Vigtig juridisk meddelelse
Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 29. juni 1989. - TORFAEN BOROUGH COUNCIL MOD B & Q PLC. - ANMODNING OM PRAEJUDICIEL AFGOERELSE: CWMBRAN MAGISTRATES'COURT - FORENEDE KONGERIGE. - FRIE VAREBEVAEGELSER - FORTOLKNINGEN AF EOEF-TRAKTATENS ARTIKLER 30 OG 36 - FORBUD MOD HANDEL OM SOENDAGEN. - SAG 145/88.
Samling af Afgørelser 1989 side 03851
svensk specialudgave side 00241
finsk specialudgave side 00255
Generaladvokatens forslag til afgørelse
++++
Hoeje Domstol .
1 . I naervaerende praejudicielle sag skal Domstolen paa ny tage stilling til raekkevidden af EOEF-Traktatens artikel 30 . Domstolen skal afgoere, om forbuddet i naevnte artikel mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner ogsaa finder anvendelse paa en national forskrift, hvorefter det principielt er forbudt at saelge varer om soendagen .
Sagens baggrund
2 . Hovedsagen er en straffesag, som en britisk kommune, Torfaen Borough Council ( herefter benaevnt "kommunalbestyrelsen ") har rejst mod en stor virksomhed, der driver goer-det-selv-forretninger, B & Q PLC ( herefter benaevnt "B & Q ").
B & Q er tiltalt for overtraedelse af Section 47 og Section 59 i United Kingdom Shops Act 1950 ( herefter benaevnt "Shops Act "), idet virksomheden har holdt sin forretning i Cwmbran aaben for kunder om soendagen .
Med hensyn til ordlyden af de relevante bestemmelser i Shops Act henviser jeg til retsmoederapportens afsnit I, punkt 2 . Som anfoert i retsmoederapporten findes der en raekke undtagelser fra det omhandlede forbud; det bestrides i oevrigt ikke, at loven i vidt omfang ikke overholdes, og at den mange steder kun anvendes sporadisk . Det skal endvidere bemaerkes, at loven ikke gaelder i Skotland .
3 . Det er mellem parterne i hovedsagen uomtvistet, at B & Q har overtraadt de omtalte bestemmelser i Shops Act, og at den eneste omstaendighed, der kan goere B & Q' s forhold straffrit, muligvis findes i EOEF-Traktatens artikel 30 . Der er heller ingen uenighed mellem parterne vedroerende de oplysninger, som B & Q har fremlagt til stoette for sine anbringender om virkningerne af forbuddet mod soendagshandel for indfoerslerne fra andre medlemsstater . Hovedindholdet af disse oplysninger, som den forelaeggende ret har lagt til grund som en del af sagens faktum ( 1 ), er foelgende :
1 ) ... ( uden betydning ).
2 ) ... ( uden betydning ).
3 ) I 1987-1988 koebte B & Q varer fra andre medlemsstater til en vaerdi af over 40 000 000 UKL . Dette svarer til ca . 10% af B & Q' s samlede totale indkoeb i naevnte periode .
4 ) Som foelge af haandhaevelsen af forbuddet mod soendagshandel har der vaeret en betydelig og vedvarende nedgang i salget i en raekke af B & Q' s forretninger ( herunder forretninger i Cwmbran ). Det fremgaar af det foreliggende materiale, at dette omsaetningstab ikke er blevet rettet op med tiden, men har varet ved . Det gennemsnitlige omsaetningstab for de paagaeldende forretninger i 1986-1987 og 1987-1988 er naesten 23 %.
5 ) Salgsnedgangen er generel i den forstand, at hele B & Q' s varesortiment har vaeret beroert i stoerre eller mindre grad .
6 ) Nedgangen er blevet bekraeftet i forbindelse med en kontrol af, hvor mange ordrer B & Q har afgivet til nogle af virksomhedens EOEF-leverandoerer i tiden efter, at et antal forretninger havde holdt soendagslukket . Der konstateredes en vaesentlig nedgang i antallet af saadanne ordrer .
7 ) ... ( uden betydning ).
8 ) Det fremgaar af det anfoerte, at haandhaevelsen af forbuddet mod soendagshandel indirekte foerer til en reel nedgang i indfoerslerne til Det Forenede Kongerige fra andre medlemsstater af en raekke varer, som saelges i B & Q' s forretninger .
4 . Den forelaeggende ret har paa denne baggrund besluttet at forelaegge Domstolen tre spoergsmaal vedroerende Shops Act 1950' s forenelighed med EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 . Spoergsmaalene lyder som foelger :
"1 ) Saafremt der i en medlemsstat gaelder et forbud mod, at detailforretninger holdes aabne om soendagen med henblik paa salg af varer til kunder - dog at visse, naermere angivne artikler lovligt kan saelges - og forbuddet bevirker en reel nedgang i vareomsaetningen i de naevnte forretninger, herunder af varer fremstillet i andre medlemsstater, samt en tilsvarende nedgang i vareindfoerslerne fra andre medlemsstater, er et saadant forbud da en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion som omhandlet i Traktatens artikel 30?
2 ) Saafremt spoergsmaal 1 besvares bekraeftende, er en saadan foranstaltning da omfattet af nogen af undtagelserne i artikel 36 fra bestemmelsen i artikel 30 eller af nogen anden undtagelse med hjemmel i faellesskabsretten?
3 ) Foreligger der - af betydning for svaret paa spoergsmaal 1 eller spoergsmaal 2 - noget forhold, som bevirker, at den omhandlede foranstaltning maa betragtes som et middel til vilkaarlig forskelsbehandling, som en skjult begraensning af samhandelen mellem medlemsstaterne eller som en uforholdsmaessig eller af anden grund uretmaessig foranstaltning?"
I - Foerste spoergsmaal
5 . Domstolen maa ved det foerste spoergsmaal laegge til grund, at forbuddet mod soendagshandel "bevirker en ... nedgang i vareomsaetningen ... af varer fremstillet i andre medlemsstater, samt en tilsvarende nedgang i vareindfoerslerne fra andre medlemsstater ". Der sigtes med denne del af spoergsmaalet til en omstaendighed, der er lagt til grund som faktum i forelaeggelseskendelsen ( jfr . ovenfor i afsnit 3 ., pkt . 6 ) og 8 )), nemlig at haandhaevelsen af forbuddet mod soendagshandel indirekte foerer til en reel nedgang i indfoerslerne til Det Forenede Kongerige fra andre medlemsstater af en raekke varer, som saelges i B & Q' s forretninger .
Forelaeggelseskendelsen fra Cwmbran Magistrates' Court er en saakaldt "consent order", dvs . at parterne er enedes om kendelsens indhold, herunder formuleringen af de praejudicielle spoergsmaal . Det fremgaar imidlertid af de skriftlige indlaeg fra kommunalbestyrelsen og den britiske regering saavel som af proceduren under den mundtlige forhandling, at det i en raekke henseender stadig er omtvistet, hvorledes Domstolen skal forstaa det foerste praejudicielle spoergsmaal .
Boer forelaeggelseskendelsen "omformuleres"?
6 . For det foerste har Det Forenede Kongeriges regering anfoert, at det ikke er bevist, at B & Q den paagaeldende soendag solgte varer, der var fremstillet i andre medlemsstater . Det Forenede Kongerige har i oevrigt anfoert, at eftersom Shops Act ikke kriminaliserer handel, men derimod selve det at holde en forretning aaben, har B & Q under alle omstaendigheder overtraadt loven, og de praejudicielle spoergsmaal er ikke noedvendige, for at hovedsagen kan afgoeres . Det Forenede Kongerige anmoder under alle omstaendigheder Domstolen om at fastslaa, at der kun kan opstaa spoergsmaal om traktatstridighed i forbindelse med de omhandlede bestemmelser i Shops Act 1950 i det omfang, hvori disse bestemmelser finder anvendelse paa indfoerte produkter .
For det andet har Det Forenede Kongeriges regering og kommunalbestyrelsen anfoert, at det ikke er bevist, at de omtvistede Shops Act-bestemmelser faktisk begraenser de samlede indfoersler til Det Forenede Kongerige ( jfr . retsmoederapporten, afsnit II, pkt . 1 og 3 ).
For det tredje har Det Forenede Kongeriges regering og kommunalbestyrelsen i retsmoedet anfoert et yderligere argument til stoette for, at Domstolen efter disse parters opfattelse ikke boer laegge nogen vaegt paa den forelaeggende rets antagelse om, at Shops Act paavirker indfoerslerne til Det Forenede Kongerige . Den virkning, der naevnes i forelaeggelseskendelsen, er efter deres opfattelse irrelevant, da den kun goer sig gaeldende i forhold til én erhvervsdrivende, og der intet foreligger om, at den beroerer et bestemt produkt .
7 . Jeg finder ikke nogen af disse tre argumenter overbevisende . Med hensyn til relevansen eller noedvendigheden af dette praejudicielle spoergsmaal kan jeg fatte mig i korthed . Som Det Forenede Kongerige selv har anfoert, tilkommer det alene den forelaeggende ret at tage stilling til, om et praejudicielt spoergsmaal er noedvendigt eller relevant ( 2 ).
Anbringendet om, at en national foranstaltning kun kan anses for at stride mod artikel 30, for saa vidt som den finder anvendelse paa indfoerte produkter, er korrekt i den forstand, at artikel 30 ( eller enhver anden bestemmelse i faellesskabsretten ) ikke finder anvendelse paa "rent interne" retsforhold ( 3 ). Dette er ikke forholdet i naervaerende sag : det fremgaar klart af ordlyden af det foerste spoergsmaal og af de faktiske omstaendigheder, at der foreligger et "graenseoverskridende aspekt ".
