Ordonnance du Tribunal
Sag T-252/03 R
Fédération nationale de l’industrie et des commerces en gros des viandes (FNICGV)
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
»Særlige rettergangsformer – konkurrence – betaling af bøde – bankgaranti – formaliteten – uopsættelighed – foreligger ikke«
Kendelse afsagt af Rettens præsident den 21. januar 2004
Sammendrag af kendelse
1. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelse – foreløbige forholdsregler – betingelser – »fumus boni juris« – uopsættelighed – kumulativ karakter – afvejning af samtlige interesser i sagen
(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
2. Særlige rettergangsformer – betingelser for antagelse til realitetsbehandling – hovedsagens antagelse til realitetsbehandling – uden betydning – grænser
(Art. 242 EF og 243 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 1)
3. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – betingelser – hovedsagens antagelse til realitetsbehandling – Rettens kompetence i en sag om foreløbige forholdsregler – indførelse af et selvstændigt retsmiddel ved artikel 229 EF – ikke omfattet
(Art. 229 EF og 242 EF; Rettens procesreglement, art. 104, stk. 2)
4. Særlige rettergangsformer – udsættelse af gennemførelsen – udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille bankgaranti som betingelse for, at en bøde ikke straks inddrives – betingelser – særlige omstændigheder
(Art. 242 EF)
1. Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt. Fællesskabets retsinstanser kan endvidere i sager om foreløbige forholdsregler i givet fald foretage en interesseafvejning.
(jf. præmis 14)
2. Spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, bør som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling.
(jf. præmis 19)
3. Spørgsmålet om, hvorvidt artikel 229 EF indfører et selvstændigt retsmiddel eller alene angår udstrækningen af domstolsprøvelsen i forbindelse med et søgsmål, såsom et annullationssøgsmål efter artikel 230 EF, er et principielt spørgsmål, som det ikke tilkommer Retten at træffe afgørelse om i en sag om foreløbige forholdsregler.
(jf. præmis 25 og 26)
4. En anmodning om udsættelse af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde ikke straks bliver inddrevet, kan kun imødekommes, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder. Således bestemmer Domstolens og Rettens procesreglementer udtrykkeligt, at der kan stilles krav om oprettelse af en bankgaranti i sager om foreløbige forholdsregler, hvilket er i overensstemmelse med Kommissionens velbegrundede, generelle praksis.
Sådanne ganske særlige omstændigheder kan i princippet anses for godtgjort, når den part, der anmoder om fritagelse for at oprette den krævede bankgaranti, beviser, at det er ham objektivt umuligt at oprette denne garanti, eller at dens oprettelse ville true hans eksistens.
(jf. præmis 30 og 31)
KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
21. januar 2004(1)
»Særlige rettergangsformer – konkurrence – betaling af bøde – bankgaranti – formaliteten – uopsættelighed – foreligger ikke«
I sag T-252/03 R,
Fédération nationale de l'industrie et des commerces en gros des viandes (FNICGV), Paris (Frankrig), ved avocat P. Abegg, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøger,
støttet afDen Franske Republik ved G. de Bergues og F. Million, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
intervenient,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Oliver og F. Lelièvre, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en begæring om udsættelse, for det første, af gennemførelsen af Kommissionens beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/C.38.279/F3 - Fransk oksekød) (EFT L 209 s. 12), for så vidt som den pålægger sagsøgeren en bøde på 720 000 EUR, og, for det andet, af forpligtelsen til oprettelse af en bankgaranti som betingelse for ikke at opkræve denne bøde,
har
PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS,
afsagt følgende
Kendelse
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
1 Den 2. april 2003 vedtog Kommissionen beslutning 2003/600/EF om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød) (EFT L 209, s. 12, herefter »beslutningen«). I denne beslutning fastslog Kommissionen, at sagsøgeren havde tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF ved sammen med Fédération nationale de la coopération bétail et viande (FNCBV), der lige som sagsøgeren repræsenterer kvægslagterierne, og sammen med fire sammenslutninger, der repræsenterer landmændene, nemlig Fédération nationale des syndicats d'exploitants agricoles (»FNSEA«), Fédération nationale bovine (»FNB«), Fédération nationale des producteurs de lait (»FNPL«) og Jeunes agriculteurs (»JA«), at deltage i en aftale om stop for import af oksekød til Frankrig og fastsættelse af minimumskøbspriser for visse kategorier af oksekød (beslutningens artikel 1).
