Ordonnance de la Cour
Forenede sager C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04
Antonio Cannito m.fl.
mod
Fondiaria Assicurazioni SpA m.fl.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice di pace di Bitonto)
«Præjudiciel forelæggelse – afvisning»
Domstolens kendelse (Femte Afdeling) af 11. februar 2004
Sammendrag af kendelse
Præjudicielle spørgsmål – formaliteten – spørgsmål forelagt uden tilstrækkelige oplysninger om den faktiske og retlige baggrund – spørgsmål, der blot indeholder en henvisning til de faktiske omstændigheder, der er fastslået i domme og beslutninger fra andre nationale myndigheder
(Art. 234 EF; Domstolens statut, art. 23)
For at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er det påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de retlige regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål. Dette krav gælder ganske særligt på konkurrenceområdet, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold. Det er desuden nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de fællesskabsbestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen.
Alle disse oplysninger tjener ikke blot til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen.
Følgelig er det åbenbart, at en anmodning om en præjudiciel afgørelse, der blot indeholder en henvisning til faktiske omstændigheder, der er fastslået i andre domme eller i en beslutning fra den kompetente konkurrencemyndighed, må afvises, for så vidt som den ikke sætter Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, eller gør det muligt for medlemsstaternes regeringer at afgive indlæg.
(jf. præmis 6-8 og 12)
DOMSTOLENS KENDELSE (Femte Afdeling)
11. februar 2004(1)
»Præjudiciel forelæggelse – afvisning«
I de forenede sager C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04,
angående anmodninger, som Giudice di pace di Bitonto (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i de for nævnte ret verserende sager,
Antonio Cannito
mod
Fondiaria Assicurazioni SpA (sag C-438/03),
Pasqualina Murgolo
mod
Assitalia SpA (sag C-439/03),
Vincenzo Manfredi
mod
Lloyd Adriatico Assicurazioni SpA (sag C-509/03)
og
Nicolò Tricarico
mod
Assitalia Assicurazioni SpA (sag C-2/04),
at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af navnlig artikel 81 EF og 82 EF,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, C. Gulmann, og dommerne S. von Bahr (refererende dommer) og R. Silva de Lapuerta,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved kendelser af:
– 6. oktober 2003, indgået til Domstolen den 16. oktober 2003 (sag C-438/03 og sag C-439/03)
– 21. november 2003, indgået til Domstolen den 4. december 2003 (sag C-509/03)
– og 20. december 2003, indgået til Domstolen den 5. januar 2004 (sag C-2/04)
har Giudice di pace di Bitonto (retten i Bitonto) i medfør af artikel 234 EF forelagt en række præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af bl.a. artikel 81 EF og artikel 82 EF.
2 Spørgsmålene er blevet rejst i forbindelse med erstatningssager anlagt af Antonio Cannito, Pasqualina Murgolo, Vincenzo Manfredi og Nicolò Tricarico mod henholdsvis forsikringsselskaberne Fondiaria Assicurazioni SpA, Assitalia SpA, Lloyd Adriatico Assicurazioni SpA og Assitalia Assicurazioni SpA, som ifølge Autorità Garante della Concorrenza e del Mercato (den italienske konkurrencemyndighed, herefter »AGCM«) deltog i et kartel inden for forsikringssektoren.
Hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
3 Det fremgår af forelæggelseskendelserne, at AGCM vedtog en beslutning vedrørende et kartel dannet af diverse forsikringsselskaber på området for civilretligt ansvar vedrørende færdselsulykker. Denne beslutning, som er anfægtet af de berørte virksomheder, gav anledning til en dom af 5. juli 2001 fra tribunale amministrativo regionale di Lazio (Roma) (den regionale forvaltningsdomstol i Lazio (Rom), herefter »TAR Lazio (Rom)«), og dernæst til en dom af 23. april 2002 fra Consiglio di Stato (Statsrådet).