Det andet anbringende forekommer mig at vaere endnu mindre foreneligt med Domstolens praksis . Domstolen har i Dassonville-dommen klart udtalt - og siden stedse fastholdt - at der ved foranstaltning med tilsvarende virkning skal forstaas "enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt kan hindre samhandelen i Faellesskabet" ( 4 ). I overensstemmelse hermed har Domstolen i praksis statueret, at en erhvervsdrivende, der anfaegter en national foranstaltning med den begrundelse, at den udgoer en ulovlig foranstaltning med tilsvarende virkning, ikke behoever at bevise, at foranstaltningen faktisk og generelt hindrer samhandelen inden for Faellesskabet . Domstolen har forkastet en argumentation, hvorved man paa grundlag af statistiske oplysninger soegte at bevise, at indfoerslen af det paagaeldende produkt var foroeget, og den har heller ikke tillagt det nogen betydning, at den omhandlede hindring muligvis opvejes af andre faktorer ( 5 ). Dette er ogsaa logisk : uden den restriktive foranstaltning kunne indfoerslerne maaske foroeges endnu mere .
De eneste tilfaelde, hvor Domstolen har tiltraadt, at en foranstaltning kunne antages at falde uden for artikel 30' s anvendelsesomraade paa grund af foranstaltningens faktiske virkninger, udgoeres af de sager, hvori Domstolen har statueret, at de omhandlede bestemmelser ikke kunne begraense importen eller eksporten mellem medlemsstater ( 6 ), eller hvori den omhandlede foranstaltning "i realiteten ingen forbindelse (( har )) med indfoerslen af varerne" ( 7 ). De faktiske omstaendigheder i de naevnte domme var meget specielle : der var i alle sager tale om foranstaltninger, hvorom Domstolen paa grundlag af en empirisk bedoemmelse fastslog, at de ikke paavirkede eller ikke kunne paavirke samhandelen inden for Faellesskabet . Den britiske regering og kommunalbestyrelsen har givet udtryk for, at Domstolen i naervaerende sag har at goere med et lignende forhold, og at de naevnte domme derfor er afgoerende for besvarelsen af de praejudicielle spoergsmaal . Det mener jeg ikke er rigtigt : den forelaeggende ret har saaledes fastslaaet, at der er sket en vis nedgang i indfoerslerne til Det Forenede Kongerige som foelge af forbuddet mod soendagshandel . Det vil foelgelig af Domstolen vaere at laegge til grund, at der er aarsagsforbindelse mellem de omtvistede bestemmelser og nedgangen i indfoerslerne; en saadan forbindelse forelaa ikke i sagerne Oebel, Blesgen og Forest .
8 . Jeg er heller ikke enig i det tredje anbringende vedroerende "relevansen" af de faktiske omstaendigheder, som den forelaeggende ret har lagt til grund . Det fremgaar af Domstolens praksis, at selv om en handelshindring kun foreligger i forhold til en enkelt erhvervsdrivende, kan de forskrifter, der bevirker hindringen, vaere omfattet af anvendelsesomraadet for artikel 30 ( 8 ). Efter min mening er dette velbegrundet . Den fortolkning af faellesskabsretten, der gives i en praejudiciel dom, staar vel ved magt "erga omnes", men dommen afsiges med henblik paa anvendelsen af en national forskrift paa et klart afgraenset faktisk sagsforhold, som foreligger i hovedsagen . Det er givetvis ikke altid muligt ( og heller ikke oenskeligt ), at Domstolen i en praejudiciel dom tager stilling til sagsforhold, der ikke omfattes af sagsforholdet i hovedsagen, og hvor de praecise faktiske omstaendigheder ikke er oplyst eller ikke tilstraekkeligt oplyst .
Jeg maa endelig ogsaa tage afstand fra anbringendet om, at der i naervaerende sag som foelge af Shops Act-bestemmelsernes generelle indhold ikke kan antages at foreligge en restriktion vedroerende et bestemt produkt . Det i naervaerende sag rejste spoergsmaal er, om de omtvistede bestemmelser medfoerer en handelshindring i betydningen i artikel 30 i forhold til de varer, der saelges af B & Q . Den forelaeggende ret har her udtrykkeligt lagt til grund, at dette er tilfaeldet ( 9 ).
Indeholder Shops Act "bestemmelser for handelen"?
9 . Paa grundlag af det ovenfor anfoerte finder jeg ikke, at der foreligger tilstraekkeligt grundlag for at forkaste den forelaeggende rets antagelser vedroerende faktum som irrelevante og omformulere det foerste spoergsmaal .
Det omtvistede spoergsmaal er herefter, om nationale bestemmelser - og i bekraeftende fald hvilke bestemmelser - som er paavist at have en vis importbegraensende virkning, alligevel kan falde uden for anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 30 . Ifoelge B & Q kan dette ikke forekomme : de omtvistede bestemmelser i Shops Act 1950 maa i det hele vurderes i lyset af det princip, der er fastslaaet i Dassonville-dommen, og rammes derfor umiddelbart af forbuddet i artikel 30 . Baade kommunalbestyrelsen, den britiske regering og Kommissionen har imidlertid haevdet, at det naevnte princip enten ikke finder anvendelse i naervaerende sag, eller at det ikke foelger af princippet, at de omtvistede bestemmelser er omfattet af artikel 30' s anvendelsesomraade .
10 . Kommunalbestyrelsen har anfoert, at de omtvistede forskrifter ikke er "bestemmelser for handelen" i betydningen i Dassonville-dommen, men henhoerer under de "offentligretlige ordensforskrifter", hvor medlemsstaternes kompetence staar ved magt i henhold til artikel 30 . I kommunalbestyrelsens indlaeg defineres begrebet "offentligretlige ordensforskrifter" eller "offentlig reguleringslovgivning" foerst og fremmest paa grundlag af de virkninger, som en forskrift af denne art kan have . Disse bestemmelser har kun fjern forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet, og deres restriktive virkninger er den uundgaaelige foelge af den almindelige regulering af samfunds - og erhvervslivet . Kommunen har anfoert, at saadanne bestemmelser ikke rammes af forbuddet i artikel 30, saafremt de anvendes uden forskel ( dette er ifoelge kommunen bekraeftet ved de tidligere naevnte domme i Oebel - og Blesgen-sagerne ).
11 . Det Forenede Kongeriges regering - som ikke argumenterer ud fra begrebet "offentlig reguleringsforskrift" - har gjort gaeldende, at Domstolen i sin praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 30 sondrer mellem forskrifter, der gaelder for et bestemt produkt, og bestemmelser af generelt indhold . For saa vidt angaar de foerstnaevnte bestemmelser, foerer en forskel mellem de gaeldende nationale forskrifter naesten uundgaaeligt til en hindring for samhandelen over graenserne . Ved bestemmelser af generelt indhold fremgaar det derimod af Domstolens praksis, at de ikke er omfattet af anvendelsesomraadet for EOEF-Traktatens artikel 30, medmindre de er diskriminerende eller faktisk stiller indfoerte produkter ringere end indenlandske produkter . Bestemmelserne om arbejds - eller aabningstid eller forskrifter om, hvilke produkter der maa saelges via bestemte afsaetningskanaler, henhoerer under den almindelige samfunds - og erhvervsregulering . Selv om bestemmelserne maatte have en vis restriktiv virkning, forhindrer de ikke indfoersel eller salg af importerede produkter; deres virkning ( hvis de overhovedet har nogen ) kan ikke paavises praecist .
12 . Efter min mening kan der indvendes adskilligt mod kommunalbestyrelsens og Det Forenede Kongeriges regerings opfattelse . Det er paa ingen maade let at anvende det sondringskriterium, som de foreslaar . Hvad er en "fjern forbindelse med samhandelen inden for Faellesskabet", "almindelig regulering" eller "forskrifter af generelt indhold"? Hvor mange produkter eller brancher skal en bestemmelse vedroere, for at den kan betragtes som og behandles som en bestemmelse af generelt indhold?
Et mere vaesentligt spoergsmaal er imidlertid, om den foernaevnte opfattelse er forenelig med Domstolens praksis . Domstolens praksis giver ingen stoette for at anerkende en ny gruppe ( offentligretlige ) foranstaltninger, der paa den ene side regulerer fremstilling og salg af varer, men paa den anden side ikke er bestemmelser for handelen . Dette er for nylig principielt fastslaaet i Domstolens dom af 18 . maj 1989 i Pharmaceutical Society-sagen ( 10 ), hvori Domstolen fastslog, at en bestemmelse, hvorefter en apoteker kun maa udlevere et laegemiddel af det navn, som er angivet i recepten, kunne udgoere en foranstaltning med tilsvarende virkning . Der var imidlertid tale om en "neutral" fagetisk bestemmelse, som ikke havde nogen paaviselig forbindelse med indfoerslen af varer . Domstolen, der herved henholdt sig til det faktum, at indfoerslen af udenlandske laegemidler praktisk talt var ophoert, efter at bestemmelsen havde vaeret i kraft en kort tid, fastslog imidlertid, at det ikke kunne udelukkes, at bestemmelsen kunne hindre samhandelen inden for Faellesskabet; Domstolen tog ikke stilling til, hvorledes bestemmelsen skulle karakteriseres ( om der var tale om en bestemmelse for handelen ) ( 11 ). Et andet eksempel foreligger i dommen i Buet-sagen ( 12 ), hvori Domstolen statuerede, at en fransk bestemmelse om forbud mod doersalg af "paedagogisk materiale" maatte anses for en hindring for indfoersel af undervisningsmateriale til indlaering af et fremmed sprog ( jfr . dommens praemisser 7-9 ).
