praksis kan personer, som driver virksomhed som advokat i de forskellige medlemsstater, i henhold til direktiv 77/249 om lettelser med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (24) blive anerkendt som advokat i den medlemsstat, hvor ydelsen praesteres.
Selv om Domstolens praksis vedroerende frie varebevaegelser og fri udveksling af tjenesteydelser gaar vaesentligt laengere end praksis vedroerende etableringsfriheden, maa det ikke overses, at medlemsstaterne i kraft af etableringsfriheden som et mindstekrav ved anvendelse af deres nationale bestemmelser om adgangen til et bestemt erhverv skal tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer.
13. Jeg er saaledes ikke enig med den tyske regering og ministeriet, der under retsmoedet har gjort gaeldende, at der - i modsaetning til, hvad der gaelder med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser og frie varebevaegelser - ikke er en anerkendelsespligt, for saa vidt angaar etableringsfriheden. De har henvist til, at en advokat, der oensker at etablere sig i en anden medlemsstat, skal saette sig ind i et helt andet retssystem. De kvalifikationer og den erfaring, han har erhvervet i oprindelses- eller vaertslandet er i denne forbindelse uden betydning. Denne argumentation forekommer mig ikke overbevisende. Den forudsaetter nemlig, at der ikke er nogen naevnevaerdig overensstemmelse mellem de nationale retssystemer i de forskellige medlemsstater og den maade, hvorpaa der i praksis udoeves juridisk virksomhed. Dette er ikke holdbart, naar henses til, at en raekke af de nationale retssystemer (25) og retsplejens organisation i medlemsstaterne er naert beslaegtede. Og hvad mere er, tages der ikke med denne argumentation hensyn til den indsats, som en advokat fra en anden medlemsstat har gjort, for at saette sig ind i retssystemet og praktisk juridisk virksomhed i den medlemsstat, hvor han ogsaa oensker at etablere sig.
Jeg siger ikke hermed, at forskellene mellem medlemsstaterne ikke kan berettige en godkendelsesprocedure for advokater fra andre medlemsstater. Etableringsretten og udoevelsen af et erhverv paa hele Faellesskabets omraade ville imidlertid efter min opfattelse blive unoedigt indskraenket, hvis der i forbindelse med en ansoegning om beskikkelse fra en advokat fra en anden medlemsstat slet ikke skulle tages hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer og disses overensstemmelse med kvalifikationskravene i vaertslandets lovgivning.
Denne tankegang laa ogsaa bag Thieffry-dommen (26). De faktiske omstaendigheder var ganske vist enklere end i den foreliggende sag, idet et belgisk eksamensbevis for juridisk kandidateksamen allerede var anerkendt i Frankrig (af et fransk universitet) som ligestillet med et fransk eksamensbevis, og Thieffry havde efter bestaaet eksamen erhvervet egnethedsbevis som advokat, "certificat d' aptitude à la profession d' avocat" som foreskrevet i fransk lovgivning (27). Det var under disse omstaendigheder klart i strid med Traktatens artikel 52, at de kompetente myndigheder havde naegtet vedkommende beskikkelse, alene fordi han ikke var i besiddelse af det nationale eksamensbevis (28). I dommen udtalte Domstolen imidlertid generelt, at det paahviler medlemsstaterne i national lovgivning og praksis at sikre, at denne lovgivning eller praksis anvendes i overensstemmelse med det maal, som er fastsat i Traktatens bestemmelser om etableringsfriheden - en forpligtelse, som de franske myndigheder i oevrigt generelt overholdt, idet der var mulighed for at undersoege, om de akademiske og erhvervsmaessige kvalifikationer svarede til de krav, der stilles i national ret (29). Endelig bemaerkede Domstolen, at det er af betydning, at anerkendelse af faglige kvalifikationsbeviser med henblik paa etablering sker i samtlige medlemsstater i saa vidt omfang, som anerkendelsen er forenelig med de nationale faglige krav (30).
