Kendelse afsagt af Domstolens Tredje Afdeling den 15. januar 2004. Straffesag mod Marco Antonio Saetti og Andrea Frediani. Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunale di Gela

Ordonnance de la Cour

Sag C-235/02

Straffesag

mod

Marco Antonio Saetti og Andrea Frediani

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Giudice per le indagini preliminari ved Tribunale di Gela)

»Procesreglementets artikel 104, stk. 3 – direktiv 75/442/EØF og 91/156/EØF – affaldshåndtering – begrebet »affald« – oliekoks«

Sammendrag af kendelse

1.        Præjudicielle spørgsmål – forelæggelse for Domstolen – en national ret i artikel 234 EF’s forstand – undersøgelsesdommer i straffesager – dommer, der forestår den strafferetlige undersøgelse

(Art. 234 EF)

2.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – fortolkning af et direktiv i forbindelse med en straffesag for overtrædelse af en national gennemførelsesbestemmelse – fastlæggelse af følgerne af en senere afkriminalisering af de pågældende omstændigheder – ikke omfattet

(Art. 234 EF)

3.        Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – grænser – åbenbart irrelevante spørgsmål og hypotetiske spørgsmål, som stilles i en sammenhæng, der udelukker en saglig korrekt besvarelse – spørgsmål, som er uden forbindelse med hovedsagens genstand

(Art. 234 EF)

4.        Miljø – affald – direktiv 75/442, ændret ved direktiv 91/156 – begreb – stof, som man skiller sig af med – bedømmelseskriterier

[Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156, art. 1, litra a)]

5.        Miljø – affald – direktiv 75/442, ændret ved direktiv 91/156 – begreb – stof, som man skiller sig af med – undtagelse – oliekoks fremstillet i et olieraffinaderi – den faktiske anvendelse af nævnte stof for at dække raffinaderiets energibehov

(Rådets direktiv 75/442, som ændret ved direktiv 91/156)

1.        En undersøgelsesdommer i straffesager eller en dommer, der forestår den strafferetlige undersøgelse, er en ret i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 234 EF, som inden for rammerne af en procedure uafhængigt og i overensstemmelse med gældende ret skal træffe retsafgørelser i sager, hvori den i henhold til loven er kompetent.

(jf. præmis 23)

2.        Selv om et direktiv ikke i sig selv kan skabe forpligtelser for private og således ikke som sådan kan påberåbes over for dem, og heller ikke uden hensyn til national lovgivning i en medlemsstat til gennemførelse af direktivet kan være grundlag for at afgrænse eller skærpe strafansvaret for overtrædelse af direktivets bestemmelser, tilkommer det ikke Domstolen, der forelægges en præjudiciel anmodning vedrørende fortolkningen af et direktiv, at fortolke eller anvende national ret med henblik på at fastslå følgerne af, at der efterfølgende vedtages nationale bestemmelser, der indebærer, at de faktiske omstændigheder, der førte til indledning af straffesagerne for den nationale ret, selv om det er ubestridt, at disse omstændigheder på tidspunktet for konstateringen af dem, i givet fald kunne udgøre en strafbar overtrædelse i henhold til national ret.

(jf. præmis 25 og 26)

3.        Inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter, som er indført ved artikel 234 EF, tilkommer det den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom. I særlige tilfælde er Domstolen med henblik på at efterprøve sin egen kompetence beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål.

(jf. præmis 28 og 29)

4.        Anvendelsesområdet for begrebet affald afhænger af betydningen af ordene »skille sig af med« i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 om affald. Gennemførelsen af en operation, som omhandlet i bilag II A eller bilag II B til nævnte direktiv, er ikke i sig selv tilstrækkelig til, at et stof eller en genstand skal anses for affald, og omvendt udelukker begrebet affald ikke stoffer og genstande, der kan gøres til genstand for økonomisk genbrug. Formålet med den overvågnings- og håndteringsordning, der er indført ved dette direktiv, er nemlig, at den skal dække alle genstande og stoffer, som indehaveren skiller sig af med, uanset om de har handelsmæssig værdi, og om de som erhvervsmæssig aktivitet indsamles med henblik på genvinding, videreudnyttelse eller genanvendelse.

