Avis juridique important
Kendelse afsagt af Præsidenten for Retten i Første Instans den 15. maj 2003. - Jose Maria Sison mod Rådet for Den Europæiske Union. - Særlige rettergangsformer - restriktive foranstaltninger med henblik på at bekæmpe terrorisme - indefrysning af midler - indstilling af støtte med socialt sigte - uopsættelighed - foreligger ikke. - Sag T-47/03 R.
Samling af Afgørelser 2003 side II-02047
Sammendrag
Parter
Dommens præmisser
Afgørelse
1. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - betingelser - uopsættelighed - alvorlig og uoprettelig skade - bevisbyrde - rent økonomisk tab - indefrysning af en fysisk persons aktiver med henblik på at bekæmpe terrorisme
(Art. 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2; Rådets forordning nr. 580/2001)
2. Særlige rettergangsformer - udsættelse af gennemførelsen - foreløbige forholdsregler - betingelser - uopsættelighed - ikke-økonomisk skade, der ikke i højere grad end under hovedsagen kan genoprettes ved, at der træffes foreløbig afgørelse - foreligger ikke
(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2; Rådets forordning nr. 2580/2001)
Sammendrag$$1. Spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Denne part skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab. Et rent økonomisk tab kan principielt ikke antages at være uopretteligt eller blot vanskeligt at oprette, såfremt det kan dækkes ved en senere økonomisk erstatning. Det tilkommer dog den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, under hensyn til en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om sagsøgeren vil lide et alvorligt og overhængende tab, som ikke kan genoprettes ved en senere afgørelse, såfremt de forholdsregler, sagsøgeren har anmodet om, ikke træffes.
Ved behandlingen af en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en foranstaltning, der indefryser en fysisk persons aktiver med henblik på at bekæmpe terrorisme, skal Retten sikre, at sagsøgeren råder over et beløb, der normalt vil gøre det muligt for ham at afholde samtlige udgifter, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af hans egne og hans families fundamentale behov indtil det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i hovedsagen.
( jf. præmis 27 og 29-31 )
2. Selv om det ikke er udelukket, at foreløbige forholdsregler, i det mindste delvis vil kunne genoprette den ikke-økonomiske skade, som en sagsøger hævder at have lidt, og som er en følge af, at han er nævnt i en afgørelse om vedtagelse af specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, vil disse forholdsregler dog ikke i højere grad kunne genoprette skaden end en eventuel fremtidig annullation af nævnte afgørelse, når hovedsagen er afsluttet. I det omfang formålet med en sag om foreløbige forholdsregler ikke er at sikre genoprettelsen af et tab, men at garantere fuld virkning af dommen i hovedsagen er uopsættelighedsbetingelsen ikke er opfyldt i et sådant tilfælde.
( jf. præmis 41 )
ParterI sag T-47/03 R,
Jose Maria Sison, Utrecht (Nederlandene), ved avocats J. Fermon, A. Comte, H.E. Schultz, D. Gurses, T. Olsson og J. Lamchek,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Vitsentzatos og M. Bishop, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en begæring for det første om udsættelse af gennemførelsen af Rådets afgørelse 2002/976/EF af 12. december 2002 om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme, og om ophævelse af afgørelse 2002/848/EF (EFT L 337, s. 85), for så vidt som den omhandler sagsøgeren, for det andet om, at det pålægges Rådet ikke at nævne sagsøgeren i nye afgørelser om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001, og for det tredje om, at det pålægges Rådet at underrette alle medlemsstater om, at de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for sagsøgeren, er uden hjemmel,
har
PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
afsagt følgende
Kendelse
Dommens præmisserRetlige og faktiske omstændigheder
1 Artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2580/2001 af 27. december 2001 om specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder med henblik på at bekæmpe terrorisme (EFT L 344, s. 70) bestemmer:
»1. Med forbehold af artikel 5 og 6
a) indefryses alle midler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der tilhører, ejes eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3 omhandlede liste
b) må der hverken direkte eller indirekte stilles pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer til rådighed for eller til gavn for de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som er opført på den i stk. 3 omhandlede liste.
[...]