Sammenhaengen med direktiv 89/48
14. Som jeg allerede har sagt, foelger forpligtelsen til at tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer af Traktatens artikel 52, der efter udloebet af overgangsperioden gaelder umiddelbart (31), og forpligtelsen gaelder, selv om der ikke er fastsat naermere faellesskabsbestemmelser herom. Domstolen har i adskillige tilfaelde fastslaaet, at den omstaendighed, at der ikke er udstedt direktiver i medfoer af artikel 57, ikke berettiger en medlemsstat til at fratage en af faellesskabsretten omfattet person retten til faktisk at udnytte etableringsfriheden (32).
Saadanne direktiver skal lette gennemfoerelsen af etableringsfriheden, men er ikke en betingelse herfor. Udstedelse af disse er saaledes ikke blevet overfloedig, fordi artikel 52 og de deri indeholdte forpligtelser efter overgangsperioden gaelder umiddelbart (33).
Jeg har dermed paavist sammenhaengen med Raadets direktiv 89/48 af 21. december 1988 om indfoerelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser (34). Som det fremgaar af direktivets titel, indeholder dette en generel ordning for anerkendelse. Mens virkningen af artikel 52 saaledes med andre ord alene er at paalaegge vaertslandet at tage hensyn til, i hvilket omfang kvalifikationer, der allerede er erhvervet (i oprindelsesstaten eller vaertslandet), svarer til de kvalifikationskrav, som stilles i vaertslandet (35) - kun naar undersoegelsen viser, at de allerede erhvervede kvalifikationer i det konkrete tilfaelde helt eller delvis svarer til de i national ret fastsatte kvalifikationskrav, kan ansoegeren paaberaabe sig disse - gaar direktivet laengere. Dette indebaerer saaledes, at medlemsstaterne generelt anerkender, at erhvervsreguleringen i de forskellige medlemsstater kan ligestilles. Den, der udoever et lovreguleret erhverv i en bestemt medlemsstat, faar saaledes ret til at etablere sig i alle andre medlemsstater, eventuelt betinget af, at han beviser, at han har erhvervserfaring og gennemgaar en proevetid eller bestaar en egnethedsproeve (36).
Gennemfoerelse af forpligtelsen til at tage hensyn til allerede erhvervede kvalifikationer
15. Som sagt foelger ovennaevnte forpligtelse af EOEF-Traktatens artikel 52, der gaelder umiddelbart. Selv om der saaledes er tale om en umiddelbart gaeldende faellesskabsretlig bestemmelse, aendrer det ikke ved det forhold, at der ofte skal foretages en noeje undersoegelse af, i hvilken udstraekning de i ind- og udlandet erhvervede kvalifikationer kan sidestilles (37). En saadan undersoegelse boer foretages af de nationale myndigheder i forbindelse med en konkret ansoegning om adgang til et lovreguleret erhverv i overensstemmelse med deres forpligtelse i henhold til EOEF-Traktatens artikel 5 til at sikre borgerne den retssikkerhed, der foelger af umiddelbart gaeldende faellesskabsbestemmelser. Undersoegelsen maa i mangel af faellesskabsregler foretages i overensstemmelse med relevante nationale bestemmelser. Disse bestemmelser maa imidlertid ikke umuliggoere udoevelsen af de rettigheder, der foelger af de umiddelbart gaeldende faellesskabsbestemmelser (38), og det maa i videst muligt omfang sikres, at disse regler anvendes i overensstemmelse med maalene i traktatbestemmelserne om etableringsfriheden (39). Det er min opfattelse, at de nationale myndigheder ved undersoegelsen kan hente stoette i de bestemmelser, hvorefter det undersoeges, i hvilket omfang akademiske og erhvervsmaessige kvalifikationer, der er erhvervet i udlandet, kan ligestilles, men saaledes at der ogsaa tages hensyn til de kvalifikationer, vedkommende har erhvervet i vaertslandet.