De naevnte domme indeholder en nyttig understregning af, at bedoemmelsen af nationale forskrifter i forhold til EOEF-Traktatens artikel 30 principielt skal tage hensyn til disse forskrifters ( handelsbegraensende ) virkninger og ikke deres indhold ( generelt eller vedroerende et bestemt produkt ). Selv om det er lettere at bevise, at der foreligger en hindring i forbindelse med en bestemmelse for et bestemt produkt end ved en generel bestemmelse, kan jeg imidlertid ikke indse, hvorfor en bestemmelse af generel karakter ikke skulle kunne skabe en hindring for samhandelen lige saa vel som en bestemmelse vedroerende et bestemt produkt .
De forskellige grupper "bestemmelser, der anvendes uden forskel"
13 . Som indledning til dette afsnit skal jeg i korthed omtale Kommissionens indlaeg . Kommissionen tager udgangspunkt i den almindeligt accepterede sondring mellem "diskriminerende bestemmelser" og "bestemmelser, der finder anvendelse uden forskel ". Inden for denne anden gruppe sondrer Kommissionen mellem tre forskellige grupper paa grundlag af de omhandlede bestemmelsers indhold . Den foerste gruppe omfatter forskrifter, der regulerer de krav ( art eller sammensaetning, stoerrelse, udformning, emballage, etikettering og benaevnelse ), som produkter skal opfylde for at kunne bringes paa markedet . En forskel mellem de forskellige nationale forskrifter foerer i denne gruppe uundgaaeligt til samhandelshindringer, fordi varer, der er forskriftsmaessigt fremstillet eller markedsfoert i eksportmedlemsstaten, paa grund af forskellen maa tilpasses for at kunne saelges i importmedlemsstaten . Den anden gruppe omfatter bestemmelser, der forbyder indfoersel og fremstilling ( eller simpelthen salg ) af visse produkter . Saadanne bestemmelser indebaerer et ubetinget forbud mod at indfoere de omhandlede produkter og kan derfor snarere betragtes som kvantitative restriktioner end som foranstaltninger med tilsvarende virkning . Den tredje gruppe vedroerer de omstaendigheder ( sted, tid, maade, af hvem ), hvorunder produkterne maa saelges eller anvendes . Begraensninger i forretningers aabningstider hoerer klart til sidstnaevnte gruppe .
Kommissionen har anfoert, at foranstaltningerne inden for den tredje gruppe har en fjernere forbindelse med indfoerslen af varer . Disse foranstaltninger hindrer ikke indfoerslen, men de kan bevirke en nedgang heri som foelge af de begraensninger, som de fastsaetter vedroerer afsaetnings - og anvendelsesmulighederne ( og dermed for efterspoergslen ) for de produkter, som de omfatter . Saadanne begraensninger er imidlertid af en ganske anden art end begraensningerne ved de to foerste grupper : mens begraensningerne ved de to foerste grupper skyldes forskellene mellem de forskellige nationale forskrifter, skyldes begraensningerne ved gruppe tre selve det forhold, at bestemmelserne findes; en eventuel forskel er i saa henseende uden betydning . Kommissionen har i Domstolens praksis fundet tre sager, hvori den mener, at Domstolen har taget stilling til bestemmelser, der hoerer til den tredje gruppe, nemlig Oebel - ( 13 ), Blesgen - ( 14 ) og Forest - ( 15)dommene . Efter Kommissionens opfattelse er disse domme ogsaa afgoerende for naervaerende sag .
14 . Foer jeg anfoerer min egen opfattelse, finder jeg det relevant at goere opmaerksom paa, at man kan se en klar udvikling i Domstolens praksis vedroerende nationale foranstaltninger, der omfattes af EOEF-Traktatens artikel 30 . Det har fra foerste faerd staaet fast, at en national foranstaltning, der medfoerer forskelsbehandling ( efter bestemmelserne selv eller, som det hurtigt blev fastslaaet, via disses virkninger ) af importerede produkter, dermed rammes af forbuddet i artikel 30 . I denne situation - som ikke foreligger i naervaerende sag - har Domstolen indtaget det standpunkt, at en saadan foranstaltning kun kan begrundes under henvisning til en af de legitimerende omstaendigheder i artikel 36 .
15 . Domstolen har dernaest ogsaa anset forbuddet efter artikel 30 for anvendeligt paa foranstaltninger, der anvendes uden forskel paa indenlandske og importerede varer . Der er her tale om foranstaltninger, der med sikkerhed ikke har noget diskriminerende maal eller sigte, men som faktisk virker mere byrdefulde for importerede produkter end for indenlandske produkter; foranstaltningerne stiller med andre ord importerede produkter ringere end indenlandske produkter . I den beroemte "Cassis de Dijon"-dom fastslog Domstolen, at saadanne foranstaltninger principielt ogsaa er omfattet af forbuddet i artikel 30 :
"Hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, der beror paa forskelle i de nationale lovgivninger vedroerende afsaetningen af de paagaeldende produkter, maa accepteres i det omfang, disse bestemmelser er ... noedvendige af (( tvingende )) hensyn ..." ( 16 )
Denne afgoerelse hviler paa den grundlaeggende betragtning, at saadanne forskelle i de nationale lovgivninger kan foere til alvorlige hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, idet de kan goere det noedvendigt at afholde udgifter eller traeffe ekstra foranstaltninger for at sikre, at produktet fremstilles eller afsaettes i overensstemmelse med hver enkelt medlemsstats saerlige forskrifter . De her omhandlede bestemmelser regulerer enten produkternes sammensaetning, stoerrelse, udformning, vaegt, fremtraeden, etikettering, betegnelse og emballage ( 17 ) eller de tilladte salgsmetoder ( 18 ). Som med rette anfoert af Kommissionen foreligger der i denne gruppe en aarsagsforbindelse mellem forskellene og handelshindringen . Af denne grund er saadanne foranstaltninger ulovlige efter artikel 30, medmindre de er noedvendige af "tvingende hensyn" eller kan anses for begrundet i de legitimerende omstaendigheder, som naevnes i artikel 36 . Det omhandlede forbud finder naturligvis kun anvendelse, for saa vidt som der ikke findes faellesskabsbestemmelser, og indtil der er vedtaget et harmoniseringsdirektiv i medfoer af EOEF-Traktatens artikler 100 ff .
16 . Det ligger i naervaerende sag fast, at de omtvistede britiske bestemmelser ikke rammer importerede produkter anderledes end indenlandske produkter . Den forelaeggende ret har saaledes lagt til grund, at salgsnedgangen som foelge af haandhaevelsen af forbuddet mod soendagshandel er generel (" across the board "), idet den har ramt alle de varer, der saelges af B & Q . I oevrigt har B & Q ikke haevdet, at virksomheden som foelge af forskellen mellem de nationale lovgivninger vedroerende lukkedage har vaeret noedt til at aendre salgsmetode . Der er foelgeligt intet bevis for, at det er vanskeligere at fremstille eller afsaette de importerede varer, som B & Q saelger, end at fremstille eller saelge indenlandske produkter .
Er der under disse omstaendigheder alligevel risiko for, at maalet med artikel 30, nemlig at integrere de nationale markeder, ikke naas? Generaladvokat Sir Gordon Slynn besvarede i sit forslag til afgoerelse i Cinéthèque-sagen ( 19 ) dette spoergsmaal benaegtende :
"Er der ... tale om en national foranstaltning, der ikke specielt tager sigte paa import og ikke er udtryk for en forskelsbehandling af import, som endvidere ikke goer det vanskeligere for en importoer end for en indenlandsk producent at saelge vedkommende vare, og som ikke yder indenlandske producenter nogen beskyttelse, saa er denne foranstaltning efter min mening ikke prima facie omfattet af artikel 30, selv om den faktisk giver anledning til en hindring eller mindskelse af importen" ( 20 ).
Med hensyn til den franske lovgivning, der omhandledes i Cinéthèque-sagen, kunne det ikke paavises, at importen blev gjort "vanskeligere", hvilket heller ikke er paaviseligt i naervaerende sag . Generaladvokaten udtrykte det saaledes :
"Importoeren kan faktisk importere . Goer han det, er han stillet paa noejagtig samme maade som den indenlandske erhvervsdrivende . Denne opnaar ingen saerlig fordel frem for importoeren, der paa sin side ikke saerligt forfordeles i forhold til den franske erhvervsdrivende som foelge af forbuddet mod udnyttelse af indspilninger paa videokassetter . En erhvervsdrivende vil undlade at koebe hos en fransk videoforhandler ( der er ude af stand til at saelge eller udleje ) og hos en forhandler i en anden medlemsstat af én og samme grund . Saavel den franske som den udenlandske forhandler er i saa henseende undergivet de samme markedsforhold . De optraeder faktisk paa det samme marked . For det har naturligvis ikke vaeret hensigten med artikel 30 i en saadan situation at give forhandleren fra en anden medlemsstat en bedre stilling end den indenlandske forhandler . Saafremt det ville have vaeret aabenbart urimeligt at stille importen paa samme maade som den indenlandske produktion, kunne foranstaltningen eventuelt have vaeret uretmaessig af denne grund . Det er imildertid slet ikke den situation, der er tale om i det foreliggende tilfaelde, og den franske lovgivning er efter min mening ikke omfattet af artikel 30" ( 21 ).
Domstolen fulgte ikke denne opfattelse . Det tiltraedes dog i dommen, at en saadan ordning
"ikke ... har til formaal at dirigere handelsstroemmene; den foerer ikke til en favorisering af den indenlandske produktion paa bekostning af produktionen i de oevrige medlemsstater, men rummer en tilskyndelse til filmproduktion" ( praemis 21 ).