Visse omstændigheder kan udgøre et indicium for, at der foreligger en handling, hensigt eller en forpligtelse til at skille sig af med et stof eller en genstand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442. Dette vil navnlig være tilfældet, når det anvendte stof er et restprodukt fra en produktion, dvs. et produkt, der ikke som sådan er tilsigtet. Et stof, med hensyn til hvilket det imidlertid er sikkert, at genanvendelse vil finde sted uden forudgående forarbejdning og i forlængelse af fremstillingsprocessen, kan ikke klassificeres som affald. Andre indicier for, at der er tale om affald i nævnte bestemmelses forstand, fremgår i givet fald af den omstændighed, at behandlingsmetoden for det omhandlede stof er en almindelig form for affaldsbehandling, eller at nævnte stof i almindelighed opfattes som affald, og – såfremt der er tale om et restprodukt fra en produktion – af den omstændighed, at der ikke kan findes anden anvendelse herfor end bortskaffelse, eller at anvendelsen heraf skal ske under iagttagelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til miljøet. Disse elementer er imidlertid ikke nødvendigvis afgørende, og spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er tale om affald, skal vurderes ud fra samtlige omstændigheder, hvorved der skal tages hensyn til direktivets formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses.

(jf. præmis 33, 34, 36, 39 og 40)

5.        Oliekoks, hvis fremstilling er tilsigtet, eller som fremkommer samtidig med fremstillingen af andre brændbare råoliestoffer i et mineralolieraffinaderi og med sikkerhed anvendes som brændstof til at dække raffinaderiets og andre industrivirksomheders energibehov, er ikke affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 75/442 om affald, som ændret ved direktiv 91/156.

(jf. præmis 47 samt domskonkl.)

DOMSTOLENS KENDELSE (Tredje Afdeling)
15. januar 2004(1)

»Procesreglementets artikel 104, stk. 3 – direktiv 75/442/EØF og 91/156/EØF – affaldshåndtering – begrebet »affald« – oliekoks«

I sag C-235/02,

angående en anmodning, som Giudice per le indagini preliminari du Tribunale di Gela (Italien) i medfør af artikel 234 EF har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende straffesag mod

Marco Antonio Saetti

og

Andrea Frediani

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 1, litra a) og f), artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32),

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

sammensat af C. Gulmann som fungerende formand for Tredje Afdeling og dommerne J.-P. Puissochet (refererende dommer) og F. Macken,

generaladvokat J. Kokott
justitssekretær:R. Grass,

efter at de parter eller andre, der er nævnt i artikel 23 i Domstolens statut, er blevet anmodet om at fremkomme med deres eventuelle bemærkninger hertil,

og efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1 Ved kendelse af 19. juni 2002, indgået til Domstolen den 26. juni 2002, har Giudice per le indagini preliminari du Tribunale di Gela i medfør af artikel 234 EF forelagt fire præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 1, litra a) og f), artikel 2, stk. 1, litra b), og artikel 4 i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194, s. 47), som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78, s. 32, herefter »direktiv 75/442«).

2 Spørgsmålene er blevet rejst under en straffesag mod M.A. Saetti og A. Frediani, henholdsvis direktør og tidligere direktør i mineralolieraffinaderiet i Gela, som drives af AGIP Petroli SpA. De er bl.a. blevet tiltalt for ikke at have overholdt den italienske lovgivning om affald.

Retsforskrifter

Fællesskabsretlige bestemmelser

3 I artikel 1, litra a), første afsnit, i direktiv 75/442 defineres affald som »ethvert stof eller enhver genstand, som henhører under en af kategorierne i bilag I, og som indehaveren skiller sig af med eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med«.

4 Bilag I til direktiv 75/442 med overskriften »Affaldskategorier« nævner bl.a. i punkt Q 8 »[r]eststoffer fra industriprocesser (f.eks. slagger, rester fra destillation osv.)« og i punkt Q 16, »[e]thvert stof, materiale eller produkt, som ikke indgår i ovennævnte kategorier«.

5 Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber skal i henhold til artikel 1, litra a), andet afsnit, i direktiv 75/442 udarbejde »en liste over affald, som tilhører kategorierne i bilag I«. Dette er formålet med Kommissionens beslutning 2000/532/EF af 3. maj 2000 om afløsning af beslutning 94/3/EF om udarbejdelse af en liste over affald i henhold til artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 og af Rådets beslutning 94/404/EF om udarbejdelse af en liste over farligt affald i henhold til artikel 1, stk. 4, i Rådets direktiv 91/689/EØF om farligt affald (EFT L 226, s. 3). Listen er blevet ændret ved Kommissionens beslutning 2001/118/EF og 2001/119/EF og Rådets beslutning 2001/573/EF af henholdsvis 16. og 22. januar og af 23. juli 2001 (EFT L 47, s. 1 og 32, og L 203, s. 18), og trådte i kraft den 1. januar 2002. I kapitel 05, afsnit 01, anføres »Affald fra olieraffinering«. Nævnte afsnit opregner forskellige typer affald og omfatter position 05 01 99 med overskriften »Andet affald, ikke andetsteds specificeret«. Det præciseres i listens indledning, at denne er en harmoniseret liste, der regelmæssigt revideres, men dog »[a]t et materiale er optaget på listen betyder […] ikke, at det optræder som affald i alle sammenhænge. Et givet materiale er kun relevant i denne sammenhæng, hvis definitionen på affald i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442 er opfyldt«.

