Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 7. marts 1991. - OVERSEAS UNION INSURANCE LTD OG DEUTSCHE RUCK UK REINSURANCE LTD OG PINE TOP INSURANCE COMPANY LTD MOD NEW HAMPSHIRE INSURANCE COMPANY - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: COURT OF APPEAL - FORENEDE KONGERIGE. - BRUXELLES-KONVENTIONEN - LITISPENDENS - HENSYN TIL PARTERNES BOPAEL - KOMPETENCEN FOR DEN RET, VED HVILKEN DER SIDST ER ANLAGT SAG - KOMPETENCE I FORSIKRINGSSAGER - REASSURANCE. - SAG C-351/89.
Samling af Afgørelser 1991 side I-03317
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hr. afdelingsformand,
De herrer dommere,
1. I medfoer af protokollen af 3. juni 1971 vedroerende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter benaevnt "konventionen"), har Det Forenede Kongeriges Court of Appeal forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af visse af konventionens bestemmelser, navnlig artikel 21, som omhandler litispendens.
2. Spoergsmaalene er blevet rejst i en sag anlagt af tre genforsikringsselskaber (Overseas Union Insurance Limited (herefter benaevnt "OUI"), Deutsche Ruck UK Reinsurance Limited (herefter benaevnt "Deutsche Ruck") og Pine Top Insurance Company Limited (herefter benaevnt "Pine Top") ), mod forsikringsselskabet New Hampshire Insurance Company (herefter benaevnt "New Hampshire") vedroerende virkningen af en genforsikringsaftale.
OUI er et singaporeansk selskab, som er anmeldt i England som et "overseas company". Deutsche Ruck og Pine Top er engelske selskaber med hjemsted i London. New Hampshire er et selskab anmeldt i New Hampshire (USA), hvor det ogsaa har sit hjemsted. Udover at drive virksomhed i USA driver New Hampshire ogsaa virksomhed i Frankrig og i England. I England er selskabet registreret som et "overseas company". I Frankrig er det registreret som et udenlandsk selskab og har der flere kontorer. I Frankrig driver selskabet virksomhed gennem ("through the agency of") det franske selskab American International Underwriters SARL.
3. Hovedsagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne er fremstillet paa foelgende maade i forelaeggelseskendelsen. I september 1979 indgik New Hampshire en forsikringsaftale med det franske selskab Nouvelles Galeries Réunies, som skulle daekke dette selskabs risici i forbindelse med den fem aars garanti, som det gav ved koeb af elektriske apparater. I december 1980 genforsikrede New Hampshire en del af denne risiko hos OUI, Deutsche Ruck og Pine Top. I juli 1986 ophoerte reassurandoererne med at udbetale erstatninger efter gentagne gange at have klaget over afregningskontoens funktion og forvaltning.
Den 4. juni 1987 anlagde New Hampshire sag ved Tribunal de Commerce de Paris mod Deutsche Ruck og Pine Top med paastand om opfyldelse af genforsikringsaftalen. Den 9. februar 1988 anlagde New Hampshire ved samme ret tilsvarende sag mod OUI. OUI, Deutsche Ruck og Pine Top har i den franske sag fremsat indsigelse mod den franske rets kompetence.
Ved skrivelse af ultimo marts 1988 paastod OUI, Deutsche Ruck og Pine Top sig frigjort for deres forpligtelser i henhold til genforsikringsaftalen under henvisning til, at New Hampshire havde fortiet og/eller givet vildledende oplysninger og/eller tilsidesat sine forpligtelser i forbindelse med indgaaelsen og forvaltningen af genforsikringsaftalerne. Den 6. april 1988 anlagde selskaberne sag mod New Hampshire ved High Court of Justice, Commercial Court of the Queen' s Bench Division, med paastand om, at det anerkendes, at de med foeje har haevet genforsikringsaftalerne. New Hampshire anmodede herefter den engelske ret om at udsaette afgoerelsen. Commercial Court tog anmodningen til foelge og udsatte i medfoer af konventionens artikel 21, stk. 2, afgoerelsen, indtil der var truffet afgoerelse om vaernetingsindsigelsen i den franske sag. OUI, Deutsche Ruck og Pine Top har kaeret denne afgoerelse til Court of Appeal. Det er i forbindelse med denne kaeresag, at Court of Appeal har forelagt Domstolen en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende konventionens fortolkning (1).
