Ordonnance de la Cour
Sag C-204/02 P
Colin Joynson
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
«Appel – aftaler – standardforpagtningsaftaler vedrørende pubber – åbenbart, at appellen delvis skal afvises, delvis er ugrundet»
Domstolens kendelse (Tredje Afdeling) af 10. december 2003
Sammendrag af kendelse
1. Appel – anbringender – fejlagtig bedømmelse af faktiske omstændigheder – formalitetsmangel – afvisning
(Art. 225 EF; Domstolens statut, art. 58, stk. 1)
2. Appel – anbringender – anbringende, der fremsættes for første gang under appellen – afvisning
(Domstolens procesreglement, art. 113, stk. 2)
DOMSTOLENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
10. december 2003(1)
»Appel – aftaler – standardforpagtningsaftaler for pubber – åbenbart, at appellen skal afvises eller forkastes«
I sag C-204/02 P,
Colin Joynson , Manchester (Det Forenede Kongerige), ved solicitor S. Ferdinand,
appellant,
angående appel af dom afsagt den 21. marts 2002 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Tredje Afdeling) i sagen Joynson mod Kommissionen (sag T-231/99, Sml. II, s. 2085), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af denne dom,
de andre parter i appelsagen:
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner, som befuldmægtiget, bistået af barrister N. Khan, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt i første instans,
Six Continents plc, førhen Bass plc, London (Det Forenede Kongerige), ved solicitors J. Block og J. Baxter, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient i første instans,
har
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
sammensat af C. Gulmann (refererende dommer), som fungerende formand for Tredje Afdeling, og dommerne J.N. Cunha Rodrigues og J.-P. Puissochet,
generaladvokat: L.A. Geelhoed
justitssekretær: R. Grass,
efter at have hørt generaladvokaten,
afsagt følgende
Kendelse
1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 30. maj 2002 har C. Joynson i henhold til artikel 49 i EF-statutten for Domstolen iværksat appel af dom afsagt af Retten i Første Instans den 21. marts 2002 i sagen Joynson mod Kommissionen (sag T-231/99, Sml. II, s. 2085, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten frifandt Kommissionen for den af C. Joynson nedlagte påstand om annullation af Kommissionens beslutning 1999/473/EF af 16. juni 1999 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag IV/36.081/F3 – Bass, EFT L 186, s. 1, herefter »den anfægtede beslutning«) om meddelelse af en individuel, tidsbegrænset fritagelse for de standardforpagtningsaftaler, som er indgået af Six Continents plc, førhen Bass plc (herefter »Bass«), med forpagteren af selskabets pubber samt de deri indeholdte bestemmelser om en eksklusiv købsforpligtelse og et konkurrenceforbud (»beer-tie«).
Tvistens baggrund
2 Der redegøres for tvistens baggrund i den appellerede doms præmis 1-13:
»1 Bass plc (herefter »Bass«) er et selskab, som er noteret på London Stock Exchange. Bass-koncernen er en international koncern, der arbejder inden for hotel-, fritids- og drikkevaresektoren, herunder bl.a. bryggerisektoren, i Europa, USA og andre steder i verden.
2 I juni 1996 ejede Bass ca. 4 182 pubber i Det Forenede Kongerige, hvoraf 2 736 var bestyrede (dvs. pubværten var ansat i selskabet), og 1 446 var bortforpagtede […].
3 I løbet af 1998 solgte Bass-koncernen efterhånden en stor del af de bortforpagtede ejendomme og ejede til sidst kun omkring 20 pubber.
4 De aftalemæssige relationer mellem Bass-koncernen og flertallet af de bundne forpagtere (herefter »forpagterne«) var reguleret i en standardforpagtningsaftale, hvoraf det fremgik, at et af selskaberne i Bass-koncernen skulle stille en pub med bevilling og fast inventar til rådighed for forpagteren med henblik på dennes drift af pubben, mens forpagteren skulle betale en forpagtningsafgift til Bass og forpligtede sig til at købe de øl, der var specificeret i aftalen, hos Bass eller dennes repræsentant.
5 Standardforpagtningsaftalen indeholdt således en eksklusiv købsforpligtelse og et konkurrenceforbud.
6 Den eksklusive købsforpligtelse pålagde forpagteren en binding, hvorefter denne udelukkende måtte købe de i aftalen specificerede øl hos sin medkontrahent eller dennes repræsentant, idet der dog i henhold til den bestemmelse i national lovgivning, der gik under betegnelsen »gæsteøls-reglen«, var mulighed for at købe én øl hos et andet bryggeri.