Alligevel fandt Domstolen, at forbuddet i artikel 30 principielt kunne anvendes :
"Anvendelsen af en saadan ordning kan imidlertid medfoere hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet med videokassetter, idet de forskellige medlemsstaters ordninger og vilkaarene for filmvaerkers foerste udbredelse i biografer kan vaere meget uensartede . Et af en saadan ordning omfattet forbud er derfor kun i overensstemmelse med Traktatens grundsaetning om frie varebevaegelser, saafremt de af forbuddet flydende hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt af hensyn til gennemfoerelsen af det tilsigtede maal, der maa vaere begrundet i henhold til faellesskabsretten" ( dommens praemis 22 ).
17 . Ved det anfoerte har Domstolen klart fastslaaet, at forbuddet i artikel 30 ogsaa kan finde anvendelse paa bestemmelser, der ikke diskriminerer importerede varer og heller ikke goer fremstilling eller salg af indfoerte varer vanskeligere end fremstilling og salg af indenlandske produkter . Dette er efter min mening tilfaeldet ved bestemmelser, der enten i sig selv eller som led i hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng kan bevirke, at et nationalt marked afskaermes, eller at adgangen til dette marked i urimeligt omfang vanskeliggoeres, goeres mindre loensom eller mindre interessant for de erhvervsdrivende fra andre medlemsstater .
Dette var netop den situation, der forelaa i Cinéthèque-sagen : det forelaa saaledes oplyst for Domstolen, at forbuddet mod salg m.v . i henhold til de franske bestemmelser generelt gjaldt laengere end i andre medlemsstater ( 22 ). Dette forbud mod salg m.v . bevirkede, at virksomheder fra andre medlemsstater, der drev virksomhed med videokassetter og ikke var omfattet af lige saa restriktive bestemmelser i eksportlandet, midlertidigt ikke havde adgang til det franske marked . Den heraf foelgende hindring for samhandelen inden for Faellesskabet skyldtes herved ikke ( saa meget ) forskellen mellem lovgivningerne ( som ogsaa forelaa paa dette omraade ), men selve bestemmelsernes eksistens . Disse omstaendigheder indebar en reel risiko for markedsintegrationen og begrundede fuldt ud anvendelsen af artikel 30 .
18 . Cinéthèque-dommen er faktisk udtryk for en videre anvendelse af Dassonville-princippet, idet det anvendes paa nationale bestemmelser, der ganske vist ikke stiller importerede produkter ringere end indenlandske produkter, men goer det umuligt eller vaesentligt vanskeligere ( forbundet med hoejere omkostninger ) eller langt mindre interessant ( urentabelt ) for virksomheder fra andre medlemsstater at skaffe sig adgang til nye markeder eller traenge ind paa disse . I denne situation skal man ikke sammenligne importerede og indenlandsk fremstillede produkter, men derimod de indenlandske markeder . Forbuddet mod kvantitative restriktioner i artikel 30, som er en af grundpillerne for det faelles markeds enhed, indebaerer nemlig, at alle de nationale markeder inden for Faellesskabet skal forblive tilstraekkeligt tilgaengelige for virksomheder fra andre medlemsstater . Inden jeg belyser dette naermere, skal jeg foerst gennemgaa Domstolens praksis vedroerende denne "nye" tilstand .
En ny udvikling i Domstolens praksis
Det fremgaar af en raekke nyere domme, at Cinéthèque-dommen ikke var en enkeltstaaende afgoerelse, men at den tvaertimod tilfoejede en ny dimension ved anvendelsen af artikel 30 . Jeg taenker herved navnlig paa sagen vedroerende maelkepulvererstatning og kondensmaelkerstatning ( 23 ), samt Warner Brothers - ( 24 ), Buet - ( 25 ) og Pharmaceutical Society - ( 26)sagerne .
19 . I sagen vedroerende maelkepulvererstatning og kondensmaelkerstatning anfaegtede Kommissionen en fransk bestemmelse, der indeholdt et ubetinget forbud mod at saelge og indfoere ethvert erstatningsprodukt for skummetmaelk eller kondensmaelk . Selv om den omhandlede bestemmelse ikke indebar nogen beskyttelse af den indenlandske produktion og ikke medfoerte nogen forskelsbehandling i forhold til indfoerte produkter, bevirkede den en hermetisk tillukning af det franske marked for de af bestemmelsen omfattede produkter . Endvidere var forbuddet ikke tidsbegraenset, og det havde derfor endnu mere indgribende virkninger end det forbud, som Cinéthèque-sagen drejede sig om . Domstolen fastslog da ogsaa allerede paa dette grundlag, at anvendelsen af bestemmelserne paa indfoerte produkter kun var forenelig med faellesskabsretten i det omfang, hvori bestemmelserne kunne begrundes paa grundlag af artikel 36 eller ud fra tvingende hensyn ( 27 ).
20 . Warner Brothers-sagen angik danske lovbestemmelser, hvorefter ophavsmanden til et musik - eller filmvaerk i en vis periode kunne modsaette sig udlejning af videogrammer med vaerket . Domstolen bemaerkede, at den kommercielle udnyttelse af videokassetter ( i hvert fald naar der er tale om kassetter med indspilninger og ikke blanke kassetter ) mere og mere sker ved udlejning af saadanne kassetter . Under disse omstaendigheder fandt Domstolen, at det i Danmark gaeldende forbud mod udlejning kunne hindre ( 28 ) samhandelen inden for Faellesskabet med videokassetter, der var bragt i fri omsaetning i en anden medlemsstat, hvor de ikke er omfattet af samme forbud mod udlejning ( 29 ). Opfattelsen er saaledes den samme som i Cinéthèque-sagen : bestemmelserne kan efter omstaendighederne bevirke, at det goeres umuligt eller i det mindste vaesentligt vanskeligere at traenge ind paa det danske marked for virksomheder, der udlejer videokassetter i en medlemsstat, der ikke paalaegger udlejning af videokassetter nogen begraensninger ( eller paalaegger mere lempelige begraensninger ).
Buet-sagen vedroerte nogle franske lovbestemmelser, der forboed doersalg af paedagogisk materiale . Selv om det ikke var oplyst ( som i Oosthoek-sagen ( 30 )), at de forskellige nationale lovgivninger var forskellige, og at der som foelge heraf skulle vaere faktiske vanskeligheder for fremstilling eller forhandling af indfoerte produkter, kunne lovgivningen foere til en lukning af det franske marked for en saelger af undervisningsmateriale til indlaering af et fremmedsprog; dette gjaldt saa meget mere, som de paagaeldende bestemmelser beroevede vedkommende erhvervsdrivende muligheden for at anvende en salgsmetode, hvorved han gennemfoerte naesten hele sit salg ( 31 ).
I Pharmaceutical Society-sagen konstaterede Domstolen, at udenlandske laegemidler naesten var helt forsvundet paa det britiske marked ( 32 ) kort efter, at den omtvistede fagetiske regel var blevet indfoert ( eller genindfoert ). Dette kunne betragtes som et tilstraekkeligt bevis for, at den omtvistede regel faktisk havde bevirket, at det var blevet vanskeligere at forhandle udenlandske laegemidler end indenlandsk fremstillede produkter . En anden - og efter min mening rigtigere - fortolkning af dommen er, at den omstaendighed, at de udenlandske laegemidler var forsvundet fra markedet, viser, at den omtvistede regel i praksis havde bevirket en afskaermning af det britiske marked .
Fastlaeggelse af begrebet markedsopdeling
21 . Som det er fremgaaet, har hovedsynspunktet for Domstolens bedoemmelse i den naevnte raekke nyere domme ikke vaeret, om importerede produkter var stillet ringere, men derimod om det faelles marked var blevet opdelt i saerskilte nationale markeder . Det er her relevant at sammenligne med Domstolens praksis vedroerende forbuddet i artikel 85 mod konkurrencebegraensende aftaler . Paa dette omraade er afskaermning eller opdeling af markederne velkendte begreber . Hertil kommer, at Domstolen i Dassonville-dommen naesten ord til andet har anvendt den formulering, som den allerede tidligere havde brugt til at definere begrebet "paavirke samhandelen mellem medlemsstater" i artikel 85 . I STM-dommen af 30 . juni 1966 ( 33 ) fastslog Domstolen naermere, at en aftale kan paavirke samhandelen mellem medlemsstaterne, hvis der er anledning til frygt for, at aftalen
"direkte eller indirekte, faktisk eller muligvis vil kunne oeve indflydelse paa varehandelen mellem medlemsstater paa en maade, der er egnet til at hindre oprettelsen af et enhedsmarked mellem disse stater" ( jfr . domskonklusionen, s . 218 ).
I Dassonville-dommen ( 34 ) fastslog Domstolen :
"enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet, maa betragtes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner" ( praemis 5 ).
I oevrigt har Domstolen paa begge omraader forkastet teorien om den oekonomiske afvejning af virkningerne af den konkurrencebegraensende aftale eller af bestemmelserne for handelen ( 35 ) ( 36 ).
22 . Jeg skal ikke her yderligere forfoelge spoergsmaalet om sammenligningen mellem artikel 30 og artikel 85, for saa vidt angaar de hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet, der omtales i disse to artikler . De to artikler er forskelligt formuleret, ikke mindst fordi de retter sig til forskellige adressater ( henholdvis medlemsstaterne og virksomhederne ) og foelgelig vedroerer forskellige former for hindringer ( henholdvis nationale retsforskrifter og konkurrencebegraensende aftaler ). Kravet i artikel 85 om, at samhandelen inden for Faellesskabet skal vaere paavirket, virker i oevrigt ( bl.a . eller efter visse forfatteres opfattelse udelukkende ) som en kollisionsnorm, der afgraenser faellesskabsrettens anvendelsesomraade i forhold til national ret .