6 I artikel 1, litra c), i direktiv 75/442 defineres »indehaver« som »producenten af affaldet, eller den fysiske eller juridiske person, som er i besiddelse af det«.

7 I nævnte direktivs artikel 1, litra d), defineres »håndtering« af affald som »indsamling, transport, nyttiggørelse og bortskaffelse af affald, herunder tilsyn i forbindelse hermed, samt tilsyn med lossepladser efter deres lukning«.

8 I artikel 1, litra e) og f), i direktiv 75/442 defineres bortskaffelse og nyttiggørelse af affald som enhver form og metode, der er anført i henholdsvis direktivets bilag II A og II B. Disse bilag er tilpasset den videnskabelige og tekniske udvikling ved Kommissionens beslutning 96/350/EF af 24. maj 1996 (EFT L 135, s. 32). Blandt nyttiggørelsesoperationerne i bilag II B nævnes i punkt R 1, »[h]ovedanvendelse som brændsel eller andre midler til energifremstilling«.

9 Artikel 2 i direktiv 75/442 bestemmer:

»1.     Følgende falder uden for dette direktivs anvendelsesområde:

a)       luftformige stoffer, der udsendes i atmosfæren

b)       hvis de allerede er undergivet andre bestemmelser

[…]

          ii) affald fra prospektering, udvinding, behandling og oplagring af mineralske ressourcer, samt fra stenbrudsdrift

          – […]

2.       Med henblik på regulering af håndteringen af visse kategorier affald kan der i særdirektiver fastsættes specifikke særbestemmelser eller bestemmelser til supplering af bestemmelserne i dette direktiv.«

10 Artikel 3, stk. 1, i direktiv 75/442 bestemmer bl.a., at medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at fremme nyttiggørelse af affald gennem genvinding, genbrug, videreudnyttelse eller anden behandling med henblik på at udvinde sekundære råstoffer. Samme direktivs artikel 4 bestemmer, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at affaldet nyttiggøres eller bortskaffes, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmader eller metoder, som vil kunne skade miljøet, navnlig må der ikke skabes risiko for hverken vand, luft eller jord, eller for fauna og flora, eller påføres landskaber skade.

11 Artikel 9 og 10 i direktiv 75/442 bestemmer, at ethvert anlæg eller enhver virksomhed, som udfører operationer til bortskaffelse af affald eller operationer, der indebærer mulighed for nyttiggørelse af affald, skal indhente en tilladelse fra den kompetente myndighed.

12 I henhold til artikel 11 i direktiv 75/442 kan der dog under visse betingelser dispenseres fra tilladelseskravet.

Nationale bestemmelser

13 Direktiv 75/442 blev gennemført i italiensk ret ved decreto legislativo 5 febbraio 1997, n°22, attuazione delle direttive 91/156/CEE sui rifiuti, 91/689/CEE sui rifiuti pericolosi e 94/62/CE sugli imballaggi e sui rifiuti di imballaggio [lovdekret nr. 22 af 5.2.1997 om gennemførelse af direktiv 91/156/EØF om affald, 91/689/EØF om farligt affald og 94/62/EF om emballage og emballageaffald], (GURI af 15.2.1997, supplemento ordinario nr. 38), senere ændret ved decreto legislativo af 8.11.1997, nr. 389 (GURI nr. 261 af 8.11.1997, herefter »lovdekret nr. 22/97«).

14 I lovdekret nr. 22/97 defineres affald på samme måde som i direktiv 75/442. Der kræves en administrativ tilladelse til håndteringen af visse typer affald. I disse tilfælde straffes en manglende tilladelse.

15 Efter indledningen af den i hovedsagen omhandlede straffesag blev decreto legge 7 marzo 2002, n° 22, recante disposizioni urgenti per l’individuazione della disciplina relativa all’utilizzazione del coke da petrolio (pet-coke) negli impianti di combustione [lovdekret nr. 22 af 7.3.2002 om hastebestemmelser om regulering af anvendelsen af oliekoks (pet-coke) i forbrændingsanlæg], (GURI nr. 57 af 8.3.2002). Dette dekret har for det første undtaget oliekoks, der anvendes som brændsel til industrielle formål, fra anvendelsesområdet for lovdekret nr. 22/97 og for det andet reguleret dens anvendelse i forbrændingsanlæg på følgende måde:

»1.     Oliekoks med et svovlindhold på indtil 3% kan anvendes i forbrændingsanlæg med en nominel brændstyrke pr. enhed, der er lig med eller over 50 MW.