7 Konkurrenceforbuddet indebar, at forpagteren ikke måtte sælge eller med henblik på salg i pubben udstille eller anskaffe sig øl af samme sort som en i aftalen specificeret øl, som ikke var leveret af medkontrahenten eller dennes repræsentant, eller andre ølsorter, medmindre dette var berettiget, fordi øllet var i flasker, dåser eller andre små beholdere, eller det var i aftappet form, og salget af dette øl i aftappet form var sædvanligt eller nødvendigt for at efterkomme en tilstrækkelig efterspørgsel fra forpagterens kunder.
8 I februar 1995 indledte Office of Fair Trading (herefter »OFT«) på Kommissionens anmodning en undersøgelse af de britiske bryggeriers engrosprispolitik. Undersøgelsen, som bl.a. omfattede Bass, mundede ud i rapporten »En undersøgelse af de britiske bryggeriers engrosprispolitik«, som blev vedtaget af OFT i maj 1995. OFT udsendte den 16. maj 1995 en pressemeddelelse om rapporten.
9 Den 11. juni 1996 anmeldte Bass Holdings Ltd og Bass Lease Company Ltd, der begge er 100%-ejede datterselskaber af Bass, i henhold til artikel 4 i Rådets forordning nr. 17 af 16. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81), en standardforpagtningsaftale for pubber med udskænkningsbevilling i England og Wales. Selskaberne anmodede om en negativattest eller, hvis en sådan ikke kunne udstedes, Kommissionens bekræftelse af, at Kommissionens forordning (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983 om anvendelse af traktatens artikel [81], stk. 3, på kategorier af eksklusive købsaftaler (EFT L 173, s. 5), som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1582/97 af 30. juli 1997 (EFT L 214, s. 27), fandt anvendelse på forpagtningsaftalerne, eller af, at der kunne indrømmes en individuel fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, EF med virkning fra den dato, hvor aftalerne var blevet indgået. Forordning nr. 1984/83 indeholder i afsnit II særlige bestemmelser om aftaler om levering af øl.
10 […]
11 […]
12 Dette var baggrunden for Kommissionens vedtagelse af beslutning […]. Den anmeldte standardforpagtningsaftale var ifølge Kommissionens beslutning omfattet af artikel 81, stk. 1, EF, men Kommissionen fastslog med henvisning til artikel 81, stk. 3, EF, at bestemmelsen ikke skulle finde anvendelse i tidsrummet fra den 1. marts 1991 til den 31. december 2002.
13 C. Joynson indgik i juli 1992 en standardforpagtningsaftale og drev siden en pub, der ligger i Bolton (Det Forenede Kongerige), og som tilhørte Bass Holding. Forpagtningsaftalen ophørte, da Bass i februar 1998 solgte pubben […]«
Den appellerede dom
3 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. oktober 1999 har C. Joynson anlagt denne sag med påstand om annullation af den anfægtede beslutning.
4 Retten har i den appellerede dom frifundet Kommissionen for påstanden om annullation.
5 Det bemærkes indledningsvis, at den kontrol, som Fællesskabets retsinstanser foretager af Kommissionens komplekse økonomiske vurderinger som led i det skøn, som i henhold til artikel 81, stk. 3, EF tilkommer den med hensyn til hver af de fire heri indeholdte betingelser, må begrænses til en efterprøvelse af, om de processuelle regler og reglerne om begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder materielt er rigtige, samt om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller magtfordrejning.
6 Retten fastslog, at Kommissionen hverken har foretaget et åbenbart urigtigt skøn i forbindelse med vurderingen af rentabiliteten af de pubber, der var bundet til Bass, eller ved vurderingen af prisforskellen, forpagtningstilskuddet og andre kompenserende fordele.
7 Retten fandt navnlig ikke, at det var godtgjort, at Kommissionen havde begået en retlig fejl i forbindelse med analysen af spørgsmålet om rentabiliteten af de pubber, der var bundet til Bass, med hensyn til virkningen af en mulig prisdiskrimination, som Bass pålagde forpagterne, samt virkningen af fordele, der kunne opveje en sådan diskrimination.
8 Ligeledes fandt Retten det ikke godtgjort, at Kommissionen havde foretaget en åbenbart urigtig vurdering ved ikke at vurdere forskellen mellem den gennemsnitlige pris, som øllet normalt kan fås til på det frie marked, og den pris, som øllet koster, når Bass sælger til forpagterne, eller ved at udelade andre pubber end de individuelle uafhængige af den referencegruppe, der blev anvendt som udgangspunkt ved beregningen af prisforskellen.