3. Rådet udarbejder, reviderer og ændrer med enstemmighed den liste over personer, grupper og enheder, som denne forordning finder anvendelse på, i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1, stk. 4, 5 og 6, i fælles holdning 2001/931/FUSP. Listen omfatter:
i) fysiske personer, som begår eller søger at begå eller at deltage i eller fremme enhver form for terrorhandling
ii) juridiske personer, grupper eller enheder, som begår eller søger at begå eller at deltage i eller fremme enhver form for terrorhandling
iii) juridiske personer, grupper eller enheder, som ejes eller kontrolleres af en eller flere af de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, der henvises til under nr. i) og ii), eller
iv) fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, som handler på vegne af eller under ledelse af en eller flere af de fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, der henvises til under nr. i) og ii).«
2 Artikel 5, stk. 2 og 3, i forordning nr. 2580/2001 lyder som følger:
»2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. listen i bilaget, kan give særlige tilladelser på betingelser, de skønner hensigtsmæssige for at forebygge finansiering af terrorhandlinger, til
1) anvendelse af midler i forbindelse med essentielle menneskelige behov, som skal opfyldes i Fællesskabet for en fysisk person, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste, eller dennes familiemedlemmer, herunder navnlig betaling for fødevarer, lægemidler, husleje eller renter og afdrag vedrørende familiens hjem samt gebyrer og vederlag for lægebehandling af et af denne families medlemmer
2) betalinger fra indefrosne konti i forbindelse med:
a) betaling af skatter, obligatoriske forsikringspræmier samt betaling for tjenester fra offentlige forsyningsvirksomheder såsom gas, vand, elektricitet og telekommunikation, som skal betales i Fællesskabet
b) betaling af skyldige gebyrer til et finansieringsinstitut i Fællesskabet for opretholdelse af konti
3) betalinger til en person, gruppe eller enhed, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste, som forfalder i forbindelse med kontrakter, aftaler eller forpligtelser, der er indgået eller opstået forud for denne forordnings ikrafttræden og på betingelse af, at disse betalinger sker til en indefrossen konto i Fællesskabet.
3. Anmodninger om tilladelser fremsættes til den kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område midlerne, de andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer er indefrosset.«
3 Artikel 6 i forordning nr. 2580/2001 bestemmer endvidere:
»1. Uanset artikel 2 og med henblik på at beskytte Fællesskabets interesser, herunder EU-borgernes og i EU bosiddende personers interesse, kan en medlemsstats kompetente myndigheder give særlige tilladelser til:
- at frigive pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer
- at stille pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer til rådighed for personer, grupper eller enheder, som er opført på den i artikel 2, stk. 3, omhandlede liste, eller
- yde finansielle tjenester til sådanne personer, grupper eller enheder
efter høring af de andre medlemsstater, Rådet og Kommissionen i henhold til stk. 2.«
4 Hvad angår de i artikel 5 i forordning nr. 2580/2001 omhandlede kompetente myndigheder, indeholder den liste, der er vedlagt som bilag til forordningen, med hensyn til Nederlandene en henvisning til »Ministerie van Financiën« (Finansministeriet).
5 Den 28. oktober 2002 vedtog Rådet afgørelse 2002/848/EF om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og ophævede afgørelse 2002/460/EF (EFT L 295, s. 12). Artikel 1 i afgørelse 2002/848 lød som følger:
»Den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001, er følgende:
1. PERSONER
[...]
9) SISON, Jose Maria (alias Armando Liwanag, alias Joma, der er leder af NPA), født den 8.2.1939 i Cabugao, Filippinerne
2. GRUPPER OG ENHEDER
[...]
13) New People's Army (NPA), Filippinerne, tilknyttet Sison Jose Maria C. (alias Armando Liwanag, alias Joma, der er leder af NPA)
[...]«
6 Den 12. december 2002 vedtog Rådet afgørelse 2002/974/EF om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001 og ophævede afgørelse 2002/848/EF (EFT L 337, s. 85). Artikel 1 i afgørelse 2002/974/EF (herefter »den anfægtede afgørelse«) bestemmer:
»Den liste, der er omhandlet i artikel 2, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2580/2001, er følgende:
1. PERSONER
[...]
25) SISON, Jose Maria (alias Armando Liwanag, alias Joma, der er leder af NPA), født den 8.2.1939 i Cabugao, Filippinerne
[...]
2. GRUPPER OG ENHEDER
[...]