Uanset disse forskelle staar det imidlertid fast, at begge de naevnte artikler ( saavel som andre artikler ) forfoelger det samme grundlaeggende maal, som udtrykkes i EOEF-Traktatens artikler 2 og 3, nemlig oprettelsen af et faelles marked ( og tilnaermelse af medlemsstaternes oekonomiske politik ). I dette oejemed forbyder de ( bl.a .) nationale bestemmelser, henholdvis aftaler mellem virksomheder, som i handelen mellem medlemsstaterne foerer til en opdeling af det faelles marked i saerskilte nationale markeder .
Henset til Traktatens generelle struktur samt under hensyn til den tidligere naevnte overensstemmelse i den terminologi, som Domstolen anvender ved definitionen af hindringer for samhandelen inden for Faellesskabet i henhold til artiklerne 30 og 85, er det klart, at man til belysning af begrebet "opdeling" ( eller "afskaermning ") af markedet maa inddrage Domstolens omfattende praksis vedroerende artikel 85 .
23 . Der ses i Domstolens praksis vedroerende begrebet "paavirke handelen mellem medlemsstater" i artikel 85 en sondring mellem to typer markedsopdeling : den ene, hvor en horisontal eller vertikal aftale - som normalt, men ikke noedvendigvis, er indgaaet mellem virksomheder i forskellige lande - i sig selv afskaermer et nationalt marked, f.eks . ved en regulaer opdeling af enhedsmarkedet (" chacun chez soi ") eller ved at hindre parallelimport fra andre medlemsstater; den anden, hvor en aftale, f.eks . en prisaftale, selv om den er indgaaet mellem virksomheder, der ligger i en og samme medlemsstat, vanskeliggoer adgangen til et nationalt marked, naar henses til hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng . I den foerste situation finder forbuddet i artikel 85, stk . 1, naesten automatisk anvendelse ( 37 ), hvilket skyldes den absolutte territoriale beskyttelse, som de involverede virksomheder opnaar ved den hermetiske lukning af et nationalt marked . I det andet tilfaelde finder forbuddet i artikel 85, stk . 1, kun anvendelse ( 38 ), saafremt det paa grundlag af "hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng" kan paavises, at aftalen - som herved antages at omfatte "en medlemsstats hele omraade" - ifoelge selve sin natur
"bevirker ... en styrkelse af opdelingen i nationale markeder ( 39 ), ... (( hvorved det goeres )) vanskeligere for de andre medlemsstaters producenter eller saelgere at virke eller traenge ind paa (( vedkommende nationale )) marked" ( 40 ).
Efter min mening skal en lignende sondring mellem afskaermning af de nationale markeder og vanskeliggoerelse af adgangen til de nationale markeder benyttes ved anvendelsen af artikel 30 paa det her omtvistede tilfaelde, der drejer sig om en national bestemmelse, der faktisk ikke er diskriminerende og ikke virker til skade for indfoerte produkter, men som i sig selv kan haemme integrationen af medlemsstaternes markeder ( jfr . punkt 17 og 18 ovenfor ).
Saafremt de omtvistede nationale bestemmelser allerede i sig selv lukker et nationalt marked, finder artikel 30 automatisk anvendelse ( 41 ). Saaledes ved nationale forskrifter, der ( som i Cinéthèque-sagen eller i sagen vedroerende maelkepulver - og kondensmaelkerstatning ) indeholder et absolut ( eventuelt tidsbegraenset ) salgsforbud ( hvilket ifoelge Kommissionen ( 42 ) maa sammenlignes med en kvantitativ restriktion ).
Saafremt de omtvistede nationale bestemmelser blot goer det vanskeligere at traenge ind paa det nationale marked, finder forbuddet i artikel 30 alene anvendelse ( 43 ), dersom det fremgaar af hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng, at bestemmelserne modvirker den oekonomiske integration af de nationale markeder, der tilstraebes i Traktaten . I denne situation skal det - paa grundlag af en raekke kvantitative omstaendigheder, der viser, at anvendelsen af bestemmelserne bevirker en saadan "styrkelse af opdelingen" - i tilstraekkelig grad vaere sandsynliggjort, at der foreligger en opdeling af markedet, at adgangen til markedet er blevet saa vanskelig ( bekostelig, urentabel ), at der er risiko for, at de fleste af de importerede produkter vil forsvinde fra markedet . Dette var f.eks . forholdet i Warner Brothers - og Buet-sagerne og i Pharmaceutical Society-sagen . I Warner Brothers - og Buet-sagerne forelaa der en uacceptabel styrkelse af opdelingen derved, at det var forbudt at anvende en salgsmetode, der havde afgoerende betydning for de respektive produkter . I Pharmaceutical Society-sagen fremgik det, at markedsandelen for importerede produkter faktisk var blevet reduceret til 0 ( 44 ), kort efter at den omtvistede fagetiske regel var blevet offentliggjort .
24 . Endnu tre bemaerkninger til det netop anfoerte . For det foerste : i det foernaevnte tilfaelde, hvor nationale bestemmelser "styrker opdelingen", er der klart intet spoergsmaal om at anvende et "de minimis"-princip, eftersom muligheden for at anvende forbuddet i artikel 30 i denne situation allerede forudsaetter, at der foreligger en alvorlig, dvs . ikke blot en maerkbar, hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne . For det andet : Det tilkommer i denne situation de nationale domstole at bedoemme hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng og paa dette grundlag efter omstaendighederne fastslaa, at der foreligger en styrkelse af markedsopdelingen, som er traktatrelevant og foelgelig en ulovlig hindring for samhandelen mellem medlemsstaterne . Denne bedoemmelse er ikke let, men den er ikke forskellig fra den bedoemmelse, som allerede er henlagt til de nationale domstole i forbindelse med artikel 85, stk . 1, som jeg har naevnt i det foregaaende . For det tredje : det fremgaar af Domstolens praksis, at i de to ovennaevnte tilfaelde af markedsopdeling - dvs . hvor det nationale marked lukkes af, og hvor adgangen til markedet vanskeliggoeres - er de paagaeldende bestemmelser muligvis lovlige som begrundet i et af de forhold, der anfoeres i artikel 36, og paa grundlag af "tvingende hensyn ".
Ingen markedsopdeling i naervaerende sag
25 . Naar det anfoerte anvendes paa naervaerende sag, ses det, at de i hovedsagen omhandlede bestemmelser ikke, for saa vidt angaar de af B & Q solgte produkter, foerer til en lukning af det nationale marked eller goer adgangen hertil vanskeligere . Saadanne bestemmelser indeholder klart intet forbud mod salg, der kan sidestilles med en kvantitativ restriktion, hvis virkning er at lukke det nationale marked; bestemmelserne goer heller ikke adgangen til dette marked saa meget vanskeligere, at den oekonomiske integration af de nationale markeder bremses .
Det er ganske vist lagt til grund, at anvendelsen af forbuddet mod soendagshandel bevirker en nedgang i omsaetningen; forbuddet reducerer salget af B & Q' s varer med ca . 23 %. Intet beviser imidlertid, at saadanne bestemmelser resulterer i nogen opdeling af det faelles marked overhovedet . Forbuddet goer ikke adgangen til det nationale marked ( eller aktiviteterne paa dette marked ) vaesentligt vanskeligere for virksomheder fra de andre medlemsstater ( hvilket f.eks . kunne manifestere sig ved, jfr . Pharmaceutical Society-sagen, at markedsandelen for de relevante indenlandsk fremstillede produkter vokser staerkt paa bekostning af importerede produkter ). Man kan heller ikke haevde ( som i Warner Brothers - eller Buet-sagerne ), at saadanne bestemmelser forbyder en salgsmetode, der er en afgoerende forudsaetning for at komme ind paa eller drive virksomhed paa det nationale marked . Selv om det er en effektiv metode til at saelge goer-det-selv - og havebrugsartikler, at en forretning holdes aaben om soendagen, ses det ikke, at et forbud herimod kan styrke opdelingen af markedet i en saadan grad, at adgangen til det nationale marked bliver vaesentligt vanskeligere ( mere bekostelig ) eller langt mindre interessant ( urentabel ) for producenter eller forhandlere af produkter fra andre medlemsstater .
Jeg finder herefter i det hele, at anvendelsen af bestemmelser som de i hovedsagen omhandlede ikke kan begraense samhandelen inden for Faellesskabet saaledes, at det begrunder anvendelse af Traktatens artikel 30, selv om bestemmelserne har en vis maerkbar ( skadelig ) virkning paa indfoerslen af de omhandlede produkter .
II - Subsidiaert : Det andet og det tredje spoergsmaal
26 . Inden jeg tager stilling til det andet og det tredje praejudicielle spoergsmaal vedroerende de legitimerende omstaendigheder ( i henhold til artiklerne 30 og 36 ), har jeg endnu en bemaerkning . Alternativet til opfattelsen i det foregaaende - som markerer en vis begraensning af Dassonville-princippets raekkevidde - indebaerer efter min mening en "mekanisk" anvendelse af dette princip : Enhver national bestemmelse, hvis ophaevelse maaske ( direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt ) kan foere til en foroegelse af indfoerslerne, er dermed i strid med faellesskabsretten, medmindre den er begrundet i "tvingende hensyn" eller i henhold til artikel 36 . Efter denne opfattelse er det saaledes kun de "rimelige" hindringer, der stadig er lovlige efter Traktaten . "Rimelig" betyder herved ( i henhold til Domstolens praksis ) noedvendig, forholdsmaessig og saa lidt restriktiv som muligt .