Det foerste spoergsmaal
4. Det foerste spoergsmaal vedroerer anvendelsesomraadet for konventionens artikel 21. Court of Appeal oensker naermere bestemt oplyst, om artikel 21 finder anvendelse uden hensyn til, hvor parterne har bopael.
Konventionens artikel 21 har foelgende ordlyd:
"Saafremt krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen foerst er anlagt, paa embeds vegne erklaere sig inkompetent til fordel for denne ret.
Den ret, som herefter skulle erklaere sig inkompetent, kan udsaette afgoerelsen, saafremt den anden rets kompetence bestrides."
5. Domstolen har allerede afsagt to domme vedroerende konventionens artikel 21.
I Gubisch-dommen (2) har Domstolen praeciseret, hvad der skal forstaas ved "krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag". Domstolen udtalte, at der foreligger litispendens i naevnte artikels forstand, naar en part anlaegger sag ved en ret i Italien med paastand om, at en koebekontrakt erklaeres ugyldig eller ophaevet, mens der for en tysk ret verserer en sag anlagt af den anden part med paastand om opfyldelse af samme kontrakt. Der er enighed mellem hovedsagens parter vedroerende dette spoergsmaal. I forelaeggelseskendelsen anser Court of Appeal det for godtgjort, at de sager, som verserer for den franske og engelske ret, har samme genstand og hviler paa samme grundlag efter artikel 21, saaledes som Domstolen har fortolket den i Gubisch-dommen.
I Zelger-dommen (3) fortolkede Domstolen udtrykket "ret ... ved hvilken sagen foerst er anlagt ...". Den udtalte, at ved dette udtryk skulle der forstaas:
"Den ret, hvor der foerst maa antages at foreligge et endeligt sagsanlaeg, hvilken betingelse skal vurderes efter hver af de paagaeldende retters egen nationale lovgivning".
I forelaeggelseskendelsen anser Court of Appeal det for godtgjort, at den franske ret var den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt.
6. Med sit foerste spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, hvorvidt parternes bopael - og i givet fald hvilken af parternes - har indflydelse paa anvendelsen af konventionens artikel 21. Dette spoergsmaal er stillet paa grund af et argument, OUI, Deutsche Ruck og Pine Top har fremfoert for Court of Appeal: De har anfoert, at konventionens artikel 21 ikke finder anvendelse i denne sag, fordi New Hampshire ikke har bopael paa en kontraherende stats omraade, navnlig ikke i Frankrig.
Domstolen har ikke faaet forelagt spoergsmaalet om, hvorvidt et selskab som New Hampshire faktisk har sin bopael uden for de kontraherende staters omraader. Jeg vil dog kort gaa ind paa spoergsmaalet, fordi det i betragtning af konventionens artikel 4, som jeg senere vender tilbage til, ligger til grund for uenigheden mellem parterne om artikel 21' s anvendelse.
Konventionens artikel 53, stk. 1, har foelgende ordlyd:
"Selskabers og juridiske personers hjemsted skal ved anvendelsen af denne konvention ligestilles med fysiske personers bopael. Ved afgoerelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten dog anvende de internationale privatretlige regler, som gaelder for den."
Court of Appeal praeciserer i forelaeggelseskendelsen, at section 42 i Civil Justice and Judgments Act 1982 indeholder de nationale retsregler, som goer det muligt at fastlaegge en juridisk persons hjemsted i henhold til konventionens artikel 53. Ifoelge bestemmelsen har et selskab kun hjemsted i en anden kontraherende stat, dersom:
- det er anmeldt eller stiftet ("incorporated or formed") i henhold til statens lovgivning og der har sit vedtaegtsmaessige hjemsted eller anden officiel adresse; eller
- dens centrale ledelse og kontrol over den juridiske person udoeves i denne stat.