2.       Oliekoks kan anvendes på produktionsstedet […] [selv om svovlindholdet på 3% overskrides].

3.       Oliekoks med et svovlindhold på indtil 6% kan anvendes i anlæg, hvor svovlsammensætningen er fastsat til eller indgår i det produkt, der fremstilles i produktionsprocessen, med en procentdel på ikke under 60%.

4.       Det er under alle omstændigheder forbudt at anvende oliekoks i ovne til fremstilling af kalk bestemt til brug i fødevareindustrien.«

16 Lovdekret nr. 22 af 7. marts 2002 er ændret ved la legge 6 maggio 2002, n° 82, conversione in legge, con modificazioni, del decreto legge 7 marzo 2002, n° 22, recante disposizioni urgenti per l’individuazione della disciplina relativa all’utilizzazione del coke da petrolio (pet-coke) negli impianti di combustione [lov af 6.5.2002 nr. 82 om ophøjelse til lov efter ændring af lovdekret af 7.3.2002, nr.  22, om hastebestemmelser vedrørende regulering af anvendelsen af oliekoks (pet-coke) i forbrændingsanlæg], (GURI nr. 105 af 7.5.2002). Det blev i denne forbindelse præciseret, at oliekoks anvendt som brændsel i produktionen var undtaget fra anvendelsesområdet for lovdekret nr. 22/97. Artikel 2 i nævnte lovdekret, jf. denne kendelses foregående præmis, blev afsluttet som følger:

»[o]liekoks kan tillige anvendes på produktionsstedet i forbrændingsprocesser til fremstilling af elektrisk eller termisk energi til formål, der ikke er forbundet med selve raffineringsprocessen, såfremt emissionerne ikke overskrider de grænser, der er fastsat ved de bestemmelser, som gælder på området«.

Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

17 Som følge af klager over aktiviteterne i mineralolieraffinaderiet i Gela foranledigede anklagemyndigheden ved Tribunale di Gela, at der blev udfærdiget en sagkyndig udtalelse vedrørende virksomheden. Det blev fastslået i udtalelsen, at raffinaderiet anvendte oliekoks fra råolieraffinering som brændsel i dets kraftvarmeværk, og at størstedelen af den fremstillede energi blev anvendt af raffinaderiet selv, mens den overskydende elektricitet blev solgt til andre industrivirksomheder eller til elektricitetsselskabet ENEL SpA.

18 Anklagemyndigheden var af den opfattelse, at oliekoks var affald omfattet af lovdekret nr. 22/97, og da affaldet blev oplagret og anvendt uden den ved lovdekretet krævede administrative tilladelse, havde M.A. Saetti og A. Frediani gjort sig skyldige i en tilsidesættelse af kravet om en sådan tilladelse. Anklagemyndigheden ved Giudice per le indagini preliminari udvirkede endvidere, at der blev anordnet tvangsadministration af to oliekokslagre, der forsynede raffinaderiets kraftvarmeværk.

19 Efter ikrafttrædelsen af det i denne kendelses præmis 15 nævnte lovdekret nr. 22 af 7. marts 2002 anordnede anklagemyndigheden ophævelse af tvangsadministrationen, idet anvendelsen af oliekoks under visse betingelser var tilladt i henhold til de nye italienske bestemmelser.

20 Med henblik på straffesagens videre forløb efter ikrafttrædelsen af nævnte lovdekret og af lov af 6. maj 2002, nævnt i denne kendelses præmis 16, er Giudice per le indagini preliminari hovedsagelig i tvivl om, hvorvidt de italienske myndigheder i lyset af direktiv 75/442 kan undtage oliekoks, der anvendes som brændsel til industrielle formål og til olieraffinaderiets virksomhed, fra anvendelsesområdet for lovdekret nr. 22/97. Giudice per le indagini preliminari er tilbøjelig til at antage, at oliekoks udgør affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, og at de nationale myndigheder, når der ikke foreligger fællesskabsretlige bestemmelser vedrørende oliekoks som fastsat i nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, litra b), ikke kan undtage oliekoks fra anvendelsesområdet for lovdekret nr. 22/97, der er vedtaget til gennemførelse af dette direktiv.

21 Under disse omstændigheder har Giudice per le indagini preliminari besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Henhører oliekoks under begrebet affald, jf. artikel 1 i direktiv 75/442?

2) Er dens anvendelse som brændsel nyttiggørelse, jf. artikel 1 i direktiv 75/442?