14) New People's Army (NPA), Filippinerne, tilknyttet Sison Jose Maria C. (alias Armando Liwanag, alias Joma, der er leder af NPA)
[...]«
Retsforhandlinger
7 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. februar 2003 har sagsøgeren i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag mod Rådet og Kommissionen med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.
8 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 28. februar 2003 har sagsøgeren over for de samme institutioner indgivet en begæring for det første om udsættelse af gennemførelsen af artikel 1, nr. 1, punkt 25), og nr. 2, punkt 14), i den anfægtede afgørelse, for så vidt som den omhandler sagsøgeren, for det andet om, at det pålægges Rådet og Kommissionen ikke at nævne sagsøgeren i nye afgørelser om gennemførelse af artikel 2, stk. 3, i forordning nr. 2580/2001, og for det tredje om, at det pålægges Rådet og Kommissionen at underrette alle medlemsstater om, at de restriktive foranstaltninger, der er truffet over for sagsøgeren, er uden hjemmel.
9 Kommissionen og Rådet indgav skriftlige indlæg vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler den 11. marts 2003.
10 Samme dag nedlagde Kommissionen påstand om afvisning af hovedsagen.
11 Parterne afgav mundtlige indlæg for Rettens præsident i retsmødet den 26. marts 2003. Under retsmødet gav præsidenten sagsøgeren en frist på syv dage til at meddele, om han ønskede at opretholde begæringen om foreløbige forholdsregler over for Kommissionen.
12 Den 1. april 2003 indleverede sagsøgeren tre supplerende dokumenter til Rettens Justitskontor samt en anmodning om, at begæringen om foreløbige forholdsregler mod Kommissionen blev slettet.
13 Den 22. og 23. april 2003 indleverede Kommissionen henholdsvis Rådet deres bemærkninger vedrørende anmodningen om, at begæringen om foreløbige forholdsregler over for Kommissionen blev slettet.
14 Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 7. maj 2003 blev begæringen om foreløbige forholdsregler over for Kommissionen slettet.
Retlige bemærkninger
15 I medfør af artikel 242 EF og 243 EF, jf. artikel 225, stk. 1, EF, kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.
16 Ifølge procesreglementets artikel 104, stk. 2, skal begæringer om foreløbige forholdsregler angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at de begærede foreløbige forholdsregler umiddelbart forekommer berettigede (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at en begæring om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, hvis en af betingelserne ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 7.5.2002, sag T-306/01 R, Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2387, præmis 39). Den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, skal i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).
17 I henhold til procesreglementets artikel 107, stk. 3 og 4, skal de forholdsregler, der anmodes om, endvidere være foreløbige, dvs. ikke foregribe retlige eller faktiske tvistepunkter og ikke på forhånd ophæve virkningerne af den afgørelse, der senere skal træffes i hovedsagen (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 19.7.1995, sag C-149/95 P(R), Kommissionen mod Atlantic Container Line m.fl., Sml. I, s. 2165, præmis 22, og kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Kommissionen, præmis 41).
18 I den foreliggende sag skal Retten først tage stilling til, om uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt.
Parternes argumenter
19 Sagsøgeren finder, at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt.
20 For det første lider han økonomisk skade, idet hans midler på grund af den anfægtede afgørelse er indefrosset, og idet han i overensstemmelse med artikel 2 i forordning nr. 2580/2001 ikke får stillet nogle pengemidler, finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer til rådighed.
21 I den forbindelse har sagsøgeren forklaret, at det nederlandske finansministerium den 13. august 2002 besluttede at indefryse hans og hans hustrus fælles girokonto og indstille de sociale ydelser, som han modtog fra de nederlandske sociale myndigheder samt fra den nederlandske flygtningehjælp. Desuden oplyste myndighederne i Utrecht, hvor sagsøgeren var bosat, ved skrivelse af 10. december 2002, at de indstillede hans socialhjælp og ophævede hans syge- og ansvarsforsikring. Sagsøgeren blev endvidere påbudt at forlade det hus, som de lokale myndigheder havde lejet i hans navn. Selv om myndighederne i Utrecht den 9. oktober 2002 havde meddelt, at han ville blive tildelt socialhjælp på 201,93 EUR pr. måned, og at hans syge- og ansvarsforsikring af humanitære årsager ville blive genetableret, blev sagsøgeren ved skrivelse af 13. december 2002 fra de samme myndigheder oplyst om, at han som følge af en afgørelse truffet af det nederlandske finansministerium fremover ikke ville få udbetalt den socialhjælp, han var blevet tildelt, ligesom hans forsikringer ikke længere ville blive betalt.