Paa baggrund af gaeldende international privatret fandt Court of Appeal derefter, at New Hampshire ikke har hjemsted i en anden kontraherende stat efter konventionens artikel 53. Den forelaeggende ret har dog tilfoejet, at der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt New Hampshire boer anses for at have hjemsted i Frankrig i medfoer af fransk ret.
7. Jeg vender nu tilbage til det argument, som er fremfoert af OUI, Deutsche Ruck og Pine Top, og som de har uddybet i deres skriftlige indlaeg for Domstolen. Ifoelge disse selskaber finder konventionens artikel 21 kun anvendelse, saafremt sagsoegte har bopael paa en kontraherende stats omraade, mens den ikke finder anvendelse, saafremt sagsoegte, som den foreliggende ret har lagt til grund, ikke har bopael paa et saadant omraade. Mens konventionens artikel 2 og de artikler, som der henvises til i artikel 3, for det foerste tilfaeldes vedkommende direkte angiver den kompetente retsinstans, er kompetencen for det andet tilfaeldes vedkommende i medfoer af konventionens artikel 4 reguleret efter hver enkelt kontraherende stats egen lovgivning. For engelsk lovgivnings vedkommende finder princippet om "forum conveniens" altsaa anvendelse, hvilket vil sige, at den engelske ret selv kan afgoere, om den i betragtning af den foreliggende sags faktiske omstaendigheder er det mest hensigtsmaessige vaerneting.
I sine indlaeg for Domstolen har New Hampshire, den britiske regering, den tyske regering og Kommissionen anfaegtet synspunktet om, at konventionens artikel 21 ikke finder anvendelse i denne sag, det vil sige, naar man i lighed med den forelaeggende ret laegger til grund, at New Hampshire ikke har bopael paa en kontraherende stats omraade. Jeg deler denne opfattelse af foelgende grunde.
8. Konventionens artikel 21 regulerer den situation, hvor krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, fremsaettes mellem de samme parter for retter i forskellige kontraherende stater. Ifoelge bestemmelsen skal den ret, ved hvilken sagen sidst er anlagt (herefter benaevnt "den anden ret"), erklaere sig inkompetent til fordel for den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt (herefter benaevnt "den foerste ret"), medmindre den anden ret foretraekker at udsaette afgoerelsen, saafremt den foerste rets kompetence bestrides.
For saa vidt angaar litispendens, sondrer konventionens artikel 21 ikke efter hvilke bestemmelser, som i medfoer af konventionen afgoer en rets kompetence. Navnlig fastsaetter den ikke en undtagelse, som reassurandoerernes advokat har gjort gaeldende under retsmoedet, for det tilfaelde, hvor konventionens artikel 4 finder anvendelse. Artiklen boer derfor fortolkes saaledes, at dens bestemmelser finder anvendelse saavel i det tilfaelde, hvor rettens kompetence i overensstemmelse med konventionens artikel 2 og 3 afgoeres efter konventionens bestemmelser (dvs. i det tilfaelde, hvor sagsoegte har bopael paa en anden kontraherende stats omraade), som i det tilfaelde, hvor kompetencen i medfoer af konventionens artikel 4 afgoeres efter den paagaeldende kontraherende stats lovgivning (dvs. i det tilfaelde, hvor sagsoegte ikke har bopael paa en kontraherende stats omraade). Det fremgaar af ordlyden af konventionens artikel 21, at artiklen finder anvendelse, uanset hvor parterne har deres bopael.
9. Denne fortolkning er i overensstemmelse med bestemmelsens formaal. I Gubisch-dommen har Domstolen defineret formaalet saaledes (praemis 8):
"Hvad saerlig angaar artikel 21, findes denne bestemmelse, sammen med artikel 22 om indbyrdes sammenhaengende krav, i konventionens afsnit II, afdeling 8, som af hensyn til en ordnet retspleje inden for Faellesskabet har til formaal at undgaa, at der verserer parallelle sager for retterne i forskellige kontraherende stater, og at der eventuelt traeffes uforenelige afgoerelser. Disse bestemmelser har saaledes til formaal saa vidt muligt og straks fra begyndelsen at forhindre en situation som den, der er omhandlet i artikel 27, nr. 3, nemlig at en afgoerelse ikke kan anerkendes, fordi den er uforenelig med en afgoerelse mellem de samme parter truffet i den stat, som begaeringen rettes til."