9 Retten fastslog endvidere, at hverken Kommissionens vurdering af forpagtningstilskuddet, dens bedømmelse af det bevismateriale, appellanten havde fremlagt, eller den måde, hvorpå Kommissionen vurderede de kompenserende fordele, var behæftet med åbenbare fejl.
Appellen
10 Ved sin appel, der understøttes af otte anbringender, har C. Joynson nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, og at der gives ham medhold i de for Retten i Første Instans nedlagte påstande. Subsidiært har han nedlagt påstand om, at sagen hjemvises til Retten, og at Kommissionen under alle omstændigheder tilpligtes at betale sagens omkostninger.
11 Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse og om, at C. Joynson tilpligtes at betale sagens omkostninger.
12 Bass har nedlagt påstand om frifindelse og om, at det i den forbindelse fastslås, at det ikke er i strid med forordning nr. 1984/83 i en forpagtningskontrakt at fastsætte forpligtelser ved angivelse af ølsort. Bass har desuden nedlagt påstand om, at C. Joynson tilpligtes at betale sagens omkostninger.
13 Indledningsvis skal det bemærkes, at Domstolen i tilfælde, hvor det er åbenbart, at appellen skal afvises eller forkastes, kan afvise eller forkaste appellen ved en begrundet kendelse i henhold til artikel 119 i Domstolens procesreglement.
Det første anbringende
14 Med sit første anbringende har C. Joynson gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at forkaste hans teori om, at Kommissionen, for at vurdere, om de bundne forpagtningsordninger bidrog til en forbedring af distributionen, jf. artikel 81, stk. 3, EF, burde have undersøgt, om ordningen førte til en nedgang i rentabiliteten for de bundne forpagtere i forhold til deres konkurrenter, og dette uafhængigt af de ufordelagtige virkninger af prisforskellen med hensyn til indkøb af øl, som var et resultat af de takster, Bass anvendte over for sine bundne forpagtere, sammenlignet med konkurrenternes indkøbsbetingelser.
15 Det bemærkes imidlertid, at Retten ikke ses at have begået en retlig fejl for så vidt angår relevansen af det af appellanten rejste spørgsmål om betydningen af Bass’ standardforpagtningsaftaler for rentabiliteten af de forpagtere, som er bundet til bryggeriet, ved at godtage Kommissionens skøn i denne henseende.
16 Som følge heraf er det åbenbart, at det første anbringende skal forkastes.
Det andet anbringende
17 Med sit andet anbringende har C. Joynson nærmere bestemt anført, at Retten i den appellerede doms præmis 58 har begået en fejl ved at fastslå, at når de særlige forhold på det britiske øludskænkningsmarked tages i betragtning, er den omstændighed, at en konkurrenceforbudsklausul indeholder en specificering ved angivelse af ølsorter og ikke ved angivelse af mærke eller benævnelse på øl, ikke til hinder for, at der indrømmes en fritagelse for disse aftaler på grundlag af samme betragtninger som dem, der anvendes på ølleveringsaftaler, der er fritaget i medfør af forordning nr. 1984/83.
18 Dette anbringende indeholder en kritik af Kommissionens økonomiske vurdering af sagens faktiske omstændigheder i betragtning 171 til den anfægtede beslutning, som blev bekræftet af Retten. Ifølge artikel 225 EF og artikel 58, første afsnit, i statutten for Domstolen er en appel til Domstolen begrænset til retsspørgsmål og kan kun støttes på, at Retten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl, som krænker appellantens interesser, eller at Retten har overtrådt fællesskabsretten. Retten har enekompetence, dels til at fastlægge sagens faktiske omstændigheder, undtagen i tilfælde, hvor denne fastlæggelse er fejlbehæftet som følge af de sagsakter, den er blevet forelagt, dels til at bedømme de faktiske omstændigheder.
19 Som følge heraf er det åbenbart, at det andet anbringende skal afvises.
Det tredje anbringende
20 Med sit tredje anbringende har C. Joynson anført, at Retten har begået en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 62 at fortolke forordning nr. 1984/83 således, at den giver grundlag for en formodning om, at eksklusive købsaftaler om øl, der ikke opfylder alle betingelserne i forordningen, ikke nedsætter de bundne forpagteres rentabilitet så meget, at den forbedring i distributionen, der ville kunne følge heraf, sættes over styr.
21 Dette anbringende er alene en videreudvikling af det første anbringende og skal derfor, af samme årsag som den i denne kendelses præmis 15 anførte, åbenbart forkastes.