Det tilkommer den nationale ret at finde frem til disse regler. Jeg vil dog kort komme ind paa en raekke af de regler, der ogsaa blev beroert under den mundtlige forhandling, og som vil blive omtalt senere i anden sammenhaeng (40).
16. For det foerste skal jeg henvise til Einigungsvertrag (Enhedstraktaten) mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Den (tidligere) Tyske Demokratiske Republik, der traadte i kraft den 3. oktober 1990. Ifoelge denne traktat er alle proever, der er aflagt, og alle eksamensbeviser, der er erhvervet i Den Tyske Demokratiske Republik og de oevrige dele af Forbundsrepublikken, ligestillede og giver samme rettigheder, saafremt de i det vaesentlige har samme indhold (41). Det afgoeres efter ansoegning af vedkommende myndighed, om dette er tilfaeldet (42). Det er i et bilag til traktaten bestemt, at en Rechtsanwalt, der var beskikket i Den Tyske Demokratiske Republik, ligestilles med en Rechtsanwalt, der i Forbundsrepublikken er beskikket i henhold til BRAO. Vedkommende behoever med andre ord ikke at opfylde betingelserne i Richtergesetz for at blive beskikket i Forbundsrepublikken (43).
For det andet skal jeg henvise til § 92 i Bundesvertriebenengesetz (lov om flygtninge og fordrevne) (44), hvis stk. 2 ikke er aendret, jf. § 112 i Richtergesetz. Efter denne bestemmelse skal eksamener og eksamensbeviser, som fordrevne og flygtninge fra Den Sovjetiske Zone har aflagt eller erhvervet foer 8. maj 1945, anerkendes, saafremt de kan sidestilles med tilsvarende eksamener og eksamensbeviser i Forbundsrepublikken. Det fremgaar af § 92, stk. 3, i Bundesvertriebenengesetz, at det samme princip gaelder for eksamener og eksamensbeviser, som er aflagt eller erhvervet efter den 8. maj 1945 (45). Ministeriets repraesentant har under retsmoedet oplyst, at denne mulighed for anerkendelse beror paa den (indholdsmaessige) lighed mellem den uddannelse, der oenskes anerkendt, og uddannelsen i Forbundsrepublikken.
Der findes en tilsvarende bestemmelse i Gesetz ueber die Rechtsstellung heimatloser Auslaender im Bundesgebiet af 25. april 1951 (46) (lov om retsstillingen for hjemloese udlaendinge paa Forbundsrepublikkens omraade). I henhold til denne lovs § 15 anerkendes udenlandske eksamener, der er aflagt af hjemloese udlaendinge, i Forbundsrepublikken, naar de kan sidestilles med de tilsvarende indenlandske eksamener.
17. Formaalet med alle de naevnte bestemmelser er aabenbart at tage stilling til, om eksamensbeviser og certifikater, der er erhvervet i udlandet, skal anerkendes. Den tidligere naevnte (punkt 11-13) forpligtelse i EOEF-Traktatens artikel 52 gaar ikke saa vidt, da denne ikke gaar ud paa, at eksamensbeviser og certifikater skal anerkendes som ligestillede, men kun vedroerer vurderingen af, i hvilket omfang kvalifikationer, der allerede er erhvervet (i den paagaeldende eller en anden medlemsstat), svarer til kvalifikationskravene i national ret. Denne undersoegelse vil normalt ikke foere til, at eksamensbeviser og certifikater anerkendes, men at en del af de kvalifikationer, der kraeves i national ret, anses for erhvervet. Erfaringerne fra de ovennaevnte procedurer med hensyn til sammenligneligheden af eksamensbeviser og certifikater, der er erhvervet i udlandet, kan imidlertid vaere til nytte ved gennemfoerelsen af den tidligere fastlagte forpligtelse.
Tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet?
18. Irene Vlassopoulou har under retsmoedet gjort gaeldende, at en raekke af de ovennaevnte bestemmelser ikke kun er af betydning som tilskyndelse til at overholde forpligtelsen i artikel 52. Bestemmelser som de, der findes i Einigungsvertrag og Bundesvertriebenengesetz, er efter hendes opfattelse en forskelsbehandling af statsborgere fra andre medlemsstater, der er i strid med EOEF-Traktatens artikel 7 og 52, idet disse stilles ringere.
Den tyske regerings befuldmaegtigede har under retsmoedet indroemmet, at Einigungsvertrag indebaerer en fortrinsstilling for en raekke tyske statsborgere, men dette kan henfoeres til, at denne traktat er helt enestaaende og beror paa ganske usaedvanlige omstaendigheder. Til dette kan jeg kun sige, at faellesskabsretten er til hinder for enhver dermed stridende national retsakt, uanset hvilke omstaendigheder denne beror paa (47), og at en medlemsstat ikke ved at indgaa en traktat med en anden stat kan hindre gennemfoerelsen af en umiddelbart gaeldende faellesskabsbestemmelse (48).
En forskellig behandling kan heller ikke begrundes med, at den omhandlede fortrinsstilling ikke gaelder alle tyske statsborgere. Der kan her drages en parallel til fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 30. Domstolen har saaledes i en nyligt afsagt dom fastslaaet, at den omstaendighed, at en foranstaltning ikke begunstiger alle, men kun en del af de indenlandske varer i forhold til udenlandske varer, ikke kan bevirke, at den omhandlede foranstaltning ikke bliver omfattet af forbuddet i Traktatens artikel 30 (49), idet alle de af praeferenceordningen omfattede varer er indenlandske varer.
19. Det er imidlertid afgoerende, om der er tale om en forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til EOEF-Traktatens artikel 7. Det er nemlig anerkendt i Domstolens praksis, at det forhold, at uensartede situationer behandles forskelligt, ikke i sig selv er forskelsbehandling (50). Med hensyn til Bundesvertriebenengesetz kunne man saaledes sige, at der var tale om en fortrinsstilling for en persongruppe, der af historiske grunde var blevet stillet ringere.
Hvad angaar Einigungsvertrag gaelder fortrinsstillingen for alle, der har gennemfoert bestemte studier eller har opnaaet en bestemt erhvervserfaring i det tidligere DDR. Irene Vlassopoulou er af den opfattelse, at dette kriterium indebaerer en forskelsbehandling og har bestridt, at det dermed forfulgte maal kan begrundes i relation til faellesskabsretten. Jeg haelder til den opfattelse, at bestemmelserne i Einigungsvertrag er berettigede, da der er tale om en fortrinsstilling for en persongruppe, der ligeledes af historiske grunde er blevet stillet ringere. Det drejer sig altsaa om - i relation til EOEF-Traktaten - at lade en gruppe statsborgere i Faellesskabet indhente et efterslaeb i forhold til alle andre EF-borgere.
Sammenfatning
20. Jeg foreslaar herefter, at det stillede spoergsmaal besvares paa foelgende maade:
"Den forpligtelse, der foelger af EOEF-Traktatens artikel 52, til ikke at diskriminere statsborgere i Faellesskabet, der oensker at udvide deres virksomhed ud over en enkelt stats omraade, skal fortolkes saaledes, at en medlemsstats myndigheder, der skal behandle en ansoegning om beskikkelse som advokat (' Rechtsanwalt' ) fra en statsborger fra en anden medlemsstat - der er beskikket og udoever virksomhed som advokat i hjemlandet, og som allerede har tilladelse til at drive og driver virksomhed som juridisk raadgiver (' Rechtsbeistand' ) i den medlemsstat, i hvilken der ansoeges om beskikkelse - skal undersoege, i hvilket omfang de akademiske og erhvervsmaessige kvalifikationer, ansoegeren har erhvervet i oprindelseslandet og i vaertslandet, svarer til de krav, der stilles i national ret som betingelse for adgang til dette erhverv, og tage hensyn hertil."