2 Det fremgår af beslutningen, at under bovin spongiform encephalopati (BSE)-krisen, også kaldet »kogalskabkrisen«, indgik sagsøgeren og FNCBV på den ene side, og FNSEA, FNB, FNPL og JA på den anden side, den 24. oktober 2001 en aftale, i hvilken de fastsatte minimumskøbspriser og forpligtede sig til at stoppe eller i det mindste begrænse import af oksekød til Frankrig. I slutningen af november og begyndelsen af december 2001 indgik de samme sammenslutninger en mundtlig aftale med lignende formål.
3 Kommissionen vurderede i beslutningen, at indgåelsen af de to aftaler udgjorde en alvorlig tilsidesættelse af artikel 81 EF. Den pålagde sagsøgeren en bøde på 720 000 EUR (beslutningens artikel 3).
4 I henhold til beslutningens artikel 4 skulle denne bøde betales inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelsen af beslutningen. I underretningsskrivelsen af 9. april 2003 blev det præciseret, at hvis sagsøgeren indbragte et søgsmål for Retten, ville Kommissionen ikke fortsætte med foranstaltningerne til inddrivelsen af beløbet, så længe fordringen afgav renter fra dagen for udløbet af betalingsfristen, og at en rimelig bankgaranti blev oprettet senest på denne dato.
5 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 7. juli 2003 har sagsøgeren anlagt sag med påstand om annullation af den pålagte bøde, eller subsidiært en nedsættelse af bøden.
6 Ved særskilt dokument indleveret samme dag til Rettens Justitskontor har sagsøgeren indgivet en begæring om foreløbige forholdsregler for at opnå dels en udsættelse af gennemførelsen af beslutningen, og dels en udsættelse af forpligtelsen til at oprette en bankgaranti som betingelse for, at den pålagte bøde ikke inddrives.
7 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2003 har Kommissionen nedlagt påstand om, at hovedsagen og begæringen om foreløbige forholdsregler afvises.
8 Efter den 21. juli 2003 at have modtaget sagsøgerens bemærkninger til Kommissionens påstand om afvisning af sagen, besluttede Rettens præsident at fortsætte behandlingen af sagen.
9 Kommissionen indgav skriftlige bemærkninger vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler den 8. august 2003.
10 Ved dokument indleveret til Justitskontoret den 7. oktober 2003 har Republikken Frankrig indgivet en anmodning om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for sagsøgerens påstande. Den Franske Republik fik tilladelse til at intervenere ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 14. oktober 2003 og blev heri anmodet om at indgive interventionsindlæg i forbindelse med retsmødet.
11 Retsmødet i sagen om foreløbige forholdsregler fandt sted den 17. oktober 2003.
12 Under retsmødet gav Rettens præsident sagsøgeren tilladelse til at undersøge muligheden for ratevis betaling af den pålagte bøde og til at fremlægge et forslag herom for Kommissionen. Parterne fremsendte resultatet af deres diskussioner den 7. november 2003.
Retlige bemærkninger
13 I medfør af bestemmelserne i artikel 242 EF og 243 EF, sammenholdt med artikel 225, stk. 1, EF, kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede akt eller i øvrigt anordne de nødvendige foreløbige forholdsregler.
14 Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30). Fællesskabets retsinstanser kan endvidere i sager om foreløbige forholdsregler i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, Østrig mod Rådet, sag C-445/00 R, Sml. I, s. 1461, præmis 73).
Formaliteten
Parternes argumenter
15 Kommissionen har gjort gældende, at hovedsagen klart skal afvises, eftersom den blev anlagt for sent. Den påpeger, at beslutningen blev meddelt sagsøgeren den 10. april 2003, og at hovedsagen først blev anlagt den 7. juli 2003, dvs. efter udløbet af søgsmålsfristen på to måneder og ti dage i henhold til artikel 230, stk. 5, EF, sammenholdt med procesreglementets artikel 102.