I overensstemmelse med dette formaal skal konventionens artikel 21 fortolkes saa vidt, at den principielt finder anvendelse (dog med forbehold af tilfaelde af enekompetence, jf. afsnit 13 nedenfor) paa alle tilfaelde af litispendens for retterne i forskellige kontraherende stater, som kan foere til uforenelige afgoerelser og altsaa, som allerede anfoert, uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt de omhandlede retter er kompetente i medfoer af konventionens artikel 2 og 3 eller 4.
Artiklens formaal goer det altsaa heller ikke muligt for mig at finde et holdepunkt for, at konventionens artikel 21 ikke finder anvendelse paa det tilfaelde, som konventionens artikel 4 omhandler. Paa grundlag af saavel ordlyden som formaalet med konventionens artikel 21 kan jeg derfor konkludere, at artiklen finder anvendelse, uanset hvor parterne har deres bopael (4).
Det andet og tredje spoergsmaal
10. Det andet og tredje spoergsmaal vedroerer fortolkningen af konventionens artikel 21, stk. 2.
I sit andet spoergsmaal forudsaetter Court of Appeal, at konventionens artikel 21 faktisk finder anvendelse, at den foerste rets kompetence bestrides, og at den anden ret i medfoer af artikel 21, stk. 2, ikke har erklaeret sig inkompetent til fordel for den foerste ret. Court of Appeal oensker oplyst, hvorvidt den anden ret i dette tilfaelde er forpligtet til at udsaette afgoerelsen, eller om den straks kan paakende sagen.
Det tredje spoergsmaal er stillet for det tilfaelde, at det andet spoergsmaal besvares med, at den anden ret ikke er forpligtet til at udsaette afgoerelsen, men selv kan paakende sagen. Med sit tredje spoergsmaal oensker Court of Appeal oplyst, hvorvidt den anden ret i dette tilfaelde har pligt til eller ret til med henblik paa afgoerelsen af, hvorvidt den skal udsaette afgoerelsen eller selv paakende sagen, at undersoege den foerste rets kompetence og i bekraeftende fald, under hvilke omstaendigheder og i hvilket omfang den skal/kan goere dette.
11. Disse spoergsmaal er blevet stillet paa grund af OUI' s, Deutsche Ruck' s og Pine Top' s subsidiaere argument om, at konventionens artikel 21, stk. 2, kun finder anvendelse, saafremt den foerste ret faktisk er kompetent, hvilket den anden ret skal undersoege. Hvis den engelske ret i denne sag imidlertid undersoegte den franske rets kompetence, ville den ifoelge selskaberne komme til det resultat, at den franske ret i medfoer af konventionen ikke er kompetent i forhold til Deutsche Ruck og Pine Top, fordi disse har hjemsted i England og derfor burde vaere sagsoegt i dette land, og at den franske ret hverken paa grundlag af konventionen eller fransk ret kan erklaere sig kompetent i forhold til OUI, som er registreret i England som et "overseas company". Som det fremgaar af forelaeggelseskendelsen har New Hampshire gjort gaeldende, at den franske ret er kompetent, fordi selskabet efter fransk ret skal anses for at have hjemsted i Frankrig som foelge af konventionens artikel 4, stk. 2, (eller eventuelt konventionens artikel 8, stk. 2) og maaske ogsaa i medfoer af konventionens artikel 5, nr. 1.
12. Spoergsmaalet om, hvorvidt den franske ret faktisk er kompetent, er ikke rejst i denne sag. Domstolen er kun blevet anmodet om at besvare det principielle spoergsmaal om, hvorvidt den anden ret har mulighed for, eller pligt til, at undersoege den foerste rets kompetence.