22 Sagsøgeren har gjort gældende, at han fratages essentielle livsfornødenheder på grund af indefrysningen af hans og hans hustrus fælles bankkonto samt inddragelsen af hans sociale ydelser. De foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet, er til hinder for, at sagsøgeren kan modtage beløb, som han har til gode som forfatter af bøger og artikler, som underviser, foredragsholder og arving af midler efter sine forældre. Endelig er disse foranstaltninger til hinder for, at sagsøgeren kan modtage betaling af en erstatning på 750 000 USD, som Ferdinand E. Marcos' retssuccessorer skylder sagsøgeren ifølge en dom afsagt i 1997 af en district court i USA. Sagsøgeren har desuden anført, at de nederlandske myndigheder har nægtet at give ham arbejdstilladelse.
23 For så vidt angår muligheden for i henhold til artikel 5 i forordning nr. 2580/2001 at anmode de nationale myndigheder om at frigive hans pengemidler har sagsøgeren anført, at denne mulighed ikke udgør en effektiv løsning, og at den helt afhænger af de nationale myndigheders skøn. Endvidere har sagsøgeren under retsmødet anført, at han har tilstillet det nederlandske finansministerium en anmodning i medfør af artikel 6 i forordning nr. 2580/2001, som ministeriet imidlertid har afvist ved en afgørelse truffet den 7. marts 2003.
24 For det andet finder sagsøgeren, at de føromtalte økonomiske restriktioner, der er knyttet til den forøgede overvågning af hans person, til begrænsningen af hans bevægelsesfrihed og til den omstændighed, at han betegnes som »terrorist« og stemples som sådan i offentligheden, udgør en umenneskelig eller nedværdigende behandling i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention, og fremkalder en følelse af psykisk og emotionel angst hos ham. Desuden udgør disse omstændigheder en trussel for sagsøgerens personlige sikkerhed og fysiske integritet.
25 Særligt det forhold, at sagsøgeren betegnes som »terrorist«, kompromitterer hans rolle som politisk konsulent for National Democratic Front of the Philippines (herefter »NDFP«). I denne egenskab har sagsøgeren været en nøgleperson i fredsforhandlingerne mellem NDFP og den filippinske regering og har været »medunderskriver som observatør« af alle de vigtigste bilaterale aftaler, der er indgået mellem disse to parter siden 1992. Sagsøgeren har understreget, at disse fredsforhandlinger har haft Europa-Parlamentets fulde støtte (Europa-Parlamentets resolution nr. B4-0601, 0645 og 0686/97 af 17.7.1997 og nr. B4-1096, 1106, 1147, 1158 og 1160/98 af 14.1.1999).
26 Rådet finder ikke, at sagsøgeren har godtgjort, at han vil lide et alvorligt og uopretteligt tab, såfremt der ikke træffes foreløbige forholdsregler, før der afsiges dom i hovedsagen. Desuden skal de forholdsregler, som sagsøgeren har anmodet om, ikke anordnes, idet de vil ophæve virkningen af den afgørelse, der skal træffes i hovedsagen.
Rettens bemærkninger
27 Efter fast retspraksis skal spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes foreløbig afgørelse for at undgå, at den begærende part udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Denne part skal dokumentere ikke at kunne afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført et sådant tab (jf. kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.10.2000, sag C-278/00 R, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8787, præmis 14, kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.7.1998, sag T-73/98 R, Prayon-Rupel mod Kommissionen, Sml. II, s. 2769, præmis 36, og kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 89).
28 I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort gældende, at han både har lidt økonomisk og ikke-økonomisk skade.
29 Med hensyn til det økonomiske tab, som sagsøgeren hævder at have lidt, bemærkes, at et rent økonomisk tab ifølge fast retspraksis principielt ikke kan antages at være uopretteligt eller blot vanskeligt at oprette, såfremt det kan dækkes ved en senere økonomisk erstatning (kendelse afsagt af formanden for Domstolens Tredje Afdeling den 3.7.1984, sag 141/84 R, De Compte mod Parlamentet, Sml. s. 2575, præmis 4, kendelse afsagt af Rettens præsident den 29.9.1993, sag T-497/93 R II, Hogan mod Domstolen, Sml. II, s. 1005, præmis 17, og kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Kommissionen, præmis 92).