3) Indgår oliekoks, der anvendes som brændsel til produktionsbrug, blandt de affaldskategorier, som en medlemsstat kan undtage fra anvendelsen af Fællesskabets regler om affald efter vedtagelse af særbestemmelser i henhold til artikel 2 i direktiv 75/442?

4) Udgør muligheden for at anvende den på produktionsstedet også i forbrændingsprocesser til fremstilling af elektrisk eller termisk energi med formål, som er uden forbindelse med selve raffineringsprocesserne – såfremt emissionerne falder inden for de ved de relevante bestemmelser fastsatte grænser – også selv om dens svovlindhold overstiger 3 vægtprocent, en nødvendig og tilstrækkelig foranstaltning til at sikre, at dette affald nyttiggøres, uden at menneskets sundhed bringes i fare, og uden at der anvendes fremgangsmåder eller metoder, som vil kunne skade miljøet, jf. artikel 4 i direktiv 75/442?«

Formaliteten

22 M.A. Saetti og A. Frediani har for det første gjort gældende, at den procedure, som Giudice per le indagini preliminari har indledt, ikke er en retslig procedure, som gør det muligt at forelægge Domstolen en præjudiciel anmodning på grundlag af artikel 234 EF. Efter deres opfattelse har en straffesag først en sådan karakter, når den henvises til et dommerkollegium, bortset fra i særlige tilfælde som ikke er relevante i den foreliggende sag.

23 Dette argument kan ikke tiltrædes. Domstolen har flere gange fastslået, at en undersøgelsesdommer i straffesager eller en dommer, der forestår den strafferetlige undersøgelse, er en ret i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 234 EF, som inden for rammerne af en procedure uafhængigt og i overensstemmelse med gældende ret skal træffe retsafgørelser i sager, hvori den i henhold til loven er kompetent (jf. bl.a. dom af 24.4.1980, sag 65/79, Sml. s. 1345, og af 11.6.1987, sag 14/86, Pretore di Saló mod X, Sml. s. 2545, præmis 7).

24 M.A. Saetti og A. Frediani har dernæst gjort gældende, at den fortolkning af fællesskabsretten, som Domstolen er blevet anmodet om, er overflødig, for så vidt som de – efter ikrafttrædelsen af lovdekret nr. 22 af 7. marts 2002 og af loven af 6. maj 2002 – ikke længere kan idømmes straf i henhold til national ret for det forhold, der ligger til grund for hovedsagen. Uanset hvilken fortolkning, der lægges til grund, kan direktiv 75/442 ikke påberåbes som sådan over for private og kan ikke i sig selv tjene som direkte grundlag for straffesager. Straffesagen bør derfor under alle omstændigheder frafaldes, og fortolkningen af direktivet er uden betydning. Forelæggelsen for Domstolen kan af samme grund ikke antages til realitetsbehandling.

25 Dette argument kan heller ikke tiltrædes. Et direktiv kan ganske vist ikke i sig selv skabe forpligtelser for private og kan således ikke som sådan påberåbes over for dem (jf. bl.a. dom af 14.9.2000, sag C-343/98, Collino og Chiappero, Sml. I, s. 6659, præmis 20). På samme måde kan et direktiv ikke i sig selv og uden hensyn til national lovgivning i en medlemsstat til gennemførelse af direktivet være grundlag for at afgrænse eller skærpe strafansvaret for overtrædelse af direktivets bestemmelser (jf. bl.a. dom af 8.10.1987, sag 80/86, Kolpinghuis Nijmegen, Sml. s. 3969, præmis 13, og af 26.9.1996, sag C-168/95, Arcaro, Sml. I, s. 4705, præmis 37).

26 I den foreliggende sag er det imidlertid ubestridt, at på tidspunktet for konstateringen af de faktiske omstændigheder, der førte til indledning af straffesagerne mod M.A. Saetti og A. Frediani, kunne disse omstændigheder i givet fald udgøre en strafbar overtrædelse. Det tilkommer imidlertid ikke Domstolen at fortolke eller anvende national ret med henblik på at fastslå følgerne af, at der efterfølgende vedtages nationale bestemmelser, der indebærer, at sådanne faktiske omstændigheder ikke længere udgør overtrædelser (jf. i denne retning dom af 25.6.1997, forenede sager C-304/94, C-330/94, C-342/94 et C-224/95, Tombesi m.fl., Sml. I, s. 3561, præmis 42 og 43).

27 På den anden side fremgår det af forelæggelseskendelsen, at de omhandlede sager – afhængig af Domstolens fortolkning af direktiv 75/442 – kan føre til, at der anlægges sag ved Corte costituzionale (Italien) med henblik på at efterprøve lovligheden af de nationale bestemmelser.