OUI' s, Deutsche Ruck' s og Pine Top' s advokat har under retsmoedet gjort gaeldende, at den anden ret i visse tilfaelde af litispendens selv kan paakende sagen uden at afvente, at den foerste ret erklaerer sig inkompetent. En del af retslitteraturen (5) antager, at konventionens artikel 21 ikke finder anvendelse, saafremt den anden ret er enekompetent mht. et af de i artikel 16 opregnede tilfaelde. Dette skal godtgoere, at den anden ret altid skal undersoege, om sagen er lovligt anlagt ved den foerste ret.
13. Om konventionens artikel 16 saavel som andre af konventionens artikler (bl.a. artikel 17), som tillaegger en enekompetence, er en undtagelse til ordningen i konventionens artikel 21, er ikke et spoergsmaal, som jeg her skal tage stilling til. Den forelaeggende ret har ikke rejst dette spoergsmaal. I oevrigt har ingen af hovedsagens parter gjort gaeldende, at sagen falder ind under et af tilfaeldene af enekompetence.
Hvad end svaret maatte vaere paa dette spoergsmaal, finder jeg det overdrevent heraf at udlede, at der (muligvis) gaelder en undtagelse i tilfaelde af enekompetence, hvorefter den anden ret ogsaa i andre tilfaelde kan eller skal undersoege, om den foerste ret faktisk er kompetent. Der er en grundliggende forskel mellem de to tilfaelde. I forbindelse med enekompetence undersoeger den anden ret kun sin egen (ene) kompetence. Det samme goer sig ikke gaeldende i et tilfaelde som det foreliggende, hvor der ikke foreligger enekompetence. Hvis man i et saadant tilfaelde lagde reassurandoerernes synspunkt til grund, ville det foere til, at den anden ret skulle undersoege den foerste rets kompetence i dennes sted for derved at udlede sin egen kompetence i tilfaelde af, at den foerste ret maatte antages at vaere inkompetent. Det kan altsaa ikke udledes af en mulig undtagelse til konventionens artikel 21, hvorledes denne sag skal loeses.
14. Med hensyn til de spoergsmaal, som faktisk er rejst i denne sag, deler jeg New Hampshire' s, den britiske regerings, den tyske regerings og Kommissionens opfattelse af, at OUI' s, Deutsche Ruck' s og Pine Top' s fortolkning af artikel 21, stk. 2 (jf. afsnit 11 ovenfor), ikke kan tiltraedes. Som jeg vil redegoere for, foelger dette resultat af bestemmelsens formaal.
Konventionens artikel 21, stk. 2, indeholder en undtagelse til hovedreglen i stk. 1, som henviser til den foerste ret. Undtagelsens formaal er defineret saaledes i Jenard-rapporten (6):
"Det er hensigten med denne bestemmelse at fastslaa, at parterne ikke skal vaere noedt til at begynde en ny retssag, saafremt den ret, ved hvilken sagen foerst er anlagt, skulle erklaere sig inkompetent. Derved undgaas ogsaa negative kompetencekonflikter."
Efter min opfattelse foelger det af dette formaal, at saafremt den anden ret ikke oensker at erklaere sig inkompetent til fordel for den foerste ret i et tilfaelde, hvor den foerste rets kompetence bestrides, skal den udsaette afgoerelsen uden selv at undersoege sagen. Ved at udsaette afgoerelsen opnaas formaalet om i videst muligt omfang at undgaa negative kompetencekonflikter nemlig fuldt ud (det vil sige, at det undgaas, at der ikke kan anlaegges sag paa ny ved den anden ret, saafremt den foerste ret erklaerer sig inkompetent). Det kraeves ikke for at naa dette maal, at den anden ret forbereder behandlingen af sagen og derefter afgoer den. Tvaertimod ville der, saafremt den anden ret skulle goere dette, opstaa risiko for uforenelige afgoerelser i det tilfaelde, hvor den foerste ret ogsaa erklaerer sig kompetent og afgoer sagen, hvilket konventionen har til formaal i videst muligt omfang at undgaa (jf. afsnit 9 ovenfor).