30 Det tilkommer dog den ret, der behandler en begæring om foreløbige forholdsregler, under hensyn til en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om sagsøgeren vil lide et alvorligt og overhængende tab, som ikke kan genoprettes ved en senere afgørelse, såfremt de forholdsregler, sagsøgeren har anmodet om, ikke træffes.
31 I et tilfælde som det foreliggende skal Retten sikre, at sagsøgeren råder over et beløb, der normalt vil gøre det muligt for ham at afholde samtlige udgifter, der er nødvendige for at sikre opfyldelsen af hans egne og hans families fundamentale behov indtil det tidspunkt, hvor der træffes afgørelse i hovedsagen (jf. i denne retning kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 94).
32 I den foreliggende sag er det tilstrækkeligt at bemærke, at i henhold til artikel 5 i forordning nr. 2580/2001 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder give særlige tilladelser på betingelser, de skønner hensigtsmæssige for at forebygge finansiering af terrorhandlinger, herunder til »anvendelse af midler i forbindelse med essentielle menneskelige behov, som skal opfyldes i Fællesskabet for en fysisk person [...] eller dennes familiemedlemmer, herunder navnlig betaling for fødevarer, lægemidler, husleje eller renter og afdrag vedrørende familiens hjem samt gebyrer og vederlag for lægebehandling af et af denne families medlemmer«. Der kan tillige gives tilladelse til »betaling af skatter, obligatoriske forsikringspræmier samt betaling for tjenester fra offentlige forsyningsvirksomheder såsom gas, vand, elektricitet og telekommunikation, som skal betales i Fællesskabet [...]«.
33 I medfør af artikel 6 i forordning nr. 2580/2001 kan en medlemsstats kompetente myndigheder, efter høring af de andre medlemsstater, Rådet og Kommissionen, desuden give særlige tilladelser til at frigive pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer, eller til at stille pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer til rådighed for personer, grupper eller enheder eller til at yde finansielle tjenester til sådanne personer, grupper eller enheder.
34 Det fremgår således klart af artikel 5 og 6 i forordning nr. 2580/2001, at forordningen ikke automatisk definitivt fratager sagsøgeren muligheden for at få adgang til sine indefrosne pengemidler eller for at modtage sociale ydelser, såfremt de kompetente nationale myndigheder, i det foreliggende tilfælde det nederlandske finansministerium, finder, at sagsøgeren og hans familie opfylder de betingelser, der er fastsat i disse bestemmelser, og såfremt de deri fastlagte procedurer følges.
35 Heraf følger, at sagsøgeren efter anmodning til de nationale myndigheder kan få tildelt de økonomiske midler, som han reelt har anmodet om med den foreliggende begæring om foreløbige forholdsregler.
36 Dette gælder, selv om det nederlandske finansministerium den 7. marts 2003 besluttede at afvise den anmodning om tilladelse, som sagsøgeren havde indgivet i medfør af artikel 6 i forordning nr. 2580/2001.
37 Det er ufornødent at tage stilling til begrundelsen for, at det nederlandske finansministerium i sin afgørelse af 7. marts 2003 ikke fandt, at sagsøgeren opfyldte betingelserne i artikel 6 i forordning nr. 2580/2001, idet det er tilstrækkeligt at fastslå, at der i nederlandsk ret står retsmidler til rådighed, der giver sagsøgeren mulighed for at anfægte denne afgørelse. Dette har sagsøgeren klart indrømmet under retsmødet. Desuden fremgår det af de dokumenter, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 1. april 2003, at sagsøgeren ved arrondissementsrechtbank te Utrecht (byretten i Utrecht) har indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler, hvorefter Finansministeriet i medfør af artikel 6 i forordning nr. 2580/2001 tilpligtes at stille pengemidler, andre finansielle aktiver eller andre økonomiske ressourcer til rådighed for sagsøgeren. Ved skrivelse af 20. marts 2003 har sagsøgeren endvidere indgivet en klage (»bezwaarschrift«) til Finansministeriet over dettes afgørelse af 7. marts 2003.