16 I den forbindelse kan sagsøgeren ikke påberåbe sig, at søgsmålet vedrører en sag, hvori der er fuld prøvelsesret i henhold til artikel 229 EF, og derved er unddraget den frist, der er fastsat i artikel 230, stk. 5 EF. I modsætning til andre artikler, såsom artikel 226 EF, 230 EF og 232 EF, skaber artikel 229 EF således ikke et selvstændigt retsmiddel. Denne bestemmelse er begrænset til at give fællesskabslovgiver mulighed for at tildele domstolen fuld prøvelsesret i relation til de sanktioner, der er fastsat i forordningerne, således som Rådet har gjort det i artikel 17 i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 1959-1962, s. 81). Domstolen udøver denne fulde prøvelsesret i forbindelse med sager anlagt i henhold til andre bestemmelser i traktaten, her artikel 230 EF.
17 I alle tilfælde har sagsøgeren reelt anmodet om annullation af beslutningens artikel 3 ved som principal påstand at begære den pålagte bøde annulleret.
18 Ved skrivelse af 18. juli 2003, registreret på Justitskontoret den 21. juli 2003, har sagsøgeren forklaret, at sammenslutningen med sit søgsmål ikke gjorde indsigelse mod påstanden om aftalens tilstedeværelse, men alene mod den pålagte bøde. Således er der tale om et søgsmål med fuld prøvelsesret, som ikke er underlagt nogen tidsfrister.
Retlige bemærkninger
19 Ifølge fast retspraksis bør spørgsmålet, om hovedsagen kan antages til realitetsbehandling, som hovedregel ikke behandles under en sag om foreløbige forholdsregler, da afgørelsen i hovedsagen herved kan foregribes. Når det imidlertid, som tilfældet er i denne sag, gøres gældende, at begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af en hovedsag, som åbenbart må afvises, kan det være nødvendigt, at der fremlægges omstændigheder, som godtgør, at hovedsagen ud fra en umiddelbar betragtning alligevel kan antages til realitetsbehandling (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.2.2000, sag T-1/00 R, Hölzl m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 251, præmis 21, og af 8.8.2002, sag T-155/02 R, VVG International m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 3239, præmis 18).
20 I denne sag har Kommissionen gjort gældende, at hovedsagen klart skal afvises, eftersom den er anlagt efter udløbet af fristen fastsat i artikel 230, stk. 5, EF, forlænget under hensyn til afstanden i medfør af procesreglementets artikel 102, stk. 2.
21 Under retsmødet gjorde sagsøgeren gældende, at der skal sondres mellem et annullationssøgsmål i henhold til artikel 230 EF og et søgsmål med fuld prøvelsesret i henhold til artikel 229 EF. I den foreliggende sag gør sagsøgeren kun indsigelse mod den bøde, der er pålagt i medfør af artikel 17 i forordning nr. 17, der henviser til artikel 229 EF. I forbindelse med et sådant søgsmål kan enhver fysisk eller juridisk person, der er blevet pålagt en bøde i henhold til den nævnte forordning, anlægge sag med begæring om annullation eller ændring af bøden uden at være underlagt nogen frister. Endelig henleder sagsøgeren opmærksomheden på, at der i fransk ret gælder en såkaldt »fireårig forældelsesfrist«, der løber fra det tidspunkt, hvor skaden er indtruffet, således at parterne må anlægge sag med fuld prøvelsesret inden for fire år herefter.
22 Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 229 EF kan forordninger »udstedt af Europa-parlamentet og Rådet i fællesskab eller af Rådet i henhold til denne traktats bestemmelser, […] tillægge Domstolen fuld prøvelsesret vedrørende de i disse forordninger omhandlede sanktioner«.
23 I medfør af artikel 17 i forordning nr. 17 »[har Domstolen] ved klager over beslutninger, hvorved Kommissionen har fastsat en bøde eller en tvangsbøde, [...] i overensstemmelse med bestemmelsen i [...] artikel [229 EF] fuld prøvelsesret; den kan ophæve, nedsætte eller forhøje den pålagte bøde eller tvangsbøde«.
24 I den foreliggende sag vedrører søgsmålet udelukkende en påstand om annullation eller nedsættelse af bøden, der er pålagt af Kommissionen i henhold til artikel 17 i forordning nr. 17, der henviser til artikel 229 EF.