(*) Originalsprog: nederlandsk.
(1) Lov af 13.12.1935, BGBl. III, s. 303.
(2) BGBl. 1959, I, s. 565, som aendret ved lov af 13.12.1989 (BGBl. I, s. 2135).
(3) Den gaeldende version findes i bekendtgoerelse af 19.4.1972, BGBl. I, s. 713.
(4) Raadets direktiv af 22.3.1977 om lettelser med henblik paa den faktiske gennemfoerelse af advokaters fri udveksling af tjenesteydelser (EFT L 78, s. 17).
(5) Raadets direktiv af 21.12.1988 (EFT 1989 L 19, s. 16).
(6) Forbundsrepublikken Tyskland har den 6.7.1990 vedtaget en lov om gennemfoerelse af direktivet (BGBl. I, s. 1349), som imidlertid foerst traeder i kraft den 1.1.1991 (jf. lovens § 6).
(7) Dom af 12.7.1984 (sag 107/83, Advokatsamfundet i Paris mod Klopp, Sml. s. 2971).
(8) Dom af 19.1.1988, sag 292/86 (Gullung mod Conseils de l' ordre des avocats du barreau de Colmar et de Saverne, Sml. s. 111).
(9) Foerste gang i dom af 12.2.1974 (sag 152/73, Sotgiu mod Deutsche Bundespost, Sml. s. 153, praemis 11); arbejdstagere maa ikke i henhold til nationale bestemmelser behandles anderledes, fordi de ikke har bopael i det paagaeldende land, senest paa ny fastslaaet i dom af 30.5.1989 (sag 33/88, Allué mod Università degli studi di Venezia, Sml. s. 1591, praemis 11); det er indirekte forskelsbehandling, der er begrundet i nationalitet, at ansaettelse som lektor i fremmedsprog ved et universitet i henhold til en italiensk lov er tidsbegraenset, hvilket ikke er tilfaeldet for universitets oevrige personale, naar henses til, at kun 25% af de paagaeldende laerere er italienske statsborgere.
(10) Jf. Sotgiu-dommen, a.st., praemis 11.
(11) Den paagaeldende advokat var tidligere frakendt retten til at udoeve advokatvirksomhed af disciplinaere grunde.
(12) Jf. anfoerte dom, praemis 28.
(13) Dom af 7.7.1988 (de forenede sager 154/87 og 155/87, Inasti mod Wolf og Dorchain, Sml. s. 3897). Jf. ligeledes dom af samme dag (sag 143/87, Stanton mod Inasti, Sml. s. 3877).
(14) Anfoerte dom, praemis 8 og 9.
(15) Anfoerte dom, praemis 11 og 12.
(16) Anfoerte dom, praemis 15.
(17) Dom af 17.12.1981 (sag 279/80, Sml. s. 3305).
(18) Anfoerte dom, praemis 18.
(19) Anfoerte dom, praemis 20. I en tidligere dom af 18.1.1979 (de forenede sager 110/78 og 111/78, Van Wesemael, Sml. s. 35) havde Domstolen allerede udtalt, at det ikke var berettiget at betinge udoevelsen af engageringsvirksomhed af en bevilling, naar engageringsbureauet allerede i den medlemsstat, hvor det var etableret, havde en bevilling, som var udstedt paa tilsvarende vilkaar som dem, der kraeves af den stat, hvori tjenesteydelsen udfoertes, og naar tjenesteyderens virksomhed i den foerstnaevnte stat var undergivet en tilstraekkelig kontrol, som omfatter enhver engageringsvirksomhed (jf. dommens praemis 24-30).