Denne alternative opfattelse er behaeftet med den alvorlige mangel ( saaledes som det ogsaa vil fremgaa af gennemgangen i det foelgende af de legitimerende omstaendigheder ), at Domstolen uundgaaeligt i stadigt videre omfang maa bedoemme rimeligheden af medlemsstaternes politiske beslutninger paa en lang raekke omraader, hvor der ikke er noget spoergsmaal om forskelsbehandling eller direkte eller indirekte, faktisk eller retlig forskelsbehandling af importerede produkter ( 45 ). Det er et spoergsmaal, om man i saa fald ikke paalaegger EF-Domstolen en urimelig opgave, idet den vil blive stillet over for utallige nye "tvingende hensyn" og legitimerende omstaendigheder . Domstolen vil i artikel 30-sager igen og igen faa forelagt foranstaltninger, der er udtryk for nationale politiske afvejninger, og Domstolen vil blive anmodet om at forlaenge listen over de tvingende hensyn med yderligere eksempler . Der er risiko for, at denne liste bliver laengere og laengere og til sidst vil faa karakter af en art restkompetence for medlemsstaterne ( 46 ). Som anfoert i det foregaaende anser jeg det for en bedre loesning paa forhaand at fastlaegge raekkevidden og graenserne for artikel 30 paa grundlag af bestemmelsens - og Traktatens - almindelige maal .
27 . For det tilfaelde at Domstolen alligevel finder, at et forbud mod soendagshandel maa betragtes som en hindring for samhandelen inden for Faellesskabet i betydningen i EOEF-Traktatens artikel 30, skal jeg her subsidiaert tage stilling til, om en saadan restriktion er noedvendig af tvingende hensyn eller paa grund af et eller flere af de samfundsmaessige hensyn, der naevnes i Traktatens artikel 36 .
Kommunalbestyrelsen har anfoert, at forbuddet er begrundet i en raekke forhold . Ifoelge kommunalbestyrelsen er beskyttelsen af arbejdsmiljoeet og af arbejdstagernes sundhed og velfaerd ( eller velvaere ) i naervaerende sag tvingende hensyn, som noedvendiggoer de omtvistede bestemmelser . Med hensyn til artikel 36 har kommunalbestyrelsen anfoert, at bestemmelserne er begrundet i hensynet til beskyttelse af menneskers liv og sundhed, af den offentlige orden og den offentlige saedelighed .
Det Forenede Kongeriges regering har en enklere opfattelse : Ifoelge regeringen hviler Shops Act paa det afgoerende hensyn til, at soendagen bevares som handelsfri dag; subsidiaert haevdes bestemmelserne at vaere begrundet i artikel 36, nemlig hensynet til beskyttelse af den offentlige orden . Paa grundlag af Cinéthèque-dommen mener Det Forenede Kongeriges regering og kommunalbestyrelsen, at det kan laegges til grund, at naar en foranstaltning kan anses for lovlig som begrundet i "tvingende hensyn", kraeves det ikke, at der er fuldstaendig overensstemmelse mellem de tvingende hensyn og den omtvistede foranstaltning .
28 . Uanset hvilke tvingende hensyn eller hvilke begrundelser man vil anerkende i naervaerende sag, maa der foerst tages stilling til et andet spoergsmaal : Kan bestemmelser, som en medlemsstat kun haandhaever sporadisk ( 47 ), af samme medlemsstat haevdes at vaere noedvendige af tvingende hensyn? Spoergsmaalet er vanskeligt . Et benaegtende svar kunne stoettes paa en slags "estoppel"-princip som kriterium for, om et tvingende hensyn kan accepteres : Efter dette princip kan en medlemsstat ikke som begrundelse for at saette sig ud over faellesskabsretten henvise til "tvingende hensyn", som ikke haandhaeves i praksis ( 48 ). Jeg ville vaere tilboejelig til at afvise, at et tvingende hensyn kan anfoeres som begrundelse, naar det er oplyst, at en medlemsstat ganske undlader at haandhaeve dette hensyn . Saaledes forholder det sig imidlertid ikke i forbindelse med de britiske bestemmelser, der omhandles i naervaerende sag . Selv om det synes at fremgaa, at Shops Act kun haandhaeves sporadisk eller usystematisk ( jfr . herom punkt 32 nedenfor ), er den imidlertid ikke bortfaldet paa grund af manglende anvendelse ( hvilket bl.a . bevises af, at det britiske parlament i 1985 nedstemte et lovforslag om ophaevelse af Shops Act ).
29 . Jeg skal foerst undersoege, om der er hold i de begrundelser, som man har anfoert i henhold til artikel 36 . For saa vidt angaar beskyttelsen af den offentlige saedelighed, har kommunalbestyrelsen i sit indlaeg herved naevnt hensynet til at beskytte dem, der tager anstoed af, at forretninger holder aabent om soendagen . Efter min mening er dette hensyn ikke omfattet af begrebet den "offentlige saedelighed ". Domstolen har ganske vist i dommen i Henn og Darby-sagen ( 49 ) fastslaaet, at det principielt tilkommer hver medlemsstat at fastlaegge kravene til den offentlige saedelighed inden for sit omraade i overensstemmelse med sine egne vaerdinormer og i den af staten valgte form; princippet om, at artikel 36 ikke har til formaal at forbeholde en enekompetence for medlemsstaterne paa visse omraader ( 50 ), indebaerer imidlertid, at Domstolen skal udoeve en vis kontrol med, hvad en medlemsstat anser for omfattet af begrebet offentlig saedelighed . Jeg mener ikke, at oensket om ikke at kraenke religioese opfattelser er omfattet heraf .
Jeg mener heller ikke, at hensynet til beskyttelse af den offentlige orden er relevant her . For at dette hensyn - hvis raekkevidde skal fortolkes snaevert ( 51 ) - kan paaberaabes, kraeves, at der
"foreligger en virkelig og tilstraekkeligt alvorlig trussel mod et grundlaeggende samfundshensyn" ( 52 ).
Det ses uden videre, at der i naervaerende sag ikke kan vaere noget spoergsmaal herom .
30 . Jeg skal herefter undersoege, om de paaberaabte tvingende hensyn kan accepteres som saadan . Ingen vil bestride, at kategorien "tvingende hensyn" ikke er udtoemmende ( modsat opregningen i EOEF-Traktatens artikel 36 ). Beskyttelsen af arbejdsmiljoeet ( der naevnes udtrykkeligt i EOEF-Traktatens artikel 100A ) og af arbejdstageres og selvstaendiges sundhed og velfaerd ( en underkategori under "menneskers sundhed", der omhandles i artikel 36 ) kan uden tvivl betragtes som et tvingende hensyn . Jeg er mere i tvivl med hensyn til "vaern om soendagen som handelsfri dag ". Saafremt dette er en samlebetegnelse, der omfatter de foernaevnte tvingende hensyn, kraeves der ingen saerskilt bedoemmelse - blot vil det i saa fald vaere vanskeligt at paavise, at foranstaltningen er forholdsmaessig ( jfr . punkt 31 nedenfor ). Er der imidlertid her tale om et tvingende hensyn med selvstaendigt indhold, og skal det f.eks . forstaas som hensynet til, at borgerne kan benytte en og samme dag til alle former for ( ikke-erhvervsmaessige, f.eks . religioese ) aktiviteter og socialt samvaer, kan jeg acceptere det, omend med megen toeven : Det viser nemlig, hvor let det er at foere nye tvingende hensyn i marken, som umiddelbart forekommer legitime, samt hvor vanskeligt det er for Domstolen at bedoemme dem objektivt .
31 . Selv om man anser de ovennaevnte tvingende hensyn for legitime, maa det yderligere efterproeves, om de omtvistede bestemmelser i deres gaeldende udformning er et noedvendigt og forholdsmaessigt middel til at gennemfoere det paaberaabte tvingende hensyn .
For det foerste naevnes hensynet til at vaerne om soendagen som hviledag for at beskytte loenmodtageres og selvstaendige erhvervsdrivendes sundhed og velfaerd . Kommissionen har her anfoert, at dette maal kan naas ved en mindre indgribende foranstaltning, nemlig ved at begraense arbejdstiden ( for loenmodtagerne ) eller ved at tillade ( eller paalaegge ) de selvstaendige at vaelge en lukkedag - lige meget hvilken - i stedet for at foreskrive lukning om soendagen . Denne betragtning maa uddybes . Ingen vil bestride, at det goer et stoerre indgreb i den personlige frihed at vaelge én bestemt dag . Det er imidlertid et spoergsmaal, om samhandelen inden for Faellesskabet hermed begraenses i videre omfang end noedvendigt . Saafremt soendagen anses for en bedre salgsdag for de i sagen omhandlede produkter end de andre ugedage ( 53 ), vil en ordning, hvorefter en hvilken som helst dag kan vaelges, faktisk vaere et mindre restriktivt alternativ, for saa vidt angaar samhandelen inden for Faellesskabet .
Bedoemmelsen bliver en anden, saafremt det accepteres ( som jeg, omend med megen betaenkelighed, har gjort ovenfor i punkt 30 ), at forbuddet mod soendagshandel tilgodeser oensket om paa én og samme dag at fremme alle slags ( ikke-erhvervsmaessige ) aktiviteter og socialt samvaer . I saa fald er en ordning med generel paabudt lukning eller handelsfri paa en dag, som en stor del af befolkningen allerede traditionelt anvender til saadanne aktiviteter og samvaer, noedvendig for at naa det tilstraebte maal og rimelig i forhold hertil .