25 Som følge heraf opstår spørgsmålet, hvorvidt artikel 229 EF indfører et selvstændigt retsmiddel eller alene angår udstrækningen af domstolsprøvelsen i forbindelse med et søgsmål, såsom et annullationssøgsmål efter artikel 230 EF. Svaret på dette spørgsmål er afgørende for, inden for hvilken frist en begæring om annullation eller om ophævelse af en bøde skal fremsættes.
26 Det tilkommer imidlertid ikke Retten i en sag om foreløbige forholdsregler at træffe afgørelse om dette principielle spørgsmål, som Fællesskabets retsinstanser endnu ikke har behandlet. Det tilkommer derfor Retten i forbindelse med hovedsagen at træffe endelig afgørelse om de frister, der finder anvendelse i nærværende sag. Dette spørgsmål skal så meget mindre behandles under sagen om foreløbige forholdsregler, som begæringen i denne sag ikke skal tages til følge, idet der ikke foreligger uopsættelighed.
Uopsætteligheden
Parternes argumenter
27 Sagsøgeren har gjort gældende, at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt i denne sag.
28 Sammenslutningen har anført, at den pålagte bøde svarer til en aktivitetsperiode på ni måneder og derfor er særlig tyngende. Den gør opmærksom på, at den har syv fastansatte medarbejdere, hvis stillinger ville blive truet ved betaling af en så stor bøde. I øvrigt bemærker den, at dens faglige aktiviteter udøves dagligt og derfor ikke tåler afbrydelse. I den forbindelse ville betalingen af bøden have den virkning, at medlemmernes interesser ikke længere kunne repræsenteres af sammenslutningen i erhvervslivet og over for de offentlige myndigheder, hvilket væsentligt ville skade sagsøgerens faglige foreningsfrihed.
29 Kommissionen finder, at sagsøgeren ikke i tilstrækkelig grad har påvist, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt i den foreliggende sag.
Retlige bemærkninger
30 Ifølge fast praksis kan en anmodning om udsættelse af forpligtelsen til at stille en bankgaranti som betingelse for, at en bøde, som Kommissionen har pålagt, ikke straks bliver inddrevet, kun imødekommes, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6.5.1982, sag 107/82 R, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 1549, præmis 6, og af 23.3.2001, sag C-7/01 P(R), FEG mod Kommissionen, Sml. I, s. 2559, præmis 44). Således bestemmer Domstolens og Rettens procesreglementer udtrykkeligt, at der kan stilles krav om oprettelse af en bankgaranti i sager om foreløbige forholdsregler, hvilket er i overensstemmelse med Kommissionens velbegrundede, generelle praksis (kendelse afsagt af Rettens præsident den 5.8.2003, sag T-79/03 R, IRO mod Kommissionen, Sml. II, s. 3027, præmis 25).
31 Sådanne ganske særlige omstændigheder kan i princippet anses for godtgjort, når den part, der anmoder om fritagelse for at oprette den krævede bankgaranti, beviser, at det er ham objektivt umuligt at oprette denne garanti, eller at dens oprettelse ville true hans eksistens (kendelsen i sagen IRO mod Kommissionen, præmis 26).
32 I den foreliggende sag har sagsøgeren anført, at bødens størrelse for sammenslutningen er tyngende, men har dog ikke gjort gældende, at det er umuligt at oprette den nødvendige bankgaranti. Dette bekræftede sagsøgeren udtrykkeligt under retsmødet.
33 Under disse omstændigheder kan det ikke antages, at det er objektivt umuligt for sagsøgeren at oprette den krævede bankgaranti.
34 Sagsøgeren har i øvrigt ikke forelagt bevis for sin påstand om, at oprettelsen af en bankgaranti ville bringe sammenslutningens eksistens i fare, navnlig ved at forhindre den i at repræsentere medlemmernes interesser i erhvervslivet og over for de offentlige myndigheder.
35 Da sagsøgeren ikke har ført bevis for, at der foreligger ganske særlige omstændigheder, kan begæringen ikke tages til følge.
På grundlag af disse præmisser
RETTENS PRÆSIDENT
1) Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.
2) Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Således bestemt i Luxembourg den 21. januar 2004.
H. Jung
B. Vesterdorf
Justitssekretær
Præsident
1 – Processprog: fransk. Top
Full & Egal Universal Law Academy