(20) Dom af 17.12.1981 (sag 272/80, Sml. s. 3277), der er bekraeftet ved dom af 11.5.1989 (sag 25/88, Wurmser, Sml. s. 1105).
(21) Anfoerte dom, praemis 13-15.
(22) Jf. dom af 20.2.1979 (sag 120/78, Rewe, kaldet "Cassis de Dijon"-dommen, Sml. s. 649, praemis 8). Dommen er fulgt fast i Domstolens praksis, jf. bl.a. dom af 14.7.1988 (sag 407/85, 3 Glocken m.fl. mod USL Centro-Sud m.fl., Sml. s. 4233, praemis 9-11).
(23) Jf. dom af 4.12.1986 (sag 205/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3755, praemis 27). Jf. ligeledes Van Wesemael-dommen (naevnt ovenfor i note 19), Webb-dommen (naevnt ovenfor i note 17) og nylig dom af 27.3.1990 (sag C-113/89, Rush Portuguesa, Sml. I, s. 1417).
(24) Naevnt ovenfor i note 4.
(25) Det er i denne forbindelse vaerd at bemaerke, at Irene Vlassopoulou - uden at den tyske regering og ministeriet har bestridt det - har anfoert, at vaesentlige dele af den graeske formueret og civilproces i stor udstraekning svarer til tysk ret.
(26) Dom af 28.4.1977 (sag 71/76, Sml. s. 765).
(27) Anfoerte dom, praemis 2.
(28) Anfoerte dom, praemis 19.
(29) Anfoerte dom, praemis 15-18.
(30) Anfoerte dom, praemis 23.
(31) Dette er foerste gang fastslaaet i dom af 21.6.1974 (sag 2/74, Reyners mod Belgien, Sml. s. 631, praemis 3-32).
(32) Jf. - ud over Reyners-dommen (naevnt ovenfor i note 31) - Thieffry-dommen (naevnt ovenfor i note 26, praemis 18) og dom af 28.6.1977 (sag 11/77, Patrick, Sml. s. 1199, praemis 10-13), der er bekraeftet ved dom af 15.10.1987 (sag 222/86, Heylens, Sml. s. 4097, praemis 11 og 12).
(33) Dom naevnt ovenfor i note 31, praemis 30 og 31.
(34) Naevnt ovenfor i note 5.
(35) Denne forpligtelse fremgaar i oevrigt ogsaa af femte betragtning til direktivet.
(36) Jf. direktivets artikel 4. Ansoegeren kan normalt vaelge mellem en proevetid eller en egnethedsproeve, men "For erhverv, for hvis udoevelse det er noedvendigt at have noeje kendskab til national ret, og i forbindelse med hvilke raadgivning og/eller bistand med hensyn til national ret indgaar som et vaesentligt og fast element, kan vaertslandet som en fravigelse af dette princip foreskrive en proevetid eller en egnethedsproeve" [jf. artikel 4, stk. 1, litra b), in fine].
(37) Der foreligger i oevrigt ifoelge dommene i Webb-sagen og sagen Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten den samme vanskelighed med hensyn til den frie udveksling af tjenesteydelser og de frie varebevaegelser.
(38) Jf. dom af 5.3.1980 (sag 265/78, Ferwerda, Sml. s. 617, praemis 10), dom af 16.12.1976 (sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5), dom af 16.12.1976 (sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 15 og 16) og dom af 9.7.1985 (sag 179/84, Bozzetti, Sml. s. 2301, praemis 17). Jf. ligeledes dom af 19.6.1990 (sag C-213/89, The Queen mod Secretary of State for Transport, ex parte Factortame, Sml. I, s. 2433).
(39) Jf. dom af 28.4.1977 (sag 71/76, Thieffry, naevnt ovenfor i note 26) og dom af 15.10.1987 (sag 222/86, Heylens, naevnt ovenfor i note 32).