Det fjerde anbringende
22 Med sit fjerde anbringende har C. Joynson gjort gældende, at Retten har begået endnu en retlig fejl. I modsætning til, hvad der følger af den appellerede doms præmis 59 og 61, kan en undersøgelse af muligheden for at indrømme en individuel fritagelse for en ølleveringsaftale i henhold til artikel 81, stk. 3, EF ikke begrænses til de kriterier, som er angivet i forordning nr. 1984/83.
23 Retten ses imidlertid ikke at have begrænset sig til at undersøge, om Kommissionen har anvendt de kriterier, som er angivet i forordning nr. 1984/83. I den appellerede doms præmis 63-66 er det nemlig konstateret, at Kommissionen ligeledes havde analyseret de særlige kendetegn ved det britiske ølmarked, og at Retten godkendte denne analyse.
24 Det fjerde anbringende savner således grundlag i de faktiske omstændigheder og skal derfor åbenbart forkastes.
Det femte anbringende
25 C. Joynson har anført, at Retten har begået endnu en retlig fejl ved i den appellerede doms præmis 74 og 75 samt 78-80 i at undlade at forkaste den fortolkning af artikel 14, litra c), nr. 2, i forordning nr. 1984/83, som Kommissionen har anlagt i forbindelse med bedømmelsen af de faktiske oplysninger, den havde modtaget. Betingelsen i artikel 81, stk. 3, EF om et bidrag til forbedring af distributionen er nemlig ikke opfyldt, såfremt en aftale om eksklusiv levering af øl af strukturelle årsager væsentligt begrænser muligheden for, at en videreforhandler, der er bundet til et bryggeri, kan konkurrere på lige fod med konkurrenter på samme niveau i distributionen. I nærværende sag er prisforskellen og den referencegruppe, der blev anvendt til at måle denne forskel, ikke de eneste elementer at tage i betragtning.
26 Dette anbringende er i det væsentligste det samme som appellens første anbringende og skal derfor af samme årsag som den i denne kendelses præmis 15 anførte forkastes.
Det sjette anbringende
27 Med det sjette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 98, 103 og 146 fejlagtigt har godkendt Kommissionens brug af årsomsætningsmetoden for at bestemme forpagtningstilskuddet.
28 Med den første del af dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Rettens slutninger for så vidt angår omsætningsmetoden er retligt forkerte og åbenbart i strid med bestemmelserne i forordning nr. 1984/83, navnlig dennes artikel 6, stk. 1, i henhold til hvilken bestemmelse en eksklusiv købspligt kun kan være genstand for en fritagelse, hvis den er en modydelse for økonomiske eller finansielle fordele. C. Joynson har anført, at Rettens argumentation vedrørende rentabiliteten i den appellerede doms præmis 98, hvorefter der ikke var »tilstrækkelig grund til at tage stilling til det eneste andet spørgsmål, der eventuelt kunne være relevant, nemlig om Bass’ standardforpagtningsaftaler forårsager en nedgang i rentabiliteten i de pubber, der er bundet til dette bryggeri, i en sådan grad, at deres evne til at distribuere øl derved forringes betydeligt«, er fejlagtig. Denne argumentation er endvidere i modstrid med den appellerede doms præmis 146. Hvis de principper, som følger af forordning nr. 1984/83, var blevet anvendt, ville spørgsmålet om rentabilitet for det første have drejet sig om, hvorvidt rentabiliteten var på samme eller højere niveau, og for det andet ville der i det mindste have været anvendt en metode, der f.eks. kunne vise, at forpagteren havde en rimelig indtjening eller en indtjening, der ikke lå under minimumsindtjeningen i henhold til bestemmelserne om den maksimale ugentlige arbejdstid, hvilket ville fremgå af en anvendelse af fortjenestemetoden, men ikke af omsætningsmetoden.
29 Med den anden del af dette anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at godtage omsætningsmetoden og ved at gå stik imod den faktiske situation, da det i praksis er fortjenestemetoden, der benyttes.
30 Med den tredje del af det sjette anbringende har appellanten anført, at det ikke ved anvendelse af omsætningsmetoden er muligt at bekæmpe de uheldige konsekvenser af en tendens til nedgang i afsætningen, hvor forpagtningstilskuddet samtidig stiger. Tilskuddet ville stige proportionelt, da det beregnes som en procentdel af omsætningen. For at være acceptabelt skulle omsætningsmetoden give mulighed for en nedsættelse af tilskuddet, hvilket imidlertid ville være i modstrid med forpagtningsaftalen.