32 . Jeg har i min gennemgang indtil nu ikke lagt megen vaegt paa et forhold, som B & Q har kritiseret indgaaende, nemlig at den under hovedsagen omhandlede lovgivning er indviklet og ulogisk ( saavel med hensyn til den omfattede persongruppe som med hensyn til det geografiske anvendelesomraade ), eller paa den sporadiske maade, hvorpaa denne lovgivning haandhaeves . Selv om jeg er enig i den opfattelse, som er B & Q' s udgangspunkt, nemlig at bestemmelsers lovlighed skal bedoemmes paa grundlag af bestemmelsernes faktiske indhold, procederer B & Q dog i foerste raekke paa spoergsmaalet om bestemmelsernes effektivitet og konsekvente indhold . Kravene i henhold til faellesskabsretten er af anden art : Den hindring, som bestemmelserne konkret medfoerer, skal vaere rimelig i forhold til det forfulgte maal, dvs . at den ikke maa begraense samhandelen inden for Faellesskabet i videre omfang end noedvendigt for at naa det tilstraebte maal; det er herved irrelevant, hvorvidt bestemmelserne naar deres angivne maal ( 54 ). Spoergsmaalet om en foranstaltning er "rimelig", faar efter faellesskabsretten foerst betydning, saafremt foranstaltningen hverken er et middel til vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning - i den foreliggende sag saaledes spoergsmaalet om en vilkaarlig forskelsbehandling af produkter fra andre medlemsstater eller en skjult beskyttelse af hjemmemarkedet . Den omstaendighed, at bestemmelsen ikke gaelder eller ikke anvendes eller haandhaeves ensartet internt i en medlemsstat, kan muligvis begrunde et soegsmaal i henhold til national ret, men ikke i henhold til faellesskabsretten .
Til stoette for det anfoerte henviser jeg til Henn og Darby-dommen ( 55 ), der vedroerte anvendelsen af et forbud mod indfoersel af "usoemmelige eller utugtige artikler" til Det Forenede Kongerige . Der var ogsaa under denne sag spoergsmaal om lovligheden af en bestemmelse i britisk ret, der ikke blev anvendt ensartet inden for hele Det Forenede Kongeriges omraade; endvidere var det fremgaaet ( modsat forholdet i naervaerende sag ), at reglerne i praksis var strengere for importerede produkter . Ogsaa i denne sag fik Domstolen forelagt spoergsmaalet, om det paagaeldende forbud udgjorde en vilkaarlig forskelsbehandling eller en skjult begraensning af samhandelen . Domstolen udtalte herom foelgende :
"... Uanset forskellene i de herom gaeldende regler i de forskellige omraader inden for Det Forenede Kongerige og uanset visse begraensede undtagelser fra reglerne, saa har de, set under ét, til formaal at forhindre, eller i det mindste at begraense, fremstillingen og handelen med skrifter eller genstande af usoemmelig eller utugtig art" ( praemis 21 ).
Herefter fandt Domstolen, at selv om reglerne var strengere for importerede produkter, kunne den omhandlede lovgivning
"... hverken betragtes som en foranstaltning, der tilsigter en indirekte beskyttelse af visse nationale produkter, eller som en vilkaarlig forskelsbehandling af disse saeregne varer, alt efter om de er produceret indenlandsk eller i en anden medlemsstat" ( a.st .).
33 . Som afslutning paa foranstaaende gennemgang af mulige legitimerende omstaendigheder skal jeg endnu en gang understrege foelgende forhold : Det fremgaar efter min mening klart af gennemgangen, at en foranstaltning, som en medlemsstat betegner som noedvendig, ofte kun vil kunne bedoemmes, saafremt Domstolen er villig til at beskaeftige sig med politisk praegede valg, der er truffet paa omraader, hvor der i faellesskabsretten enten savnes eller kun findes faa vurderingskriterier . Dette er baggrunden for mit forslag om, at Domstolen med stoette i en traktatmaessig fortolkning af artikel 30 i videst muligt omfang afstaar fra denne vanskelige bedoemmelse af nationale foranstaltninger som de her omhandlede .
Forslag til besvarelse af de praejudicielle spoergsmaal
34 . Sammenfattende foreslaar jeg, at Domstolen besvarer Cwmbran Magistrates' Court' s praejudicielle spoergsmaal som foelger :
"Nationale bestemmelser, som forbyder, at detailforretninger holdes aabne om soendagen med henblik paa salg af varer til kunder - bortset fra salg af visse, naermere angivne artikler - omfattes ikke af forbuddet i artikel 30, saafremt bestemmelserne hverken medfoerer en forskelsbehandling af eller en i praksis ringere stilling for indfoerte varer sammenlignet med indenlandske varer og heller ikke bevirker, at adgangen til markedet i vedkommende medlemsstat forhindres, bliver vaesentligt vanskeligere eller mindre interessant for importerede produkter, der omfattes af bestemmelserne ."
Saafremt Domstolen imidlertid maatte finde, at en saadan bestemmelse principielt er en foranstaltning, der omfattes af artikel 30, foreslaar jeg subsidiaert, at Domstolen besvarer de praejudicielle spoergsmaal som foelger :
"EOEF-Traktatens artikler 30 og 36 er ikke til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter detailforretninger ikke maa holdes aabne om soendagen med henblik paa salg af varer til kunder - bortset fra salg af visse, naermere angivne artikler - saafremt bestemmelserne ikke medfoerer en forskelsbehandling af eller en i praksis ringere stilling for indfoerte varer i forhold til indenlandske varer, og de begraensninger for samhandelen inden for Faellesskabet, som haandhaevelsen af forbuddet maatte medfoere, ikke gaar videre end noedvendigt af hensyn til at fremme ikke-erhvervsmaessige aktiviteter og socialt samvaer paa en bestemt ugedag, som en stor del af befolkningen allerede anvender til saadanne formaal ."
(*) Originalsprog : nederlandsk .
( 1 ) Se forelaeggelseskendelsens punkt 7 .
( 2 ) Dette princip blev allerede fastslaaet i Domstolens tidligste praksis og er aldrig blevet anfaegtet . Jfr . f.eks . dom af 19 . december 1968 ( sag 13/68, Salgoil, Sml . 1965-1968, s . 553, jfr . navnlig s . 555 ), og dom af 30 . april 1986 ( de forenede sager 209-213/84, Asjes, Sml . 1986, s . 1457, jfr . praemis 10 ). Domstolen har kun fraveget dette princip i ganske saerlige tilfaelde . Jfr . Foglia I-dommen af 11 . marts 1980 ( sag 104/79, Sml . 1980, s . 745 ), navnlig praemisserne 6-11, og Foglia II-dommen af 16 . december 1981 ( sag 244/80, Sml . 1981, s . 3045 ).
( 3 ) Jfr . f.eks . dom af 8 . december 1987 i sag 20/87 ( Gauchard, Sml . s . 4879 ), navnlig praemisserne 10-12 .
( 4 ) Dom af 11 . juli 1974, sag 8/74, Sml . 1974, s . 837, jfr . praemis 5 ( mine fremhaevelser ).
( 5 ) Jfr . dom af 24 . november 1982 i sag 249/81 ( Kommissionen mod Irland, Sml . 1982, s . 4005 ), jfr . praemisserne 22-27 .
( 6 ) Dom af 14 . juli 1981, sag 155/80 ( Oebel, Sml . 1981, s . 1993 ), jfr . praemis 20 .
( 7 ) Dom af 31 . marts 1982, sag 75/81 ( Blesgen, Sml . 1982, s . 1211 ), jfr . praemis 9; jfr . endvidere dom af 25 . november 1986, sag 148/85 ( Forest, Sml . 1986, s . 3449 ), i hvis praemis 19 Domstolen fastslog : "foelgelig er en saadan ... ordning ... i virkeligheden klart uden betydning for importen ..., og den kan derfor ikke begraense samhandelen mellem medlemsstaterne ".
( 8 ) Det nyeste eksempel er dom af 16 . maj 1989 i sag 382/87 ( Buet, Sml . s . 1235 ), jfr . navnlig dommens praemis 7 .
( 9 ) Jfr . ovenfor pkt . 3, 8 . Den forelaeggende ret har, for saa vidt angaar denne del af faktum, bl.a . henholdt sig til en erklaering fra en nederlandsk B & Q-leverandoer ( jfr . bilag 4 til forelaeggelseskendelsen ), ifoelge hvilken B & Q' s bestillinger hos leverandoeren var faldet med 31,5% i den periode, hvorunder forbuddet mod soendagshandel blev haandhaevet .
( 10 ) Dom i de forenede sager 266 og 267/87 ( Royal Pharmaceutical Society of Great Britain, Sml . s 1295 ).
( 11 ) Se derimod generaladvokat Darmon' s ( afvigende ) forslag til afgoerelse af 10 . marts 1989, navnlig punkt 19-28 .
( 12 ) Dom af 16 . maj 1989, naevnt ovenfor i note 8 .
( 13 ) Dom af 14 . juli 1981, naevnt ovenfor i note 6 .
( 14 ) Dom af 31 . marts 1982, naevnt ovenfor i note 7 .
( 15 ) Dom af 25 . november 1986, naevnt ovenfor i note 7 .
( 16 ) Dom af 20 . februar 1979, sag 120/78 ( Rewe, Sml . 1979, s . 649 ), jfr . praemis 8 .