4 Guidici di pace di Bitonto var af den opfattelse, at afgørelsen af de for denne ret verserende sager nødvendiggjorde en fortolkning af fællesskabsretten, og navnlig. af artikel 81 EF og 82 EF, og besluttede at udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
– I sagerne C-438/03 og C-439/03:
»1) Udgør de omstændigheder, der er fastslået ved dom nr. 2199 af 23. april 2002 fra Consiglio di Stato og dom nr. 6139 af 5. juli 2001 fra TAR Lazio (Rom), som her skal betragtes som fuldstændigt fremstillet og gengivet, en tilsidesættelse af fællesskabsretten, særligt af artikel 81 EF og 82 EF?
2) Medfører tilsidesættelsen af artikel 81 EF og 82 EF en forpligtelse for dem, der har begået den, til at yde erstatning til de endelige forbrugere og alle, der beviser at have lidt skade, for den skade, de har lidt?
3) Skal den nationale domstol, når den opgør skadens størrelse, ud over tilbagebetaling af beløb opkrævet i strid med fællesskabsretten, også (stadig i henhold til fællesskabsretten) tilkende skadelidte et beløb som straffesanktion over for dem, som har indgået ulovlige aftaler eller misbrugt en dominerende stilling?
4) Skal der i henhold til fællesskabsretten også ydes godtgørelse for ikke-økonomisk skade?
5) Skal den nationale domstol i henhold til fællesskabsretten også træffe bestemmelse ex officio om erstatning som straffesanktion og godtgørelse for ikke-økonomisk skade?
6) Strider en forældelsesfrist på et år for erstatningssøgsmål til prøvelse af en overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF fastsat i italiensk ret mod fællesskabsretten på grund af, at den er for kort?
7) Medfører fællesskabsretten en forpligtelse til at lægge den dag, hvor overtrædelsen af artikel 81 EF og 82 EF blev fuldbyrdet, til grund for, hvornår forældelsesfristen for erstatningssøgsmål begynder at løbe, eller er det den dag, hvor overtrædelsen ophørte?
8) Medfører fællesskabsretten en forpligtelse for den nationale domstol til at undlade at anvende nationale bestemmelser, som strider mod fællesskabsretten, eller skal den fortolke de nationale bestemmelser i overensstemmelse med fællesskabsretten?«
– I sagerne C-509/03 og C-2/04:
»1) Udgør de omstændigheder, der er fastslået ved dom nr. 2199 af 23. april 2002 fra Consiglio di Stato og dom nr. 6139 af 5. juli 2001 fra TAR Lazio (Rom), som her skal betragtes som fuldstændigt fremstillet og gengivet, samt beslutningen fra italienske AGCM, hvortil begge disse retsafgørelser henviser vedrørende et kartel dannet af forskellige forsikringsselskaber for ansvarsforsikring for motorkøretøjer, en tilsidesættelse af fællesskabsretten, særligt artikel 81 EF og 82 EF?
2) Medfører tilsidesættelsen af artikel 81 EF og 82 EF en forpligtelse for dem, der har begået den, til at yde erstatning til de endelige forbrugere og alle, tredjeparter i forhold til aftalen eller misbruget, der beviser at have lidt skade, for den skade, de har lidt?
3) Skal den nationale domstol, når den opgør skadens størrelse, ud over tilbagebetaling af beløb opkrævet i strid med fællesskabsretten, også (stadig i henhold til fællesskabsretten) tilkende skadelidte et beløb som straffesanktion over for dem, som har indgået ulovlige aftaler eller misbrugt en dominerende stilling?
4) Skal der i henhold til fællesskabsretten også ydes godtgørelse for ikke-økonomisk skade?
5) Skal den nationale domstol i henhold til fællesskabsretten også træffe bestemmelse ex officio om erstatning som straffesanktion og godtgørelse for ikke-økonomisk skade?
6) Strider en forældelsesfrist på et år for erstatningssøgsmål til prøvelse af en overtrædelse af artikel 81 EF og 82 EF fastsat i italiensk ret mod fællesskabsretten på grund af, at den er for kort?
7) Medfører fællesskabsretten en forpligtelse til at lægge den dag, hvor overtrædelsen af artikel 81 [EF] og 82 [EF] blev fuldbyrdet, til grund for, hvornår forældelsesfristen for erstatningssøgsmål begynder at løbe, eller er det den dag, hvor overtrædelsen ophørte?