28 Det bemærkes, at det udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvem en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, som skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale ret stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom (jf. dom af 15.12.1995, sag C-415/93, Bosman, Sml. I, s. 4921, præmis 59).

29 Selv om Domstolen også har udtalt, at den i særlige tilfælde med henblik på at efterprøve sin egen kompetence er beføjet til at undersøge de omstændigheder, hvorunder den nationale domstol har forelagt sagen, har den præciseret, at den kun kan afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national ret, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af fællesskabsretten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. dom af 13.3.2001, sag C-379/98, PreussenElektra, Sml. I, s. 2099, præmis 39). Det er ikke tilfældet i den foreliggende sag.

30 De præjudicielle spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

Om de præjudicielle spøgsmål

31 Idet besvarelsen af de forelagte spørgsmål klart kan udledes af retspraksis, har Domstolen i henhold til procesreglementets artikel 104, stk. 3, underrettet den forelæggende ret om, at den vil træffe afgørelse ved begrundet kendelse, og givet de parter eller andre, der er nævnt i artikel 23 i statutten for Domstolen, lejlighed til at udtale sig herom. M.A. Saetti og A. Frediani, den italienske regering, den svenske regering samt Kommission har meddelt, at de ikke har indvendinger mod anvendelse af denne procedure.

Det første spørgsmål

32 Med dette spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om oliekoks udgør affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442.

33 Anvendelsesområdet for begrebet affald afhænger af betydningen af ordene »skille sig af med« i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442. Domstolen har præciseret, at gennemførelsen af en operation, som omhandlet i bilag II A eller II B til direktiv 75/442, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at et stof eller en genstand skal anses for affald, og omvendt udelukker begrebet affald ikke stoffer og genstande, der kan gøres til genstand for økonomisk genbrug. Formålet med den overvågnings- og håndteringsordning, der er indført ved direktiv 75/442, er nemlig, at den skal dække alle genstande og stoffer, som indehaveren skiller sig af med, uanset om de har handelsmæssig værdi, og om de som erhvervsmæssig aktivitet indsamles med henblik på genvinding, videreudnyttelse eller genanvendelse (jf. bl.a. dom af 18.4.2002, sag C-9/00, Palin Granit og Vehmassalon kansanterveystyön kuntayhtymän hallitus, Sml. I, s. 3533, herefter »Palin Granit-dommen«, præmis 22, 27 og 29).

34 Visse omstændigheder kan udgøre et indicium for, at der foreligger en handling, hensigt eller en forpligtelse til at skille sig af med et stof eller en genstand i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442. Dette vil navnlig være tilfældet, når det anvendte stof er et restprodukt fra en produktion, dvs. et produkt, der ikke som sådan er tilsigtet (dom af 15.6.2000, forenede sager C-418/97 og C-419/97, ARCO Chemie Nederland m.fl., Sml. I, s. 4475, præmis 84). Domstolen har således udtalt, at sidesten fra et stenbrud, som ikke er den primært tilsigtede produktion ved driften, i princippet er affald (Palin Granit-dommen, præmis 32 og 33).

35 Det er imidlertid også muligt, at et gode, et materiale eller et råstof, der fremkommer under en fremstillingsproces eller ved brydning, hvor dette ikke er fremstillingens eller brydningens primære formål, ikke skal anses for et restprodukt, men et biprodukt, som virksomheden ikke ønsker at »skille sig af med«, jf. artikel 1, litra a), første afsnit, i direktiv 75/442, og som den efterfølgende ønsker at udnytte eller markedsføre på en for virksomheden fordelagtig måde uden forudgående forarbejdning. En sådan analyse er nemlig ikke uforenelig med målsætningen i direktiv 75/442, idet der ikke er noget, der begrunder, at direktivets bestemmelser, der tilsigter bortskaffelse eller nyttiggørelse af affald, skulle omfatte materialer eller råstoffer, der som produkter har en økonomisk værdi, uanset om der sker en eller anden form for forarbejdning, og som sådan er undergivet de bestemmelser, der finder anvendelse for sådanne produkter (Palin Granit-dommen, præmis 34 og 35).

36 Når henses til, at begrebet affald skal fortolkes udvidende, således at de ulemper og skadelige virkninger, der er forbundet med affaldet reduceres, bør denne argumentation vedrørende biprodukter begrænses til situationer, hvor der ikke blot er en mulighed for, at godet, materialet eller råstoffet vil blive genanvendt, men hvor det er sikkert, at en sådan genanvendelse vil finde sted uden forudgående forarbejdning og i forlængelse af fremstillingsprocessen (Palin Granit-dommen, præmis 36).