( 17 ) Et velkendt eksempel er dom af 10 . november 1982, sag 261/81 ( Rau, Sml . 1982, s . 3961 ), navnlig praemis 13, der vedroerte belgiske bestemmelser, hvorefter margarine kun maatte saelges eller indfoeres i terningformede emballager .
( 18 ) Jfr . f.eks . dom af 15 . december 1982 ( Oosthoek, Sml . 1982, s . 4575 ), navnlig praemis 15, vedroerende et forbud mod at anvende visse former for reklame og visse salgsfremmende metoder .
( 19 ) Denne sag ( dom af 11 . juli 1985, de forenede sager 60 og 61/84, Sml . 1985, s . 2605 ) vedroerte spoergsmaalet, om en fransk lov, hvorefter der gjaldt et principielt ( tidsbegraenset ) forbud mod salg eller udlejning af videokassetter med indspilning af en film, der fremvises i biografer, var foreneligt med EOEF-Traktatens artikel 30 .
( 20 ) Sml . 1985, s . 2611 .
( 21 ) Sml . 1985, s . 2611-2612 .
( 22 ) Jfr . dommens praemis 19 .
( 23 ) Dom af 23 . februar 1988, sag 216/84 ( Kommissionen mod Frankrig, Sml . 1988, s . 793 ). Denne afgoerelse er ydermere for nylig blevet fastholdt ved Domstolens dom af 11 . maj 1989, sag 76/86 ( Kommissionen mod Tyskland, "Maelkeerstatningsprodukter", Sml . s . 1021 ). Jeg beskaeftiger mig i det foelgende kun med den foerstnaevnte dom .
( 24 ) Dom af 17 . maj 1988, sag 158/87, Sml . s . 2605 .
( 25 ) Naevnt ovenfor i note 8 .
( 26 ) Dom af 18 . maj 1989, naevnt ovenfor i note 10 . I sagerne Oebel, Blesgen og Forest ( naevnt ovenfor i note 6 og note 7 ) kunne Domstolen have truffet en tilsvarende afgoerelse, saafremt den havde fundet, at der forelaa en handelshindring .
( 27 ) Jfr . praemis 7 . Den franske regering havde ikke bestridt, at forbuddet i artikel 30 fandt anvendelse, jfr . praemis 4 . I oevrigt var det allerede blevet fastslaaet, at artikel 30 finder anvendelse paa tidsubegraensede forbud mod forhandling . Jfr . f.eks . dom af 17 . december 1981, sag 272/80, Frans-Nederlandse Maatschappij voor Biologische Producten ( Sml . 1981, s . 3277 ).
( 28 ) Som lagt til grund i Cinéthèque-sagen maa det formodes, at interessen for en film paa videokassette vil vaere faldet ved udloebet af den laengerevarende forbudsperiode .
( 29 ) Jfr . praemis 19 .
( 30 ) Naevnt ovenfor i note 18 .
( 31 ) Jfr . praemisserne 7 og 8 .
( 32 ) Jfr . praemis 18 .
( 33 ) Jfr . dom af 30 . juni 1966, sag 56/65 ( STM mod MBU, Sml . 1965-1968, s . 211 ).
( 34 ) Allerede naevnt ovenfor i note 4 .
( 35 ) Jfr . vedroerende konkurrencebegraensende aftaler dom af 13 . juli 1966 ( Consten-Grundig, de forenede sager 56 og 58/64, Sml . 1965-1968, s . 245, jfr . s . 260 og s . 261 ); jfr . vedroerende bestemmelser for handelen dom af 24 . november 1982, sag 249/81, allerede naevnt ovenfor i note 5 .
( 36 ) Der er ogsaa forskelle i anvendelsen . F.eks . vil "de minimis"-princippet saaledes ikke kunne anvendes i forbindelse med artikel 30 ( jfr . dom af 5 . april 1984, Van de Haar en Kaveka de Meern, praemis 13, de forenede sager 177 og 178/82, Sml . 1984, s . 1797 ). Naevnte princip finder imidlertid anvendelse i forbindelse med artikel 85, nemlig ved kravet om, at samhandelen mellem medlemsstaterne skal vaere paavirket maerkbart ( jfr . dom af 9 . juli 1969, Voelk-Vervaecke, sag 5/69, Sml . 1969, s . 69 ).
( 37 ) Forudsat, naturligvis, at "de minimis"-betingelsen er opfyldt og med forbehold for en eventuel anvendelse af artikel 85, stk . 3, hvilket dog kun vil vaere muligt rent undtagelsesvist .
( 38 ) Igen med forbehold for "de minimis"-princippet og artikel 85, stk . 3 .
( 39 ) Den nederlandske version, der er den autentiske, anvendte udtrykket "versterking van de nationale drempelvorming ". I naervaerende forslag til afgoerelse er ordet "drempelvorming" af hensyn til den sproglige klarhed varierende oversat som "styrkelse af opdelingen i nationale markeder" eller "vanskeliggoere adgangen til markedet ".
( 40 ) Dom af 17 . oktober 1972 ( Cementhandelaren mod Kommissionen, praemisserne 29 og 30, sag 8/72, Sml . 1972, s . 251 ). Denne sag vedroerte en horisontal producentaftale . Domstolen havde allerede tidligere fastslaaet, at ogsaa en vertikal aftale af begraenset raekkevidde, nemlig en bryggerikontrakt mellem et lokalt bryggeri og en lokal kunde, kan vaere i strid med forbudet i artikel 85, stk . 1, naar henses til hele den retlige og oekonomiske sammenhaeng . Jfr . dom af 12 . december 1967 ( Haecht mod Wilkin, sag 23/67, Sml . 1965-1968, s . 421 ).
( 41 ) Herved forudsaettes det naturligvis, at artikel 36 ikke finder anvendelse og at der ikke foreligger "tvingende hensyn", jfr . Cinéthèque-dommen og endnu nyere praksis .
( 42 ) Jfr . punkt 13 ovenfor .
( 43 ) Igen under forbehold af artikel 36 eller "tvingende hensyn ".
( 44 ) Jfr . praemisserne 4 og 18 .
( 45 ) Ud over en begraensning af soendagshandelen kan her ogsaa naevnes begraensninger i etableringsretten som led i den fysiske planlaegningslovgivning ( jfr . Gauchard-dommen, naevnt ovenfor i note 3 ), bestemmelser om udpantning ved afgiftsrestance ( jfr . sag 69/88, dom af 7 . marts 1990, endnu ikke trykt i Domssamlingen ), paalaeggelse af hastighedsbegraensninger, osv .
( 46 ) Efter Domstolens faste praksis har EOEF-Traktatens artikel 36 ikke til formaal at forbeholde en enekompetence for medlemsstaterne paa visse omraader . Jfr . dom af 10 . juli 1984 ( Campus Oil Limited, praemis 32, sag 72/83, Sml . 1984, s . 2727 ), og dom af 12 . juli 1979 ( Kommissionen mod Tyskland, praemis 5, sag 153/78, Sml . 1979, s . 2555 ), og de dér naevnte tidligere afgoerelser . Dette princip gaelder efter min opfattelse ogsaa for de tvingende hensyn .
( 47 ) I Home Office Report (" The Shops Act - Late night and Sunday opening : Report of the Committee of inquiry into proposals to amend the Shops Act", der blev afgivet til Det Forenede Kongeriges parlament i november 1984 og forefindes som bilag 2 til B & Q' s indlaeg ) anfoeres, at administrationen af Shops Act siden 1974 har vaeret et kommunalt anliggende . Nogle kommuner har imidlertid fulgt den politik ikke at haandhaeve loven overhovedet; talrige andre kommuner griber kun ind, naar der klages ( Report, punkt 25 ). Det anfoeres ogsaa, at kun ganske faa kommuner foelger den generelle politik at retsforfoelge alle, der holder en butik aaben uden for den lovlige aabningstid ( a.st .)
( 48 ) "Estoppel"-princippet naevnes i dom af 10 . februar 1983 ( Luxembourg mod Parlamentet, praemisserne 22-26, sag 230/81, Sml . 1983, s . 255 ). Jfr . ogsaa forslaget til afgoerelse fra generaladvokat Mancini, s . 293, jfr . s . 295 .
( 49 ) Dom af 14 . december 1979, sag 34/79, Sml . 1979, s . 3795 . Jfr . ogsaa dom af 11 . marts 1986 ( Conegate, navnlig praemisserne 14 og 15, sag 121/85, Sml . 1986, s . 1007 ).
( 50 ) Jfr . de ovenfor i note 46 naevnte afgoerelser .
( 51 ) Dom af 27 . oktober 1977 ( Bouchereau, praemis 33, sag 30/77, Sml . 1977, s . 1999 ), ( med henvisning til dom af 4 . december 1974, Van Duyn, sag 41/74, Sml . 1974, jfr . s . 1350 ).
( 52 ) Bouchereau-dommen, naevnt ovenfor i note 51, praemis 35 . Se tillige forslaget til afgoerelse fra generaladvokat Warner, s . 2016, jfr . s . 2024-2026 .
( 53 ) Dette er lagt til grund af den forelaeggende ret . Jfr . ovenfor afsnit 3, punkt 4 .
( 54 ) Der knytter sig megen uklarhed til dette punkt : det er ved alle de paaberaabte legitimerende omstaendigheder lagt til grund, at forretninger holder lukket om soendagen; men Shops Act tillader faktisk forretninger at holde aabent om soendagen, i det mindste naar de kun saelger "fritagne produkter ". I praksis udnyttes dette smuthul fuldt ud . Jfr . punkt 22 i Home Office Report, naevnt ovenfor i note 47 .
( 55 ) Naevnt ovenfor i note 49 .
Top