38 Det skal tillige bemærkes, at sagsøgeren ikke har ført noget bevis for, at en afgørelse fra det nederlandske finansministerium, der i medfør af artikel 5 i forordning nr. 2580/2001 tillader frigivelse af sagsøgerens pengemidler, ikke ville være tilstrækkeligt til at opfylde sagsøgerens og hans families essentielle behov, indtil der træffes afgørelse i hovedsagen. I den forbindelse fremgår det ikke af de sagsakter, som sagsøgeren har indgivet til Retten, at Finansministeriet har nægtet at give en tilladelse i henhold til artikel 5, og det fremgår heller ikke på afgørende vis, at der er blevet fremsat en eventuel anmodning om en sådan tilladelse. På baggrund af de dokumenter, der blev indleveret til Retten den 1. april 2003, kan det således fastslås, at sagsøgeren alene har anmodet om en tilladelse i medfør af artikel 6 i forordning nr. 2580/2001.
39 Henset hertil findes sagsøgeren ikke at have godtgjort, at muligheden for at opnå en tilladelse fra de nationale myndigheder efter artikel 5 og artikel 6 i forordning nr. 2580/2001 og de retsmidler, der i nederlandsk ret står til rådighed for at rejse indsigelse mod afgørelser, som de nationale myndigheder har truffet i henhold til disse bestemmelser, ikke ville gøre det muligt at undgå et alvorligt og uopretteligt tab (jf. analogt kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6.2.1986, sag 310/85 R, Deufil mod Kommissionen, Sml. s. 537, præmis 22, og den 15.6.1987, sag 142/87 R, Belgien mod Kommissionen, Sml. s. 2589, præmis 26, samt kendelse afsagt af Rettens præsident den 6.12.1996, sag T-155/96 R, Stadt Mainz mod Kommissionen, Sml. II, s. 1655, præmis 25, og den 3.12.2002, sag T-181/02 R, Neue Erba Lautex mod Kommissionen, Sml. II, s. 5081, præmis 109). Uanset om det blev bevist, at sagsøgeren har lidt et økonomisk tab, er dette således ikke en direkte følge af vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
40 Hvad angår den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, består denne i, at hans omdømme og værdighed har lidt skade, hvilket ifølge sagsøgeren er årsagen til, at han er blevet stemplet i offentligheden, at han føler psykisk og emotionel angst, og at hans personlige sikkerhed og fysiske integritet er truet. Sagsøgeren har desuden anført, at den skade, som hans omdømme har lidt, alvorligt kompromitterer hans rolle som politisk konsulent for NDFP i fredsforhandlingerne med den filippinske regering.
41 Hertil bemærkes, at selv om det ikke er udelukket, at de foreløbige forholdsregler, der er nedlagt påstand om, i det mindste delvis vil kunne genoprette en sådan ikke-økonomisk skade, må det ikke desto mindre fastslås, at disse forholdsregler ikke i højere grad end en eventuel fremtidig annullation af den anfægtede retsakt, når hovedsagen er afsluttet, vil kunne genoprette skaden (jf. kendelsen i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen, præmis 117 og den deri nævnte retspraksis). I det omfang formålet med en sag om foreløbige forholdsregler ikke er at sikre genoprettelsen af et tab, men at garantere fuld virkning af dommen i hovedsagen, må det, for så vidt angår den ikke-økonomiske skade, fastslås, at uopsættelighedsbetingelsen ikke er opfyldt.
42 Hvad angår risikoen for sagsøgerens personlige sikkerhed og fysiske integritet har sagsøgeren ikke godtgjort, at en sådan risiko, hvis den er reel, nødvendigvis er en følge af, at sagsøgerens navn er nævnt i den anfægtede afgørelse, og heller ikke, at denne risiko fjernes, såfremt hans navn slettes i nævnte afgørelse.
43 Betingelsen om uopsættelighed er således ikke opfyldt i den foreliggende sag.
44 I lyset af det ovenfor anførte må det konkluderes, at begæringen om foreløbige forholdsregler ikke bør tages til følge. Det er således ufornødent at tage stilling til, om de øvrige betingelser for at tage begæringen om foreløbige forholdsregler til følge er opfyldt.
AfgørelseAf disse grunde
bestemmer
RETTENS PRÆSIDENT
1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Top