37 Ved siden af kriteriet om, hvorvidt et stof er et restprodukt fra en produktion eller ej, er sandsynligheden for, at stoffet genanvendes uden forudgående forarbejdning, et andet relevant kriterium ved afgørelsen af, om et stof kan anses for affald i direktiv 75/442’s forstand. Hvis en genanvendelse af stoffet ikke blot fremstår som en mulighed, men tillige økonomisk set er fordelagtig for indehaveren, vil det i høj grad være sandsynligt, at der sker en sådan genanvendelse. I en sådan situation kan det pågældende stof ikke længere anses for at være en byrde, som indehaveren søger at »skille sig af med«, men som et fuldgyldigt produkt (Palin Granit-dommen, præmis 37).

38 Domstolen har således udtalt, at sidesten, som udgør et reststof fra minedrift og anvendes lovligt uden forudgående forarbejdning i fremstillingsprocessen for at sikre den nødvendige opfyldning af minegange, ikke kan betragtes som stoffer, som indehaveren skiller sig af med eller agter at skille sig af med, idet han derimod har brug for dem i sin hovedvirksomhed, dog forudsat, at han giver en tilstrækkelig garanti vedrørende identificeringen af og den faktiske anvendelse af de nævnte stoffer (dom af 11.9.2003, sag C-114/01, AvestaPolarit Chrome, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 36-39 og 43).

39 Andre indicier for, at der er tale om affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, fremgår i givet fald af den omstændighed, at behandlingsmetoden for det omhandlede stof er en almindelig form for affaldsbehandling eller at nævnte stof i almindelighed opfattes som affald, og – såfremt der er tale om et restprodukt fra en produktion – af den omstændighed, at der ikke kan findes anden anvendelse herfor end bortskaffelse, eller at anvendelsen heraf skal ske under iagttagelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til miljøet (ARCO Chemie Nederland m.fl.-dommen, præmis 69-72 og 86-87).

40 Disse elementer er imidlertid ikke nødvendigvis afgørende, og spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk er tale om affald, skal vurderes ud fra samtlige omstændigheder, hvorved der skal tages hensyn til direktivets formål, og det skal påses, at dets virkning ikke begrænses (ARCO Chemie Nederland m.fl.-dommen, præmis 88).

41 Hvad angår oliekoks, der fremstilles og anvendes i et olieraffinaderi, skal der tages hensyn til oplysningerne i et dokument, der er offentliggjort af Kommission i medfør af artikel 16, stk. 2, i Rådets direktiv 96/61/EF af 24. september 1996 om integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (EFT L 257, s. 26); dokumentet vedrører udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne og de berørte industrier om den bedste tilgængelige driftsteknik med henblik på at opnå et generelt højt miljøbeskyttelsesniveau, overvågningsbestemmelserne i forbindelse hermed og udviklingen på området for mineralolie- og gasraffinering, som i almindelighed betegnes BREF, samt samtlige betingelser i det pågældende raffinaderi, som det i givet fald tilkommer den nationale ret, som tvisten er indbragt for, at efterprøve.

42 Fremstillingen af oliekoks, der består af fast kulstof og foranderlige mængder urenheder, og som er et af de mange stoffer, der fremkommer ved mineralolieraffineringsprocessen, er ifølge de indlæg, som M.A. Saetti og A. Frediani har afgivet, tilsigtet i raffinaderiet i Gela, på grund af egenskaberne ved den råolie, der behandles på stedet. I BREF anføres bl.a., at »oliekoks anvendes i vidt omfang som brændstof i cement- og stålindustrien. Den kan tillige anvendes som brændstof i kraftværker, såfremt dens svovlindhold er tilstrækkelig lavt. Koks kan desuden anvendes som råstof i fremstillingen af kulstof- og grafitprodukter«.

43 Det fremgår i øvrigt af sagen, at i Gela anvendes oliekoks som hovedbestanddel i brændslet til det integrerede kraftvarmeværk, som dækker raffinaderiets behov for damp og elektricitet. Når den producerede elektricitet, sammenholdt med den samtidigt producerede dampmængde, overstiger raffinaderiets forbrug, sælges den overskydende mængde til andre industrivirksomheder eller til et elektricitetsselskab.

44 Såfremt sådanne betingelser for produktion og anvendelse foreligger, kan en klassificering som affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 1, litra a), i direktiv 75/442, forkastes.