8) Er det i strid med EF-rettens konkurrenceregler og/eller EF-retlige grundprincipper (der henvises navnlig til artikel 6, stk. 1, og artikel 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention), såfremt en medlemsstat vedtager regler med et indhold svarende til artikel 3, stk. 2, i den italienske lov nr. 287 af 10. oktober 1990, der pålægger forbrugeren eller en heraf uafhængig tredjemand – som har lidt skade ved et retsstridigt og ugyldigt formål efter betydningen i EF-traktatens artikel 81 eller ved en retsstridig praksis med misbrug af dominerende stilling efter betydningen i EF-traktatens artikel 82 – med henblik på at opnå skadeserstatning, at anlægge sag ved en anden ret end den, der efter sagens art, proceskravets beløbsmæssige størrelse og reglerne om retternes stedlige kompetence ville være kompetent i medfør af de normale nationale kompetenceregler, eftersom artikel 33 i lov nr. 287/90 indebærer en mere kostbar og langvarig sagsbehandling, som imidlertid ikke ville finde sted under anvendelse af de normale nationale regler om den stedlige kompetence, sagens art og proceskravets beløbsmæssige størrelse?
9) Er det i strid med EF-rettens konkurrenceregler og/eller EF-retlige grundprincipper (der henvises navnlig til artikel 6, stk. 1, og artikel 13 i den europæiske menneskerettighedskonvention), såfremt en medlemsstat vedtager regler med et indhold svarende til artikel 3, stk. 2, i den italienske lov nr. 287 af 10. oktober 1990, der pålægger forbrugeren eller en heraf uafhængig tredjemand – som har lidt skade ved et retsstridigt og ugyldigt formål efter betydningen i EF-traktatens artikel 81 eller ved en retsstridig praksis med misbrug af dominerende stilling efter betydningen i EF-traktatens artikel 82 – med henblik på at opnå skadeserstatning, at anlægge sag ved en anden ret end den, som ville være stedligt kompetent på grundlag af hjemstedet for det forsikringsdatterselskab, i hvis retskreds skadelidte har bopæl, stedse henset til de forskellige sagsomkostninger, der bevirkes af den ene eller den anden løsning?
10) Indebærer fællesskabsretten for de nationale retter pligt til ikke at anvende nationale regler i strid med fællesskabsretten eller i hvert fald til at fortolke dem EF-konformt?«
Om foreningen af sagerne
5 Da genstanden for sagerne C-438/03, C-439/03, C-509/03 og C-2/04 angår det samme problem, bør sagerne forenes med henblik på kendelsen.
Om formaliteten
6 Det skal påpeges, at det for at opnå en fortolkning af fællesskabsretten, som den nationale ret kan bruge, er påkrævet, at denne giver en beskrivelse af de faktiske omstændigheder og de retlige regler, som de forelagte spørgsmål hænger sammen med, eller i al fald forklarer de faktiske forhold, der er baggrunden for dens spørgsmål (jf. bl.a. dom af 26.1.1993, forenede sager C-320/90 – C322/90, Telemarsicabruzzo m.fl., Sml. I, s. 393, præmis 6, kendelser af 19.3.1993, sag C-157/92, Banchero, Sml. I, s. 1085, præmis 4, af 30.4.1998, forenede sager C-128/97 og C-137/97, Testa og Modesti, Sml. I, s. 2181, præmis 5, af 8.7.1998, sag C-9/98, Agostini, Sml. I, s. 4261, præmis 4, af 2.3.1999, sag C-422/98, Colonia Versicherung m.fl., Sml. I, s. 1279, præmis 4, dom af 13.4.2000, sag C-176/96, Lehtonen og Castors Braine, Sml. I, s. 2681, præmis 22, og kendelse af 28.6.2000, sag C-116/00, Laguillaumie, Sml. I, s. 4979, præmis 15). Dette krav gælder ganske særligt på konkurrenceområdet, der er karakteriseret ved komplekse faktiske og retlige forhold (Banchero-kendelsen, præmis 5, dommen i sagen Lehtonen og Castors Braine, præmis 22, og Laguillaumie-kendelsen, præmis 19).