15. Det foelger heraf, at i en situation som den foreliggende skal den anden ret udsaette afgoerelsen, medmindre den erklaerer sig inkompetent til fordel for den foerste ret (7). Dette er ogsaa tilfaeldet, saafremt den anden ret finder, at den foerste ret ikke er kompetent. Bortset fra tilfaelde af enekompetence (jf. afsnit 13 ovenfor) tilkommer det ikke den anden ret, men den foerste ret, at undersoege sin egen kompetence. En modsat afgoerelse ville vaere en ubegrundet indgriben i den foerste rets kompetence fra den anden rets side.
Denne opfattelse svarer ogsaa bedst til ordlyden af konventionens artikel 21, stk. 2, hvori der som eneste alternativ til at erklaere sig inkompetent til fordel for den foerste ret angives muligheden for at udsaette afgoerelsen, uden at der i oevrigt hjemles nogen mulighed for den anden ret til at paakende sagen, saafremt den oensker det.
Det fjerde spoergsmaal
16. Det fjerde spoergsmaal vedroerer anvendelsesomraadet for bestemmelserne i konventionens afsnit II, afdeling 3, med henblik paa genforsikringsaftaler. Da dette spoergsmaal er rejst for det tilfaelde, hvor det fremgaar af besvarelsen af de forudgaaende spoergsmaal, at den anden ret har pligt eller ret til at undersoege den foerste rets kompetence, vil jeg paa baggrund af mine besvarelsesforslag ikke undersoege dette spoergsmaal.
Sammenfatning
17. Jeg forslaar derfor Domstolen at besvare de praejudicielle spoergsmaal saaledes:
"1) Har flere parter fremsat krav, der har samme genstand og hviler paa samme grundlag, for retter i forskellige kontraherende medlemsstater, finder artikel 21 i konventionen anvendelse, uanset hvor de har bopael.
2) I de tilfaelde, hvor konventionens artikel 21 finder anvendelse, og kompetencen for den ret, ved hvilken der foerst er anlagt sag, bestrides, skal den ret, ved hvilken der sidst er anlagt sag, straks udsaette sin afgoerelse, medmindre den i medfoer af artikel 21, stk. 2, erklaerer sig inkompetent til fordel for den foerstnaevnte ret."
(*) Originalsprog: nederlandsk.
(1) I betragtning af det tidspunkt, hvor hovedsagen blev anlagt ved den engelske ret (dvs. den 6.4.1988), skal besvarelsen af spoergsmaalene ske paa grundlag af konventionen som aendret ved tiltraedelsestraktaten af 1978 (EFT 1978 L 304, s. 1), og som er traadt i kraft i Det Forenede Kongerige den 1.1.1987 (EFT 1986 C 285, s. 1). Konventionen som senere aendret ved tiltraedelsestraktaten af 1982 (EFT 1982 L 388, s. 1) traadte foerst i kraft i Det Forenede Kongerige den 1.10.1989 (EFT 1989 C 249, s. 1). Dette har dog ikke betydning for fortolkningen af de af konventionens artikler, som jeg undersoeger nedenfor, da de ikke er aendret.
(2) Dom af 8.12.1987 (sag 144/86, Gubisch, Sml. s. 4861).
(3) Dom af 7.6.1984 (sag 129/83, Zelger, Sml. s. 2397).
(4) Jf. saaledes: G. Droz, Compétence judiciaire et effets des jugements dans le marché commun, 1972, s. 189; P. Gothot og D. Holleaux, La convention de Bruxelles du 27 septembre 1968, 1985, s. 123; P. Kaye, Civil Jurisdiction and Enforcement of Foreign Judgments, 1987, s. 1221; J. Kropholler, Europaeisches Zivilprozessrecht, 1987, s. 215.
(5) Jf. G. Droz, a.st., s. 192 til 194; P. Kaye, a.st., s. 1221 til 1223.
(6) Rapport fra P. Jenard om konventionen af 27.9.1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgoerelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1979 C 59, s. 1, paa s. 41).
(7) Jf. saaledes: P. Gothot og D. Holleaux, a.st., s. 126; P. Kaye, a.st., s. 1219.
Top