45 For det første kan oliekoks under de nævnte omstændigheder ikke klassificeres som et restprodukt fra en produktion i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i denne kendelses præmis 34. Fremstillingen af koks synes således at være resultatet af et teknisk valg (oliekoks fremstilles ikke nødvendigvis i raffineringsprocessen) med henblik på at anvende en bestemt slags brændsel, hvis fremstillingsomkostninger sandsynligvis er lavere end de omkostninger, der er forbundet med andet brændsel, som kunne have været anvendt til at frembringe damp og elektricitet til dækning af raffinaderiets behov. Selv om den omhandlede oliekoks, som hævdet af M.A. Saettis og A. Fredianis modpart i hovedsagen, er et automatisk resultat af en teknik, hvorved der parallelt frembringes andre råoliestoffer, som raffinaderiets ledelse først og fremmest tilsigter at fremstille, er der – eftersom anvendelsen af hele koksproduktionen er sikret, og der i det væsentlige er tale om samme brug som ved de øvrige stoffer – grund til at antage, at den nævnte oliekoks også er et olieprodukt, der er fremstillet som sådan, og ikke et restprodukt fra produktion. Ifølge de sagsakter, som er forelagt Domstolen, synes det i hovedsagen at være ubestridt, at den fuldstændige anvendelse af oliekoks som brændsel i produktionsprocessen er sikret, idet den herved fremkomne overskydende elektriske energi bliver solgt i sin helhed.

46 Hvad for det andet angår de indicier, der blev nævnt i denne kendelses præmis 39, er den omstændighed, at oliekoks anvendes som brændsel i energifremstillingen – en anvendelse, der udgør en almindelig form for nyttiggørelse af affald – ikke relevant, idet formålet med et raffinaderi netop er at fremstille forskellige former for brændsel på grundlag af råolie. Desuden er indicierne vedrørende den manglende mulighed for anden anvendelse af det omhandlede stof end bortskaffelse (hvilket ikke er tilfældet her, idet oliekoks kan anvendes som råstof ved fremstillingen af produkter på basis af kulstof og grafit) og den omstændighed, at anvendelse af stoffet skal ske under overholdelse af særlige sikkerhedsforanstaltninger af hensyn til miljøet (hvilket er tilfældet her), heller ikke relevant, da disse indicier vedrører restprodukter fra produktion og da oliekoks, der fremstilles og anvendes på de ovenfor anførte betingelse, ikke falder ind under denne klassificering, således som det fremgår af denne kendelses foregående præmis. Hvad angår indiciet om, at oliekoks i almindelighed opfattes som affald, bemærkes, at selv om dette var tilfældet, ville dette ikke i sig selv være tilstrækkeligt til, at den omhandlede oliekoks kunne betragtes som affald, når henses til de øvrige nævnte omstændigheder. Det ville kun forholde sig anderledes, såfremt raffinaderiets ledelse – efter pres fra offentligheden – opgav at anvende oliekoks eller var forpligtet hertil i henhold til en retsafgørelse. I et sådant tilfælde bør det antages, at indehaveren af oliekoks skiller sig af med, eller agter eller er forpligtet til at skille sig af med den.

47 Det første spørgsmål skal derfor besvares med, at oliekoks, hvis fremstilling er tilsigtet, eller som fremkommer samtidig med fremstillingen af andre brændbare råoliestoffer i et mineralolieraffinaderi og med sikkerhed anvendes som brændstof til at dække raffinaderiets og andre industrivirksomheders energibehov, ikke er affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 75/442.

Det andet, tredje og fjerde spørgsmål

48 Besvarelsen af disse spørgsmål er kun brugbar for den forelæggende ret, såfremt den i hovedsagen omhandlede oliekoks skal betragtes som affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 75/442. I betragtning af de oplysninger, der er anført i forelæggelseskendelsen, og de indlæg, der er indgivet til Domstolen, som har ført til besvarelsen af det første spørgsmål, fremgår det, at dette ikke er tilfældet. Det er således ufornødent at besvare det andet, tredje og fjerde præjudicielle spørgsmål.

Sagens omkostninger

49 De udgifter, der er afholdt af den italienske, den østrigske og den svenske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, der er forelagt af Giudice per le indagini preliminari du Tribunale di Gela ved kendelse af 19. juni 2002, for ret:

Oliekoks, hvis fremstilling er tilsigtet, eller som fremkommer samtidig med fremstillingen af andre brændbare råoliestoffer i et mineralolieraffinaderi og med sikkerhed anvendes som brændstof til at dække raffinaderiets og andre industrivirksomheders energibehov, er ikke affald i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald, som ændret ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991.

Således bestemt i Luxembourg den 15. januar 2004.

Justitssekretær

Præsident

R. Grass

V. Skouris

1 – Processprog: italiensk. Top

Full & Egal Universal Law Academy