7 Domstolen har ligeledes påpeget vigtigheden af, at den forelæggende ret oplyser de nøjagtige grunde til, at retten rejser spørgsmål om fortolkningen af fællesskabsretten og finder det nødvendigt at forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål (kendelser af 25.6.1996, sag C-101/96, Italia Testa, Sml. I, s. 3081, præmis 6, Testa og Modesti-kendelsen, præmis 15, og Agostini-kendelsen, præmis 6). Domstolen har således fundet, at det er nødvendigt, at den nationale ret i det mindste i et vist omfang angiver begrundelsen for udvælgelsen af de fællesskabsbestemmelser, som den ønsker fortolket, og angiver den forbindelse, som efter rettens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, der finder anvendelse i sagen (kendelse af 7.4.1995, sag C-167/94, Grau Gomis m.fl., Sml. I, s. 1023, præmis 9, og Laguillaumie-kendelsen, præmis 16).
8 Endelig bemærkes, at de i forelæggelsesbeslutningerne givne oplysninger ikke blot tjener til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar, men også til at give medlemsstaternes regeringer samt andre interesserede parter mulighed for at afgive indlæg i henhold til artikel 23 i statutten for Domstolen (kendelsen i sagen Colonia Versicherung m.fl., præmis 5). Det påhviler Domstolen at overvåge, at denne mulighed bevares, når henses til, at det i henhold til ovennævnte bestemmelse kun er forelæggelsesbeslutningerne, der meddeles de pågældende parter (dom af 1.4.1982, forenede sager 141/81-143/81, Holdijk m.fl., Sml. s. 1299, præmis 6, kendelse af 13.3.1996, sag C-326/95, Banco de Fomento e Exterior, Sml. I, s. 1385, præmis 7, Lehtonen og Castors Braine-dommen, præmis 23, og Laguillaumie-kendelsen, præmis 14).
9 Det må fastslås, at forelæggelseskendelserne ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at opfylde disse krav.
10 Forelæggelseskendelserne beskriver nemlig ikke de faktiske omstændigheder og de retlige regler, som de af den forelæggende ret stillede spørgsmål hænger sammen med. Forelæggelseskendelserne redegør heller ikke for de faktiske forhold, der er baggrunden for disse spørgsmål. Kendelserne oplyser blot, at den forelæggende ret finder det nødvendigt at forelægge præjudicielle spørgsmål for Domstolen for at kunne træffe afgørelse i hovedsagen.
11 Den forelæggende ret redegør desuden ikke for den forbindelse, der angiveligt skulle bestå mellem artikel 81 EF og 82 EF og den faktiske situation eller den anvendelige nationale lovgivning. Den forelæggende ret præciserer således navnlig ikke, hvori kartellet mellem forsikringsselskaberne, der strider mod artikel 81 EF, eller misbruget af en dominerende stilling, der er anfægtet i henhold til artikel 82 EF, består. Den forelæggende ret angiver heller ikke de nationale bestemmelser, som den eventuelt skal fortolke konformt, eller som den er forpligtet til at fravige.
12 Under disse omstændigheder er den blotte henvisning til faktiske omstændigheder, der er fastslået i andre domme eller i en beslutning fra den kompetente konkurrencemyndighed, under alle omstændigheder ikke tilstrækkelig, hverken til at sætte Domstolen i stand til at give hensigtsmæssige svar eller gøre det muligt for medlemsstaternes regeringer at afgive hensigtsmæssige indlæg.
13 Det må herefter i medfør af procesreglementets artikel 92, stk. 1, og artikel 103, stk. 1, på dette trin af sagens behandling fastslås, at det er åbenbart, at de præjudicielle spørgsmål, der er blevet forelagt for Domstolen, må afvises.
Sagens omkostninger
14 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Femte Afdeling)
for ret:
1) Sag C-438/03, C-439/03, C-509/03 et C-2/04 forenes med henblik på afsigelsen af kendelsen.
2) De anmodninger om præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Giudice di pace di Bitonto ved kendelse af 6. oktober 2003 (sag C-438/03 og sag C-439/03), af 21. november 2003 (sag C-509/03) og af 20. december 2003 (sag C-2/04), afvises.
Således bestemt i Luxembourg den 11. februar 2004.
R. Grass
C. Gulmann
Justitssekretær
Formand for Femte Afdeling
1 – Processprog: italiensk. Top
Full & Egal Universal Law Academy