31 Det skal bemærkes, at C. Joynsons argumentation under sagen for Retten i Første Instans, ifølge hvilken Kommissionen skulle have anvendt den af ham foretrukne metode til at beregne udviklingen af forpagtningstilskuddet i stedet for den metode, der faktisk blev anvendt, blev forkastet af Retten i den appellerede doms præmis 100-103 på grund af manglende bevis for, at denne metode er mere korrekt end den af Kommissionen anvendte.
32 Med det sjette anbringende søger appellanten i virkeligheden at anfægte Rettens bedømmelse af pålideligheden af den af ham foretrukne metode, og det vedrører således bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Det er derfor af den i denne kendelses præmis 18 nævnte begrundelse åbenbart, at dette anbringende skal afvises.
Det syvende anbringende
33 Med sit syvende anbringende har C. Joynson anført, at den udgave af forpagtningsaftalen, der er blevet forelagt Kommissionen og Retten, indeholdt en »klausul, hvorefter forpagtningstilskuddet kun kan stige«. Han gør gældende, at en sådan klausul i sig selv er en grund til at afvise en individuel fritagelse.
34 Det bemærkes i den forbindelse, at dette anbringende ikke har været fremsat for Retten i Første Instans.
35 Domstolens procesreglements artikel 113, stk. 2, er til hinder for, at der fremsættes nye anbringender vedrørende den anfægtede beslutning under appellen.
36 Som følge heraf er det åbenbart, at det syvende anbringende skal afvises.
Det ottende anbringende
37 Med sit ottende anbringende har C. Joynson gjort gældende, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 150, ifølge hvilken de af Bass ydede fordele uden for kontrakt kan udgøre en kompensation for prisforskellene, er en åbenbar tilsidesættelse af bestemmelserne i forordning nr. 1984/83, særligt dennes artikel 6, stk. 1, hvorefter en eksklusiv købsforpligtelse kun kan gøres til genstand for en fritagelse, hvis den er en modydelse for økonomiske eller finansielle fordele. Vurderingen, der fremgår af den appellerede doms præmis 150, er endvidere i modstrid med Rettens tidligere konklusion i den appellerede doms præmis 56, hvorefter Kommissionen med rette har vedtaget sin beslutning på grundlag af forordning nr. 1984/83.
38 På den ene side kan det ikke nægtes, at Rettens vurdering, ifølge hvilken de fordele, som Bass angiveligt har ydet uden for kontrakt, kan kompensere for prisforskellene, er i strid med bestemmelserne i forordning nr. 1984/83. Ifølge den appellerede doms præmis 57 kan Bass’ standardforpagtningsaftaler således ikke nyde fordel af gruppefritagelsen som defineret i forordning nr. 1984/83, men er i stedet blevet fritaget individuelt i henhold til artikel 81, stk. 3, EF, idet de i modsætning til forordningens artikel 6 specificerer købsforpligtelsen ved angivelse af ølsort og ikke ved angivelse af mærket eller benævnelsen.
39 På den anden side er der ingen modsætning mellem præmis 150 og 56 i den appellerede dom. Således har Retten ikke i den appellerede doms præmis 56 fastslået, at Kommissionen havde lagt forordning nr. 1984/83 til grund for den anfægtede beslutning. I lyset af præmis 63-66 i den appellerede dom fremgår det, at Retten alene har fastslået, at Kommissionen bl.a. – og med rette – havde anvendt kriterier svarende til de i forordning nr. 1984/83 fastsatte, men at den ligeledes havde taget hensyn til andre elementer ved bedømmelsen af rentabiliteten af de forpagtere, som var bundet til Bass.
40 Det følger heraf, at det er åbenbart, at det ottende anbringende skal forkastes.
41 På baggrund af det ovenfor anførte er det åbenbart, at de anbringender, C. Joynson har fremsat til støtte for sin appel, enten skal afvises eller forkastes. Derfor skal appellen forkastes i medfør af procesreglementets artikel 119.
Sagens omkostninger
42 I medfør af Domstolens procesreglements artikel 69, stk. 2, der i henhold til dette reglements artikel 118 finder anvendelse i appelsager, pålægges det de tabende parter at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen havde nedlagt påstand om, at C. Joynson betaler sagens omkostninger, og da denne har tabt sagen, bør han pålægges at betale sagens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)
1) Appellen forkastes.
2) C. Joynson betaler sagens omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 10. december 2003.
R. Grass
V. Skouris
Justitssekretær
Præsident
1 – Processprog: engelsk. Top
Full & Egal Universal Law Academy