(40) Jeg kan forestille mig, at der ogsaa skal tages hensyn til andre forhold. F. eks. er der sandsynligvis i forbindelse med, at Irene Vlassopoulou blev godkendt som doktorand ved Universitetet i Tuebingen, foretaget en vurdering af hendes tidligere akademiske uddannelse og dennes overensstemmelse med den juridiske uddannelse i Forbundsrepublikken Tyskland. Det fremgaar af den tidligere omtalte Thieffry-dom, at de nationale myndigheder skal tage hensyn til en saadan undersoegelse (jf. dommens praemis 20-26).
(41) Jf. artikel 37 i Einigungsvertrag.
(42) A.st.
(43) Jf. bilag I, kapitel III, afdeling A, afsnit II, nr. 2, i Einigungsvertrag. Beskikkelse som Rechtsanwalt i Den Tyske Demokratiske Republik er reguleret ved Rechtsanwaltsgesetz af 13.9.1990 (jf. Gesetzblatt der Deutschen Demokratischen Republik 1990, I, nr. 61, s. 1504). Ifoelge denne lov kraeves det principielt, at vedkommende har gennemfoert et juridisk studium ved et oesttysk universitet, eventuelt suppleret med en vis praktisk erfaring (jf. lovens § 4). Endvidere kan indbyggere i det tidligere DDR i henhold til Einigungsvertrag aflaegge en egnethedsproeve (jf. bilag II, kapital III, afdeling A, afsnit III, nr. 1, litra e), og traktaten indeholder ogsaa en raekke overgangsbestemmelser til fordel for Rechtsanwaltsassistenten og studerende fra det tidligere DDR. Nogle af disse er gaeldende frem til udgangen af 1992 (jf. bilag I, kapitel III, afdeling A, afsnit III, nr. 8, litra y).
(44) Den gaeldende udgave synes at vaere den, der fremgaar af bekendtgoerelse af 3.9.1971, BGBl. I, s. 1565.
(45) I den tyske juridiske teori er der forfattere, der mener, at da § 112 i Richtergesetz kun henviser til § 92, stk. 2, i Bundesvertriebenengesetz, synes det ikke retligt muligt at anerkende eksamener og eksamensbeviser, der er aflagt og erhvervet efter den 8.5.1945, i henhold til Richtergesetz (jf. G. og J. Schmidt-Raentsch: Kommentar zum deutschen Richtergesetz, 4. udgave, 1988, note 1 til § 112). Dette udelukker imidlertid ikke, at de kriterier for, om eksamener og beviser kan ligestilles, der er udviklet paa grundlag af dette stk., generelt kan anvendes som vejledende ved den i punkt 11-15 omtalte undersoegelse.
(46) BGBl. I, s. 269.
(47) Jf. f.eks. dom af 17.12.1970 (sag 11/70, Internationale Handelsgesellschaft mod Einfuhr- und Vorratsstelle fuer Getreide, Sml. s. 235, praemis 3) og dom af 9.3.1978 (sag 106/77, Det italienske finansministerium mod Simmenthal, Sml. s. 629, praemis 17 og 18).
(48) Jf. f.eks. dom af 14.7.1976 (de forenede sager 3/76, 4/76 og 6/76, Kramer, Sml. s. 1279, praemis 42-45) og dom af 27.9.1988 (sag 235/87, Matteucci mod Communauté française de Belgique, Sml. s. 5589, praemis 18 og 19 og domskonklusionen).
(49) Jf. dom af 20.3.1990 (sag C-21/88, Du Pont de Nemours Italiana mod Unità sanitaria locale nº 2 di Carrara, Sml. I, s. 889, praemis 12 og 13).
(50) Jf. f.eks. dom af 17.7.1963 (sag 13/63, Italien mod Kommissionen, Sml. 1954-1964, s. 433) og dom af 23.2.1983 (sag 8/82, Wagner mod BALM, Sml. s. 371, praemis 18).
Top